Det magtfulde møde mellem system og klient - Aarhus ...

alforvaltninger, og man bør heller ikke søge at skjule de faktisk forekommende
magtforhold.Men det er,ifølge både Goffmans og Alcabas og Jones’
forståelse af disciplinering og afhængighed,nødvendigt at vurdere de faktorer,
som fører til disciplinering og rolledistance. Det drejer sig eksempelvis
om konsekvenserne af de klare regler og “kontrakter”ved indflytning på
institutionen samt konsekvenserne af,at beboere må acceptere at leve under
meget specielle rammer præget af fysisk snæverhed, konflikter, angst og
overvågning,som ikke blot af klienten opleves som elementer i at få “dagligdagen
til at køre”,men også som adfærdsregulerende. Selvom synliggørelse
af regler og rammer umiddelbart må betragtes som positivt,kan det anskuet
i en “totalinstitutionssammenhæng”samtidig udgøre et vigtigt led i disciplineringen,
idet alle informationer får karakter af regler. Klienterne vænner
sig således til,at information er lig med regler,man ikke forholder sig til – og
slet ikke protesterer imod.Man kan derfor diskutere,om det er muligt at disciplinere
til noget andet end rolledistance og underdanige klienter,når disciplineringsprocessen
ikke kan fjernes.Såfremt rolledistancen skal nedtones,
peger begge undersøgelser på, at det er de professionelle socialarbejdere –
de,som besidder magten – der bør tage initiativ til det.
MENNESKELIGE MØDER – IDEAL ELLER REEL
MULIGHED?
Undersøgelserne i de to forvaltninger og døgninstitutionen, analyserne af
de organisatoriske rammer og kulturers påvirkning samt af disciplineringens
og rollespillets betydning i mødet mellem socialarbejder og klient viser dels,
at socialarbejdernes magt og klienternes magtesløshed både er uomtvistelig,
usynlig og ubemærket,dels at magten både etableres i det konkrete møde og
i den organisatoriske kontekst og kulturelle socialisering.Organisationerne
vægter “hårde”frem for “bløde”faktorer i arbejdet – hvorved socialarbejdernes
viden om kommunikation og evne til at handle menneskeligt og
engageret aflæres.Det viser sig desuden,at ikke blot påtager socialarbejderne
sig en magtfuld position,men klienterne påtager sig samtidig en underdanig
rolle og position og bliver dermed en (mere eller mindre) villig agent for
deres egen selvdisciplinering, som Järvinen og Mortensen omtaler det i
denne publikations indledende kapitel. Rollerne synes desuden at være så
indøvede og forventelige, at ingen af parterne er opmærksomme på dem –
eller rettere:de socialarbejdere,som besidder magten til at ændre rollerne,er
meget lidt bevidste herom (fordi idealerne siger, at de ikke er magtfulde),
102