Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

Man kan godt opdrage folk, det er aldrig for sent. Det er simpelthen
opdragelse, der skal til. F.eks. når en kvinde vælger at sætte flere børn i
verdenen [den omtalte kvinde], selv om hun i forvejen har to adfærdsvanskelige
børn. Hvorfor skal hun så have flere? Jeg kan virkelig blive
ked af det. Det er synd, for de kommer jo aldrig videre (Mik-Meyer,
1999: 61).
Når projektlederen var særlig opmærksom på kvindens signaler, når hun
havde det skidt,skyldes det også strukturelle forhold,der knytter sig til projektlederes
indiskutable forståelse af aktiveringens formål – at igangsætte
positive processer hos de aktiverede. Det er netop i interaktionen med en
person,der har problemer, at projektlederen får styrket og udviklet sin professionelle
arbejdsidentitet.Det er disse situationer, der definerer projektlederens
arbejde,fordi hans hjælpefunktion træder i kraft.Hjælpefunktionen er
så ubestridt og elementær en størrelse, at ansatte ikke kan forestille sig
grundlaget for deres arbejdsfunktion anderledes.Der eksisterer en fælles forståelse
blandt projektledere (og andre ansatte i socialt hjælpearbejde) om,at
de aktiverede – klienterne – har brug for det offentliges hjælp.Man diskuterer
så,hvilken hjælp der vil gavne klienterne mest,men ikke det helt grundlæggende
spørgsmål: Har de overhovedet brug for den hjælp, de tilbydes?
Man kunne også spørge, om de socialteknologier, som er til rådighed i den
socialpædagogiske tænkning, er forenelige med nutidens ønske om klientinddragelse,som
ret beset drejer sig om at inddrage klienternes synspunkter
i tilrettelæggelsen af det sociale arbejde.Kan man forestille sig en hjælp,som
er mere defineret af klienten end af systemet?
Aktivering er en del af det “hjælpens univers”,som alt socialt arbejde er
del af, og som klienterne i denne artikel til stadighed udfordrer. I eksemplet
fra før fik projektlederens professionelle doxa som hjælper afgørende indflydelse
på hvilke forhold, han fokuserede på hos kvinden. Den konkrete
hjælp,han som repræsentant for systemet ydede,relaterede sig til et følelsesunivers,
hvorfor den blev svært håndgribelig for kvinden.Det betød,at det
reelt var umuligt for kvinden at reagere “fornuftigt”i forhold til projektlederens
valg,fordi der i “hjælpens univers” ikke eksisterer megen rationel
fornuft – hjælpens univers baserer sig på begreber som fornemmelser og
følelser, begreber med det til fælles, at de ikke kan overføres til rationelt
baserede argumenter. Som begreber eksisterer de kun i et emotionelt felt,
som naturligt afhænger af det perspektiv,der lægges for dagen.
121