Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

vet lagt vægt på lokalsamfundenes egne evner og anstrengelser i forhold til at
genskabe et velfungerende fysisk,kulturelt og socialt miljø.
I den nye by- og boligpolitiske planlægning fremhæves,at lokalsamfundene
skal være selvforsynende og selvregulerende (By- og Boligministeriet,
1999).Ethvert bydistrikt skal være en by i byen med sin egen styringsstruktur
og med egne arbejdspladser, boligområder, sports- og kulturfaciliteter
osv. Denne nye urbane styringsform udfolder sig gennem en specifik fokus
på de særegne lokale sociale og kulturelle forhold. Rose (1996) har kaldt
denne nye styringsform for styring gennem fællesskaber. Denne styring er
karakteriseret ved,at individerne forudsættes at tage aktiv del i at sikre sig
selv, deres familier og lokalsamfundet en tryg og sikker fremtid. Det, der i
særlig grad karakteriserer denne nye form for styring,er, at den udgør et
moralsk felt, der forsøger at sammenbinde personer i bæredygtige sociale
relationer gennem de værdier og meninger, som individer tilskriver de forskellige
miljøer,som de færdes i lokalt (Rose, 1999).
Når der er en stigende bekymring for lokalsamfunds evne til at skabe social
sammenhængskraft og integration,bl.a.på grund af en høj mobilitet ind
og ud af lokalområderne, så opfattes evnen til at fabrikere midler og socialteknologier
til at opbygge forskellige integrative rum som værende af stor
betydning for et lokalsamfunds velfærd og fremtid. Dette forekommer især
påkrævet i forhold til de by- og boligområder, hvor mobilitetsmønstrene
medfører en fraflytning af ressorucestærke beboerne og en tilflytning af ressourcesvage
beboere.For at bryde dette mønster,der er med til at producere
de såkaldte belastede by- og boligområder,ses det som afgørende at fastholde
og tiltrække ressourcestærke beboere.I denne sammenhæng er det f.eks.
afgørende, at der kan skabes trygge og indbydende offentlige rum, som tilbyder
og fremmer en følelse af mening og identitet samt en oplevelse af tilhørsforhold
til steder og fællesskaber. Når mennesker føler sig trygge og
føler sig hjemme, forventes de at kunne og ville tage et medansvar for sig
selv og andre i de lokale fællesskaber.
De danske by- og boligpolitiske initiativer i 1990’erne kan således ses som
forsøg på at genskabe bestemte byområder som “fællesskaber”ved at mobilisere
lokale institutioner og aktører i forsøg på at konstruere disse fællesskaber.
Denne sociokulturelle konstruktion kan ses som en styringsmåde, der
forsøger at forbedre menneskers hverdagsliv og specielt i lokal- og boligområder
med en høj koncentration af marginale mennesker. I denne sammenhæng
skal marginale mennesker“myndiggøres”ved,at eksperter og socialarbejdere
lærer og træner dem i og overtaler dem til at gebærde sig på måder,
156