Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

samarbejde med børn og forældre
Der er i relationer mellem stat og borger en forvaltningsretlig tradition for,
at borgeren informeres,høres,har udtaleret og på andre måder deltager i sit
sagsforløb. Børns og forældres deltagelse i deres børneforsorgssag er, som
nævnt,på en række områder også reguleret i lovgivningen.
Lagerberg (1999) påpeger,at et grundigt kendskab til barnet,dets opfattelse
af sin hverdag,familiesituation og dets løsningsforestillinger er det eneste
mulige grundlag for en vis kvalitetsgaranti i børneforsorgsarbejdet. Det
samme gælder et grundigt kendskab til forældrene.Hun argumenterer således
ikke for barnets og forældrenes deltagelse ud fra lovkrav eller ud fra en
bredere kulturelt forankret politisk korrekthed. Hun mener, at indsigt i
familiens egen problemforståelse og egne løsningsforslag er en nødvendig
forudsætning for at kunne træffe omsorgsfulde, hjælpsomme, og fornuftige
beslutninger om barnets fremtid i lys af de manglende videnskabelige redskaber
til at kunne diagnosticere og forudsige børns udvikling.
Det er nævnt,at en række undersøgelser påviser,at specielt børnene kun i
begrænset omfang inddrages i deres sagsforløb. De inddrages i ringere
omfang end lovgivningen kræver,og slet ikke i et omfang,der kan sikre den
grundlæggende kvalitet i børneforsorgsarbejdet, som Lagerberg (1999)
argumenterer for.Hestbæk (1997) finder i sin danske undersøgelse,at socialarbejderne
ikke havde talt med 2/5 af børnene forud for deres anbringelse.
Andelen af børn, som socialarbejderen havde talt med, steg med børnenes
alder, men også blandt de over 15-årige, der er selvstændig part i sagen, var
der børn,som der ikke var talt med.Egelund (1997) dokumenterer,at 2/3 af
de børn,der havde modtaget mere indgribende foranstaltninger (herunder
også nogle anbragte børn), ikke var kendte overhovedet eller kendt på en
uforpligtende og overfladisk måde i socialforvaltningen. Svenske undersøgelser
bekræfter dette billede.
Andersson (2000) giver en nuanceret argumentation for, at børn aldrig
kan (eller skal) blive ligeværdige beslutningstagere i deres børneforsorgssager.Men
hun er fortaler for,at det har negative konsekvenser for det sociale
arbejdes kvalitet og for børnene,hvis man ikke tager børns deltagelse alvorligt.Butler
ogWilliamson (1994) belyser i en engelsk undersøgelse det sidste
aspekt: Mange børn kender ikke begrundelsen for, at de er anbragt, de er
ikke blevet spurgt om deres opfattelse af situationen.De føler desuden ikke,
at de kan stole på socialarbejderne, som anvender information manipulatorisk,
dvs. bruger de dele af informationen, som passer til deres egen strategi
og egne organisatoriske formål.Også forældrene involveres mangelfuldt.Et
139