NOMESKO Klassifikation - Statens Institut for Folkesundhed

BAGGRUND
ringsperioden. Hvis man udelukkende bruger dødsårsagsstatistikken, er det umuligt
at give et retvisende billede af den belastning skader påfører samfundet, da
antallet af dødsulykker eller hændelser der fører til død i en given befolkning, er
meget lavere end antallet af tilfælde hvor ofrene overlever.
Ydermere gælder det med hensyn til forebyggelse af dødsulykker, at man kan
blive konfronteret med det paradoks, at jo bedre forebyggelsesprogrammet fungerer,
jo mindre er sandsynligheden for at kunne vurdere effekten. Tallene, det
gælder både de absolutte og ændringer over tid, risikerer snart at udvikle sig hen
imod et stokastisk mønster.
Sundhedssektorens rolle
Ulykkes- og skadesforebyggelsesprogrammer er aktiviteter, hvori en lang række
instanser er involveret. Sundhedsvæsenet – der tager sig af ofrene – har en naturlig
interesse i og særlige roller at opfylde med hensyn til forebyggelsesprogrammerne.
Ser man tilbage på de sidste tre årtier, finder man at sundhedssektoren er blevet
involveret i ulykkesforebyggelse på forskellige måder.
I løbet af 1960’erne begyndte en del læger at indse, at til trods for fremskridtene
ved moderne behandling, var skadesofrene ofte uden for terapeutisk rækkevidde.
Børnelæger henviste til børn, der havde drukket ætsende husholdningskemikalier.
Brandsårsspecialister beregnede, at en forøgelse af deres behandlingssucces
med ti procent ville kræve en mangedobling af deres budget. Ortopædkirurgerne
havde problemer med det stigende antal ældre som faldt og pådrog sig
hoftefrakturer, og WHO pegede på et alarmerende stort antal trafikulykker, hvori
der var børn indblandet. Pengene kunne anvendes bedre, hvis de blev brugt på
ulykkesforebyggelse i stedet for på mere sofistikeret behandling. Disse klinikere
optrådte i vagthundens rolle og banede vejen for et mere systematisk engagement
fra sundhedssektorens side i det ulykkesforebyggende arbejde.
Den dramatiske stigning i trafiktætheden efter Den anden Verdenskrig – og
den dermed forbundne vækst i antallet af trafikulykker – medførte, at traumatologerne
blev inddraget i det biomekaniske arbejde. Målet var primært skadeforebyggelse,
snarere end ulykkesforebyggelse. Den biomekaniske effektivitet ved
brug af sikkerhedsseler, styrthjelme og knækstænger i bilernes styretøj m.v. var
alment anerkendt allerede før midten af 1970’erne.
11