Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

i projektet og projektets organisering skal relatere sig til tænkte arbejdsopgaver
og organisering på det ordinære arbejdsmarked.I den anden forståelsesramme
– som typisk er de ansattes – tillægges projektets aktiviteter en mere
sekundær betydning. Det afgørende er ikke, hvad klienterne laver, hvor
mange pauser de holder osv.,men derimod om de udvikler sig personligt,
mens de er i projektet.Denne grundlæggende konflikt danner også ramme
for analysen af interaktionen mellem ansatte og klienter i de følgende
eksempler.Derudover diskuterer jeg begrebet forandring,og hvilken betydning
de ansattes beskrivelse af klienter“med modstand på”har for arbejdet
på det pågældende revalideringscenter.I tredje afsnit belyses en interaktion
mellem en ansat og en klient,hvis ændrede situation tolkes helt forskelligt af
den ansatte og klienten. Den uoverensstemmelse har rod i den føromtalte
grundlæggende konflikt,som er på færde i kommunikationen mellem ansat
og klient.Fjerde afsnit tager udgangspunkt i en ordveksling mellem en klient
og en ansat.Klienten fortæller, at hun ikke “har brug for udvikling”,som
hun siger.Projektlederen beskriver hende imidlertid som et af de svære tilfælde;hun
er en af de klienter,som i daglig tale betegnes som“fastlåst”.
Det er især definitionsmagt,der er fokus på i artiklen,og dermed også på
hvordan forskellige positioner i det sociale rum giver forskellige muligheder
for at skabe konsekvenser i det sociale liv.Empirien stammer fra institutioner
med fastlagte rutiner og normer for, hvordan de ansatte skal handle
over for klienter i forskellige situationer. Det er især de doxiske antagelser
hos de ansatte, dvs. forhold der virker indlysende, og som tages for givet på
grund af deres ubestridte karakter (Bourdieu, 2000: 164), der er fokus på i
analyserne. De doxiske antagelser får nemlig en afgørende betydning for,
hvilke positioner både ansatte og klienter kan indtage i interaktionen.Bourdieu
siger videre om de ubestridte tavse sandheder – i dette tilfælde den
ubestridte viden, som socialt arbejde i artiklens tre institutioner hviler på –
at de er kendetegnet ved “det,der siger sig selv og derfor ikke behøver siges:
traditionen er tavs,ikke mindst om sig selv som tradition (Bourdieu, 2000:
167). I artiklen viser jeg, at disse “tavse sandheder” især relaterer sig til et
socialpædagogisk univers, som de fleste af de ansattes udsagn og ordvekslinger
med klienter skal analyseres i forhold til.Det betyder,at magten typisk
udtrykker sig som opdragelse, hjælp, støtte og omsorg.En tavs sandhed er
f.eks.,at klienterne har brug for personlig udvikling,og at personlig udvikling
er godt.En anden tavs sandhed er,at klientens modstand er et tegn på,at
klienten ikke har “indset”, hvilke problemer hun “faktisk” har. Artiklens
magtanlyser falder således ind under Christensens og Daugaard Jensens
108