Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

DE ANSATTES FREMSTILLING AF SIG SELV SOM
DE “ FRIE OG UPLETTEDE”
Mange projekt- og værkstedsansatte beskriver sig selv som personer uden
magtbeføjelser.Beføjelser dækker her over mere end blot muligheden for at
beslutte,hvorvidt en klient f.eks.skal påbegynde et bestemt uddannelsesforløb
eller tildeles et praktikophold.Typisk har følelsen af den manglende
magt en art resignation til følge. De ansatte beskriver, at deres virke er mere
eller mindre underordnet.Det er en almindelig opfattelse,at det udelukkende
er sagsbehandlerne i den kommunale forvaltning,der “sidder på”magten,og
at man ser stort på de projektansattes viden,til trods for at det er disse
folk,der i det daglige er sammen med klienterne. Men det betyder ikke, at
det kun er sagsbehandlerne,der har indflydelse på klienternes situation.Der
træffes nemlig dagligt mængder af beslutninger i projekterne/på værkstederne,og
der er mange situationer,der er til forhandling.
Hvad afgør f.eks.,om en klient kan møde senere om morgenen end det
fastlagte mødetidspunkt? Hvornår kræver man,at en klient skal fremvise
dokumentation,hvis hun beder om at gå tidligt? Hvad er det for forhold,der
gør, at visse handlinger af ansatte både kan vurderes som tegn på fremskridt
– motivation – og som tegn på tilbageskridt – demotivering? Hvornår er en
klient “moden” til et praktikforløb? Hvem vurderes som potentiel revalidend?
Osv. Som spørgsmålene illustrerer, er der små og store afgørelser, der
skal træffes jævnligt.De små (der angår tidspunkter og særtilladelser) inddrages
også her, da det netop er de små afgørelser, der typisk beskrives som
betydningsfulde i hverdagen af klienterne, 2 og fordi de for en umiddelbar
betragtning vigtigere forhold – hvem er f.eks.“moden”til et praktikforløb –
baserer sig på de små afgørelser.Det afhænger nemlig af,hvorvidt klienten –
i de ansattes optik – udvikler sig,dvs.passer sit forløb tilfredsstillende.
Forestillingen om, at denne gruppe ansatte ikke er involveret i en asymmetrisk
magtrelation med klienterne,er ikke kun en påstand,som udtrykkes
af de ansatte selv.En mellemleder i en socialforvaltning siger:
110
Det skal være helt klart for den enkelte, at det er os heroppe [sagsbehandlerne
i kommunen], der er røvhullet, så de kan have en god kontakt til
projektlederen og rigtig kunne snakke med dem.Vi er ikke væsentlige i
deres hverdag, derfor er det os, der er skurkene.Vi udløser både præmierne
og sanktionerne. I de situationer, hvor der er nogen, der skal holdes
fast, så er det os der gør det, det er vigtigt, det ikke er projektlederne – de
skal være frie og uplettede i de aktiveredes øjne (Mik-Meyer, 1999: 52).