Danske datterselskaber og miljøpraksis – en ... - Thyge M. Nielsen

Danske datterselskaber og miljøpraksis
- en analyse af danske TNC’er i Argentina
Specialeafhandling af Thyge M. Nielsen
Vejleder: Lektor Stefan Anderberg
Geografisk Institut Københavns Universitet Oktober 2004

Danske datterselskaber og miljøpraksis
– en analyse af danske TNC’er i Argentina
Thyge M. Nielsen
Geografisk Institut, Københavns Universitet
Sammenfatning
Sammenfatning
Formålet med denne undersøgelse er at belyse, om danske transnationale selskaber (TNC’er)
medvirker til at udbrede miljøhensyn og -forbedringer til ulande. Det er relevant, fordi flere
forskere mener, størstedelen af ulandenes teknologiske og miljømæssige udvikling i dag sker
gennem TNC’er.
Dansk industris miljøpraksis analyseres gennem et casestudie i Argentina. Argentina er
hverken et iland eller et uland i traditionel forstand. Med sit industripotentiale er det den ideelle
repræsentant for lande, der vil få alvorlige miljøproblemer, hvis ikke der foretages
miljøforbedringer.
Undersøgelsen omfatter de eneste tre danske produktionsvirksomheder i Argentina: Arla
Foods Ingredients, Chr. Hansen og Brødrene Hartmann. Analysen er opdelt i tre trin. Først
sammenlignes datterselskabernes miljøpraksis med moderselskabernes miljøpolitik i Danmark,
dernæst analyseres hvilke effekter, det har i Argentina og endelig analyseres hvilke faktorer, der
hindrer udbredelsen af et større miljøhensyn i Argentina.
Konklusionen viser, at virksomhedernes miljøpolitik slår igennem i datterselskaberne og i
mange tilfælde er helt på højde med den praksis, der findes på danske fabrikker. Dette har
direkte påvirket miljøet i Argentina; men der finder også en mentalitetsforandring sted hos
ansatte, nabovirksomheder, kunder og leverandører. Denne påvirkning når dog kun ud til de
kredse, der er i direkte berøring med de danske virksomheder.
Argentinske virksomheder på størrelse med de danske TNC’er fører en miljøpolitik, der ligner
den danske. De talrige små og mellemstore virksomheder har derimod udpræget dårlige
miljøforhold. En generel ændring af disse forhold skal ikke forventes. Omfattende
miljøforbedringer vil kun kunne slå igennem, hvis grundlæggende politiske strukturer ændres.
Rapporten findes i revideret spansk udgave.
Nøgleord: Transnationale selskaber, ulande, miljøstandarder, Argentina, casestudie.
I

Danske datterselskaber og miljøpraksis
II
Danish affiliates and environmental conduct
– An analysis of Danish TNCs in Argentina
Thyge M. Nielsen
Institute of Geography, University of Copenhagen
Abstract
This report analyses whether Danish Transnational Corporations (TNCs) spread environmental
management practices in developing countries. Several researchers believe that most
technological and environmental improvement in developing countries today occurs via TNCs.
Danish industrial environmental practice is analysed using a case study involving Argentina.
With its industrial potential, Argentina is an ideal example of a country likely to incur severe
environmental problems.
The investigation covers the three Danish companies with production in Argentina: Arla
Foods Ingredients, Chr. Hansen, and Brødrene Hartmann. Analysis is in three parts.
Environmental practices of the TNC affiliate are compared with policies of the parent company,
the potential effects in Argentina are analysed and, finally, obstacles to communication of
environmental concerns in Argentina are examined.
The study concludes that corporate environmental policies are implemented in the TNC
affiliates, often at an equivalent level to Danish factories. The environment in Argentina benefits
directly and stakeholders adopt new attitudes. This influence is limited to stakeholders of the
Danish affiliates.
Argentinean companies of comparable size have similar environmental policies while
environmental conditions are poor for the many small and medium-sized companies. Pervasive
improvement will require alteration of fundamental political structures.
An edited version of the report is available in Spanish.
Key words: Transnational Corporations, developing countries, environmental standards,
Argentina, case study.

Forord
Forord
Indholdet i denne rapport udgør min specialeafhandling (speciale) i geografi indleveret til
Geografisk Institut.
Målgruppen for specialet er den danske industri og offentlighed; men det er i lige så høj grad
tanken at nå ud til den argentinske offentlighed for på denne måde at udbrede kendskabet til
miljøforbedringer gennem TNC’er. Det er mit håb, at den viden, dette arbejde repræsenterer, vil
kunne bruges til at forbedre miljøet i Argentina. Det er derfor intentionen, at specialet vil blive
oversat til spansk efter aflevering og bedømmelse og vil blive tilsendt de involverede parter i
Argentina og Danmark.
Min interesse for emnet blev vakt af lektor Stefan Anderbergs (2003) artikel om TNC’ers
potentielle bidrag til miljøforbedringer i ulande. Da jeg kort efter overværede et foredrag i
Netværk for Latinamerikastudier (NETLA), hvor Brødrene Hartmanns miljøinvesteringer i et
rensningsanlæg blev omtalt, begyndte idéen til mit speciale at forme sig.
Jeg vil gerne takke de mange, der har hjulpet med oversættelse fra spansk og med interview.
Også en stor tak til informanterne. Særligt vil jeg takke licentiat María Andrea Nardi for hendes
store engagement og indsats, for tolkning og transskription.
Feltarbejdet til denne rapport har været muligt med støtte fra Københavns Universitets
Satsningsområde Miljø, Nord/Syd Rejsepuljen og Internationaliseringsstipendium 2002. Den
øvrige støtte blev givet af Frederik og Emma Kraghs Mindelegat, Oticon Fonden, William
Demant & Hustru Ida Emilies Fond, Konsul Axel Nielsens Mindelegat og Ernst Løfflers Legat.
Uden denne støtte ville det ikke have været muligt at samle så omfattende data, som tilfældet har
været. En stor tak til ovennævnte bidragsydere.
Vedlagt specialet findes en CD-ROM med rapporten i digital version og alle relevante
informationer e.g. billeder, udvalgt litteratur og internetlinks.
Kommentarer til rapport eller emne modtages med interesse på von_nielski@yahoo.com
København, oktober, 2004
Thyge M. Nielsen
III

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Oversigt over akronymer, spanske ord og forkortelser
Betydning af forkortelse på originalsprog. For læsevenlighedens skyld forklares spanske
forkortelser på dansk.
AFISA Arla Foods Ingredients S.A. (Arla Foods Ingredients A/S)
ARS Argentinske peso
A/S Aktieselskab
BNP Bruttonationalprodukt
CBS Copenhagen Business School
CEAMSE Coordinación Ecológica Area Metropolitana Sociedad del Estado
(Statslig losseplads ved Buenos Aires)
CSR Virksomhedernes samfundsmæssige engagement
DI Dansk Industri
DICM Department of Intercultural Communication and Management (CBS)
DPA Departamento Provincial de Aguas (Provinsafdelingen for tilsyn med vand)
EIA Environmental Impact Assessment
FARN Fundacíon Ambiente y Resursos Naturales
(NGO for miljø og naturressourcer)
FDI Foreign Direct Investment
FN De Forenede Nationer (Eng.: UN)
FUNDAMA Fundacíon Manos que Ayudan (NGO’et hjælpende hænder)
ICC International Chamber of Commerce
IDEA Instituto para el desarrollo empresarial de la Argentina
(Argentinsk organisation for industriudvikling)
IFU Industrialiseringsfonden for udviklingslandene
IFV Investeringsfonden for vækstmarkeder
IMF The International Monetary Fund
IMF International Monetary Fund
INDEC Instituto Nacional de Estatística y Censos
(institut for statistik og folketælling)
ISO International Standards Organisation
ISO 9.000 Kvalitetsstyringsstandard
ISO 14.000 Miljøledelsesstandard
MERCOSUR Mercado Común del Sur (fællesmarked i Sydamerika)
MIØ Miljøinvesteringsfaciliteten for Østlandene
IV

Oversigt over forkortelser
NETLA Netværk for Latinamerikastudier
NGO Non-governmental organisation
OECD Organisation for Economic Co-operation and Development
PPM Productos Pulpa Moldeada
SANCOR Andelsbevægelse (Santa Fe og Córdobas forenede kooperative selskaber)
SENASA Servicio Nacional de Sanidad y Calidad Agroalimentaria
(Den nationale dyresundhedstjeneste)
SME Small and Medium Sized Enterprises
TNC Transnational Corporation
UBA Universidad de Buenos Aires (Buenos Aires Universitet)
UNC Universidad Nacional del Comahue
(Det Nationale Universitet i Comahue, Neuquén)
UNCTAD United Nations Conference on Trade and Development
UNEP United Nations Environment Programme
UNRISD United nations research institute for social development
USD US-dollar
UTN Universidad Tecnológica Nacional
(Det Nationale Teknologiske Universitet)
VSE Virksomhedernes samfundsmæssige engagement (Eng.: CSR)
WWF World Wide Fund for Nature
Est. Estancia (Landejensom)
Gral. General (General)
Hnos. Hermanos (Brødre)
S.A. Sociedad anónima (Aktieselskab)
S.A.I.C. Sociedad anónima. Industrial comercial (Industrielt aktieselskab)
S.R.L. Sociedad de responsabilidad limitada (Anpartsselskab)
Téc. Técnico (Bachelor indenfor tekniske uddannelser)
i Interview
n Antal
pk Personlig kommunikation
u.å. Uden årstalsangivelse
V

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Indhold
SAMMENFATNING I
ABSTRACT II
FORORD III
OVERSIGT OVER AKRONYMER, SPANSKE ORD OG FORKORTELSER IV
OVERSIGT OVER FIGURER, TABELLER & TEKSTBOKSE VIII
1. INDLEDNING 1
1.1 TIDLIGERE UNDERSØGELSER, FORSKNING OG LITTERATUR OM TNC’ERS MILJØPRAKSIS 2
1.2 FORMÅL 2
1.3 PROBLEMFORMULERING 3
1.4 RAMMER OG AFGRÆNSNINGER 3
1.5 SPECIALETS STRUKTUR 3
1.6 BEGREBSVERDEN OG DEFINITIONER 4
2. METODE 6
2.1 VALG AF METODE 6
2.2 OM CASESTUDIET 6
2.3 PRÆSENTATION AF CASESTUDIETS VIRKSOMHEDER & INFORMANTER 8
2.3.1 Casevirksomheder 8
2.3.2 Informanter 8
2.4 UNDERSØGELSESFORLØB OG FEJLKILDER 10
2.4.1 Forberedelse 10
2.4.2 Det videre forløb 10
2.4.3 Efter hjemkomst 11
2.4.4 Fejlkilder 11
2.5 INTERVIEW-METODE 11
2.5.1 Spørgeramme 11
2.5.2 Interviewsituationen 12
2.5.3 Optagelse af interview, transskribering & oversættelse 13
2.5.4 Hensynet til en anden kultur 13
2.6 ANALYSE- OG TOLKNINGSTEKNIK 14
2.7 VURDERING AF KILDER 14
3. BAGGRUND 16
3.1 TNC’ER SOM DRIVKRAFT FOR MILJØFORBEDRINGER 16
3.1.1 TNC’er 16
3.1.2 Miljøforbedringer gennem TNC’er 17
3.1.3 Retningslinier for TNC’er 19
3.1.4 Industriflugthypotesen 21
3.1.5 Danske TNC’er 23
3.2 SÆRLIGE FORHOLD I VÆRTSLANDET 25
3.2.1 Værtslandet 25
3.2.2 Den argentinske miljølovgivning 29
3.2.3 Miljøet 31
4. DANSKE VIRKSOMHEDER I ARGENTINA 34
4.1.1 Arla Foods 34
4.1.2 Chr. Hansen 37
4.1.3 Hartmann 40
5. DANSKE TNC’ERS MILJØPRAKSIS I ARGENTINA 43
5.1 ARLA 43
VI

Oversigt over forkortelser
5.2 CHR. HANSEN 44
5.3 HARTMANN 44
6. DANSKE VIRKSOMHEDERS INDFLYDELSE PÅ MILJØPRAKSIS I ARGENTINA 47
6.1 BETYDNINGEN AF EJERSKAB OG STØRRELSE FOR EN VIRKSOMHEDS MILJØHENSYN 47
6.1.1 Herkomst og ejerskab 47
6.1.2 Størrelse 49
6.2 PÅVIRKNING FRA DE DANSKE VIRKSOMHEDER 52
6.2.1 Rollemodellen – det gode eksempels magt 52
6.2.2 Påvirkning fra de danske datterselskaber 54
7. BARRIERER 59
7.1 ØKONOMISKE BEGRÆNSNINGER 59
7.2 MANGEL PÅ BEVIDSTHED OG MOTIVATION 61
7.2.1 Miljøinteresse 62
7.2.2 Uddannelse 64
7.2.3 Kultur og traditioner 64
7.3 POLITISKE BARRIERER 65
7.3.1 Politisk repræsentation 65
7.3.2 Lovgivning 67
7.3.3 Manglende stabilitet 69
7.3.4 Manglende kontrol og håndhævelse af lovgivning 70
7.3.5 Klientelisme 72
7.3.6 Manglende prioritet 74
7.4 INFRASTRUKTURELLE BARRIERER 74
7.5 MILJØFREMMENDE INITIATIVER 75
7.5.1 Bevidsthedsskifte 76
7.5.2 Virksomhedsengagement 77
7.5.3 Det offentliges rolle 79
7.6 AFSLUTTENDE DISKUSSION 80
8. AFSLUTNING 82
8.1 KONKLUSION 82
8.2 DISKUSSION AF METODE 84
8.3 PERSPEKTIVERING 84
REFERENCELISTE 87
BILAG A 99
INTERVIEWGUIDE 99
Interviewguide til gruppe 1: Ansatte tilknyttet det danske datterselskab 99
Interviewguide til gruppe 2: Ansatte ved nabovirksomheder 101
Interviewguide til gruppe 3: Offentlige myndigheder i.e. politikere og embedsmænd 103
Interviewguide til gruppe 4: NGO’er, medier & universiteter 105
SPØRGESKEMA 107
Afkrydsningsskema til brug for kvantitativ analyse 107
BILAG B 108
OVERSIGT OVER DATAINDSAMLING 108
Interview 108
Øvrig dataindsamling 110
BILAG C 111
VÆRTSLANDET ARGENTINA 111
Geografi 111
Argentinas økonomisk-politiske historie 112
Argentinas nyere historie 114
VII

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Oversigt over figurer, tabeller & tekstbokse
Figurer
FIGUR 2.1 OVERSIGT OVER METODE FOR CASESTUDIE................................................................................................... 7
FIGUR 2.2 PLACERING AF DE TRE DANSKE TNC’ERS DATTERSELSKABER I ARGENTINA................................................ 9
FIGUR 3.1 VÆKSTEN I DANSKE DIREKTE INVESTERINGER I UDLANDET 1991-2002...................................................... 24
FIGUR 4.1 FRA OSTEVALLE TIL PROTEINPULVER ......................................................................................................... 35
FIGUR 4.2 ARLA FOODS INGREDIENTS’ FABRIK VED PORTEÑA, CÓRDOBA PROVINS ................................................... 37
FIGUR 4.3 CHR. HANSENS FABRIK I QUILMES, BUENOS AIRES PROVINS ..................................................................... 39
FIGUR 4.4 BRØDRENE HARTMANNS FABRIK I CIPOLLETTI, RIO NEGRO PROVINS........................................................ 42
FIGUR 6.1 UDVISER TNC’ER MEST MILJØHENSYN? INFORMANTERS SVAR PÅ OM EN UDENLANDSK EJET ELLER LEDET
VIRKSOMHED TAGER STØRRE MILJØHENSYN END EN ARGENTINSK VIRKSOMHED............................................... 48
FIGUR 6.2 INFORMANTERS KENDSKAB TIL ARGENTINSKE VIRKSOMHEDER MED EN MILJØPOLITIK .............................. 50
FIGUR 6.3 ROLLEMODEL – VIRKER DEN? INFORMANTERS SVAR PÅ OM EN VIRKSOMHED VIL KUNNE FUNGERE SOM
ROLLEMODEL..................................................................................................................................................... 53
FIGUR 6.4 POSITIV PÅVIRKNING FRA DANSKE TNC’ER? INFORMANTERNES SVAR PÅ OM DER ER EN POSITIV
MILJØMÆSSIG PÅVIRKNING FRA DE DANSKE TNC’ER ........................................................................................ 54
FIGUR 7.1 DE HYPPIGST ANGIVNE BARRIERER FOR MILJØFORBEDRINGER I ARGENTINA.............................................. 59
FIGUR 7.2 DE AF INFORMANTERNE MEST EFTERSPURGTE INITIATIVER TIL FORBEDRING AF MILJØET I ARGENTINA..... 76
FIGUR 7.3 INFORMANTERNES MENING OM, AT MILJØHENSYN VIL VINDE BRED ACCEPT I ARGENTINA ......................... 77
FIGUR C.1 UDVIKLING I INFLATION I PCT. FOR ARGENTINA....................................................................................... 115
FIGUR C.2 UDVIKLINGEN I FATTIGDOM OG ARBEJDSLØSHED I STOR-BUENOS AIRES, 1988-2003 OG ARBEJDSLØSHED I
URBANE REGIONER, 1990-2003........................................................................................................................ 116
FIGUR C.3 DE VIGTIGSTE ØKONOMISKE BEGIVENHEDER I ARGENTINA SIDEN 1989................................................... 118
Tabeller
TABEL 4.1 OVERSIGT OVER DE TRE CASEVIRKSOMHEDER ........................................................................................... 34
TABEL 4.2 HARTMANNS KONCERNMILJØLEDELSE TAGER UDGANGSPUNKT I STEP-MODELLEN, HVIS AKTIVITETER
FREMGÅR AF TABELLEN ..................................................................................................................................... 41
TABEL C.1 GENNEMSNITLIGE MIDDAGSTEMPERATURER I ARGENTINA ..................................................................... 111
TABEL C.2 MAKROØKONOMISKE INDIKATORER I NYERE TID .................................................................................... 116
TABEL C.3 OVERSIGT OVER ØKONOMISKE PARAMETRE FOR ARGENTINA OG DANMARK .......................................... 119
Tekstbokse
TEKSTBOKS 4.1 ARLAS MILJØPOLITIK, GÆLDENDE FOR HELE KONCERNEN ................................................................. 36
TEKSTBOKS 4.2 CHR. HANSENS GLOBALE MILJØ- OG ARBEJDSMILJØPOLITIK OG GLOBALE KVALITETS- OG
MILJØSTATEGI.................................................................................................................................................... 38
TEKSTBOKS 5.1 HARTMANN-PPM’S MILJØPOLITIK AF 11. NOVEMBER 2002............................................................... 46
TEKSTBOKS 7.1 NATENZONS OPSUMMERING AF DET CENTRALE PROBLEM, DER HAR FØRT TIL MANGLENDE
MILJØHENSYN. ................................................................................................................................................... 71
VIII

1. Indledning
1. Indledning
Transnationale selskaber (TNC’er) har et stort potentiale til at bringe renere teknologi og
miljøstyringssystemer til ulande (Hadlock, 1994; Zarsky, 1999; Hansen, 2003a). Udover at give
det stedlige uland et løft i dets samlede produktionsapparat, finder der en generel miljøforbedring
sted ved påvirkning af og spredning til andre virksomheder i ulande via kunder, ansatte,
underleverandører og underentreprenører.
Et TNC beskriver en virksomhed, der opererer mellem mindst to lande inklusive firmaets
hjemland. Denne type virksomheder er i dag en dominerende kraft i den globale økonomi.
TNC’er udgør over halvdelen af verdens 100 største økonomier i.e. stater og virksomheder
(Benson & Lloyd, 1983). Der er få steder på jorden, som ikke er berørt af TNC'ers aktiviteter –
enten direkte eller indirekte. Der eksisterer således over 60.000 TNC'er på verdensplan
(UNCTAD, 2003), som tilsammen er indehavere af mere end 1/3 af verdens handel, og TNC'ers
økonomiske indflydelse på geografiske områder spiller en væsentlig rolle i udformning og
udvikling af disse (Hansen, 1998; Anderberg, 2003). Derfor er TNC'er i sin udbredelse og
størrelse en faktor, man må forvente vil kunne fremme miljørigtige tiltag.
Herhjemme opererer de fleste større virksomheder i dag med en miljøstrategi og -politik på
grund af lovgivning og forbrugerforventninger. Indenfor de sidste 10 år er miljø således blevet
integreret i flere og flere virksomheder – også internationalt. TNC’er med aktiviteter i ulande og
et afsætningsmarked i den industrialiserede verden benytter sig i større og større grad af
miljøcertificeringer. Renere teknologi, miljøstyring og begrebet den politiske forbruger er
direkte knyttet til virksomheders miljøengagement e.g. miljøstyring som en integreret del af en
virksomheds politik (Arler, 2002).
Industriflugt-hypotesen bygger på idéen om, at forurenende virksomheder kan true sig til en
mindre striks miljøpolitik herhjemme ved at bruge villige ulande som afpresningsmiddel
(Leonard, 1988). Disse ulande ville kunne fungerere som såkaldte pollution havens. Ved at stille
færre miljøkrav ville de kunne tiltrække udenlandske direkte investeringer (FDI’er). Hypotesen
kan imidlertid ikke eftervises ved empiriske studier (Brack et al., 2000). Andre faktorer synes at
være af afgørende betydning for en virksomheds etablering i et andet land. Det kan være
adgangen til råstoffer, et marked, en uddannet befolkning eller en udbygget infrastruktur.
Omkostningerne forbundet med indførelse af nødvendig miljøteknologi er alt andet lige
beskedne i forhold til de investeringer, der er forbundet med nyetablering i et andet land. Mange
TNC’er opererer i ulande fordi omkostningsniveauet er lavere, de er eksportorienterede og er
altså ikke flyttet på grund af miljøkrav i ilande. Forbrugere i et iland kan derfor købe varer
produceret i ulande langt billigere, end hvis de havde været produceret i hjemlandet. Selvom et
TNC ikke etablerer sig i et uland af miljømæssige årsager, vil det ud fra et globalt
miljøperspektiv være interessant at undersøge, om det i værtslandet opretholder hjemlandets
miljøregler og høje miljøambitioner.
Valget af Argentina som værtsland for casestudiet skyldes først og fremmest de specielle
forhold, der råder i landet. Argentina er engang blevet beskrevet som et land, der ikke kan
karakteriseres udfra en almindelig inddeling i 1., 2. og 3. verdenslande – og heller ikke passer
ind i en i- og ulandsmålestok. Landet har en meget indtægtsgivende landbrugsproduktion og en
stor industri. Potentialet er stort; men alligevel rangerer landet idag på en 76. plads i BNP pr.
indbygger.
1

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Selvom landet i dag udfra en økonomisk målestok nærmest må betegnes som et uland, er der
alligevel mange faktorer, der trækker i den modsatte retning. Infrastrukturen er veludbygget,
befolkningen er veluddannet og samfundsstrukturen er nærmere sydeuropæisk og ikke lig
strukturen hos de nordlige naboer i Bolivia og Paraguay.
Der er tradition for en stor hjemlig industri med baggrund i 1940’ernes og 1950’ernes
importsubstitutionsstrategi. En stor del af industrien, fortrinsvis små og mellemstore
virksomheder (SME’er), virker dog gammeldags og benytter forældet teknologi. Det vil derfor
være interessant at få undersøgt, om der er mulighed for at forbedre miljøpraksis.
Udgangspunktet synes at være til stede i betragtning af landets veludbyggede infrastruktur og
befolkningens uddannelsesniveau.
Danmark er et foregangsland på miljøområdet. Danske virksomheder foretager i stigende grad
en opgradering af deres miljøpraksis i Danmark; men gælder det også for deres stigende
engagement i ulande? Der eksisterer kun få studier om danske FDI’er og virksomheders
miljøpraksis i ulande. Der er brug for at forstå den miljømæssige betydning af TNC’ers aktivitet
i ulande. De forhold, der gør sig gældende for Argentina, vil muligvis kunne vise tendenser, der
vil gøre sig gældende i en række ulande, hvis ikke virksomheder i disse lande tidsnok griber ind
over for forurening. Det er derfor dette speciales ambition at få klarlagt, om det argentinske miljø
påvirkes af de danske TNC’er. Det skal undersøges, om danske TNC’er i Argentina tager de
samme miljøhensyn som i Danmark, om hensynet til miljø udbredes via danske TNC’er og
endelig hvilke barrierer, der måtte være for miljøhensynet. Dette vil være specialets
omdrejningspunkt.
1.1 Tidligere undersøgelser, forskning og litteratur om TNC’ers miljøpraksis
Der synes ikke at eksisterere meget litteratur indenfor området: TNC’er og miljø i den danske
kulturgeografi. Anderberg (2003) er tilsyneladende den eneste af vore hjemlige geografer, der i
en artikel har berørt emnet udfra denne vinkel. På Handelshøjskolen i København er der derimod
mere interesse for området, hvor emnet synes belyst ud fra en forretningsmæssig tilgang. Lektor
Michael W. Hansen og Ph.D.-studerende Rasmus Juhl Pedersen repræsenterer således CBS på
området. Specialet finder endvidere inspiration fra forskere ved Ålborg Universitet: Eskild Holm
Nielsen, Arne Remmen og Jesper Lassen, som har berørt emnerne miljøinnovation,
virksomhedernes forebyggende miljøarbejde, grøn erhvervspolitik og forbrugernes indflydelse
på den teknologiske udvikling udfra en dansk synsvinkel. H. Jeffrey Leonard (1988) og Peter
Dicken (1992) repræsenterer den klassiske litteratur omhandlende TNC’er. Derudover findes en
del international litteratur med udgangspunkt i kombinationen TNC’er og miljø. I udarbejdelsen
af dette speciale er desuden benyttet litteratur af norske Audun Ruud og argentinerne Daniel
Chudnovsky og Andrés López. Der findes kun enkelte gennemarbejdede studier, som til gengæld
refereres flittigt i den tilgængelige litteratur. Tilgangen og metoden i disse studier varierer, og
forfatterne er forsigtige med at drage konklusioner.
1.2 Formål
Specialets formål er at bidrage med øget viden indenfor området TNC’er og miljø og at nuancere
billedet af TNC’ers miljømæssige engagement i ulande. Det er ambitionen at vise tendenser om
danske virksomheder i ulande og om forhold i Argentina samt at identificere spørgsmål til videre
studier. Dette formål søges opnået gennem et casestudie af danske TNC’ers datterselskaber i
Argentina. Med udgangspunkt i empiriske data indsamlet ved feltarbejde, foretages en kvalitativ
2

1. Indledning
og kvantitativ analyse af de i Argentina gældende forhold. Arbejdet foregår på
organisationsniveau.
1.3 Problemformulering
Hvordan påvirker danske datterselskaber miljøpraksis i Argentina?
Hovedformuleringen søges besvaret udfra flg. underspørgsmål:
(1) Hvordan forholder danske TNC’er sig til miljøspørgsmål i Argentina?
(2) Har tilstedeværelsen af danske datterselskaber, med deres måde at agere miljømæssigt,
haft en betydning i Argentina? Hvis ja, på hvilken måde?
(3) Hvilke barrierer er der for udbredelsen af miljøhensyn i Argentina?
1.4 Rammer og afgrænsninger
I dette speciale skal udtrykket miljø forstås som det eksterne miljø i bredeste forstand. Industrien
indgår og er en del af samfundet, så selvom undersøgelsen omhandler industrien, dækker den
hele samfundet.
Specialet er ikke komparativt, men tager udgangspunkt i danske miljøhensyn i udlandet med
baggrund i dansk miljølovgivning og udfra de forhold, der råder på fabrikker i Danmark. Fokus
er lagt på forholdene i Argentina, således at en analyse af forholdene i Danmark ligger udenfor
dette speciales rammer. Forskellige tilgrænsende emneområder såsom arbejdsmiljø, biologi,
økologi og udviklingsgeografi falder ligeledes udenfor dette speciales rammer.
Befolkningsfattigdom er en del af miljøproblematikken og bliver som sådan inddraget forskellige
steder i specialet. En nærmere gennemgang er dog ikke dette speciales formål.
De konfrontationer, der er mellem de danske og argentinske måder at ”tænke miljø”, sker,
hvor der er generelle mentale forskelle. Frahm-Rasmussen (2001) har beskrevet, hvorledes
argentinske medarbejdere og danske chefer samarbejder i danske datterselskaber i Argentina.
Det er påfaldende, hvor afgørende den kulturelle baggrund er for arbejdseffektiviteten og for
opfattelsen og behandlingen af miljøet. At gå dybere ind i kulturelle overvejelser, udover de i
underafsnit 7.2.3 beskrevne, går dog uden for specialets rammer.
Denne rapport vil ikke beskæftige sig nærmere med kritikken af miljøudbredelse gennem
TNC'er, men vil fokusere på de muligheder, der er for en positiv spredning af miljøpraksis, og
om det gør sig gældende for de involverede casevirksomheder. Initiativer, der kan løse
miljøproblemer, vil ikke blive behandlet mere indgående, end hvad der er beskrevet i afsnit 7.5.
1.5 Specialets struktur
Specialet har otte kapitler, som kan inddeles i tre overordnede dele. Først en introducerende del
med indledning, metode og baggrund (kapitel 1-4). Dernæst en hoveddel med analyse og
diskussion (kapitel 5-7) og sidst en afsluttende del (kapitel 8). De enkelte kapitler er nærmere
beskrevet nedenfor.
Kapitel 2 indeholder en gennemgang af de metodiske valg og en beskrivelse af, hvordan
undersøgelsen er tilrettelagt. I dette kapitel præsenteres casevirksomheder og informanter.
Kapitel 3 er et baggrundskapitel med information om TNC'er og miljø samt udvalgte forhold i
værtslandet.
Kapitel 4 omhandler danske virksomheder i Argentina.
3

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Kapitel 5 er et analysekapitel om danske virksomheders miljøpraksis i Argentina, der besvarer
problemformuleringens første underspørgsmål.
Kapitel 6 besvarer problemformuleringens andet underspørgsmål ved kritisk at gennemgå
danske virksomheders indflydelse på miljøet i Argentina.
Kapitel 7 behandler ved en diskuterende analyse de barrierer, der er for en forbedret
miljøpraksis i Argentina. Kapitlet besvarer problemformuleringens tredie underspørgsmål ved at
tage fire emner op til diskussion. Derefter gennemgås en række miljøfremmende initiativer.
Kapitlets sidste afsnit indeholder en slutdiskussion.
Kapitel 8 er specialets afsluttende kapitel og indeholder konklusion og perspektivering.
Forrest i specialet findes en oversigt over akronymer, spanske ord og forkortelser. Bagerst
findes referencelisten. I de tre bilag findes de benyttede spørgerammer og afkrydsningsskema til
den kvantitative analyse, en oversigt over indsamlede data samt en udførlig beskrivelse af
Argentina.
1.6 Begrebsverden og definitioner
I dette afsnit forklares betydningen af begreber, som benyttes i specialet.
Datterselskab er en fællesbetegnelse for tilknyttede, associerede og andre koncernforbundne
virksomheder (Danmarks Nationalbank, 2003b). Det dækker det i den engelske litteratur
forekommende udtryk TNC affiliates, hvor selskaber er sammensluttede gennem et
moderselskab, enten som subsidiary, associate eller branch (UNCTAD, 2003).
ISO 9.000 og ISO 14.000. Er frivillige internationale standarder for hhv. kvalitets- og
miljøledelsessystemer. Den internationale standardiseringsorganisation (ISO) varetager arbejdet
med at fremme den internationale standardisering af teknologi (ISO, 2004a). ISO 9.000 blev
indført i 1987 og ISO 14.000 i 1996 (ISO, 2004b). ISO’s medlemmer er både private og
offentlige institutioner. ISO blev etableret i 1947 på grund af bekymring for, at handelsbarrierer
ville opstå som følge af en ikke-harmonisering. Et eksempel på en meget udbredt ISO-standard
er fastsættelsen af en optimal tykkelse af kredit- og telefonkort. Dette har muliggjort, at kort kan
benyttes overalt i verden (Kimerling, 2001).
Transnationalt selskab. I dette speciale benyttes udtrykket transnationalt selskab (TNC) frem
for det noget ældre udtryk multinationalt selskab (MNC), der blev meget benyttet i slutningen af
1960’erne og begyndelsen af 1970’erne (Hansen, pk, 2003b). TNC er et mere generelt og mindre
begrænsende udtryk, som indikerer, at der opereres mellem mindst to lande inklusive firmaets
hjemland. Et MNC opererer derimod mellem et betragteligt antal lande. Alle MNC’er er dermed
TNC’er, mens det modsatte ikke er tilfældet (Dicken, 1992). Dette svarer ifølge Ruud (1992) til
den definition de Forenede Nationer (FN) benytter: ”Alle selskaber, der kontrollerer aktiver,
fabrikker, miner, salgskontorer, etc. i to eller flere lande”.
Udenlandsk direkte investering defineres af UNCTAD (2003) som en investering, der er
baseret på en langsigtet forbindelse, varig interesse og økonomisk kontrol i et andet land.
Hensigten med FDI er at øve indflydelse på ledelse og drift af den virksomhed, der investeres i.
Der er tale om FDI, når en investor ejer mindst 10 pct. af egenkapitalen eller
stemmerettighederne i en virksomhed i et andet land (Danmarks Nationalbank, 2003b).
U- og ilande. Jeg har valgt at bruge udtrykkene ulande og ilande for udviklings- og
industrilande. Ulande forstås her som lav- og middelindkomstlande, samt overgangsøkonomier.
4

1. Indledning
På engelsk svarer det til udtrykket least developed countries (LDC’er), som dækker de mindst
udviklede lande, newly industrialized countries (NIC’er), samt overgangsøkonomier. Disse
udtryk er i overensstemmelse med Verdensbankens Definitioner.
5

Danske datterselskaber og miljøpraksis
2. Metode
Dette kapitel beskriver, hvordan den overordnede problemformulering er blevet
operationaliseret.
2.1 Valg af metode
Dette speciale har til formål at udforske mindre kendte forhold og fænomener. Der er tale om en
eksplorativ og problemidentificerende undersøgelse, som ifølge Ib Andersen (1999) har til
hensigt at frembringe interessante spørgsmål, som ved en senere lejlighed vil kunne danne
baggrund for yderligere studier. Som forundersøgelse vil det kunne have til opgave at opstille
hypoteser eller antagelser, som kan gøres til genstand for afprøvning. På denne baggrund har jeg
fundet det hensigtsmæssigt at anvende casestudiet som ramme for undersøgelsens
forskningsdesign. Casestudiet søger ikke lovmæssigheder, men snarere tendenser, som gør sig
gældende. Det bygger på konkret empirisk kontekstafhængig viden, hvorfor forskerens
forhåndskendskab og indsigt afhænger af mængden af information, der indsamles under
forundersøgelsen (Flyvbjerg, 1994). Det primære redskab til indsamling af data har været det
semistrukturerede interview. Se afsnit 2.4.
2.2 Om casestudiet
Robert K. Yin (1994:13) definerer casestudiet således, som oversat af Andersen (1999:164):
”Et casestudie er en empirisk undersøgelse:
som belyser et samtidigt fænomen indenfor det virkelige livs rammer,
hvor grænserne mellem fænomenet og den sammenhæng, hvori det indgår, ikke er klart
indlysende, og
hvor der er mulighed for at anvende flere informationskilder til belysning af fænomenet”
Der findes som udgangspunkt flere typer casestudier. Casemetoden valgt i dette speciale er
inspireret af det, Bent Flyvbjerg (1994) betegner som det kritiske case og det Yin (1994)
betegner som det multiple casestudie. Flyvbjerg mener, at et case’s generalisérbarhed kan øges
ved med omtanke at udvælge kritiske cases. Han påpeger, at atypiske og ekstreme cases ofte
indeholder mere information end den repræsentative eller tilfældigt udvalgte stikprøve og at
sådanne cases kan være mere dybdegående, fordi de aktiverer flere aktører og afdækker mere
grundlæggende mekanismer i den studerede situation – og samtidig klarlægger de
dybereliggende mekanismer, der frembringer et givent problem. Generaliseringsbetingelsen for
det kritiske case: ”Hvis det gælder for denne case, gælder det for alle (eller mange) cases” eller
negationen ”Hvis det ikke gælder for denne case, gælder det for ingen (eller få) cases”.
(Flyvbjerg, 1994:151) kan bruges til at besvare problemformuleringen. På baggrund heraf mener
jeg, det er muligt at foretage en svag generalisering og herfra udlede nogle generelle tendenser.
Forholdene blandt danske virksomheder i Argentina vil kunne sige noget om lignende danske
virksomheder i andre lande i lignende regioner og om forholdene i Argentina.
Yin (1994) skelner mellem single og multiple casestudier, hvor sidstnævnte er karakteriseret
ved at omfatte mere end et single casestudie. Yin nævner, refereret af Andersen (1999:165), at
”Caset er kritisk i forhold til gældende teori, modeller, antagelser eller praksis”, hvilket vil sige,
at caset har til formål at afprøve anvendeligheden af den gældende, generelle viden. Derfor kan
6

2. Metode
multiple kritiske casestudier være kritiske single casestudier udført forskellige steder under
forskellige betingelser. Yin nævner endvidere, at: ”Caset er fænomenafslørende”. Andersen
påpeger, at det er lettere at producere genereret viden med flere cases end med et enkelt.
develop
theory
DEFINE & DESIGN PREPARE, COLLECT, & ANALYSE
select
cases
design data
collection
protocol
conduct 1st
case study
conduct 2nd
case study
conduct
remaining
Figur 2.1 Oversigt over metode for casestudie (Yin, 1994:49).
write
individual
case report
write
individual
case report
write
individual
case report
ANALYSE &
CONCLUDE
draw cross-case
conclusions
modify theory
develop policy
implications
write crosscase
Specialets fremgangsmåde tager udgangspunkt i grounded theory, som Andersen (1999:249) har
beskrevet på baggrund af Strauss & Corbin (1990:23):
”… teorien er afdækket, udviklet og sandsynliggjort gennem systematisk indsamling og analyse af de data,
der vedrører dette fænomen. Deraf følger, at dataindsamling, analyse og teori er gensidigt samhørende. Vi
begynder altså ikke med en teori for dernæst at afprøve den. Vi begynder med et studiefelt for derefter at
tillade dette felt at vise, hvad der måtte være relevant at studere for at udvikle en teori om feltet”.
Casestudiet benytter sig fortrinsvis af kvalitative metoder; men som Andersen påpeger, er også
kvantitative metoder anvendelige. Ved i første omgang at danne sig et overblik over studiefeltet
gennem teoretiske studier skabes en platform for den empiriske undersøgelse. De empiriske
undersøgelser i forbindelse med casestudiet består derfor af både kvalitative og kvantitative data
kombineret med eksplorative teoretiske undersøgelser. Indsamlingen af sekundære data
understøtter de informationer, der kom frem under den empiriske undersøgelse.
Jeg begyndte casestudiet med en indledende fase, hvor den bærende idé blev udviklet og
casevirksomheder udvalgt (jf. Yin’s metodeoversigt, som fremgår af figur 2.1). Næste fase har
været en praktisk fase med forberedelse, dataindsamling og analyse, som blev indledt med en
forundersøgelse, se underafsnit 2.4.1. Derefter udførtes den egentlige dataindsamling.
Spørgerammen er blevet tilpasset, så den svarede til det kendskab og den udvidede
forståelsesramme, som fulgte efter den første række af interview. Se afsnit 2.6. Jeg har dog ikke
udfærdiget individelle casestudierapporter, som Yin’s metode taler for, men indarbejdet alle
interview i den endelige rapport efter en analyse- og tolkningsbearbejdning.
7

Danske datterselskaber og miljøpraksis
2.3 Præsentation af casestudiets virksomheder & informanter
2.3.1 Casevirksomheder
Argentina er et stort land med mange regioner, der hver har sit særpræg og sine specielle forhold.
Casestudiet tager udgangspunkt i tre virksomheder fra vidt forskellige områder: ruralt, semiruralt
og urbant for at opnå et fyldestgørende resultat. Gill Valentine (1997) mener, at geografi ofte kan
spille en afgørende rolle for informanters besvarelse og videregivelse af informationer. De tre
TNC’er, der indgår i denne undersøgelse, er de eneste danske virksomheder, der har produktion i
Argentina (Danske Generalkonsulat, 2002). De er beliggende i Porteña (Córdoba Provins),
Quilmes (Buenos Aires Provins) og Cipolletti (Rio Negro Provins). Porteña og Cipolletti ligger
hhv. 600 km nordvest for og 1200 km sydvest for den føderale hovedstad Buenos Aires, mens
Quilmes er en forstad sydøst herfor. Se beskrivelse af casevirksomhederne i kapitel 4.
2.3.2 Informanter
Specialet tager udgangspunkt i 46 interview med 51 informanter foretaget i perioden fra
december 2002 til november 2003. Ved feltopholdets afslutning i april 2003 resterede 10
interview i Cipolletti. Disse er i efteråret 2003 foretaget af Nora Rivera fra Universidad Nacional
de Comahue udfra specialets spørgeramme. Liste over informanter fremgår af Bilag B. I bilaget
findes også en tabel med den dataindsamling, som knytter sig til forundersøgelsen.
I modsætning til et projekt, der bygger på besvarelse af spørgeskema, er det ikke hensigten
ved interview at udvælge informanter efter et tilfældighedsprincip. Hensigten er derimod, at
informanterne videregiver de mest dækkende informationer. At udvælge informanter er derfor
ofte en beslutning, der tages ud fra teoretiske overvejelser. Valentine kommer ind på to metoder,
som kan bruges til at komme i kontakt med relevante informanter. Den første cold calling er
mest benyttet ved udsendelse af questionnaire og ikke videre hensigtsmæssig til interview. Den
anden, snowballing, viste sig derimod særdeles egnet i en argentinsk kontekst. Metoden går ud
på at bruge en kontakt til at rekruttere en anden, som så igen giver én forbindelse med en tredje
kontakt. Argentinere virker generelt som dårlige planlæggere; til gengæld lever de i nu’et og
accepterer derfor ofte et møde med meget kort varsel. Det kan illustreres med et eksempel fra
Porteña, hvor direktørens sekretær kort efter ankomst foreslog forskellige kontakter, vi kunne
møde. Sekretæren foretog på opfordring diverse opkald og blot et par timer efter ankomst, blev
de første informanter besøgt. Sekretæren virkede her, som det Valentine beskriver, som
gatekeeper. Det er en person fra en organisation, der kan sætte én i forbindelse med kontakter. At
opnå kontakt til de rigtige informanter er yderst vigtigt for de informationer og den opfattelse,
man kan få. Det gælder dog også om at rekruttere kontakter fra andre sider, så ens
dataindsamling ikke bliver ensidig. Man kan tage flere udgangspunkter, hvorfra ens snowballing
kan begynde. De enkelte informanter var, som nævnt, gode til at formidle kontakter. Dette havde
to fordele nemlig rekruttering og at man opnåede informantens tillid gennem den blåstempling,
man fik ved at blive introduceret af en bekendt. At opnå informantens tillid er ifølge Valentine
en af interviewteknikkens hovedforhindringer, som hermed kunne overvindes i de fleste tilfælde.
Fremgangsmåden benyttede jeg mig af i alle tre cases. At begynde på fabrikken og vha.
snowballing finde frem til relevante kontakter er desuden en fordel i dette speciales kontekst, idet
fabrikkens netværk blev benyttet. Disse netværk spiller en central rolle i specialet, fordi det vil
være gennem disse, at miljøstrategisk tænkning formidles.
8

Figur 2.2 Placering af de tre danske TNC’ers datterselskaber i Argentina (mod.e. Keeling, 1996).
2. Metode
9

Danske datterselskaber og miljøpraksis
2.4 Undersøgelsesforløb og fejlkilder
2.4.1 Forberedelse
Forberedelse i Danmark
Specialets forberedelse begyndte 1½ år før afrejse til Argentina, hvor jeg havde overvejet
muligheden for et miljøprojekt i Sydamerika. Jeg var begyndt at søge informationer på internet,
på Geografisk Instituts bibliotek og hos den faglige stab, bl.a. professor emeritus Sofus
Christiansen. Kort før Jul 2001 besluttede jeg mig for at benytte Argentina som caseland efter i
november at have overværet et foredrag i NETLA om Brødrene Hartmanns miljøpraksis i
Argentina. Jeg begyndte at søge finansiering og udvekslingsaftale med UBA gennem
Københavns Universitets internationale kontor. Derudover henvendte jeg mig til
udenrigsministeriet, Danmarks Eksportråd og den danske ambassade i Buenos Aires. I efteråret
2002 påbegyndte jeg et halvt års intensivt sprogundervisningskursus på Studieskolen i
København. Jeg havde ingen tidligere erfaring med det spanske sprog, så dette kursus var
nødvendigt for at få et grundlæggende kendskab til sproget.
Umiddelbart inden afrejse til Argentina besøgte jeg Brødrene Hartmann og Arla Foods
Ingredients’ fabrikker i Danmark. Se afsnit om øvrig dataindsamling i Bilag B.
Forberedelse i Argentina
Dagen efter min ankomst til Argentina besøgte jeg Geografisk Institut på UBA. Her gennemgik
jeg specialets idé med min tilknyttede vejleder på UBA, professor Carlos Reboratti, som hjalp
mig med en indledende samtale om argentinske forhold. Jeg benyttede lejligheden til at danne
mig et overblik over tilgængelig litteratur på både universitetsbiblioteket, Kongressens bibliotek
og fra diverse organisationer og ministeriers biblioteker, e.g. det Økonomiske Ministeriums
bibliotek. Det stod dog hurtigt klart, at der ikke var noget stort udvalg indenfor miljøemnet – og
at det, der kunne være interessant, kun fandtes på spansk. Det meste af den litteratur, der
benyttes i dette speciale, har det vist sig, findes tilgængelig på internettet.
2.4.2 Det videre forløb
I december foretog jeg forundersøgelse ved Hartmann-PPM Argentina i Cipolletti. I løbet af 14
dage fik jeg, gennem flere virksomhedbesøg og interview, dannet mig et billede af, hvordan den
danske fabrik fungerer og hvilken sammenhæng, den indgår i lokalt (øvrig dataindsamling i
Bilag B). Denne viden var nødvendig for casestudiets videre planlægning.
På grund af den argentinske sommerferie i januar og februar, hvor alle i Argentina holder
ferie, var det ikke muligt at indlede feltarbejdet på Arla Foods Ingredients og Chr. Hansens
fabrikker i Porteña og Quilmes før i marts-april.
Arbejdet med interview og virksomhedsbesøg i Porteña (Córdoba Provins) foregik med Arla
Foods Ingredients som base. Herfra skabtes de nødvendige kontakter og i løbet af fem dage
gennemførte min tolk og jeg 16 interview.
Ved arbejdet med interview i Quilmes (Buenos Provins Provins) havde jeg problemer med at
skaffe tolkning. Til trods for dette problem gennemførtes på lidt over en uge 18 interview.
Mange af disse tog udgangspunkt i Chr. Hansens virksomhed og det lokale område, men med
den korte afstand til den føderale hovedstad kunne interview også gennemføres med informanter
i centraladministrationen og landsdækkende organisationer.
10

2. Metode
2.4.3 Efter hjemkomst
Efter hjemkomst til Danmark forestod arbejdet med transskribering og oversættelse, hvilket for
de fleste interviews vedkommende er udført af eksterne medhjælpere. Herefter fulgte
databehandling og rapportskrivning. Den ventetid der var, indtil danske transskriberinger forelå,
benyttede jeg til at finde supplerende litteratur. Meget af denne litteratur er af nyere data og kan
med fordel downloades via internettet. Ved databehandlingen dannede jeg mig et overblik over
kvaliteten af den indsamlede datamængde og fik det endelige design af rapporten på plads. Det
meget materiale har taget lang tid at bearbejde, dels fordi materialet har været omfattende, dels
fordi jeg endnu manglede interview fra Rio Negro Provins. Det viste sig at være et stort problem
at finde en egnet interviewer til dette arbejde. Herudover var det vanskeligt at kommunikere over
den lange afstand. Det lykkedes dog i oktober og november 2003 at få interviewet 12
informanter i Cipolletti (Rio Negro Provins) via en ekstern interviewer.
2.4.4 Fejlkilder
De 43 spanske transkriberinger er blevet oversat til dansk af spanskkyndige personer. Denne
metode indeholder i sig selv usikkerheder, når der er tale om oversættelser over to led, i.e.
transkribering og oversættelse. Desuden er det argentinske sprog ikke spansk som i Spanien. Den
store immigration fra Italien har sat sit tydelige præg på sproget i Argentina, og der findes meget
slang og særlige udtryk, der enten betyder noget andet på spansk eller er ukendt i Spanien. Jeg
mener dog, at essensen af hvert enkelt interview er bevaret.
Bearbejdningen af interview kan være forbundet med fejl, idet en del informanter ikke besvarede
spørgsmål direkte og ikke altid udtrykte sig klart. Visse informanter svarer ikke ”nej” eller ”ved
ikke”, men svarer udenom. Det har derfor i visse tilfælde været min bedømmelse, der afgjorde en
inddeling og kategorisering af svar.
2.5 Interview-metode
Til belysning af casestudiet har jeg benyttet mig af det semistrukturerede interview. Det tager
udgangspunkt i en spørgeramme eller interviewguide, der skal styre samtalen ved at stille
tematiske spørgsmål i en bestemt rækkefølge. Valentine påpeger, at der ikke er nogen faste
regler omkring interview, og at hver informant er individuel. Hvert interview vil derfor blive
forskelligt. I modsætning til et spørgeskema eller questionnaire antager interviewet en flydende
form og tager højde for informanternes forskellighed. Det er i højere grad en samtale end et
forhør, hvor man kan sætte sig ind i individuelle forhold. Den flydende og individuelle natur af
det konventionelle interview umuliggør et fastlagt skema.
2.5.1 Spørgeramme
Den spørgeramme eller interviewguide, der benyttes i det semistrukturerede interview,
indeholder normalt kun i mindre grad eksakte spørgsmålsformuleringer. I stedet fokuseres på
bestemte temaområder, som man vil have besvaret i løbet af interviewet (Andersen, 1999). Der
findes forskellige tilgange til spørgerammen. En metode er at nedskrive de overordnede temaer,
der ønskes berørt for under interviewet at udvikle dem. En anden mere specifik metode er at
nedskrive nøglespørgsmål, som kan bruges som udgangspunkt for yderligere spørgsmål, det
Valentine benævner hangers. Det er denne sidste metode, der er benyttet i dette speciale.
Sprogbarrieren har nødvendiggjort en større grad af nøjagtighed end normalt. De tematiserede
spørgsmål er derfor først blevet nedskrevet på dansk og engelsk og derefter oversat til spansk for
11

Danske datterselskaber og miljøpraksis
at lette tolkens arbejde. Interviewene har dog ikke været mere styrede, end at der har været rum
for kreativitet hos den argentinske tolk og hos forfatteren – i de tilfælde, hvor det har været
muligt at forstå informanten.
Spørgerammens temaområder og spørgsmål er søgt udvalgt, så problemformuleringen bedst
kunne besvares. Af Bilag A fremgår alle spørgsmål, der er blevet stillet og som afspejler den
løbende udvikling og erkendelse.
Spørgerammen er tilpasset informanterne, som er blevet inddelt i fire grupper, alt efter den
enkelte informants baggrund og tilknytningsforhold:
12
Gruppe 1 – Dansk TNC
Gruppe 2 – Nabovirksomhed
Gruppe 3 – Offentlig myndighed
Gruppe 4 – Ekstern ekspert
Den første gruppe (8 interview/8 informanter) udgøres af medarbejdere tilknyttet det pågældende
danske TNC i Argentina. I denne gruppe befinder de to eneste danske informanter sig, alle
øvrige er argentinere. Den anden gruppe (12 interview/15 informanter) består af ansatte ved
nabovirksomheder, landmænd og underleverandører. Den tredje gruppe (9 interview/11
informanter) består af politikere og embedsmænd, som tilsammen udgør gruppen af offentlige
myndigheder. I den sidste gruppe (17 interview/17 informanter) findes de eksterne eksperter,
som er tilknyttet NGO’er, massemedier og universiteter. Spørgerammen til denne gruppe er
yderligere tilpasset disse tre fraktioner.
2.5.2 Interviewsituationen
Interviewene er mellem ½ time og 2 timers længde og følger strukturen i de semistrukturerede
spørgerammer, der fremgår af Bilag A. Interviewene foregik et neutralt sted, oftest på
informantens kontor eller i et mødelokale i den pågældende virksomhed eller organisation. I det
tilfælde, informanten repræsenterede en virksomhed, indledtes interviewet typisk med en
rundvisning på fabrikken, hvor f.eks. produktionslokaler og rensningsanlæg blev fremvist.
Tilstede under interviewet var undertegnede og en medbragt tolk.
Ved de første interview, der blev foretaget, indledtes på engelsk med en præsentation og en
række spørgsmål, som blev oversat til spansk. Efter få interview kendte tolken til
problemstillingen og kunne ved de efterfølgende interview lede det. Ved disse interview var
sproget spansk.
Valentine nævner, at man skal være opmærksom på magtrelationer i et interview. Jeg
observerede ingen restriktioner fra informanternes side. Den kvindelige tolk, en erfaren og
professionel geograf fra Buenos Aires Universitet (UBA), gjorde mig dog opmærksom på, at en
del af aftalerne formentlig kun var kommet i stand i kraft af, at undertegnede var udlænding.
Hvis hun havde været alene eller med kolleger fra universitet i Buenos Aires, ville hun nok ikke
have fået aftalerne i stand, hvilket hun ofte havde været ude for (Nardi, pk, 2003). Der kan derfor
godt have været tale om magtrelationer, men disse har da været til interviewers fordel.
Ved interview med to informanter var det til tider vanskeligt at skelne, i hvor høj grad udtalelser
var gældende for begge informanter eller, om der var uoverensstemmelser. Derfor tager
specialets kvantitative analyse udgangspunkt i selve interviewet og ikke i informanten.

2. Metode
De svingende resultater i antal af informanter, der besvarer spørgsmål, e.g. at
rollemodelspørgsmålet kun er besvaret af 18 informanter hænger sammen med, at spørgsmålene
er bruttospørgsmål. Det skal forstås på den måde, at arbejdet har været en løbende proces, hvor
den samlede mængde spørgsmål, der fremgår af Bilag B, ikke er den samlede mængde
spørgsmål stillet igennem hele forløbet. I stedet er interviewenes spørgsmål blevet udbygget fra
interview til interview som en følge af den større erkendelse, jeg fik under forløbet.
Informanter, der er farvet i holdningen, vil måske foregive, at miljøsituationen i Argentina er
bedre end den i virkeligheden er – eller omvendt. Langt de fleste, der deltog i denne
undersøgelse, mener jeg har givet et oprigtigt billede af situationen; men der er ingen tvivl om, at
der i Argentina hersker en bitterhed over for systemet, i særdeleshed over for politikere, som
mange mener har forrådt landet for egen vindings skyld.
Interviewene fandt sted, hvis ikke andet er nævnt, på følgende lokaliteter og tidspunkter:
Porteña i marts 2003, Quilmes i april 2003 og Cipolletti i oktober og november 2003.
2.5.3 Optagelse af interview, transskribering & oversættelse
Interviewene er blevet optaget med minidisk-optager med ekstern mikrofon. Den digitale
optagelse har givet et meget tydeligt og brugbart udgangspunkt for transskribering. Der er både
fordele og ulemper forbundet med brugen af optager. Valentine mener, man bedre kan
koncentrere sig om interviewet, når man slipper for at tage notat. Interviewet skulle blive bedre
af at blive ført som en normal samtale. Man har desuden den fordel at kunne høre interviewet
igen og igen og måske opfange nuancer, som man ikke først forstod. Det bliver dog også
påpeget, at ikke alle bryder sig om at blive interviewet. Det kan skyldes generthed, kulturelle
årsager eller et spørgsmål om status. Forfatterne nævner, at man nogle gange vil få flere
oplysninger uden brug af optager. Dette skulle især gøre sig gældende ved interview af
erhvervsfolk. Hvad angår dette casestudies interview udviste næsten samtlige informanter en
interesse for interviewet og syntes ikke at tilbageholde informationer. Mange informanter
forekom ligefrem entusiastiske. Dette skal måske tilskrives kulturforskelle mellem dansk og
argentinsk omgangsform. Alle interview på nær tre foregik på spansk, hvorfor optagelse af
interview ikke blot var nødvendigt på grund af de mange informationer, der blev formidlet, men
også af rent forståelsesmæssige årsager. Transskriberingen af de argentinske interview er
foretaget af argentinske studerende, mens oversættelsen til dansk er forestået af spanskkyndige
personer i Danmark.
2.5.4 Hensynet til en anden kultur
Ved interview i andre kulturer påpeger Valentine, at der er forskellige faktorer, der kan begrænse
adgangen til informationer. Man skal endvidere være opmærksom på, at der kan eksistere et
misforhold mellem hvide forskere fra Europa og Nordamerika og deres informanter i den tredje
verden. Dette har jeg ikke oplevet som et problem. Informanterne virkede nærmest glade for at få
lov at give deres meninger til kende. Det kunne måske hænge sammen med, at Argentina ikke er
et typisk uland. Mange argentinere tager afsæt i europæiske værdier og opfatter sig ikke som
borgere i et uland. Det kunne også hænge sammen med emnets karakter, hvor informanterne
opfatter sig som eksperter på lokale forhold og herved motiveres til samarbejde. Eller måske
spillede den argentinske tolks tilstedeværelse en rolle for den gode stemning under interviewene.
Den største barriere ved feltarbejde i Argentina er sproget. Uden for den føderale hovedstad,
Buenos Aires, taler de fleste kun spansk. Derfor var en tolk uundværlig for projektets
13

Danske datterselskaber og miljøpraksis
gennemførelse. Dette gælder både i kontaktfasen og under interview, hvor en dygtig tolk tillod
en høj grad af detaljering i besvarelserne.
2.6 Analyse- og tolkningsteknik
Det empiriske materiale baserer sig på interview, som udgør omkring 420 sider. Arbejdet med
dette materiale har i sig selv været en meget ressourcekrævende, men nødvendig opgave, i første
omgang for at kunne forstå informanternes spanske svar detaljeret, dernæst for det videre
arbejde, der har omfattet en delanalyse med udgangspunkt i en helhedsforståelse. Den
nedenstående fremgangsmåde, jeg har benyttet mig af, tager sit afsæt i Andersen (1999), som
påpeger, at formålet med analyse er, ved forenkling, at få skabt overskuelighed i de indsamlede
data. Dette har jeg søgt opnået ved først at gennemlæse samtlige interview. Et ganske
tidskrævende arbejde, der er nødvendigt for at få et helhedsindtryk af materialet. Ved
gennemgang af alle interview opnås den helhedsforståelse, der er nødvendig for at kunne udtage
de væsentligste temaer og underlægge dem en nærmere analyse. Med to forskelligfarvede
transparentmarkere er informanternes svar blevet markeret alt efter graden af relevans og stikord
for relevante temaer er blevet noteret i tekstmargin, jf. det Andersen (1999:253) benævner
segmenter og koder. Informanternes svar er blevet sammenlignet og vægtet i forhold til hinanden
ud fra kategorier eller temaområder for derefter at blive holdt op mod de formodninger, jeg på
forhånd har haft om emnet. Andersen beskriver kvalitativ analyse og tolkning som en krævende
fremgangsmåde, der ”… stiller store krav til skriftlig dokumentation (som oftest totale udskrifter
af kvalitative interview), der sædvanligvis er meget omfattende og ikke struktureret…”.
Den kvalitative analyse er suppleret med en kvantitativ del, der viser overordnede tendenser i
datamaterialet og som kan give anledning til en nøjere kvalificering. Den kvantitative analyse
baserer sig på en række temaer, som er fremkommet ved at gennemgå interviewene og samle
besvarelserne i et afkrydsningsskema. Se Bilag A. Ved denne bearbejdelse er analysens temaer
eller kategorier formuleret og det statistiske materiale, som præsenteres i analysekapitlernes
figurer, opnået.
Ud fra de enkelte interview er fremstillet et referat af 1-4 siders længde med centrale pointer
og citater. Dette materiale er fordelt i analysen, så det passer ind i et mønster og er under arbejdet
løbende blevet sammenlignet med det øvrige datamateriale. Det er reformuleret eller udbygget,
indtil det passede ind i sammenhængen. Arbejdet har koncentreret sig om det Andersen
benævner meningsenheder i.e. meningsfulde sætninger eller tekstafsnit, der kan stå for sig selv
eller i sammenhæng. I denne proces anbefaler Andersen at benytte PC’ens copy/paste-funktion.
Den bruges ligeledes effektivt til at samle citater og situationer fra materialet, der illustrerer
interviewenes hovedindtryk.
Tolkningsprocessen ved indsamling af kvalitative data er ikke adskilt fra selve
indsamlingsprocessen, men foregår samtidig med indsamling af oplysninger (ibid.).
2.7 Vurdering af kilder
Kilders validitet
Meget af det sekundære kildemateriale er på spansk og opgjort forskelligt, hvilket har gjort det
vanskeligt at sammenholde kilder. Det er eksempelvis vanskeligt at finde data for Stor-Buenos
Aires, idet statistik oftest enten opdeles for den føderale hovedstad eller for Buenos Aires
Provins. Desuden har mine begrænsede sprogfærdigheder i spansk indskrænket brugen af
argentinske sekundære kilder, da meget få argentinske tekster findes på andre sprog end spansk.
14

Det begrænser særlig brugen af aktuelle, akademiske kilder, der beskriver følgen af den
økonomiske deroute. Således har det været nødvendigt at benytte engelsksprogede avisartikler
for at dække dette område.
Det statistiske materiale benyttet i udarbejdelsen af denne rapport stammer fortrinsvis fra
offentlige institutioner og internationale organisationer – hvorfor validiteten synes at være
tilfredsstillende. Hvad angår miljøforhold i Argentina har det vist sig vanskeligt at kontrollere
alle kilder, idet en del originalt materiale har været på spansk.
Miljøforhold er, også i Argentina, genstand for forskellige holdninger. Således er der
traditionelt delte meninger om, hvor grænsen mellem miljø- og økonomiske interesser skal gå.
Dette dilemma er specielt interessant at studere i et land som Argentina, på grund af landets
langvarige økonomiske krise. Se Bilag C. Det er vanskeligt at vurdere visse kilders validitet. Det
er dog forfatterens opfattelse, at kilderne generelt er af en sådan karakter, at mindre usikkerheder
ikke har betydning for opgavens konklusioner.
Tolkning
De tre danske virksomheder, der indgår i undersøgelsen, er førende på verdensplan inden for
hver sit område. De beskæftiger sig med enten fødevarer eller genbrug, hvilket er områder, der
traditionelt ikke er så forurenende som f.eks. kemiindustri. I disse forretningsområder er der
fokus på kvalitet, og miljøtemaet har en vis udbredelse. Rapportens resultat og konklusion vil
kunne være påvirket heraf. Havde virksomhederne beskæftiget sig med andre industrigrene som
f.eks. den petrokemiske industri, havde udfaldet måske været anderledes. Derfor er det vigtigt at
have sig virksomhedernes baggrund for øje, når resultatet tolkes. Men der er, som Ruud (1992)
og flere informanter peger på, i forbindelse med al produktion forbundet en eller anden form for
forurening – al produktion medfører en miljømæssig påvirkning. At de tre casevirksomheder har
valgt at gøre noget ved miljøproblemer er et positivt skridt, og det gør en forskel.
15
1.

Danske datterselskaber og miljøpraksis
3. Baggrund
Dette kapitel har til formål at skabe en forudsætning for forståelse af specialets emne.
Indledningsvis introduceres emnet Miljø og TNC’er generelt (afsnit 3.1), derefter beskrives
udvalgte forhold i værtslandet (afsnit 3.2). I Bilag C på side 111 findes en udførlig beskrivelse af
Argentina, herunder landets socioøkonomiske udvikling.
3.1 TNC’er som drivkraft for miljøforbedringer
3.1.1 TNC’er
Globaliseringen af økonomien og den voksende rolle af TNC’er har øget opmærksomheden
omkring de miljømæssige konsekvenser af denne udvikling (Chudnovsky & López, 1999a).
Mere end 2/3 af verdenshandelen foregår mellem enheder i disse selskaber og i mange lande,
svarende til 1/3 af ilandenes samlede BNP, så TNC’ers rolle for teknologispredning er central
(Hansen, 1998). Det er inden for den råvareintensive og mest miljøbelastende industri, TNC’er
især gør sig gældende, og ofte har man hørt om TNC’er i forbindelse med ulandes billige
arbejdskraft og manglende lovgivning (Anderberg, 2003).
Der findes i dag 64.000 TNC’er med over 870.000 datterselskaber, som tilsammen
beskæftiger mere end 53 mio. mennesker. Via udenlandske direkte investeringer (FDI) spiller de
en større rolle end handel for udbredelsen af varer og service (UNCTAD, 2003). Globalt salg via
TNC’er andrager 18.000 mia. USD. Til sammenligning er verdens samlede eksport på 8.000
mia. USD.
Dicken (1992) mener, at sted og geografi spiller en afgørende rolle for måden, hvorpå en
virksomhed etableres og for dens måde at agere på. En virksomhed er et produkt af en
kompliceret proces, som finder sted på baggrund af forståelsesmæssige, kulturelle, sociale,
politiske og økonomiske faktorer, og hvor den nationale baggrund spiller en dominerende rolle.
TNC’er er bærere af disse kendetegn, der både påvirker og lader sig påvirke af den
stedsspecifikke karakter fra landet og samfundene, hvori de opererer. På denne måde opstår en
række karakteristiske resultater. TNC’ernes oprindelsesland har tilsyneladende den mest
betyningsfulde påvirkning. Hermed være ikke sagt, at TNC’er med en bestemt national
oprindelse er identiske, hvilket ikke er tilfældet. I enhver national sammenhæng vil der eksistere
særlige selskabskulturer opstået fra en virksomheds specifikke selskabshistorie, som
forudbestemmer det til at agere på bestemte strategiske måder (Dicken, 1992).
Den halvering af FDI, der fandt sted i 2001 bunder i tre forhold: makroøkonomsiske,
mikroøkonomiske og institutionelle (UNCTAD, 2003). I de makroøkonomiske forhold indgår
recession eller lav vækst i verdensøkonomien. Mikroøkonomisk har der været en lavere profit
blandt TNC’er og en nedgang i TNC’ers evne til at finansiere FDI gennem interne koncernlån på
grund af store afdrag på lån. Sidst skal nævnes de institutionelle forhold, hvor færre
privatiseringer har medvirket til nedgangen i FDI-overførsel. Virksomheders tilbøjelighed til at
investere og tage nye risici aftog på grund af skandaler i erhvervslivet og tab af tillid til de
industrier (telekommunikation, energi og IT), som deltog i FDI-boomet sidst i 1990’erne. I 2002
kom der atter vækst i FDI-overførsler, som blev øget med 10 pct. i forhold til året forinden, til en
værdi af USD 7.000 mia (ibid.).
16

3. Baggrund
3.1.2 Miljøforbedringer gennem TNC’er
TNC’er bydes i dag velkommen af mange ulande, fordi deres tilstedeværelse af mange opfattes
som udviklende for et ulands økonomi og teknologiske niveau. I den forbindelse spiller det en
vigtig rolle, at TNC’er er førende på det teknologiske område, e.g. miljøteknologi og i ledelsesog
miljøstyring (Hadlock, 1994; Hansen, 2002b). Denne opfattelse er af nyere dato. I 1960’erne
og 1970’erne blev TNC’ers investeringer i ulande af mange anset som en udnyttelse af ulandes
mere lempelige miljøregulering og en udtømning af deres naturressourcer (Chudnovsky &
López, 2002). Afslutingen på den kolde krig og det frie markeds udbredelse har imidlertid
ændret holdningen til TNC’er (Kolodner, 1994). I dag er de fleste regeringer gået bort fra direkte
kontrol og restriktioner til mere markedsvenlige tiltag (UNCTAD, 2003). Kapitalens øgede
mobilitet og væksten i internationale og bilaterale handelsaftaler har forenklet procedurerne og
øget udbredelsen af TNC’er (Kolodner, 1994).
Hadlock (1994) påpeger, at de fleste ulande har en miljølovgivning. Der er dog ofte et stort
problem med implementering, hvilket skyldes mangel på økonomiske ressourcer, uddannet
personale og udstyr (Hansen, 2002a).
Ofte kontrolleres TNC’er strengere end lokale virksomheder. Dette skyldes delvis, at TNC’er
er det mest synlige tegn på udenlandsk tilstedeværelse og derfor let kan blive udpeget til
syndebuk i den offentlige debat om miljø. En anden forklaring kan ligge i, at TNC’er i
modsætning til lokale virksomheder formodes at have bedre økonomiske, teknologiske og
organisatoriske muligheder for at tage miljøhensyn (Hansen, 2002a).
Ruud (1992) pointerer, at TNC’er normalt foretrækker at føre en rolig, tilbagetrukket
tilværelse, hvilket er den bedste forudsætning for at skabe profit. Derfor holder TNC’er sig ude
af lokalpolitiske forhold og koncentrerer sig om at have orden i sine sager. Der er en risiko for, at
TNC’ers anonyme tilværelse kan medføre isolation, og at de miljøtiltag, et TNC indfører, ikke
bliver synlige for den lokale industri og befolkning i det pågældende uland. Hansen (pk, 2003b)
og Ruud (1992) påpeger endvidere, at der findes eksempler på, at TNC’er outsourcer visse
sensitive aktiviteter til underleverandører, som så udfører de miljøproblematiske opgaver.
Således kan aktiviteten ikke direkte knyttes til TNC’er.
Forbedret miljøpraksis
Chudnovsky & López (2002) peger på, at der er fire måder, hvorpå ulande kan erhverve
teknologi, innovation og ekspertise fra TNC’er: (1) ved FDI, (2) ved joint venture mellem et
hjemligt firma og et TNC, (3) ved kontraktlige indkøb af teknologi (patenter, licenser, etc.), og
(4) ved ulovlig kopiering af teknologi og produkter. Dette speciale beskæftiger sig med de første
to måder, idet et TNC’s datterselskab enten er en FDI eller et joint venture. Investeringerne
muliggør en spredning og udbredelse af avanceret teknologi, som anses for at være en af
drivkræfterne, måske endda hoveddrivkraften i ulandes bestræbelser på at vinde ind på verdens
førende teknologilande. I mange sektorer besidder TNC’er vigtige teknologiske fordele, som ofte
er på forkant med udviklingen, hvad angår ledelsesmæssige- og organisatoriske rutiner. Også
Hadlock (1994) mener, at TNC’er udgør den vigtigste kraft for overførsel af viden om miljø og
teknologi til ulande:
”The multinational firms provide a significant bridge in the environmental sphere between one country and
another and between one region and another. They do so with perhaps as great or greater influence than do
other international players in environmental protection and control (Such as the UN), other international
governmental organizations and commissions, and the larger NGOs”.
17

Danske datterselskaber og miljøpraksis
TNC’ets potentiale til at indføre miljøteknologier i ulande afhænger dog ikke kun af størrelsen af
FDI, men også af en række andre faktorer. Først og fremmest kvaliteten, investeringens type,
hvilke værdier TNC’et tilfører, datterselskabets rolle i TNC’ets globale netværk, værtslandets
karakteristika, som påvirker både typen og størrelsen af FDI og dets bidrag til vækst og
konkurrence. Desuden spiller evnen til at tilegne sig og drage fordel af udenlandske teknologiske
input en stor rolle (Chudnovsky & López, 1999a).
Effekten og den miljømæssige gennemslagskraft af FDI påvirkes af flg. fire områder
(Dunning, 1994; Chudnovsky & López, 1999a):
18
Sektoren, TNC’et investerer i, anlæggets eller udstyrets alder, markeds-, ressource-,
effektivitets- og værdisøgningsstrategier samt investeringens eksportorientering. Dette
er særlig vigtigt, når afsætningsmarkedet er ”miljøfølsomt”.
TNC’ens miljøpolitik, tilgangen til miljøsystemer samt størrelsen og typen af dens
forbindelse til leverandører, kunder og konkurrenter.
Værtslandets miljøbestemmelser og graden af håndhævelse samt indflydelsen fra
stakeholders e.g. NGO’er, forbruger- og faglige organisationer og lokalsamfund.
Hjemlandets bestemmelser mht. TNC-aktionærers ansvar for deres oversøiske
aktiviteter og udlånsinstitutioners rolle i udbygningen af miljøstandarder som en
betingelse for lån, e.g. IMF, Verdensbanken, og Danmarks Internationale
Investeringsfonde.
TNC’ets tilstedeværelse gavner
TNC’er kan medføre en række afledte effekter, påpeger Chudnovsky & López (1999a). Deres
tilstedeværelse kan medføre en øget konkurrence, der vil tvinge lokale virksomheder til
effektivisering og måske innovering. Endvidere vil lokale virksomheder kunne drage fordel ved
at ansætte medarbejdere, der har fået deres uddannelse hos TNC’er, eller de kan kopiere måden,
TNC’er arbejder på. Hadlock (1994) påpeger dog, at TNC’er er medvirkende til at ”dræne”
puljen af kvalificerede medarbejdere.
Danmarks Internationale Investeringsfonde lægger vægt på tre miljømæssige fordele ved joint
venture. (1) Gennem den udenlandske investor får projektet adgang til international
miljøekspertise med udgangspunkt i reglerne i OECD-lande. (2) Projekternes evne til at hindre
større miljøproblemer forbedres med adgang til produkt- og procesteknologi. (3) Den
udenlandske ejer står ikke kun til regnskab overfor lokale interesser, men må også tage hensyn til
de hjemlige. Derfor kan normerne mht. miljøet påvirkes radikalt i projekterne. Disse tre fordele
er vigtige i forhold til lokale virksomheder. Især SME’er må formodes ikke at have denne
miljømæssige kontakt (IFU, 2000).
Udenlandske investorer vil uundgåeligt påvirke ansatte og omgivelser med det gode
eksempel, når egne miljøstandarder overføres til projekter i ulande. Det påpeges, at der foruden
den direkte påvirkning knyttet til selve projektet kan være tale om andre afledte effekter. IFU
(2000) påpeger følgende tre positive indvirkninger, der rækker længere, end hvad der
umiddelbart er omfattet af selve fabrikkens produktion: (1) Påvirkning af kunder og lokale
leverandører, underentreprenører, myndigheder og private organisationer, der skyldes overførsel
og salg af miljøteknologier, produkter og serviceydelser. (2) Miljøsamarbejde med lokale
leverandører og underentreprenører, herunder miljøkrav stillet af projektet. (3) Samarbejde med
lokale myndigheder på områder som udvikling af infrastruktur og fastsættelse af standarder for

3. Baggrund
miljøhåndtering kan være med til at skabe et sammenligningsgrundlag i forhold til andre lokale
virksomheder. Dette kan medvirke til at højne den miljømæssige infrastruktur.
Investeringsfondene pointerer at:
”... den private sektor, inklusive udenlandske investorer, kan spille en vigtig rolle med hensyn til at overføre
renere teknologier og ekspertise på miljøområdet til lande uden for OECD” (IFU, 2000).
Det viste sig i forbindelse med IFU’s undersøgelse, at udenlandsk ejerskab især i form af private
partnere havde en positiv indflydelse på projekternes evne og motivation mht. en reduktion af
evt. negative miljøpåvirkninger og et forbedret arbejdsmiljø. Også selvom investeringsfondene
var mindretalsaktionærer, havde de indflydelse på projekternes miljøstandard. Således havde de
nordiske partnere i 25 pct. af ovennævnte projekter en indflydelse mht. motivering til
miljømæssige forbedringer. 55 pct. af projekterne efterlevede miljøstandarden i Danmark eller
EU. Det blev endvidere angivet, at den tredjevigtigste faktor bag miljøforbedringer var den
interne selskabspolitik, som i de fleste tilfælde var formuleret af den nordiske partner.
Chudnovsky & López’s (2002) undersøgelse af 32 store argentinske virksomheder viste, at
miljøledelse var mere udviklet i udenlandskejede virksomheder end i indenlandskejede. De fleste
udenlandskejede virksomheder, der havde miljøledelse, indførte hovedkvarterets globale politik i
datterselskabet, også selvom datterselskabet i visse tilfælde beholdt en del automoni i lokale
forhold. Forureningsbegrænsende tiltag var mere udbredt blandt store firmaer, eksportorienterede
firmaer og firmaer kontrolleret af TNC’er. Hovedkvarteret fremstod som en vigtig kilde til
indførelse af teknologi for udenlandske virksomheder i Argentina. I undersøgelsen viste det sig
som et generelt fænomen, at TNC’ers forbindelse til underleverandører er mangelfuld. I det hele
taget er kontakten og samarbejdet mellem TNC’er og lokale virksomheder i den argentinske
industrielle sektor underudviklet (Chudnovsky & López, 2002).
Virksomheder stiller idag miljøkrav til hinanden. De skal med miljøcertificeringer kunne
dokumentere, at de efterlever kunders krav. 60 pct. af danske virksomheder bliver mødt med
miljøkrav fra erhvervskunder og 70 pct. af virksomheder med over 250 ansatte stiller miljøkrav
til egne leverandører (DI, 2003).
3.1.3 Retningslinier for TNC’er
Eriksen & Hansen (1999) mener, at der er fire initiativer, der kan forbedre den private sektors
miljømæssige praksis: (1) bindende internationale miljøaftaler i forbindelse med FDI, (2) at
miljøforhold og -krav indarbejdes i internationale handels- og investeringsaftaler, (3) at der
lægges vægt på hjælpeprogrammer med miljøforbedrende sigte for den private sektor samt (4)
udstedelse af regler og retningslinier for udenlandske investorer. Det er det sidste initiativ, der vil
blive gennemgået i dette underafsnit.
Der findes ingen international lovgivning, der regulerer TNC’ers handlemåde på sociale- og
miljømæssige områder. Årsagen skal findes i interessemodsætninger mellem i- og ulande, som
forhindrer aftaler om bindende standarder. Dette har medført, at TNC’er og enkelte regeringer
har taget initiativ til retningslinier og standarder, som virksomheder frivilligt har kunnet tilslutte
sig (Dröge & Trabold, 2001). En række af de initiativer, der oprindelig havde til mål at fremme
social ansvarlighed, omfatter idag også miljøet. Dette gælder bl.a. the Minnesota Center for
Corporate Responsibility, oprettet i 1978, som gennem Minnesotaprincipperne udbreder sit
regelsæt. Disse taler for retfærdighed, ærlighed, respekt for menneskelig værdighed og respekt
for miljøet. Desuden taler principperne ikke kun for at involvere investorer, men også kunder,
ansatte, leverandører, ulande og samfund.
19

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Kolodner (1994) taler for, at TNC’er fortrinsvis forpligter sig til social ansvarlighed enten ved
filantropi eller ved at følge bestemte retningslinier (codes of conduct) som et forsøg fra
erhvervslivets organisationer på at pålægge alle virksomheder i en industri en selvregulerende
indsats.
Det er hurtigere at komme til enighed om et sæt retningslinier, end det er at opnå en
international miljøpolitisk enighed, der bygger på lovgivning. Miljørelaterede retningslinier for
virksomheder kan medvirke til at bekæmpe og forebygge forurening. Virksomhederne tilslutter
sig frivilligt bestemmelserne, som retter sig mod myndigheder, leverandører, medarbejdere og
miljøet i de forskellige lokalisteter (Dröge & Trabold, 2001). Der skabes en
kommunikationsproces, der tager presserende miljøproblemer op, og som fremkommer med
strategier til deres løsning. Man opnår på et tidligt stadium, at bestemte miljøpolitiske mål
indarbejdes i TNC’ers planlægning, og at TNC’er i ulande vil benytte relativt høje
miljøstandarder. Man vil desuden ved enkelte, klart definerede miljømål muliggøre en effektiv
miljøindsats, idet TNC’erne kan udveksle deres viden om miljøstyring og innovative
produktionsmetoder (Dröge & Trabold, 2001).
Dröge & Trabold (2001) konkluderer, at TNC’er absolut er i stand til at videregive impulser
til fordel for en forbedret miljøpolitik til de forskellige lokaliteter, og at de også kan gennemføre
en forbedret miljøpraksis i deres umiddelbare omgivelser.
Motivation
I Dröge & Trabolds (2001) undersøgelse har det vist sig, at det, der får en virksomhed til at
tilslutte sig et sæt retningslinier, er imagepleje og markedsandele. Desuden kan besparelser i
forbindelse med effektivisering også spille en rolle. Det har vist sig, at det er deltagelse i
diskussionsfora og den politiske indflydelse, der opnås, der holder virksomheders interesse for
initiativerne ved lige. Særligt når det drejer sig om udveksling af informationer om
ledelsesmetoder, miljøteknologi og kontakt til erhvervsgrupper og politiske beslutningstagere.
Kendetegnende for retningslinierne er, at de er meget generelle, hvilket bidrager til at så
mange virksomheder tilslutter sig. Opbygningen af kontrolmekanismer og sanktionsmuligheder
er yderst begrænset. Virksomheder skal i mange tilfælde selv stå for kontrol – eksterne kontroller
er ikke planlagt, hvilket kan tolkes som en svaghed ved retningslinierne.
Internationale initiativer og retningslinier
Med FN’s konference om Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro i 1992 begyndte der at komme et
internationalt fokus på virksomheders rolle i FN-arbejdet. Op til konferencen og efterfølgende er
der opstået en række initiativer fra industrien, fra FN og fra andre organisationer, som omhandler
TNC’ers ansvar. I denne forbindelse skal blot nævnes et par af de mest betydningsfulde 1 .
En af de tidligste internationale standarder i forbindelse med miljøbeskyttelse i ulande er
erhvervslivets initiativ: the Business Charter for Sustainable Development (ICC Charter om
bæredygtig udvikling), som International Chamber of Commerce (ICC) formulerede i årene
1989-1991 efter offentliggørelse af Brundtland-kommisionens rapport om miljø og udvikling:
Vores fælles fremtid (Our Common Future) (Dröge & Trabold, 2001). Principerklæringen blev
vedtaget på Verdens industrielle konference om miljøledelse (World Industry Conference on
Environmental Management, WICEM II) i 1991 (Ruud, 1992), som blev afholdt af ICC og FN’s
miljøprogram (UNEP). Principerklæringen tager miljøemnet op og påbyder sine medlemmer
1 Se Chudnovsky & López (1999b) og Dröge & Trabold (2001) for andre initiativer og deres indhold
20

3. Baggrund
(SME’er og TNC’er) at benytte den samme miljøpraksis overalt i verden (Kimerling, 2001). I
Danmark blev kollektiv tilslutning forkastet ved en afstemning i Dansk Industri (DI) umiddelbart
før Rio-konferencen. Dermed har det været op til den enkelte virksomhed at underskrive
erklæringen. I 1991 havde kun seks virksomheder tilsluttet sig charteret. Manglen på en
overordnet miljøstrategi blandt danske erhvervsorganisationer har medført, at indsatsen på
miljøområdet foretages individuelt af de enkelte virksomheder (Eriksen & Hansen, 1999).
Forud for Rio-konferencen dannedes World Business Council on Sustainable Development i
1990. Organisationen, der ledes af et erhvervsråd med hovedsæde i Geneve, arbejder for
udbredelsen af begreberne eco-efficiency og tripple bottom line i.e. at virksomheder udover et
økonomisk ansvar også må tage et socialt og et miljømæssigt ansvar. Flere industrivirksomheder
har tilsluttet sig initiativet (Nielsen & Remmen, 2002; WBCSD, 2004).
OECD’s (2000) Guidelines for Multinational Enterprises er en udbygning af organisationens
retningslinier fra 1976, som nu også omhandler miljø i forbindelse med TNC’ers aktivitet i
ulande. Ændringerne blev tilføjet i 1991 i forbindelse med Rio-konferencen (Chudnovsky &
López, 1999b). Erklæringen skal implementeres og håndhæves af stater og har til hensigt at
forbedre samarbejde mellem værtslande og TNC’er og at fremme FDI (Dröge & Trabold, 2001).
Nogle TNC'er har endvidere etableret et forum, der beskæftiger sig med Corporate Social
Responsibility (CSR), der bl.a. formidler miljøinitiativer, standarder og retningslinier rettet mod
virksomheders sociale og miljømæssige ansvar. Formålet med CSR er at fremme ansvarlig
ledelse til gavn for både erhvervsliv og samfund. The European Business Campaign on
Corporate Social Responsibility er et af de virksomhedsnetværk, der tager udgangspunkt i CSR.
Det blev etableret i forbindelse med EU-topmødet i Lissabon i 2000 (CSR, 2003). Denne
sammenslutning er et eksempel på, hvordan dele af industrien omformer og fortolker koncepter,
som f.eks. bæredygtig udvikling, operationelt til brug for industrien (Nielsen & Remmen, 2002).
Dansk Industri arbejder med tilsvarende initiativer i det, der benævnes virksomhedernes
samfundsmæssige engagement (VSE) (DI, 2003).
Global Compact Initiative er FN’s initiativ for erhvervslivet om overholdelse af
menneskerettigheder og miljøbeskyttelse. Det blev etableret og kom i stand i forbindelse med
Verdens Økonomiske Forum (World Economic Forum) i Davos i 1999 og indført i FN i 2000.
Det er ikke en standard eller et ledelsessystem, som en virksomhed direkte kan indføre, men
derimod en platform, hvorfra man kan diskutere et globalt værdisæt (Dröge & Trabolt, 2001).
The Nordic Partnership er et virksomhedsnetværk etableret i 2001 af Verdensnaturfonden
(WWF), medievirksomheden Mandag Morgen og erhvervsledere fra de nordiske lande. Det
overordnede mål er at gøre miljømæssig bæredygtighed til en gevinstgivende forretning (Nordic
Partnership, 2004).
Verdenbanken, IMF og Danmarks Internationale Investeringsfonde stiller idag miljøkrav, der
skal opfyldes, for at et projekt eller et land kan modtage lån (EEA, 1995; IFU, 2000;
Verdensbanken, 2003a, 2003b). Danmarks Internationale Investeringsfonde IFU, IØ og IMØ
vedtog i 1996 en miljøpolitik med et sæt retningslinier, der har til formål at sikre den
miljømæssige forsvarlighed i de projekter, der støttes. IFU og IØ er udviklingsfonde med miljø
som sekundært mål, mens MIØ har miljøet som egentligt mål.
3.1.4 Industriflugthypotesen
Industriflugthypotesen opstod på baggrund af de miljømæssige stramninger, indført i de fleste
ilande som følge af 1970’ernes værdiskift på miljøområdet (Leonard, 1988). Den går ud fra, at
virksomheder fra lande, hvor der hersker en stærk grad af miljøbeskyttelse, i.e. ilande, ville flytte
21

Danske datterselskaber og miljøpraksis
deres forurenende virksomhed til lande, såkaldte pollution havens, med en svagere eller ingen
beskyttelse på miljøområdet i.e. ulande (Pearson, 1988). Det har imidlertid vist sig, at
miljølovgivning eller -kontrol ikke spiller nogen væsentlig rolle ved lokaliseringsbeslutninger
(Brack et al., 2000) og at ilande derfor ikke har grund til at bekymre sig om tab af FDI, som
følge af strengere miljøregler (Pearson, 1988). Andre faktorer som politisk stabilitet,
markedsmæssige fordele e.g. markedsnærhed, infrastruktur, arbejdsomkostninger og
skattemæssige fordele er mere afgørende for, om en virksomhed outsourcer. Derudover er
omkostningerne til miljøbeskyttelse relativt lave i forhold til de totale produktionsomkostninger,
så i de fleste tilfælde kan det betale sig at tilpasse produktionen til ny lovgivning (Anderberg,
2003). I Hansens (1998) undersøgelse svarede 50 pct. af virksomhederne, at adgang til markeder
var den primære motivationskilde for udflytning til ulande. 18 pct. angav lavere
produktionsomkostninger som årsagen. Pearson (1988) påpeger, at en undersøgelse af vesttyske
virksomheder viste, at 90 pct. opfyldte de hjemlige miljøregler, og at det var urentabelt at bruge
gammelt udtjent udstyr og teknologi. I forbindelse med en større undersøgelse af IFU’s (2000)
investeringer i ulande påpeges, at ”intet tyder på, at nogen af de 89 projekter er etableret, fordi
miljøreglerne er mindre strenge i investeringslandene end i de nordiske lande”.
Det syn, der siden 1980’erne har domineret miljøarbejdet i mange ilande, er bæredygtig
udvikling, hvor miljø kobles med økonomisk og social udvikling. I disse lande erkendes
miljøproblematikken som et strukturelt problem, som man mener kan løses inden for de
eksisterende samfundsinstitutionelle rammer. Der er blevet indført miljøpolitiske programmer,
der er baseret på, at der ikke nødvendigvis er en modsætning mellem økonomisk vækst og
miljøforbedringer, og at markedsaktørerne har fået en central rolle mht. at frembringe
forandringer i bæredygtig retning. En øget miljøbevidsthed i befolkningen er mærkbar og
virksomheder holdes i udstrakt grad ansvarlige for, at der ikke forekommer miljøfarlige
kemikalier og dårlige arbejdsmiljøforhold i deres internationale produktionsnetværk (Anderberg,
2003). Hadlock (1994) mener, at mange store virksomheder ikke ville have ændret miljøpraksis,
hvis ikke regeringer havde introduceret miljøreguleringer. Nye miljøpolitiske initiativer, øgede
krav fra forbrugere og ejere samt udviklingen af markeder for miljøvenlige produkter i ilandene
påvirker forholdene i andre dele af verden (Anderberg, 2003). Zarsky (1999) taler for begrebet
pollution halo, hvor avanceret teknologi og miljøstyring såvel som grønne forbrugere i deres
hjemlande vil medvirke til, at TNC'er i værtslandene vil forbedre deres miljøpraksis.
Innovation
Porter & Van Der Linde (1995a; 1995b) er af den anskuelse, at innovation i forbindelse med
lovkrav ofte forbedrer procespræstation eller kvalitet. Som reaktion på miljøbestemmelser finder
der to former for innovation sted. I den første form bliver virksomheder ganske enkelt bedre til at
håndtere forurening, ved brug af end-of-pipe-teknologi. Den anden form for innovation tager
hånd om forurening, samtidig med at produkt eller fremstillingsproces forbedres. Denne
innovation kan medvirke til at øge konkurrencedygtigheden. Groft kan innovationsafsmitningen
inddeles i to typer: produkt- og procesafsmitning. Den første opstår, når miljøbestemmelser ikke
kun medfører mindre forurening, men også skaber bedre ydende produkter eller produkter af
højere kvalitet. Materialesubstitution 2 og mindre indpakning medfører mere sikre produkter til en
lavere pris, og en lettere genbrugs- og genanvendelsesmulighed giver en højere pris på affald.
2 Gennem innovation kan en virksomhed opnå besparelser. En måde er at ændre produktionsprocesser ved
udskiftning af farlige stoffer med mindre farlige og billigere materialer (Ehrenfeld & Gertler, 1997)
22

3. Baggrund
Produktafsmitning forekommer, når miljøbestemmelser ikke kun fører til lavere forurening, men
også en højere produktivitet og ressourceeffektivitet, e.g. højere udbytte, færre timer med
maskiner ude af drift, materialebesparelser gennem substitution eller genanvendelse, bedre
udnyttelse af biprodukter, lavere energiforbrug, reducerede omkostninger til opbevaring og
ekspedition, udnyttelse af affald til noget brugbart, reducerede bortskaffelsesomkostninger for
affald og mere sikre arbejdsforhold 3 . Disse afledte effekter er ofte forbundet, så en positiv effekt
kan føre til adskillige andre (Porter & Van der Linde, 1995a). Ruud (1992) mener, det har været
disse innovationsbesparelser og ikke en egentlig bekymring for miljøet, der har været den
drivende kraft for miljøtiltag.
3.1.5 Danske TNC’er
Den danske industri
Den danske fremstillingsindustri er beskeden i forhold til landbrugs- og servicesektorerne. En
meget stor offentlig sektor, der andrager mere end 50 pct. af BNP, leverer fortrinsvis
velfærdsydelser til sine borgere, mens statslige virksomheder er et næsten ukendt fænomen. De
fleste danske virksomheder er SME’er og de største danske virksomheder er ikke store efter
international målestok (Eriksen & Hansen, 1999).
Den danske industris virksomheder og organisationer indgår i det, Lindholm (1994) benævner
industriklynger eller udviklingsblokke. Disse blokke er et resultat af en historisk proces, hvor
brancher, industrier og virksomheder har udviklet særlige styrker og synergieffekter. Nye
virksomheder vil typisk opstå inden for disse blokke, da det vil give dem komparative fordele i
forhold til udenlandske virksomheder. De danske udviklingsblokke er: levnedsmiddelblokken,
bygge- og boligblokken, den maritime blok, sundhedsblokken og den velfærdsindustrielle
udviklingsblok. Miljømæssige tjenester og ydelser indgår som en del af den sidste
udviklingsblok og har komparative fordele mht. vandrensning, røgfiltre og affaldshåndtering
(Lindholm, 1994).
Internationalisering
Den danske internationaliseringsprofil afviger fra andre OECD-landes, idet handel med udlandet
har været den form for internationalisering, danske virksomheder traditionelt har foretrukket.
Danmarks engagement i udlandet har derfor været beskeden. Enkelte danske virksomheder har
dog på et tidligt tidspunkt opereret internationalt, e.g. Det Østasiatiske Kompagni og Store Nord;
men der har været tale om sporadiske aktiviteter med basis i tilgang til råvarer. Indtil
begyndelsen af 1980’erne lå størrelsen af de danske FDI’er på et stabilt, lavt niveau. Først i løbet
af 1990’erne oversteg de danske, direkte investeringer i udlandet de udenlandske investeringer i
Danmark. Fra slutningen af 1990’erne til 2001 har der været en markant stigning i danske
FDI’er. Fra 2002 har den globale nedgang i FDI haft en afsmittende effekt. Årsagen skal findes i
en global afmatning og kollaps af store nordamerikanske selskaber (US) (figur 3.1). Denne
udvikling kan genfindes i de fleste store OECD-lande, Storbritannien og USA (Eriksen &
Hansen, 1999; Danmarks Nationalbank, 2003a).
3
Industrisymbioseerfaringer fra Kalundborg er formentlig det bedste eksempel på at lønsomhed kan kombineres
med bæredygtighed (Ehrenfeld & Gertler, 1997).
23

Danske datterselskaber og miljøpraksis
24
Mia. kr.
700
600
500
400
300
200
100
0
Udlandet - i alt EU Øvrige europæiske lande USA Asien Nord- og Sydamerika eksl. USA
1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002
Figur 3.1 Væksten i danske direkte investeringer i udlandet 1991-2002. Den øverste kurve viser de samlede
danske FDI’er, de øvrige kurver viser fordelingen mellem geografiske regioner. Værdierne bygger på
indberettede tal fra de 1.500 danske virksomheder med det største mellemværende med udlandet (Egen
tilvirkning efter Danmarks Nationalbank, 2001, 2002, 2003c).
Fordelingen af danske FDI’er følger nogenlunde den danske eksport. EU-lande var i 1991 mål
for mere end halvdelen af danske FDI’er og 1/3 gik til OECD-lande, der ikke var EUmedlemmer.
Med 22 pct. (1997) er Storbritannien mål for de største samlede danske FDI’er.
Hvad angår danske FDI’er til ulande er andelen proportionalt væsentlig mindre end
sammenlignet med andre OECD-lande. Gennem 1990’erne var ulande mål for 5-15 pct. af de
samlede danske FDI’er (Eriksen & Hansen, 1999). I 1970’erne og 1980’erne var Syd- og
Mellemamerika, særligt Brasilien og Mexico, det foretrukne område for danske FDI’er til
ulande, mens det i dag er Asien og Østeuropa. Sydamerika spiller i dag en meget lille rolle i den
danske internationalisering; men Hansen (pk, 2003b) påpeger, at der de sidste par år er begyndt
at ske meget. I Østeuropa dominerer SME’er og virksomheder indenfor service-, tekstil- og
møbelindustri, mens det derimod fortrinsvis er store danske virksomheder indenfor bygge- og
bolig-, levnedsmiddel- og den kemiske industri, der opererer i den sydlige halvkugles ulande
(IFU, 2000; Hansen, pk, 2003b).
Dansk industri har ikke tidligere foretaget en større global ekspansion. Dette kan hænge
sammen med den relativt sene danske industrialisering, og at der kun har været et begrænset
antal virksomheder med tilstrækkelig kapacitet (økonomisk eller ledelsesmæssig) til at
organisere sig mht. international produktion. De virksomheder, der typisk går forrest i denne
udvikling har været indenfor olie- og elektronikbranchen. Brancher, der er fraværende i den
danske økonomi. Den sene etablering af datterselskaber i ulande kan hænge sammen med, at
Danmark ikke har været en betydelig kolonimagt som f.eks. Holland, England eller Frankrig, der
alle har store FDI’er og råvare- eller arbejdskraftintensive produktioner i mange ulande. Danske
virksomheder har desuden historisk haft ringe erfaring med produktion af standardiserede
produkter, hvilket er essentielt for produktion i ulande (Eriksen & Hansen, 1999).

3. Baggrund
Den markante vækst i investeringer uden for OECD-landene, der har fundet sted de sidste 10
år, skal formentlig ses på baggrund af de danske traditioner for ulandshjælp. I en meget stor del
af disse investeringer indgår statsstøttede finansieringsinstitutter med udviklingsformål. De yder
rådgivning, kapital og lån sammen med private investorer og andre finansielle institutioner i joint
venture virksomheder (IFU, 2000).
3.2 Særlige forhold i værtslandet
Dette afsnit behandler særlige forhold i værtslandet. Bilag C giver det nødvendige forkendskab
og bør derfor læses først.
3.2.1 Værtslandet
Et af de fænomener, der har undret mange forskere, er, hvordan det argentinske samfund på trods
af mange naturressourcer og med en befolkning, der er en af verdens bedst uddannede, har
udnyttet sit potentiale så dårligt:
”One of the mysteriums of the second half of the twentieth century is how Argentina, so rich in so many
ways, has had such difficulty fulfilling its great potential” (De la Balze, 1995).
I begyndelsen af det 20. århundrede var Argentina fuldt integreret i den globale økonomi. Landet
var det 10. største eksportland i verden og dets BNP pr. indbygger var det sjette største i verden.
Den store velstand, der varede fra 1870 til 1930’erne, skyldtes to forhold: den frugtbare højslette
Pampas og en stor strøm af immigranter fra Europa. Mellem 1880 og 1912 voksede økonomien
med 6 pct. årligt takket være eksporten af landbrugsprodukter til Europa og USA. Forbedringer i
transport og køleteknik gjorde Argentina til den førende eksportør af letfordærvelige fødevarer.
Britiske investeringer udbyggede jernbanenettet, havne og veje blev anlagt ved hjælp af
udenlandske og indenlandske investeringer. Med depressionen, de økonomiske kriser og
verdenskrigene ændredes Argentinas status og økonomi radikalt. Landets afhængighed af
eksportmarkeder og import af teknologi viste sig at udgøre en væsentlig svaghed for landets
økonomi. Militærkuppet i 1930, der afbrød en tradition for demokrati 4 , indvarslede 60 år med
social, økonomisk og politisk ustabilitet 5 (Guillén, 2001).
Den føderale argentinske stat er svag med relativt stærke provinsregeringer. Guillén (2001)
mener, at der mangler et dueligt statsbureaukrati. Det politiske system har gennemgået en
udvikling fra at være autoritært over semiautoritært til demokratisk med stærke personligheder
og svage partier. Fagforeningerne har tidligere været stærke, men marginaliseres i højere og
højere grad.
Argentinsk politik er gået fra at være en nationalistisk og pragmatisk populisme til at være
blevet en uberegnelig populisme. Den økonomiske politik har været indadvendt siden 2.
Verdenskrig med en stigende interesse for import og FDI de senere år.
Argentina er afhængig af FDI, af sin gæld til udlandet og af udenlandsk teknologi og
ekspertise. Landets betaling af royalties til udlandet er lav, 0,07 pct af BNP. Det er ikke, fordi
man har sin egen teknologi og ekspertise, men fordi den argentinske eksport er lille, undtagen for
lavteknologiske produkter. Eksporten består for størstedelens vedkommende af råvarer og
halvfabrikata, i.e. fødevarer, mineraler og råolie. De få argentinske mærker, der er kendt uden for
landets grænser, er kun kendt i Brasilien. Eksporten er relativ lille set i forhold til størrelsen af og
4 Landet blev selvstændigt efter løsrivelse fra Spanien i 1810
5 Se endvidere Guillén (2001) pp. 133-140
25

Danske datterselskaber og miljøpraksis
potentialet i økonomien: 9 pct. af BNP. Sydkoreas og Spaniens eksport er til sammenligning på
38 pct. hhv. 26 pct. Man har ikke været i stand til at vende årtiers indadvendte udvikling.
Nødvendige reformer i bilindustri, kemisk industri, petrokemisk industri og i stålindustri er ikke
blevet gennemført i tilstrækkelig grad. Mange argentinske virksomheder baserer fortsat deres
tankesæt på importsubstitutionsstrategien (ibid.).
Kun 0,2 pct af BNP bruges på forskning og udvikling. Landets teknologiske politik er kaotisk,
særligt efter recessionen i 1998. Hverken udenlandske eller indenlandske virksomheder
investerer meget i forskning og udvikling. Guillén mener, TNC’er kun bruger penge på det
allermest nødvendige, som at uddanne sine medarbejdere, så de lige akkurat er i stand til at
betjene maskiner og udstyr (ibid.).
Landet har store problemer med korruption og indtægtsulighed. De rigeste 20 pct. tjener 11
gange så meget som de 20 pct. fattigste. Tilsvarende tal for Sydkorea og Spanien er 6 hhv. 4
(ibid.).
TNC’er i Argentina
Under stærk indflydelse af det autoritære og undertrykkende politiske system og dens
importsubstitutionspolitik er TNC’er gennem det meste af det 20. århundrede blevet anset for at
være skurke eller i det mindste et nødvendigt onde i Argentina (Guillén, 2001).
I 1920’erne og 1930’erne fandt en begyndende industrialisering sted baseret på FDI (Guillén,
2001). Efter 2. Verdenskrig blev mange landes politik overfor TNC’er mere restriktiv. Det
fjendtlige syn på TNC’er var særlig udbredt i Mellemøsten og Syd- og Mellemamerika (Ruud,
2002). I Argentina kom det til udtryk ved importsubstitution, som blev indført i 1940’erne og
1950’erne (Guillén, 2001).
I 1960’erne begyndte udenlandske investorer at komme til Argentina for at fremstille varer til
det beskyttede argentinske hjemmemarked, som fortsat var et vanskeligt tilgængeligt marked for
udenlandske producenter på grund af den fortsatte importsubstitutionspolitik. I begyndelsen af
1970’erne kom der næsten ingen nye udenlandske investorer til landet, selvom fortjenesten var
god for de eksisterende virksomheder (Guillén, 2001).
Under det første juntastyre fra 1976-1981 forsøgte man atter at imødekomme udenlandske
investeringer ved et radikalt skift fra den tidligere politik. Man forlod dog ikke den populistiske
linie og mødte stor modstand blandt fagforeninger. Det andet Juntastyre, der var ved magten fra
1981-1983, gik bort fra de indledte liberaløkonomiske reformer, da væksten stagnerede. Efter
demokratiets indførselse i 1983 forsøgte fagforeningerne at underminere præsident Raúl
Alfonsíns stabiliseringspolitik og at modarbejde FDI. Efter valget af præsident Carlos Menem i
1989 indledtes atter en liberalpolitisk kurs med privatiseringer og FDI (Guillén, 2001). Den
bragte økonomisk stabilisering og øget handel med udlandet, hvilket tilførte landet kapital. Det
var fortrinsvis TNC’er, der kunne se mulighederne ved via Argentina at have en markedsadgang
til MERCOSUR, det sydamerikanske fællesmarked. Der fandt dog en omlægning sted hen imod
en specialisering og arbejdsdeling både blandt nyetablerede TNC’er og blandt TNC’er, der
allerede gennem årtier havde opereret i Argentina. Deres afsætningsmarked var ikke længere kun
begrænset til lokalmarkededet, men var nu hele Syd- og Mellemamerika med særlig vægt på
MERCOSUR’s medlemslande (Cejas & Gans, 1998).
Den specialisering og internationale arbejdsdeling, der fandt sted i de forskellige
MERCOSUR-medlemslande, havde den positive effekt at forbedre teknologi og kvalitet af de
fremstillede produkter, som nu følger verdensmarkedets kvalitetsniveau. Et stort fremskridt i
26

3. Baggrund
forhold til de forældede fremstillingsmetoder, der var udbredt under tiden med
importsubstitution (Cejas & Gans, 1998).
FDI-strømmen til Argentina i 2002 var kun 1/10 af det årlige gennemsnit mellem 1992-2001,
hvor Argentina modtog 13 pct. af den samlede tilførsel til Syd- og Mellemamerika samt
Carribien. De fleste TNC’er forlod ikke Argentina i 2002, men har nedsat deres investeringer. I
følge UNCTAD (2003) vil en bedring kun ske langsomt og FDI strømmen vil ligge under
tidligere toppunkter.
Krisen i de sydamerikanske økonomier har også kunnet mærkes i Danmark. De danske
direkte investeringer i Syd- og Mellemamerika skønnes at have tabt 30 mia. kroner i 2002
(Danmarks nationalbank, 2003). Den argentinske peso har tabt 75 pct. af sin værdi i forhold til
kronen efter devalueringen i januar 2002 som følge af de nationaløkonomiske problemer. Dette
har påvirket omsætningen generelt. For Brødrene Hartmanns sydamerikanske division
(Argentina og Brasilien) har det medført et samlet tab på 79 mio. eller 34 pct. i indtjening i
forhold til året før (Hartmann, 2003b). For at imødegå et totalt sammenbrud af de argentinske
banker og den argentinske nationaløkonomi blev alle konti fastfrosset. Arla Foods Ingredients
har i den forbindelse måttet afskrive 5 mio. kroner, som koncernen netop havde fået overført i
forbindelse med etableringen af dens nye investering, proteinfabrikken i Porteña (Simonsen, i,
2003).
TNC’er kan på forskellige måder etablere sig uden for sit oprindelsesland med FDI. Det kan
være et 100 pct. ejet datterselskab eller joint venture med en ejerandel mellem 50 og 99 pct.
(UNCTAD, 2003). Se afsnit 1.6. I værtslandet vil de lokale virksomheder størrelsesmæssigt være
inddelt i store indenlandske virksomheder samt små og mellemstore virksomheder. Den
overvejende del af argentinske virksomheder er SME’er (Eriksen & Hansen, 1999).
SME’er
Alle argentinske firmaer har konkurrencemæssige problemer, påpeger Kosacoff (1997); men det
gælder i særlig grad SME’er. Løsningen af disse problemer er af ledelsesmæssig karakter.
Kosacoff mener, at en større udbredelse af kvalitets- og miljøstyresystemer, udviklingen af et
underentreprenørnetværk, en spredning af automatiseret teknologi og tilpasning af tekniske
normer, er nogle af de elementer, der skal til for at dæmme op for problemet. Endvidere mener
Kosacoff, at det vil være umuligt at indføre disse foranstaltninger, hvis man ikke kan stole på et
finansielt system, der er i stand til at levere den nødvendige kapital til denne udvikling.
Öberg et al.’s (1995) undersøgelse viser, at der ikke er miljøbevidsthed blandt forbrugere og i
mindre virksomheder. De eneste, der sørger for at gøre produktionen mere ren, er store
internationale virksomheder, og det gør de på grund af imagepleje og krav fra de europæiske
eksportmarkeder. En god økonomi er afgørende for, om en virksomhed indfører
miljøforbedringer, og det har kun de store virksomheder råd til. Mange SME’er har ikke
ressourcerne og kan ikke låne penge i banken, medmindre investeringen har en positiv
indvirkning på driften. Kosacoff fremhæver, at udlån til SME’er sker på urealistiske vilkår, og at
små virksomheder har været udelukket fra bankkreditter, siden den økonomiske krise satte ind i
1998.
27

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Klientelisme
Langt den største del af den argentinske befolkning stammer fra Spanien og Italien. Disse lande
er traditionelt feudale lande med tradition for et klientelistisk system. Man svor trofasthed til en
herre (Patron) og gav ham en stor del af høsten, mod at han til gengæld gav sikkerhed og
tryghed. Denne tradition findes fortsat i udpræget grad i latinske lande, herunder Argentina
(Tranberg, 2003). Det gælder i politik, erhvervslivet og sporten. Fodbold i Argentina er et
illustrativt eksempel på den politiske og økonomiske magt, der er forbundet med organiseringen
af fodboldfans. Når den offentlige beslutningsproces er flettet ind i et så omfattende klientelistisk
system, vanskeliggøres en fornuftig beslutningstagen. Breuning-Madsen (pk, 2004) mener, at der
i Argentina ikke er nogen, der vil tage de upopulære beslutninger. Dette forklarer måske, hvorfor
valutaen har fået lov at være bundet 1:1 til US-dollaren i over 10 år, hvilket bærer en del af
skylden for den voldsomme devaluering, der fandt sted i januar 2002. Årsagen til, at landets
økonomiske problemer har fået lov at udvikle sig til det nuværende katastrofale niveau, skal
måske også findes her.
Korruption
Argentina er grundlæggende ikke et land, der burde have økonomiske problemer, ud fra et
ressourcemæssigt synspunkt; men det er et samfund med kulturelle problemer, hvor korruption
accepteres i den sociale, politiske og økonomiske adfærd. Den internationale organisation
Transparency International (TI) arbejder for at bekæmpe korruption. Ifølge organisationen mener
majoriteten af sydamerikanere, at graden af korruption er øgende, og de bliver stadig mere
utilfredse med demokrati (TI, 2003b). Informanter i TI’s undersøgelser anser Sydamerika for at
være en af de mest korruptionsplagede regioner, hvis ikke den mest korruptionsplagede region i
verden. Luis Moreno Ocampo, formand for TI Sydamerika, har bemærket, at de sociale
korruptionsnetværk går langt ud over en præsident eller et enkelt ministerium og er i stand til at
undergrave selv det mest omhyggeligt planlagte bureaukrati (Chong, 2002; TI, 2003b).
Korruptionens virkninger er særlig skadelige i ulande. Den underminerer befolkningens tillid til
staten, afskrækker virksomheder fra at investere i et lands udvikling og omdanner idealistiske
sociale programmer til dække for bedrageri (Chong, 2002). Desuden har et svagt retsvæsen
negative konsekvenser, påpeger Winter (2003).
Korruption viser de strukturelle svagheder i det argentinske demokrati (UBA, 2002). I 2002 lå
Argentina på en 70. plads efterfulgt af bl.a. Rusland på TI’s korruptionsindeks. Danmark lå til
sammenligning på en delt andenplads med New Zealand (TI, 2002). Året efter, i 2003, var
Argentina faldet til en 92. plads, som den delte med lande som Etiopien og Pakistan. Danmark
placerede sig med New Zealand på en delt 3. plads, idet Island havde forbedret sine forhold (TI,
2003d). TI (2003a) beskriver et eksempel med det regerende parti i Argentina, Partido
Justicialista (peronistpartiet), som et år modtog USD 2,4 mio. i statsstøtte til politiske
kampagner, men brugte USD 13,7 mio. Hvorfra de resterende USD 11,3 mio. stammer, er
ukendt. Spørgsmålet er, hvem der gav disse bidrag, hvilke tjenester, der skulle gives i
modydelse, hvordan disse tjenester påvirker det repræsentative demokrati, samt hvem de
argentinske politikere repræsenterer – befolkning eller økonomiske grupper?
TI (2003b) anser korruption for en trussel mod demokrati og har foretaget undersøgelser, der
indikerer, at den argentinske befolknings tillid til især de folkevalgte er meget lav. Korruptionens
indflydelse på demokrati, forretningsmiljø, kultur- og samfundsværdier viser sig i
spørgeundersøgelser at være foruroligende høj for Argentina. 93 pct. af de adspurgte mener
28

3. Baggrund
således, at korruption påvirker det politiske liv meget signifikant, mens kun 3,7 pct. og 3,3 pct.
mener, at påvirkningen er nogenlunde signifikant hhv. ikke signifikant. De tilsvarende tal for
verden som helhed er: 55,1 pct., 29,3 pct. og 15,5 pct. (TI, 2003c). 58,2 pct. af undersøgelsens
deltagere ville som første prioritet gribe ind over for politiske partier, mens 19,2 pct. ville gribe
ind overfor domstolene. Der er langt ned til utilfredshed med korruption i uddannelsessystemet,
som 4,3 pct. angav værende det største problem. De tilsvarende tal for Danmark er: 36,1 pct.,
16,3 pct. og 2,2 pct.
3.2.2 Den argentinske miljølovgivning
Miljøforvaltning
Miljølovgivningen i Argentina følger landets føderale opdeling og er derfor fordelt på tre
niveauer: nationalt, provins og kommunalt niveau.
Argentina er en demokratisk føderal republik, hvilket vil sige, at alle love som vedtages på
nationalt plan først gælder for en provins, når den har tilsluttet sig. Hver provins er selvstyrende
og reguleres af sin egen selvstændige forvaltning. Udover at tilslutte sig nationale love, danner
provinserne også sine egne love, der ikke må være i modstrid med national lovgivning, og som
kun gælder inden for den enkelte provins (Arselli, i, 2003). Provinserne er opdelt i kommuner,
som på samme vis kan indføre egne love og beslutte i hvilke områder af kommunen, udvikling
skal finde sted (Mandagarán, i, 2003). Mange provinser har ikke tilsluttet sig de nationale love,
men følger egne love, hvorfor man i de forskellige provinser vil kunne se, at miljøspørgsmål
bliver behandlet meget forskelligt.
Den argentinske miljølovgivnings regler og krav er ens for alle virksomheder uafhængig af
nationalitet. Loven tager således ikke hensyn til en virksomheds oprindelsesland. Romero (i,
2003) mener ikke, der i praksis forekommer forskelsbehandling fra myndighedernes side med
baggrund i en virksomheds nationalitet. Juridisk konsulent hos SANCOR, Alejandro Abbate (i,
2003) påpeger, at kontrollen derimod foregår vilkårligt, fordi myndighederne selv fastsætter den.
Den nationale grundlov består af overordnede idéer med fleksible love. Provinsen formulerer
praktiske miljølove og regulativer, hvilket ofte kan skabe et problem med jurisdiktionen i forhold
til landets love. Kommunerne fremkommer med regler (Anguita, i, 2002).
Miljøforvaltningen varetages på nationalt niveau af Secretaría Nacional de Medio Ambiente
(det Nationale Miljøsekretariat), som blev dannet i 1991. Det havde tidligere rang af
ministerium, men er i dag underlagt Socialministeriet (Arselli, i, 2003). Den varetager statens
kontrol af industriaffald fra de virksomheder, der ligger inden for det område, der serviceres af
Aguas Argentinas 6 .
Hver provins har sit eget miljøkontor, som har ansvaret for miljøkontrol i den pågældende
provins. Provinsernes miljølovgivning er i modsætning til den nationale lovgivning væsentlig
mere udviklet. De fleste argentinske provinser har indført meget konkrete bestemmelser
vedrørende miljøforvaltning og beskyttelse af naturressourcer (Di Pace et al., 1992). I
forbindelse hermed mener Di Pace et al., at der er et centralt problem. Det skyldes ikke
manglende lovgivning, men at lovgivningen ikke følges. Manglen på håndhævelse opstår, enten
fordi den ansvarlige instans er utilstrækkelig forvaltet eller mangler ressourcer, eller fordi der er
et manglende kendskab til den eksisterende lovgivning, både i befolkningen som helhed og i de
offentlige forvaltninger.
6 Et klart afgrænset område i Stor-Buenos Aires
29

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Den grundigste kontrol, mener flere informanter, sker på kommunalt niveau. Kommunen er
den ansvarlige i yderste led og er den myndighed, der kender bedst til lokale forhold og har den
direkte kontakt til industrien. Den er berettiget til at foretage alle de kontroller, den finder
nødvendig (Macaño, i, 2003). Denne mulighed udnyttes dog sjældent, fordi kommunerne ikke
har tilstrækkelige ressourcer (Marcheschi, i, 2003).
Lovgivning
Den første argentinske lovgivning på området blev indført i 1973 efter FN’s konference om
Miljø i Stockholm i 1972. Hidtil havde vigtige miljømæssige emner været varetaget af en række
forskellige instanser og institutioner (Di Pace et al., 1992). Den første egentlige nationale
miljølovgivning blev dog først introduceret i forbindelse med en forfatningsændring efter Riokonferencen
i 1992. I forbindelse med endnu en forfatningsændring i 1994 blev der tilføjet en
artikel, der anerkender, at miljømæssige emner kan indbringes for domstole (Ryan, i, 2003). Den
seneste ændring i miljølovgivningen er fra december 2001 (Girardin, i, 2003).
Der er intet nationalt krav om en miljøundersøgelse, der skal vurdere indvirkningen på miljøet
ved anlæggelse af en virksomhed. Det findes kun i visse provinser e.g. Buenos Aires Provins,
Córdoba Provins (Villarroya, i, 2003).
Sagsgang
En virksomhed, der vil etablere sig, må indgive en edsvoren erklæring, hvor alle virksomhedens
oplysninger figurerer. Den skal afleveres til miljøsekretariatet eller en provins’ miljøkontor og
indeholde informationer om bl.a. affaldsprodukter. På baggrund af erklæringen udregner
myndighederne den miljøskat, virksomheden skal betale. Kontrollen foregår bureaukratisk og
finder sjældent sted fysisk (Villarroya, i, 2003). Sammen med erklæringen forevises en teknisk
sagsmappe (Arselli, i, 2003). Efter at en virksomhed har præsenteret sin dokumentation,
foretages i visse provinser en evaluering af miljøindvirkningen. Ved tilfredsstillende
dokumentation opnår virksomheden et miljøtilpasningscertifikat, som skal fornys hvert andet år
ved en revision, som foretages af virksomheden selv (Scandroglio, i, 2003). Derefter beregnes,
ud fra affaldsmængden, hvor meget virksomheden skal betale i afgift. Dette er en årlig
tilbagevendende proces. Alt efter hvor meget en virksomhed forurener, placeres den i 1., 2. eller
3. kategori, hvor den 3. er den mest forurenende. Virksomheder i denne gruppe må ikke etableres
inden for bygrænsen. Dog er virksomheder etableret før loven trådte i kraft i 1996 undtaget fra
denne regel og kan fortsætte driften. Kommunerne fører tilsyn med 1. kategori. Enkelte
kommuner, der har kapaciteten, kan desuden få tildelt tilsyn med virksomheder i 2. kategori, som
ellers normalt udføres af provinsen. Kontrol af virksomheder i 3. kategori udføres udelukkende
af provinsen (Romero, i, 2003). Der er der regler for, hvor virksomheder af forskellige kategorier
må placeres, hvilket følger af nedenstående zoneinddeling:
Zone A: ingen former for industri
Zone B: industri af første kategori
Zone C: industri af anden kategori
Zone D: industri af både første, anden og tredje kategori
Zone E: landbrugszone
30

3. Baggrund
Kontrol og sanktion
Miljøkontrollen tager udgangspunkt i den edsvorne erklæring. Ved stikprøvekontrol efterprøves
en virksomheds opgivne oplysninger. I tilfælde af uoverensstemmelser kræves de nødvendige
ændringer udført, så virksomheden kan leve op til kravene. Fortsætter virksomheden sin
produktion uændret, vil sagen gå til en domstol. (Deina, i, 2003). Hvis virksomheden er skyld i
forurening, får den en bøde. Dette er i reglen den hårdeste sanktion, der kan bruges over for en
virksomhed, der overtræder miljøloven (Arselli, i, 2003).
3.2.3 Miljøet
Som i de fleste ilande blev der også i Argentina først sat fokus på miljømæssige problemer i
1970’erne (Di Pace et al., 1992); men miljøtemaer kom først for alvor på den officielle
dagsorden i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne (Scandroglio, i, 2003). Der har
således ikke været nogen lang tradition for miljøforvaltning, og de institutioner, der har skullet
varetage opgaverne, har man måttet opbygge inden for forholdsvis kort tid. Som Guillén (2001)
påpeger, overdrog det militære diktatur først magten til demokratisk valgte, da landet var i den
værst tænkelige situation. Det har måske derfor været ekstra vanskeligt at tage hånd om miljøet.
Miljøforvaltning i Argentina er, ifølge Di Pace et al., forbundet med store vanskeligheder, idet
man aldrig har defineret, hvad et miljømæssigt problem er. Der er en institutionel usikkerhed
omkring, hvordan miljøtemaer skal håndteres, hvordan miljøpolitik skal implementeres og hvem
der skal have ansvar for de enkelte problemer. Derfor er ansvaret for miljøforvaltning i praksis
fordelt mellem flere forskellige retskredse og institutioner, hvis indsats kun koordineres i ringe
grad.
De fleste store byer i Argentina er beliggende på Argentinas højslette Pampas, fortrinsvis ved
flodbredden eller i kystnære områder. Denne placering har reduceret den skadelige
miljøpåvirkning fra husholdning og industri e.g. den permanente vindcirkulation reducerer
luftforureningsproblemer (Di Pace et al.). De daglige mængder af urenset husholdnings- og
industrispildevand, der udledes til flodsystemet, er dog så store, at floderne Reconquista og
Matanza-Riachuelo kan betegnes som åbne kloakker, mener lektor i kemi ved UTN, Alejandro
Scandroglio (i, 2003). En beskrivelse der finder støtte i litteraturen (Ainstein, 1996). Omkring
Dock Sud i Buenos Aires, i.e. flodudløbet til la Plata floden, er vandets iltindhold i følge Keeling
(1997) så lavt, at floden i praksis er død. Han henviser til, at fisk kræver 2,5 mg oxygen pr. liter
vand for at overleve. I det pågældende vand er der idag 0,0 mg oxygen pr. 2 liter vand.
Udledning af husholdningsspildevand og industriel aktivitet er i dag et af de største
miljøproblemer og årsag til forurening af overfladevand og vand i undergrunden.
Luftforureningen, der har været tiltagende siden 1970’erne, er begrænset til de større byer
med specifikke topografiske og klimatiske betingelser og til mindre, urbane centre, hvor der er
en høj koncentration af aktiviteter med forurenende, industrielle emissioner. Det er et stort
problem i store byer som Córdoba og Buenos Aires, men også i mindre byer som Campana og
San Lorenzo. Et udbredt fænomen i de argentinske byer er manglende kontrol med emissioner
fra industri og transport, som er de to største kilder til luftforurening. En effektiv kontrol er
vanskelig af to årsager. Der mangler teknisk kontroludstyr og ressourcer til diagnosticering og
regulering af problemet, og der er inkonsekvens i de beslutninger, der skal reducere
miljøforurening (Di Pace et al., 1992; Keeling, 1997).
Industriel forurening i Argentina er resultatet af en moderat vækst i produktion og indførelse
af ”moderne” teknologi, mener Di Pace et al. (1992), som peger på tre underliggende årsager: (1)
TNC’ers tilbøjelighed til at udnytte manglen på miljømæssig kontrol, (2) modvilje blandt det
31

Danske datterselskaber og miljøpraksis
offentlige, det private og udenlandske virksomheder mod at investere i forureningsreduktion
samt (3) forskellige argentinske regeringers manglende evne til at indføre et minimum af
miljømæssig kontrol og miljøledelse. Keeling (1997) nævner, at selvom der findes love for
renovation, industrielt spildevand, luftforurening, etc., udføres håndhævelse kun sporadisk og i
mange tilfælde mangelfuldt. Desuden har den politiske ustabilitet mellem 1930 og 1990 medført,
at miljømæssige bekymringer har haft lav politisk prioritet, hvorimod økonomisk vækst
eksempelvis har haft en høj prioritet. Det har desuden været et alvorligt problem, at mange
private, offentlige og udenlandske virksomheder har været modvillige overfor miljøoplysning og
-kampagner. Resultatet har været en stigende forurening, der mange steder er på et uacceptabelt
højt niveau.
De tre grundlæggende måder at behandle affald på i Argentina er forbrænding i pyrolyseovne,
landfarming, hvor organisk affald indarbejdes i jorden, samt deponering, hvor affaldet nedgraves
usorteret. Sidstnævnte metode er den mest benyttede, mens forbrænding i pyrolyseovne
fortrinsvis er for specialaffald (Acevedo, i, 2003; Felicia, i, 2003).
Miljøbevidsthed
For majoriteten af den argentinske befolkning spiller miljøet ingen rolle. Andre bekymringer har
højere prioritet såsom økonomi, politisk korruption eller den høje arbejdsløshed (Keeling, 1997).
Di Pace et al. (1992) mener, at der er en mangel på forståelse for miljøproblematikken.
Størstedelen af landets miljøproblemer er opstået langsomt og over lang tid på grund af den
rigelige mængde af naturressourcer og stabiliteten af mange af økosystemerne. De forbliver
ubemærkede, fordi de fejlagtigt er blevet identificeret som værende tilknyttet sociale eller
økonomiske problemer. Eller de er ikke tydelige indenfor den tidshorisont, de fleste mennesker
har. Man er gået ud fra, at ethvert regionalt økosystem er lige så stabilt og modstandsdygtigt som
Pampasen. Dette er ikke tilfældet, og mange subtropiske og semiaride, regionale økosystemer
har allerede taget omfattende skade.
Det er vigtigt at huske på, at Argentina er et landbrugsland uden traditioner for miljøhensyn.
Di Pace et al. mener, det hænger sammen med, at de fleste indbyggere ikke stammer fra
argentinske landmænd, men fra europæiske immigranter, som ikke havde mulighed for at
erhverve land. I Argentina har adgangen til det sparsomt befolkede landboområde været yderst
vanskelig, og der har stort set ikke eksisteret noget indfødt landbrugssamfund. Resultatet har
været, at størstedelen af befolkningen mangler en kulturel fortid, som kan knytte den til landets
naturressourcer og bevarelsen af disse. Det menes, at denne faktor har bidraget til stor social og
politisk ustabilitet gennem det 20. århundrede. Derudover har udviklingens korte tidshorisont
haft en afgørende indflydelse på måden, hvorpå der disponeres. Argentina var før ca. 1990
præget af 40 år med inflation. Indvirkningen på den argentinske udvikling og på landets
generelle kultur har været betydelig. En høj og vedvarende inflation reducerer
planlægningshorisonten i økonomisk beslutningstagning. I en sådan situation er det således kun
investeringer med et højt og øjeblikkeligt afkast, der er attraktive (Di Pace et al., 1992).
Der er stor forskel på miljøbevidsthed blandt landets borgere og politikere. Flere
informanter mener, landet groft kan inddeles i tre zoner. Provinserne i syd, der udgør den
patagoniske højslette, har generelt en stor bevidsthed, når det gælder miljøforhold. I de rigeste
provinser, i.e. Buenos Aires, La Pampa og Córdoba, hvor der findes en koncentration af industri
og landbrug, foregår der en udviklingsproces imod en større forståelse for miljøproblematikken -
32

3. Baggrund
især blandt den yngre generation, i.e. de 25-30 årige. I provinserne i nord, mener Rusiñol (i,
2003) ikke, at man normalt er miljøbevidst.
Den økonomiske krise
Den seneste økonomiske krise, der begyndte med recession i 1998, har forårsaget et hidtil uset
genbrug i det argentinske samfund (Weiss, 2002). Der foregår organiseret bytning i bytteklubber,
der de seneste fem år har haft en kraftig vækst. Der eksisterer idag 4.500 bytteklubber med to en
halv million medlemmer – omkring 6,5 pct. af befolkningen (Christensen, 2002). Genbruget er
også omfattende, når det drejer sig om ressourcer som papir, pap, glas og flasker, plastik,
aluminium, bronze, jern, etc. (O’Mara, 2003). Derfor er det ikke overraskende, at den relativt
høje pris på importerede råstoffer i kombination med høj arbejdsløshed på rekordtid har
frembragt en “hær” på skønsmæssigt 155.000 personer (35.000-40.000 alene i storbyen Buenos
Aires), såkaldte Cartoneros, der i løbet af aften og nat gennemgår storbyens affald for fortrinsvis
pap og papir (Clarín, 2002). Tidligt hver aften placeres renovationsaffald i sække langs fortovet.
I løbet af aften og nat indsamles det, for Buenos Aires vedkommende, af et velfungerende
renovationsvæsen (Simonsen, i, 2003). Tilsyneladende er den øgede indsamling en miljømæssig
gevinst afledt af krisen. Det viser sig imidlertid, at systemet bunder i, hvad der kan tolkes som
indirekte socialhjælp (Rossotto, i, 2003). Virksomheder i Buenos Aires blev tidligere pålagt at
kildesortere affald og tjente således på salget af genbrugspapir (Nardi, pk, 2003). Med de store
sociale problemer krisen har medført, er den lovpligtige kildesortering i firmaer annulleret, og
indsamlingen forestås nu af Cartoneros, der typisk har en arbejdsdag på otte timer og pr.
arbejdsdag tjener, hvad der svarer til 23 kroner i.e. 10 peso (Aizpeolea, 2002; Clarín, 2002).
Derudover findes der enkelte offentlige indsamlingsinitiativer e.g. Buenos Aires bys kampagne,
Las Bolsas Verdes (de Grønne Poser), der har skolebørn og privathusholdningen som målgruppe
(GCBA, 2002).
33

Danske datterselskaber og miljøpraksis
4. Danske virksomheder i Argentina
Fælles for de tre danske TNC'er er, at produktionen i Argentina er etableret med udgangspunkt i
adgangen til råvarer og med henblik på adgang til det argentinske hjemmemarked og markedet i
MERCOSUR (Jacobsen, i, 2003; Silvera, pk, 2002; Simonsen, i, 2003). Relevante
virksomhedsdata fremgår af tabel 4.1.
Tabel 4.1 Oversigt over de tre casevirksomheder (Egen tilvirkning efter Arla, 2003; Chr. Hansen, 2003a;
Hartmann, 2003b). Tal for 2002/03, for Hartmann dog 2002.
Arla Chr. Hansen Hartmann
Hovedsædes beliggenhed Viby Hørsholm Lyngby
Koncernens nettoomsætning (mio. kr.) 40.647 4.336 / 3.345 1.415
Ansatte (antal personer) 17.791 3.561 / 2.586 2.194
Datterselskabs beliggenhed Porteña,
Quilmes,
Cipolletti,
Córdoba Provins Buenos Aires Provins Rio Negro Provins
Områdetype Ruralt Urbant Semiruralt
Tilknytning til moderselskab Joint venture (50 pct.) Datterselskab (100 pct.) Joint venture (85 pct.)
4.1.1 Arla Foods
Arla Foods a.m.b.a. blev dannet i foråret 2000 som en fusion imellem danske MD Foods a.m.b.a.
og svenske Arla ek. för., og er Europas største mejeriselskab. Det ejes af 12.758 andelshavere og
mælkeproducenter i Danmark og Sverige. Over halvdelen af omsætningen findes på
hjemmemarkedet i Danmark og Sverige, mens England med 17 pct. af omsætningen udgør det
tredjestørste marked, som også opfattes som et hjemmemarked på grund af
konsummælksmejerierne (Arla Foods, 2003, 2002a, 2002b).
Arla Foods Ingredients (Arla) er den del af Arla-koncernen, der står for produktion af
mælkepulverprodukter, og som varetager koncernens globale markedsføring og salg af bl.a.
mælkebaserede ingrediensprodukter til den internationale fødevareindustri. En vigtig ingrediens i
denne fremstilling er valleproteinpulver, der bliver brugt i bl.a. modermælkserstatning,
sygehuskost og helsekost på grund af den høje næringsværdi. Valleprotein benyttes af
levnedsmiddelindustrien som emulgator, stabilisator og til vandbinding i kød, fars, fisk,
dressinger og mayonnaise og af mejeriindustrien i is, kvark, yoghurt og milkshakes. Efterhånden
er efterspørgslen blevet så stor, at Arlas fabrik i Nr. Vium, Danmark Protein, der er verdens
største af sin art, har vanskeligt ved at skaffe tilstrækkelige mængder af råstoffet, ostevalle, i
Nordeuropa (Larsson, 2002).
Valleproteinpulver udvindes af ostevalle vha. avanceret membranteknik, et område hvor Arla
er verdens førende. Størstedelen af valle består af vand, en mindre andel udgøres af
restbestanddelene: vitaminer og mælkesukker (permeat), som ligeledes udvindes (figur 4.1).
Vitaminerne udgør deres eget salgsprodukt, mens permeat, der er et flydende biprodukt, som
indeholder kulhydrater, kan benyttes som fodertilskud til køer. 60 landmænd i området aftager
permeat fra fabrikken, som dagligt producerer 400 tons (Larsson, 2002).
34

Figur 4.1 Fra ostevalle til proteinpulver (Arla Foods, u.å.a).
4. Danske virksomheder i Argentina
Arlas miljøpolitik
Arlas miljøpolitik fra den 1. oktober 2001 indeholder en række formulerede målsætninger, der
tager afsæt i en livscyklusvurdering og gælder for alle medarbejdere i koncernen (tekstboks 4.1).
Overordnet er det koncernens mål at reducere miljøpåvirkning og ressourceforbrug. Arlas
miljøindsats koncentrerer sig om en række områder typisk for mejerisektoren. Først og fremmest
gælder det forbruget af vand og energi til rengøring, nedkøling, tørring og transport af mælk.
Målsætningen er at reducere ressourceforbruget inden udgangen af 2005/06. Vandforbruget skal
reduceres med 7,5 pct.. De energitunge processer, som for mælkeproteinfabrikken specifikt er
forbundet med inddampning og tørring af protein- og vitaminpulver, skal på koncernplan
reduceres med 5 pct. Mængden af kemikalier skal begrænses, og anvendelsen på koncernens
driftssteder skal vurderes med hensyn til indvirkning på sundhed og miljø. Udledningen af CO2
skal reduceres med 5 pct. og NOx med 10 pct. (Arla Foods, 2002b). Miljøledelsessystemet ISO
14.000 skal indføres i alle producerende enheder i Danmark og Sverige senest med udgangen af
2005/06. Foreløbig er 40 pct. certificerede. Alle enheder i Danmark, Sverige og England har dog
i følge Johannesen (pk, 2003) allerede indarbejdet koncernens miljømålsætninger i driften, og
koncernens øvrige divisioner er ved at indarbejde dem. Driftsstederne i Saudi Arabien, Brasilien,
Polen og Grækenland har haft besøg af Arlas koncernmiljøafdeling, og en prioriteret
handlingsplan er gennemgået med den stedlige ledelse. Fabrikken i Argentina har ikke haft
besøg af koncernens miljøafdeling, siden den blev bygget; men man er ansvarlig for at overholde
koncernens miljøretningslinier. Der kan ydes generel støtte fra koncernmiljøafdelingen, hvis det
ønskes. Ifølge Johannesen (pk, 2003) tæller koncernmiljøafdelingen, Arla Miljø, ti mand,
derudover har hvert driftssted en lokal miljøafdeling. På sigt er det planen at indføre koncernens
koncept: Ét Arla, der har til formål at indføre ens standard i hele koncernen på alle områder, også
miljøområdet – miljøledelsessystemet ISO 14.000 skal bl.a. indføres i hele Arla-koncernen.
Miljø er for Arla også økonomi. Andersen (pk, 2003) oplyser, at det lavere ressourceforbrug for
koncernen allerede har medført udgiftsbesparelser i forbindelse med indkøb og i sparede
miljøafgifter. Derudover anser Andersen, at et godt miljøimage er til fordel for Arla i PRsammenhænge.
35

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Arla har ikke tilsluttet sig nogen internationale miljøinitiativer (Johannesen, pk, 2003).
Tekstboks 4.1 Arlas miljøpolitik, gældende for hele koncernen (Arla Foods, 2001:2).
36
Arla Foods ønsker at imødekomme ønsker fra samfundet, kunder og forbrugere på en miljømæssigt
bæredygtig måde ved at opstille miljømålsætninger fra jord til bord.
Det er Arla Foods’ politik at producere og levere produkter i et sundt og sikkert arbejdsmiljø og
løbende forbedre ressourceudnyttelsen samt minimere den påvirkning, vore aktiviteter giver
anledning til i det omgivende miljø.
stadigt at forbedre miljø og arbejdsmiljø i forbindelse med produkter og aktiviteter
effektivt at udnytte energi og råvarer, reducere affaldet, samt undersøge mulighederne for
genbrug og genanvendelse
minimere potentielle miljø- og arbejdsmiljøeffekter ved udvikling af nye produkter og ved
planlægning af nye projekter aktivt samarbejde med myndighederne
via samarbejde og ved at stille krav til vore underleverandører sikre, at de leverer produkter,
som er i overensstemmelse med vores miljø- og arbejdsmiljøpolitik
sikre, at vore medarbejdere har kendskab til Arla Foods’ miljø- og arbejdsmiljøpolitik og
gennem uddannelse og information motivere vore medarbejdere til at leve op til politikken
planlægge, forbedre og løbende tilpasse koncernens målsætninger i forhold til mål og
aktiviteter på miljø- og arbejdsmiljøområdet
løbende at evaluere og kommunikere vore miljø- og arbejdsmiljøaktiviteter i forhold til de
opstillede mål både internt og eksternt
Arlas joint venture i Córdoba Provins
Arla har tidligere kun været repræsenteret i Argentina med salg af importerede produkter. I
forbindelse med knaphed på valle i Nordeuropa besluttede virksomheden at oprette produktion i
Argentina. Dette valg, forklarer Andersen (pk, 2003), skyldes to faktorer. For det første ville en
beliggenhed i Argentina give adgang til markederne i MERCOSUR, for det andet giver det høje
osteforbrug i Argentina adgang til en rigelig forsyning af ostevalle, der er et spildprodukt efter
osteproduktion. I Argentina indtages gennemsnitligt 12 kg ost pr. person årligt mod 2 kg i
Brasilien (Larsson, 2002). Tradition for mejeriproduktion og tilgængelighed af ostevalle fra
områdets mange ostemejerier var udslagsgivende for den endelige placering ved den lille by
Porteña i Córdoba provins. Sammen med det argentinske mejerikooperativ SANCOR har Arla
oprettet joint venture-virksomheden Arla Foods Ingredients S.A. (AFISA), med en 50 pct.
ejerandel til hvert af selskaberne. SANCOR er ansvarlig for levering af råvaren, 1.500 tons
ostevalle daglig fra sine 14 osterier, mens Arla er ansvarlig for forædling af vallen og salg til
levnedsmiddel- og den farmaceutiske industri. Arla er alene om denne kompetence i Argentina
(Simonsen, i, 2003). Etableringen af AFISA er Arlas første engagement i et uland, når der ses
bort fra en mindre joint venture-produktion i Brasilien (Andersen).

4. Danske virksomheder i Argentina
Figur 4.2 Arla Foods Ingredients’ fabrik ved Porteña, Córdoba provins (Egen tilvirkning).
AFISA-fabrikken er en forenklet kopi af Arlas danske fabrik i Nr. Vium og opført på en tidligere
uudnyttet jordlod mellem de to mindre byer Porteña og Brinkmann på højsletten Pampas.
Produktionen af proteinpulver påbegyndtes i juni 2002. Fabrikken har 63 ansatte, heraf 50
ansatte i produktionen. Den årlige omsætning er på ca. USD 40 mio. og årsproduktionen af
proteinpulver er 8.000-10.000 tons, som ikke kun afsættes i Sydamerika (MERCOSUR) og
Mexico, men også i USA og Japan (Arla Foods, 2003; Simonsen, i, 2003). Kapaciteten kan
udbygges, så fabrikken kan aftage op til 1,5 mio. tons ostevalle årligt (Arla Foods, 2003).
4.1.2 Chr. Hansen
Chr. Hansen A/S (Chr. Hansen) er grundlagt i 1874 i København og indgår i dag i Chr. Hansen
Holding A/S. Virksomheden udvikler, producerer og sælger enzymer til osteproduktion,
bakteriekulturer til fremstilling af mejeri-, kød- og vinprodukter, naturlige farve- og smagsstoffer
samt bakteriekulturer til helsekost og veterinære foderprodukter. Chr. Hansen har en stor
internationaliseringsgrad med sine 26 produktionssteder i 24 lande og er en af de få danske
virksomheder, der allerede på et tidligt tidspunkt ekspanderede globalt (Chr. Hansen, 2002).
Chr. Hansens miljøpolitik
Chr. Hansen har benyttet sig af miljøledelse siden 1995 og haft en miljøpolitik siden 1996
(tekstboks 4.2). Implementering af miljøhensyn foregår lokalt i hver af de 26
produktionsafdelinger verden over i form af en intern procedure, der sikrer, at miljø er
indarbejdet både i produktion, salg og i underleverandør og -entreprenørforhold. I alt på
verdensplan er 30 personer udpeget som ansvarlige for miljø. Koncernens miljøafdeling har 10
ansatte, som yder ekspertstøtte til de enkelte afdelinger eller miljøprojekter, hvis det er
nødvendigt. Afdelingslederen refererer til direktionen. En gang årligt mødes de miljøansvarlige
til seminar. Det første seminar fandt sted i det danske hovedkontor i 1999. Her finder det sted
hvert andet år, og ind imellem finder lignende seminarer sted på skift med de øvrige afdelinger
som vært (Tønnesen, pk, 2003). Tre af de fire danske produktionssteder har siden 1995 været
ISO 14.000 certificeret. Afdelingen i Kokkedal forventes certificeret i 2004. Virksomhedens
tyske fabrikker har været ISO 14.000 certificeret siden 2001/02. Alle øvrige
37

Danske datterselskaber og miljøpraksis
produktionsafdelinger implementerer for øjeblikket ISO 14.000 efter en global
implementeringsplan (Chr. Hansen, 2002; Chr. Hansen, 2003b).
Tekstboks 4.2 Chr. Hansens globale miljø- og arbejdsmiljøpolitik og globale kvalitets- og miljøstategi (Chr.
Hansen, 2002).
38
Global miljø- og arbejdsmiljøpolitik:
Sikre at hensyntagen til miljø og arbejdsmiljø indarbejdes i vores daglige aktiviteter.
Måle resultaterne af indsatsen og løbende sætte nye, forbedrede mål.
Involvere og engagere medarbejderne i det daglige miljø- og sikkerhedsarbejde.
Implementere vores miljøpolitik gennem miljøledelse baseret på generelt anerkendt praksis
på alle relevante sites.
Handle i overensstemmelse med lovbestemte krav og andre bestemmelser.
Sikre at planlægning og design sker under hensyntagen til miljø og arbejdsmiljø.
Sikre, gennem uddannelse og forebyggelse, at miljø- og arbejdsmiljømæssige risikofaktorer
overvåges og løbende formindskes.
Informere åbent og redeligt om vores politik, indsatsområder og resultater.
Global kvalitets- og miljøstategi:
Sikre at alle relevante politikker, procedurer og systemer i forbindelse med ISO 9.000,
HACCP, GMP, ISO 14.000 og arbejdsmiljø er på plads globalt, samt at de løbende
forbedres.
Bidrage til en bæredygtig udvikling i samfundet samt skabe sikre, sunde og stimulerende
arbejdspladser til gavn for virksomhedens konkurrenceevne, medarbejdere og det
omkringliggende samfund.
Forstå og opfylde vore kunders og interessenters nuværende og fremtidige forventninger og
behov.
Implementere miljø due diligence som en integreret del af akkvisitionsprojekter.
Lægge vægt på at udvikle lederes og medarbejderes kvalifikationer gennem uddannelse og
træning.
Stræbe efter at gøre tingene bedre i morgen end vi gjorde dem i dag.
Chr. Hansens miljøpolitik fokuserer på ressourceeffektivisering og benytter den systematiske
gennemgang af nøgletal som redskab til at opnå resultater. Disse tal omhandler forbruget af
energi og vand samt mængden af spildevand. Ressourcebesparelse er et stærkt økonomisk
incitament for virksomheden. Nye opkøb bliver derfor kontrolleret og gennemgået for mulige
besparelser, før de erhverves (Tønnesen, pk, 2003). Derudover lægges der vægt på
miljøuddannelse af ansatte og stofsubstituering i.e. udskiftning af farlige processer og farligt
udstyr med mindre miljøbelastende alternativer. Vidensdeling og overførsel af teknologi i hele
organisationen er ifølge Chr. Hansen (2003b) vigtig for en fælles forståelse i virksomheden.
Øllgaard (2003) betoner, at de enkelte fabrikker overholder den interne miljøstandard og
nationallovgivning; men at Chr. Hansen ofte vil mere, så det er tilladt de enkelte
produktionsafdelinger at ”gå egne veje” og stille yderligere miljøkrav til deres respektive
produktion. Miljøafdelingens opgave er at overføre erfaringer fra et sted til et andet, og i 2001
nedsattes et miljøråd, hvis opgave det er løbende at justere koncernens globale vision, strategi og
miljø- og arbejdsmiljøpolitik samt fremkomme med nye miljø- og arbejdsmiljøtiltag (Chr.
Hansen, 2002). Siden oprettelsen i 2001 er flere end 40 miljøforbedringsprojekter blevet
gennemført i hele koncernen (Chr. Hansen, 2003b).

4. Danske virksomheder i Argentina
Afdelingerne administrerer altså i princippet sig selv på miljøområdet; men i et eller andet
omfang foregår der alligevel en kontrol. Ikke som en ekstern evaluering alle steder, men
integreret i produktionen. Følger de ansatte arbejdsplanen på den rigtige måde, følger de også
koncernens miljøstandard. Som et minimum skal de som nævnt leve op til koncernens globale
miljøstandard og lokal miljølovgivning. Hvis der indkommer en klage, bliver afdelingen draget
til ansvar. Derudover skal alle produktionssteder rapportere fabrikkens ressourcestrømme
(Øllgaard, pk, 2003).
Chr. Hansen har ikke tilsluttet sig nogen internationale miljøinitiativer (Tønnesen, pk, 2003).
Chr. Hansens datterselskab i Buenos Aires Provins
Chr. Hansens produkter er blevet forhandlet i Argentina siden 1920, men er først fra 1964 blevet
produceret lokalt. Herved fik man adgang til det argentinske marked, der på denne tid havde
meget strikse regler for import af industrivarer i.e. strategien om industriel importsubstitution. Se
Bilag C. Chr. Hansen Argentina, der er 100 pct. ejet af det danske moderselskab, blev etableret i
Buenos Aires-forstaden Quilmes og holder fortsat til i de bygninger, hvor man producerede
osteløbe fra 1964 til 2000 (Jacobsen, i, 2003) (figur 4.3.).
Figur 4.3 Chr. Hansens fabrik i Quilmes, Buenos Aires Provins. Virksomhedens parkeringsområde udvides
(Egen tilvirkning).
I dag foregår produktionen indenfor tre områder: naturlige farver, smagsstoffer og såkaldte
functional blends til fødevareindustrien (Jacobsen, i, 2003). Chr. Hansen Argentina dækker
markederne i Chile og Uruguay og er hovedleverandør til den argentinske fødevareindustri. En
undersøgelse Chr. Hansen har fået foretaget viser, at markedsandelen er 88 pct. og at kunderne er
yderst tilfredse med den service, de får hos Chr. Hansen. Endvidere viser undersøgelsen, at
Danisco er Chr. Hansens største konkurrent med 10 pct. markedsandel (IFOP, 2002). Siden 1977
har man ydet teknisk service over for kunder. Dette består i at udvikle nye unikke produkter i
samarbejde med kunden og at tilgodese dennes ønsker og behov. Der forhandles derudover
importerede produkter fra Chr. Hansens andre afdelinger (Jacobsen, i, 2003).
39

Danske datterselskaber og miljøpraksis
4.1.3 Hartmann
Emballagevirksomheden Brødrene Hartmann A/S (Hartmann) er grundlagt i 1917 og har
specialiseret sig i udvikling, produktion og salg af støbepapemballage af returpapir, produktion
og salg af karton, papir og pap samt konstruktion og salg af komplette fabrikationsanlæg til
støbepap. I 2002 har koncernen forsøgt at få fodfæste på markedet inden for fødevareemballage.
80 pct. af omsætningen stammer fra salg af æg- og frugtemballage, hvor koncernen er blandt
verdens førende (Skovgaard, 2002). På verdensplan findes tre leverandører af emballage, som
tilsammen udgør halvdelen af verdensmarkedet. Hartmann har fremstillet støbepapemballage
siden 1936 og er den eneste af de tre globale producenter, der har specialiseret sig i denne form
for emballage. Koncernen har de senere år ekspanderet kraftigt ved virksomhedsopkøb og har i
dag produktion i 10 lande (Hartmann, 2003b; 2004).
Hartmanns miljøpolitik
Hartmanns miljøstrategi, som bygger på, at økonomisk vækst og værdiskabelse skal baseres på
bæredygtig udvikling i hele værdikæden, blev fastlagt i 1992 og bygger på de seks
miljøværktøjer: Netværk, miljøstyring, renere teknologi, livscyklusbaseret ledelse,
kommunikation, efteruddannelse (Hartmann, 1998b). I 1997 udviklede koncernen sit eget
bæredygtighedskoncept til internt brug, den såkaldte STEP-model (Systematic Tool for
Environmental Progress), der inkorporerer hensyn til det eksterne miljø og til arbejdsmiljø i
produktionsprocessen (tabel 4.2). Modellen er opdelt i faser, der føles overkommelige for den
enkelte virksomhed og gør det muligt at evaluere hvert trin. De første trin drejer sig om interne
miljøforhold. Bæredygtighedsarbejdet udvides derefter til at inkludere hele værdikæden, inkl.
evaluering af leverandører for til sidst på det femte trin at implementere livscyklusbaseret
ledelse. Seks ud af koncernens tolv virksomheder befinder sig på femte trin af STEP-modellen,
som alle koncernens virksomheder arbejder efter. For øjeblikket er de ved at implementere
livscyklusbaseret ledelse (Hartmann, 2001a; 2003b). De 5 ansatte og den ene Ph.d. studerende,
der er tilknyttet koncernens miljøafdeling, støtter en nyerhvervet virksomhed i dets
miljøopstartsfase. Når miljøledelsessystemerne er etableret, overgår ansvaret til de lokale
kvalitets- og miljømedarbejdere på den enkelte virksomhed. Hvert år afleverer hver virksomhed
en statusrapport med opnåede resultater og en handlingsplan for det kommende år (Abrahamson,
pk, 2003).
40

4. Danske virksomheder i Argentina
Tabel 4.2 Hartmanns koncernmiljøledelse tager udgangspunkt i STEP-modellen, hvis aktiviteter fremgår af
tabellen (Hartmann, 2003b).
NETVÆRK
SYSTEMATISK LEDELSE
PROAKTIVE HANDLINGER
STEP 1 STEP 2 STEP 3 STEP 4 STEP 5
Udnævnelse af
MSS&S-ansvarlige
Indledende
MSS&S-gennemgang
Overordnede mål for
Proaktive handlinger
Etablering af en
MSS&S-organisation
Opbygning af
MSS&S-ledelsessystem
Implementering af proaktive
handlinger
LIVSCYKLUSBASERET LEDELSE Involvering af leverandører
KOMMUNIKATION
UDVIKLING AF MEDARBEJDERE
MSS&S
Due diligence
Intern
MSS&S-redegørelse
Hvordan gennemføres grund-
Læggende MSS&S-arbejde
MSS&S: Miljø, Sundhed, Sikkerhed & Social
Offentlig
MSS&S-redegørelse
Hvordan gennemføres systematisk
MSS&S-arbejde
Udvikling af
MSS&S-organisationen
Certificering af
MSS&S-ledelsessystem
Systematisk implementering
Af proaktive handlinger
Grundlæggende
MSS&S-livscyklusvurdering
Offentlig
MSS&S-redegørelse
Hvordan gennemføres helhedsorienteret
MSS&S-arbejde
Etablering af
livscyklusnetværk
Kontinuerlige
MSS&S-forbedringer
Systematisk implementering
Af proaktive handlinger
Implementering af
livscyklusbaseret ledelse
Offentlig
MSS&S-redegørelse
Hvordan gennemføres
Livscyklusbaseret ledelse
Koncernen virker meget engageret i miljøspørgsmål. I 2000 deltog virksomheden i en
arbejdsgruppe udpeget af den danske regering, som ønskede erhvervslivets miljøtiltag forbedret.
Det udmundede i debatoplægget: Veje til en grøn erhvervsudvikling, som var et af Danmarks
bidrag til FN’s konference om bæredygtighed i Johannesburg i 2002. En konference
virksomheden også deltog i. Udviklingen af ovennævnte STEP-model resulterede i, at Hartmann
i 2000 modtog EU’s miljøpris i kategorien Managementprisen for Bæredygtig Udvikling
(Hartmann, 2001a, 2003b). Desuden blev koncernens direktør for bæredygtig udvikling Anna
Lise Mortensen i 2001 udpeget til formand for Miljørådet for renere produkter (Hartmann,
2001a, 2001b). Virksomheden har tilsluttet sig FN Global Compact Initiative og er medlem af
World Business Council Sustainable Development og The Nordic Partnership (Hartmann,
2003b).
Hartmanns joint venture i Rio Negro Provins
Hartmann-PPM Argentina (Hartmann-PPM) blev købt i maj 1998 som et joint venture mellem
Hartmann og Investeringsfonden for vækstmarkeder (IFV), der fordeler ejerskabet mellem sig
med hhv. 85 og 15 pct. (Hartmann, 1999). Virksomheden var oprindelig del af en større fabrik,
Productos Pulpa Moldeada Argentina ejet af Det Østasiatiske Kompagni (Winther, pk, 2004).
Hartmann havde siden 1968 haft et licensbaseret samarbejde med Productos Pulpa Moldeada.
Ved købet i 1998, blev den celluloseproducerende del af fabrikken udskilt og fortsætter under sit
tidligere navn som nabo til Hartmann-PPM.
41

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Figur 4.4 Brødrene Hartmanns fabrik i Cipolletti, Rio Negro Provins. Yderst til venstre ses nabofabrikken
Productos Pulpa Moldeada (Egen tilvirkning).
Produktionen
Virksomheden har 112 ansatte, heraf 74 i produktionen og 10 i ledelsen (Silvera, pk, 2002). Den
ligger i Cipolletti i Rio Negro Provins, ca. 1.200 km sydvest for Buenos Aires (figur 2.2). Dette
område udgør sammen med området omkring den større naboby Neuquén den frugtbare dal, Alto
Valle. I dalen findes Argentinas største samlede frugtproduktion, som blev grundlagt ved
etablering af vandingskanaler fra flodsystemet for omkring hundrede år siden (Reboratti, pk,
2002). Hartmann-PPM producerer kun til hjemmemarkedet i Argentina og er landets største
enkeltproducent af støbepapemballage med en markedsandel på 40-45 pct. Konkurrenterne
befinder sig i Neuquén og Santa Fe. I Neuquén produceres æg- og frugtemballage eksklusive
kartonproduktion. I Santa Fe produceres ligeledes emballage til æg og frugt inklusive
kartonproduktion samt plastikemballage. I Hartmann-PPM’s emballageproduktion benyttes
udelukkende genbrugspapir i.e. papir, karton og blade. Det kommer enten fra forskellige forlags
papirrester, e.g. restoplag og beskæringsrester eller fra indsamlinger fortrinsvis leveret af en
genbrugsvirksomhed. Over halvdelen af Hartmann-PPM’s produktion består af frugtemballage,
resten er ægemballage. Hovedafsætningen sker til æbleproducenter i nærområdet, Alto Valle,
inden for en 40 km omkreds af Cipolletti, hvor man finder 90 pct. af den argentinske æbleavl.
Den øvrige æbleproduktion finder sted i Mendoza Provins. Produktionen af frugtemballage er
meget sæsonafhængig med hovedvægt på februar og marts. Med ægproduktionen forholder det
sig lige omvendt. Her fremstilles 10 pct. af æggene i Alto Valle – resten i det øvrige Argentina
og afsætningen er normalt jævnt fordelt over året. Den faldende købekraft i Argentina som følge
af de nationaløkonomiske problemer har reduceret efterspørgslen på ægemballage og til dels på
frugtemballage. Ledelsen har valgt at fortsætte produktionen på kun én af fabrikkens to
produktionslinier. Lagrene med emballage er for øjeblikket fyldt op (Silvera, pk, 2002).
Datterselskabet i Argentina dækker med divisionshovedkvarteret i Brasilien det sydamerikanske
marked omfattende 200 mio. forbrugere svarende til ca. 11 pct. af koncernens samlede
omsætning (Hartmann, 2003b).
42

5. Danske TNC’ers miljøpraksis i Argentina
5. Danske TNC’ers miljøpraksis i Argentina
Dette kapitel beskæftiger sig med, om datterselskaber af danske virksomheder tager de samme
miljøhensyn og har den samme miljøpraksis i Argentina, som TNC’ernes fabrikker i Danmark.
Først sammenlignes datterselskabernes miljøpraksis med moderselskabernes miljøpolitik i
Danmark, dernæst analyseres hvilke effekter, det har i Argentina.
5.1 Arla
Arlas fabrik og produktion i Argentina tager udgangspunkt i danske miljøforhold, idet
planlægning og opførelse af fabrikken er foregået ud fra koncernens miljøretningslinier. Direktør
for AFISA Finn Simonsen (i, 2003), der tidligere har været direktør for Arla Foods Ingredients’
fabrik i Nr. Vium, oplyser at produktionsgangen er nøjagtig den samme som i Danmark, og at
fabrikken overholder EU’s miljøstandarder. Dansk miljølovgivning og EU-miljønorm søges
opfyldt med nogle få ændringer, som relaterer sig til slamoperering på marker og regler om
spildevandsudledning. Fabrikken er ikke ISO 14.000 certificeret, men opnår ISO 9.000
certificering i oktober 2004, hvilket er et af de myndighedskrav, der var forbundet med tilladelse
til at åbne fabrikken (Holk, pk, 2004). Til fabrikken hører et spildevandsanlæg med to bassiner,
der renser fabrikkens spildevand, før det udledes (Villarroya, i, 2003). Udover spildevand fra
produktion har fabrikken to andre former for udledning: slam fra spildevandsanlæg og emission
fra tørreovne (Villarroya, i, 2003). Slammet sendes til behandling hos Ecoblend, der er en af de
tre godkendte forbrændingsanstalter i Córdoba Provins (Cevasco, i, 2003), mens ostevallen
renses, før den udledes. Vallen er kernen i AFISA’s produktion og var oprindelig et
affaldsprodukt, der indtil fabrikken åbnede og begyndte at aftage det, blev udledt urenset til
omkringliggende marker eller til Laguna Mar Chiquita. Lagunen er i dag udlagt til Ramsarområde
7 . Denne udledning havde en stor indvirkning på miljøet og forurenede hele området,
påpeger AFISAs miljøchef, Ana Villarroya (i, 2003).
I forbindelse med anlæggelsen af fabrikken blev der af det Tekniske Universitet (UTN) i
Córdoba lavet en undersøgelse af miljøindvirkningen (Villarroya). Lokalkoordinator hos
SANCOR, Jorge D. Galizzi (i, 2003), påpeger, at denne undersøgelse påviser en positiv
miljøbalance efter AFISAs etablering i Porteña. Der er dog for øjeblikket nogle tekniske
problemer med rensningsanlægget, der har at gøre med opstartfasen og som bevirker, at miljøet
påvirkes meget. Professor i kemi ved UTN Héctor Ruben Macaño (i, 2003) gør opmærksom på,
at sådanne tekniske problemer er normale i en opstartfase. Disse problemer vil AFISA snart have
løst, forsikrer Villarroya.
Mange af informanterne har bemærket Arlas miljøengagement og peger på, at virksomheden
mere end opfylder miljøkravene. Laboratoriechef i La Piamontesa, Jorge Garnero (i, 2003),
mener, at Arla, hvis Arla ville, formentlig kunne have været mindre striks på det miljømæssige
område; men som landmanden, Gerardo Gustavo Manrique (i, 2003a) påpeger, er europæiske
virksomheder vant til at arbejde med miljøet, så det er nemt for dem at følge loven. Rusiñol (i,
2003) fremhæver den store kulturforskel, der er mellem Arla og argentinske virksomheder mht.
ærlighed og bekymring for miljøet. Han havde bemærket, at virksomheden længe før anlæggelse
af fabrikken og på eget initiativ havde ønsket kopier af love og regelsæt. Noget han mener er
meget usædvanligt i Argentina.
7 Internationalt fuglebeskyttelsesområde. Ramsar-konventionen er en aftale om at beskytte vådområder af
international betydning, som udgør levesteder for vandfugle. For definition se Skov- og Naturstyrelsen (2004)
43

Danske datterselskaber og miljøpraksis
5.2 Chr. Hansen
Fabrikken i Quilmes opfylder koncernens globale miljøstandard og er ISO 9.000 certificeret,
men endnu ikke ISO 14.000 certificeret (Tønnesen, pk, 2003), hvilket vil ske i 2005 (Fernández,
i, 2003). Chr. Hansen Argentina befinder sig for øjeblikket på det laveste trin af koncernens
miljøindsatsfaser, der er inddelt i fire. I den første fase gælder det om at opfylde lovmæssige
krav i det pågældende værtsland, i den næste fase skal der laves en undersøgelse af
virksomhedens miljøpåvirkning, i den tredje fase skal ens fremgangsmåder og hensigter
beskrives mht. miljøpåvirkning. Den sidste fase er at opnå miljøcertificering i.e. ISO 14.000
certifikat (Fernández, i, 2003).
Direktør for Chr. Hansen Argentina Aage Jacobsen (i, 2003), der har været ansat i den
argentinske afdeling siden 1973, påpeger, at datterselskabet i dag er på højde med den øvrige
koncern, og at fabrikken efter en nylig ombygning lever ”fuldstændig op til Chr. Hansenstandard...
[Og] har alle de godkendelser vi skal have, så der er ikke noget problem der”. Chr.
Hansen Argentinas kvalitetschef Sandra Fernández (i, 2003) gør dog opmærksom på, at man
endnu ikke har foretaget en undersøgelse for reducering af vand- og energiforbrug, hvilket er en
central del af Chr. Hansens miljøpolitik. Men Jacobsen har ret i, at der inden for de seneste år er
sket en bedring i miljøpræstationen. Først og fremmest er produktionen af osteløbe ved
bearbejdelse af oksemaver ophørt i år 2000. Det har fjernet årsagen til de problemer, der har
været i forbindelse med produktionens lugtgener og reduceret de mange naboklager (Fernández).
Fernández mener, at virksomheden hele tiden har bekymret sig om det miljømæssige i problemet
i.e. produktionens spildevand. Allerede i den periode, hvor man begyndte at behandle maverne
for at udvinde osteløbe, opførte Chr. Hansen Argentina et rensningsanlæg til behandling af
spildevand, som ifølge Fernández var en meget stor investering. Sigtet var at rense spildevandet
for den høje organiske koncentration, som spildevand har i osteløbeproduktion, ikke at eliminere
lugtgenerne. I forbindelse med anlæggelsen blev der foretaget et miljøpåvirkningsstudie
(Bofferón, i, 2003).
Fernández mener, at Chr. Hansen Argentina i dag har en mere aktiv miljøpolitik end tidligere.
I forbindelse med den miljømæssige indsats har der været et økonomisk incitament, idet
virksomheden både har kunnet reducere sit ressourceforbrug og samtidig vha. en nedsat
udledning har kunnet reducere udgiften til miljøafgifter. Fernández forklarer, at man hos Chr.
Hansen Argentina i dag filtrerer alt flydende affald i rensningsanlægget og at man er ved at
implementere et nyt pulverudvindingssystem i pulverblandeanlægget. Med dette system
eliminerer man alle for omgivelserne generende lugte, e.g. stærke krydderilugte, idet hele
produktionsprocessen foregår i et lukket kredsløb (Bofferón).
Ved at følge den lokale lovgivning sparer virksomheden miljøafgifter og Fernández mener,
det kun er et spørgsmål om tid, før man lever helt op til koncernens globale miljøpolitik.
Udviklingen følges af moderselskabet i Danmark, idet alle investeringsprojekter skal godkendes
herfra. I Argentina kan man hverken købe, investere eller foretage forandringer i virksomheden,
uden at det er blevet godkendt af moderselskabet (ibid.).
5.3 Hartmann
Hartmann-PPM befinder sig for øjeblikket på STEP 3 af koncernens STEP-model (tabel 4.2).
Virksomhedens miljøchef, Marcelo Silvera (pk, 2002), forventer, at det vil tage to år, før
virksomheden befinder sig på STEP 5. STEP 4 er umiddelbart forestående. Det eneste, der
mangler, er en offentligt tilgængelig rapport, der beskriver forholdene omkring miljø, sundhed
44

5. Danske TNC’ers miljøpraksis i Argentina
og sikkerhed (Winther, pk, 2004). I forbindelse med overtagelsen af Hartmann-PPM blev der
foretaget miljøpåvirkningsstudier for virksomheden (Silvera, i, 2003). Virksomheden er ikke ISO
9.000 certificeret, men blev i december 2003 ISO 14.000 certificeret og er dermed den ottende af
koncernens tolv virksomheder, der opnår certificeringen (Hartmann, 2003b; Winther, pk, 2004).
Hartmann-PPM’s tilpasning til koncernens miljøpolitik begyndte to år efter
virksomhedsovertagelsen og blev introduceret i januar 2000. I april samme år gjorde
virksomheden op med tidligere rutiner, hvor spildevand blev udledt urenset til floden via
nabovirksomheden Productos Pulpa Moldeada, idet Hartmann-PPM kunne indvie sit
spildevandsanlæg til USD 1½ mio. Det opfylder den argentinske lovgivning og er det første
spildevandsanlæg i Rio Negro Provins, betoner Silvera (pk, 2002). Han fremhæver, at anlægget
er blevet opført efter krav fra hovedkontoret, og at det for øvrigt blev bygget på det helt rigtige
tidspunkt. Efter devalueringen har der ikke været penge til investeringer og slet ikke til
miljøinvesteringer i Argentina. Spildevandet behandles først kemisk, så en sedimenteringsproces
indledes. Derefter behandles det biologisk og efter otte timers behandling er et tilpas antal
partikler bundfældet. Størstedelen af vandet er nu så rent, i.e. partikelfrit, at det opfylder
lovgivningskravene og kan udledes til et nærliggende vandløb. Ved inddampning af det
resterende spildevand opnås en opslæmning indeholdende 80 pct. vand. En nærliggende
træpilleproducent aftager slammet gratis mod selv at afhente det en gang om ugen. Ved fuld
fabriksproduktion bruges 80 pct. af rensningsanlæggets kapacitet. Spildevandsanlægget og det
udledte spildevand kontrolleres dagligt af virksomhedens laboratorium ved manuelle prøver og
automatiske målinger. Hver 14. dag sendes spildevandsprøver til ekstern kontrol og en gang
årligt finder den lovpligtige kontrol sted (Hartmann, 2000; Sanz, pk, 2002). Ligeledes foretages
der som en del af virksomhedens miljøforvaltningssystem en kontrol af, om der udelades noget i
forbindelse med rutiner (Silvera, i, 2003).
Silvera påpeger, at Hartmann-PPM forsøger at gøre lidt mere end det, lovgivningen kræver,
og at man til stadighed forsøger at finde steder i produktionen, hvor miljøforholdene kan
forbedres. Hartmann-PPM sammenligner sit ressourceforbrug, f.eks. vandforbruget, med andre
af koncernens afdelinger for at få et billede af de indførte forbedringer. Der er tilsluttet
varmeveksler på ovnene, der forvarmer indsugningsluft; men derudover sker der ikke noget
genbrug af varme og energi. Der er derfor fortsat potentiale for miljøforbedringer, og disse
indgår i de konkrete miljømålsætninger, som Hartmann-PPM efterstræber. Silvera påpeger, at
kildesortering og klassificering af affald samt renovation indgår i disse. Fra 2003 er det planen at
genbruge spildevand, så forbruget af rent vand mindskes. Virksomhedens miljøpolitik fremgår af
tekstboks 5.1. Ud over ovennævnte spildevandsslam, som gives bort til en træpilleproducent, har
virksomheden aftaler med andre genbrugsvirksomheder. Plastikaffald afhændes til en
virksomhed, der producerer stole og bænke, metal (kobberledninger) byttes bort for
genbrugspapir til produktionen, mens alt øvrigt affald afleveres til kommunens
affaldsdeponering, e.g. bakterier, batterier, lysstofrør (Silvera, pk, 2002).
Hartmann-PPM virker meget engageret både teknisk og miljømæssigt, hvilket Silvera (i,
2003) mener er inspireret af moderselskabet i Danmark. Engelsk er koncernsprog, og alle
ledende medarbejdere får mulighed for sprogundervisning. Det var derfor ikke vanskeligt at
foretage undersøgelserne på fabrikken. Internet benyttes flittigt til intern kommunikation. Det er
muligt at følge miljøforbedringer på andre af Hartmanns fabrikker, i.e. nedgang i
ressourceforbruget. Direktøren og systemchefen havde begge været på besøg i Danmark og fulgt
seminarer og specifikke produktionsprocesser i moderselskabet, og det var tydeligt, at disse
besøg havde inspireret dem (Silvera, pk, 2002).
45

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Tekstboks 5.1 Hartmann-PPM’s miljøpolitik af 11. november 2002 (Egen oversættelse efter Hartmann-PPM,
2004).
46
Hartmann-PPM Argentina S.R.L., producent af formstøbt emballage ved genbrug af papir,
karton og blade, respekterer miljøet og afgiver derfor løfte om at:
Foretage løbende forbedringer og forebygge forurening
Overholde de gældende miljølovgivninger og -reglementer
Reducere miljøpåvirkningen
Uddanne og bevidstgøre vort personale omkring miljøtematikker
Informere vores vigtigste leverandører og stimulere dem til at reducere deres miljøpåvirkning
Ortega (i, 2003) fremhæver, at Hartmann-PPM var den første virksomhed, der foretog seriøse
miljøtiltag i provinsen. Allerede fra før overtagelsen i 1998 har han haft et godt indtryk af
virksomheden, som altid har været meget imødekommende og åben omkring sin miljøpolitik.
Der har været jævnlige besøg af en dansk rådgiver, som samarbejdede med myndighederne om
undersøgelser, og som informerede om projektets udvikling.
Flere informanter giver udtryk for, at de kender Hartmann-PPM for miljøpolitikken. Leiva (i,
2003) påpeger, at det er en meget informativ virksomhed, og at den er kendt for at have ”en
streng filosofi eller nogle strenge regler”. Journalist ved FM Galas, Rafael Diserio (i, 2003)
mener, at miljøloven normalt ikke følges af virksomheder i Cipolletti, men at Hartmann-PPM er
en undtagelse. Han mener, at virksomheden som det første før sin beslutning om etablering
undersøgte muligheden for opførelse af et rensningsanlæg. Diserio mener, alle burde gøre
ligesom Hartmann.

6. Danske virksomheders indflydelse på miljøpraksis i Argentina
6. Danske virksomheders indflydelse på miljøpraksis i Argentina
I dette kapitel vil der blive fokuseret på, om danske virksomheder gennem deres datterselskaber
og joint venture øver indflydelse på, hvordan man i Argentina behandler miljøet. Det første
afsnit beskæftiger sig med, hvilken betydning en virksomheds herkomst og størrelse har for dens
miljøpraksis. I det andet afsnit behandles specialets kerne. Her vil problemformuleringens 2.
underspørgsmål blive besvaret.
6.1 Betydningen af ejerskab og størrelse for en virksomheds miljøhensyn
6.1.1 Herkomst og ejerskab
Størstedelen af informanterne er af den antagelse, at argentinske SME’er ikke er så udviklede
som TNC’er på miljøområdet. Der er stor forskel på de hensyn, der tages til miljøet, alt efter om
en virksomhed er argentinsk- eller udenlandsk ejet og om den er eksportorienteret. 21 af 35
informanter mener, at udenlandsk ejede eller ledede virksomheder tager et større miljøhensyn
end en argentinsk virksomhed (figur 6.1). Det er påfaldende, at informanter fra offentlige
myndigheder (gruppe 3) er overrepræsenteret i denne antagelse. Det kan skyldes, at de som
offentlig myndighed forestår miljøkontrol og dermed har kendskab til forholdene på en række
argentinske virksomheder, TNC’er såvel som SME’er. Leder af miljøafdelingen i Quilmes
Kommune, Ricardo Luis Deina (i, 2003), giver udtryk for, at det afgørende for en virksomheds
miljøhensyn er, hvorfra virksomheden stammer, hvilke mål og hvilke aktiviteter den har.
Virksomhedens nationalitet spiller en afgørende rolle for, hvordan loven efterleves, mener Copes
(i, 2003). Scandroglio (i, 2003) mener, de fleste virksomheder med en miljøpolitik er
udenlandske TNC’er. Marcheschi (i, 2003) angiver at 90 – 95 pct. af de virksomheder, der
arbejder seriøst med miljø, er TNC’er:
”… generelt tror jeg, at det kun er de store multinationale virksomheder, der begynder på det her. For i
virkeligheden er det for den argentinske industri en udgift, mens de store virksomheder ser det som en
investering i ikke at have noget miljøproblem eller ikke at have problemer med folk i fremtiden, for os”
(Marcheschi).
47

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Pct.
70
60
50
40
30
20
10
0
48
JA
NEJ
Grp. 1: dansk TNC
Grp. 2: nabovirksomhed
Grp. 3: offentlig myndighed
Grp. 4: ekstern ekspert
VED IKKE
Figur 6.1 Udviser TNC’er mest miljøhensyn? Informanters svar på om en udenlandsk ejet eller ledet
virksomhed tager større miljøhensyn end en argentinsk virksomhed. n = 35.
Mandagarán (i, 2003) peger på, at miljøhensyn afhænger af det land, TNC’et kommer fra, idet
ikke alle landes TNC’er er lige miljøvenlige. Der er eksempler på TNC’er, der ikke overholder
reglerne; men generelt mener de fleste informanter, at TNC’er er gode til at overholde
miljøregler. Enkelte informanter fremdrager, at der i Europa er en større bekymring for miljøet
end i resten af verden (Fernández, i, 2003), med andre ord, at der er tale om en særlig europæisk
miljøbevidsthed (Pagliotti, i, 2003). Andre informanter fremholder, at skandinaviske TNC’er
tager særlige hensyn til miljøet sammenlignet med TNC’er fra andre lande, og at de er et godt
eksempel på miljøområdet. Det kan bidrage positivt til at ændre holdningen til miljø hos andre
virksomheder i Argentina, mener flere informanter. Zumel (i, 2003) mener, at argentinere kan
lære noget af TNC’erne, der kommer til landet og følger miljøreglerne. Silva (i, 2003) mener, at
TNC’ernes positive holdning til miljø kommer til udtryk blandt dets udenlandske ansatte og i
den virksomhedskultur, de medbringer fra udlandet. TNC’ets ledelse står desuden til regnskab
over for moderselskabet for sine dispositioner, påpeger Rusiñol (i, 2003) og man er ofte
forpligtet til at følge ISO 14.000-certificeringen. Dette gøres, dels fordi afsætningsmarkeder i
ilande kræver det (Rossotto, i, 2003), og dels fordi det er et krav i forbindelse med mange
internationale banklån, at virksomheder demonstrerer miljøhensyn (Scandroglio, i, 2003). Der
knyttes miljøbetingelser til långivning fra Den Internationale Valutafond (IMF), som efter Riokonferencen
har indarbejdet miljøbetingelser i sine vedtægter (IMF, 2003b). Lån givet af IMF til
den argentinske cementfabrik Minetti, der indgår i det svejtsiske TNC Holcim, er et eksempel på
sådanne lån med tilknyttede miljøbetingelser (Cevasco, i, 2003). Der stilles i forbindelse med
disse lån i mange tilfælde større miljøkrav fra de internationale långivere til
modtagervirksomhederne, end der stilles af det pågældende lands egne myndigheder, betoner
flere informanter.

6. Danske virksomheders indflydelse på miljøpraksis i Argentina
6.1.2 Størrelse
En række informanter mener ikke, man kan generalisere på baggrund af herkomst. De peger i
stedet på, at miljøhensyn er meget individuelt og kommer an på den enkelte virksomhed. Leder
af Fundación Bariloches miljøprogram, Leonidas Osvaldo Girardin (i, 2003) mener, at det er en
virksomheds størrelse og dens grad af internationalisering, der afgør graden af miljøengagement.
Miljøchef ved Bryggeriet Quilmes, Hugo A. Pagliotti (i, 2003), skelner mellem store,
mellemstore og små virksomheder. De store virksomheder følger generelt miljølovgivningen, de
mellemstore virksomheders miljøpraksis afhænger af ejerens engagement, mens de små
virksomheder slet ikke har nogen miljøpolitik eller tager miljøhensyn. Det er en udpræget
opfattelse blandt flere informanter, at det er de største virksomheder, der passer bedst på miljøet,
og som foretager innovation og effektivisering, mens SME’er generelt ikke gør det på grund af
uvidenhed eller mangel på ressourcer. Den nødvendige viden findes, men er ikke altid
tilgængelig, fordi den koster penge – og SME’er har ofte ikke den nødvendige kapital eller
kapitaladgang til at erhverve sig viden fra e.g. private rådgivere (Girardin, i, 2003). I de tilfælde,
hvor der forekommer en miljøindsats i en SME, mener Ortega (i, 2003), at det sker, fordi ejeren
har en særlig interesse deri.
Miljøpraksis i Argentina
De største virksomheder, både udenlandske og nationale, har defineret en miljøpolitik, der svarer
til AFISAs, betoner Macaño (i, 2003). Nye virksomheder af AFISAs størrelse indfører alle de
samme standardløsninger på grund af den internationale handel. Derimod intereresserer mange
SME’er sig ikke for miljøinvesteringer af økonomiske og kulturelle årsager, pointerer Luis
Roberto Kardos (i, 2003), konsulent for Chr. Hansen Argentina. Pérez (i, 2003) understreger, at
miljøhensyn kræver en god økonomi, i.e. at virksomheden har overskud. Den økonomiske
situation i Argentina gør det derfor vanskeligt for SME’er at tage miljøhensyn. De fleste
argentinske virksomheder har ikke den økonomiske kapacitet som f.eks. europæiske
virksomheder, så selvom teknikere og faglige specialister ofte er lige så veluddannede som i
ilande, kan virksomhederne ikke indføre vestlige miljøstandarder (Romero, i, 2003). Mange
argentinske virksomheder er under et så hårdt økonomisk pres, at der ganske enkelt ikke er
kapacitet til selv den mest nødtørftige investering, påpeger flere informanter. Simonsen
fremhæver, at det er et spørgsmål om at overleve og tilføjer, at de fleste argentinske
virksomheder ud fra danske normer er bankerot. Mange SME’er opnår således ikke en ISO
14.000 certificering og definerer ikke en miljøpolitik eller definerer den ikke godt nok, mener
Macaño. Kun 8 af 23 informanter angav at kende til argentinske virksomheder med en
miljøpolitik, mens 15 af 23 informanter ikke kendte nogen eller kun kendte få virksomheder med
en miljøpolitik (figur 6.2). Enkelte informanter mener, at der er mange virksomheder, der for at
opnå markedsandele snyder med certificeringen og har planer, som ikke bliver implementeret.
49

Danske datterselskaber og miljøpraksis
40
35
30
25
Pct. 20
15
10
5
0
50
JA
Grp. 1: dansk TNC
Grp. 2: nabovirksomhed
Grp. 3: offentlig myndighed
Grp. 4: ekstern ekspert
NEJ
KUN FÅ
Figur 6.2 Informanters kendskab til argentinske virksomheder med en miljøpolitik. n = 23.
Flere informanter inddeler virksomhederne i tre grupper: en gruppe, der er bevidst og anstrenger
sig for miljøet (en ny generation), en lille gruppe, der er bevidst, men prøver at undvige (ond tro)
og en stor gruppe, der slet ingen anelse har (uvidenhed). Nogués (i, 2003) er skeptisk overfor
denne definition, fordi han mener, alle virksomheder udmærket kender til de miljøproblemer, der
opstår som følge af økonomisk aktivitet. Derfor opdeler han kun virksomhederne i to grupper.
En lille gruppe, der overholder miljøreglerne og en anden meget stor gruppe, der ikke overholder
reglerne. Denne sidstnævnte gruppe, der udgør de fleste nationale virksomheder, opfatter miljø
som en ekstra omkostning, fordi man for det første ville være nødt til at ansætte en ekstra
medarbejder, en ekspert, der skal være ansvarlig for miljø. Derudover vil der være udgifter til
forsendelse af affald, affaldsafgifter og afbødning af negative indvirkninger på miljøet. Man ville
ikke længere kunne komme af med affaldet ved at ”smide det et eller andet sted” (Scandroglio,
i, 2003). Produktionschef i Chr. Hansen Argentina, Jorge Bofferón (i, 2003) fremdrager at: ”De
små virksomheder… ser mange gange miljøtemaet som en udgift og ikke som en investering”.
Forbedringer i miljø og mange former for innovationer, der kræver investeringer (Jacobsen, i,
2003), og som på langt sigt ville kunne vise sig at være fordelagtige, foretages ikke. Der er
blandt argentinske politikere, fagforeninger, lokale virksomheder og menigmand en udbredt
opfattelse af, at miljøforbedrende investeringer kun er en udgift, som vil koste virksomheden
ressourcer på bekostning af arbejdspladser. Det vigtigste på nuværende tidspunkt er at få
produktionen i gang for enhver pris. Se afsnit 6.3.5.
Adskillige informanter mener, at der er virksomheder, der i hemmelighed forurener. Mange
SME’er skaffer sig af med affald på en ulovlig måde, enten fordi de ikke forstår
miljøsammenhængen, er ligeglade, eller fordi de ikke har den fornødne økonomi til at bortskaffe
spildprodukter på en forsvarlig måde, pointerer Marcheschi (i, 2003). Det er derfor normalt at
finde kasserede materialer fra industrien på uopdyrkede områder. Manrique (i, 2003a)
fremhæver, at 90 pct. af producenterne i lokalområdet omgår miljøloven. Manzi (i, 2003) har
kendskab til to anlæg i lokalområdet i Córdoba, som på trods af, at de udleder spildevand direkte

6. Danske virksomheders indflydelse på miljøpraksis i Argentina
i grøften, har fået miljøgodkendelser af de kommunale myndigheder. Leiva (i, 2003) påpeger, at
der i Cipolletti ikke er mange virksomheder, der implementerer miljøregler. De behandler ikke
deres spildevand eller overholder de gældende miljølove, og skyder skylden for lugtgenerne på
Hartmann-PPM. Kommunen er selv en af lovovertræderne, idet den ikke har et anlæg til
behandling af det kommunale spildevand i.e. kloakering, påpeger Silvera (i, 2003). En del af
forklaringen på, at kommunen ikke kræver, at virksomhederne gør noget ved deres
spildevandsproblem, kan derfor hænge sammen med, at den mangler den moralske autoritet. Det
samme gør sig gældende i mange andre argentinske kommuner:
”Altså, det er jo ikke så let for en inspektør, der kommer ud og siger: ’I burde gøre noget ved det her
spildevand’, ikke. Når alle ved, at [spildevand fra] samtlige huse i Quilmes og omegn det ryger lige ud, ikke.
Hvorfor skal vi, når de ikke skal?” (Jacobsen, i, 2003).
Jacobsen mener desuden, at regering og myndigheder i kommune og provins mangler overblik
over, hvilke virksomheder der eksisterer, og hvem der overtræder miljølovgivningen. Han
tilføjer, at argentinske virksomheder aldrig har opfyldt de krav, der i dag stilles lovmæssigt.
Stilles der ens miljøkrav til indenlandske og udenlandske virksomheder?
Formelt stilles der de samme myndighedskrav til udenlandske som til argentinske virksomheder,
betoner adskillige informenter. Der er derimod stor forskel på, hvordan loven håndhæves overfor
TNC’er og SME’er.
Staten har ikke tilstrækkelige midler til at gennemtvinge overholdelse af regler, påpeger
underdirektør for FARN, Daniel Ryan (i, 2003). Derfor finder en prioritetsafvejning sted i
myndighedernes udvælgelse af, hvem der skal kontrolleres (Girardin, i, 2003). Det sker ud fra
den betragtning, at store virksomheder med eksport har råd til miljøforanstaltninger, og at det er
lettere at kontrollere udledning fra én stor virksomhed end fra mange små. Resultatet er derfor, at
kontrol og håndhævelse overfor mange SME’er er mere slap end overfor TNC’er. Hvis loven
overtrædes, straffes de ikke så hårdt (Bascur, i, 2003). Et TNC bliver altså ikke behandlet på en
speciel måde, fordi det er et TNC, eller fordi det er en udenlandsk virksomhed, men fordi det
inden for sit område eller sin sektor er blandt de største virksomheder:
”Det er derfor, jeg stadig tænker, at de fremmede virksomheder ikke pålægges forskellige lovgivninger, men
det kan se sådan ud, fordi den udenlandske virksomhed er stor, og de store får en anden behandling end de
små. Det er et spørgsmål om virksomhedens størrelse og ikke om kapitalens oprindelse eller virksomhedens
oprindelse” (Macaño, i, 2003).
I praksis virker det, som om kun TNC’er eller de virksomheder, der følger miljøregler, udsættes
for kontrol. Det forholdsvis lave antal virksomheder, der får udstedt et certifikat, synes at
bekræfte dette. Cevasco (i, 2003) påpeger, at det nationale miljøsekretariat sidste år kun udstedte
omkring 40 certifikater, hvilket han mener ikke står i et rimeligt forhold til landets antal af
virksomheder.
Flere informanter fra nabovirksomheder (gruppe 2) beklager sig over den uens konkurrence,
der følger af myndighedernes differentiering i kontrol mellem store og små virksomheder. Er
virksomheden stor og international, udsættes den særligt for myndighedernes interesse. Som
Simonsen (i, 2003) konstaterer, kan AFISA simpelthen ikke undgå kontrol, fordi virksomheden
er stor og eksporterer:
”Jeg tror nok, de kigger lidt mere efter os, nærmest fordi de tror, vi har penge. Det er ret sikkert, fordi det
også er givet, at de store lokale virksomheder tager det lemfældigt på visse områder”.
51

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Myndighederne er ikke tilbageholdende med at kræve den i princippet meget restriktive
argentinske lovgivning overholdt af TNC’er, hvilket er forbundet med et meget omfattende
bureaukrati (Romero, i, 2003). Simonsen (i, 2003) pointerer, at bureaukrati og papirarbejde er
meget vigtigt i Argentina, og at man som international virksomhed må overholde reglerne.
Denne praksis står i skarp kontrast til de kontrolforhold, der gør sig gældende for lokale
argentinske virksomheder:
”Du kan prøve at kigge på de små gedemejerier, der ligger herude… Hvordan fanden de kan få lov at
producere, det fatter jeg simpelthen ikke. Det er helt... og de arbejder sort og der er ingen miljø - og der er
svineri ud over alle grænser”.
Da den argentinske økonomi kun til dels fungerer som en officiel økonomi, forstærkes
virkningen af myndighedernes forskelsbehandling for de virksomheder, der følger miljøreglerne.
Manrique (i, 2003a) påpeger, at det ikke er et lille eller skjult problem, men at ”det er noget, der
tales åbenlyst om”. Halvdelen af den argentinske økonomi, mener Jacobsen (i, 2003), er uformel
og indgår i et stort marginaliseret sortmarked, hvor der ikke tages miljøhensyn, og som
konkurrerer med etablerede virksomheder, der betaler skatter og i mange tilfælde forsøger at tage
miljøhensyn. Sortmarkedsandelen for mælk svarer f.eks. til hele SANCORs markedsandel,
pointerer Manzi (i, 2003):
”Vi investerer, eller nu med ændringen i valutaen skifter det, men i hvert fald var det omkring 30.000 dollars
om året på behandling af affald. Og det er mange penge. For at konkurrere med et andet firma, som bare
løfter låget og smider det hele ud. Så omkostningen er meget høj. Denne beslutning... er en udgift, som andre
er fuldstændig ligeglade med” (Marcheschi, i, 2003).
6.2 Påvirkning fra de danske virksomheder
6.2.1 Rollemodellen – det gode eksempels magt
Vil en virksomhed, der udviser miljøhensyn og kan fremvise gode miljømæssige resultater,
kunne virke som rollemodel for andre virksomheder og fremme miljøforbedringer i Argentina?
Det er der delte meninger om. Informanterne er splittet i to lige store grupper på hver 8 ud af 18
(figur 6.3). Det er påfaldende, at så mange eksperter (gruppe 4) mener, at rollemodellen virker,
mens en stor andel af myndighedernes repræsentanter (gruppe 3) ikke mener, en rollemodel vil
have nogen effekt. Denne fordeling opstår måske, fordi eksperternes udgangspunkt er teoretisk,
og at de derfor kan se mulighederne for miljøforbedringer. Myndighederne tager udgangspunkt i
argentinske virksomheders faktiske praksis, hvorfor de måske ikke støtter idéen om
rollemodellen.
Der er flere informanter, der tror på virkningen af en rollemodel inden for rammerne af en
virksomheds interne politik. Innovation er nøgleordet gennem procesforbedringer, reduktion i
materialeforbrug, forbedring af teknik og udstyr samt effektivisering. Manrique (i, 2003a)
forholder sig dog skeptisk, når det drejer sig om SME’er. Han mener ikke, at det vil ændre
arbejdsmetoderne på lokale SME’er eller, at der i fremtiden vil blive taget mere hensyn til
miljøet, ”for det passer dem ikke”. Det er et spørgsmål om kultur. Denne anskuelse deler
Marcheschi (i, 2003), idet den almindelige SME, der leverer til det nationale marked, ikke vil
komme til at innovere. Virksomheder, der er store nok til at eksportere til oversøiske markeder i
ilande, vil under alle omstændigheder blive afkrævet visse minimumsbetingelser på
miljøområdet, hvilket begrænser rollemodellens gyldighed for virksomheder. Silvera (i, 2003)
fra Hartmann-PPM er en af de informanter, der tror på rollemodellens gode effekt. Han er
52

6. Danske virksomheders indflydelse på miljøpraksis i Argentina
overbevist om, ”at man kan opnå meget med et godt eksempel”. På trods heraf er Silvera ikke
sikker på, at andre virksomheder er interesserede i at implementere et miljøforvaltningssystem.
50
45
40
35
30
Pct. 25
20
15
10
5
0
JA
NEJ
Grp. 1: dansk TNC
Grp. 2: nabovirksomhed
Grp. 3: offentlig myndighed
Grp. 4: ekstern ekspert
VED IKKE
Figur 6.3 Rollemodel – virker den? Informanters svar på om en virksomhed vil kunne fungere som
rollemodel. n = 18.
Tidligere borgmester og medlem af byrådet i Cipolletti Julio Rodolfo Salto (i, 2003) har ikke
tiltro til virkningen af det gode eksempels magt. Han mener, der skal en stærk stat og et nationalt
projekt til. Miljøhensyn er noget, staten skal regulere, for en virksomhed ønsker profit og vil ikke
installere udstyr, som kan undværes. Dette, mener Salto, er virkeligheden i Argentina. Dette kan
tolkes som et ønske om lov og orden tilpasset den argentinske mentalitet, der bygger på en
feudalstruktur. Den stærke leder ville kunne sikre den stabilitet og retssikkerhed, der i øjeblikket
mangler. I Argentina benyttes sanktioner for at opnå lovlydighed, mens man i Danmark opnår
resultater på miljøområdet i et tæt samarbejde mellem myndigheder og virksomheder. Denne
metode er der skepsis overfor i Argentina. Myndighederne tror ikke, det er muligt at opnå
miljøforbedringer ved at uddelegere ansvar til virksomhederne. Fik en virksomhed i Argentina
f.eks. 3 år til at fremkomme med miljøløsninger, ville den formentlig ikke gå i gang med at løse
problemet med det samme, men i stedet spekulere på, at et politisk skifte ville slække på kravet.
Informanternes svar viste sig anderledes positiv ved en mere konkret forespørgsel, om der er
en miljømæssig spredningseffekt fra navngivne danske fabrikker. 18 af 38 informanter mener, at
der er en afsmittende miljøeffekt, direkte eller indirekte, af de danske virksomheders
tilstedeværelse (figur 6.4). Kun 3 af 38 mener, det er uden betydning. Der var mange
informanter, 17 af 38, der ikke kendte de pågældende danske virksomheder og derfor ikke kunne
tage stilling.
Sammenlignes fordelingen af de forskellige gruppers besvarelser, er det påfaldende mange,
som ikke tror på rollemodellen, men som tilsyneladende alligevel mener, der er en positiv
miljøeffekt af de danske TNC’er. Det hænger måske sammen med, at et lavere antal informanter
besvarede det generelle spørgsmål. Det er derfor interessant at hæfte sig ved den høje besvarelse,
der taler i favør af en positiv indflydelse på miljøet fra danske virksomheder i Argentina. Under
53

Danske datterselskaber og miljøpraksis
interviewene var der mange informanter, der gav udtryk for, at man i de skandinaviske lande
tager specielt hensyn til miljøet, og at man i det hele taget gør meget for miljøet.
50
45
40
35
30
Pct. 25
20
15
10
5
0
54
JA
Grp. 1: dansk TNC
Grp. 2: nabovirksomhed
Grp. 3: offentlig myndighed
Grp. 4: ekstern ekspert
NEJ
VED IKKE
Figur 6.4 Positiv påvirkning fra danske TNC’er? Informanternes svar på om der er en positiv miljømæssig
påvirkning fra de danske TNC’er. Størstedelen af kategorien ”ved ikke” kendte ikke de danske
virksomheder. n = 38.
6.2.2 Påvirkning fra de danske datterselskaber
På den nordlige halvkugle har man allerede indlemmet miljøspørgsmål i produktionen, og når
TNC’er kommer til Argentina, medbringes denne praksis, påpeger flere informanter. Romero (i,
2003) mener, at det er meget almindeligt, at store amerikanske (US) og europæiske
virksomheder er ISO 14.000 certificerede. Størstedelen af de udenlandske virksomheder har
derudover typisk som minimum deres egne miljørevisionssystemer, som kontrolleres af
modervirksomhedens miljøafdeling. Det tekniske input på miljøområdet, mener Nogués (i,
2003), vil give Argentina et løft. Rusiñol (i, 2003) omtaler miljø via udenlandske TNC’er som:
”ringe i vandet”, idet moderselskabets miljøkrav gennem datterselskabet i et uland kommer ud
til underleverandører og underentreprenører:
”Volkswagen producerer gearkasser til hele verden, men producerer ikke alle delene til Volkswagen bilerne.
Det, de gør, er at samle. De har en masse serviceydere, men denne virksomhed, som moderselskab, kræver af
disse samtidig med, at de kræver af Lasa, der forsyner dem med X antal materialer eller drejervirksomheden
Don Juan, der forsyner dem med noget andet, eller rengøringsfirmaet, der skal feje indenfor, ganske
langsomt skal de begynde at føre et ordentligt liv og fungere som et moderselskab, der skaber bevidsthed og
bemyndige personalet og så kommer den bemyndigede arbejder hjem og fortæller det til sin kone. Det skaber
en meget vigtig bevidstgørelseseffekt” (Rusiñol, i, 2003).
I Arlas tilfælde kom der et hold af specialister, som tilførte viden udefra. Dette bidrager til
udbredelse af miljøforbedringer ikke mindst til lokale virksomheder og samarbejdspartnere,
betoner Macaño (i, 2003).
Den overvejende del af de informanter, der kender de danske datterselskaber, mener, at der er
en positiv effekt ved deres tilstedeværelse. Rho (i, 2003) pointerer, at der er mange flere positive

6. Danske virksomheders indflydelse på miljøpraksis i Argentina
end negative resultater af Arlas tilstedeværelse. Diserio (i, 2003) fremhæver, at alle i Cipolletti
kender til Hartmanns eksistens og til deres miljøbevidsthed, hvor der ikke er ”blevet sparet på
fysiske og økonomiske anstrengelser” (Ortega, i, 2003). Pagliotti (i, 2003) mener ikke, at en
dansk virksomhed ville kunne skade miljøet, men tværtigmod vil bidrage til samfundet og hjælpe
med at passe på miljøet. ”Her tager alle Arla som et eksempel, man kan følge” fremhæver
Garnero (i, 2003).
Direkte påvirkning
De danske virksomheder er vant til at håndtere miljøkrav og anvender deres miljøerfaringer, når
de etablerer sig i Argentina, mener landmand og tidligere formand for kooperativet SANCOR
Orestes Manrique (i, 2003b). Når det drejer sig om TNC’er fra Europa, mener han, at dette er
helt normalt. Miljøforhold er det første, de interesserer sig for, i modsætning til lokale SME’er,
der først stiller spørgsmål om vand og elektricitet, betoner Villarroya (i, 2003).
Porteñas miljømæssigt initiativrige borgmester Daniel A. Peretti (i, 2003) mener, at der kun er
fordele ved at have Arla i området, og at miljøet i området påvirkes positivt. Arla har været en
stor hjælp for kommunen, betoner Peretti, som tror, at virksomheden vil have en positiv
indflydelse på Porteña og på hele regionen. På grund af Arla er et tidligere miljøproblem blevet
til et nyttigt værdiprodukt. Villarroya (i, 2003), der tidligere kæmpede for at redde den
biologiske mangfoldighed i Laguna Mar Chiquita, som var truet af valleudledningen, er glad for,
at problemet er løst på en miljømæssig forsvarlig måde; men samtidig er hun chokeret over den
mangel på omtanke, der tidligere dominerede håndteringen af spildevand: ”forestil dig, at man i
år 2000 ikke spurgte, hverken hvor vallen, det biologiske slam eller fedtet blev af”. Denne
fremgangsmåde for lokale SME’ers omgang med affald bekræftes af flere lokalproducenter.
Arlas miljøpraksis, mener den lokale osteproducent, Héctor Rodolfo Baldo (i, 2003), er åbenbart
forskellig fra alle andre virksomheders i området. Flere informanter giver udtryk for, at lokale
virksomheder hælder spildevand i ”grøften”. To citater er beskrivende for virkeligheden i lokale
osterier hhv. slagterier:
”Når de afslutter en osteproduktion, så læsser de al vallen på hestevogn og tager til det sted, hvor vejen
ender, så lægger de pumpeslangen i grøften, og sådan er det bare!” (Manzi, i, 2003).
”Vi behandler det meget, meget lidt. Vi forsøger udelukkende at skille fedtet fra blodet: blod, fedt og vand.
Og vandet pumpes ud i lagunerne. Og vi gør ikke mere... blodet hælder vi i lagunen i kommunens
affaldslagune, i de sanitære beholdere... Man kan måske tænke, hvorfor gør vi ikke det for miljøet – for at
beskytte miljøet. Vi kan kun gøre dette for at beskytte miljøet, men ingen her i landet gør det. Der er et andet
slagtehus i Morteros og et andet i San Francisco og et andet i Villa Trinidad, andre byer i regionen, og de
gør ikke noget. Absolut ingenting. F.eks. bliver vandet fra lagunerne i Morteros hældt direkte... i grøfter på
den anden side af gaden – af vejen” (Garnero, i, 2003).
Påvirkning af underleverandører
Virksomheder, der vil opnå ISO 14.000 certificering, skal kræve sin miljøpolitik overholdt af
sine leverandører, transportfirmaer, etc., pointerer Silvera (i, 2003).
55

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Leverandørkrav spiller en afgørende rolle for SME’ers miljøhensyn, fremhæver Buranello (i,
2003). SME’er er ofte underleverandører til TNC’er, som kræver, at deres miljøpolitik også
overholdes af det pågældende SME. Buranello mener, at SME’et opfylder miljøkrav for at
beholde en kontrakt; men ved kontraktophør fortsætter de ”som før”:
”Da deres leverandører beder dem om et bestemt minimum af kvalitetsniveau, er disse virksomheder nødt til
at inkorporere miljøvariablen i deres beslutninger. Mange gange så er punktligheden, med hvilken disse
virksomheder anvender deres miljøregler, større end hvad regeringen har magt til at få dem til at opfylde”
(Girardin, i, 2003).
Fernández (i, 2003) mener også, at krav til leverandører vil hjælpe på en virksomheds
miljøpræstationer; men Chr. Hansen Argentina har ikke oplevet, at der blev stillet sådanne krav
fra dets kunder, ej heller, at der har været et folkeligt ønske for det eller en statslig interesse. Den
argentinske befolkning er generelt ligeglad med forurening, fordi den ikke er bevidstgjort
omkring miljøtemaet og ikke kender til betydningen af forurening og konsekvensen heraf. Der
bliver taget miljøhensyn og indført miljøforbedrende teknologi, fordi moderselskabet kræver det
(Fernández, i, 2003):
”De føler ikke, at det er en besparelse, da det ikke er et konkret krav fra vore kunder, er det ikke nødvendigt.
Vi gør det, fordi Danmark kræver det, og fordi det er noget, der skal gøres; men ikke fordi det er en prioritet,
ej heller fordi der er en bevidstgørelse om, hvad det betyder at passe på miljøet” (Fernández, i, 2003).
Mentalitetsændring
Danske virksomheders tilstedeværelse har medført, at der sker en langsom, ubevidst påvirkning,
mener flere informanter. På det halve år, der er gået siden AFISAs officielle åbning, er man i
lokalområdet blevet mere bevidst om miljøet, fremhæver Villarroya (i, 2003). Miljøtemaet er
blevet synliggjort over for en lang række aktører e.g. befolkning, lokalpolitikere, fagligt og
administrativt personale fra lokale virksomheder, som nu er begyndt at tænke på en anden måde
end tidligere om miljøet (Zumel, i, 2003). Baldo (i, 2003) fremdrager, at på trods af, at mange
SME’er på nuværende tidspunkt ikke har råd til at indføre miljøteknologi, betyder det meget for
udbredelsen af miljøforståelse, at områdets fabrikker, tekniske universiteter og folkeskoleklasser
besøger AFISA. Kontakten bevirker, at miljø kommer på dagsordenen og indarbejdes i en lang
række personers referencerammer (Zumel, i, 2003). Rho (i, 2003) mener, at det fik én ”til at
åbne øjnene”. Det professionelle og seriøse miljøengagement, som virksomhedens specialister
udviste, var noget de lokale lagde mærke til. Manrique (i, 2003a) mener, at også befolkningen
med Arlas tilstedeværelse er blevet bevidst om miljøet. Der er sket et brud i befolkningens
mentalitet i og med, at det ikke længere opfattes som tilstrækkeligt at nedgrave affaldet, men at
der skal tages hånd om det på en anden måde. Kontakten til AFISA har været afgørende for
denne ændring i mentalitet:
”Vi får besøg af landmænd her, der f.eks. når de ser spildevandsfabrikken, eller når vi forklarer dem,
hvordan den virker, så begynder de at tænke på deres eget spildevand og hvad de gør med deres affald og
begynder at stille spørgsmål, eller de spørger, hvordan det er i Danmark, de stiller spørgsmål om danske
landmænd, hvordan de gør det og det og vil gerne sammenligne teknikker og resultater, eller hvad det nu kan
være” (Zumel, i, 2003).
De ordnede miljøforhold hos Arla, mener Ortega (i, 2003), har hjulpet kontrolmyndighederne, så
de har lettere ved at lægge pres på de øvrige virksomheder. Diserio (i, 2003) mener, det samme
gør sig gældende i Cipolletti. Hartmanns tilstedeværelse har haft en afsmittende effekt, idet
miljøbevidsthed har bredt sig til de øvrige virksomheder, så mange af dem nu opfører
56

6. Danske virksomheders indflydelse på miljøpraksis i Argentina
rensningsanlæg. Diserio påpeger, at det til dels er sket på grund af provinsens pres, som er
foranlediget af pres fra NGO’er eller lokalbefolkning. Dette pres har fået provinsens
kontrolmyndigheder til at handle mere alvorligt og pålægge virksomhederne bøder, hvis ikke der
blev foretaget miljøforbedringer. ”Eftersom det altid er lommesmerterne, der er de værste, så
bruger de nu mere på opførelsen af rensningsanlæg”.
Indirekte påvirkning
Udover de direkte påvirkninger taler flere informanter for, at der også finder en mere indirekte
påvirkning sted, der er vanskelig at måle. Dette sker bl.a. gennem medarbejdere og deres familie.
Jacobsen (i, 2003) pointerer, at ”en god del” af Chr. Hansen Argentinas medarbejdere bor i
lokalområdet, og at de, når de kommer hjem, snakker med familien og på denne måde
viderebringer Chr. Hansens værdisæt i ”en eller anden facon”. Et lignende argument fremfører
Silvera (pk, 2002), som mener, der sker en spredning via Hartmann-PPM’s kontakter: andre
virksomheder, eksterne kolleger, politikere, embedsmænd, lokalbefolkning og journalister.
Anonym tilværelse
Mange TNC’er fører en anonym tilværelse ud fra en idé om, at ingen omtale er bedst for
forretningen jf. ordsproget: ”den der lever skjult, lever godt”. Dette gør sig også gældende for de
danske virksomheder i Argentina. Pérez (i, 2003) mener, Chr. Hansen Argentina er meget
anonym og ikke gør meget ud af sig selv, men at det har et godt niveau, hvad angår miljøhensyn.
Bascur (i, 2003) er af den antagelse, at hvis man ikke hører noget, betyder det, at alt er godt:
”Hvis man ikke hører noget om floden, er det fordi alt går godt”. Og man hører ikke noget om
Hartmann-PPM, pointerer hun.
Det er dog ikke altid en fordel for en virksomhed at være alt for anonym, idet den kan blive
offer for misforståelser. Silvera (pk, 2002) gør opmærksom på, at mange lokale tror, at det er
Hartmann-PPM, der forurener og spreder den meget ubehagelige svovllugt, der kan lugtes over
det meste af byen. Lokale informanter mener ligefrem, at Hartmann-PPM er en alvorlig
forurener. Der er intet kendskab til, at Hartmann-PPM og dets nabo Productos Pulpa Moldeada
er to forskellige virksomheder. Productos Pulpa Moldeada, der producerer cellulose uden nogen
form for miljøstrategi eller end-of-pipe-løsninger, er den egentlige ansvarlige for de ubehagelige
lugte, der generer hele kvarteret, herunder et stort beboelsesområde (Sanz, pk, 2002). Professor i
geografi ved UNC, Mónica I. Bendini (i, 2003) virkede overrasket over at høre, at der er tale om
to forskellige fabrikker, og at Hartmann-PPM overholder de argentinske miljøregler:
”… på lokalniveau er opfattelsen, at den er yderst forurenende… Denne forurening var der, da jeg kom for
30 år siden, og det bliver stadig værre. Det er over hele byen. Det er i udkanten. Alle og enhver kommer der
forbi, der er mange boligkvarterer tæt på” (Bendini, i, 2003).
Hartmann-PPM mener selv, den gør en stor indsats for at vise, at virksomheden ikke er identisk
med naboen Productos Pulpa Moldeada, der stadig forurener. Skoler inviteres, og man arrangerer
andre aktiviteter, hvor virksomheden viser rensningsanlægget frem, pointerer Silvera (pk, 2002).
Økonomisk påvirkning
Økonomisk påvirkning er lettere at observere end langsigtede miljømæssige virkninger af danske
virksomheders tilstedeværelse i Argentina. I Arlas tilfælde nævner informanter da også først og
fremmest, at det har været den økonomiske udvikling, der har betydet mest for lokalområdet.
Etableringen af AFISA har ført til generelle forbedringer i området, mener Peretti (i, 2003). Det
57

Danske datterselskaber og miljøpraksis
samme gør sig gældende i Chr. Hansen Argentinas tilfælde. Bofferón (i, 2003) nævner
økonomien som det vigtigste for lokalsamfundet, idet virksomheden støtter en skole, et hospital
og andre velgørende formål. Scandroglio (i, 2003) er af samme mening. Han pointerer, at Chr.
Hansens tilstedeværelse i Quilmes er godt både for området, for folket og for landet, fordi den
tilfører ekspertise og er unik indenfor sit område. Denne antagelse deler Mandagarán (i, 2003) og
påpeger, at Chr. Hansen bidrager til en spill-over effekt, der gavner industrien. Miljø bemærkes i
denne sammenhæng ikke. Men måske er de miljømæssige fordele noget, der ikke umiddelbart
skal ses. Bofferón mener, at de miljømæssige fremskridt kan måles på, at der ikke længere er
naboklager. Tidligere havde Chr. Hansen Argentina en del naboklager over lugtgener. I
forbindelse med produktionsophør af det produkt, der forårsagede gener, er der ikke længere
nogen klager og det er efter Bofferóns mening det bedste tegn på, at Chr. Hansen Argentina
påvirker nabolaget positivt.
Med Arlas etablering ved Porteña har det, udover byudvikling og beskæftigelse, for byen
betydet infrastrukturel udvikling e.g. anlæggelse af et rensningsanlæg, hvortil landsbyens
kloaksystem nu er tilkoblet. Flere gårde har fået indlagt rindende vand (Manrique, i, 2003a).
Disse investeringer ville ikke være blevet foretaget uden de miljøgarantier, Arla krævede af
Porteña kommune forud for etableringen (Rossotto, i, 2003). Peretti (i, 2003) fremhæver, at det
var Arlas ønske om miljøhensyn, der var udslagsgivende for AFISAs lokaliseringsvalg. Valget
stod mellem nabolandsbyerne Porteña og Brinkmann og byrådet i Porteña kunne tilbyde en del
af de miljøfaciliteter, Arla krævede, fordi byrådet i Porteña gennem længere tid har udvist et
særligt miljøengagement. Med disse miljøkrav påpeger flere informanter, at det var
virksomheden, der havde miljøinitiativet og ikke myndighederne, hvilket også er en af årsagerne
til, at Villarroya ønsker at blive hos AFISA og kæmpe for miljøet, ”fordi der respekterer man
miljøet”.
En anden vigtig økonomisk fordel, der er af mere individuel karakter, er den økonomiske
sikkerhed, en ansættelse hos et TNC giver. Flere informanter fremhæver de ”gode, velbetalte
job”, der er i TNC’er. Et TNC behandler sine medarbejdere bedre end lokale virksomheder. Man
er mere sikker i sin ansættelse, og man får sin løn til tiden.
58

7. Barrierer
7. Barrierer
Dette kapitel behandler problemformuleringens sidste underspørgsmål, som omhandler, hvilke
barrierer der er for en forbedret miljøpraksis i Argentina. Kapitlet indeholder en diskuterende
analyse og skal betragtes som specialets diskussionskapitel.
Argentina var for ikke så længe siden på ”rette vej” mht. miljøet, betoner flere informanter,
men i dag stemmer behandlingen af miljøemnet i Argentina ikke overens med den relative
udviklingsgrad landet har, påpeger Girardin (i, 2003). Informanterne mener, at en række faktorer
hindrer miljøforbedringer i Argentina (De seks hyppigste fremgår af figur 7.1). Af figuren og
informanternes øvrige besvarelser er udvalgt fire emner, som vil blive behandlet i dette kapitel.
Rækkefølgen er således:
▪ Økonomiske begrænsninger
▪ Mangel på bevidsthed og motivation
▪ Politiske barrierer
▪ Infrastrukturelle barrierer og manglende stabilitet
Kapitlet afsluttes med et afsnit, som beskriver de initiativer, informanterne anser vil kunne bedre
miljøet i Argentina.
Barrierer
Økonomiske begrænsninger
Mangel på bevidsthed /
motivation
Manglende politisk prioritet
Manglende håndhævelse af
lovgivning
Kultur
Korruption
0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Figur 7.1 De hyppigst angivne barrierer for miljøforbedringer i Argentina.
Grp. 1: dansk TNC
Grp. 2: nabovirksomhed
Grp. 3: offentlig myndighed
Grp. 4: ekstern ekspert
7.1 Økonomiske begrænsninger
Et lands økonomi er afgørende, når miljøet skal respekteres (Bofferón, i, 2003). At løse
miljøproblemer kræver investeringer. Uden ressourcer vil det være vanskeligt at opnå
miljøforbedringer. Den dybe krise, Argentina befinder sig i, har medført en høj arbejdsløshed.
Det virker i følge Girardin (i, 2003) ikke som det rette tidspunkt at tage sig af miljømæssige
spørgsmål. Miljømæssige hensyn udvikler sig, som folk, i økonomiske opgangstider. I starten af
Pct.
59

Danske datterselskaber og miljøpraksis
en krisesituation er ”hele verden” ikke blot berørt, men der er også en følelse af ustabilitet og
angst for, at tingene bliver værre, hvilket tit medfører ”en slags formørkelse af forstand og syn”.
Når krisen kommer på afstand, vil miljøet prioriteres højere igen, pointerer Deina (i, 2003).
Embedsmand i Porteña kommune, Roberto Rossotto (i, 2003), mener, det vil ske ”Om tre-fire
år, når situationen ikke længere er så katastrofal”. Flere informanter lægger vægt på, at en
bedring af den økonomiske situation er afgørende for miljøet. Det virker derfor ikke
overraskende, at mellem 70 og 90 pct. af informanterne mener, at den dårlige økonomi i
Argentina er en hindring for hensynet til miljøet 8 (figur 7.1). Informanterne påpeger, at
økonomiske forhold spiller en meget større rolle i Argentina end miljømæssige spørgsmål.
Beskæftigelse er central i denne sammenhæng. Girardin (i, 2003) mener, den argentinske
befolkning forbinder arbejde med en forbedret levestandard og ”eftersom man gerne vil have
arbejde, holder man op med at stille krav på miljøområdet”. Denne trade off mellem
beskæftigelse og miljø har skabt en form for ”pengeafpresning”, hvor fyringstrusler bliver brugt
som argument for ikke at forbedre miljøforhold. I landsbyen Brinkmann med 7000 indbyggere er
183 personer beskæftiget i byens to store virksomheder. Da halvdelen af lokalsamfundet er
afhængig af denne beskæftigelse, mener Garnero (i, 2003), at miljøspørgsmål ignoreres. Possetto
(i, 2003) forklarer, at forurening i sidste ende vil være den miljøomkostning, man skal betale for
at have et arbejde. Selvom man kender til miljøproblemerne, gælder det om at undgå sult for
enhver pris (Anguita, i, 2002). De demografiske forandringer, der de senere år har fundet sted,
har forstærket accepten af forurening. Sammensætningen i befolkningen, der traditionelt har
bestået af immigrerede europæere med middelklassebaggrund, er under forandring.
Middelklassen, der tidligere var en stor og toneangivende samfundsgruppe, decimeres (DR,
2002f; DR, 2002h; Felicia, i, 2003), og hermed mindskes også bevidstheden om miljø, der er
afhængig af middelklassens indflydelse. En større og større andel af befolkningen, som bosætter
sig i byernes periferi, står uden for det etablerede samfund og udgør i praksis en stor
marginaliseret befolkningsgruppe. Hermed er der flere og flere, der følger en ”’live for the day’
attitude” (overlevelsesmentalitet) som beskrevet af Romero (2002:327), og som har en anden
prioriteringsrækkefølge end den, man finder i middelklassen, som har en mere langsigtet
planlægningshorisont. Se Bilag C. I dag er over halvdelen af den argentinske befolkning fattig
(INDEC, 2003). Med en stor fremvoksende underklasse og stor arbejdsløshed kan man forvente,
at politikere i stigende grad vil blive valgt ud fra håndfaste løfter om beskæftigelse, hvorimod
mere diffuse og langsigtede miljøstrategier ikke kan forventes at blive belønnet. ”Størstedelen af
befolkningen er mere bekymret over, hvor maden skal komme fra” (Felicia).
Økonomisk vækst har forrang
Det er en udbredt mening blandt informanterne, at det er vigtigt at få nedbragt den store
arbejdsløshed, og at det er nødvendigt at genvinde den økonomiske aktivitet. Journalist ved
Dagbladet Perspectiva Sur, María Cristina Felicia (i, 2003) mener, at staten på et tidspunkt
begyndte at prioritere beskæftigelse frem for miljø. Loven håndhæves meget ”fleksibelt” af
hensyn til de mange virksomheder, der har været hårdt ramt af recessionen og måtte lukke, hvis
miljøreglerne skulle håndhæves rigidt (Bofferón, i, 2003). Om en virksomhed forurener, opfattes
med andre ord mindre vigtigt, når blot den sikrer beskæftigelse. Mange informanter mener, at der
er meget forurening på grund af denne ”fleksible” eller sågar manglende kontrol. Bendini (i,
8 Ydergrupperne udgøres af eksterne eksperter (12 af 17 informanter) og offentlige myndigheder (8 af 9
informanter), der mener at økonomi er en hindring for miljøhensyn, herunder miljøforbedringer.
60

7. Barrierer
2003) mener, det har med beskæftigelse at gøre: ”Folk siger: ’Hvorfor lukkede den fabrik? Ja,
der er forurening, men det, som vi ønsker, er beskæftigelse’”. Der er derfor et pres fra
befolkningen om sikring af arbejdspladser, som kanaliseres til de politiske partier, som lægger
pres på de relevante myndigheder. De fleste SME’er har som sagt gennemgået strenge
økonomiske tider, så mange politikere og lokalautoriteter er uvillige til at bede dem om at
investere i miljø (Leiva, i, 2003). Se afsnit 6.1. Det er en udbredt antagelse blandt politikere og
argentinske erhvervsfolk, at miljø udelukkende er forbundet med udgifter, som ikke medfører
fordele. De mener, det er problematisk at lade virksomhederne investere i dyre miljøvenlige
løsninger, når økonomien er i så dårlig forfatning (Leiva, i, 2003). Simonsen (i, 2003) påpeger, at
den lokale borgmester ikke vil have, at en virksomhed lukkes på grund af miljøet:
”Virksomhederne skal arbejde under alle omstændigheder og hvis de forurener, ja så forurener de. Sådan er
det... Befolkningen skades også af lukninger. Hvis en virksomhed lukkes, så begynder de små stik, vi har ikke
noget mad, karteller frem for byrådet og dette er negativ propaganda. Så hvis borgmesteren vil genvælges,
kan han ikke tillade, at virksomheder lukkes” (Scandroglio, i, 2003).
”I et land, hvor det, der mangler, er arbejde, tør hverken de nationale eller provinsielle organismer lukke et
anlæg på grund af det [miljøforhold], slet ikke, hvis det er argentinske firmaer. Fordi det skaber
arbejdsløshed, udvandring eller simpelthen på grund af den dårlige omtale i pressen, som lukning af
anlægget betyder, så tør de ikke” (Marcheschi, i, 2003).
Garnero mener, at det argentinske samfund vil følge Kuznets teori 9 . Det er for samfundet vigtigst
igen at få gang i økonomien og så på et senere tidspunkt afhjælpe de miljømæssige problemer:
”Men forestil dig, jeg kan have et kommunalt slagteri her, som kun har kapacitet til at producere på lokalt
niveau og ikke overholder nogen som helst form for lovgivning. Du fremlægger det for borgmesteren, og han
siger... men der arbejder ti personer. Hvis jeg lukker, står de ti personer uden arbejde. Hvor skal jeg gøre af
dem? Så altså... sådan fortsætter det. Det er den situation, der er knuden i Argentina... Skal vi kopiere
eksemplet fra Kina, skal vi vokse og derefter rydde op? Eller skal vi vokse, mens vi rydder op? Jeg tror, at
Argentina vil vokse og derefter se, hvordan vi rydder op i miljøet... lige nu er det vigtigste i Argentina at
vokse, at bygge nye fabrikker og efter det, tror jeg, at vi vil tage os af miljøet” (Garnero, i, 2003).
Der er ingen tegn på, at argentinske virksomheder ikke skulle fortsætte med den hidtidige
praksis, når landet er kommet over den økonomiske krise. Forebyggelse vil desuden på langt sigt
være billigere og bedre for miljøet end end-of-pipe-teknologier, hvorfor en sådan strategi må
være at foretrække.
7.2 Mangel på bevidsthed og motivation
Der er i Argentina en bevidsthedsforskel i forhold til Danmark – en forskel i holdningen til
miljøet, påpeger flere informanter. De mener, at det i Argentina er helt anderledes end i
Danmark. Forskellen består i måden, man forholder sig til vandforbrug, papirforbrug og den
bevidsthed alle har om, hvad det betyder ”at smide et stykke papir på vejen”, eller ”smide noget
et sted”, hvor det ikke hører hjemme, fremhæver Fernández (i, 2003). Romero (i, 2003) er af den
antagelse, at det er lettere at administrere miljølovgivningen i de industrialiserede lande, fordi
der allerede er konsensus omkring miljø:
”Jeg tror, at det er nok bare at vide, at der findes en lov om bevaring og beskyttelse af miljøet, og at man
skal overholde den” (Romero).
9 Hermed refereres til Kuznets Kurve, som forsøger at forklare sammenhængen mellem økonomisk udvikling og
forurening: Når et land opnår en vis grad af velstand, vil forureningen falde. Hypotesen er dannet på baggrund af
udviklingen i ilande. Dens gyldighed er omdiskuteret blandt forskere.
61

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Flere informanter mener, at man i Argentina kun i ringe grad eller slet ikke tager hensyn til
miljøet. 8 af 17 eksperter (gruppe 4) og 6 af 8 ansatte i danske TNC’er (gruppe 1) mener, at
manglende bevidsthed og motivation er en hindring for miljøhensyn (figur 7.1). Manrique (i,
2003a) påpeger, at der i Argentina ”svines med spildprodukter”, og at man her kan opføre sig på
en måde, der ville blive straffet i resten af verden. ”Her smider vi det gladeligt ved siden af
mejeriet på må og få, ikke?”. Acevedo (i, 2003) påpeger, at den generelle holdning er:
”miljøbevidsthed er for de andre, ikke for mig”.
7.2.1 Miljøinteresse
Miljø – et modefænomen
Adskillige informanter mener, at miljø er et modefænomen, at interessen for miljø siden 2001 er
stagneret og i dag ikke indgår i den offentlige dagsorden. For 20 år siden eksisterede ingen
miljøbevidsthed. Den er blevet til indenfor de seneste 15 år, hvor Villarroya (i, 2003) mener,
miljøsituationen har ændret sig meget. Ryan (i, 2003) påpeger, at der i denne periode ”er sket
mange fremskridt i Argentina, selvom overholdelse af reglerne stadig sker i lille målestok”. I dag
genbruges 50 pct. af det affald, der afleveres til behandling (Scandroglio, i, 2003). I 1990’erne
var der mere kraft i miljøspørgsmålet, mener Leiva (i, 2003). Det var populært og blev ofte
behandlet i medierne. Den udvikling, der gennem 1980’erne havde gjort sig gældende i Europa
og USA med meget aktive miljøbevægelser, begyndte at tage form i Argentina gennem
1990’erne, hvor den økonomiske formåen tillod det. Idag har miljøet ikke længere høj prioritet,
undtagen ved katastrofer, pointerer flere informanter. I disse situationer mener Bascur (i, 2003),
at man er seriøs. Cevasco (i, 2003) mener, at kendskabet til miljø findes i visse kredse, men
tilsidesættes. Dagligt er det ikke noget, man bekymrer sig om (Marcheschi, i, 2003).
Det manglende hensyn til miljøet, mener flere informanter, har baggrund i uvidenhed.
Avellaneda (i, 2003) mener, at en stor del af befolkningen aldrig har hørt om miljøbegrebet og
heller ikke ved, at der eksisterer en myndighed, der anvender regler for miljøbeskyttelse. Mange
er sig ikke bevidst, at det er vigtigt at passe på miljøet for miljøets skyld og for kommende
generationer, men tror, det kun er på grund af bureaukratiet, reglerne skal overholdes. Derfor
unddrager folk sig, når de kan (Felicia, i, 2003). Det er simpelthen et økonomisk spørgsmål. ”Du
vil ikke spilde penge på noget, de ikke kræver af dig”. Geografiprofessorerne Claudia E.
Natenzon (i, 2003) fra UBA og Julio Anguita (i, 2002) fra UNC er et par af de informanter, der
påpeger den store uvidenhed i befolkningen, som de mener hænger sammen med et tilbagefald i
det intellektuelle niveau. Decimeringen af den uddannede middelklasse spiller en afgørende
rolle. Den almindelige befolkning interesserer sig meget lidt for miljøet, påpeger Felicia (i,
2003). En stor del af befolkningen synes ikke at forstå kompleksiteten i miljøproblematikken,
betoner Rossotto (i, 2003), hvorfor der er mange, der mener, at der ikke er alvorlige
miljømæssige problemer i Argentina. Macaño (i, 2003) er af den anskuelse, at det argentinske
samfund som helhed er slået ind på en populærøkologisk tankegang, selvom han mener, at
samfundet grundlæggende har en økologisk tænkemåde, der bevirker, at befolkningen bliver
modtagelig for rygter og antagelser. En af årsagerne hertil, mener Macaño, er en forringelse af
undervisningen som følge af nedskæringer og manglen på videnskabeligt grundlag i
undervisningen. En anden årsag er den måde, miljøemner behandles på i medierne.
Enkelte informanter er af den antagelse, at der er en voksende miljøbevidsthed, og at
befolkningen har større miljøbevidsthed nu end i tidligere perioder (Leiva, i, 2003). Pagliotti (i,
62

7. Barrierer
2003) mener, at der efter Rio-konferencen i 1992 begyndte at ske en mental ændring på
miljøområdet. I denne sammenhæng har adgangen til internet og kabel-TV spillet en vigtig rolle.
Miljø og medier
Miljøproblemer behandles mere i regionale medier end i landsdækkende medier. Siden 2001 har
dækningen været faldende, fordi andre emner relateret til den økonomiske krise har været
presserende e.g. retfærdighed, straffrihed, sikkerhed (Girardin, i, 2003). Tidligere behandlede
medierne miljøtemaet ud fra et internationalt fokus e.g. global opvarmning og nedbrydning af
ozonlaget (Leiva, i, 2003). De emner, der i dag omtales i medierne, drejer sig om befolkningens
bekymringer. De seneste år har det været rensning af floden Riachuelo på 1000 dage (Galizzi, i,
2003), brugen af pesticider og herbicider (Copes, i, 2003), PVC i transformatorer (Diserio, i,
2003) og føring af højspændingsledninger (Girardin, i, 2003). I Cipolletti har det været et
tilbagevendende problem med forurening af Canal de los Milicos på grund af den dårlige lugt,
det har medført for byen (Salto, i, 2003) og udledning af kloakvæsker til floden Rio Negro
(Leiva, i, 2003). Girardin (i, 2003) påpeger, at dækningen af disse temaer ikke altid sker på en
videnskabelig tilfredsstillende måde. Ofte forsimpler journalisterne vigtige sammenhænge og har
ikke tilstrækkelig faktuel viden, samtidig med at der tages parti, mener Marcheschi (i, 2003). Da
presseinformation ofte er den eneste information, befolkningen har adgang til om miljø, mener
Girardin, at befolkningens opfattelse af miljøspørgsmål forvrænges, så frygten i mange tilfælde
er overdrevet, mens reelle farer ikke erkendes.
Information og oplysning
21 af 23 informanter mener ikke, der foregår en aktiv miljøindsats fra myndighedernes side. Der
eksisterer ingen politisk beslutning på miljøområdet, betoner Villarroya (i, 2003), og
myndighederne i Argentina har ingen defineret miljøpolitik, pointerer Bofferón (i, 2003). Det har
derimod TNC’erne i form af en intern virksomhedspolitik, påpeger Marcheschi (i, 2003).
TNC’ets egne normer følges som regel, også selvom landet ikke har strenge miljøkrav
(Bofferón).
Flere informanter mener, at befolkningen ikke kender til den nationale miljølovgivning. Der
er mange love, og befolkningen kender ikke til dem. Girardin (i, 2003) fremhæver, at der er
mangel på adgang til information. En af årsagerne er, ifølge Ryan (i, 2003), at organisationerne
har fejlet i formidlingen til befolkningen. Natenzon (i, 2003) påpeger, at der ikke findes
institutioner, der varetager information og oplysning tilfredsstillende. Der mangler
kommunikation som bindeled mellem stat og befolkning, hvilket medfører, at befolkningen
bliver usikker og passiv. Det er også årsagen til, at mange SME’er ikke kender til landets
miljølovgivning (Baldo, i, 2003). Avellaneda (i, 2003) mener, at når der laves kampagne om et
specifikt emne, så bevidstgøres folk, og de reagerer.
Motivation og resignation
Befolkningen resignerer, når de miljøspørgsmål, den stiller, ignoreres af virksomheder og
myndigheder. Den mangler modstandskraft, så der udvikles en passivitet, der giver sig udslag i
en mangel på interesse for miljøforhold. Dette sker både hos befolkning og hos de lokale
myndigheder, der skal leve op til befolkningens krav om arbejde, påpeger flere informanter.
Possetto (i, 2003) pointerer, at der ikke findes nogen konstitutionel struktur i byrådsarbejdet, så
den miljøindsats, der måtte blive gjort, er afhængig af et initiativ fra enten byrådet eller
borgmesteren. Men da er den politiske magt tæt på problemet. Det er ikke kun et spørgsmål om
63

Danske datterselskaber og miljøpraksis
inhabilitet, men også om de prioriteringer, de må gøre. Possetto mener, ”den politiske magt” er
holdt op med at udfylde sin velfærdsrolle og i stedet koncentrerer sig om f.eks. at sikre
beskæftigelse, mens miljøproblemer bliver ignoreret. ”Ligesom befolkningen trækker sig tilbage,
så trækker byrådet sig også tilbage på en eller anden måde ved ikke at love så meget”. Denne
apati, mener Leiva (i, 2003), vinder også frem blandt kontrolinstanserne som en følge af, at
forhalinger eller andre faktorer trækker en løsning i langdrag.
7.2.2 Uddannelse
For at opnå miljøbevidsthed og udvikling af det argentinske samfund, mener mange informanter,
at uddannelse er nødvendig. Girardin (i, 2004) bemærker, at ”for at ensarte og generalisere
bevidstgørelsen, så tror jeg, at uddannelse er meget vigtig”. Han tilføjer, at en ændring af
uddannelsessystemet er påkrævet, for at det argentinske samfund skal blive mere demokratisk,
retfærdigt og ligestillet. For at blive et samfund, der er mere bevidst om rettigheder og pligter.
Det er nødvendigt med en mere videnskabelig funderet tilgang til uddannelse, hvilket er en
langvarig proces, mener Macaño (i, 2003). Det vil tage år at blive bevidst om, at miljøet før eller
senere sætter en grænse. Girardin henviser til den klassiske argentinske myte, der beskriver
højsletten Pampas som værende yderst produktiv. Mange argentinere siger, ”dette er et prægtigt
land, et rigt land, der er ingen grænser for det”, men i virkeligheden, påpeger Girardin,
forholder det sig anderledes. Der er f.eks. mange områder i landet, som har et meget alvorligt
vandproblem. Scandroglio påpeger, at argentinerne er besværlige, fordi de er eksperter i at omgå
loven. Derfor vil de seneste 12 år med miljøerfaringer ikke være nok til at skabe en større
miljøbevidsthed, mener han.
Flere informanter er af den opfattelse, at mere uddannelse af børnene i skolerne vil medvirke
til at udvikle det argentinske samfund også miljømæssigt. Natenzon (i, 2003) mener dog, at
uddannelse af erhvervsledere og virksomhedsejere vil have en større virkning via den
påvirkning, det kan have på en virksomheds interne politik. Natenzon anser det ikke for et
uddannelsesmæssigt problem, for befolkningen er generelt uddannet. Simonsen (i, 2003)
påpeger, at det ikke er, fordi teknikernes fagkundskab fejler noget. Da Arla skulle have foretaget
en miljøundersøgelse blev det gjort meget professionelt af det lokale universitet. Det er derfor
ikke et uddannelsesmæssigt problem, men et politisk problem (Natenzon). Der er brug for andre
ting, for at det argentinske samfund skal udvikle sig og ikke fortsætte med at være et land med
underudvikling. Der er brug for et retfærdigt samfund, at retsplejen følges, at der ikke tæres på
de offentlige budgetter, at der ikke skæres ned på offentlige midler til forskning, der er brug for
institutioner med langsigtede mål, etc. ”Når samfundet bliver solidarisk og retfærdigt, vil det
automatisk forsvare miljørettighederne”. Uddannelse af statens embedsmænd og fagfolk, mener
Cevasco (i, 2003), er nødvendig. Deres kendskab til miljø og teknologi er for lille. Bofferón (i,
2003) mener også, de fleste politikere behøver uddannelse. Generelt har de ingen teknisk
uddannelse (Anguita, i, 2002) og Bofferón mener ikke, de er miljøbevidste. Derfor er det
nødvendigt, at de uddannes, da det er dem, der skal lovgive, sørge for at lovene bliver overholdt,
samt prioritere investeringer.
7.2.3 Kultur og traditioner
Mange informanter tilkendegiver, at der er forskel på, hvordan argentinske og internationale
virksomheder opfatter miljøet og hvordan de behandler det. De angiver, at forskellen
grundlæggende er kulturelt betinget og bunder i sædvaner, den argentinske mentalitet og
mangeårige traditioner (Jacobsen, i, 2003). Anguita (i, 2002) peger på, at der i den argentinske
64

7. Barrierer
kultur er en udpræget modstand mod forandring ud fra betragtningen, at når det går godt, er der
ingen grund til at lave om på ting. Nogués (i, 2003) fremhæver, at miljøskadelige processer
fastholdes på grund af sædvaner, selvom der burde effektiviseres og innoveres med ny teknologi.
Desuden er der en modvilje mod at tage ubehagelige beslutninger (Breuning-Madsen, pk, 2004).
Possetto (i, 2003) pointerer, at SANCOR ikke introducerer ny teknologi, der vil medføre
massefyringer.
Romero (i, 2003) anser udviklingen imod en bedre forståelse af miljøproblemer som en
modningsproces og ”som en del af en mangeårig kulturel proces. En læreproces”. En af
grundene til, at der ikke for 10-20 år siden, da økonomien var bedre, blev foretaget
miljøinvesteringer, mener Felicia, er, at der i Argentina ikke er bevidsthed omkring historien og
om kommende generationer. I Argentina ”har vi altid levet og taget os af dagen i dag”.
Derudover er der kun ringe erfaring med innovation: ”Ingen har overvejet en anderledes løsning
end at fortsætte med at nedgrave som hidtil” (Felicia).
Scandroglio (i, 2003) påpeger, at: ”her har virksomhederne arbejdet i mere end 200 år uden
nogen form for kontrol”. Flere informanter mener, der er tale om en mentalitetsforskel i forhold
til f.eks. europæiske lande. Argentinske forretningsdrivende vil ikke ændre sig, hvis ikke
myndighederne direkte kræver det. Holdningen er, at når andre ikke følger loven, så gør ”jeg”
heller ikke. Scandroglio (i, 2003) anser på mange måder argentinerne for et besværligt folkefærd,
der har sin egen nationale særegenhed og specielle tænkemåde.
Kortsigtet planlægning dominerer offentlig og privat beslutningstagning i Argentina (Di Pace
et al., 1992). Girardin (i, 2003) anser, at et af de største problemer er, at langsigtet planlægning
gennem lang tid har været anset som noget dårligt. Det er måske en af grundene til, at
miljøhensyn og -forbedringer, som er af langsigtet karakter, er så lavt prioriteret i Argentina.
7.3 Politiske barrierer
7.3.1 Politisk repræsentation
Demokrati – forudsætningen for bæredygtig udvikling
Traditionerne for korruption: klient-patronforholdet, Gnocci (DR, 2002f), parti- og
fagforeningskorruption, politik og fodbold (DR, 2002g) og den kollektive vold i forbindelse med
plyndringer, vejblokader og demonstrationer beskrevet i afsnittet om Argentinas nyere historie i
Bilag C, er alle elementer i den nedbrydning, der finder sted af de argentinske institutioner og er
medvirkende til, at befolkningen mister tilliden til demokratiet (TI, 2003c).
Befolkningen mistror hinanden og mangler tillid til politikere, fagforeningsledere og
erhvervsledere, fordi de ofte ikke tjener almenvellet, men egne interesser. Dette forhold griber
dybt ind i den måde, hvorpå demokratiet fungerer i landet (UBA, 2002), en situation UBA
(2002) sammenligner med prisoners dilemma 10 .
Provinser som Córdoba, Santa Fé og Mendoza, mener Peretti (i, 2003), er ”helt igennem
demokratiske”, og befolkningen har derfor et højt uddannelsesniveau og velfungerende
institutioner. Jacobsen (i, 2003) påpeger, at Córdoba og Mendoza er forud for mange andre
provinser på miljøområdet. Peretti pointerer, at det har at gøre med niveauet for de ledere, de har.
I andre mere underudviklede provinser er der arvefølge i politiske familier og status quo:
10 En gruppe aktører, i.e. fængselsindsatte der afhøres har, hvis de samarbejder, mulighed for at opnå en given
nytteeffekt (win-win udfald). Mistillid kan imidlertid forspilde chancen for samarbejde og det samlede resultat
bliver en lavere nytteeffekt (kombination af win-lose eller lose-lose udfald). Som beskrevet i Miall et al. (2001:7ff).
65

Danske datterselskaber og miljøpraksis
”… du må ikke glemme, at der i Argentina er mange provinser som Catamarca, La Rioja, Salta, Neuquén,
der opfører sig som feudale stater, hvor guvernøren føler, at han ejer provinsen” (Possetto, i, 2003).
Demokrati danner platformen for en bæredygtig udvikling af miljøet og er en nødvendighed for
en succesrig implementering af miljøstrategier. Det er bemærkelsesværdigt at konstatere, at de
lande, der har den laveste korruption, også er de lande, der har de mest udviklede miljøstrategier
(TI, 2003d). Det er ud fra en moralsk betragtning nødvendigt at bekæmpe korruption. Men også
ud fra en miljøsammenhæng bør den begrænses, mener Di Pace et al. (1992). Miljømæssige og
teknologiske muligheder er koblet til nuværende og fremtidige udviklingsstrategier. Det centrale
er ikke fravalg af udvikling eller nedbrydning af naturressourcer, men ligger i den manglende
evne til at tilfredsstille størstedelen af befolkningens basale krav i.e. mad, bolig, sundhed,
uddannelse og sanitet. Bæredygtig udvikling kan derfor ikke forekomme uden udryddelse af
fattigdom. ”I virkeligheden sker de ting, fordi der er andre strukturelle begrænsninger som
fattigdom og arbejdsløshed”, pointerer Bendini (i, 2003).
Politikere og befolkning
Adskillige informanter påpeger, at der er et problem med myndighedernes politiske legitimering
og med måden, politik virker på. Marcheschi (i, 2003) mener, at politikere mangler føling med
befolkningen. De ledere, der har været ansvarlige for de politiske beslutninger, der har bragt
landet i den nuværende situation, sidder fortsat ved magten (Manrique, i, 2003). Possetto (i,
2003) mener, at problemet er måden, partier organiseres på, og måden, hvorpå der stemmes. Man
stemmer på en lista sábana (valgseddel). ”Den første på listen er en kendt person og de
efterfølgende er alle hans venner”.
Scandroglio påpeger, at der findes eksempler på, at der ikke bliver grebet ind over for
forurening op til politiske valg, fordi der tages hensyn til vælgeres ønske om beskæftigelse. Det
eneste politik går ud på i Argentina, er at vinde stemmer, ”derefter gør politikerne, hvad de vil”.
Der gøres forskel i håndhævelse af miljøloven som følge af et økonomisk hensyn (Anguita, i,
2002), og miljøpopulisme er et middel i valgkampen, hvor der lægges vægt på bestemte
miljøtemaer, der er oppe i tiden. Emner, der før et valg har været populære, har man
efterfølgende kunnet konstatere er forsvundet igen fra den offentlige dagsorden. Derfor
forårsager politiske faktorer fortsat miljøproblemer.
Middelklassens manglende input og politiske gennemslagskraft
For at hensynet til miljøet skal blive mere udbredt, er det nødvendigt med politiske beslutninger,
mener Villarroya (i, 2003). Hun mener, miljøbevidstheden allerede findes; men den er i dvale.
Anguita (i, 2002) påpeger, at der blandt middelklassen, øvre middelklasse og overklassen er en
positiv holdning til innovation og indførelse af teknologi; men middelklassen evner ikke at
organisere sig til at opnå politisk indflydelse, pointerer Felicia (i, 2003):
”Folk i samfundet er stadig meget bekymrede for overlevelse. Så de har ikke opnået at organisere sig som i
andre samfund, som historisk set har visse permanente parametre, som altid overholdes, så de kan opbygge
noget på denne stabilitet, denne institution, disse love” (Felicia).
Eksperter har ikke politisk magt, de kommer ikke til orde. Villarroya mener, at mange
toneangivende personligheder, der ”kunne ændre på noget”, er rejst til udlandet, mens mange
andre, der kunne have indflydelse, ”gemmer sig i et sikkert arbejde” og ikke blander sig i
politiske spørgsmål. Der er ingen forbindelse mellem den videnskabelige, tekniske praksis og
den politiske. Ryan (i, 2003) påpeger, at NGO’er og andre organisationer har været for dårlige til
66

7. Barrierer
at formidle deres viden om miljø, fordi de befinder sig i en reaktionsfase og ikke i en
formidlingsfase. Leiva (i, 2003) mener, at befolkningens forståelse af miljø måske er bedre end
regeringens; men den er ikke organiseret, så der sker ingen samlet indsats. Derfor laves lovene
med for megen politisk indflydelse på bekostning af indflydelsen fra teknikere, i.e. eksperter
(Bofferón, i, 2003). Villarroya mener, politiske magthavere alle tilhører en gruppe, ”der tænker
på samme måde og ikke ønsker at ændre på noget”.
7.3.2 Lovgivning
En række informanter, fortrinsvis eksperter og embedsmænd, er enige om, at en alvorlig hindring
for miljøforbedringer skal findes i det politiske system. Der mangler gennemskuelighed i de
politiske processer, påpeger Natenzon (i, 2003), hvilket er særligt vigtigt, idet mange vigtige
økonomiske beslutninger igennem en lang periode har været truffet af landets politiske ledere.
Dette kan til en vis grad forklare, hvorfor miljø i dag er et perifert emne, som ikke er blevet
indlemmet i politikken (Ryan, i, 2003). Det politiske system modarbejder en effektiv indsats på
miljøområdet, undtagen ved exceptionelle miljøkatastrofer, idet der er en udbredt modstand imod
at inkorporere miljøforvaltning i økonomisk beslutningstagning og offentlige
beslutningsprocesser (Di Pace et al., 1992; Leiva, i, 2003):
”Der er brug for politiske beslutninger, der... inkorporerer miljødimensionen i alle beslutningerne. Fordi
udover at skabe et stærkt miljødepartement eller -ministerium, så skal alle de offentlige kontorer på en eller
anden måde have indlemmet miljøet i deres beslutninger, for hvis ikke det sker, så vil der være en række
interessekonflikter, og hvor skal man afgøre dem?” (Girardin, i, 2003).
Et problem ved at inkorporere miljøet i den offentlige sektor, er, at det ikke er lykkedes at
definere, hvad der er et miljømæssigt problem. Dette har medført, at de fleste miljøinstanser
koncentrerer sig om mindre sager, mens andre sager, der er relateret til miljøet, er anbragt i
mange forskellige institutioner, hvis hovedansvar principielt er af en anden karakter. Der er
derudover en forvirring omkring, hvordan emner og strategier skal forvaltes, når et
ansvarsområde er fordelt på flere instanser. De forskellige miljømæssige aspekter er fordelt
mellem en lang række af institutioner, der arbejder på nationalt, provins og lokalt niveau, kun
med en lille grad af koordinering, hvis overhovedet nogen (Di Pace et al., 1992).
Girardin (i, 2003) mener, at der er brug for en langsigtet udviklingsplan for at standse den
igangværende udvikling hen imod det, Felicia betegner 3. verdensmodellen. Felicia mener, at
ingen i Argentina har løst det strukturelle problem, så landet mere og mere begynder at ligne et
uland:
”Fordi man løser disse problemer gennem beslutningstagen... For at kunne løse dem skal landet modne, dvs.
få erfaring, de politiske ledere, deres ansvar. Jeg tror, at der er et tilbagefald mht. at bibeholde regler og
opgaver. Fordi de nuværende rammer overholdes ikke, eller man tilpasser sig situationer, der er til gode for
nogle grupper og frem for alt for den generelle referent, retfærdigheden, der bør være uafhængig, fungerer
ikke på en transparent måde og heller ikke en retfærdig måde” (Natenzon, i, 2003).
Miljøloven
Manglen på en overordnet, hensigtsmæssig national lov, som kunne tænkes at danne
udgangspunkt for forskellige former for specifik lovgivning, har medført indbyrdes
modstridende og overlappende regler, dekreter og vedtægter, betoner Di Pace et al. (1992). Den
gængse lovgivning har tre hovedtræk: (1) den er reaktiv, forstået på den måde, at den håndterer,
virkningerne men ikke årsagerne (2) den er meget fragmenteret på grund af manglen på generelle
regler, (3) den fokuserer på elementer fra naturen uden at lægge vægt på interaktionen med det
67

Danske datterselskaber og miljøpraksis
menneskelige samfund. Urbane problemer bliver således ikke analyseret ud fra værende et
interaktivt system, men som enkeltelementer i.e. naturressourcer i byrummet e.g. vand, luft, land,
bytræer (Di Pace et al., 1992). Et af de centrale problemer er, at miljølovgivningen ikke er
konsekvent og objektiv, samt at den har grundlæggende mangler, påpeger adskillige informanter.
Natenzon fremhæver, at der ikke findes en samlet miljølov, men forskellige love, der har til
formål at beskytte miljøet. Manglen på klare og specifikke regler lægger op til, at loven kan
administreres meget fleksibelt. Kirby (i, 2003) mener, at tvetydigheder i loven ofte udnyttes.
Meget af den miljølovgivning, der eksisterer, er kopieret efter udenlandsk lovgivning. Deina
(i, 2003) anser det for en fordel, at man kan udnytte de erfaringer, ilandene allerede har fået på
miljøområdet. Men det er problematisk, når loven ikke afspejler de faktiske forhold, som råder
lokalt, og at de nærmere regler ikke er klart beskrevet. Simonsen mener ikke, at loven har ”…
noget med praksis at gøre”. Ryan (i, 2003) tilføjer, at loven i Latinamerika kun har en symbolsk
værdi – en symbolsk eller vejledende funktion og at brugen af loven ofte afhænger af et
subjektivt skøn. Mange informanter mener derfor, at kontrol af love og effektuering af sanktioner
skal gøres mere uafhængige af den politiske proces, og at teknikere frem for politikere i højere
grad bør tage sig af den nødvendige kontrol og straf. Havde der eksisteret en form for
automatisering af kontrolprocedurer og automatisk ikrafttræden af sanktioner ved overtrædelse
af lovgivning, ville mange af de problemer, der er i forbindelse med håndhævelsen, ikke
eksistere. Pagliotti (i, 2003) peger på, at det argentinske bureaukrati og -struktur modarbejder
lovlydighed.
Jurisdiktion
Udover manglerne i lovgivningen mener Bendini (i, 2003), at der er problemer med
jurisdiktionen i.e. den måde, hvorpå loven administreres, og retskredsene fungerer. Det har med
myndighedsansvar og fordelingen af den at gøre (Macaño, i, 2003). Di Pace et al. (1992)
påpeger, at de alvorligste vanskeligheder først og fremmest skal findes i provinsregeringernes
betydelige magt mht. miljøområdet og i den manglende evne til at få defineret og gennemført et
overordnet syn på miljømæssige emner, som går videre end til opdelingen mellem traditionelle
emneområder og sektorinteresser. Der mangler en afgrænsning mellem kommunernes og
provinsernes ansvarsområder (Salto, i, 2003). Kommunerne har bedre miljølove end provinserne,
og provinserne har bedre miljølove end staten på grund af den måde, loven er opbygget. Til
gengæld har provinsen en miljøstyrelse, mens kommunen kun har en bylov og lov for anvendelse
af jord. Marcheschi (i, 2003) mener ikke, de lokale byråd er ”gearede” til at føre tilsyn på grund
af mangel på teknisk personale: ”I byrådet er der meget lidt teknisk personale”. De har ikke de
nødvendige institutioner eller den nødvendige teknik til at udføre tilsynet. Possetto (i, 2003) gør
opmærksom på, at der ikke findes en universel lov, så det bliver et isoleret stykke arbejde, der
afhænger af politiske ledere med interesse for miljø. Resultatet i miljøindsatsen vil derfor blive
meget individuelt. Macaño pointerer, at forholdet mellem de tre administrationsniveauer, i.e. stat.
provins, kommune er meget komplekst. En virksomhed kan i en sagsgang hurtigt miste
orienteringen mellem niveauerne. Er virksomheden udenlandsk, vil den formentlig først forsøge
at kommunikere med staten, bagefter med provinsen og til sidst med kommunen. I praksis vil
virksomheden, hvis den ligger i en by, kommunikere med kommunens byråd og ignorere de to
andre niveauer. Selvom virksomheden forventer en ensartet behandling jf. lovgivningen, vil
resultatet i praksis blive meget individuelt.
68

7. Barrierer
7.3.3 Manglende stabilitet
Manglende politisk stabilitet
Spændinger mellem de forskellige politiske aktører giver sig udslag i en manglende stabilitet i
lovgivningen, mener flere informanter. Hver ny regering, der indsættes, ændrer på autoriteterne
og ændrer hermed også på, med hvilken vægt der skal tages miljøhensyn. Der har således været
4 skift på 2 år, hvilket Macaño (i, 2003) mener har medført for mange svingninger i den
nationale miljølovgivning til at etablere en konsekvent miljøpolitik, som kan bibeholdes gennem
skiftende regeringer. De vekslende kurser i den miljømæssige forvaltning sætter spørgsmålstegn
ved, om miljøautoriteterne sørger for, at den nationale miljølovgivning bliver overholdt. Girardin
(i, 2003) mener, det har forringet det offentlige serviceniveau og skaber mistro i befolkningen
over for systemet.
Manglende demokratiske traditioner og -strukturer kan forklare den lille interesse for
miljømæssige forhold (Peretti, i, 2003). Skiftende militærregimer ødelagde institutioner og
kontrolorganer gennem det 20. århundrede (Felicia, i, 2003). Først ved genindførelsen af
demokrati i 1983, efter det seneste juntastyre, har det været aktuelt at beskæftige sig med miljøet.
Landet og institutionerne skulle atter opbygges, hvilket Felicia mener har optaget befolkningen i
en grad, så erfaringerne med miljøhensyn har været minimale.
Den langvarige strukturelle krise har forhindret opbygningen af en effektiv retsstat, hvorpå
man kan basere institutioner og lovgivning. Et par af følgerne har været inflation og en følelse af
afmagt i befolkningen.
Inflation
Erfaringerne med inflation, mener Felicia (i, 2003), har ødelagt det argentinske samfund. Det har
været frygteligt for dem, der oplevede den, hvorfor de har ønsket at opnå stabilitet for enhver
pris. Felicia påpeger, at der blev opnået ”en falsk stabilitet” under præsident Menem. Staten
optog betydelige udlandslån uden nogen plan for tilbagebetaling og frasolgte statslige
virksomheder. Manglen på økonomisk stabilitet har været en afgørende faktor for de økonomiske
begrænsninger, der i dag hersker i Argentina, og som er væsentlig for manglen på miljøhensyn
(Girardin, i, 2003). Inflation ansporer til kortsigtede løsninger og hurtig profit. Det, der er brug
for i en miljømæssig sammenhæng, er langsigtet planlægning.
Retfærdighed
I princippet er lovgivningen ens for alle; men i praksis er der dem, der er venner med magten og
dem, der ikke er det, påpeger flere informanter. Girardin (i, 2003) fremhæver, at retspleje og
lovgivning fungerer for nogle, ikke for andre og at det har været sådan siden 1930:
”De fattige kommer i fængsel, de rige… tja, de unddrager sig retsforfølgelse i 6 måneder, når de kommer
[for retten], har der allerede været tre forskellige dommere, anklageren er også blevet udskiftet og de er
frie... der er en opfattelse af, at kun nogle mennesker følger loven og at nogle slipper for straf og at der er en
stor sandsynlighed for ikke at blive straffet, hvis man lægger pres på det rigtige sted eller opfører sig på den
rigtige måde” (Girardin).
Man har ikke formået at skabe velfungerende institutioner, hvilket har medført uens praksis på
det retslige område, hvilket igen har befordret en ”snyder”-kultur, mener Gerardo Mario de Jong
(i, 2003), professor og leder af Geografisk Afdeling ved UNC. Kyniske personer kalkulerer
bevidst med det langsomme retsvæsen, Chantas kalder argentinerne denne slags mennesker
(Nardi, pk, 2003). Silvera (i, 2003) peger på, at der er store mangler inden for juridisk sikkerhed.
Dette skaber en følelse af manglende retfærdighed, af magtesløshed og afmagt i befolkningen.
69

Danske datterselskaber og miljøpraksis
For at ændre denne praksis kræves strukturmæssige ændringer, der kan forebygge dommer- og
myndighedskonflikter (Macaño). Men først er det nødvendigt at løse problemet politisk:
”I virkeligheden skal alle fra Nationalkongressen til hele retssystemet i Argentina have bukserne på i ordets
overførte betydning og påtage sig at regulere alt, hvad der har at gøre med miljø. Hvis vi har en voksende
økonomi, vil vi få alvorligere miljøkomplikationer, fordi her er der ingen slags reguleringer. Enhver gør,
hvad der falder ham ind. Sådan er det” (De Jong, i, 2003).
7.3.4 Manglende kontrol og håndhævelse af lovgivning
Adskillige informanter er enige om, at lovgivningen ikke overholdes, fordi det ingen
konsekvenser har for lovovertræderen. 27 af 30 informanter mener, at miljølovgivningen ikke
overholdes i tilstrækkelig grad. Kontrollen er enten mangelfuld, eller den håndhæves for slapt.
Copes (i, 2003) mener ikke, det skyldes manglende uddannelse eller opdragelse; men at det er et
økonomisk spørgsmål. Di Pace et al. (1992) påpeger i sin artikel, at den slappe kontrol
fremkommer ved en kombination af politisk pres fra magtfulde økonomiske interesser og en
manglende effektivitet hos statslige myndigheder, som har til opgave at regulere. Staten mangler
kapaciteten, pointerer Rossotto (i, 2003). Hvis kontrolmyndighederne havde flere midler, ville
man kunne udføre kontrol over et større antal virksomheder, som ikke i øjeblikket kontrolleres
(Macaño, i, 2003). Den type problemer, påpeger Romero (i, 2003) gør sig gældende ikke kun
inden for miljøkontrollen, men også inden for andre områder som sundhed, uddannelse og
sikkerhed. De begrænsede til rådighed værende ressourcer resulterer i en træg offentlig
arbejdsgang, og i at offentlige institutioner er meget langsomme til at ekspedere, påpeger
Marcheschi (i, 2003). Fernández (i, 2003) fremhæver, at der er alt for meget bureaukrati, og at
det er nødvendigt at kende folk i systemet, hvis papirarbejdet ikke ”skal tage flere år”. Selvom
man har orden i alle papirer og præsenterer dem på en ordentlig måde, har Fernández erfaring
med, at man aldrig kan vide, hvor lang tid bureaukraterne vil ”lade én vente”.
De tidligere regeringer anvendte ikke bødesanktion på miljøområdet (Avellaneda, i, 2003).
Dette forhold, mener Avellaneda, har fået folk til at tro, at forurening ”ikke er så alvorligt”, når
”de kunne slippe af sted med det” og ikke blev straffet. At mange har fået denne vane
repræsenterer et stort problem. Jacobsen (i, 2003) fremhæver: ”Det er jo landet, hvor man kan
blive fritaget for alting” og som Cevasco (i, 2003) udtrykker det: ”… så har vi mange problemer
her i Argentina, og nogle mennesker gør, hvad de har lyst til”. Systemet er indrettet, så man ikke
får noget økonomisk ud af at overholde loven (Pagliotti, i, 2003):
”I Argentina får man ikke noget økonomisk ud af at overholde loven, tværtimod er det en økonomisk byrde.
Vi ved, at i andre lande, i andre samfund respekterer virksomhederne miljøet, og de overholder miljølovene,
de har skattefradrag, de betaler færre gebyrer osv. osv. Det er lige omvendt her. Den, der overholder loven,
skal betale mere og bliver udsat for mere kontrol og flere krav og nogle gange helt overdrevet, og det er en
meget kritiseret grund. Det er den argentinske stats problem, ikke kun med miljølovgivningen, men med en
hvilken som helst anden lovgivning”.
Jacobsen pointerer, ”at sådan fungerer systemet – og det bliver der ikke lavet om på foreløbig”.
Natenzon (i, 2003) opsummerer sammenhængen i tekstboks 7.1.
70

7. Barrierer
Tekstboks 7.1 Natenzons (i, 2003) opsummering af det centrale problem, der har ført til manglende
miljøhensyn.
”I mange tilfælde forveksler man aktørerne med hinanden. Der er ikke interesse for at ende med
denne fastsættelse af regler. På den anden side så er der grundlagt en meget stærk fordom i
fagforeningerne om, at når en virksomhed kan forsvares miljømæssigt, når den kan producere
under hensyntagen til miljøet, så betyder det, at den ikke har nogen særlig økonomisk fortjeneste,
den er ikke rentabel eller økonomisk forsvarligt og så kan den ikke fungere eller ansætte nye
medarbejdere. Man prioriterer disse arbejdsmæssige aspekter. Og på denne måde dannes lovene
aldrig. Af samme grund svinder den situation, hvor en straf finder sted, bort. Fordi mange
mennesker, for at nedbringe omkostningerne eller på grund af mangel på skrupler, smider
flydende affald alle vegne. Det samme sker med saneringskontrol eller bromatologisk kontrol.
Kontrollen er planlagt, men når der er et kontrolapparat, der er gennemtrængt af korruption, så
eksisterer denne kontrol ikke. Samtidig, når man taler om foryngelsen af staten, så er de
organismer, der skulle tage sig af denne kontrol, forsvundet. Problemet er, at man har tilladt
dette” (Natenzon).
Manglende kapacitet
Flere informanter mener, at de tilsynsførende myndigheder ikke kan udføre en tilbundsgående
miljøkontrol på grund af ressource- og personalemangel, selvom, mener Romero (i, 2003),
mange offentligt ansatte gør en stor indsats. De påpeger, at forkerte politiske dispositioner
medfører permanent underbemanding af kontrollanter og mangel på køretøjer og midler.
Myndighederne har ikke apparatur til ordentlige kontroller e.g. emissionsmåling er ikke mulig,
da man mangler det nødvendige udstyr. Myndighederne har derfor udviklet en speciel
kontrolpraksis, som tager udgangspunkt i krydscheck af tilladelser givet til affaldsproducenter,
bemyndigede transportvirksomheder og genbrugsfabrikker e.g. forbrændingsanstalter
(Scandroglio, i, 2003). Den enkelte produktionsvirksomhed skal ifølge loven aflevere en
edsvoren erklæring, der beskriver mængden af virksomhedens affald, som skal afleveres til
deponering eller behandling. Dette virker i praksis ikke efter hensigten, idet det i Argentina er
”meget nemt at lyve”, påpeger Villarroya (i, 2003). Virksomheden afleverer blot sin erklæring,
som uden opfølgende kontrol godkendes. Forbrændingsanstalten Ecolab i Cordoba Provins
beskriver kontrollen således:
”Vi har registre, de kontrollerer registrene, vi gemmer vores prøver fra de lastbiler der kommer ind, vi har
stikprøver. Vi gemmer dem i 6 måneder, de tager dem med for at se, om der faktisk kommer det ind, som vi
siger. Også papirmæssigt, for at se alle de ajourførte tilladelser, transporterklæringerne,
brændstoferklæringerne, for at se om vi gør alt det, vi skal, ikke. Så sender de alle prøverne, erklæringerne,
sagsakterne, til landets regering. En gang om måneden rejser bestyrelsessekretæren til Buenos Aires for at få
alle papirerne skrevet under af ministeriet, således at... ja, altså på denne måde følger de os” (Acevedo).
En sådan kontrolpraksis forudsætter for det første, at en virksomhed er registreret og overholder
loven og afleverer affald til behandling, som de har pligt til. Men selv da kan det være
problematisk, idet det forudsættes, at virksomheder skal kontrollere sig selv. Villarroya mener, at
der i Córdobas lovgivning sættes bestemte grænser for, hvor meget affald man må dumpe; men
at provinsen ikke udøver sin politiske magt. I miljøkatastrofen i Laguna Mar Chiquita, hvor der
for et par år siden skete massedød af fisk, kunne ingen kendes skyldige. Man ved, at årsagen var
iltmangel i vandet. Myndighederne vidste, at der lå en virksomhed i nærheden, men kunne ikke
sætte det i forbindelse med katastrofen, fordi virksomheden havde afleveret sine edsvorne
erklæringer, ifølge hvilke den ”havde sit på det rene” (Villarroya). Hvis virksomheden udelader
71

Danske datterselskaber og miljøpraksis
at indberette den lovpligtige miljørevision, skal myndighederne ifølge loven kontrollere
virksomhedens miljøforhold. Men da fysiske kontroller, som nævnt, kun finder sted i ringe grad,
sker det i reglen ikke. I stedet følger en langtrukken arbejdsgang:
”personalemangel, pengemangel, nej de foretager ikke revisionen. De kontrollerer papirerne, og hver gang
de opdager noget, sender de en besked om, at virksomheden er bagud med det og det og har ti dage til at
svare. Men man foretager jo ikke en revision på ti dage, så man sender et brev til sekretariatet, hvori man
beder om en forlængelse på 30 dage, og det får man, hvis ikke man får det gjort inden de 30 dage, sender
man endnu et brev, hvori man beder om endnu en forlængelse, som man får, men denne gang som sidste frist.
Og så forelægger man revisionen for sekretariatet, det er fænomenalt” (Scandroglio, i, 2003).
Problemet fremgår måske tydeligst, når det drejer sig om staten og dens pligt til at rense
husholdningers spildevand, hvor den ene offentlige myndighed skal kontrollere den anden. Flere
informanter mener, at staten ikke kontrollerer sig selv, så spildevand fra husholdning og industri
ledes ubehandlet via argentinske floder til Atlanterhavet.
I teorien skulle en virksomhed lukke, hvis den ikke opfylder miljøkravene (Pagliotti, i, 2003).
I praksis er der dog kun få eksempler på, at virksomheder er blevet lukket på grund af miljøet,
betoner flere informanter. Trade off-problematikken, i.e. beskæftigelse frem for miljøbeskyttelse,
benyttes af mange virksomheder som pressionselement for at fortsætte en miljøbelastende
produktion. Zumel pointerer, at dette forhold kan sætte kontrollanten i et dilemma, idet han
sættes i et modsætningsforhold til de øverste myndigheder, i.e. national eller føderale regeringer,
der vægter andre forhold højere. Det kan derfor være vanskeligt for kontrollanten at forholde sig
upåvirket overfor en virksomheds generøsitet, pointerer Manrique (i, 2003a), når vedkommende
af virksomheden f.eks. foræres prøver fra produktionen, busbilletten, der bragte ham til
kontrollen, etc.
7.3.5 Klientelisme
Vennetjenester
Den argentinske kultur stammer oprindelig fra Spanien og Italien med baggrund i en
feudalkultur, hvor klient-patronforhold var vigtigt for samfundets stabilitet (Tranberg, 2003).
Dette system, hvor venskab og vennetjenester går forud for retfærdighed og hvor udvalgte
grupper begunstiges økonomisk (Anguita, i, 2002), er videreført i Argentina. I et moderne
samfund skaber det ulighed og er skadeligt for retfærdighedsfølelsen (UBA, 2002).
Anguita (i, 2002) mener, der gennem de sidste 20 år er sket en forandring i måden, den
offentlige forvaltning ansætter personale på. Vennetjenester og nepotisme har i højere grad end
tidligere vundet indpas. Visse politikere besætter poster, der kræver eksperter, med såkaldte
Punteros (politiske førerhunde), påpeger flere informanter. ”Når de får en rådgiver, udfører han
politiske og ikke rådgivningsmæssige funktioner”, pointerer De Jong (i, 2003). De fyringer, der
har været konsekvensen af besparelser i forbindelse med den økonomiske krise, er fortrinsvis
gået ud over dygtige eksperter frem for Punteros, påpeger Anguita (i, 2002). Dette har indvirket
på miljøkontrollernes effektivitet. Manzi (i, 2003) mener, at kontrollanter som mange andre i det
politiske system ikke vil gøre sig uvenner med eller upopulære hos magteliten. Derfor inspiceres
ofte kun de virksomheder, der har orden i tingene. Kontrol af kooperativer, mener Manzi, er et
let arbejde, for der er alt i orden. Alt er lagt åbent frem og afgifter er betalt. Mens mange SME’er
ikke inspiceres, selvom det er kendt, at de forurener. Manzi mener, at der alligevel ikke ville
blive gjort noget ved det forurenende problem, og at det endda kan give kontrollanten problemer.
At det er kommet så vidt, mener Felicia (i, 2003), hænger sammen med inkompetencen i det
politiske system, som har medført, at den argentinske stat har for mange ansatte og for mange
72

7. Barrierer
ledere. Det kommer tydeligst til udtryk ved fænomenet Piqueteros (organiserede demonstranter),
der benyttes som pressionsmiddel af alle politiske partier og provinsernes guvernører til
påvirkning af den offentlige mening (Tobar, 2003; Manrique, i, 2003a). Piqueteros betales af
offentlige midler og er i realiteten statsansatte, staten i virkeligheden ikke har brug for
(Natenzon, i, 2003).
Tobar (2003) påpeger, at klientelismen er øget i de tidlige 1990’ere. Selv efter et tiår med
privatiseringer er der fortsat ca. 2 mio. offentligt ansatte i Argentina – det samme antal som i
1990:
”Jeg tror, vi lider under en for lang strukturel økonomisk krise, som har gjort en masse mennesker inhabile,
en masse mennesker som ikke vidste, hvordan de skulle tjene til livets ophold i den private sektor. Så de gør
sig det behageligt inden for staten, fordi de ikke kan arbejde med andet, og så nyder de godt af vores stat, og
de glemte, at staten er der for at varetage vore interesser. Så glem ikke, at vi er i et land, hvor korruption er
indeholdt i magten. Det er mafiosoer, der leder landet, så hvad kan man forvente” (Felicia).
Rho (i, 2003) påpeger, at fænomenet ikke findes i små samfund på landet, der ikke har ligeså
store problemer med arbejdsløshed og sult som storbyområderne. I storbyerne og især i Buenos
Aires trives og koncentreres fænomenet, fordi institutioner og politiske beslutninger er
uigennemsigtige og ens handlinger anonyme. Den gensidige afhængighed, der eksisterer mellem
piqueteros og politiske beslutningstagere, hindrer en fundamental ændring af det klientelistiske
system, som går mere end 50 år tilbage. Manrique (i, 2003a) pointerer, at systemet er baseret på,
at visse sektorer politisk er blevet ignoreret, bl.a. landbrugssektoren, som er en stor finansiel
bidragsyder, netop fordi landbruget ikke er repræsenteret politisk.
Korruption
Flere informanter mener, at alle niveauer i det argentinske samfund er berørt af korruption.
Simonsen (i, 2003) mener, korruption er en del af den argentinske kultur og at samfundet ”er
gennemsyret af korruption”, hvilket han mener i bund og grund handler om, at korruption
accepteres i samfundet. Det er en politisk sag. Det handler ikke kun om fattigdom eller ikke at
have råd, og det udgør et problem for retssikkerheden. Zumel (i, 2003) mener, at det påvirker
grundsynet, at der i befolkningen er en mistanke om korruption.
Flere informanter har givet udtryk for, at korruption er en stor hindring for en effektiv
håndhævelse af miljølovgivningen. Natenzon (i, 2003) mener, at megen miljøkontrol er planlagt,
men at kontrolapparatet er gennemsyret af korruption, hvilket mindsker kontrollernes
effektivitet. Simonsen (i, 2003) mener ikke, at korruption er særlig udbredt pengemæssigt. Den
foregår i stedet på vennetjenesteniveau og er indbygget i det politiske system. Betaler man sin
skat, og overholder man reglerne, er der ingen problemer. ”Vi betaler ikke korruption, vi betaler
den skat vi skal”. Det drejer sig om at have papirerne i orden. Ved hjælp af bestikkelse kan man i
visse tilfælde omgå det indviklede og tunge bureaukrati, som lægger op til et omfattende
embedsmandsmisbrug, fremhæver Simonsen. Flere informanter mener, at funktionærbestikkelse
er udbredt blandt SME’er. En funktionær kan f.eks. se bort fra, at nødvendige papirer mangler og
på den måde supplere sin indtægt ved at modtage bestikkelse. Andre informanter mener, at
politisk valgte eller ansatte i det politiske system misbruger deres position. Cevasco (i, 2003)
påpeger, at visse politikere og embedsmænd er inhabile i forbindelse med udførelsen af deres
embede, idet man i nogle provinser kan finde eksempler på offentlige funktionærer, der arbejder
med interesser, de selv er involveret i finansielt. Årsagen til, at mange provinsregeringer ikke får
bygget rensningsanlæg til spildevand fra kommunernes husholdninger, mener Bascur (i, 2003),
73

Danske datterselskaber og miljøpraksis
ikke er, fordi statens budget ikke rækker; men midlerne ”de forsvinder altid undervejs” eller “de
går til andre ting” i.e. politisk prioritering.
7.3.6 Manglende prioritet
Miljø har lav prioritet
Der er blandt informanter fra alle grupper enighed om, at miljøtemaer er lavt prioriteret og ligger
langt efter prioriteringen af andre forhold, da landet har andre grundlæggende behov. Blandt det,
der bekymrer argentinere mest, er økonomi og frem for alt lov og orden, mener Felicia (i, 2003).
Scandroglio (i, 2003) påpeger, at presserende forhold såsom beskæftigelse, sundhed, uddannelse,
underernæring og børnedødelighed alle prioriteres før miljøforhold. Den økonomiske krise får
hele opmærksomheden. Det, at der kommer investeringer til landet, går forud for alt andet ”på
en næsten brutal måde”, fremhæver Possetto (i, 2003). Man er interesseret i alle former for
investeringer. Om der tages hensyn til miljøet, er underordnet. Det vigtige er, at det giver
indtægter og skaber arbejdspladser.
Flere informanter påpeger, at der generelt ikke blandt argentinske politikere er nogen
bekymring for miljøet, fordi, som Pagliotti (i, 2003) påpeger, der ikke er stemmer i miljøtemaer.
Dette, mener Romero (i, 2003), er årsagen til, at det nationale miljøsekretariat fra 1991 i dag er
”degraderet” til et undersekretariat i socialministeriet, hvilket i praksis har medført begrænsede
beføjelser for miljøkontrollen. På provins- og kommunalt niveau er miljøkontrollen ligeledes lavt
prioriteret, og de afsatte ressourcer til kontrol er langtfra tilstrækkelige. Quilmes Kommune med
sin omfattende industri har ansat 4 personer til at føre tilsyn med alle sine virksomheder (Deina,
i, 2003), og i Córdoba er der i provinsens miljøkontor ansat 3 tilsynsførende, der står for
kontrollen af al industri i provinsen (Rusiñol, i, 2003).
7.4 Infrastrukturelle barrierer
Landets infrastrukturelle forhold bærer præg af manglende investeringer, hvilket i mange
tilfælde er uforeneligt med en bæredygtig udvikling på miljøområdet. Helt basale fornødenheder
er ofte ikke til stede – hvilket især gør sig gældende i de mange nyetablerede ghettoområder, de
såkaldte Villas Miserias. Di Pace et al. (1992) har beskrevet den utilstrækkelige renovation og de
sanitære forhold, der kendetegnede Argentina i 1987, hvor kun 67 pct. af bybefolkningen og 43
pct. af landsbybefolkningen havde indlagt vand. Kun 17 pct. af befolkningen i forstæder til byer
langs la Plata floden havde i 1997 kloakering (Keeling, 1997). Scandroglio (i, 2003) mener, at
det er udbredt for mindre virksomheder og husholdninger at grave et hul til spildevand. Når
hullet er fyldt, forbinder man det med et afløb, der ender på gaden. Et gitter, som holder faste
stoffer tilbage, anbringes, så kun flydende stoffer kan passere.
Der er store problemer med oversvømmelser i især Buenos Aires Provins. Kloakkerne har en
begrænset kapacitet til at bringe overskydende vand bort og ved kraftige regnskyl oversvømmes
mange lavtliggende områder af byen, hvilket er et tilbagevendende problem. Selv på steder, der
ligger højt, har mange husstande og virksomheder problemer med oversvømmede kælderrum,
fordi underjordiske lag af flydende og gasholdigt materiale ligger højt (Scandroglio).
Der sker stor forurening på grund af nedsivning fra lossepladser, pointerer Felicia (i, 2003).
Affald udledes uden nogen form for forudgående behandling. Det blandes og nedgraves i den
statslige losseplads, Coordinación Ecológica Area Metropolitana Sociedad del Estado
(CEAMSE). CEAMSE er beliggende i et område, der strækker sig over kommunerne i Quilmes
og Avallaneda og aftager affald fra hele hovedstadsområdet. Affaldet er stærkt forurenet og
meget rigt på tungmetaller. Perkolat, der opstår som en blanding af regnvand og væske fra
74

7. Barrierer
forrådnelsesprocesser, siver ned i grundvandet, fordi der ikke er et system til opsamling af
perkolatvæsker.
Kun Stor-Buenos Aires og Córdoba, påpeger Di Pace et al. (1992), har et renovationsvæsen;
men i lavindkomsthusholdningerne indsamles kun mellem 13 og 60 pct. i disse byer. Det øvrige
husholdningsaffald bliver, som i andre urbane områder, simpelthen smidt i et åbent område. Med
den øgede urbanisering og ghettodannelse er antallet af illegale lossepladser stærkt stigende.
Beckerman (pk, 2002) fremhæver, at der i Buenos Aires’ forstæder, alene i tilknytning til
beboelse, findes over 600 uformelle åbne lossepladser, som bidrager til forureningen.
Romero (i, 2003) giver udtryk for, at mangler i infrastruktur fører til miljøkatastrofer.
Elforsyningen er ikke pålidelig, og der findes eksempler på, at strømafbrydelser har medført at
vigtige processer i f.eks. olieraffinering forstyrres. Da raffinering medfører temperaturstigninger
og overtryk, tvinges man til at afbrænde det ufærdige produkt, fordi planlægning og kapacitet i
nødsituationer og ved spidsbelastninger er utilstrækkelig. Afbrænding af det ufærdige
olieprodukt sker i et såkaldt fakkelsystem uden tilstrækkelig filtrering. Dette medfører meget
stærke miljøpåvirkninger. Der udsendes sorte røgskyer, som ligger over byen. Lugt, røg og sod
medfører øjenirritation og åndedrætsbesvær hos store dele af befolkningen.
Selvom der i Argentina ikke er konsensus om miljø, mener Villarroya (i, 2003), at
bevidstheden om miljøet er til stede, men at det, der mangler, er en politisk beslutning. Det er
vanskeligt at opnå miljøengagement hos befolkningen, når det modarbejdes af infrastrukturen.
Villarroya fremhæver, at der er eksempler på, at befolkningen havde kildesorteret affald, som
ved afhentning blev sammenblandet. Hvis infrastrukturen støttede en miljøvenlig praksis, e.g.
kildesortering, er Villarroya overbevist om, at befolkningen ville støtte det.
7.5 Miljøfremmende initiativer
Som beskrevet i de ovenstående afsnit, er der mange politiske og strukturelle barrierer, som
vanskeliggør en forbedring af miljøpraksis. Informanterne peger på en række initiativer, der vil
fremme hensynet til miljøet. De ni hyppigst angivne områder for forbedringer fremgår af figur
7.2. Ud fra figuren og informanternes øvrige besvarelser er der fremkommet tre overordnede
temaer, som vil blive gennemgået nedenfor. Det drejer sig om:
▪ Bevidsthedsskifte
▪ Virksomhedsengagement
▪ Det offentliges rolle
Den altdominerende faktor, der er en forudsætning for, at alle andre initiativer overhovedet kan
komme i betragtning, er økonomisk stabilitet, påpeger adskillige informanter. Flere mener
ligefrem, at en fremgang i økonomien i sig selv vil medføre forbedringer på miljøområdet.
75

Danske datterselskaber og miljøpraksis
76
Initiativer
Uddannelse, oplysning og
opdragelse
Håndhæve lovgivning
Krav fra kunder/eksportmarkeder
Flere ressourcer til
kontrolmyndigheder
Specificering af lovgivningskrav
Strengere sanktionsmuligheder
Pres fra private
organisationer/medier
Intern virksomhedspolitik
Forbrugerpres
Grp. 1: dansk TNC
Grp. 2: nabovirksomhed
Grp. 3: offentlig myndighed
Grp. 4: ekstern ekspert
0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 100
Figur 7.2 De af informanterne mest efterspurgte initiativer til forbedring af miljøet i Argentina.
7.5.1 Bevidsthedsskifte
Samfundet skal udvikles, før man kan gøres sig håb om, at miljøhensyn bliver udbredt i
Argentina, mener flere informanter. Silvera (i, 2003) påpeger, at der mangler bevidsthed
omkring beskyttelsen af ressourcer og miljø. Manzi (i, 2003) taler for, at det er en
modningsproces, man skal igennem, før landet kan blive mere seriøst. Da der ikke findes
konsensus om miljø som i andre lande, vil det tage mange år, før det slår igennem, mener Rho (i,
2003).
Det store flertal af informanterne, 35 af 36, mener, at miljøbevidsthed enten allerede er til
stede, eller at det vil vinde frem (figur 7.3). Copes er af den mening, at man vil erkende
nødvendigheden af miljøtiltag. Avellaneda (i, 2003) mener, der er brug for tid. Der er en udbredt
optimisme mht. den kommende generation. Flere informanter påpeger, at der skal gå 10-15 år før
miljøtemaet vil slå igennem, fordi det afhænger af de unge:
”Det er et spørgsmål om vores kultur i landet, den vil ikke ændre sig fra år til år, ej heller fra dag til dag,
den vil ændre sig fra generation til generation” (Manrique, i, 2003a).
At forurene er i virkeligheden et socialt spørgsmål, mener Natenzon (i, 2003), derfor er det ikke
nok kun at indføre en miljøpolitik. Socialetik og miljøetik følges ad. Flere informanter påpeger,
at det, der skal til, er et bevidsthedsskift. Bevidsthed om at loven overholdes, at man holder, hvad
man lover, at man selv respekterer regler og ikke mindst betaler sin skat. Scandroglio (i, 2003)
anser problemet for at være af politisk karakter. På trods af at folk er uddannede, ændrer de ikke
adfærd. Det er et opdragelsesproblem. Natenzon mener, at problemet hænger sammen med den
underudvikling, det argentinske samfund har oplevet i mere end 20 år, i takt med
nedprioriteringen af velfærdssamfundet beskrevet af Romero (2002). Se Bilag C.
Pct.

Pct.
100
80
60
40
20
0
JA
Grp. 1: dansk TNC
Grp. 2: nabovirksomhed
Grp. 3: offentlig myndighed
Grp. 4: ekstern ekspert
Figur 7.3 Informanternes mening om, at miljøhensyn vil vinde bred accept i Argentina. n = 36.
NEJ
7. Barrierer
Flere informanter taler for, at årsagen til miljøsituationen har bund i en kollektiv skyld. Felicia
mener, at alle stemmeberettigede bærer en del af skylden. Anguita (i, 2002) lægger vægt på, at et
større hensyn til miljøet ikke kun handler om politisk ledelse og ændringer i det politiske liv,
men at befolkningen bebrejder regeringen alt, selvom den også selv har et ansvar overfor
situationen.
7.5.2 Virksomhedsengagement
Pres fra private organisationer og medier
Der findes omkring 100 aktive og 400 mindre aktive ikke-statslige organisationer (NGO’er) på
miljøområdet (Di Pace et al., 1992). Manglende koordinering mellem sociale organisationer på
nationalt plan har begrænset den politiske indflydelse fra bl.a. miljøbevægelser, hvilket Keeling
(1997) mener hænger sammen med den manglende erfaring landet har haft, siden det atter blev
demokratisk i 1983. Flere informanter taler dog for, at NGO’er kan medvirke til at udvikle
miljøbevidsthed, og Kirby (i, 2003) mener, at pres fra NGO’er vil komme til at spille en rolle i
fremtiden, idet der er et generationsskifte på vej i Argentina.
Hvad angår pres fra forbrugergrupper er der flere informanter, der peger på, at miljø kan
fungere som marketingfaktor. Dette er dog et område, der kræver en økonomisk udvikling. Flere
andre informanter påpeger, at der for en virksomhed ikke er nogen markedsmæssig værdi i at
profilere sig miljøvenligt i Argentina. Jacobsen (i, 2003) betoner, at miljø ikke er forbundet med
nogen konkurrencemæssig fordel på det argentinske marked, idet der ikke eksisterer nogen
nævneværdige konsumentgrupper, e.g. grønne forbrugere, og der er ikke nogen krav fra
forbrugernes side om økologiske produkter eller bestemte miljøvenlige tiltag i industrien. Det er
ikke, fordi folk ikke bekymrer sig om miljøet; men den økonomiske situation påvirker
befolkningens købevaner. Virksomhederne producerer billigere og billigere produkter, som folk
har råd til at købe (Garnero, i, 2003).
77

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Krav fra kunder og eksportmarkeder
Der er altså intet marked for økologiske produkter i Argentina. Til gengæld betyder miljø meget i
eksportsammenhænge. Cevasco (i, 2003) mener, at handel med udlandet er meget vigtig, idet
udenlandske kunder kan have stor betydning for en virksomheds miljøpolitik:
”... man bliver nødt til at rette sig efter, hvad verdensmarkedet dikterer, og det dikterer, at man skal være så
økologisk og organisk som mulig” (Manrique, i, 2003a).
Mange større virksomheder i Argentina beder selv myndighederne om at blive miljøkontrolleret,
pointerer Rusiñol (i, 2003), fordi det i dag er en markedsnødvendighed at kunne dokumentere sin
indsats på miljøområdet. De største miljøkrav, mener Villarroya (i, 2003), stilles af EU, dernæst
af USA og Japan.
Den øgede globalisering, mener Natenzon (i, 2003), vil kunne gøre hensynet til miljøet mere
udbredt, fordi krav om miljøcertificering fra det internationale marked vil føre til bedre kvalitet
og mere uddannelse, også for argentinske virksomheder. Også Simonsen (i, 2003) lægger vægt
på, at en øget adgang til markederne i EU og USA, uden restriktioner og handelsbarrierer, ville
gavne miljøet.
Virksomhedsinnovation
En række informanter taler for, at miljø, innovation og effektivisering kan promoveres som en
god forretning. Det er fortrinsvis argentinske ansatte i TNC’er, der fremfører argumentet. Måske
fordi de gennem deres ansættelse har fået kendskab til, at en virksomhed ved innovation og
miljøhensyn faktisk kan spare ressourcer og penge. Silvera (i, 2003) fremhæver, at det vil gå op
for folk, at miljø er en god forretning. Innovationer vil på kort sigt være forbundet med
investeringer, som gør det muligt for en virksomhed at producere i overensstemmelse med loven
og nedbringe miljøpåvirkningen. Miljøinvesteringer vil på mellemlangt sigt føre til indtjening for
virksomheden, fordi det forbedrer kvaliteten i processerne, hvilket gør virksomheden mere
konkurrencedygtig. Dette vil på langt sigt spare ressourcer og dermed kapital. Natenzon (i, 2003)
mener ikke, det er det grønne argument, der vil virke, men udelukkende det økonomiske
incitament. Silvera (i, 2003) fremhæver et simpelt eksempel på innovation, der ikke var
forbundet med investeringer, men blot bestod i at ændre enkelte procedurer. Ved at skylle dunke
med farvestof har man på Hartmann-PPM’s fabrik kunnet forbedre udnyttelsen af farvestof med
10 pct.
Den slappe kontrol og håndhævelse, som flere informanter mener finder sted i forbindelse
med argentinske SME’er, gør en virksomheds egen miljøindsats desto mere relevant. I de
tilfælde, hvor loven er blevet håndhævet, er der blevet indført miljøforbedringer af
virksomhederne, påpeger Galizzi (i, 2003). Han nævner, at SANCOR begyndte at blive
miljøbevidst for at overleve. Myndighederne truede virksomheden med lukning, hvis ikke den
fulgte lovgivningens miljøkrav. Det har for virksomheden siden hen ført til færre udgifter i
forbindelse med effektivisering.
I Quilmes, som ikke har nogen gammel tradition for miljøhensyn, men mange TNC’er,
påpeger Pagliotti (i, 2003), at erhvervslivets egen organisation, IDEA, har taget initiativ til
erfaringsudveksling om miljø og produktionsmetoder. Han mener, at TNC’erne har vist sig at
gøre en miljømæssig forskel, idet langt de fleste ”er kommet til landet med en god miljøpolitik”
og har medvirket til at sprede viden om miljøet. Bryggeriet Quilmes er en af de virksomheder,
der ser fordelene ved en aktiv miljøpolitik. For et år siden begyndte bryggeriet at arbejde med en
78

7. Barrierer
integreret kvalitets-, sikkerheds- og miljøpolitik og blev for sin indsats nylig tildelt
Virksomhedernes miljøudmærkelse.
7.5.3 Det offentliges rolle
Der er flere informanter, der mener, det offentlige skal gå foran med et godt eksempel og
efterlyser et statsligt initiativ. Enkelte informanter efterspørger ”offentlige miljøinitiativer, med
gode professionelle mennesker” (Jacobsen, i, 2003). Et af disse initiativer kunne være at
formidle miljøteknologi (Baldo, i, 2003). Andre tiltag foreslås at være skattefradrag eller andre
belønninger for miljøtiltag (De Jong, i, 2003), indførelsen af grønne afgifter (Ryan, i, 2003) eller
adgang til statsstøttede kreditter til miljøinvesteringer (Galizzi, i, 2003):
”… hvis man bidrager til at passe på miljøet, så tjener man også penge, men det er der nogle, der ikke ved.
Det er små virksomheder, der ikke har designmaskinteknik, så hvis regeringen hjalp dem ved at sige: ’hvis
De anbringer et filter her, så kan De regenerere råmateriale, det ikke bare forurener mindre, det koster også
mindre’” (Girardin, i, 2003).
Staten må i dialog med borgerne om de prioriteringer, der tages, mener Bendini (i, 2003), hvilket
kræver et større samarbejde mellem provinsens myndigheder og befolkning. Institutioner med
langsigtede mål må få højere prioritet, påpeger Natenzon (i, 2003).
Flere informanter påpeger, at loven i Argentina kun vil blive overholdt, hvis man straffes for
lovbrud. Marcheschi (i, 2003) betoner, at det ikke kun er på miljøområdet, at det vil gå dårligt,
men også på alle andre områder, hvis loven ikke følges: ”Som det går nu. Jeg tror ikke, det er en
tilfældighed”. Det er derfor vigtigt, pointerer Diserio (i, 2003), at staten forpligter
virksomhederne til at overholde lovgivningen. Scandroglio (i, 2003) lægger vægt på, at kontrol
og hårde sanktioner for overtrædelser er den eneste måde, hvorpå man kan få den argentinske
befolkning til at tage miljøhensyn. Jacobsen (i, 2003) mener, det ikke skal kunne betale sig ikke
at opfylde loven. Der skal være grænser for, ”hvad folk kan gøre”:
”Hvis et argentinsk firma sparer penge ved ikke at opfylde den der lovgivning, jamen så gør de det ikke. Men
hvis de bliver straffet i henhold til loven, så vil de gøre det, for så vil det kunne betale sig at gøre det. Altså,
folk gør jo generelt alle steder i verden, hvad der kan betale sig at gøre” (Jacobsen, i, 2003).
For øjeblikket er bøder en udbredt sanktion overfor virksomheder, der forurener, påpeger flere
informanter. Bødesystemet er indrettet efter tariffer og fungerer i praksis som en ekstra skat
uafhængigt af den egentlige miljøomkostning. En række informanter er af den antagelse, at bøder
ikke er den rette sanktion overfor forurenende virksomheder, idet det ikke motiverer en
virksomhed til miljøforbedringer. Når miljø kun opfattes som en skatteindtægt, mister kontrollen
sin funktion. Natenzon (i, 2003) påpeger, at det ikke går ud på at straffe eller lukke en
virksomhed. Det drejer sig om at samarbejde og få forbedret virksomhedernes miljøpraksis, også
selv om det ofte kan være en tidskrævende proces. Deina (i, 2003) mener, man kun bør benytte
bødesanktion som en sidste udvej, og at der bør være en mere flydende sameksistens mellem de
private virksomheder og staten for at bevare miljøet. Tilsvarende betaler virksomheder en
miljøskat for forbrug af ressourcer (Garnero, i, 2003). Dette system har som bødesystemet fokus
på at inddrive skatter og ikke på at forbedre miljøet, mener informanterne. Garnero pointerer, at
hans virksomhed, La Piemontesa, efter en inspektion for fem år siden blev opkrævet skat for
forbrug af grundvand. Dette beløb har virksomheden efterfølgende betalt en gang årligt
uafhængigt af forbruget. Der bliver ikke spurgt til vandets kvalitet, den mikrobiologiske eller
kemiske sammensætning: ”De spørger ikke om noget. De vil kun have pengene”.
79

Danske datterselskaber og miljøpraksis
7.6 Afsluttende diskussion
Er det sandsynligt, at den miljømæssige udvikling vil blive udbredt i Argentina, som det har
været tilfældet i Danmark?
Muligvis over en længere tidshorisont, men over en kort tidshorisont vil det være vanskeligt
for argentinske virksomheder at blive grønne, fordi de ikke har et ledelsessystem, de kan bygge
videre på. Tankegangen fra tiden med importsubstitution er fortsat en del af mange
virksomhedslederes tankesæt. Anderberg (2003) påpeger, at hjemmemarkedsorienterede,
konkurrencebeskyttende industrier i modne brancher forandres langsomt. Mange virksomheder
er derfor modstandere af en globalorienteret økonomi, som fungerer på markedsvilkår. De
virksomheder, der derimod arbejder for virksomhedens integration i den globale økonomi, vil
investere i miljøcertificering, fordi det vil give dem adgang til nye markeder. Tilsvarende vil
sprogkurser i engelsk for en virksomheds ansatte være en investering i virksomhedens fremtid.
Jo mere argentinske virksomheder gør for at indgå i den globale økonomi, jo større er
mulighederne for miljøforbedringer. Dynamiske regioner, som er velintegrerede i
verdensøkonomien, har de bedste forudsætninger for oprydning af industriforureninger
(Anderberg, 2003).
Der er meget, der tyder på, at udviklingen på miljøområdet i Danmark skyldes aktive
græsrodsbevægelsers indsats i kombination med en vågen offentlighed og et folketing, der har
besiddet evnen til at frigøre sig fra gamle interesser og sikre plads for udvikling og indførelse af
en række innovationer og nye tiltag (Arler, 2002). Dette er nok den afgørende forskel mellem
forholdene i Danmark og Argentina.
Planlægningshorisonten for mange argentinske politikere er meget snæver, og landets
økonomiske krise synes benyttet som redskab til at fremme politiske karrierer frem for at få
foretaget strukturelle ændringer, der ville kunne bidrage med en positiv udvikling af landets
økonomi. Den valgte politik medfører, at ubehagelige politiske beslutninger udskydes. Dette
isolerer yderligere Argentina fra verdensøkonomien. Et eksempel, der fokuseres meget på i
argentinske medier, og som er genstand for mange politiske udtalelser, er IMF og IMF-lån, som
landets politikere anser som den endelige og eneste løsning. Det er selvfølgelig en dødsspiral.
Denne løsning udskyder blot problemerne og de beslutninger, der må tages i ethvert land med en
anstændig politisk ledelse. Mange problemer bunder i den udbredte korruption, der synes
institutionaliseret på højeste politiske niveau – nationalt som i provinserne.
Mange politikere og erhvervsledere i Argentina angiver økonomien som årsag til manglende
miljøinvesteringer, men økonomien har ikke altid været i recession. Da økonomien var god i
Argentina, blev der heller ikke investeret i miljøforbedringer. Det er et spørgsmål om traditioner,
prioriteringer og holdninger. De danske virksomheder i Argentina kommer fra et land, hvor der
er fokus på f.eks. vandressourcer. Der er derfor pålagt store miljøafgifter som et incitament til at
nedbringe forbruget. Dette hensyn til miljø afspejles i udviklingen af miljøvenlig teknologi. Når
virksomheden åbner filialer i.e. datterselskaber i udlandet, medbringes denne teknologi og
miljøsynet fra Danmark. I dette tilfælde opereres i Argentina, hvor der ikke er det samme fokus
på vandressourcer som i Danmark, selvom der også i Argentina efterhånden er kraftige tegn på,
at ressourcen er begyndt at blive knap. Det store vanddistributionsselskab Aguas Argentinas, der
forsyner det meste af Stor-Buenos Aires, er f.eks. ophørt med at hente drikkevand fra
undergrundsboringer på grund af forurening fra den statslige losseplads, CEAMSE. I stedet
bruges renset vand fra floden, La Plata, hvilket er dyrere, end det ville have været at bevare rene
drikkevandsboringer. De miljømæssige spredninger fra de eksisterende virksomheder finder ikke
80

7. Barrierer
sted, fordi der ikke er et økonomisk incitament til at være miljøvenlig. Når miljøet prioriteres så
lavt, som tilfældet er i Argentina, og økonomi ikke er inddraget som en motivationsfaktor i
forbindelse med reducering af forurening, vil der ikke ske en udvikling i hensynet til miljøet.
81

Danske datterselskaber og miljøpraksis
8. Afslutning
Dette kapitel afrunder specialet. Problemformuleringen besvares på baggrund af de foregående
kapitler.
8.1 Konklusion
Formålet med specialet er at bidrage med øget viden om TNC’er og miljø og at nuancere billedet
af TNC’ers miljømæssige engagement i ulande. Undersøgelsen tager udgangspunkt i et
casestudie af tre danske virksomheder med produktion i Argentina. Problemformuleringens
hovedspørgsmål: Hvordan påvirker danske datterselskaber miljøpraksis i Argentina? søges
besvaret ud fra tre underspørgsmål om de danske virksomheders miljøpraksis, deres påvirkning
af miljøhensynet i værtslandet og hvilke barrierer, der er for at opnå miljøforbedringer i
Argentina.
For at kunne besvare disse spørgsmål og forstå sammenhængen mellem TNC’er og miljø, har
det været nødvendigt at undersøge de forhold, danske TNC’er arbejder under, og de særlige
forhold, der gør sig gældende i Argentina. En opgave der er løst ved feltarbejde i Argentina.
De vigtigste tendenser, der har vist sig at gælde på miljøområdet i Argentina er:
Både TNC’er og store indenlandske virksomheder foretager miljøforbedringer, hvilket er
et krav fra internationale eksportmarkeder.
Danske TNC’er i Argentina følger landets miljøregler og har en miljøpraksis, der ligner
den, der benyttes i Danmark.
Den miljøspredning, der finder sted via TNC’er til lokale argentinske SME’er og
lokalsamfundet, er indirekte og sker på langt sigt.
Der er en afsmittende miljøeffekt af tilstedeværelsen af de tre danske TNC’ers
datterselskaber på lokalt niveau, men ikke på det argentinske samfund som sådan.
SME’ers manglende miljøforbedringer, der på overfladen forårsages af økonomiske
problemer, har i virkeligheden strukturmæssige og politiske årsager.
De tre danske TNC'er i Argentina er etableret med henblik på det argentinske hjemmemarked
med udgangspunkt i adgangen til råvarer. Der er i alle tre tilfælde tale om parallelproduktion,
idet de argentinske datterselskaber arbejder selvstændigt uden nogen form for international
arbejdsdeling med andre af koncernernes afdelinger. Produktionen foregår efter de danske
moderselskabers forskrifter, og virksomhederne overholder argentinsk miljølovgivning. Dette
sker i praksis ved at følge koncernens globale standard, som er indrettet efter Danmarks og EU’s
miljølovgivning. Her spiller hensynet til koncernens renommé på hjemmemarkedet formentlig en
afgørende rolle, idet der ingen danske lovkrav er forbundet med produktion i ulande.
De danske produktionsvirksomheder, der har datterselskaber og joint venture i Argentina,
opfylder eller vil indenfor kort tid opfylde de krav, vi stiller til miljøet i Danmark via en streng
virksomhedsmiljøpolitik. En af de tre danske virksomheder er ISO 14.000 certificeret. Det drejer
sig om Hartmann-PPM. Chr. Hansen Argentina er ISO 9.000 certificeret, men endnu ikke ISO
14.000 certificeret, hvilket virksomheden understreger vil ske i 2005. Den senest etablerede
fabrik, AFISA, vil blive ISO 9.000 certificeret i oktober 2004.
82

8. Afslutning
Den virksomhed, der senest har påbegyndt produktion i Argentina, er Arla, der åbnede sin
nye, avancerede fabrik i 2002. I forbindelse med etableringen af AFISA blev der lavet en
undersøgelse for indvirkningen på miljøet. Chr. Hansen Argentina holder til i en ældre fabrik og
fik foretaget et miljøpåvirkningsstudie i forbindelse med anlæggelse af et spildevandsanlæg.
Hartmann har udviklet sit eget miljøledelsessystem for hele sin koncern, den såkaldte STEPmodel.
For øjeblikket er det argentinske joint venture, Hartmann-PPM, i en udviklingsfase efter
overtagelsen i 1998. Det vil på sigt komme på samme niveau som koncernens øvrige
virksomheder. Det forekommer, at desto senere TNC-etablering i Argentina desto mere
avanceret teknologi benyttes på fabrikken.
De danske fabrikker forbedrer miljøet i Argentina. AFISA bruger et tidligere spildprodukt i
sin produktion og begrænser dermed forureningen. Hartmanns miljøengagement synes at
motivere nabovirksomhederne til at opføre rensningsanlæg til deres spildevand. De danske
virksomheder formidler deres miljøpolitik med forskellig indsats og kunne være mere aktive i
deres formidling. En række aktører påvirkes af spill over fra de danske virksomheder, som i
praksis fungerer som foregangsvirksomheder på miljøområdet. Effekten af denne spill over kan
vanskeligt bedømmes. Den reelle påvirkning af ansatte, besøgende virksomheder og skolebørn,
underleverandører, underentreprenører, konkurrenter, kunder samt nabovirksomheder, der
påvirkes af tidligere ansatte, der skifter arbejde, er vanskelig målbar.
I lovgivning og offentlig administration er der en høj grad af decentralisering, der medvirker
til, at der ikke sker en national afvejning af miljøspørgsmål. Derfor bliver det kortsigtede og
lokale interesser, der tilgodeses, fremfor miljøinvesteringer, der giver resultat på langt sigt.
Økonomi prioriteres højest. Argentinere ønsker konkrete økonomiske resultater her og nu. Dette
synes også at afspejle sig i den offentlige forvaltning.
Korruption er et stort og udbredt problem. Korruptionen er indbygget i det politiske system og
foregår som sådan ikke tilfældigt. De danske datterselskaber opfylder miljøkravene og har derfor
aldrig benytttet sig af bestikkelse.
Kendskab til og indførelse af moderne teknologi og hensyn til miljøet afhænger af personer,
der er interesserede. Forholdene i Argentina er for øjeblikket ikke modne til denne interesse.
Dette hænger sammen med den aktuelle økonomiske situation, landet befinder sig i for
øjeblikket, men vigtigere er dog den argentinske mentalitet og kultur. Hurtig profit og afkast
spiller en væsentlig rolle i argentinernes investeringer. Det kan derfor ikke undre, at det er
udenlandske firmaer, som opererer på europæiske og nordamerikanske markeder, der står for
indførelsen af moderne teknologi. Disse investeringer er langsigtede. Som følge heraf vil afkastet
ikke være så stort og risikoen væsentlig større end for de kortsigtede afkast.
Der er tegn på en begyndende mentalitetsændring i visse dele af erhvervslivet og hos
offenlige myndigheder. På baggrund heraf vil der på langt sigt måske kunne forventes en effekt
på mikroniveau af den danske tilstedeværelse. En påvirkning på makroniveau kan ikke forventes
af bare tre virksomheder.
Miljøtemaer har lav politisk og folkelig prioritet. Økonomi og indarbejdede tankesæt synes at
være dominerende blandt lokale virksomheder, som er præget af træghed i strukturforandringer.
Det virker derfor ikke sandsynligt, at der skulle være generel reformvillighed; at reformere
systemet over kort tid virker urealistisk.
En industrialisering af Argentina på et højere niveau end i dag med fortsættelse af de
nuværende mangelfulde miljørutiner hos mange argentinske virksomheder vil resultere i en
miljøkatastrofe. Det er derfor vigtigt på et så tidligt tidspunkt som muligt at få synliggjort
problemet og ændret praksis, så vejen kan banes for en bæredygtig udvikling.
83

Danske datterselskaber og miljøpraksis
8.2 Diskussion af metode
Min vurdering er, at metoden til dataindsamling har vist sig at indeholde flere fordele. Man får
adgang til informationer, det ellers ville have været vanskeligt at komme til. Ved brug af
forskellige informanter kan et bredt billede af problemerne tegnes.
Det er dog en metode, der kræver omfattende ressourcer – både tidsmæssige og økonomiske.
Metoden gør, at man har en høj grad af forudindtagethed i den forstand, at forhåndsviden
omkring problemerne ikke kan tilegnes, inden processen sættes igang, men må udvikles under
forskningsforløbet. Det er således vanskeligt at planlægge og danne sig et overblik over lokale
forhold og de forskellige aktører før ankomst. Det er ikke klart hvilke aktører og informanter, der
kan sidde inde med informationer og viden om emnet. Der foreligger derfor ved ankomst et stort
researcharbejde, som det er nødvendigt at lave in situ.
Adgang til statistisk materiale ville have kunnet give et bedre overblik over de informationer,
der skulle indsamles, og jeg kunne have fået skærpet den kvalitative dataindsamling. For at
kompensere for dette har det været nødvendigt at indlægge en lang researchperiode i Argentina. I
forlængelse heraf er det vigtigt at understrege, at netværk er særlig vigtige i Argentina. Det var
derfor afgørende at komme i kontakt med folk. En proces, jeg påbegyndte tidligt efter ankomst.
Argentinere er dog meget spontane, så det har ikke altid været lige let at planlægge interview og
få aftaler i stand på forhånd. Ofte er aftaler derimod kommet i stand samme dag, når blot
kontakten har været knyttet gennem en fælles forbindelse.
På baggrund af de erfaringer, casestudiet har givet mig, mener jeg, der er enkelte ting, jeg
kunne have gjort anderledes. Jeg undervurderede indsamlingens omfang, hvilket medførte at de
sidste interview i det indre Argentina måtte udføres af en ekstern interviewer. Et arbejde, der
blev vanskeliggjort både af sprog og fysisk afstand. Jeg undervurderede også den kulturelle
kontekst, idet mine sproglige forberedelser, i.e. aftenskolekursus i Danmark, ikke har været
tilstrækkelige. Selvom sproget i Argentina grundlæggende ikke adskiller sig fra sproget i
Spanien, er der karakteristiske særpræg 11 , der gør det vanskeligt at kommunikere, hvis ikke man
behersker sproget. Det har derfor været nødvendigt at benytte lokale tolke i et større omfang end
påregnet hjemmefra. Et undervisningsforløb lokalt i Argentina, umiddelbart inden feltarbejdet,
bør derfor overvejes for projekter af lignende karakter. Herved vil man kunne opnå en bedre
sproglig færdighed tilpasset lokale forhold.
På de afgørende punkter kan man dog sige at grounded theory-metoden har vist sig god. Jeg
fik foretaget et tilstrækkeligt antal interview, så jeg til sidst begyndte at få overlappende
besvarelser. Om det er en tilfældighed kan selvfølgelig diskuteres, da mange informanter blev
kontaktet med snowballing-metoden. Der vil dog altid være usikkerheder forbundet med
kvalitativ dataindsamling. Overordnet mener jeg, at jeg gennem de mange forskellige interview,
de omfattende spørgsmål og den store arbejdsproces har opnået et tilfredsstillende resultat.
8.3 Perspektivering
Som beskrevet i indledningen er der idag over 60.000 TNC’er på verdensplan. Med denne store
udbredelse og de globale udfordringer, i.e. klimadebatten, stiller det øgede krav til TNC’er.
TNC’er spiller definitivt en vigtig rolle – ikke bare for overførsel af teknologi.
11
Det sprog der tales i Argentina har en karakteristisk intonation og enkelte grammatiske og udtalelsesmæssige
særtræk i forhold til sproget, der tales i Spanien
84

8. Afslutning
Ønske om miljøhensyn
På mange måder handler problemet ikke så meget om miljøvenlig produktion, men snarere om
måden, velfærd fordeles på i verden. Hvilket illustreres fint på det individuelle forbrugsniveau.
Er der en eksternalitet eller meromkomstning ved produkter produceret under hensyn til miljøet,
som er afgørende for, hvem der kan købe produktet? Den individuelle forbruger i 3. verdens
lande er ikke interesseret i dyrere produkter, fremstillet efter miljøkriterier, som han ikke kan
betale. Hvorfor producerer TNC’er så miljøvenligt og til hvem?
Der er en afledt effekt i den måde TNC’ernes oprindelseslande foretager en miljømæssig
regulering. I Danmark er der en høj grad af regulering, hvilket danner udgangspunkt for den
måde danske TNC’er agerer på i andre lande. Hvis en dansk virksomhed forurenede, og det kom
til danske forbrugeres kendskab, ville det formentlig medføre protester. Men hvad hvis det havde
været amerikanske, sydeuropæiske eller TNC’er fra ulande? I ulande er det ikke politiske
dispositioner, der bestemmer, om et land disponerer en realøkonomisk politik, e.g. udvikling,
vækst, velstand, social lighed, etc.
TNC’er kan måske ikke ændre på forholdene i ulandene, men de kan gøre deres til at
minimere forurening og miljøbelastning i egen produktion og via deres forbindelser. Bare én
virksomhed producerer miljøbevidst, har man opnået en kvantitativ miljøforbedring, og går et
tilstrækkeligt antal virksomheder foran med et godt eksempel og yder deres til en
miljøforbedring, vil det gøre en afgørende forskel.
Forsigtighedsprincippet versus velfærd
Miljøforurening er grænseoverskridende og kender ingen politiske grænser. Jorden er et lukket
system, og omfanget af en effektiv miljøpolitik, e.g. rent drikkevand, emissioner, immissioner, i
den 3. verden kendes ikke. Eksempler fra Argentina viser, at de TNC’er, der opererer globalt, er
en faktor i forhold til at påvirke det globale miljø, fordi der i en eller anden forstand er tale om et
lukket kredsløb, men ikke desto mindre kan man argumentere for at økonomisk vækst i forhold
til velstand og lighed vil kunne veje tungere end miljømæssige konsekvenser.
Men er der overhovedet penge til miljø, når der tales velfærd? I den senere tid har
diskussionerne gået mellem tilhængere af forsigtighedsprincippet og fortalere for en økonomisk
og statistisk tilgang til miljøet. Det synes at være et valg – et enten-eller. Om det er vigtigere at
opnå social lighed frem for globale miljøforbedringer. Skal der bruges økonomi på umiddelbare
menneskelige behov, e.g. rent drikkevand, eller på klimatologisk grundforskning? Dette er
diskussionen om forsigtighedsprincippet!
Det behøver dog ikke at forholde sig sådan. Tværtimod må man vægte de to argumenter
ligeligt, når det gælder TNC’er i ulande. Det er ikke dikotomisk – der behøver ikke nødvendigvis
at være et modsætningsforhold mellem udvikling og social velfærd på den ene side og
miljøhensyn på den anden. Det er ikke et spørgsmål om at diskutere udfra et velfærdsperspektiv,
begge vægter lige, og de kan diskuteres samtidig. Et eksempel fra Danmark kan benyttes. Til
trods for at den danske økonomi er baseret på olie og gas, investerer staten i alternative
energikilder. Vindmølleindustrien subsidieres med skattefritagelser og bidrager til
energiforsyning, og der skabes dermed arbejdspladser.
Koblingen mellem udvikling og forurening
Man kan diskutere, om teknologisk udvikling og vækst i velfærd i ulandene vil have en positiv
effekt på det globale miljø. Forskning peger på, at udvikling og vækst i velfærd leder til faldende
befolkningstal, hvilket så burde lede til mindre forbrug og nedsat forurening. Det er dog et
85

Danske datterselskaber og miljøpraksis
uomgængeligt faktum, at ilande på trods af deres mindre befolkninger er langt de største
forbrugere af energi og står for langt den største andel af den globale CO2 emission. Hvis alle
lande havde samme velfærdsniveau som USA eller Vesteuropa, ville den globale emission vokse
voldsomt. Således kan man hævde, at øget velfærd vil lede til mere global forurening.
Denne ræson tager dog ikke højde for det forhold, at TNC’er kan producere mere
miljøbevidst, som dette speciale indikerer.
”Closing the gap”
TNC’er overfører ikke blot avanceret teknologi og har et potentiale til spredning af
miljøforbedringer. TNC’er vil også kunne medvirke til at reducere det teknologiske forspring,
som verdens ilande har over for ulande. Dette vil på sigt gøre det muligt for mange ulande selv at
udvikle sig til ilande. Potentialet hos TNC’er, i overførsel af teknologi, kan derfor føre til stadigt
bedre forhold for ulande. Men hvad vil der ske med et Kina eller Indien i vækst? De høje
oliepriser skyldes delvist, at den kinesiske økonomi vokser, og at efterspørgslen efter energi
vokser markant. Hvordan vil en tilsvarende udvikling og vækst i Afrika og Syd- og
Mellemamerika påvirke det globale økologiske system i forhold til emissioner og
energistrømme, e.g. varetransport, energi- og fødevareforbrug, etc.? Selvom alle TNC’er
producerede miljøvenligt vil en øget produktion alt andet lige medføre et højere energiforbrug,
hvilket vil føre til et højere CO2 udslip til atmosfæren. I lyset af klimadebatten og Kyotoaftalen
er det ikke en win-win-situation.
Vækst, udvikling og social lighed behøver ikke at være ensbetydende med øget emission og
ressourceforbrug. Derimod kunne man forestille sig en ansvarlig vækst uden en voldsom øgning
i ressourceforbrug, hvis TNC’er udviser en større miljøansvarlighed i anvendelsen af ressourcer i
ulande. Vækst og velfærd kan gå hånd i hånd med et mere ansvarligt og mådeholdent
ressourceforbrug. Det er således en forsimpling at sætte økonomisk vækst i ulande lig øget
global forurening.
WTO
Væksten i mange ulandes økonomier hæmmes af en lang række toldmure, der skal beskytte
industri og landbrug i ilande, og hvis funktion det er at begrænse importen af varer produceret
billigere i ulande. Adgang til disse markeder er meget attraktiv og ville uden tvivl kunne initiere
udvikling i de ulande og blandt de industrier, der ville få mulighed for at komme ind på
markeder i ilande. Indførelse af en række miljøkriterier i internationale handelsaftaler ville derfor
være et meget effektivt middel til hurtigt at opnå bedre miljøpraksis – ikke kun blandt TNC’er,
men i alle industrier og landbrug, der er forbundet med eksport.
Et internationalt redskab til miljøforbedringer kunne opnås gennem WTO ved at indføre
handelskriterier eller hensigtserklæringer, der omhandlede ressourceforbrug. I WTO har man
hidtil fokuseret på intellektuelle rettigheder, men man kunne forestille sig at indføre
miljøkriterier, der forpligter producenter til at begrænse ressourceforbruget mindst muligt ved at
producere så miljømæssigt som muligt og samtidig forpligte medlemslandene til ikke at foretage
dumpning af egen miljømæssig regulering i bestræbelserne på at tiltrække FDI. Således kan en
supranational organisation som WTO, hvis eksistensberettigelse består i at fremme den globale
frihandel, koble sig op på de globale miljømæssige spørgsmål, der er forbundet med produktion
af varer og ydelser. På denne måde kan miljø og vækst sammenkobles.
86

Referenceliste
Referenceliste
Abbate, A. (2003). Interview. Juridisk konsulent, SANCOR, Sunchales, Córdoba Provins.
(26.3.2003)
Abrahamson, U. (2004). Personlig kommunikation. Miljøkoordinator, Bæredygtig Udvikling,
Brødrene Hartmann, Lyngby. (4.12.2003)
Acevedo, M.O. (2003). Interview. Laboratorieassistent, Ecobland – Grupo Minetti, Malagueño,
Córdoba Provins (28.3.2003)
Ainstein, L. (1996). Buenos Aires: A case of deepening social polarization. In: Gilbert, Alan
(Ed.), (1996): The mega-city in Latin America. United Nations University Press, Tokyo.
Aizpeolea, H. (2002). Polémica por la legalided del trabajo de los cartoneros. Clarín. (7.11.2002)
Anderberg, S. (2003). Økologisk modernisering af det ’globale’ erhvervsliv. In: Agergaard, J. &
Winther, L. (Eds.), (2003). Geografiernes globalisering: geografi om globalisering, pp.
185-206. Akademisk Forlag, København.
Andersen, H.H. (2003). Personlig kommunikation. Områdechef for Argentina, Arla Foods
Ingredients, Viby. (27.11.2003)
Andersen, I. (1999). Den skinbarlige virkelighed: Om valg af samfundsvidenskabelige metoder.
(1. udgave, 3. oplag). Samfundslitteratur, Frederiksberg.
Anguita, J. (2002). Interview. Professor i geografi, Universidad Nacional del Comahue,
Neuquén, Neuquén Provins. (10.12.2002)
Arla Foods (2001). Miljø: Politik og målsætninger. Arla Foods Ingredients, Viby
(10.10.2003).
Arla Foods (2002a). Arla Foods: En kort præsentation 2002. Arla Foods Ingredients, Viby
(10.10.2003)
Arla Foods (2002b). Årsberetning 2001/02. Viby
Arla Foods (2003). Porteña. Arla Foods Ingredients, Viby. (10.10.2003)
Arla Foods (2003). Årsberetning 2002/03. Viby
Arla Foods (u.å.a). A profile of: Arla Foods amba Danmark Protein. (Brochure).
Arla Foods (u.å.b). A profile of: Arla Foods Ingredients S.A. Porteña Plant. (Brochure).
Arler, F. (Ed.), (2002). Humanøkologi: Miljø, teknologi og samfund. Aalborg Universitetsforlag,
Aalborg.
Arselli, C.M. (2003). Interview. Departementschef, det Nationale Miljøsekretariat, Buenos Aires.
(10.4.2003)
Auyero, J. & Moran, T.P. (2003). The Dynamics of Collective Violence: Dessecting Food Riots
in Contemporary Argentina. State University of New York, Stony Brook.
Avellaneda, C. (2003). Interview. Miljøkonsulent, Córdoba Miljøkontor, Córdoba. (27.3.2003)
87

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Baldo, H.R. (2003). Interview. Osteproducent, Quesería Herbal Hnos., Porteña (Córdoba
Provins). (26.3.2003)
Bascur, N. (2003). Interview. Formand, FUNDAMA, Cipolletti, Rio Negro Provins. (2.9.2003)
BBC (2003). Country Profile Argentina. BBC News World Edition. British Broadcasting
Corporation, London. (12.11.2003)
Beckerman, A. (2002). Personlig kommunikation. Buenos Aires. (26.11.2002)
Bendini, M.I. (2003). Interview. Professor (geografi), Universidad Nacional del Comahue,
Neuquén, Neuquén Provins. (12.10.2003)
Benson, I. & Lloyd, J. (1983). New Technology and Industrial Change: The Impact of the
Scientific-Technical Revolution on Labour and Industry. Kogan Page, London.
Bofferón, J. (2003). Interview. Produktionschef, Chr. Hansen Argentina S.A.I.C., Quilmes,
Buenos Aires Provins. (3.4.2003)
Brack, D., M. Grubb & C. Windram (2000). International Trade and Climate Change Policies.
The Royal Institute of International Affairs, London.
Brand, U., M. Gensler & S. Thimmel (1999). Argentinien & Uruguay: Länderkunde und
Reisehandbuch für Kultur- und Naturreisende. Peter Meyer Reiseführer, Frankfurt am
Main.
Breuning-Madsen, H. (2004). Personlig kommunikation. Professor, Geografisk Institut,
Københavns Universitet, København. (12.5.2004)
Buranello, M. (2003). Interview. Analytiker, Cervecería y Maltería Quilmes S.A.I.C., Quilmes,
Buenos Aires Provins. (9.4.2003)
Cejas, R. & P. Gans (1998). Argentinien und der MERCOSUR: Wirtschaftliche und soziale
Konsequenzen. Geographische Rundschau. Vol. 50:11, pp. 618-623.
Cevasco, R.G. (2003). Interview. Afdelingschef, Ecoblend – Grupo Minetti, Malagueño,
Córdoba Provins (28.3.2003)
Chong, J-R. (2002). Visiting professor takes on 'hypercorrupt' networks. Stanford Report, 4.
february, 2002 (3.10.2003)
Chr. Hansen (2002). Grønt regnskab 2001/02. Hørsholm.
Chr. Hansen (2003a). Quilmes. Chr. Hansen, Hørsholm. (10.10.2003)
Chr. Hansen (2003b). Årsrapport 2002/03. Hørsholm.
Christensen, H., C. Frederiksen, A. Nielsen, H. Pedersen (2002). Bytteklubber I Argentina. (2.
modulprojekt). Internationale Udviklingsstudier, Roskilde Universitetscenter.
Chudnovsky, D. & A. López (1999a). TNCs and the diffusion of environmentally friendly
technologies to developing countries. Occational paper no. 9. Handelshøjskolen i
København.
Chudnovsky, D. & A. López (1999b). Improving the environmental performance of TNC’er:
Voluntary versus mandatory approches. Occational paper no. 10. Handelshøjskolen i
København.
88

Referenceliste
Chudnovsky, D. & A. López (2002). The literature on environmental practices of TNCs. In:
Hansen, M.W. (Ed.), (2002). Managing the environment across borders: A study of TNC
selfregulation in Malaysia, China and India, pp. 41-59. Samfundslitteratur, Frederiksberg.
CIA (2003). The world factbook: Argentina. Central Intelligence Agency, Washington, D.C.,
USA. (14.12.2003)
Clarín (2002). Informe exclusivo: Los ejercitos de la noche. Clarín, Zona, pp. 2-5. (27.10.2002)
Copes, J. (2003). Interview. Veterinær, lektor, La Plata Universitet, Buenos Aires Provins.
(9.4.2003)
Cowling, K. & R. Sugden (1987). Market Exchange and the Concept of a Transnational
Corporation: Analysing the Nature of the Firm. British Review of Economic Issues. Vol.
9:20, pp. 57-68.
CSR (2003). It simply works better! Campaign Report on European CSR Excellence 2002-2003.
The European Business Campaign on Corporate Social Responsibility, København.
Danmarks Nationalbank (2001). Direkte investeringer, ultimo 2000. Danmarks Nationalbank,
København. (1.6.2004)
Danmarks Nationalbank (2002). Direkte investeringer, ultimo 2001. Danmarks Nationalbank,
København. (1.6.2004)
Danmarks Nationalbank (2003a). Finansiel statistik - nyt: Direkte investeringer, 2. kvartal 2003.
København.
Danmarks Nationalbank (2003b). Hent statistik - Database. Danmarks Nationalbank,
København. (30.10.2003)
Danmarks Nationalbank (2003c). Ordforklaringer. Danmarks Nationalbank, København.
(30.10.2003)
Danske Generalkonsulat (2002). Danske datterselskaber i Argentina. Det Kgl. Danske
Generalkonsulat, Buenos Aires.
De Jong, G.M. (2003). Interview. Professor i geografi, Universidad Nacional del Comahue,
Neuquén, Neuquén Provins. (11.11.2003)
De la Balze, F.A.M. (1995). Remaking the Argentine Economy. Council on Foreign Relations,
New York.
Deina, R.L. (2003). Interview. Leder af det kommunale miljøkontor, Quilmes, Buenos Aires
Provins. (4.4.2003)
DI (2003). Globalt engagement: lokal handling. Dansk Industri, København.
Di Pace, M., S. Federovisky, J. Hardoy, P. Perelman, P. Gutman, B. Marchetti, J. Morello, P.
Cichero, G. Gallopin, I. Gomez, M. Gross, A. Perez, M. Winograd (1992). Sustainable
development in Argentina. Environment and Urbanization, 4:1, pp. 37-52.
Dicken, P. (1992). Global Shift: The Internationalisation of Economic Activity. (2. ed.). Paul
Chapman Publishing, London.
89

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Dicken, P. (2003). Placing Firms: Grounding the Debate on the ‘Global’ Corporation. In: Peck,
J. & H.W-C. Yeung (Eds.), (2003). Remaking the Global Economy: Economic-
Geographical Perspectives. SAGE, London.
Diserio, R. (2003). Interview. Journalist, FM Galas, Cipolletti, Rio Negro Provins. (13.11.2003)
DR (2002a). Argentina kørt fast. Orientering og Markedspladsen (Radioprogram). Danmarks
Radio, København.
(3.1.2002)
DR (2002b). Argentina er trådt i betalingsstandsning. Orientering og Markedspladsen
(Radioprogram). Danmarks Radio, København. (4.1.2002)
DR (2002c). Det argentinske valutamarked åbner igen. Orientering og Markedspladsen
(Radioprogram). Danmarks Radio, København. (8.1.2002)
DR (2002d). Argentinerne er utilfredse med Duhalde. Orientering og Markedspladsen
(Radioprogram). Danmarks Radio, København. (28.1.2002)
DR (2002e). Argentina. Orientering og Markedspladsen (Radioprogram). Danmarks Radio,
København. (6.2.2002)
DR (2002f). Argentinerne tvunget i knæ. Orientering og Markedspladsen (Radioprogram).
Danmarks Radio, København. (22.2.2002)
DR (2002g). Bold og politik. Orientering og Markedspladsen (Radioprogram). Danmarks Radio,
København. (28.5.2002)
DR (2002h). IMF beskyldes for afpresning af Argentina. Orientering og Markedspladsen
(Radioprogram). Danmarks Radio, København. (26.6.2002)
DR (2003a). Korruption bremser vækst. Orientering og Markedspladsen (Radioprogram).
Danmarks Radio, København. (5.2.2003)
DR (2003b). Retsopgør i Argentina. Orientering og Markedspladsen (Radioprogram). Danmarks
Radio, København.
(13.8.2003)
Dröge, S. & H. Trabold (2001). Umweltbezogene Verhaltenskodizes für ausländische
Direktinvestitionen: Potentiale und Grenzen. Materialien nr. 2. Deutsches Institut für
Wirtschaftsforschung, Berlin.
Dunning, J. (1994). Reevaluating the benefits of foreign direct investment. Transnational
Corporations. Vol. 3:1, pp. 23-51.
Economist, The (2003). Who’d want this job? The Economist. (26.2.2003)
Economist, The (2004a). Becoming a serious country. The Economist. (3.6.2004)
Economist, The (2004b). A discussion with Michael Reid, Americas editor of The Economist.
The Economist, London. (streamet interview). (3.6.2004)
90

Referenceliste
EEA (1995). Europe’s Environment: The Dobris Assessment. European Environment Agency,
København.
Ehrenfeld, J. & N. Gertler (1997). Industrial Ecology in Practise. Journal of Industrial Ecology.
Vol. 1:1, pp. 67-79.
Eriksen, J. & M.W. Hansen (1999). Environmental aspects of Danish direct investment:
managing the environment in an open economy. Occasional paper no. 2. Handelshøjskolen
i København.
Felicia, M.C. (2003). Interview. Journalist, Dagbladet Perspectiva Sur, Quilmes, Buenos Aires
Provins. (10.4.2003)
Fernández, S. (2003). Interview. Kvalitetschef, Chr. Hansen Argentina S.A.I.C., Quilmes,
Buenos Aires Provins. (3.4.2003)
Flowerdew, R. & D. Martin (Eds.), (1997). Methods in Human Geography: A guide for students
doing a research projects. Pearson Education Limited, Harlow, England.
Flyvbjerg, B. (1994). Rationalitet og magt: Bind 1. Det konkretes videnskab. (1. udgave, 5.
oplag). Akademisk Forlag, København.
Frahm-Rasmussen, J. (2001). Tango I dansk takt: Et studie af kulturforskelle i praksis i danske
datterselskaber i Argentina. (Specialeafhandling). Handelshøjskolen i København.
Galizzi, J.D. (2003). Interview. Téc., lokalkoordinator, SANCOR, Sunchales, Córdoba Provins.
(26.3.2003)
Garnero, J. (2003). Interview. Doktor, laboratoriechef, La Piamontesa S.A., Brinkmann, Córdoba
Provins. (27.3.2003)
GCBA (2002). Las bolsas verdes. Gobierno de la ciudad de Buenos Aires.
(16.11.2002)
Girardin, L.O. (2003). Interview. Leder af miljøprogram, Fundación Bariloche, Buenos Aires.
(10.4.2003)
Guillén, M.F. (2001). The Limits of Convergence: Globalisation and Organizational Change in
Argentina, South Korea, and Spain. Princeton University Press, Princeton, USA.
Gyldendal (2003). Gyldendals leksikon: Argentina. Gyldendal, København. (15.9.2003)
Hadlock, C.R. (1994). Multinational Corporations and the Transfer of Environmental
Technology to Developing Countries. International Environmental Affairs. Vol. 6:2, pp.
149-174.
Hansen, M.W. (1998). Transnational corporations in sustainable development: An appraisal of
the environmental implications of foreign direct investment in less developed countries.
Ph.D.serie 3.98. Samfundslitteratur, Frederiksberg.
Hansen, M.W. (2002a). Cross-border environmental management in transnational corporations:
An analytical framework. In: Hansen, M.W. (Ed.), (2002). Managing the environment
across borders: A study of TNC selfregulation in Malaysia, China and India, pp. 60-82.
Samfundslitteratur, Frederiksberg.
Hansen, M.W. (2002b). Managing the environment across borders: A survey of TNC
selfregulation in Malaysia, China and India. Background paper to presentation made at the
91

Danske datterselskaber og miljøpraksis
conference: ‘Sustainable enterprice initiative to Executive and university professors’.
Chulalongkorn, Thailand, May 2002.
Hansen, M.W. (2003a). Managing the environment across borders: a survey of environmental
management in transnational corporations in Asia. Transnational Corporations. Vol. 12:1,
pp. 27-52.
Hansen, M.W. (2003b). Personlig kommunikation. Lektor, Institut for interkulturel
kommunikation og ledelse, Handelshøjskolen i København, Frederiksberg. (15.10.2003)
Hartmann (1998a). Info, nr. 7. Brødrene Hartmann, Lyngby. (Personaleblad for Brødrene
Hartmann).
Hartmann (1998b). Koncernmiljøredegørelse 1998. Brødrene Hartmann, Lyngby.
Hartmann (1999). IFVs overtagelse af 15 pct. af aktierne i Hartmann-PPM Argentina S.R.L.
Brødrene Hartmann, Lyngby.
(26.1.2004)
Hartmann (2000). Info, nr. 12. Brødrene Hartmann, Lyngby. (Personaleblad for Brødrene
Hartmann).
Hartmann (2001a). Info, nr. 14. Brødrene Hartmann, Lyngby. (Personaleblad for Brødrene
Hartmann).
Hartmann (2001b). Info, nr. 15. Brødrene Hartmann, Lyngby. (Personaleblad for Brødrene
Hartmann).
Hartmann (2003a). Info, nr. 18. Brødrene Hartmann, Lyngby. (Personaleblad for Brødrene
Hartmann).
Hartmann (2003b). Årsrapport 2002. Brødrene Hartmann, Lyngby.
Hartmann (2003b). Delårsrapport for 1. kvartal 2003. Brødrene Hartmann, Lyngby.
Hartmann (2004). Hartmann history. Brødrene Hartmann, Lyngby. (19.01.2004).
Hartmann-PPM (2004). Politica ambiental. Hartmann-PPM Argentina S.R.L., Cipolletti.
(26.01.2004)
Holk, K. (2004). Personlig kommunikation. Direktør (siden 5.1.2004), Arla Foods Ingredients
S.A., Porteña, Córdoba Provins. (30.8.2004)
IFOP (2002). Chr. Hansen Argentina customer satisfaction study final report. IFOP ASECOM
Latin America, Buenos Aires. (Intern virksomhedsundersøgelse).
IFU (2000). Miljøstatus over investeringer i udviklingslande og østlande: Resumé af to
landerapporter – Indien og Polen. Danmarks Internationale Investeringsfonde (IFU, IØ,
MIØ), København.
IMF (2003a). World Economic Outlook Database. International Monetary Fond, Washington,
DC, USA.
(8.11.2003)
IMF (2003b). The IMF and the Environment: A Factsheet. International Monetary Fond,
Washington, DC, USA.
(13.12.2003)
92

Referenceliste
INDEC (2003). Instituto Nacional de Estatística y Censos de la República Argentina, Buenos
Aires. (8.11.2003)
ISO (2004a). ISO 9000 and ISO 14000: In brief. The International Organization for
Standardization, Geneve.
(16.5.2004)
ISO (2004b). In the beginning. The International Organization for Standardization, Geneve.
(16.5.2004)
Jacobsen, A. (2003). Interview. Direktør, Chr. Hansen Argentina S.A.I.C., Quilmes, Buenos
Aires Provins. (3.4.2003)
Jeter, J. (2003). For Argentines, a Sweet Resolve. Washington Post. (24.2.2003)
Johannesen, J.D. (2003). Personlig kommunikation. Koncernmiljøchef, Koncernmiljøafdelingen,
Arla Foods, Viby. (04.12.2003)
Kardos, L.R. (2003). Interview. Konsulent, Chr. Hansen Argentina S.A.I.C., Quilmes, Buenos
Aires Provins. (8.4.2003)
Keeling, D.J. (1996). Buenos Aires: Global Dreams, Local Crisis. John Wiley and Sons,
Chichester.
Keeling, D.J. (1997). Contemporary Argentina. Westwiew Press, Boulder.
Kimerling, J. (2001). Corporate ethics in the era of globalisation: The promise and peril of
international environmental standards. Journal of Agricultural and Environmental Ethics,
14, pp. 425-455.
Kirby, W. (2003). Interview. Formand, Fundación Luciérnaga, Neuquén, Neuquén Provins.
(12.9.2003)
Kolodner, E. (1994). Transnational corporations: impediments or catalysts of social
development? Occational paper no. 5. World summit for social development, UNRISD,
Geneve.
Kosacoff, B. (1997). Business Strategies and Industrial Adjustments: The case Argentina.
Occational paper no. 18. Department of Intercultural Communication and Management,
Copenhagen Business School.
Kristensen, J.A., P.D. Larsen, K. Mikkelsen & R. Hove (1999). Argentina: Eldorado?
Specialeafhandling, Handelshøjskolen i København.
KS (2001). Industrial Symbiosis: Exchange of resources. Kalundborgegnens Symbiosecenter,
Kalundborg. (27.1.2002)
Larsson, J. (2002). Pulver på Pampassen. Indenfor, nr. 6, pp. 6-7. (Personaleblad for Arla
Foods).
Leiva, O.C. (2003). Interview. Journalist, Dagbladet La Mañana del Sur, Cipolletti, Rio Negro
Provins. (13.11.2003)
Leonard, H.J. (1988). Pollution and the Struggle for the World Product: Multinational
Corporations, Environment, and International Comparative Advantage. Cambridge
University Press, Cambridge.
Lewis, D.K. (2001). The History of Argentina. Greenwood Press, Westport.
93

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Lindegaard, K. (2002). Miljø, økonomi og teknologisk udvikling. In: Arler, F. (Ed.), (2002).
Humanøkologi: Miljø, teknologi og samfund, pp. 91-112. Aalborg Universitetsforlag,
Aalborg.
Lindholm, M.R. (1994). Danmarks internationale konkurrenceevne. In: Lindholm, M.R. (Ed.),
(1994). Danmark I verdensøkonomien, pp. 13-44. Samfundslitteratur, Frederiksberg.
Macaño, H.R. (2003). Interview. Professor (kemi), Universidad Tecnológica Nacional (UTN),
Córdoba, Córdoba Provins. (29.3.2003)
Mandagarán, N. (2003). Interview. Veterinær, kontrollant, SENASA, La Plata, Buenos Aires
Provins. (9.4.2003)
Manrique, G.G. (2003a). Landmand, landbrugsbedriften Don José, Porteña, Córdoba Provins.
(25.3.2003)
Manrique, O. (2003b). Tidligere formand for SANCOR, landmand, landbrugsbedriften Don
José, Porteña, Córdoba Provins. (25.3.2003)
Manzi, F.A. (2003). Interview. Agronomiingeniør, lokalkoordinator, SANCOR, Brinkmann,
Córdoba Provins. (26.3.2003)
Marcheschi, L. (2003). Interview. Hygiejne-, sikkerheds- & miljøchef, Cryovac – Sealed Air
Argentina S.A., Quilmes, Buenos Aires Provins. (4.4.2003)
McKeogh, R. & J.C. Herken-Krauer (1988). Argentina to 1992: The search for solutions. Special
Report no. 1102. The Economist Intelligent Unit, London.
Miall, H., O. Ramsbotham & T, Woodhouse (2001). Contemporary conflict resolution. Polity
Press, Cambridge (Original 1999).
Nardi, M.A. (2003). Personlig kommunikation. Licentiat, Geografisk Institut, Universidad de
Buenos Aires, Buenos Aires. (27.3.2003)
Natenzon, C.E. (2003). Interview. Professor (geografi), Geografisk Institut, Universidad de
Buenos Aires, Buenos Aires. (12.9.2003)
Nielsen, E.H. & Remmen, A. (2002). Renere teknologi som miljøstrategi og virkemiddel. In:
Arler, F. (Ed.), (2002). Humanøkologi: Miljø, teknologi og samfund, pp. 115-138. Aalborg
Universitetsforlag, Aalborg.
Nogués, C.E. (2003). Interview. Formand, Fundación de Estudios Patagónicos, Neuquén,
Neuquén Provins. (11.11.2003)
Nordic Partnership. (2004). What is the Nordic Partnership? The Nordic Partnership,
København. (9.9.2004)
OECD (2000). The OECD guidelines for multinational enterprises: Review 2000. Organisation
for Economic Co-operation and Development (OECD), Paris.
O’Mara, R. (2003). Argentina's seeds of hope. The Christian Science Monitor, Boston.
(5.3.2003)
Ortega, R. (2003). Interview. Teknikker, kontrollant, Departamento Provincial de Aguas,
Cipolletti, Rio Negro Provins. (10.11.2003).
94

Referenceliste
Paaske Rasmussen, B. (2003). Valutakrisen i Argentina. (Hovedopgave). H.D.-studie i
Finansiering, Handelshøjskolen i København.
Pagliotti, H.A. (2003). Interview. Hygiejne-, sikkerheds- & miljøchef, Cervecería y Maltería
Quilmes S.A.I.C., Quilmes, Buenos Aires Provins. (9.4.2003)
Pearson, C.S. (1988). Environmental Standards, Industrial Relocation, and Pollution Havens.
Multinational Corporation, Environment and the Third World, pp. 113-128. World
Resources Institute, Washington DC, USA.
Peretti, D.A. (2003). Interview. Borgmester, Porteña, Córdoba Provins. (25.3.2003)
Pérez, H.L. (2003). Interview. Personalechef, Acetatos Argentinos S.A., Quilmes, Buenos Aires
Provins. (8.4.2003)
Petersen Dam, Poul (2002). Personlig kommunikation. Tidligere dansk konsul, landmand, Tres
Arroyos (2.12.2002)
Porter, M.E. & C. Van Der Linde (1995a). Toward a New Conception of the Environment-
Competitiveness Relationship. Journal of Economics Perspectives, 9:4, pp. 97-118.
Porter, M.E. & C. Van Der Linde (1995b). Green and Competitive. Harvard Business Review,
September Issue, pp. 120-134.
Possetto, R.A. (2003). Interview. Journalist, Radio Universal FM 100.3 & TV Color, Brinkmann,
Córdoba Provins. (25.3.2003)
Purcell, S.K. (2003). Washington Consensus: Not Dead. Latin Business Chronicle, 1:1.
(21.2.2003)
Reboratti, C. (2002). Personlig kommunikation. Professor, Geografisk Institut, Universidad de
Buenos Aires, Buenos Aires. (16.10.2002)
Rho, O. (2003). Interview. Landmand, landbrugsbedriften El Arbolito, Porteña, Córdoba
Provins. (25.3.2003)
Rohter, L. (2003a). Argentina Struggles to Meet Debt-Relief Terms. New York Times.
(11.2.2003).
Rohter, L. (2003b). Top Comic is the Hero of ‘Defrauded’ Argentines. New York Times.
(19.2.2003).
Rohter, L. (2003c). Signs of Economic Life in Argentina. New York Times. (25.2.2003).
Rohter, L. (2003d). Once Secure: Argentines Now lack Food and Hope. New York Times.
(2.3.2003).
Romero, L.A. (2002). A History of Argentina in the Twentieth Century. The Pennsylvania State
University Press, University Park, USA
Romero, H.O. (2003). Interview. Miljøkonsulent, Buenos Aires Provins Miljøkontor, La Plata,
Buenos Aires Provins. (7.4.2003)
Rossotto, R. (2003). Interview. Kommunal afdelingsleder, Porteña, Córdoba Provins.
(25.3.2003)
Rusiñol, G. (2003). Interview. Miljøkonsulent, Córdoba Miljøkontor, Córdoba. (27.3.2003)
95

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Ruud, A. (1992). Does Norwegian industry have different environmental considerations at home
than in developing countries? Norsk Geografisk Tidsskrift, vol. 46:4, pp. 183-191.
Ruud, A. (2002). Transnational Corporations and Environmental Concerns in Less Developed
Countries: Can cross border environmental management systems achieve public policy
goals? Report no. 2/02, Prosus, Center for Development and the Environment,
Universitetet i Oslo.
Ryan, D. (2003). Interview. Underdirektør, Fundacíon Ambiente y Resursos Naturales (FARN),
Buenos Aires. (15.5.2003)
Salto, J.R. (2003). Interview. Byrådsmedlem, tidligere borgmester, Cipolletti, Rio Negro
Provins. (10.11.2003)
Sanz, O.A. (2002). Personlig kommunikation. Laboratoriechef, Hartmann-PPM Argentina
S.R.L., Cipolletti, Rio Negro Provins. (9.12.2002)
Scandroglio, A (2003). Interview. Lektor i kemi, Universidad Tecnológica Nacional (UTN),
Avellaneda, Buenos Aires Provins. (9.4.2003)
Silva, G. (2003). Interview. Akademisk koordinator, Universidad Nacional del Comahue,
Neuquén, Neuquén Provins. (30.10.2003)
Silvera, M. (2002). Personlig kommunikation. Systemchef, Hartmann-PPM Argentina S.R.L.,
Cipolletti, Rio Negro Provins. (5.12.2002)
Silvera, M. (2003). Interview. Systemchef, Hartmann-PPM Argentina S.R.L., Cipolletti, Rio
Negro Provins. (29.10.2003)
Simonsen, F. (2003). Interview. Direktør, Arla Foods Ingredients S.A., Porteña, Córdoba
Provins. (27.3.2003)
Skov- og Naturstyrelsen (2004). Ramsar-områder. Skov- og Naturstyrelsen, København.
(2.1.2004)
Skovgaard, L.E. (2002). Ægge-aktie: Friske, dejlige æggebakker! - er det en god aktie?
Berlingske Tidende. (30.11.2002)
Sørensen, M.R. (2001). Argentinas Kriser. In: Kvartalsoversigt 4. kvartal 2001. Danmarks
Nationalbank, København.
TI (2002). Transparency International Corruption Perceptions Index 2002. Transparency
International Secretariat, Berlin. (22.9.2003)
TI (2003a). Press release: Global Corruption Report 2003, Regional Highlights. Transparency
International Secretariat, Berlin. (22.9.2003)
96

Referenceliste
TI (2003b). Global Corruption Report 2003. Transparency International Secretariat, Berlin.
(22.9.2003)
TI (2003c). Press release: Transparency International Global Corruption Barometer.
Transparency International Secretariat, Berlin. (22.9.2003)
TI (2003d). Corruption Perceptions Index 2003. Transparency International Secretariat, Berlin.
(4.11.2003)
Tobar, H. (2003). The Good Life Is No More for Argentina. Los Angeles Times. (18.2.2003)
Tranberg, P. (2003). Den norske korruptionsjæger. Politiken. (11.5.2003)
Tønnesen, A. (2003). Personlig kommunikation. Direktør, Global kvalitets- & miljøstyring, Chr.
Hansen A/S, Avedøre. (8.12.2003)
UBA (2002). Corrupción: Viviendo con el enemigo. Encrucijades UBA, nr. 19, pp. 1-81.
Udenrigsministeriet (2004). Argentina. Udenrigsministeriet, København. (19.2.2004)
Valentine, G. (1997). Tell me about…: using interviews as a research methodology. In:
Flowerdew, R. & D. Martin (Eds.), (1997). Methods in Human Geography: A guide for
students doing a research projects, pp. 110-126. Pearson Education Limited, Harlow,
England.
Verdensbanken (2003a). Environment. The World Bank Group, Washington, DC, USA.
(13.12.2003)
Verdensbanken (2003b). Strategy At A Glance. The World Bank Group, Washington, DC, USA.
(13.12.2003)
Villarroya, A. (2003). Interview. Miljø- & sikkerhedschef, Arla Foods Ingredients S.A., Porteña,
Córdoba Provins. (24.4.2003)
WBCSD (2004). About the WBCSD. World Business Council for Sustainable Development,
Geneve. (21.1.2004)
Weiss, B. (2002). Argentina amok: Byttepenge. Weekendavisen. (1.11.2002)
Wernly, S.A. (1998). Personlig kommunikation. Administrationsmedarbejder, Productos Pulpa
Moldeada S.A.I.C., Cipolletti, Rio Negro Provins. (10.12.2002)
Whittle, J., K. Shippey, E.G. Hinkelman, A. Woznick, J.L. Nolan & J. Rief (1998). Argentina
Business: The Portable Encyclopedia For Doing Business With Argentina. (2. ed.). World
Trade Press, San Rafael, USA.
Winther, T.S. (2004). Personlig kommunikation. Projektleder, Bæredygtig Udvikling, Brødrene
Hartmann, Lyngby. (21.1.2004)
Yin, R.K. (1994). Case Study Research: Design and Methods. (2. ed.). SAGE, London.
97

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Zarsky, L. (1999). Havens, halos and spaghetti: Untangling the evidence about foreign direct
investment and the environment. Background paper to presentation made at the OECD
conference: ‘Conference on foreign direct investment and the environment’. The Hague,
Netherlands, January 1999.
Zumel, J. (2003). Interview. Sekretær, Arla Foods Ingredients S.A., Porteña, Córdoba Provins.
(24.3.2003)
Öberg, A.G., J.N. Kristensen, J.A. Fyner & J. Frahm-Rasmussen (1995). En ren fornøjelse? – en
undersøgelse af Kommunekemis målsætninger for deres joint-venture i Argentina. (3. års
projekt). Handelshøjskolen i København.
Øllgaard, H. (2003). Personlig kommunikation. Miljøkoordinator, Global kvalitets- &
miljøstyring, Chr. Hansen A/S, Avedøre (udstationeret i Mahwah, USA). (4.12.2003)
98

Bilag A
Interviewguide
Interviewguide til gruppe 1: Ansatte tilknyttet det danske datterselskab
1. Præsentation (interviewer)
Præsentation af interviewer
Præsentation af projekt
Præsentation af interviewets forløb
Bilag A
2. Præsentation (informant)
Vil De præsentere Dem selv og fortælle om Deres funktion?
Virksomhedens baggrund; hvad producers og hvordan; hvornår blev
virksomheden grundlagt og af hvem; hvem ejer virksomheden i dag?
Hvorfor befinder virksomheden sig i dette område (politiske eller
økonomiske årsager; adgang til ressourcer e.g. arbejdskraft,
råmaterialer eller energi; klynger eller faglige traditioner i
området)?
Indgår virksomheden i samarbejde med f.eks. brancheorganisationer,
industriråd, politiske partier, NGO’er, fagforeninger?
Markedsplacering og konkurrence? Fremtidsudsigter?
3. Miljøpolitik
Hvordan definerer virksomheden miljøvenlig produktion?
Har virksomheden miljømæssige ambitioner med hensyn til
grænseværdier og ressourceeffektivitet?
Har virksomheden en erklæret miljøpolitik? Hvis ja, er det et
officielt og offentliggjort dokument? [Spørg efter et eksemplar]
Hvordan er virksomhedens forhold til innovation og brug af moderne
teknologi? Hvis der har fundet innovation sted, hvornår skete det
og hvorfor?
Har firmaet miljømæssige relationer til Danmark?
Finder firmaet inspiration i det danske moderselskabs teknologi
eller miljømæssige standarder?
Findes der en EIA for fabrikken?
4. Etablering og miljøforhold i værtslandet
Hvordan forløb opstartprocessen (bureaukrati vs. miljø)?
Hvilke instanser skulle ansøges mht. godkendelse af fabrik og
produktion? Var det besværligt?
Gav argentinske myndigheder udtryk for interesse for virksomhedens
miljøpolitik eller -profil?
Er der en miljølovgivning, der skal følges - og følges den
(håndhævelse)? Betyder det noget om virksomheden er argentinsk
eller udenlandsk?
Følger nabovirksomhederne de gældende miljøregler? Hvis nej,
hvordan kan det lade sig gøre - og hvorfor er de ikke
miljøbevidste?
99

Danske datterselskaber og miljøpraksis
5. Diskussion
Påvirker det det omkringliggende samfund, at der er en dansk
virksomhed i området? uddyb?
Tror De, der er forskel i måden, hvorpå argentinskejede og
udenlandskejede virksomheder behandler miljøet - og miljømæssige
aspekter?
Hvilke kriterier, anser De, skal være opfyldt, for at en virksomhed
i Argentina i højere grad vil udvise miljømæssige hensyn?
Tror De, miljøtanken vil opnå bred accept i det argentinske
samfund? Hvorfor/hvorfor ikke?
Tror De, en virksomhed med miljøengagement, en miljøpolitik og en
udpræget grad af miljøhensyn ville kunne fungere som rollemodel for
andre argentinske virksomheder? Hvis ja, kan De give et eksempel?
Nævn f.eks. en virksomhed eller en situation?
Vil De anbefale andre danske virksomheder at flytte produktion til
Argentina? Hvorfor og indenfor hvilke områder?
6. Supplerende bemærkninger
Har De lyst til at kommentere eller supplere interviewet?
100

Interviewguide til gruppe 2: Ansatte ved nabovirksomheder
1. Præsentation (interviewer)
Præsentation af interviewer
Præsentation af projekt
Præsentation af interviewets forløb
Bilag A
2. Præsentation (informant)
Vil De præsentere Dem selv og fortælle om Deres funktion?
Virksomhedens baggrund; hvad producers og hvordan; hvornår blev
virksomheden grundlagt og af hvem; hvem ejer virksomheden i dag?
Hvorfor befinder virksomheden sig i dette område (politiske eller
økonomiske årsager; adgang til ressourcer e.g. arbejdskraft,
råmaterialer eller energi; klynger eller faglige traditioner i
området)?
Indgår virksomheden i samarbejde med f.eks. brancheorganisationer,
industriråd, politiske partier, NGO’er, fagforeninger?
Markedsplacering og konkurrence? Fremtidsudsigter?
3. Miljøpolitik
Hvordan definerer virksomheden miljøvenlig produktion?
Har virksomheden miljømæssige ambitioner med hensyn til
grænseværdier og ressourceeffektivitet?
Har virksomheden en erklæret miljøpolitik? Hvis ja, er det et
officielt og offentliggjort dokument? [Spørg efter et eksemplar]
Hvordan er virksomhedens forhold til innovation og brug af moderne
teknologi? Hvis der har fundet innovation sted, hvornår skete det
og hvorfor?
Findes der en EIA for fabrikken?
4. Miljøforhold i værtslandet
Er der en miljølovgivning, der skal følges - og følges den
(håndhævelse)? Betyder det noget om virksomheden er argentinsk
eller udenlandsk?
Følger nabovirksomhederne de gældende miljøregler? Hvis nej,
hvordan kan det lade sig gøre - og hvorfor er de ikke
miljøbevidste?
101

Danske datterselskaber og miljøpraksis
5. Diskussion
Kender denne virksomhed til den danske virksomhed? Hvad har De hørt
og hvordan blev det formidlet?
Har De hørt tale om den danske virksomheds miljøpolitik eller -
profil?
Påvirker det denne virksomhed, at der er en dansk virksomhed i
området? Hvordan?
Påvirker det det omkringliggende samfund, at der er en dansk
virksomhed i området? Hvordan?
Tror De, der er forskel i måden, hvorpå argentinskejede og
udenlandskejede virksomheder behandler miljøet - og miljømæssige
aspekter?
Hvilke kriterier, anser De, skal være opfyldt, for at en virksomhed
i Argentina i højere grad vil udvise miljømæssige hensyn?
Tror De miljøtanken vil opnå bred accept i det argentinske samfund?
Hvorfor/hvorfor ikke?
Tror De, en virksomhed med miljøengagement, en miljøpolitik og en
udpræget grad af miljøhensyn ville kunne fungere som rollemodel for
andre argentinske virksomheder? Hvis ja, kan De give et eksempel?
Nævn f.eks. en virksomhed eller en situation?
6. Supplerende bemærkninger
Har De lyst til at kommentere eller supplere interviewet?
102

Interviewguide til gruppe 3: Offentlige myndigheder i.e. politikere og embedsmænd
1. Præsentation (interviewer)
Præsentation af interviewer
Præsentation af projekt
Præsentation af interviewets forløb
2. Præsentation (informant)
Vil De præsentere Dem selv og fortælle om Deres funktion?
Bilag A
3. Miljøpolitik
Hvordan vil De definere miljøvenlig produktion?
Har regeringen en erklæret miljøpolitik (Bruger regeringen f.eks.
miljøhandlingsplaner eller planlægges en miljøindsats på anden
måde)?
Hvis ja, hvordan udføres den i praksis?
Har kommunen en bestemmelse vedrørende miljøet? Hvis ja, bedes De
fortælle om den. Hvornår blev den vedtaget? [Spørgsmål til
kommuner].
Findes der miljølovgivning, som en virksomhed må følge, hvis den
vil producere i området (dvs. her)? Er der forskel på lokalt,
provins og nationalt niveau?
Hvordan håndhæves den?
Hvorfor er De interesseret i, at en virksomhed skal følge
miljølovgivningen?
Er der folkelig opbakning omkring håndhævelsen af
miljølovgivningen?
4. Miljøforhold i værtslandet
Er der forskel på udenlandske og argentinske virksomheder i deres
bestræbelser på at leve op til miljølovgivningen?
Spiller virksomhedens størrelse en rolle i en miljømæssig
sammenhæng (f.eks. om der er tale om en lille, mellem eller stor
virksomhed)? Hvorfor/hvorfor ikke?
Spiller virksomhedens branche en rolle for miljøpraksis? Er der
forskel på hvilken sektor virksomheden beskæftiger sig med
(landbrug, industri, etc.)?
hvis ja, hvordan håndteres denne forskel så mht. lovgivning og
håndhævelse?
Vil De mene, at Argentinske policymakers er specielt interesserede
i udenlandske direkte investeringer, der omhandler miljø? Venligst
uddyb Deres svar?
103

Danske datterselskaber og miljøpraksis
5. Diskussion
Stilles der miljøkrav til udenlandske virksomheder og deres
investeringer?
Er der forskel i de miljøkrav, der stilles til lokale argentinske
virksomheder og dem, der stilles til udenlandske virksomheder?
Tror De, der er forskel i måden, hvorpå argentinskejede og
udenlandskejede virksomheder behandler miljøet - og miljømæssige
aspekter?
Kender De til den danske virksomhed? Hvad har De hørt og hvordan
blev det formidlet?
Har De hørt tale om den danske virksomheds miljøpolitik eller -
profil?
Påvirker det det omkringliggende samfund, at der er en dansk
virksomhed i området? Hvordan?
Hvilke kriterier, anser De, skal være opfyldt, for at en virksomhed
i Argentina i højere grad vil udvise miljømæssige hensyn?
Tror De, miljøtanken vil opnå bred accept i det argentinske
samfund? Hvorfor/hvorfor ikke?
Tror De, en virksomhed med miljøengagement, en miljøpolitik og en
udpræget grad af miljøhensyn ville kunne fungere som rollemodel for
andre argentinske virksomheder? Hvis ja, kan De give et eksempel?
Nævn f.eks. en virksomhed eller en situation?
6. Supplerende bemærkninger
Har De lyst til at kommentere eller supplere interviewet?
104

Interviewguide til gruppe 4: NGO’er, medier & universiteter
1. Præsentation (interviewer)
Præsentation af interviewer
Præsentation af projekt
Præsentation af interviewets forløb
Bilag A
2. Præsentation (informant)
Vil De præsentere Dem selv og fortælle om Deres funktion?
NGO’er:
Organisationens baggrund; hvornår blev organisationen grundlagt
(hvilket år) og i hvilken sammenhæng?
Hvad er organisationens hovedformål?
Hvilken slags miljømæssige projekter beskæftiger organisationen sig
med i dag?
Medier:
Hvor lang tid har De arbejdet som journalist med speciale i
miljøforhold?
Universiteter:
Hvor lang tid har De forsket i miljøforhold?
Hvad er hovedemnerne indenfor Deres forskningsfelt?
Har disse emner altid været af interesse for Deres
institution/universitet?
Vil De kort opsummere de hovedresultater af Deres forskning, der
kan være interessante i forbindelse med dette interview?
3. Miljøpolitik
Hvordan vil De definere miljøvenlig produktion?
Findes der en miljølovgivning?
Hvordan forholder det sig med håndhævelsen?
Stilles der miljøkrav til udenlandske virksomheder og deres
investeringer?
Er der forskel i de miljøkrav, der stilles til lokale argentinske
virksomheder og dem der stilles til udenlandske virksomheder?
Vil De mene, at Argentinske policymakers er specielt interesserede
i udenlandske direkte investeringer, der omhandler miljø? Venligst
uddyb Deres svar?
4. Miljøforhold i værtslandet
Hvilke emner er vigtige for befolkningen i denne region?
Mener De, at de lokale/regionale medier beskæftiger sig med
miljøemner, der er relevante for befolkningen?
Medier:
Mener De, at miljøforhold behandles af de lokale medier og sker det
løbende?
Hvordan mener De, at de regionale medier beskæftiger sig med
miljøforhold? Hvordan forholder det sig med de nationale medier?
105

Danske datterselskaber og miljøpraksis
5. Diskussion
Tror De, der er forskel i måden, hvorpå argentinskejede og
udenlandskejede virksomheder behandler miljøet - og miljømæssige
aspekter?
Kender De lokale argentinske virksomheder, der har en miljøpolitik?
Kender De til danske virksomheder i Argentina? Kender de den danske
virksomhed her på egnen? Hvad har De hørt og hvordan blev det
formidlet?
Har De hørt tale om den danske virksomheds miljøpolitik eller -
profil?
Har De hørt tale om, at der skulle være en bestemt skandinavisk
tilgang til miljøspørgsmål? Hvis ja, hvad mener De om denne
tilgang?
Påvirker det det omkringliggende samfund, at der er en dansk
virksomhed i området? Hvordan?
Hvilke kriterier, anser De, skal være opfyldt, for at en virksomhed
i Argentina i højere grad vil udvise miljømæssige hensyn?
Tror De, miljøtanken vil opnå bred accept i det argentinske
samfund? Hvorfor/hvorfor ikke?
Tror De, en virksomhed med miljøengagement, en miljøpolitik og en
udpræget grad af miljøhensyn ville kunne fungere som rollemodel for
andre argentinske virksomheder? Hvis ja, kan De give et eksempel?
Nævn f.eks. en virksomhed eller en situation?
6. Supplerende bemærkninger
Har De lyst til at kommentere eller supplere interviewet?
106

Spørgeskema
Afkrydsningsskema til brug for kvantitativ analyse
Respondent:
6. DANSKE VIRKSOMHEDERS INDFLYDELSE PÅ MILJØET I ARGENTINA
6.1 Mener informanten at det betyder noget om en virksomhed er argentinsk eller udenlandsk
(ledet eller ejet) for dens måde at behandle miljøet på?
JA NEJ VED IKKE
6.2 Kender informanten til argentinske virksomheder med en miljøpolitik?
JA NEJ KUN FÅ
6.4 Mener informanten at det danske/danske datterselskab(er) har en positiv indflydelse på
argentinske virksomheder på miljøområdet?
JA NEJ VED IKKE
Bilag A
6.3 Tror informanten på rollemodellen (foregangsvirksomhed på miljøområdet – eksemplets magt)?
7. BARRIERER OG INCITAMENTER
JA NEJ VED IKKE
7.1 Hvad mener informanten er årsagen til manglende miljøhensyn i Argentina – herunder
miljøforbedringer i argentinske virksomheder?
Mangel på bevidsthed (uddannelse) og motivation
Økonomiske begrænsninger
Kultur
Manglende infrastruktur
7.2 Hvilke initiativer mener informanten kræves for at opnå miljøforbedringer i Argentina –
herunder i argentinske virksomheder?
Mere uddannelse/oplysning/opdragelse (der fører til bevidsthed)
Værtslandets pres for at få overholdt reglerne
Flere ressourcer mht. tilsyn og kontrol
Strengere sanktionsmuligheder
Centralisering/konkretisering af lovgivningskrav;
automatisering af kontrolprocedurer
7.2.1 Mener informanten at der foregår en aktiv miljøindsats fra det offentliges/myndighedernes
side i Argentina?
JA NEJ VED IKKE
7.3 Tror informanten at miljøtanken vil vinde bred accept i det argentinske samfund?
JA NEJ
Manglende håndhævelse af lovgivning (kontrol og sanktioner)
Manglende politisk prioritering (vilje / bevidsthed)
Korruption
Andet:
Forbrugerpres
Intern virksomhedspolitik
Krav fra kunder / eksportmarkeder
Pres fra private organisationer og medier
Andet:
107

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Bilag B
Oversigt over dataindsamling
Interview
Informant Stilling Virksomhed Område Kommentar
Gruppe 1: Ansatte tilknyttet det danske datterselskab
Jorge Bofferón Produktionschef Chr. Hansen Quilmes man/tmn
Sandra Fernández Kvalitetschef Chr. Hansen Quilmes man/tmn
Aage Jacobsen Direktør (dansk) Chr. Hansen Quilmes tmn; interview på dansk
Luis Roberto Kardos Konsulent Chr. Hansen Quilmes adp/tmn
Marcelo Silvera Chef for miljø,
sundhed,
sikkerhed og
systemer
Hartmann Cipolletti nr
Finn Simonsen Direktør (dansk) Arla Porteña tmn, interview på dansk
Ana Villarroya Miljø- &
sikkerhedschef
Arla Porteña man/tmn
Jorgelina Zumel Sekretær Arla Porteña tmn, interview på engelsk
Gruppe 2: Ansatte ved nabovirksomheder
Marcelo Omar Acevedo Laboratorieassistent
Ecobland Malagueño man/tmn
Héctor Rodolfo Baldo Osteproducent Quesería
Herbal Hnos.
Porteña man/tmn
Claudio R. Bauer Produktchef Gora Quilmes adp/tmn
Ricardo Gabriel Cevasco Afdelingschef Ecoblend Malagueño man/tmn
Jorge D. Galizzi & Lokalkoordinator SANCOR Sunchales man/tmn
Alejandro Abbate hhv. juridisk
konsulent
Jorge Garnero Laboratoriechef La Piamontesa Brinkmann man/tmn
Orestes & Gerardo
Gustavo Manrique
Landmænd Est. Don Jose Porteña man/tmn
Fabián A. Manzi Lokalkoordinator SANCOR Brinkmann man/tmn
Luis Marcheschi Hygiejne-,
sikkerheds- &
miljøchef
Cryovac Quilmes adp/tmn
Hugo A. Pagliotti & Hygiejne-, Bryggeriet Quilmes adp/tmn
Mariana Buranello sikkerheds- &
miljøchef hhv.
analytiker
Quilmes
Héctor Luis Pérez Personalechef Acetatos
Argentinos
Quilmes adp/tmn
Oscar Rho Landmand Est. El
Arbolito
Porteña man/tmn
108

Gruppe 3: Offentlige myndigheder i.e. politikere og embedsmænd
Carlos M. Arselli Departementschef Direccion
National de
Gestion
Carolina Avellaneda &
Guillermo Rusiñol
Ricardo Luis Deina Leder af
Ambiental
Buenos Aires man/tmn
Miljøkonsulenter Agencia
Córdoba
Ambiente
Córdoba man/tmn
Quilmes Quilmes adp/tmn, tilstede: L.R. Kardos
miljøafdelingen Kommune
SENASA La Plata adp/tmn, tilstede: J. Copes
Bilag B
Norberto Mandagarán Veterinær,
kontrollant
Daniel A. Peretti Borgmester Porteña byråd Porteña man/tmn
Héctor Oscar Romero Miljøkonsulent Bs.As. provins La Plata man/tmn, tilstede: L.R. Kardos
Roberto Rossotto Assistent Porteña byråd Porteña man/tmn
Julio Rodolfo Salto Byrådsmedlem, Cipolletti Cipolletti nr
tidl. borgmester byråd
César Storti & Raúl Teknikere DPA,
Cipolletti nr
Ortega
Cipolletti
Gruppe 4: NGO’er, medier & universiteter
Julio Anguita Professor i
geografi
UNC Neuquén mm/tmn, interview i december 2002
Noemí Bascur Formand Fundama Cipolletti man
Mónica I. Bendini Professor i
geografi
UNC Neuquén hc/tmn
Julio Copes Veterinær, lektor La Plata
Universitet
La Plata adp/tmn, tilstede: N. Mandagarán
Gerardo Mario de Jong Professor, leder af
Geografisk Afd.
UNC Neuquén nr
Rafael Diserio Journalist FM Galas Cipolletti nr
María Cristina Felicia Journalist Dagbladet
Perspectiva
Sur
Quilmes man/tmn
Leonidas Osvaldo Leder af
Fundación Buenos Aires man/tmn
Girardin
miljøprogram Bariloche
Walter Kirby Formand Fundación
Luciérnaga
Neuquén man, besvaret via e-mail
Oscar Cares Leiva Journalist Dagbladet La
Mañana del
Sur
Cipolletti nr
Héctor Ruben Macaño Professor i kemi UTN Córdoba man/tmn
Claudia E. Natenzon Professor i
geografi
UBA Buenos Aires man
Carlos Enrique Nogués Formand Fundación de
Estudios
Patagónicos
Neuquén nr
Raúl A. Possetto Journalist Radio
Universal FM
100.3/TV
Color
Brinkmann man/tmn
Daniel Ryan Underdirektør FARN Buenos Aires man, udfra notater
Alejandro Scandroglio Lektor UTN Avellaneda man/tmn
Graciela Silva Akademisk
koordinator
UNC Neuquén nr
Initialforkortelse for interviewer: tmn – forfatteren, man – María Andrea Nardi, adp – Alan Dam Pesalaccia, nr – Nora
Rivera, mm – Marcos Mare, hc – Horacio Cavilli
109

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Øvrig dataindsamling
Type Virksomhed Kommentar
Virksomhedsbesøg Brødrene Hartmann
Tønder
Besøg på det danske moderselskabs fabrik i Danmark, 7.10.2002
Virksomhedsbesøg Arla Foods Ingredients,
Videbæk
Besøg på det danske moderselskabs fabrik i Danmark, 8.10.2002
Virksomhedsbesøg Brødrene Hartmann- Præliminær undersøgelse af datterselskabets fabrik, feltnotater, 14
PPM, Cipolletti
dage i december 2002;
Rundvisning og kort interview med Omar Ariel Sanz & Marcelo
Silvera, feltnotater, 9.12.2002
Interview Universidad Nacional del Kort indledende interview med geografiprofessorerne Gerardo
Comahue, Neuquén Mario de Jong & Julio Anguita, feltnotater, 9.12.2002
Virksomhedsbesøg Gold Juice S.A., Rundvisning og kort interview med laboratoriechef Consuelo
Gral. Fernández Oro Cervera, feltnotater, 9.12.2002
Virksomhedsbesøg Productos Pulpa Rundvisning og kort interview med Sergio A. Wernly, feltnotater,
Moldeada S.A.I.C.,
Cipolletti
10.12.2002
Interview DPA, Cipolletti Kort indledende interview med ingeniør Raúl Ortega, 11.12.2002
110

Bilag C
Værtslandet Argentina
Bilag C
Geografi
República Argentina (Argentina) er beliggende i det sydøstlige område af det sydamerikanske
kontinent inden for koordinaterne 22°-55° sydlig bredde og 53°-73° vestlig længde. Landet
grænser op til Chile i vest, Bolivia og Paraguay i nord og Uruguay i nordøst. Med sit areal på
2.737.000 km 2 er Argentina det næststørste land på det sydamerikanske kontinent efter Brasilien.
Landet er en forbundsrepublik med 23 delstater, der hver har sin guvernør, sin regering og sit
parlament. Buenos Aires udgør føderationens hovedstad og har dermed en særlig status.
Landet har 38,7 mio. indbyggere (juli 2003, estimeret) (CIA, 2003). Heraf bor knap 40 pct.
(1991) i Buenos Aires, som dermed er verdens 10. største byområde (Keeling, 1996). 97 pct. af
befolkningen er af europæisk afstamning, af overvejende italiensk og spansk oprindelse. De
største mindretal stammer fra Tyskland, Frankrig, Polen og Rusland. Derudover er der mindretal
fra Svejts, Østrig, England, Wales, Skotland, Skandinavien, samt Østeuropa og Mellemøsten. I
det sydlige af Buenos Aires Provins findes en dansk koloni på omkring 40.000 efterkommere af
danske immigranter. I forhold til andre latinamerikanske lande findes kun få indianere og
mestizer i Argentina. Det officielle sprog er spansk, og befolkningen fordeler sig med 92 pct.
katolikker, 2 pct. protestanter, 2 pct. jøder og 4 pct. andre (Gyldendal, 2003).
Landet kan inddeles i fire naturgeografiske regioner. (1) Andesbjergene i vest, der strækker
sig fra nord til syd med bjergtinden Aconcagua (6960 m) som højeste punkt. (2) Sletteområderne
Gran Chaco og Mesopotamien (landet mellem floderne Paraná og Uruguay) i nord og det
nordøstlige område, der strækker sig ind over Paranáplateauet. (3) Sletteområdet Pampas vest og
sydvest for Buenos Aires, og (4) det kuperede Patagonien syd for Rio Colorado-floden.
Argentina er 3800 km langt og 1400 km på det bredeste sted. Mod nord ligger det på grænsen til
det tropiske bælte. Det subtropiske klima i nord afløses af tempereret klima i Patagonien og af
polarklima i Ildlandet, længst mod syd. Temperaturer fremgår af tabel c.1. Mest nedbør falder
mod nord, 1500 mm årligt. Nedbøren aftager mod syd og mod vest. Omkring Buenos Aires
regner det i gennemsnit 950 mm årligt (Gyldendal, 2003). Da der ikke findes bjerge, der går i
øst-vestlig retning, trænger de kolde sydvinde, Pamperos, uhindret mod nord. Dette forårsager
kraftige storme og hurtige vejromslag med høje temperaturudsving og kraftige regnfald til følge
(Brand, 1999).
Tabel C.1 Gennemsnitlige middagstemperaturer i Argentina (Brand, 1999).
By J F M A M J J A S O N D
Buenos Aires 30 29 26 22 18 15 15 16 18 21 25 29
Bariloche 21 21 18 14 10 6 5 8 10 11 16 18
Calafate 19 18 17 12 7 4 3 5 9 11 16 17
Córdoba 32 31 26 24 21 18 18 20 23 25 28 31
Iguazú 32 31 28 25 24 20 23 24 26 27 29 31
Mendoza 30 30 27 23 18 12 14 16 20 22 27 30
Mar del Plata 27 26 24 20 17 13 11 12 15 17 22 25
Salta 31 31 29 25 22 18 16 17 20 24 25 30
Ushuaia 15 14 13 9 5 3 2 3 7 10 12 14
111

Danske datterselskaber og miljøpraksis
Argentina er et semi-industrialiseret land med en spredt produktionsbasis. De enkelte sektorer
bidrager til BNP med følgende fordeling: landbrugssektoren 7,3 pct., industrisektoren 35,5 pct.
og servicesektoren 57,2 pct. (1996). Langt den største del af argentinske virksomheder er
SME’er, som har mindre end 30 ansatte. Der findes meget få store virksomheder med mere end
500 ansatte. Igennem 1990’erne er mange TNC’er kommet til Argentina, især indenfor
olieindustri, finans-, telekommunikation- og fødevareområdet. Industrien består af minedrift,
bygningskonstruktion og fremstilling e.g. tekstilindustri, stålfremstilling og landets bilindustri,
der er voksende. Men industriens samlede andel af BNP er siden 1980 stagneret, mens
servicesektorens er eskaleret. Landbrugssektorens andel er derimod forblevet stabil og er vigtig
for økonomien (Whittle et el., 1998). I mange år var landet verdens førende eksportør af
oksekød. Efter 1960 har planteavlen vundet frem. Pampasen er det vigtigste dyrkede område, og
hovedafgrøderne er sukkerrør, soja, hvede, majs og solsikkefrø. Vin dyrkes i det vestlige
Argentina, og landet er verdens femte største vinproducent. Kvægavl er stadig af betydning,
kødkonserves samt forarbejdning af huder og skind ligeledes. Argentina er selvforsynende med
naturgas og olie, som er landets vigtigste råstoffer. Vandkraft dækker ca. 40 pct. af elforsyningen
og atomkraft 9 pct. Vejnettet er vidt udbygget, mens det tidligere ret tætte jernbanenet, med
Buenos Aires som centrum, er blevet indskrænket (Brand, 1999; Gyldendal, 2003).
Argentina eksporterer korn og foderstoffer til Danmark for en årlig værdi af 2.100 mio. kroner
(2001). Danmarks eksport til Argentina faldt fra 650 mio. kroner i 2001 til 224 mio. kroner i
2002, men forventes i 2003 at udgøre 400 mio. kroner (Udenrigsministeriet, 2004).
Argentinas økonomisk-politiske historie
Argentina var i begyndelsen af det 20. århundrede en af verdens 15 rigeste nationer og havde på
dette tidspunkt flere lighedspunkter med Danmark. Begge lande havde omtrent det samme
indtægtsniveau, og begge økonomier var baseret på eksport af landbrugsprodukter (Sørensen,
2001).
1913 markerer et vendepunkt for væksten i den argentinske økonomi. På dette tidspunkt
udgjorde Argentinas BNP pr. indbygger 80 pct. af gennemsnittet for 16 nuværende OECD-lande.
1. verdenskrigs udbrud satte midlertidig en stopper for den indbringende eksport af
landbrugsprodukter (fortrinsvis uld, hvede, majs og oksekød) til de krigsførende lande i Europa.
Efter 1. verdenskrigs afslutning fortsatte eksporten, men nåede ikke det tidligere niveau.
Argentinas, på dette tidspunkt åbne, økonomi havde to følsomme variable. (1) afhængighed af
udviklingen i verdensmarkedspriserne på de forholdsvis få landbrugsvarer, landet eksporterede,
jf. udviklingen i bytteforholdet og (2) afhængighed af udenlandske kapitaltilførsler på grund af
begrænset indenlandsk opsparing. Disse to eksterne forhold samt en stigende protektionisme i
den vestlige verden dannede baggrund for en begyndende recession allerede i 1928 – før Wall
Street-krakket i oktober 1929 (Sørensen, 2001). Efter en gylden periode fra 1880 med næsten 50
års velstand, fulgte nu 60 års økonomisk og politisk ustabilitet (Keeling, 1996). Landet blev
bragt ud af depressionen i 1933-34, da priserne på landbrugsvarer steg, og bytteforholdet som
følge af tørke i USA, Canada og Australien bedredes. I kølvandet på depressionen opstod en
politisk ustabilitet, der banede vejen for militærets magtovertagelse i september 1930. Skiftende
militære og civile regeringer ledede landet indtil 1989, hvor en civil regering afløste en anden
civil regering 12 (Sørensen, 2001).
12 Se endvidere Guillén (2001) pp. 34-43 og Economist (2004a; 2004b)
112

Bilag C
Økonomiens struktur ændrede sig i 1930’erne som følge af den netop overståede dybe
depression. På grund af mindre international samhandel mistede landbrugssektoren betydning,
og eksporten gik tilbage. I kombination med lavere vækst og indkomster førte det til et lavere
investeringsniveau. I denne periode afløstes frihandel af bilaterale handelsaftaler på verdensplan.
I Argentina gav det sig udtryk i en større statslig intervention, der afløste laissez-faire på det
økonomisk-politiske område. Grobunden blev hermed lagt for en protektionistisk økonomisk
politik (importsubstitution). På det pengepolitiske område skete der i 1931 et brud med det
hidtidige system, der var baseret på guldfodssystemet, i.e. sedlers indløselighed mod guld, og i
1935 overtog staten alle den uregulerede banksektors dårlige lån fra 1920’erne og 1930’erne. Det
blev finansieret via monetær finansiering og dannede baggrund for senere perioders ekstreme og
inflationsskabende pengepolitik. Med depressionen igangsattes en proces, der på 20 år ændrede
den argentinske økonomi fra en meget åben til en meget lukket økonomi. Eksportens andel af
BNP faldt således fra 24 pct. i 1925-29 og 19 pct. i 1935-39 til 7 pct. i 1950-54. Så sent som i
2001 udgjorde eksporten ikke mere end ca. 11 pct. (Sørensen, 2001).
Ved 2. verdenskrigs udbrud mistede Argentina atter sine afsætningsmuligheder på de
europæiske markeder. Det førte ikke kun til krise i landbrugserhvervet, men også til store
spændinger i den argentinske befolkning, som stod splittet i sine sympatier mellem de allierede
og aksemagterne. Det endte med en militær magtovertagelse i 1943 ledet af general Juan Péron
(Romero, 2002). Peróns popularitetsbase var at finde blandt arbejderne i byerne, som ville drage
fordel af en industrialisering. For at tilgodese den indenlandske industri forstærkedes den
importsubstitutionsstrategi, der var påbegyndt i 1930’erne. Der blev indført en valuta- og
importkontrol, alt imens eksportsektoren blev negligeret. En uigennemtænkt og dårlig
implementeret strategi, idet industrialisering forudsætter valutaindtægter til import af nødvendige
varer e.g. maskiner. Landbrugssektoren døjede ligeledes med at skaffe sig importerede
produktionsfaktorer e.g. traktorer og kunstgødning, samtidig med at statens forskning i
forbedringer af landbrugsproduktionen blev nedprioriteret. To centrale problemer i den valgte
strategi er misallokering af de investerede ressourcer og et manglende incitament for de
beskyttede virksomheder til at effektivisere produktionen (Sørensen, 2001).
Efter 10 år med importsubstitution stod det klart, at strategien havde fejlet. I 1952 efter et
tørkeår måtte Argentina importere hvede (Sørensen, 2001). Péron blev afsat året efter (Romero,
2002), og der blev igen lagt mere vægt på landbrugs- og eksportsektorerne. Men de indbyggede
forvridninger i de relative priser forsvandt ikke og der var fortsat magtfulde interesser involveret
i industrien e.g. repræsentanter fra militæret og peronistpartiet (McKeogh & Herken-Krauer,
1988). Private og offentlige beslutninger vedrørende 1960’ernes og 1970’ernes langsigtede
investeringer blev foretaget på baggrund af to alvorlige fejlantagelser. For det første fortsatte og
udbyggede man den beskyttede hjemmeindustri med baggrund i industriimportsubstitution. For
det andet var man overbevist om troen på et evigt ekspanderende indre marked i Argentina, både
i fysisk volumen og i købekraft. Dette til trods for at forudsætningerne havde ændret sig.
Fødselstallet var faldet betragteligt, hvilket medførte, at den argentinske befolkningstilvækst var
den laveste i Sydamerika i slutningen af 1970’erne. Derudover var immigration fra Europa, et af
den argentinske guldalders karakteristiske træk, på dette tidspunkt næsten aftaget helt og i stedet
erstattet med immigration fra nabolande, hovedsageligt fra Bolivia og Paraguay, senere fra
Uruguay og Chile. Dette indvirkede både kvantitativt og kvalitativt på arbejdsstyrken, som hidtil
var blevet påvirket stærkt af middelklassen med baggrund i den europæiske indvandring. De nye
immigranter øgede udbuddet af billig arbejdskraft og forøgede den del af befolkningen, der holdt
til i udkanten af urbane centre, men de havde kun ringe indvirkning på den samlede efterspørgsel
113

Danske datterselskaber og miljøpraksis
(McKeogh & Herken-Krauer, 1988). Alligevel opnåede den argentinske økonomi gennem
1960’erne en ganske god vækst, fortrinsvis som følge af ekspansion i bil-, stål- og den
petrokemiske industri, samt i energisektoren. Frem til 1976 var industrien begunstiget af høje
statssubsidier, der skulle sikre en hurtig vækst. Den toppede samme år, hvor
fremstillingsindustriens andel af BNP var 33 pct. Argentina formåede frem til 1970’erne at opnå
en årlig vækst i BNP på 2,2 pct. pr. indbygger (Sørensen, 2001). Men sammenlignet med den
øvrige verden formåede landet derefter ikke, på trods af mange naturressourcer, at opretholde sin
globale position i udviklingen af sin økonomi, sin velfærd og sit miljø. Væksten i BNP pr.
indbygger har været nul i perioden fra slutningen af 1960’erne til begyndelsen af 1990’erne
sammenlignet med en global vækstrate på 2,4 pct.. I det samme tidsrum har øvre
middelindkomstlande multipliceret den gennemsnitlige nationale velstand med en faktor 3.
Omregnet til velstandsforøgelse pr. indbygger svarer det til en faktor 1,7. Til sammenligning
voksede Argentinas nationale velstand kun med 40 pct. og velstand pr. indbygger forblev
uændret (Di Pace et al., 1992).
Fra 1973 til 1989 har landet befundet sig i stadige økonomiske kriser og haft negativ vækst i
BNP. Typisk for økonomien helt tilbage fra slutningen af 1940’erne er de såkaldte stop-gokonjunkturcykler.
Det betegner, hvordan et opsving hurtigt forplanter sig til et underskud på
handels- og betalingsbalancen, som til slut resulterer i valutakrise og recession. 1970’erne var
præget af økonomisk og politisk ustabilitet. Efter en særlig kraftig cyklus i midten af 1970’erne
overtog militæret magten i 1976, hvilket indledte det, der er blevet kendt som den beskidte krig,
der strakte sig fra 1976-1983. Den militære junta slog ned på enhver potentiel politisk fare. Det
var ikke kun de såkaldte subversive, i.e. samfundsomvæltende eller revolutionære, der forsvandt,
men også mange engagerede og aktive indbyggere, der udgjorde en trussel for militærdiktaturet
(Lewis, 2001; Petersen Dam, pk, 2002). Militærregimet gjorde endeligt op med
importsubstitutionsstrategien ved liberalisering af priser, udenrigshandel og kapitalbevægelser.
Banksektoren blev dereguleret, og underskuddet blev bragt ned fra 15,6 pct. af BNP i 1975 til 5
pct. af BNP i 1977. Med et valutaarrangement indført i 1979 blev inflationen bragt ned til under
100 pct. i begyndelsen af 1980’erne. Dette var dog stadigvæk højere end arrangementets løbende
devaluering af valutaen, hvilket medførte en forringet konkurrenceevne. Til sidst mistede
arrangementet sin troværdighed, og en massiv kapitalflugt satte ind. Store lån blev optaget i
udlandet for at opretholde ordningen. I 1981 måtte valutaen devalueres hele tre gange med hhv.
10, 10 og 20 pct. med store realøkonomiske problemer til følge. Inflationsraten steg igen til en
trecifret størrelse, budgetunderskuddet i pct. af BNP til en tocifret. Mens den eksterne gæld var
på 20 pct. i 1977, var den steget til 60 pct. i 1982. Nederlaget til Storbritannien efter
Falklandskrigen i 1982 tvang militæret til at opgive magten til fordel for et civilt styre.
Demokratisk valgte regeringer forsøgte herefter, dog uden held, at rette op på økonomien og
styre de offentlige finanser med to stabiliseringsplaner. Sammenbruddet af den anden plan,
kaldet Primavera-planen, førte til hyperinflation i 1989-90 (figur c.1). Dette var kulminationen
på 1970’ernes og 1980’ernes fejlslagne økonomiske politik (Sørensen, 2001).
Argentinas nyere historie
Opgøret med importsubstitutionsstrategien i 1976 påbegyndte en udvikling, der radikalt
forandrede landet. Argentina er idag et helt andet land og på mange måder et mere moderne land,
end før denne udvikling blev igangsat. Afslutningen af den kolde krig, gennemgribende
økonomisk omstrukturering, hurtig teknologisk udvikling, det neoliberale ideologiske hegemoni
114

Bilag C
og globalisering er alle elementer i den argentinske udvikling, som samtidig afspejler den
generelle udvikling i resten af verden (Romero, 2002).
Carlos Menem fra peronistpartiet blev i 1989 valgt til præsident. De vigtigste begivenheder
fra dette tidspunkt fremgår af figur c.3. Midt i hans første embedsperiode, i 1991, gennemførtes
et disinflationsprogram, hvor et såkaldt currency board bandt den argentinske peso (ARS) til US
dollaren i forholdet 1:1 (fastkurspolitik) (Sørensen, 2001; DR, 2002a; DR, 2002c). For
forretningsfolk havde det tre umiddelbare fordele: stabilitet, der formindskede usikkerhed på
markedet, en øget efterspørgsel og endelig den såkaldte wealth-effekt, rigdomseffekten
(Kosacoff, 1997). På kort tid blev inflationen stort set elimineret (figur c.1). Der blev også
påbegyndt andre reformer, og det lykkedes at minimere budgetunderskuddet kraftigt frem til
1993. Dog fremkom forbedringen ikke som konsekvens af en reformering af de offentlige
finanser, men i stedet via privatiseringsgevinster og et faldende internationalt renteniveau, der
lempede Argentinas gældsbyrde (Sørensen, 2001; DR, 2002a; Jeter, 2003).
5000
4000
3000
2000
1000
0
Pct.
1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000
Inflation
Figur C.1 Udvikling i inflation i pct. for Argentina (Paaske Rasmussen, 2003).
Reformerne bidrog til at åbne økonomien, og den opnåede prisstabilitet, skabt ved optagelse af
enorme udenlandske, højtforrentede lån, ved salg af statsejede industrier og på grund af
investeringer, var en afgørende ny faktor (Tobar, 2003). Udlandsgælden, etableret i 1977,
voksede støt gennem 1980’erne og 1990’erne. Ifølge Romero (2002) er det klart for enhver i dag,
at gælden aldrig vil blive tilbagebetalt. Argentina er et afhængigt land, som må føje sine
kreditorer. Alternativet er insolvens og pariastatus (DR, 2002b).
De indførte reformer førte til stabilitet og en pæn økonomisk vækst i perioden 1991-94 (tabel
c.2); men samtidig forstærkedes en udvikling hen imod en afmontering af den argentinske
velfærdsstat og en systematisk nedbrydning af landets institutioner. En udvikling der allerede var
igangsat år forinden (Sørensen, 2001; Romero, 2002). Et centralt element heri er den stigende
arbejdsløshed, som synes at være en indbygget strukturel faktor i den nye argentinske økonomi
(Romero, 2002; Tobar, 2003) (figur c.2). Tal fra Argentinas statistiske institut, INDEC (2003),
viste en arbejdsløshed på 21,5 pct. i maj 2002. Medregnes ufrivilligt underbeskæftigede er tallet
27,4 pct. af den arbejdende del af befolkningen. Flere kilder påpeger, at mere end 60 pct. af
befolkningen i dag lever i fattigdom defineret ud fra en indtægt på 1.622 kroner pr. måned for en
familie på to voksne og to børn. Dette er knap en fordobling af fattige i forhold til 2001. Næsten
en fjerdedel kategoriseres som indigente (fattige, trængende), hvilket betyder, at en familie på
115

Danske datterselskaber og miljøpraksis
fire må overleve for 737 kroner pr. måned (INDEC, 2003; Rohter, 2003d, Udenrigsministeriet,
2004). Udviklingen i Stor-Buenos Aires fremgår af figur c.2.
Tabel C.2 Makroøkonomiske indikatorer i nyere tid (Sørensen, 2001).
Pct.
60,0
50,0
40,0
30,0
20,0
10,0
0,0
116
maj-88
Pct. 1989 1994 2000
Real BNP-vækst -6,2 5,8 -0,5
Inflation 4.928,6 3,9 -0,7
Betalingsbalancens løbende poster (pct. af BNP) -1,8 -3,7 -3,2
Den offentlige sektors budgetbalance (pct. af BNP) -21,8 -2,3 -3,6
Arbejdsløshed (pct. af arbejdsstyrken) 7,1 12,2 14,7
maj-89
Fattigdom (Stor-Bs.As.) Arbejdsløshed (Stor-Bs.As.)
Arbejdsløshed (gns.) Arbejdsløshed inkl. ufrivillig underbeskæftigelse (gns.)
maj-90
maj-91
maj-92
maj-93
maj-94
maj-95
Figur C.2 Udviklingen i fattigdom og arbejdsløshed i Stor-Buenos Aires, 1988-2003 og Arbejdsløshed i
urbane regioner 13 , 1990-2003 (Egen tilvirkning efter INDEC, 2003).
Som følge af de stabile forhold vendte de udenlandske kapitaltilførsler tilbage, hvilket igen
øgede kreditgivningen. De økonomiske kriser i Mexico (Tequila-krisen) i 1995,
Tigerøkonomierne i Fjernøsten (Asienkrisen) i 1997 og i Rusland (Ruslandskrisen) i 1998
ændrede imidlertid kapitalstrømmene med et markant højere renteniveau til følge. Det dæmpede
investeringsniveauet i Argentina og førte til negativ vækst. Et opsving i Argentina blev
vanskeliggjort af de negative effekter, der ramte Argentina hårdere end andre nye
vækstøkonomier. På grund af fastkurspolitiken blev Argentina mindre konkurrencedygtig i
forhold til Brasilien og Chile, der havde devalueret deres valutaer (Sørensen, 2001; Jeter, 2003).
13
Indtil 2002 gældende 28 urbane regioner, herefter ialt 31 urbane regioner inkl. Viedma-Carmen de Patagones, San
Nicolás-Villa Constitución og Rawson-Trelew.
maj-96
maj-97
maj-98
maj-99
maj-00
maj-01
maj-02
maj-03

Bilag C
Den såkaldte Washington Konsensus, fremsat af IMF, Verdensbanken og USA’s
Finansministerium, var en reaktion på mange latinamerikanske landes fejlslagne
importsubstitutionsstrategier. Den taler for finansiel disciplin, skattereformer, en
konkurrencedygtig valuta, privatisering, deregulering af økonomien, liberalisering af handel,
direkte udenlandske investeringer og håndhævelse af privat ejendomsret og danner baggrund for
de liberale reformer, som Argentina indførte gennem 1990’erne (Kosacoff, 1997; Purcell, 2003).
Men på grund af Argentinas traditioner for korruption, politiske magtkampe og systematisk
offentligt overforbrug blev reformerne aldrig implementeret fuldt ud (Tobar, 2003). For det
første blev der ikke indført en konkurrencedygtig valutakurs. Den argentinske peso blev i stedet,
som nævnt, knyttet til US dollaren. Dette gav efter Ruslandskrisen store eksportvanskeligheder
på grund af pesoens overvurdering med efterfølgende udhulning af den argentinske industri og
eksport (DR, 2002c; DR, 2003a). For det andet fik landet ikke styr på sine finanser. Ganske vist
blev det forsøgt at kontrollere trykningen af penge, men ikke forbruget, især ikke provinsernes
forbrug. Endelig for det tredje blev nødvendige arbejdsmarkedsreformer ikke gennemført
(Purcell, 2003).
I oktober 1999 blev Fernando de la Rúa fra partiet Unión Cívica Radical (det radikale parti)
valgt til præsident (Lewis, 2001). Han viste sig dog snart ikke at være den karismatiske og
stærke præsident, Menem havde været. I Argentina kan provinserne forbruge efter deres
forgodtbefindende, mens det er den føderale regering, der må betale. På trods af, at De la Rua i
2001 forsøgte at reducere udgifterne til provinserne, måtte han alligevel tillade, at de begyndte at
trykke deres egne erstatnings-valutaer, fortrinsvis til statsansattes løn og andre af provinsernes
forpligtelser. De la Rúa indsatte i marts 2001 Menems tidligere finansminister, Cavallo, som
havde opfundet Currency Board’et. Da han ville indføre besparelser på offentligt ansattes
lønninger med en lønnedgang på 13 pct. og en reduktion i pensionerne, udløste det strejker og
protester. Cavallo fik forhandlet en aftale på plads med IMF. Aftalen udsatte fristen for
tilbagebetaling, men forøgede de langfristede lån med 66 mia. US dollar. Situationen strammede
efterhånden til. Der var reelt tre muligheder for de argentinske politikere på dette tidspunkt. De
kunne have foretaget en omfattende skattereform, have nedsat det høje offentlige forbrug eller
have devalueret pesoen, som IMF var fortaler for. Intet af dette skete, og i december 2001
tilbageholdt IMF en planlagt hjælpepakke, da fonden ikke længere havde tillid til de økonomiske
planer, den fik forelagt af den argentinske regering (DR, 2003a). Kort herefter var landet i
praksis statsbankerot med en statsgæld på 141 mia. US dollar (USD) (Udenrigsministeriet,
2004).
Landets bankkunder var allerede begyndt at overføre penge i stor stil til udenlandske banker,
da regeringen den 3. december fastfrøs de fleste bankkonti. Bankkunder måtte højst hæve 250
USD pr. uge (DR, 2002d; DR, 2002e; Rother, 2003b). Et par dage efter gav den offentlige
protest sig udtryk i plyndringer af visse supermarkedskæder 14 . Koncentreret omkring perioden
14. - 21. december 2001, hvor 18 personer, alle under 35 år blev dræbt i deres forsøg på
plyndring (Auyero & Moran, 2003). Plyndringerne forekom samtidig med andre kollektive
protestformer 15 som vejblokader og demonstrationer, hvor demonstranter, de såkaldte
Piqueteros, krævede deres ret hamrende på potter og pander på Plaza de Mayo, Buenos Aires’
14 Auyero & Moran (2003) bemærker at (1) politifolks tilstedeværelse eller fravær, (2) partifunktionærers
tilstedeværelse eller fravær og (3) supermarkedets type spillede en afgørende rolle for den kollektive vold i
forbindelse med disse plyndringer, der ikke var geografisk jævnt fordelt. Det antydes, at et klient-patronforhold
spillede en afgørende rolle i forbindelse med disse plyndringer, særligt mht. de politiske partifunktionærer.
15 Fænomenet betegnes i litteraturen som ”cycle of collective action”.
117

Danske datterselskaber og miljøpraksis
hovedtorv (Auyero og Moran, 2003; Jeter, 2003). En overvældende del af de utilfredse
demonstranter var fra middelklassen, som havde fået deres bankopsparinger frosset inde (DR,
2002e; Rother, 2003c).
Den 19. december 2001 demonstrerede i tusindvis i Buenos Aires gader imod Cavallo og De
la Rúa. Cavallo gik af efter midnat den 20. december. De la Rua fulgte efter den 21. december og
måtte forlade regeringsbygningen, Casa Rosata, i helikopter (Romero, 2002; Tobar, 2003).
Herefter fulgte endnu to præsidenter. Den fjerde præsident, Rodriguez Saa, meddelte, at
Argentina ville sløjfe alle private, udenlandske lån. Han sad i embedet en uge. Eduardo Duhalde
valgtes i kongressen til ny overgangspræsident, indtil rigtige valg kunne afholdes. Dagen efter
hans indsættelse devalueredes pesoen overfor USD. Dette fandt sted den 9. januar 2002. Krisen
havde toppet. Argentina havde på dette tidspunkt haft fem præsidenter på kun to uger (DR,
2002a; Paaske Rasmussen, 2003). I første omgang forsøgtes en styret devaluering i forholdet 1,4
USD/ARS. Men den 11. februar flød pesoen i princippet frit overfor USD. Pesoen var blevet
devalueret med ca. 70 pct. (Jeter, 2003).
Figur C.3 De vigtigste økonomiske begivenheder i Argentina siden 1989 (Paaske Rasmussen, 2003).
Devalueringen medførte et fald i BNP på 65 pct. fra 2001 til 2002, hvilket svarer til et fald fra en
18. plads til en 39. plads på verdensplan. Til sammenligning ligger Danmark på en 27. plads
(IMF, 2003a). For BNP pr. indbygger gik Argentina fra at ligge på en 45. plads i 2001 til en 76.
plads i 2002. I denne periode forbedrede Danmark sit BNP pr. indbygger, så man gik fra en 6. til
en 5. plads på verdensplan (IMF, 2003a). Købekraftværdien (purchasing power parity, PPPværdi)
er inden for samme periode forringet i Argentina, så landet er bragt fra en 22. plads til en
25. plads. Købekraften i Danmark forbedredes i samme periode, men landet har skiftet sin 44.
plads ud med en 45. plads (IMF, 2003a). De eksakte værdier fremgår af tabel c.3.
118
Currency boardet
oprettes
Maj 1989
Peronisten
Menem bliver
valgt til
præsident
Cavallo bliver
finansminister
Tequilakrisen (Mexico)
Cavallo bliver fyret.
Hans finansielle plan
bliver dog videreført
Menem bliver
genvalgt som som
præsident
Brasilien devaluerer
Cavallo bliver hentet tilbage til
finansministerposten i håb om
at han kan redde currency
boardet. boardet.
De la Rua fra partiet
Alliance bliver ny
præsident
Peronisten Duhalde bliver
valgt som den femte
præsident på to uger.
Currency boardet afskaffes
Alle bankkonti fastfryses
Præsidentvalg
1. runde
April 1991 Dec. 1994
Juli 1996
Jan 1999 Marts 2001
Jan. 2002
27. april 2003
Maj 1995
1997
Asien-krisen
Dec. 1999 Dec. 2001
18. maj 2003
2. valgrunde
mellem
Menem og
Kirchner

Bilag C
Tabel C.3 Oversigt over økonomiske parametre for Argentina og Danmark (Egen tilvirkning efter IMF,
2003a).
2000 2001 2002 2003 2004 16
BNP (mia. USD)
Argentina
Danmark
284,204
158,451
268,697
159,234
92,947
172,928
127,162
210,666
146,925
218,403
BNP pr.
Argentina 7.674,960 7.184,405 2.456,31 3.321,899 3.793,573
indbygger (USD) Danmark 29.689,191 29.733,274 32.214,531 39.152,155 40.490,725
Inflation
Argentina 99,488 98,428 123,890 141,574 152,407
(1995=100) Danmark 112,108 114,798 117,489 120,426 122,835
PPP-værdi (mia. Argentina 391,702 383,281 325,918 335,428 358,305
USD) Danmark 152,016 157,090 161,344 167,952 175,536
PPP, andel af Argentina 0,878 0,822 0,673 0,656 0,657
verden (pct.) Danmark 0,341 0,337 0,333 0,328 0,322
Finanssektoren viste igen tegn på bedring, og bankerne forøgede deres udlån. Den af mange
forudsagte hyperinflation er udeblevet. Inflationen var i 2003 på ca. 40 pct. (tabel c.3). Efter
devalueringen af pesoen i februar 2002, stabiliseredes økonomien i oktober 2002
(Udenrigsministeriet, 2004), hvor 1 USD kostede 3,71 peso (Paaske Rasmussen, 2003). Med den
bedrede konkurrenceevne, der fulgte, opnåedes en vækstprocent for økonomien på 7 pct. i 2003,
fortrinsvis på grund af eksport af landbrugsprodukter og en markant stigning i indgående
turisme. Væksten i økonomien forventes at blive 4-5 pct. de næste 2 år (Udenrigsministeriet,
2004).
For at løse regionens problemer er det ifølge Purcell (2003) nødvendigt med flere reformer.
Disse skal bl.a. omfatte lovgivningssystemet og det juridiske system, bekæmpelse af korruption
samt en retfærdig fordeling af de økonomiske fordele, der er resultatet af de foreløbige reformer.
Det synes også at være vejen, som landets nye præsident Nestor Kirchner, en venstreorienteret
peronist, er slået ind på. Han blev indsat den 25. maj 2003 efter et farcelignende valg, hvor
Menem trak sig i 2. valgrunde (CIA, 2003). Landet har fået fornyet optimisme, og Kirchner har
fået høje meningsmålinger efter at have annonceret, at kreditorer kun kan forvente en delvis
tilbagebetaling af deres tilgodehavender og efter hans påbegyndte opgør med bødlerne fra
militærdiktaturets tid og med korruptionen. Det skal være slut med straffrihedens kultur (DR,
2003b).
16 Tal baseret på fremskrevet værdi
119