Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

der er forenelige med de dominerende normer og værdier,der er repræsenteret
i det lokale fællesskab.Dette styringsrationale indebærer også en accept
af og udnyttelse af forskellige aktører og deres netværk:dvs.både offentlige,
private og frivillige organisationer og aktører.
Denne rumsligørelse og kulturalisering af socialpolitikken i det lokale
medfører ikke en mindre,men til dels en anden form for statslig styring.Staten
stiller stadigvæk en politisk dagsorden for, hvad der skal gøres til genstand
for styring,og hvordan der bør styres,f.eks.ved at definere bestemte
lokalområder og bebyggelser som sociale problemområder.Men den statslige
indgrebsform er karakteriseret ved en form for decentral styringsrationalitet,
idet problemløsningerne i højere grad skal ske ved at aktivere lokale
aktører – enkeltindivider så vel som private,frivillige og offentlige organisationer.Denne
decentrale styringsrationalitet er i Danmark ikke kendetegnet
ved, at staten trækker sig tilbage. Staten påvirker i høj grad de muligheder,
der lokalt er for at handle, idet f.eks.Socialministeriets og Boligministeriets
forskellige programmer og puljer i væsentlig grad finansierer de lokale sociale
og boligsociale tiltag og eksperimenter.
VÆRESTEDER SOM SOCIALTEKNOLOGI
Steder-at-være og væresteder, der specifikt retter sig mod marginale mennesker,opfatter
jeg som de marginale rums politik – som en særlig måde hvorpå
den nye by- og socialpolitik søger at skabe integrative rum for marginale
mennesker (Larsen,2001).Styringen tager form af forsøg på at påvirke mennesker
til at træffe fornuftige valg og beslutninger i alle livets forhold (Foucault,
1983).For Rose (1996) er der tale om en kompetencepolitik,der konstruerer
og instruerer subjekter til at varetage deres egen selvstyring.Det er
især denne kompetencepolitik,der knytter an til den rumsliggjorte og kulturaliserede
socialpolitiks forsøg på at påvirke marginale menneskers
adfærd.Rumsliggørelsen og kulturaliseringen af socialpolitikken kan derfor
ses som et forsøg på både at konstruere meningsgivende steder-at-være og at
skabe adfærdspåvirkende socialteknologier. Som adfærdspåvirkende stederat-være
kan disse marginale rum virke formidlende og stabiliserende i relationerne
mellem marginale mennesker og resten af lokalsamfundet.
Den adfærdspåvirkning, som de marginale rums politik tilsigter, kan
anskueliggøres ved hjælp af de tre såkaldte dispositivtyper,som Foucault har
beskæftiget sig med,dvs.loven,disciplinen og bio-politikken (se Raffensøe,
1999).Disse socialteknologier udelukker ikke hinanden,da de i udøvelsen af
157