Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

Det er som nævnt et magtindgreb at udsætte mennesker for behandlinger,
hvis virkninger ikke er kendte, eller behandlinger, hvis positive virkninger
man endog kan rejse begrundet tvivl om. Det er imidlertid dette, der sker i
børneforsorgen.Mest alvorligt er dette naturligvis i forhold til indgribende
foranstaltninger som anbringelse, men selv mindre indgreb kan for den
enkelte familie opleves som livsændrende i en kortere eller længere periode.
Der kan ikke herske tvivl om,at børneforsorg ligger mange på sinde, og at
indgreb sker i den bedste mening og med barnets bedste for øje.Trods dette
kan man konstatere, at man i dag ikke ved,hvad man gør i dansk børneforsorgsarbejde.
Børneforsorgen er et stort ukontrolleret eksperiment med
dårligt stillede børn og familier.
AFSLUTNING
Der udfoldes magt som en selvfølgelig og integreret del af den sociale børneforsorgs
arbejdsprocesser. Magtbeføjelser er formelt hjemlet ud fra specifikke
kriterier og under iagttagelse af særlige retssikkerhedsprocedurer.
Magtudøvelsen går imidlertid ud over det formelt hjemlede. En række
empiriske undersøgelser påviser, at de foreskrevne procedurer ikke fuldt ud
efterleves,hvilket forøger uligheden i relationen mellem stat og borger.Vigtigst
i denne sammenhæng er, at forældre og ikke mindst børnene selv ikke
får den centrale plads i behandlingen af deres sag,som er foreskrevet og forudsættes
i et demokratisk retssamfund,og som kunne bidrage til et kvalitetsspring
i børneforsorgens undersøgelser,beslutninger og indgreb.Der udfoldes
også til stadighed andre magtpraktikker i den sociale børneforsorg ud
over den mangelfulde implementering af formelle retssikkerhedsforskrifter.
En magtpraktik er konstruktionen af negative og stereotype billeder af familierne,
der tjener som grundlag for at udløse indgreb, i sin yderste konsekvens
tvangsanbringelsen.Det er også et magttiltag,når grundlaget for differentieringen
mellem normale og afvigende familier ifølge empiriske studier
overvejende er dominerende kulturelle og individuelle moralske opfattelser
af “den gode familie”og “den gode barndom”.Disse vurderinger af børns
risiko er således ikke neutrale med hensyn til køn, klasse og etnisk baggrund.Det
skal dog gentages her, at selv om yderligere forskning ville give
et bedre kundskabsgrundlag,yder heller ikke videnskabelige diskurser nødvendigvis
garanti for “sand”viden.Videnskabelig kundskab kan også producere
disciplinær magt,hvis kendetegn først og fremmest er kategorisering,
differentiering og rangordning af mennesker samt udvælgelse af de afvigen-
143