Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

I denne artikel forstås magt som et spørgsmål om socialpolitiske aktørers
og institutioners mulighed for og evne til at adfærdspåvirke marginale mennesker
ved hjælp af forskellige former for socialteknologier – herunder
hjælp og/eller opmuntringer til at anvende selvteknologier. Adfærdspåvirkning
refererer her til Foucaults begreb “styringsrationalitet”,som han definerede
som adfærdspåvirkning. Dean (1999) opsummerer indholdet i Foucaults
begreb på følgende måde:
Dette er enhver mere eller mindre kalkuleret og rationel aktivitet, der
udføres af en mangfoldighed af autoriteter og institutioner ved at anvende
forskellige teknikker og vidensformer, der søger at forme vores adfærd
ved at arbejde gennem vores lidenskaber, aspirationer, interesser og overbevisninger
med henblik på bestemte men skiftende mål og med et sæt af
relativt uforudsigelige konsekvenser, effekter og resultater (Dean, 1999:
209; min oversættelse).
Når der politisk lægges vægt på opbygning af stærke fællesskaber, er det
derfor ikke tilfældigt, at der samtidigt lægges en langt større vægt på og er
tiltro til, at det frivillige sociale arbejde kan løse en række socialpolitiske
opgaver, som antages at ligge uden for det offentlige sociale forvaltningssystems
muligheder og rækkevidde. Den tiltagende vægt i socialpolitikken på
det lokale, på væresteder og på frivilligt socialt arbejde peger derfor overordnet
på nogle ændringer i de rationaliteter, den socialpolitiske styring
bygger på.
STYRING GENNEM LOKALE FÆLLESSKABER
De forskellige måder, som det offentlige og det frivillige sociale arbejde
antages at skabe social integration på, betragtes i det følgende i lyset af tendenserne
til en socialpolitisk styringsrationalitet,der i stigende grad baserer
sig på lokale fællesskaber. Socialpolitikken bliver mere rumligt og kulturelt
orienteret,og denne tendens sætter sig ikke mindst igennem i relation til
håndtering og adfærdspåvirkning af marginale mennesker i lokalområderne.
To udviklingstendenser i de sociale forhold og i social- og boligpolitikken
peger i denne retning. For det første har der politisk været fokus på
lokalområder og bebyggelser med koncentrationer af marginale mennesker
og/eller etniske minoritetsgrupper, som i øvrigt i mange sammenhænge
generelt betragtes som marginalgrupper. For det andet er der samtidig sket
en vis sammensmeltning mellem social- og boligpolitikken,hvor der er ble-
155