Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

inddrages, hvis man ønsker at forstå parternes handlinger, især som de
udspiller sig i konfliktsituationer. Når denne kamp ikke er tydelig for de
ansatte – at klienters modstand også kan tolkes som modstand mod den
herskende definition af stedet som et socialpædagogisk “tilbud” – og de
ansatte samtidig ikke anerkender at have magtbeføjelser, risikerer klienterne
at blive låst fast i et mønster,hvor de er magtesløse.De fanges i en ond cirkel
(Goffman, 1997). De ansatte udtaler, at de ingen magtbeføjelser har, og
beskriver deres arbejde som opdragelse, omsorg, hjælp, støtte til forandring
og med andre begreber hentet fra et socialpædagogisk univers. Magtens
eufemiserede form betyder, at den bliver umulig for klienterne (og de
ansatte) at forholde sig til, hvorved klienternes mulighed for at påvirke
deres egen situation i en ønsket retning i værste fald umuliggøres.
Når klienterne i mange tilfælde udfordrer den socialpædagogiske definition
af et projekt/et værksted,hænger det utvivlsomt sammen med den identitet,som
en sådan forståelse tildeler dem.De er klienter,de er hjælpeløse,og
de har behov for anden og mere hjælp end blot orientering om mulighederne
på arbejdsmarkedet/i uddannelsesinstitutionerne.Netop forhandlingen
om formålet med deltagelsen på disse projekter har klienterne ikke mange
muligheder for at påvirke,da det er de ansatte som“ved bedst”om,hvad der
befordrer klienternes positive udvikling,og det er endnu en ureflekteret,uartikuleret,grundlæggende
præmis,der antager doxa-karakter.Det betyder,at
magtforholdet mellem de to parter altid forskydes i de ansattes favør (hvorfor
jeg i artiklen har anvendt begrebet“asymmetrisk”):Udtalelsen om at klienterne“må
indse”,hvad de kan;klienten som ifølge projektlederen (i kontrast
til kvindens egen beskrivelse) er i en svær udvikling på grund af en skilsmisse;
klienter som er i“benægtelsesfasen”,f.eks.klienters modstand som ses som et
“sundhedstegn”; eller eksemplet, hvor den ansatte vurderer, at den unge
kvinde har brug for at udvikle sig,til trods for at hun mener præcis det modsatte
– er alle eksempler,som tegner et meget præcist billede af et paradoks
ved det sociale arbejde,som den politiske prioritering af klientinddragelse i
det sociale arbejde har skabt.Paradokset er,at socialt arbejde både er funderet i
en behandlertankegang,som per automatik placerer klienterne i en underlegen
position, og at det sociale arbejde i dag har som sin fornemste opgave at
inddrage klienternes ønsker og behov (og ikke kun de af systemet definerede
“rigtige”ønsker og behov).Således er ansatte automatisk placeret i en uforenelig
rolle,hvor de både skal“vide bedst”(traditionel behandlerrolle) og
samtidig justere deres hjælp,så den lige præcis passer på klientens definerede
behov,som artiklen har vist ikke altid er en objektiv størrelse.
127