giver skolemad næring for læring? - Projekt EVIUS - Aalborg ...

”Jamen altså, den ressource, der har været afsat til det og de retningslinjer, der er lavet fra
ministeriet, de har været så snærende, så der har kun været råd til maden, fordi fødevarepriserne
er steget, og så de virksomheder, vi forhandlede med, de kunne ikke andet end lige
levere maden” (Inspektør. DD Skole)
”Vi havde nogle helt andre forventninger til, hvad det var, vi faktisk skulle have, end det vi
fik.” (Madansvarlig. DD Skole)
”Jeg synes, det er ernæringsmæssigt for dårligt. Der har været for meget hvidt brød og for
meget sådan halvfabrikata… Det bærer lidt indtryk af, at det skal fremstilles hurtigst muligt,
og at det skal kunne holde sig på køl et døgns tid, før det skal deles ud.” (Lærer. 5. kl. CC
Skole)
”Jeg syntes, det var et godt princip, men… men jeg synes, at kvaliteten, den var ikke god nok.
Altså, den var meget sådan dressing og fedt … ikke sund mad, som de havde lovet, det
skulle være.” (Elev. DD Skole)
Skolemaden er indlejret (se figur afsnit 2) i en institutionel kontekst, nemlig skolen. Måltidet ligger midt i
skolen, men der er et skisma eller et dilemma mellem det institutionaliserede måltid og det private. Det
viste sig også i de gratis skolemåltider, idet de opleves, som nedenstående citat viser:
”Generelt er det med skolemaden, at det smager faktisk o.k., der er bare et eller andet over
det, hvor man ikke får lyst til at spise det. Jeg syntes faktisk, det smagte o.k., men efter
halvdelen, så synes jeg faktisk, jeg ikke egentlig er mere sulten, men jeg kan bare ikke spise
det her på den her måde, selvom det egentlig smager o.k., så er der bare et eller andet over
det… og det er ikke sundt overhovedet, der var jo en halv bøtte remoulade ned i det, tæller
sådan noget. Men det smagte faktisk fint nok, men der var bare et eller andet ulækkert over
det.” (Dreng. 8. kl. BB Skole)
Citatet viser et centralt problem, der går igen i al institutionsmad, men som her forbindes med skolemaden,
nemlig det, at mad lavet til mange i store ens portioner bliver institutionsmad, ”det smager o.k., men der er
bare et eller andet over det, hvor man ikke får lyst til at spise det”. En anden elev på CC Skole siger ”jeg
synes, det smager tamt”, og læreren i klassen siger ”det er ikke lækkert, … det er ikke indbydende.”.
Andre elever er generelt tilfredse og siger, de altid spiser maden. Her er der store variationer i elevernes
tilgang, og de har sandsynligvis en sammenhæng med deres generelle ’madopdragelse/maddannelse’.
Det viser sig bare, at madtilbuddet ikke rammer alle de elever, der på forhånd er udpeget til at have behov.
Fravalget kan være begrundet i mange forskellige forhold.
Organisering, involvering, deltagelse:
Organiseringen af skolemaden har været et ledelsesansvar, hvor lærerne og forældrene er blevet orienteret.
Dog har man på DD Skole ladet organiseringen ske mere spontant og på eget elev-/klasseinitiativ. Der
er generelt mere strikse regler for spisepausen i de mindre klasser (5. og 6. klasse, som vi observerede), end
i de store klasser.
87