Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

samtidig med at klienterne (uanset hvor bevidste de er om rollespillet) ikke
har magten til at ændre det.
Samtidig er det nødvendigt at være opmærksom på,at der både i forvaltninger
og på institutioner ofte er tale om klienter med massive sociale og
psykiske problemer. Der er ikke blot tale om enkeltstående problemer, men
om samlede komplekse problemstillinger i de samme familier. I mange af
familierne er der tale om så alvorlige problemer,at der eksisterer en reel fare
for børns trivsel og velfærd, hvis forældrene får mere indflydelse på foranstaltninger
og beslutninger – som en socialarbejder her udtrykker det:
Som udgangspunkt så synes jeg, de skal have indflydelse, men det skal
hele tiden ses i relation til, at de har et lille barn, som har nogle behov. Og
der må vi gå ind som dem, der har fagligheden på det her område og definere,
hvad der i hvert fald skal være opfyldt i forhold til det her barn …
Det er jo ikke en feriekoloni. Man er her [på institutionen], fordi der er
stor bekymring for, om et lille barn tager skade eller ikke … Den periode
[på institutionen], det er altså en afgrænset periode med en opgave, der
skal løses, og dér er vi nødt til at iscenesætte i vid udstrækning, hvordan
det skal forløbe, og det må så være vores faglighed, som afgør, hvad der
lige nu er det vigtige … Så der er ikke megen brugerindflydelse.
Derved kan en vurdering af familiernes indflydelse og involvering i indsatsen
på institutionen ikke sættes ind i et normalt demokratisk perspektiv.Fuld indflydelse
ville formentlig betyde,at nogle klienter ikke ville tage imod nødvendige
foranstaltninger,som forvaltningerne og institutionerne kan tilbyde.
Endelig kan der rejses tvivl om, hvorvidt socialarbejderne har mulighed
for at leve op til idealet om etablering af en menneskelig og engageret relation
til klienterne.For det første kan en professionel udført menneskelighed
risikere at tilsløre magtforholdene yderligere. Socialarbejderne besidder
under alle omstændigheder en vægtig magtposition og kan under dække af
en menneskelig relation risikere at styre samarbejdet i endnu højere grad
end i dag.For det andet kan der stilles spørgsmålstegn ved,om socialarbejdere
kan være engageret i alle klienter.Når man har set de samme problemstillinger
gentage sig igen og igen, kan det formentlig være vanskeligt at oparbejde
en særlig optagethed af hvert eneste problem og familie – eller modsat
kan der opstå en risiko for, at engagementet bliver påtaget. Risikoen for
pseudo-menneskelighed og pseudo-engagement ligger således snublende
nær for socialarbejderne.Man må naturligvis kunne forvente,at socialarbejderne
er i stand til at udvise en menneskelig – anskuet som modsætning til
103