Seneste nummer af Trin & Toner han hentes - Spillemandskredsen.dk

Lange og korte handsker af lyst skind med silkebroderi.
Hjemsted: De lange: Østsjælland. De korte: Møn.
Foto: Jørn Nødskov.
ske ”Pelsen” fra Amager, der var et skørt af lammeskind,
hvor den lodne side vendte indad. Man skelner mellem
rød og blå pels, efter farven på det stykke klæde, der
var syet på fra et stykke nedenfor linningen og til underkanten.
Dette skørt blev brugt under det yderste
skørt. Det røde blev kun brugt Kr. Himmelfarts dag,
pinsedag og Allehelgensdag, mens det blå blev brugt
om søndagen hele sommeren. Skind om sommeren var
et statussymbol. Efter Allehelgensdag brugte man skindklokke
som underskørt.
Fra Sydvestjylland beskrives ligeledes fåreskindsskørter,
der – hvis man havde råd, blev farvet blå. Også her blev
de båret med vadmelsskørt over. På Samsø var ”skindkjoler”
dvs. hvide og blå skindskørter meget brugt til
daglig i 1790èrne.
I skifterne nævnes buller, livstykker og trøjer af skind,
men ligesom det er tilfældet med mændenes beklædning,
uden angivelse af hvilke skind, der har været
brugt.
Som overtøj brugtes indtil ca. 1830 kåber, som i halsen
kunne være besat med pels fra f.eks. ræv eller hare.
Desuden kunne kvinderne bruge ”pels” af form som
en ærmetrøje som var foret med skind, eller de kunne
i lighed med mændene have fåreskindspelse.
Nogle kvinder ejede også muffer. Fra Fyn beskriver Eskel
Sørensen en muffe ” Det yderste var af katteskind med
hårene på. Inden i var den drættet med låden fåreskind”.
Både mænd og kvinder brugte handsker og luffer af
skind i forskellig udformning, med eller uden loddent
foer og broderi. Kvinderne havde desuden halvhandsker
i skind, som kunne være udsmykket med f.eks. silkebroderi.
Der findes flere beretninger om hvordan bønderne, specielt
i afsides egne, selv beredte deres skind. Men oftest
har det været feldberederne, der tog sig af garvning
og forarbejdning af skindene. De opkøbte skind
hos bønderne, hvorefter de blev behandlet på stampemøllerne.
Hos feldberederne kunne skindene blive forarbejdet
til beklædning, som så bl.a. solgtes på markederne.
Nogle skindprodukter kunne også købes hos
handske-og buntmagerne i købstæderne. En anden mulighed,
som bønderne brugte, var at få deres skind beredte
hos feldberederne, og derefter syet hjemme af de
skræddere, der også gav sig af med at sy i skind. I skifter
nævnes, at afdøde havde beredte skind liggende.
Udover til beklædning brugtes skind også til puder og
dynevår. Fattigfolk kunne væve dynevår af ”skinduld”
eller ”kalkuld”, som var den uld, der blev skrabet af
skindene i forbindelse med garvningen. Disse dynevår
betegnedes dog så slette, at de knap kunne holde på
fjerene.
Afslutningsvis skal nævnes Feilbergs beskrivelse af et
mål for hvad godt øl vil sige:
”Købstadsbryggerne slog en skål øl ud i sædet på en træstol,
dernæst satte manden sig deri, folk gik i de tider
med skindbukser. Hvis stolen så hang fast, når han rejste
sig op, var øllet probat”.
Kirsten Emiland
Styrelsen
Trin & Toner · Nummer 5 · Juni 2012 13