Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...
Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...
Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
at børn anbringes,forhøjer børnenes risiko på gruppeniveau,men det er et<br />
mindretal, der faktisk skades i deres udvikling. Disse ting gør det meget<br />
svært eller umuligt at forudsige udfaldet af barnets udvikling på et givet tidspunkt<br />
i barndommen.<br />
Den videnskabelige basis for at vurdere, om en barn er et risikobarn eller<br />
vil udvikle sig til at være det,er således svag.Der findes ikke uden videre en<br />
videnskabelig diskurs, som kan omsættes i praksis med enkeltsager. Flere<br />
undersøgelser (Börjeson & Håkansson, 1990; Egelund, 1997) peger da <strong>og</strong>så<br />
på, at diskursen i børneforsorgen ikke i almindelighed er videnskabelig, <strong>og</strong><br />
at socialarbejdere savner begreber for deres arbejde. <strong>Det</strong> indlysende spørgsmål<br />
er da, på hvilket kundskabsgrundlag socialforvaltninger vurderer, om<br />
barnet er et risikobarn,<strong>og</strong> om der er behov for indgreb.<br />
Flere af de ovennævnte undersøgelser,der peger på konstruktionen af et<br />
selektivt <strong>og</strong> negativt billede af børneforsorgens familier,vil hævde,at børneforsorgsdiskursen<br />
hviler på alment accepterede kulturelle normer <strong>og</strong> personlige<br />
moralske synspunkter.Hydén (1991) sammenligner den svenske børneforsorgs<br />
indstillinger til tvangsanbringelser med klassiske dramaer,der skildrer<br />
børneforsorgs<strong>klient</strong>ers uundgåelige vej mod en skæbne,der bestemmes af<br />
deres afvigelser <strong>og</strong> manglende evne til at nyttiggøre den hjælp,det offentlige<br />
har tilbudt.Claezon (1987) <strong>og</strong> Egelund (1997) viser,hvordan socialforvaltninger<br />
transformerer familiers mangeartede virkelighed <strong>og</strong> konflikter til et<br />
begrænset antal normalsager eller stereotypier,ofte af negativt indhold,der<br />
muliggør anvendelsen af det til rådighed stående løsningsrepertoire.Lagerberg<br />
(1999) argumenterer for,at de kulturelle <strong>og</strong> moralske stereotypier træder<br />
i stedet for et grundigt kendskab til barnet,forældrene,<strong>og</strong> familiens situation.<br />
Fra dansk empiri (Egelund,1997) kan nævnes,at de professionelles diskurs om<br />
familierne følger en l<strong>og</strong>ik,hvorefter der konstant markeres regler for det normale<br />
på en lang række livsområder,<strong>og</strong> det i samme åndedræt konstateres,at<br />
forældrene (eller børnene) ikke formår at leve op til normalreglerne.Når <strong>klient</strong>er<br />
opleves som særligt besværlige (beder om for mange penge,opsøger<br />
socialforvaltningen for tit,ikke retter sig efter forvaltningens anvisninger o.l.),<br />
suppleres denne diskurs med stærkt nedsættende <strong>og</strong> irrelevante udsagn om for<br />
eksempel <strong>klient</strong>ersvægt,påklædning,hårfarve m.m.<br />
Internationale undersøgelser bekræfter denne tendens til “moralsk forurening”,som<br />
Hacking (1991) kalder det.Parton,Thorpe <strong>og</strong>Wattam (1997)<br />
mener i en engelsk undersøgelse at have belæg for,at socialarbejderne afstår<br />
fra at foretage en risikobedømmelse af barnet, fordi det kundskabsmæssige<br />
grundlag er for skrøbeligt,<strong>og</strong> fordi det ikke er organisatorisk nødvendigt for<br />
137
Change language