Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

var låst. Her drejer konflikten sig om den helt grundlæggende opfattelse af
deltagerne på projektet.For at være “visiteret”til projektet,der er målrettet
unge med problemer,skal man have problemer.Når man træder indenfor er
man en ung med problemer.Men hvad hvis den unge ikke selv betragter sit
liv som problematisk? Netop denne forståelse af deltagerne på projektet vil
overskygge andre forhold,som også kendetegner klienternes situation,hvilket
i sagens natur kan opleves som meget begrænsende for klienterne.
Som det fremgår af samtalen mellem projektlederen og kvinden, læses
kvindens signaler i en anden kontekst end den,hun selv ønsker at deltage i,
jf. Goffman (1990),og begge parter har låst sig fast i deres respektive definition
af situationen.Kvinden fortæller,at hun ikke mener,at hun har brug for
udvikling eller for at arbejde med sin attitude. Hun er dog så markant i sine
udtalelser, at det i sig selv tolkes som et tegn på, at hun lige præcis har brug
for at forandre sig. Det er svært at se, hvordan kvinden faktisk kan komme
videre, med mindre hun giver efter og stiller sig positiv over for projektets
ønske om en personlig udvikling.Hun fanges derved i “den onde cirkel”,
som tidligere skitseret ved hjælp af Goffmans (1997) begreb.
Kvinden i eksemplet nærer imidlertid skepsis til selve projektets idé,som er
at“flytte”problemfyldte unge mod et bedre liv ved hjælp af samtaler med de
ansatte,eftersom hun ikke kategoriserer sig selv som problemfyldt.Det er
projektets grundelementer,kvinden er utilfreds med.Hun er oppe imod projektledernes
professionelle selvforståelse som hjælpere,dvs.projektets socialpædagogiske
funktion,som jeg igennem artiklen har illustreret ved Bourdieus
doxabegreb (2000).Netop de grundlæggende elementer er umulige at
ændre i hjælpearbejdet,da det ikke blot ville kræve ansættelse af projektledere
med andre kvalifikationer og en grundlæggende anden opfattelse af klienterne,men
kræve,at der blev rokket ved hele hjælpediskursen.De sager,der er til
forhandling i projektet,befinder sig typisk i“småtingsafdelingen”. Spørgsmålet
er derfor,om det overhovedet er muligt for systemet at forholde sig til en så
grundlæggende forhandling;om en klient f.eks.har brug for hjælp – som
nødvendigvis må udfordre selve kategoriseringsprocessen – og derved udfordre
selve projektets struktur,dets socialpædagogiske funktion.
AFRUNDING
Hvis man inddrager Bourdieus arbejde om symbolsk magt,bliver den asymmetri,der
hersker i mødet mellem ansat og klient tydelig.Bourdieu definerer
symbolsk magt som en magt,der“kan udøves med delagtighed af dem,
125