Velfærd for ældre – holdning og handling - Servicestyrelsen

Velfærd for ældre – holdning og handling

Velfærd for ældre –
holdning og handling
Jørn Henrik Petersen
Syddansk Universitetsforlag
2008

© Forfatteren og Syddansk Universitetsforlag 2008
Trykt af Narayana Press, Gylling
Forsideillustration: Det kgl. Bibliotek
ISBN 978 87 7674 315 4
Velfærd for ældre – holdning og handling er udgivet med støtte fra og på foranledning
af Velfærdsministeriet, ÆldreForum og Servicestyrelsen
Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller
anden mangfoldiggørelse af denne bog
er kun tilladt med forlagets tilladelse eller
ifølge overenskomst med Copy-dan.
Syddansk Universitetsforlag
Campusvej 55
5230 Odense M
www.universitypress.dk

Indholdsfortegnelse
Velfærd for ældre – holdning og handling.............................................................. 9
Forord..................................................................................................................... 13
Kapitel 1. Velfærd for ældre – holdning og handling. Hvad handler det om?........ 17
1.1 Indledning................................................................................................. 17
1.2 Hjemmehjælpens historiske udvikling...................................................... 18
1.3 Et godt liv som gammel............................................................................ 19
1.4 Mediernes ældrebillede............................................................................. 19
1.5 Ansvarsfordelingen mellem individ, familie og samfund......................... 22
1.6 Plejehjemstilsyn – politik på pressens præmisser..................................... 23
1.7 Ældrepolitikkens kontekst ........................................................................ 23
Kapitel 2. Det alderskonstruerede samfund............................................................ 27
2.1 Alderstrappen............................................................................................ 27
2.2 Livsfaserne ............................................................................................... 28
2.3 Den uskrevne kontrakt mellem generationerne ........................................ 29
2.4 »Alderdommen« er en konstruktion ......................................................... 31
2.5 »Forfaldstanken - biomedikaliseringen«................................................... 32
2.6 »Gerontologiseringen« ............................................................................. 33
2.7 Forskningens synsvinkel........................................................................... 33
2.8 Det alderskonstruerede samfund............................................................... 35
2.9 »De svage« og »de stærke« ...................................................................... 36
2.10 Forsørgelsesordninger for »de gamle«.................................................... 36
2.11 En anden »kronologi« - livsløbet............................................................ 37
Kapitel 3. Alder som grænsemarkør ....................................................................... 41
3.1 Forud for 1891.......................................................................................... 41
3.2 1891-loven om alderdomsforsørgelse til værdigt trængende.................... 44
3.3 Aldersrenteloven af 1922.......................................................................... 45
3.4 Madsen-Mygdals initiativ og folkeforsikringsloven af 1933.................... 47
3.5 Fra 65 til 60 år .......................................................................................... 47
3.6 Og tilbage igen.......................................................................................... 48
3.7 Folkepensionsloven .................................................................................. 48
3.8 Socialreformkommissionen ...................................................................... 49
3.9 Efterløn og delpension.............................................................................. 49
3.10 Ældrekommissionen ............................................................................... 50
3.11 Fra 67 til 65 – efterlønsforliget............................................................... 51
3.12 Velfærdsforliget 2006............................................................................. 51
3.13 Det principielle ræsonnement ................................................................. 51
5

Kapitel 4. Lidt demografi........................................................................................ 55
4.1 Middellevetiden........................................................................................ 55
4.2 Restlevetiden for en 65-årig ..................................................................... 56
4.3 Fødselstallet.............................................................................................. 56
4.4 Det aldrende samfund............................................................................... 57
4.5 »Dobbeltaldringen«.................................................................................. 59
Kapitel 5. Samfundsforandringer I. Familiestruktur og ældrepolitik ..................... 69
5.1 Familiestrukturer og roller........................................................................ 69
5.2 Ældrepolitik. Agger Nielsen og Goul Andersen om hjemmehjælpen ...... 74
5.3 Den demografiske udfordring til ældreplejen........................................... 79
Kapitel 6. Samfundsforandringer II. Det forbrugende menneske ........................... 81
6.1 New Public Management ......................................................................... 81
6.2 Den traditionelle opfattelse af den parlamentariske beslutningskæde...... 84
6.3 Kommunalbestyrelsens roller i beslutningskæden ................................... 86
6.4 Det mudrede beslutningsfelt..................................................................... 87
6.5 Fra arbejdsetik til »forbrugets æstetik« .................................................... 89
6.6 New Public Management og »forbrugets æstetik«................................... 91
6.7 Konstruktion og dekonstruktion af frit valgs ordningen........................... 92
6.8 Er de sociale ydelser anderledes? – en tilføjelse ...................................... 97
6.9 Formålsbestemte kontanttilskud?............................................................. 99
6.10 En norsk historie..................................................................................... 102
6.11 Fra pligt til ret......................................................................................... 106
Kapitel 7. Mediernes ældrebillede og de ældre i mediestormene........................... 111
7.1 Indledning ................................................................................................ 112
7.2 Ældrestereotyper ...................................................................................... 114
7.3 Ældrebillede og nyhedskriterier ............................................................... 115
7.4 Mediernes ældrebillede i 50 år – en kvantitativ undersøgelse.................. 116
7.5 Ældrebilledet i 1953................................................................................. 118
7.6 Ældrebilledet i 1963................................................................................. 119
7.7 Ældrebilledet i 1973................................................................................. 121
7.8 Ældrebilledet i 1983................................................................................. 122
7.9 Ældrebilledet i 1993................................................................................. 123
7.10 Ældrebilledet i 2003............................................................................... 124
7.11 Mediestormen......................................................................................... 125
7.12 Kærbosagen............................................................................................ 128
7.13 Den københavnske hjemmepleje............................................................ 129
7.14 Ældrechecken......................................................................................... 131
7.15 Variabel tilbagetrækningsalder og efterløn ............................................ 132
7.16 Stregkoder i hjemmeplejen..................................................................... 133
7.17 Hvad viste analyserne af mediestormene?.............................................. 134
6

Kapitel 8. Holdninger til at være og til at blive gammel – Forestillinger og
tanker om »det gode liv som gammel«.................................................................... 137
8.1 Indledning................................................................................................. 137
8.2 Tanken bag undersøgelsen........................................................................ 138
8.3 Samfundsfortællingen om et godt liv som gammel .................................. 140
8.4 Ønsker og alder......................................................................................... 143
8.5 Ønsker i et generationsperspektiv............................................................. 145
8.6 Ønsker i fortællingens perspektiv............................................................. 151
8.7 Ældrepolitik og et godt liv som gammel................................................... 153
8.8 Om velfærdsstat og holdninger................................................................. 156
Kapitel 9. Idéer og værdier bag hjemmehjælpens udvikling 1949-2007................. 159
9.1 Indledning................................................................................................. 159
9.2 Begrebet idéer........................................................................................... 160
9.3 Idéer, holdninger og handling 1947-1955................................................. 161
9.4 Idéer, holdninger og handling 1956-1972................................................. 164
9.5 Idéer, holdninger og handling 1974-1986................................................. 169
9.6 Idéer, holdninger og handling 1986-1997................................................. 174
9.7 Idéer, holdninger og handling 1997-2002................................................. 181
9.8 Idéer, holdninger og handling 2002-2007................................................. 183
Kapitel 10. Plejehjemstilsyn – politik på pressens præmisser ................................ 191
10.1 Indledning .............................................................................................. 191
10.2 Kvalitetsstandarder................................................................................. 192
10.3 Tilsyn med plejehjem............................................................................. 192
10.4 Hvad siger teorien? ................................................................................ 197
10.5 Tillid er godt, kontrol er bedre – eller er den?........................................ 198
10.6 Regel- og budgetstyring ......................................................................... 199
10.7 Hvad siger teorien om tilsynets tilrettelæggelse?................................... 200
10.8 Hvem skal udøve tilsyn? ........................................................................ 202
10.9 Hvad skal tilsynet?................................................................................. 204
10.10 Tilsynet i Århus Kommune.................................................................. 204
10.11 Tilsynet i Aalborg Kommune............................................................... 209
10.12 Tilsynet i Københavns Kommune........................................................ 214
10.13 Undersøgelsens konklusioner............................................................... 218
Kapitel 11. Fællesskab og ansvar ...........................................................................223
11.1 Undersøgelsens tankegang..................................................................... 223
11.2 Holdningshypoteser ............................................................................... 227
11.3 Kort om metoden ................................................................................... 230
11.4 Undersøgelsens resultater. Behovsargumentet....................................... 231
11.5 Fortjenesteargumentet............................................................................ 233
11.6 Rettighedsargumentet............................................................................. 235
11.7 Normer og egeninteressens rolle? .......................................................... 236
7

11.8 Hovedpointen ........................................................................................ 237
Kapitel 12. Hvad har vi lært? ................................................................................. 239
12.1 Indledning.............................................................................................. 239
12.2 Alderdom og alder – om ældrebilledet .................................................. 240
12.3 Alderdom og alder – alderen som grænsemarkør .................................. 241
12.4 Alderdom og demografi......................................................................... 243
12.5 Familiestruktur og ældrepolitik ............................................................. 245
12.6 De store samfundsændringer ................................................................. 245
12.7 Mediernes ældrebillede.......................................................................... 251
12.8 Det gode liv som gammel ...................................................................... 252
12.9 Hjemmehjælpens historie ...................................................................... 255
12.10 Kvalitetsreformen ................................................................................ 264
12.11 Tilsyn med plejehjem .......................................................................... 266
12.12 Ansvar, ret og pligt .............................................................................. 270
8

Velfærd for ældre
– holdning og handling
Velfærd for ældre – holdning og handling er et større, sammenhængende projekt,
der er gennemført ved Center for Velfærdsstatsforskning, Syddansk Universitet
for ÆldreForum, Socialministeriet og Servicestyrelsen.
Projektet skal styrke og kvalificere debatten om de ældres placering og rolle i
velfærdssamfundet, bidrage med viden som grundlag for fremtidige politiske
beslutninger og afdække forventninger, fordomme og holdninger i den offentlige
debat om de ældre og om livet som ældre.
Projektet er indtil nu blevet afrapporteret i
Charlotte Wien, Ældrebilledet i medierne gennem 50 år. En undersøgelse af
ældrestereotyper i dagbladene fra 1953 til 2003; Syddansk Universitetsforlag,
2005;
Marie Konge Nielsen, Et godt liv som gammel, Syddansk Universitetsforlag,
2006;
Christian Elmelund-Præstekær og Charlotte Wien, Mediestormens magt. Om
mediestorme på ældreområdet og deres indflydelse på ældrepolitikken, Syddansk
Universitetsforlag, 2007.
I Ældrebilledet i medierne gennem 50 år kortlagde Charlotte Wien det billede,
medierne i et 50-årigt perspektiv har tegnet af samfundets ældre, hvordan billedet
har skiftet, og hvad det skyldes. Hun analyserede 5 dagblades dækning af
»de ældre« for at undersøge, om ældre, som mange – herunder mange ældre –
mener, beskrives som »svage«, om dette billede er blevet mere udtalt, og hun
diskuterede, om det er muligt at påvirke mediebilledet af de ældre som befolkningsgruppe.
Analysen belyste samspillet mellem mediebilledet og samfundsudviklingen.
9

Et andet spørgsmål drejer sig om de forestillinger og ønsker, danskerne har til
»det gode liv« som gammel. Det tog Marie Konge Nielsen livtag med i Et godt
liv som gammel. Hun beskrev ønsker og forestillinger om livet som gammel hos
33 danskere i alderen mellem 19 og 99 år og inddrog desuden interviews med
lands- og kommunalpolitikere samt fremtrædende aldringsforskere.
Undersøgelsen viste, at »det gode liv som gammel« forbindes med ønsker om
aktivitet, uafhængighed, frihed, værdighed, respekt og tætte familiebånd, at
ældretilværelsen ikke opfattes løsrevet fra den øvrige del af livet, og at de fleste
i videst muligt omfang ønsker at fortsætte det hidtidigt levede liv. Derfor er det
at bevare livsgnisten og den fysiske formåen også vigtigt for det gode liv som
gammel. Marie Konge Nielsen fremhævede, at faste aldersgrænser medvirker til
at dele livet op i kunstige faser og forstærker den forventning, at livet nødvendigvis
ændrer sig, når man bliver gammel, og at høj alder i sig selv er et problem.
I Mediestormens magt undersøgte Christian Elmelund-Præstekær og Charlotte
Wien ældrebefolkningen i mediestorme og -orkaner. Dels for at se på brugen af
klicheer og stereotyper i beskrivelsen af de ældre og dels for at afdække samspillet
mellem en stærk mediefokusering og afledte politiske handlinger.
Samtidig med Velfærd for ældre – holdning og handling offentliggøres også
Jørn Henrik Petersens analyse af Hjemmehjælpens historie, Idéer, holdninger,handlinger,
Lis Holm Petersens studie Fællesskab og ansvar. En kvalitativ
undersøgelse af danskernes opfattelse af ansvar og pligt i forhold til alderdomsforsørgelse
og Didde Cramer Jensen, Maud Rosendahl og Asbjørn Sonne Nørgaards
undersøgelse af forskellige former for tilsyn med plejehjem: Plejehjemstilsyn
– politik på pressens præmisser.
Selv om publikationerne hver for sig har et bestemt kernetema, berører de alle
en lang række fælles spørgsmål:
10
• Hvad ved vi om de grundlæggende værdier bag de politiske valg?
• Bygger politiske initiativer på overordnede og principielle overvejelser?
• Er det interessegrupper eller medier, der fremprovokerer initiativer?
• Opfatter borgerne sig i stigende grad som forbrugere, der stiller krav?
• Hvem er de ældre? Hvad er deres behov? Hvad er deres ønsker?
• Hvad er værdierne bag vores »ældrepolitik«?
• Hvad former vores forventninger til livet som gammel?
• Hvad er mediernes rolle, når samfundet tegner sit »ældrebillede«?

• Har vi et særligt menneskesyn, når talen er om ældre?
• Hvad er forholdet mellem det offentliges, den enkeltes, familiens og de
nære netværks ansvar?
• Hvordan er forholdet mellem borgerens ret og pligt?
• Hvad er de yngres forventninger til deres egen alderdom?
Samtidig med udgivelsen af Hjemmehjælpens historie, Idéer, holdninger og
handlinger; Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse af danskernes
opfattelse af ansvar og pligt i forhold til alderdomsforsørgelse; og Plejehjemstilsyn
– politik på pressens præmisser offentliggøres denne – projektets sidste
og samlende publikation – Velfærd for ældre – holdning og handling, der fortæller
historien om det aldrende samfund, dets problemer og måske også lidt om
de mulige løsninger.
Center for Velfærdsstatsforskning,
Syddansk Universitet
Januar 2008
Jørn Henrik Petersen
professor i socialpolitik
dr.phil. & lic.oecon.
11

Forord
Middellevetiden har siden år 1800 været jævnt stigende i de lande, der har kunnet
drage fordel af de teknologiske fremskridt, som fulgte i kølvandet på den
industrielle revolution. Forbedret hygiejne, renere drikkevand, kloakering, forbedrede
boligforhold, bedre ernæring osv. har ført til et stadigt fald i dødeligheden.
Oeppen og Vaupel 1 har vist, at den kvindelige middellevetid i det land, hvor den
på et givet tidspunkt er højst, siden 1840 er vokset med ikke mindre end 3 måneder
om året. I 1840 var den 45 år i Sverige, mens den i 2000 var 85 år i Japan.
Stigningen for mænd har været en smule mindre. Hvis denne stigning fortsætter,
vil middellevetiden i de lande, hvor den er højst, i løbet af dette århundrede
passere 100 år. Der er ikke meget, som tyder på, at der skulle være en naturgivet
øvre grænse for middellevetiden; men selvsagt skylder vi alle Vor Herre en død!
Mens bedre hygiejne osv. er en hovedforklaring på middellevetidens vækst i
periodens første del, blev den senere suppleret med udviklingen af vacciner mod
infektionssygdomme og fra midten af det 20. århundrede med udviklingen af
antibiotika. Det betød et så kraftigt fald i dødelighed i de »yngre« aldersklasser,
at der snart ikke var »plads« til yderligere reduktion. Væksten i middellevetiden
er imidlertid fortsat som følge af fald i dødeligheden blandt de ældre – dels som
konsekvens af bedre indsats i sundhedssektoren, dels, fordi stadigt flere når en
høj alder med en rimelig god helbredstilstand.
Det betyder, at der er flere og flere, som er ældre end den alder, man traditionelt
henfører »alderdommen« til; men det er som om, det ikke er gået op for os, at
det er virkeligheden. Vi lever i et samfundsmæssigt klima, hvor det helt grundlæggende
anses for et problem for den enkelte at blive gammel og et problem
for samfundet, at flere og flere bliver gamle.
Vore holdninger til aldring og vores psykologiske forståelse af den rejse gennem
livsløbet, vi alle befinder os midt i, præges af fatalisme, fornægtelse, ste-
1
J. Oeppen og J.W. Vaupel, »Demography. Broken limits to life expectancy«, Science,
2002, 296: 1029-31.
13

eotype billeder og lukkethed. Fatalismen betyder, at vi ser aldring som noget
givet, der indtræder, og som det ikke står til os at ændre. Bag fornægtelsen ligger
en naiv forestilling om, at vi er udødelige. Den forestilling bærer vi med os,
indtil virkeligheden indhenter naiviteten. De stereotype billeder er overvejende
af negativ karakter præget af forfald og med diskrimination af ældre mennesker
som følgevirkning. Lukketheden spejler vores manglende evne til at håndtere de
udfordringer, der naturligt følger med udviklingen mod et aldrende samfund.
Vore vanskeligheder ved at komme til rette med, at aldringen begynder den dag,
vi fødes, og at vi alle vil blive gamle – hver på sin måde – fandt i det Herrens år
2007 markant udtryk hos en journalist, der skrev:
14
»… Ældrelandet er …. et land, vi der er ovre den første ungdom og
endnu har to-tre årtier at løbe på, frygter at løse billet til. Nævn én
politiker, journalist eller anden voksen, som ikke er påvirket af
mødet med sig selv om tyve-tredive år. Vi er ikke længere udødelige,
de første skavanker har meldt sig – og vi ved rigtig meget om,
hvor galt det kan gå os. Synet af et liv med ble, hagesmæk, kørestol,
rollator, sammensunkne rygge og forvirrede sind slår os ud«.
Selv de, der allerede er gamle, har svært ved at håndtere deres situation, fordi de
bærer på alle de stereotype forestillinger, de har tilegnet sig gennem livet. De
bærer de aldersdiskriminerende billeder med sig ind i alderdommen og bliver så
ofre for deres egne negative fordomme.
Fatalismen, fornægtelsen, stereotypierne og lukketheden kan næppe finde et
klarere udtryk end hos den citerede journalist; men forlænget middellevetid
bærer i sit skød også muligheder for at ændre både de individuelle og de samfundsmæssige
forestillinger om aldring og alderdom. Biologisk er aldring en
fortløbende proces, der begynder tidligt i livet, ja, endnu mens vi ligger i modermaven.
Den har intet at gøre med en afgrænselig periode, der tager sin begyndelse
i den midterste livsfase.
Netop forståelsen af aldring som en kontinuert proces står i kontrast til de almindelige,
stereotype forestillinger, der præger de fleste af os. De finder udtryk
i vores dagligdags omgang med hinanden, i den folkelige kultur og i den politiske
retorik, der ser alderdom som en særlig livsfase præget af grå hår, vigende
muskelkraft, svækket vitalitet, reduceret intelligens, stadigt voksende afhængighed
osv.

Den forståelse af aldring, der ligger i livsløbsperspektivet, ser den derimod som
en såre individuel og unik udvikling, der indebærer både positive og negative
ændringer i den enkeltes liv – så langt fra kun forfald og reduktion. Perspektivet
fastholder, at både ungdom, »midterdom« og alderdom er normale livstrin og
ikke en permanent karakteristik af bestemte enkeltmennesker. Alderens betydning
er en social konstruktion, der – hvis vi vil – kan rekonstrueres på en måde,
som både er til fordel for samfundet og for dets enkelte medlemmer. De ældres
placering i samfundet er en funktion af samfundsmæssige beslutninger.
Tiden er kommet, hvor vi må ændre den indgroede opfattelse af bevægelsen
mod det aldrende samfund som et uønsket sideprodukt af den civilisationens
succes, som spejles i den forlængede middellevetid. Fokus må i stedet rettes
mod spørgsmålet om, hvordan vi – individuelt og samfundsmæssigt – får mest
ud af de ekstra leveår, vores velstand, forskning, teknologi og viden har foræret
os. Vi har satset på at udvikle forudsætningerne for, at flere kunne nå en højere
alder, men det er som om, vi har svært ved at finde ud af, hvordan vi skal håndtere
indsatsens frugt.
Derfor er der grund til at takke Socialministeriet, Servicestyrelsen og ÆldreForum,
fordi man har investeret i projektet »Velfærd for Ældre – holdning og
handling«, der har kigget nærmere på de holdninger, som udmøntes både i samfundets
og mediernes ældrebillede og i de grundopfattelser, befolkningen bærer
med sig. Uden at kende dem kan vi ikke ændre dem; men kender vi dem, kan
handling ændre holdning, så vi finder de veje ad hvilke unge, midaldrende og
gamle kan finde deres fælles plads i de samfundsmæssige, sociale og politiske
aktiviteter, og de veje, der fører os væk fra »opdelinger« ved hjælp kun af kronologisk
alder – også hvor alder overhovedet ikke burde spille en rolle. De fleste
unge bliver midaldrende, og størsteparten af de midaldrende bliver gamle.
Derfor kalder både holdning og handling på os alle.
»Velfærd for Ældre – holdning og handling« har seks delprojekter, der hver for
sig illustrerer, hvordan holdninger slår over i handlinger, hvordan holdninger
spejler lovgivning, og lovgivning spejler holdninger.
Delprojekterne er, som det fremgår af kapitel 1, beskrevet i selvstændige publikationer.
Formålet med denne bog er dels at sammenfatte resultaterne på en kort
form, dels at placere dem i en bredere sammenhæng og dels i en form, som
forhåbentlig kan ægge til debat og eftertanke. Selvom denne bog kan læses alene,
vil udbyttet blive meget større, hvis læseren også stifter bekendtskab med de
15

seks monografier, som i detaljer fortæller om de enkelte delprojekter og deres
resultater.
Jeg vil gerne rette en tak til forlaget Gyldendal og forfatteren Jens Smærup Sørensen
for tilladelse til de mange små citater fra Smærup Sørensens bog Mærkedage,
der er en fantastisk flot livsløbsanalyse. Den kan med fordel læses parallelt
med Marie Konge Nielsens monografi Et godt liv som gammel.
Det samlede projekt er gennemført ved Center for Velfærdsstatsforskning, Syddansk
Universitet. Derfor også en stor tak til de medarbejdere, der – trods graviditeter,
fald fra hesten og meget andet – sammen har virkeliggjort et spændende
projekt, hvor den enkelte har kunnet drage nytte af »de andres« tanker.
Tak til Marie Konge Nielsen, Asbjørn Sonne Nørgaard, Gunvor Vincents Olsen,
Maud Rosendahl, Didde Cramer Jensen, Lis Holm Petersen, Christian Elmelund-Præstekær,
Charlotte Wien og Klaus Petersen. Alle har de – hver på sin
måde – bidraget til det samlede projekt.
16
Jørn Henrik Petersen
Center for Velfærdsstatsforskning,
Syddansk Universitet,
Januar 2008

Kapitel 1. Velfærd for ældre – holdning
og handling. Hvad handler det om?
1.1 Indledning
»Velfærd for ældre – holdning og handling« er navn på en paraply, der er slået
op over flere projekter og problemstillinger. De er illustreret i figur 1.1.
Kernen er »samfundets ældrebillede«. Hvor kommer det fra? Hvad bestemmer
dets indhold? En af baggrundsfaktorerne er naturligvis lovgivningen og de idealer
og værdier, som den spejler. Lovgivning, idealer og værdier er med til at
bestemme samfundets billede af »de ældre«, men er samtidig bestemt af »samfundets
ældrebillede«. Ældrebilledet afdækker en forståelse af, hvad det vil sige
at være gammel, af de gamles behov og af samfundets og familiens forpligtelser
i forhold til de gamle. Det er derfor en fortolkningsramme, der forsyner os med
idéer, beskrivelser, symboler og metaforer. Ældrebilledet »styrer« vores gøren
og laden i forhold til »de gamle«. Et ændret billede kan skabe en ny forståelse
af, hvordan vi behandler »de gamle«, men sammenhængen kan også gå den
modsatte vej, så samfundets handlinger bestemmer det dominerende ældrebillede.
17

Det samspil har vi bl.a. fortalt om i Hjemmehjælpens historie. Idéer, holdninger
og handlinger. 2 Grundtanken er illustreret i figur 1.2.
18
Lovgivning
Værdier og idealer
Borgerforventninger
De ældres behov
Alderens rolle
Borger ell. forbruger
Menneskesyn
Unges syn på ældre
Unges forventninger
Det gode liv som gammel
Interessegrupper Medier
Ansvarsforde‐
ling: kollek‐
tiv/privat
Samfundets
”ældrebillede”
Politiske
initiativer
Figur 1.1
Ret og pligt
Mediebillede
Stereotyper
Implementering
Virkelighed og værdier
1.2 Hjemmehjælpens historiske udvikling
Der er på et bestemt tidspunkt et sæt af idéer og »teorier« i omløb i »markedet«.
De er med til at give os en forståelse af verden. De udfolder sig ikke i et
tomrum, men er bestemt af en mere generel samfundsmæssig ramme. Gennem
begrundelse tillægges idéerne den meningsfylde, der skal til, hvis de skal blive
til værdier eller normative »fyrtårne«, som kan påvirke lovgivningens indhold.
Vi kigger specielt på hjemmehjælpens udvikling, jf. kapitel 9.
Hvad bør vi gøre, når vi gør noget med mennesker? Hvad er »samfundets« syn
på hjemmehjælpen? Hvordan spejler det samfundets »ældrebillede? Hvordan
påvirker det opfattelsen af »de ældre«? Hvad er de idéer, der har været lagt til
grund for udformningen af hjemmehjælpen? Hvordan påvirker det ressourcefordelingen
og organiseringen af omsorgen? Hvordan virker det ind på dem, der
har behov for omsorg, deres pårørende og dem, der varetager omsorgen?
2
Jørn Henrik Petersen, Hjemmehjælpens historie. Idéer, holdninger, handlinger, Syddansk
Universitetsforlag, 2008.

Kontekstbestemt forståelsesunivers
Figur 1.2 Idéer og værdier bag hjemmehjælpens udvikling
»teorier«/»forklaringer«
om/
på verden
Idé
Idé
Idé
Idéunivers
Sikrer værdiernesmeningsfylde
Begrundelse
Begrundelse
Begrundelse
Normative
»fyrtårne«
Andre
værdier
Specifik analyseret
værdi
Andre
værdier
Værdiunivers
Hvordan bør husholdningsarbejde
udføres?
Hvad er et »godt liv«
som gammel?
Hvad er de »offentlige
forpligtelser«?
Hvad er borgernes
forpligtelser?
Forholdet mellem børn
og forældre?
Organisation og tilrettelæggelse?
1.3 Et godt liv som gammel
En anden brik i puslespillet er holdningerne til at være og til at blive »gammel«.
Hvad er ønskerne og forventningerne til »det gode liv« som »gammel«? I det
spørgsmål krydses viden og antagelser om »de ældres behov«, alderens rolle,
generationernes rolle, den enkeltes status som »borger«, »forbruger«, »ekskluderet«
eller »inkluderet« i fællesskabet, de unges syn på de ældre, de ældres syn
på de unge, de unges forventninger, menneskesynet osv. – alt bestemt af og
bestemmende for samfundets »ældrebillede«. Her udfoldes samfundsfortællingen
om »det gode liv«, som den berettes i forskellige aldre og i forskellige generationer.
Det er der fortalt om i Et godt liv som gammel, 3 jf. også kapitel 8.
1.4 Mediernes ældrebillede
Så er der medierne. De tegner et billede af »de ældre« i dagligdagen, og når
mediestormene hyler, jf. kapitel 7. En række sammenhænge er vist i figur 1.3.
3 Marie Konge Nielsen, Et godt liv som gammel, Syddansk Universitetsforlag, 2006.
19

Også her møder vi »dobbeltheden«: Mediebilledet spejler og påvirker på en og
samme tid »samfundets ældrebillede«, der både kan være politikernes og befolkningens
billede. I visse tilfælde smelter de dog sammen; men ellers er »billederne«
i et tæt samspil, hvor de både påvirker og påvirkes af hinanden, som
det er vist i figur 1.4. Og mediebilledet øver indflydelse på og spejler, hvordan
den yngre del af befolkningen opfatter »de ældre«, og hvordan »de ældre« opfatter
sig selv. Derfor indvirker mediebilledet på håb og forventninger til »det
gode liv« som gammel. Det sker gennem mediernes skiftende betoning af hhv.
»de svage« og »de stærke ældre«. Igen gælder det, at mediebilledet på en og
samme tid skaber og spejler de samfundsmæssigt dominerende, stereotype ældrebilleder
– medierne er ikke placeret udenfor kulturen.
20
Figur 1.3 Mediernes rolle?
I dagligdagen I mediestormene
De ældres forventninger
til det »gode liv« som
gammel
Befolkningens opfattelse
af forholdet mellem ret
og pligt
Befolkningens
opfattelse af »de ældre«
Samfundsudviklingen
Samfundets »ældrebillede«
Mediebilledet
»svage ældre« »stærke ældre«
Billedet varierer over tid
Ældres opfattelse af sig
selv
De yngres »håb« til det
»gode liv« som gammel
Spejler eller skaber medierne
stereotype
»ældrebilleder«?
Billedet og stereotyperne varierer over tid, og de er stærkt påvirket af, om der
»tales om de ældre«, eller om »de ældre taler selv«, og om de ældre omtales
som individer eller som gruppe. At der i kraft af samspillet mellem mediebillede,
samfundsmæssigt ældrebillede, lovgivning og værdier er en mulig sammenhæng
til politiske initiativer giver næsten sig selv; men der er også andre relationer.

Mennesker er – som et livsvilkår – afhængige af hinanden på godt og ondt.
Hvordan den afhængighed udmøntes er i høj grad afhængig af vores kommunikation
med hinanden. Den bygger igen på vore forestillinger om hinanden. Og
de hænger meget sammen med det billede af aldersgrupperne, medierne tegner.
Medierne skriver sig ind i den samfundsmæssige fortælling om alderdommen
og bliver derved en del af det grundlag, som bestemmer, hvordan vi hver for sig
har det med at blive »gammel«, hvordan vi hver især danner vore forventninger
til andre i andre aldersgrupperinger, og hvordan mødet mellem mennesker i
forskellige aldre derfor udspiller sig.
Figur 1.4 Tre ældrebilleders dialektiske samspil
Politikernes
ældrebillede
Mediernes
ældrebillede
Befolknin‐
gens ældre‐
billede
Historien om mediernes ældrebillede »i dagligdagen« er fortalt i Ældrebilledet i
medierne gennem 50 år 4 , mens der i Mediestormens magt 5 berettes om »de mere
hidsige faser«.
4 Charlotte Wien, Ældrebilledet i medierne gennem 50 år. En undersøgelse af ældrestereotyper
i dagbladene fra 1953 til 2003, Syddansk Universitetsforlag, 2005,
5 Christian Elmelund-Præstekær og Charlotte Wien, Mediestormens magt. Om mediestorme
på ældreområdet og deres indflydelse på ældrepolitikken.
21

1.5 Ansvarsfordelingen mellem individ, familie og
samfund
»Samfundets ældrebillede« er med til at forme opfattelsen af, hvordan ansvarsfordelingen
mellem stat, marked, civilsamfund, familie og individ skal skrues
sammen, hvordan denne fordeling varierer over tid, hvordan rettigheder og pligter
fordeles mellem »det offentlige« og »det private«, »kollektivet« og »individet«.
Hvordan er rettigheder og forpligtelser fordelt på individ og fællesskab?
Hvad er det, der påvirker os i vores holdning til, hvordan denne fordeling bør se
ud? Problemstillingen er illustreret i figur 1.5, jf. også kapitel 10.
I historien om forholdet mellem den enkelte og fællesskabet 6 afdækkes samspillet
mellem de etiske forestillinger, herunder forestillinger om retfærdighed, der
ligger bag velfærdsstaten, og som lidt firkantet kan udtrykkes i forskellige »ideologier«.
De indeholder hver for sig et menneskesyn og en samfundsopfattelse,
som på næste trin definerer statens eller fællesskabets rolle.
22
Figur 1.5 Forholdet mellem ret og pligt og dets baggrund
Risiko Retfærdighed »Forsikringsmodel«
Filosofi og ontologi
Etik
Institutioner
velfærdsregime
Begrundelseslogik
Ret og pligt
ansvar
Individuel adfærd,
holdninger og ansvar
Velfærdsstaten ses som et risikofællesskab, som »forsikrer« mod de risici, den
enkelte møder på livets vej. »Forsikringsmodellen« kan antage forskellige for-
6 Lis Holm Petersen, Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse af danskernes
opfattelse af ansvar og pligt i forhold til alderdomsforsørgelsen, Syddansk Universitetsforlag,
2008.

mer afhængigt af den bagved liggende samfundsopfattelse. Den udmøntes derfor
i forskellige samfund på forskellig måde i forskelligartede institutioner (et
velfærdsregime), der fordeler rettigheder, pligter og ansvar på forskellig vis med
forskelligartede konsekvenser for holdningerne i samfundet. Det svarer til at
fortælle historien »fra venstre mod højre« i forhold til figuren; men historien
kan også læses »fra højre mod venstre«. Så tager man afsæt i de opfattelser af
eller holdninger til ansvarsfordelingen, man finder i befolkningen, og der ræsonneres
baglæns i et forsøg på at afdække, hvad der er velfærdsstatens normative
fundament. I den delanalyse indenfor det samlede projekt, som fokuserer på
ansvarsfordelingen, er opmærksomheden koncentreret om pensionsordningerne,
idet det danske 3-søjlesystem hævdes i sig selv at afspejle en traditionel velfærdsregimetypologi,
jf. kapitel 10. Holdningerne påvirker og påvirkes af samfundets
ældrebillede, som igen spejler og modspejler mediernes billede, opfattelserne
af »et godt liv«, lovgivningen osv.
1.6 Plejehjemstilsyn – politik på pressens præmisser
Den sidste problemstilling under paraplyen handler om, hvordan lovgivers intentioner
slår igennem, når de skal udmøntes i praksis i kommunerne, en såkaldt
implementeringsanalyse. Her har vi været optaget af et meget konkret problem,
nemlig hvordan lovgivningens krav om tilsyn med plejehjem er blevet omsat til
virkelighed i de enkelte kommuner, 7 og om der er effektforskelle mellem kommuner,
som har udmøntet tilsynsopgaven på forskellig måde. Tilsynsforpligtelsen
er i sig selv en funktion af værdier og idealers samspil med de forstyrrelser i
samfundets »ældrebillede«, der ind imellem optræder, når »noget går galt«, og
mediestormene blæser op.
1.7 Ældrepolitikkens kontekst
Selv om det er historien om flere historier, der fortælles i denne bog – med vægt
på hvad vi så kan lære af det – er de seks problemstillinger langt fra udtømmende,
når det handler om noget så bredt som »Velfærd for ældre – holdning og
handling«. Mange andre forhold kunne være taget op til nærmere analyse.
7 Asbjørn Sonne Nørgaard, Didde Cramer Jensen og Maud Rosendahl, Plejehjemstilsyn
– politik på pressens præmisser, Syddansk Universitetsforlag. 2008.
23

For i nogen grad at råde bod på det fortælles der i de indledende kapitler i denne
bog om nogle af de rammebetingelser, der bestemmer de ældres velfærd – ældrevelfærdens
kontekst.
I kapitel 2 drøftes det »alderskonstruerede samfund«, og hvad vi egentlig forstår
ved begreber som »gammel«, »ældre« og »alderdom«. Det er den kronologiske
tid eller alderen, der står i centrum, udtrykt i to historier. Den ene handler
om »alderstrappen«, som »detailperiodiserer« vores liv, mens den anden handler
om den »uskrevne kontrakt« mellem generationerne, der er grundlag for,
hvordan generationerne knyttes sammen.
Hvad enten vi fokuserer på »alderstrappen« eller på den »uskrevne kontrakt«
mellem generationerne, er den kronologiske alder en vigtig grænsemarkør. Den
anvendes i mange sammenhænge, men i vores historie er den vigtigste brugen
af alderen som grundlag for pensions- og tilbagetrækningspolitik og dermed i
virkeligheden også afgørende for, hvornår man set med samfundets briller er
»gammel«.
Alderen som grænsemarkør er ikke en statisk størrelse. Derfor diskuterer kapitel
3, hvordan alder i virkelighedens verden er blevet brugt som grænsemarkør i
forbindelse med tilbagetrækningen og dermed af- eller udgrænsningen af de
»gamle« som dem, der har trukket sig ud af arbejdsmarkedet. Alderdommens
grundvilkår er jo netop samfundets aldersstruktur og de rettigheder og pligter,
som mennesker tildeles i forskellige aldre og livsfaser. Det varierer fra tilfælde
til tilfælde hvilken kronologisk alder og hvilke andre egenskaber, der spiller en
rolle, når vi konstruerer grænser mellem menneskers livsfaser.
Diskussionen følges i kapitel 4 op af en fremstilling af en række centrale demografiske
forhold med særlig vægt på udviklingen i middellevetiden og restlevetiden
for en 65-årig. Det fører os frem til tanken om det aldrende samfund og de
problemer, mange mener, det giver anledning til.
Nok er kronologisk alder vigtig, men der er grund til også at fokusere på et andet
perspektiv, der dog implicit har været med os hele vejen, nemlig den mere
kulturgerontologiske overvejelse af »aldring« og »alderdom«.
I kapitel 5 ser vi først på en række ændringer i familiens funktion. Kapitlet præsenterer
desuden enkelte statistiske data om hjemmehjælpens udvikling. Kapitel
6 forfølger to vigtige – og måske samhørende – ændringer i den samfundsmæs-
24

sige kontekst: Bevægelsen fra et arbejds- og produktions- mod et forbrugerorienteret
samfund, som beskrevet af den polske sociolog Zygmunt Bauman, og
bevægelsen fra en pligt- mod en rettighedskultur, som udfoldet af den danske
historiker Henrik Jensen. I sammenhæng med bevægelsen mod masseforbrugssamfundet
indplaceres tankerne om »frit valg« i en bredere social kontekst.
Figur 1.6 giver et lidt andet billede af, hvad projektet og dermed denne bog
handler om. Kapitlerne 2-6 handler om de kontekstuelle faktorer, dvs. de ændringer
i samfundet der som ramme påvirker den overordnede socialpolitik og
dermed også ældrepolitikken.
Samfunds‐
ændringer
Kontante
ydelser
Træning/gen‐
optræning
Socialpolitik
Ældrepolitik‐
kens værdier
Omsorg i
familie/net‐
værk
Figur 1.6 Hvad taler vi om?
Hjemmesyge‐
pleje
Samfundets
ældrebillede
Ældre‐
omsorg
Forventninger
til ældrelivet
Fordeling af
ret og pligt
Ældreplejen
Mediernes
ældrebillede
Historien om hjemmehjælpens
udvikling og plejehjemstilsynets
funktion
Hjemmehjælp Ældreboliger
/plejehjem
Stereotyper og
mediestorme
Det gode liv som
gammel
Fællesskab og ansvar
I kapitel 7 vendes opmærksomheden mod samfundets og mediernes ældrebillede
og ældrebilledets samspil med ældrepolitikken. Fokus i kapitel 8 ligger på
»det gode liv som gammel« og de forventninger, som præger det. I kapitel 9
ligger tyngden på hjemmehjælpens værdimæssige grundlag, som det har udviklet
sig siden den spæde start i form af husmoderafløsningen (1949). Det er i
nogen grad knyttet til problematikken i kapitel 10, som præsenterer projektets
analyse af, hvordan plejetilsynet er kommet til verden, og hvordan det udøves,
25

mens kapitel 11 handler om befolkningens syn på ret og pligt i almindelighed
og deres udmøntning i alderdomsforsørgelsen i særdeleshed. Kapitel 12 resumerer,
hvad vi kan lære af de indsigter, vi har høstet i de enkelte delprojekter.
26

Kapitel 2. Det alderskonstruerede samfund
8
2.1 Alderstrappen
I det 13. århundrede opstår en tankefigur, der fremstiller livsløbet som en opadstigende
bevægelse fulgt af en nedadgående. På toppen af livstrappen har mennesket
nået livets Zenit. Det er et vendepunkt. Derefter indtræder svækkelsen,
som uundgåeligt fører mod døden. Som egentligt billede dukker alderstrappen
op i den 16. århundrede og er indtil tiden omkring den første verdenskrig en ofte
brugt livsløbsillustration. Livet opdeles i dekader, og den hierarkiske trappe
antyder den midaldrendes privilegerede stilling i forhold til de unge og de gamle.
Trappen legitimerer de unges ønske om at »fortrænge« de gamle, selv om
den normative tolkning først for alvor slår igennem med det 19. og 20. århundredes
anvendelse af den kronologiske alder som en grænsemarkør med direkte
samfundsmæssige konsekvenser.
Alderstrappen stammer som billede fra 1600-tallet. Tidligere brugte man
»skæbne- eller livshjulet«, hvor den enkeltes liv af skæbnen blev formet som i et
møllehjul. De billedgjorte beskrivelser bygger på to grundantagelser, nemlig at
8 Se også, Jørn Henrik Petersen, »Det ”alderskonstruerede” vs. det aldersintegrerede
samfund – en vision«, i Det aldrende samfund 2030 – Rapport fra styregruppen for det
strategiske fremsyn om det aldrende samfund 2030, udgivet af Det Strategiske Forskningsråd,
februar 2006, 18-26.
27

det fra et vist tidspunkt går »ned ad bakke«, og at denne nedtur er skæbnebestemt
– uundgåelig.
28
Her indsættes billedet af alderstrappen
Figur 1.1 »Alderstrappen«
2.2 Livsfaserne
Vi ser – som Anne Leonora Blaakilde 9 har vist – vores liv opdelt i aldersfaser.
Livsløbet fra fødsel til død splittes op i perioder. Med en lineær tidsopfattelse
og i kølvandet på industrialiseringen skrumpede »alderstrappen« i praksis ind til
tre trin: Barndom, arbejdsliv, alderdom. Alt blev bestemt af arbejdsetikken.
»Liv« i arbejde, »dom« 10 som barn og gammel. Villigheden til at være aktiv i og
dueligheden på arbejdsmarkedet blev afgørende. Først skal man læres op til at
varetage sin funktion. Så skal man arbejde, og når den enkelte ikke længere
kan/vil/må det, trækker han eller hun sig tilbage til et mere eller mindre vel
fortjent otium.
Måske passede denne – kronologisk bestemte – institutionelle struktur til det
»industrielle samfund«, men matcher den også et samfund med en anden demo-
9 Anne Leonora Blaakilde, »Løber livet fra Kronos? Om kronologiseringens betydning
for forestillingen om alder«, Tidsskrift for Kulturforskning, 3, nr.1, 2004, 67-85.
10 Sprogligt er »dom« et suffiks, der bruges til at danne nye ord. Det betegner egenska-
ber, tilstand eller beskaffenhed.

grafi, et ændret familiemønster, anderledes mands- og kvinderoller, et uddannelses-
og videnssamfund, en langt længere levetid, et ændret behandlingssystem
osv.? Hvornår begynder overhovedet i »vores samfund« alderdommen?
Eller er den på vej til at blive afskaffet?
Det er kun få år siden, det i Sverige lød: »Riv ålderstrappan!«. 11 Også i Danmark
er vi begyndt at tale om det »aldersintegrerede« samfund – hvor livet
leves uden kronologiens spændetrøje: 12
»I det aldersintegrerede samfund er aldersgrænserne nedbrudt, og
der foreligger i alle strukturer – uddannelse, arbejde, fritid, familie
osv. – muligheder for alle uanset kronologisk alder. Både børn,
unge, voksne, ældre og gamle er integrerede samfundsmedlemmer
med roller, der er bestemt af deres respektive funktionsevner ….
Opgaven er primært at eliminere aldersgrænser i voksenlivet«.
Og dog lever »dommene« i bedste velgående – hver med sine konsekvenser:
Tabel 2.1. Barndom Manddom Alderdom
Samfundsmæssigt
perspektiv
Nyder yder nyder
Arbejdsmarkedsmæssigt
perspekiv
Udvikling kulmination afvikling
Personligt perspektiv Vækst kulmination Forfald
Borgerrettigheder og status blev også bestemt af forholdet til arbejdslivet og var
derfor primært knyttet til mænd i deres manddom. Derfor blev de, der ikke havde
den rette kronologiske alder, opfattet som afhængige »nydere«. Det var arbejdet,
der gav den enkelte hans eller hendes »værdi« og status i det markedsorienterede
samfund.
2.3 Den uskrevne kontrakt mellem generationerne
Svarende hertil bygger velfærdsstaternes institutioner på den »uskrevne kontrakt«
mellem generationerne, som er illustreret i figur 2.2.
11
Riv Ålderstrappan! Livslopp i förandring, SOU, 2002:29.
12
Det aldrende samfund 2030. Rapport fra styregruppen for det strategiske fremsyn om
det aldrende samfund 2030, Det Strategiske Forskningsråd, 2006.
29

I den enkelte periode er det den erhvervsaktive generation, der »forsørger« børne-
og otiumgenerationerne. Heraf følger billedet af de erhvervsaktive som samfundets
»skaffedyr«, der på næste trin fører til den billeddannelse, som spejles i
begrebet »ældrebyrden«.
Periode
30
0
1
2
Figur 2.2 Den ’uskrevne’ sociale kontrakt mellem generationerne
Børnegeneration C Erhvervsaktiv generation
B
Børnegeneration D
Børnegeneration E
Erhvervsaktiv generation
C
Erhvervsaktiv generation
D
Otiumgeneration A
Otiumgeneration B
Otiumgeneration C
Billedet er forkert, så snart det sættes ind i et dynamisk perspektiv. Enhver erhvervsaktiv
generation var en periode forud selv børnegeneration og modtog sin
»forsørgelse« fra periodens erhvervsaktive, dvs. forældregenerationen. Børnegenerationen
– fx generationen C – har derfor billedligt talt en »gæld til forældrene«,
dvs. B, når den forlader periode 0. Det er den »gæld«, der indfries, når
C som erhvervsaktiv generation »forsørger« otiumgenerationen B. Samtidig
forsørger generationen C dens egne børn D. Det betyder, at C opbygger en
»fordring« på D, som indfries, når generationen C selv er blevet otiumgeneration.
Over livsløbet er der derfor ingen »skaffedyr«, og hvis der er en »ældrebyrde«,
skyldes det ikke, at de ældre i egentlig forstand er en »byrde«. Det spejler
alene den »undladelsessynd«, at en generation ikke fik sat det fornødne antal
børn i verden, som uden friktioner kunne bære »den uskrevne kontrakt« videre.
Selvom det dynamiske perspektiv opløser »skaffedyrsbilledet«, spiller grundtanken
om det tredelte livsløb alligevel en rolle bag ældrebilledet. Den erhvervsaktive
generation bliver normsættende for de andre alderskategorier, og

otiumgenerationen fremtræder som en sekundær generation, hvis »rettigheder«
alene skyldes, at den tidligere var erhvervsaktiv, jf. kapitel 11. På trods af den
påstand, at den danske velfærdsstat grundlæggende hviler på et princip om »noget
for ingenting«, 13 ligger det i den umiddelbare tolkning (blandt politikere og
i befolkningen) af den uskrevne sociale kontrakt, at de ældre har ret til dette
eller hint, fordi de tidligere var erhvervsaktiv generation. Det viser erhvervsaktiviteten
som normsættende, og det fører til den rettighedstænkning, der siger, at
man har en ret, fordi man tidligere har bidraget – enten i form af skattebetaling
eller mere generelt i form af den tidligere arbejdsindsats.
»… Ældrelandet er …. et land, vi der er ovre den første ungdom og
endnu har to-tre årtier at løbe på, frygter at løse billet til. Nævn én
politiker, journalist eller anden voksen, som ikke er påvirket af
mødet med sig selv om tyve-tredive år. Vi er ikke længere udødelige,
de første skavanker har meldt sig – og vi ved rigtig meget om,
hvor galt det kan gå os. Synet af et liv med ble, hagesmæk, kørestol,
rollator, sammensunkne rygge og forvirrede sind slår os ud«.
Ina Kjøgx Pedersen 14
2.4 »Alderdommen« er en konstruktion
Bag »alderstrappen«, bag tredelingen af livet i de tre domme og bag den
»uskrevne social kontrakt« ligger en samfundsmæssig og kulturel konstruktion.
Den opdeler livsløbet på grundlag af kronologisk alder. At bygge livet op i faser
med kronologisk alder som grænsemarkør tjener den menneskelige forståelse af
det flydende livsløb; men det har konsekvenser. Kulturelt og socialt inkluderer
og ekskluderer man bestemte aldersgrupper i/fra deltagelse i samfundslivet på
lige vilkår. Den kronologiske alder som grænsemarkør bestemmer fordelingen
af rettigheder og pligter og dermed også samfundets sociale struktur eller stratifikation;
men hvordan man end vender og vrider det, er grænsedragningen mellem
raske og syge, mellem stærke og svækkede, mellem den ressourcerige og
den svagere alder mere end vanskelig.
13
Jørn Henrik Petersen og Lis Holm Petersen, »Næstekærlighed og velfærdsstat« i Jørn
Henrik Petersen, Klaus Petersen og Lis Holm Petersen (red.), 13 værdier bag den danske
velfærdsstat: 113-134, Syddansk Universitetsforlag, 2007.
14
Ina Kjøgx Pedersen, »Behandl kunder godt, og butikken kører«, weekendavisen, 29.
juni 2007.
31

For den enkelte kan det se ganske attraktivt ud at kunne forlade arbejdsmarkedet
i en alder, hvor han eller hun har mange gode år tilbage – år der kan leves efter
egne ønsker og eget forgodtbefindende, frie år. Det er kun de færreste bevidst,
at man, fordi man passerer en fødselsdag og får mulighed for at trække sig ud af
arbejdsmarkedet, dermed indrulleres i den gruppe, der med samfundets og offentlighedens
øjne er gammel. Man er sat udenfor – ekskluderet. Og man kan i
almindelighed ikke vende tilbage. Den kronologiske alder som begrundelse for
tilbagetrækning placerer den enkelte på en ensrettet vej uden frakørsler.
32
»Alderdomme er fascinerende. Vi kommer alle til at mærke et forfald,
det går gradvis nedad. Man mister, og vi skal lære at miste.
Tid kan man ikke få nok af, for alting går langsommere, når man
er gammel, og omsorg er også at forkæle og gøre noget ekstra for
folk«.
Yvonne Knudsen 15
2.5 »Forfaldstanken – biomedikaliseringen«
Der er også andre problematiske virkninger. Når der tænkes i kategorier, slår
man alle, som grænsemarkøren har placeret i en bestemt kategori, sammen i en
homogen gruppe. Derfor bliver »ældrebilledet « et billede af, hvordan »gamle
mennesker« opfattes, når de ses på afstand – henført til »ældregruppen« alene
på grund af deres kronologiske alder. »Det gamle menneske« er dømt til tabt
funktionsevne, svaghed, pasning og pleje. Et menneske, der er nydende, under
afvikling og nedbrydning – i forfald. »Alderdom« bliver et sammensurium af
mangler.
Alderdommen bliver i biologisk forstand en sygdomsfase og i sociologisk forstand
en afvigelsestilstand med indbygget svækkelse og sociale problemer, som
mødes med omverdenens paternalistiske holdning – retten til samfundsmæssig
kompensation for uarbejdsdygtighed på grund af alder. Alderdom bliver enten
lig med sygdom eller ses som en social og kulturel afvigelse med risiko for kulturel
devaluering og aldersdiskrimination – en negativ livsfase.
Anne Leonora Blaakilde taler om alderdommens biomedikalisering. Det er en
beskrivelse, som udelukkende ser alderdommen som tab og forfald: Organismens
biologiske forfald, en uafvendelig svækkelse af intellektet og tab af socia-
15
Citeret fra Ina Kjøx Pedersen, »Behandl kunden godt, og butikken kører«, weekendavisen,
29. juni 2007.

le roller – et lidet attraktivt perspektiv for livet som gammel – men en forkert
beskrivelse, fordi det netop ikke er den kronologiske alder, der fører til forfald,
men i højere grad den forudgående opvækst og de tidligere livsvilkår.
2.6 »Gerontologiseringen«
Mens man tidligere så alderdom som et led i en naturgiven aldringsproces – et
forudbestemt forløb – beskriver nyere forskning i højere grad alderdom som en
kulturel konstruktion, hvor alder ses i sammenhæng med en kulturel kontekst og
med den enkeltes forudgående livsforløb.
Modbilledet er, hvad Blaakilde kalder, gerontologiseringen. Den udtrykker en
hyperaktiv og aldersfornægtende indstilling. Alderdommen ses som en alvorlig,
forfaldspræget livsfase, der skal forebygges. I det perspektiv bliver det de ældres
pligt at være hyperaktive, fordi aktivitet giver individuel kulturel status, og
fordi den ældre ellers vil blive opfattet som en »samfundsmæssig belastning« –
ældrebyrden igen.
Det, at den enkelte »bliver ældre«, og at vi bevæger os mod et »aldrende samfund«,
ses både individuelt og samfundsmæssigt som et problem, der vækker
bekymring: de sociale og sundhedsmæssige problemer øges, arbejdsressourcerne
svækkes, og pensionsudgifterne stiger; men netop den måde at tænke aldring
glemmer, at stigende alder betyder flere aktive leveår end tidligere, og den lukker
for de perspektiver, som ligger i at ændre fordelingen mellem uddannelse,
arbejde og fritid over livsløbet. 16
»Aldring« beskrives og tolkes i en negativ toneart. Højere alder knyttes i arbejdsmarkedet
til reduceret erhvervsevne og ses i social- og sundhedssektoren
som årsag til funktionstab. Bagved ligger forfalds- og defekttankegangen.
2.7 Forskningens synsvinkel
Forfaldstanken præger ikke alene »den folkelige visdom«, men også store dele
af forskningen. Om end der har lydt andre røster, har aldringsforskningen –
gerontologien – fokuseret på aldringens uforanderlighed og set alderen som et
problem, mens der i samfundsvidenskaberne er lagt vægt på alderdommen som
16 Se Bernard Jeune og Henning Kirk, »Det aldrende samfund. Begrebsafklaringer,
tendenser og perspektiver«, i Det aldrende samfund 2030 – Rapport fra styregruppen
for det strategiske fremsyn om det aldrende samfund 2030, udgivet af Det Strategiske
Forskningsråd, februar 2006, 3-17.
33

en økonomisk byrde og bevægelsen mod »det aldrende samfund« som et problem.
Biologisk ses aldring som en med alderen stigende dødelighed, der igen hænger
sammen med reduceret »modstandskraft« og svækket kapacitet i flere organers
funktioner – og det øger »modtageligheden« for en række kroniske sygdomme.
Mens man tidligere så aldringen som en programmeret, mekanisk, uforanderlig
og fremadskridende proces – et ur, der tikkede, uden at der var noget at gøre
ved det 17 – opfattes den imidlertid i stigende grad som en plastisk proces, hvor
levetiden i høj grad afhænger af genetiske og miljømæssige forhold. Den stærke
vækst i antallet af længe levende mennesker antyder da også, at den menneskelige
aldring er en foranderlig størrelse. Kroppen er ikke en maskine, som passivt
bliver gammel efter en vis tid. Nok svækkes den menneskelige krop med alderen,
men de forskellige organer ældes ikke med samme hast.
Aldring er en såre tilfældig og individuel proces, men den fortolkes på mange
måder: kronologisk alder og aldring, biologisk 18 alder og aldring, psykologisk
alder 19 og aldring samt social (sociologisk) alder 20 og aldring. Ingen af tolkningerne
kan entydigt fastlægge en alder, der gør det meningsfuldt at tale om, at
alderdommen er indtrådt. Ingen af dem kan meningsfuldt afgrænse en gruppe i
befolkningen som »de gamle«.
Stigende alder reducerer efter 30-årsalderen den fysiske kapacitet med en halv
til en hel procent per år – afhængigt af hvilken fysiologisk funktion, man kigger
på, men der en del usikkerhed, når det gælder funktionstabet efter 80-årsalderen.
Omvendt tyder noget på, at denne kapacitetsreduktion kan reduceres, hvis man
mere bevidst søger at vedligeholde kapaciteten.
Stigende alder indebærer også en øget statistisk risiko for kroniske sygdomme.
Dødeligheden stiger eksponentielt med alderen op til omkring 80 år. Derefter
17
Citat fra professor Kaare Christensen, citeret efter Marie Konge Nielsen, Et godt liv
som gammel, 2006, p.13.
18
Biologisk aldring er et mål for fysiologiske funktion, dvs. den kapacitet der præger
vigtige organer og organsystemer.
19
Psykologisk aldring siger noget om den enkeltes evne til at tilpasse sig sit miljø og
ændringer i dette. Intelligens, erindring, indlæringskapacitet og personlighed er vigtige
størrelser.
20
Social alder har at gøre med kontakten til andre mennesker og med de positioner,
vedkommende indtager i grupper og samfund.
34

afdæmpes stigningstakten. 21 Hvordan man end betragter alderdommen er det en
livsfase, hvor ressourcer og styrker optræder side om side med svækkelse og
tab.
Alderens betydning for hjernefunktionen (den kognitive kapacitet) og for de
mentale ressourcer er endnu mere uklar end dens betydning for den fysiske kapacitet.
Også her er der mulighed for stor plasticitet, fordi hjernen kan kompensere
og effektivisere en lang række processer af betydning for kapacitet og
kompetence.
Pointen er, at alder i sig selv hverken forklarer funktionstab eller svækket erhvervsevne,
mens den nok kan påvirke sportslige præstationer og hurtighed.
»Bio-medikaliseringen« og »gerontologiseringen« er to rammer, der i perioder
har været bestemmende for det sæt af idéer, som – jf. kapitel 9 – har været styrende
for ældrepolitikkens udformning. I andre perioder har det i højere grad –
jf. kapitel 4 – været en demografisk-økonomisk synsvinkel, der har ligget til
grund for det dominerende idéunivers. I atter andre faser har en mere social
forståelse af aldringen gjort sig gældende. Den er slået igennem i det styrende
ældrebillede, fx illustreret ved bestræbelserne på at lade de ældre forblive i deres
eget hjem og dermed i deres kendte samfundsmiljø.
2.8 Det alderskonstruerede samfund
Alder er en hyppigt anvendt grænsemarkør, som konstruerer et samfund, der er
opdelt efter aldre: undervisningspligtig alder, ægteskabsalder, valgretsalder,
alder for tilladelse til at købe tobak og spiritus, kriminel lavalder, myndighedsalder,
efterlønsalder, folkepensionsalder, alder som udslaggivende for kontantydelsers
størrelse, alder som variabel i arbejdsløshedsforsikringen, kontraktlige
tilbagetrækningsaldre, kørekortalder, alder som afgørende for kørekortets gyldighedsperiode,
konfirmationsalder, alderens betydning for arbejde osv. osv.
Samfundet er alderskonstrueret. Vi vandrer på den samfundsskabte normalitets
smalle sti med den kronologiske alder som fundament. Mange af de nævnte
aldre er sammenfaldende. Maler vi derfor med den brede pensel, er vi tilbage
ved livsløbets tredeling, ja, vi nærmer os billedet af alderstrappen.
21 De statistiske sammenhænge vedrører den øgede risiko per år. Den absolutte risiko
ved en given alder afhænger af mange ydre faktorer som fx livsstil, miljø, sociale ressourcer
etc.
35

Fx sætter tilgangsalderen til efterløn i praksis en norm for, hvornår (ved hvilken
alder) den enkelte trækker sig ud af arbejdsmarkedet. Nogle siger, det er et valg,
de selv træffer, andre føler sig tvunget ud. I begge tilfælde er det en bagvedliggende
konstrueret norm, der er på spil; men den fastholder opfattelsen af, at
alderdom er noget udefra givet.
2.9 »De svage« og »de stærke«
Opfattelsen af »alderdommen« og »de ældre« – i befolkningen, i medierne,
blandt politikerne, i forskningen og i samfundet – er præget af en sær ambivalens,
der pendulerer mellem en betoning af de »svage« og de »stærke ældre«.
Det spejler en vis forståelse af, at »de ældre« ikke er én stor grå masse. Der er
»svage«, og der er »stærke« – javel, men de fleste hører ikke til i hverken den
ene eller den anden kategori, de er såmænd bare sig selv – helt almindelige og
kun adskilt fra andre ved et årstal på deres fødsels- eller dåbsattest. Selv om vi
taler om »de stærke« og »de svage«, er det svækkelsesmodellen, der spøger, når
vi tænker »ældre«, og når vi snakker »alderdom«.
Både bag det generelle »ældrebillede« og bag de politiske drøftelser om »ældreområdet«
ligger der en tendens til at se aldring i lys af svækkelsesmodellen.
Skal vi rive »alderstrappen ned« og lade svækkelsesmodellen dø, er det vigtigt
at forstå, hvor de to idéer eller begreber har deres historiske rødder.
2.10 Forsørgelsesordninger for »de gamle«
Det var den forståelse, Henning Kirk 22 gav et bidrag til med sin disputats fra
1995. Han gav sin bog titlen »Da alderen blev en diagnose«. Hans pointe var, at
alderen først i det 19. århundrede blev en diagnose, fordi udviklingen af den
patologiske anatomi, fysiologien og statistikken bidrog til en sygeliggørelse –
biomedikaliseringen – af aldring og alderdom. Omkring midten af 1800-tallet –
efter den kliniske lægevidenskabs gennembrud – begyndte lægerne at beskrive
aldring og alderdommens sygdomme som et særligt lægevidenskabeligt emne.
Det skete samtidig med en begyndende samfundsmæssig interesse for, hvordan
man skulle »forsørge« de voksende ældrebefolkninger. Det førte i slutningen af
det 19. århundrede til, at der blev gennemført »forsørgelsesordninger« for »de
22 Henning Kirk, Da alderen blev en diagnose. Konstruktionen af kategorien »alderdom«
i 1800-tallets lægelitteratur. En medicinsk-idehistorisk analyse, København,
1995.
36

gamle« – i Tyskland i 1889 og i Danmark i 1891. 23 Ikke mindst i kraft af disse
»ordninger«, blev »ældrebefolkningen« konstrueret som en samfundsmæssig
kategori. Muligheden for at opnå »offentlig forsørgelse« blev bestemt ud fra et
alderskriterium, som kun indirekte forudsatte svækkelse. Alderskriteriet var
knæsat som grænsemarkør.
2.11 En anden »kronologi« – livsløbet
»Men et aspekt som dette – af denne ubetydelige art – er ligesom
enorme mængder af andre – og store og afgørende – forhold i forbindelse
med revolutionen allerede beskrevet vidt og bredt i massevis
af andre bøger. Denne bør da nok samle sig om den historie
der nu engang vil kredse om Staun. Og her kunne ingen anden
hændelse i året 1968 noget nær måle sig med Søren Godiksens død
og begravelse«. 24
Selvfølgelig er alderen med til at give os en plads i livet, men for de fleste nok
på en noget andet måde end den, der blot siger fødselsår plus xx. Tænker jeg
tilbage på 1994, ved jeg godt, at det var året, hvor xx = 50, og da jeg er født i
1944, kunne jeg med andre ord i 1994 fejre min 50-års fødselsdag; men det, jeg
husker, er to begivenheder, der begge knyttede sig til min fratræden som formand
for TV2s bestyrelse: De regionale tv-stationer holdt et ypperligt gilde for
mig på TV Nord i Åbybro med servering af egnsretter og sang af Niels Hausgaard,
og på Kvægtorvet var festlighederne en uges tid senere ikke mindre. Når
vi i familien skal placere en begivenhed, er spørgsmålet: Var det før eller efter
festen i Åbybro? Ganske som man i Jens Smærup Sørensens Staun spurgte, om
det var før eller efter Søren Godiksens død og begravelse.
Sådan er menneskeliv. Det er begivenheder eller hændelser i det levede liv, der
giver os fornemmelsen for tid – mere end det er kronologien. Min mor nedskrev
omhyggeligt på forsiderne i et fotoalbum – det var vist ret almindeligt dengang
– hvornår jeg fik min første tand, hvornår jeg sagde det første forståelige ord,
hvornår og hvorfor jeg var indlagt på hospital, den første skoledag, min konfirmation
osv. Og i min erindring er det afslutningen på gymnasiet, min forlovelse
23 Jørn Henrik Petersen, Den danske alderdomsforsørgelseslovgivnings udvikling I,
Oprindelsen, Odense, 1985, og Jørn Henrik Petersen, Den danske lovgivning om alderdomsforsørgelse
II, 1891-1933 – fra skøn til ret, Odense 2006.
24 Jens Smærup Sørensen, Mærkedage, København, Gyldendal, 2007, p. 96.
37

– forlovet blev man – dengang – begyndelsen på universitetet, mit bryllup, min
kandidateksamen, køb af det første hus, ansættelse på Århus Universitet, flytning
til Odense, det første barn, udnævnelse til professor osv. osv., der spiller en
rolle.
Det er en anden tidsregning: Var det før eller efter, Christian – vores ældste
barnebarn – blev født, spørger min kone. Det er en tidsregning, der lader livet
fremstå som summen af en række øjeblikke, som sammen har gjort mig til den,
jeg er. Var det før eller efter, jeg mødte Jørgen Dich, Tage Kaarsted, Ritt Bjerregaard,
H.P. Clausen, Bent A. Koch osv. – mænd og kvinder, der har virket ind
på mit liv. Det er min tidsregning, og selv om den er langt mere væsentlig end
1944 + xx, er den svær at håndtere for andre end mig selv og min familie. Og så
er vi tilbage ved tallenes tal. Det er så let at sige: Jørn Henrik er 63 år, og så
mener man dermed at have sagt noget – men hvad har man egentlig sagt? Det er
et kønsløst udsagn uden meget indhold – og dog er det det, som hævdes at sige
noget om mig!
Der findes ikke én historie om mig eller om andre, vi er hver for sig historier.
Og det, der er så træls, er, at en bestemt aldersetiket klistret i panden samtidig
fortæller, hvad vi hver for sig må og ikke må – hvad der er legitim adfærd. Man
lader alderen bestemme de accepterede udfoldelsesmuligheder – i stort set alle
de institutionelle strukturer. Vi bygger vores bedømmelser af hinanden på forestillinger,
viden, myter og billeder af og om alderen og dens betydning.
Kronologisk alder er et, livsløbet er noget andet. Livsløbet er det levede liv og
det fortalte liv, der lader gamle mennesker fremstå som akkurat lige så forskellige
fra hinanden som yngre, ja, måske endda mere forskellige, fordi de har flere
års forskellig erfaringsverden bag sig, har levet deres »modtagelige år« under
meget forskellige ydre vilkår, og fordi vi forandrer os gennem hele livet.
38
»Nå ja. Han har gjort hvad han kunne. Og han er blevet gammel,
han var næsten blevet gammel, inden det begyndte at more ham,
bare at tænke sig til hvad han kunne, i stedet for at gøre det. Bare
tænke hvad han kunne sige, tænke hvordan han skulle røre. Ved
den ene der eller den anden der. Og han har ikke engang hver
gang, langtfra, behøvet at prøve det, for at blive sikker på, at han
vist ikke tænkte helt skævt«. 25
25 Jens Smærup Sørensen, Mærkedage, København, Gyldendal, 2007, p. 281.

Hos Jens Smærup Sørensen møder vi Thomas Poulsen ved bordet med suppe,
steg og is. Det kan, tænker han, være svært at høre efter, hvad folk sidder og
siger, sådan en hel aften igennem. »Godt man da også, derovre på skrås, har et
par tøser og deres bare lår. Som Orlas drenge har slæbt med, Anders og Niels
Jørgen. I kjoler der knap kan nå ned om røven på dem«. For ham begyndte alderdommen,
da han kunne nøjes med at tænke sig til, »hvordan han skulle røre«.
Og det har vist ikke meget med kronologisk alder at gøre.
Livsløbsperspektivet ser aldring som en livslang proces, opfatter aldring som en
proces med mange dimensioner og ser ingen livsfase som bedre eller vigtigere
end nogen anden. Snarere udskilles forskellige aldersgrupper som »historiske
enheder« med særlige livserfaringer, der er frembragt af forholdene tidligere i
livet. Aldring ses som en del af det samlede liv, lige så sammensat og lige så
værdifuldt som andre dele af livet. I det perspektiv ser man tydeligt, hvordan
alder og aldersnormer påvirker (og ødelægger) menneskers muligheder, forventninger
og adfærd livet igennem. Aldersnormer er de fastlåste opfattelser af
de »typiske aldre«, hvor man bør indtage bestemte roller i livsløbet – en slags
kort over de »livsovergange«, der er aldersbestemt. I livsløbsperspektivet ændres
aldring fra at være en tilpasning til bestemte forhold i den enkeltes liv til i
stedet at blive ligestillet med andre organiserende størrelser som fx køn, socioøkonomisk
placering og etnicitet.
Psykologen Karen Munk 26 understreger, at det er vigtigt at holde fast på, hvad
folk har været, før de blev ældre, dvs. hvordan de tidligere har været socialt og
kulturelt placeret. »Når vi møder et gammelt menneske for første gang, er vi
tilbøjelige til at abstrahere fortiden bort for i stedet at se dem, som det de er her
og nu. Men de har jo en kolossal ballast med de livsformer, de har været inde i,
og det betyder fantastisk meget for den måde, de tænker på her og nu, orienterer
sig på her og nu. Og i forhold til deres forestillinger om »det gode liv« som
gamle«.
Vi ældes fra den dag, vi fødes; men hvornår og hvordan adskiller vores liv sig
fra andre voksne liv på en sådan måde, at det bliver meningsfyldt at tale om os
som ældre og gamle?
26 Refereret efter Marie Konge Nielsen, Et godt liv som gammel, 2006, p. 16.
39

Kapitel 3. Alder som grænsemarkør 27
»Med lidt af den slags havde Axel og Mary trods alt kunnet komme
til orde indimellem. For det meste havde de seks unge – der lige
omkring tresårsalderen – ikke givet dem mange sekunder til at
komme i gang med noget som helst. De havde selv snakket i munden
på hinanden«. 28
3.1 Forud for 1891
De seks unge – der lige omkring tresårsalderen. Sådan lader Jens Smærup Sørensen
Axel og Mary tænke om deres seks børn og svigerbørn alle født i 40erne.
For de to »gamle« født før 1920 var tøsene og knægtene endnu unge, selvom de
havde passeret efterlønsalderen; men i virkelighedens verden må denne familiære
tidsregning vige for samfundets brug af den kronologiske alder.
Loven om alderdomsunderstøttelse til værdige trængende udenfor fattigvæsenet
blev vedtaget i 1891. Den afløste den gamle fattighjælp, hvis væsentligste krav
var, at der skulle foreligge økonomisk trang på grund af manglende arbejdsevne.
Syge, handicappede og gamle var derfor kun relative kategorier, som var
underordnet kategorien »fattig og uarbejdsdygtig«. Netop de tre kategorier hav-
27
Jørn Henrik Petersen, »Pensionsalder i fortid, nutid og fremtid«, i Festskrift for Svend
Aage Hansen, udgivet som særnummer af Økonomi og Politik 62, 2, 1989, 113-124.
28
Jens Smærup Sørensen, Mærkedage, København, Gyldendal, 2007, p. 149. Min kursivering.
41

de dog alligevel haft en særlig bevågenhed siden fattigforordningerne af 1799
og 1803. Det skyldtes, at de var fattige, fordi de ikke kunne arbejde.
Denne konstatering var begyndelsen til 1800-tallets interesse for værdige trængende
i modsætning til dem, der bare var fattige – fordi de ikke ville arbejde,
tænkte man. Op gennem det 19. århundrede blev fattigforordningerne gjort mere
»barske« for at disciplinere alle til deltagelse i arbejdets velsignelser. Det ytrede
sig i retsvirkninger. Oppebar man fattighjælp mistede man rådigheden over eget
bo, kunne ikke uden tilladelse gifte sig, og efter 1849-grundloven indførelse
mistede man også valgret, hvis man da var en mand – kvinderne kunne i sagens
natur ikke miste, hvad de ikke havde.
Ikke mindst disse restriktioner henledte opmærksomheden på de værdige trængende
i almindelighed og de gamle i særdeleshed. Den tanke, at forskellige
trangssituationer – med vægt lagt på en skelnen mellem uforskyldt og selvforskyldt
trang – skulle behandles forskelligt, slog for alvor igennem i slutningen af
1840erne og i 50erne. Først gennemførtes særregler for familier, hvor familieforsørgeren
var indkaldt til militærtjeneste, og senere blev der vedtaget særlige
love i kølvandet på dyrtiden. Tanken kulminerede i 1856 med oprettelsen af De
fattiges Kasse, hvis formål var at forebygge, at uforskyldt trængende skulle
henvises til det stærkt deklasserende fattigvæsen. Der var endnu ikke seriøse
overvejelser om en egentlig særlovgivning med henblik på »de gamle«. Samtiden
var mere optaget af de komplicerede udenrigspolitiske forhold og de dermed
sammenhængende forfatnings- og magtpolitiske problemer.
I 1869 blev der nedsat en kommission til overvejelse af fattigvæsenet, men det
var beskedent, hvad den havde at byde »de gamle«. Kommissionen foreslog
kun, at de, der blev trængende efter deres 60de år, hvis de i de foregående fem
år havde haft frivilligt ophold og selvstændigt erhverv i den kommune, hvor de
boede, ikke skulle kunne »hjemsendes« til deres »forsørgelseskommune« – vel
at mærke, hvis de ikke havde oppebåret fattighjælp i disse fem år. Denne tanke
indgik i de fattiglovsforslag, der blev fremsat i 1872 og 1873. Forslaget nedsatte
dog aldersgrænsen til 50 år, men forlængede til gengæld femårsgrænsen til 10
år. Denne »vaklen« mellem valg af 60 eller 50 år viser til fulde grænsemarkørens
konstruerede karakter.
Først i 1874 blev der fremsat et fattiglovsforslag, der indeholdt noget, som lignede
en alderdomsforsørgelse. Forslaget åbnede for fattighjælp uden tab af borgerlige
rettigheder til personer:
42

• over 60 år,
• som ikke havde nydt fattighjælp eller havde tilbagebetalt den,
• som ved tidligere indskud i en forsørgelseskasse eller -anstalt havde
sikret sig en fast årlig indtægt i alderdommen – og derved dokumenteret
sin vilje til at opretholde sin selvstændighed og uafhængighed af sine
medborgere,
• som var i trang på grund af alderdom, svagelighed eller anden »ham
utilregnelig« årsag,
• idet hjælpen ikke kunne overstige det beløb, vedkommende selv havde
sikret sig.
Der var således – i god overensstemmelse med tidens liberale tankesæt – et
direkte (tidligere indskud) og et indirekte selvhjælpskrav. Alderskriteriet (60 år)
blev ikke nærmere begrundet, og det var jo heller ikke – bortset selvhjælpskravene
– i sig selv nok til at motivere en ydelse, idet der yderligere skulle foreligge
trang. Alderen i sig selv var ikke nok, for de ældre var jo forskellige.
Forslaget blev ikke vedtaget, men diskussionen afdækkede to grundsynspunkter
af betydning for den efterfølgende udvikling. Det ene argumenterede for en
alderdomsforsørgelse som en rettighed uden supplerende vilkår, mens det andet
fandt dette alt for vidtgående. Det ville have uheldige virkninger på »bestående
institutioner«, som byggede netop på præmiebetaling eller indskud. Herved
indvarslede man en mere end hundredårig diskussion om forsørgelse versus
forsikring.
I forlængelse af dette forslag fremkom der uden for Rigsdagen en række initiativer
og planer, som alle var præget af selvhjælpsidéen. Uenighederne koncentrerede
sig om, hvorvidt en mulig ordning skulle hvile på frivillighed eller
tvang.
På Rigsdagen var der forslag om at erstatte De fattiges Kasse med understøttelseskasser,
som skulle have statsligt og kommunalt tilskud. Det forslag, der
fremsattes i 1874, byggede på, at familier med indkomst under en vis grænse,
som ved selvhjælp havde sikret sig en ydelse, skulle have ret til en alderdomsydelse.
Der var ikke fastsat aldersgrænser, fordi de netop varierede mellem de
bestående »opsparingsordninger«. Igen ser man alder som konstruktion.
43

Da forslaget i ændret form blev genfremsat året efter, var der indført en aldersgrænse
på 60 år, men atter uden egentlige begrundelser for valget af denne
grænse.
I årene derefter fokuserede man meget på forsikringstanken, og på Rigsdagen
fremsatte Estrups regering to livrenteforslag. De byggede på indskud i aldrene
mellem 18 og 45 år, og ved 55-årsalderen (alderen igen, igen) skulle der for den
indbetalte sum plus de ydede tilskud købes en livrente. På grund af den parlamentariske
situation kom der intet ud af forslagene. Og det gjorde der heller
ikke af de fornyede forslag om understøttelseskasser, som blev fremsat i slutningen
af 1880erne.
3.2 1891-loven om alderdomsforsørgelse
til værdigt trængende
I 1889 fremsatte regeringen et nyt forslag til fattiglov. Det fulgte i henseende til
»de gamle« det tidligere forslag fra 1874, men svækkede det direkte og strammede
det indirekte selvhjælpskrav. Alderskriteriet var fortsat 60 år. Det lå i
kortene, at fattiglovsforslaget ville blive vedtaget af Højre og Det moderate
Venstre; men det gik anderledes, fordi Chresten Berg og Viggo Hørup fremsatte
et forslag til en alderdomsforsørgelse, som byggede på faste ydelser til ubemidlede
personer med dansk indfødsret, der var ældre end 62 år.
Her møder vi en anden aldersgrænse. Årsagen var, at ordningen skulle finansieres
gennem provenuet fra en ny beskatning på øl og brændevin. Og »råderummet«
gav kun plads til dem over 62 år. Man kan kalde det et finansielt begrundet
alderskriterium – konstrueret med afsæt i det forventede provenu fra den
nye skat.
Forslaget satte fart i forhandlingerne mellem regeringen og Det moderate Venstre.
Resultatet blev vedtagelsen af loven om alderdomsunderstøttelse til værdigt
trængende udenfor fattigloven. Den betød, at der kunne udbetales, hvad der
behøvedes til underhold eller til kur og pleje til personer:
44
• over 60 år,
• som ikke var fundet skyldig i en i den offentlige mening vanærende
handling uden at have fået æresoprejsning,
• som ikke ved egne handlinger eller et uordentligt og ødselt levned havde
bragt sig i trang,

• som i de sidste ti år havde haft fast bopæl i Danmark og ikke i den periode
havde modtaget fattighjælp eller var blevet fundet skyldig i løsgængeri
eller betleri.
Det direkte selvhjælpskrav var sammenlignet med 1874-forslaget forsvundet,
men til gengæld var det indirekte selvhjælpskrav (værdighedsbestemmelserne)
væsentligt skærpet. Der er ikke i materialet »gerontologiske« argumenter for
fastsættelse af en aldersgrænse på 60 år (uden dispensationsbestemmelser), men
man får måske en fornemmelse af begrundelsen gennem den kritik økonomen
W. Scharling, der også var medlem af Rigsdagen, rettede mod de 62 år i det
Berg-Hørup’ske forslag.
Grænsen måtte, sagde Scharling, med rimelighed sættes »hvor efter den almindelige
forestilling ophøret af den sædvanlige arbejdskraft finder sted ved overgangen
fra den produktive til den i alt fald mindre produktive alder«. Man mente
altså, at det lå i den almindelige forestilling, hvad den så end byggede på, at
den sædvanlige arbejdskraft ophørte eller svækkedes ved 60-årsalderen – en vis
svagelighed måtte forventes at indtræde ved denne alder.
Arbejderkommissionen af 1875 havde da også i sin betænkning fundet grund til
at understrege, at »hjælpen [ikke bør] indtræde før i den alder, da arbejderen
begynder at føle sig svagelig, altså fra det 50-60de år «. Tilsvarende blev det i
den betænkning, der i 1862 kom fra kommissionen om en normalvedtægt for
sygekasser, fastslået, at »de højere aldersklasser og navnlig alderen efter 45 år
gør en del større krav til kassen end de yngre«. »Svagelighed« var således et ret
så plastisk begreb, som ikke entydigt kunne knyttes til alder.
3.3 Aldersrenteloven af 1922
60 år blev fastholdt som aldersgrænse indtil aldersrenteloven af 1922. Da blev
tilgangsalderen øget fra 60 til 65 år – men med mulighed for dispensation for
personer mellem 60 og 65 år.
Til fordel for den forhøjede aldersgrænse blev det anført, at forbedrede levevilkår
og bedre hygiejniske forhold betød, at folk mellem 60 og 65 år ikke i almindelighed
kunne siges at være erhvervsudygtige. »Det, som det kommer an på,
er, at det ikke med rette kan hævdes, at flertallet af de 60-årige personer her i
landet er således svækkede af alderdom, har af alderdom fået deres arbejdsevne
så stærkt formindsket, at de bør blive pensionsnydende«, sagde indenrigsmini-
45

steren. Aldersgrænsen blev efter dette synspunkt fastsat som indikator på svækket
arbejdsevne, og når det princip udmøntes, måtte levevilkår og hygiejniske
forhold spille ind.
Oppositionen pegede på, at 62 år var en mere relevant afgrænsning, fordi det
var den øvre aldersgrænse for tilkendelse af den invaliderente, der var gennemført
i 1921. Hermed antydede man en tilslutning til det synspunkt, der siden
1889 havde præget den tyske kombinerede invaliditets- og alderdomsforsørgelse,
nemlig at aldersgrænsen, som automatisk – uden medicinsk afprøvning –
udløste en alderspension, skulle erstatte invaliditetsafprøvningen. Alder blev
m.a.o. opfattet som (variabel) indikation på nedsat erhvervsevne, ja, endda som
invaliditet.
Samtidig understregede oppositionen de berettigede forventninger: »Ved en
menneskealders fastholden ved de 60-åriges ret til aldersrente er der skabt en så
begrundet forventning om, at denne ret vil findes ved det 60de års opnåelse, at
man i store dele af befolkningen, navnlig for dens vedkommende, der har passeret
livets middagshøjde [alderstrappen, jhp], vil mene, at det asyl, som aldersrenten
er for dem, er flyttet mange mil længere bort«, sagde således Ove Rode.
Denne argumentation understreger aldersgrænsen som kulturel variabel. Når en
vis alder er indført som grænsemarkør, skaber den berettigede forventninger,
fordi den lægges til grund for den enkeltes planlægning og forventninger. Oppositionen
ønskede derfor en fastholdelse af de 60 år som aldersgrænse, men
kunne dog acceptere en gradvis stigning: »For de 40-årige kan der ikke være
noget helt urigtigt i, at der om 25 år er en 65 års grænse, mens det for dem, som
er nået til 58 år, er aldeles ubilligt pludselig at indføre en højere grænse«. Man
kan ikke påstå, at dagens argumentation adskiller sig voldsomt fra datidens!
I et forsøg på at komme oppositionen i møde foreslog regeringen, at 65-års alderen
først skulle være effektiv fra 1933, men oppositionen fastholdt sit ønske om
en overgangsperiode på 20 år. Derfor undlod den at stemme for aldersrenteloven,
selv om loven, hvad ydelsernes udmåling angik, indebar overgang til et
retsprincip.
Kombinationen af en øget aldersgrænse, en overgangsperiode og en dispensationsbestemmelse
sikrede efter regeringens opfattelse dem »som alderen falder
tidligt på«, mens »retten« først indtrådte ved den alder, hvor en svækkelsestilstand,
som gjorde »pensions indtræden naturlig«, hyppigt var til stede. Argu-
46

mentet gik således på alder som statistisk indikator for indtrådt svækkelse –
men dog med en vis afsvækkelse af tanken om en og kun en alder.
3.4 Madsen-Mygdals initiativ og
folkeforsikringsloven af 1933
Ved Madsen-Mygdal-regeringens lovgivning i 1927, der skulle justere de offentlige
udgifter til kronens pariføring og de faldende priser, blev dispensationsbestemmelsen
præciseret, så den forudsatte svigtende helbred eller andre
ganske særlige omstændigheder.
Også folkeforsikringsloven fra 1933 fastholdt 65 år som tilgangsalder, men
lempede en smule på dispensationsbestemmelserne, så der nu kun skulle et 2/3
flertal i kommunalbestyrelsen til, mens der tidligere blev fordret 3/4.
3.5 Fra 65 til 60 år
I 30erne gav flere kommunalbestyrelser dispensation fra aldersgrænsen med
henvisning til svigtende erhvervsmuligheder. I det nedsatte udvalg vedrørende
socialreformen ønskede et flertal at udvide dispensationsadgangen til at omfatte
arbejdsløshedsforsikrede i alderen 60-65 år, der ikke længere kunne antages at
have mulighed for at komme i beskæftigelse. Mindretallet fandt det uheldigt at
reservere denne mulighed alene for de arbejdsløshedsforsikrede.
Regeringen fulgte mindretallet og foreslog en generel nedsættelse af pensionsalderen
til 60 år med en samtidig ophævelse af dispensationsmulighederne. Man
henviste til beskæftigelsesproblemerne og fremhævede, at det var bedre at pensionere
»de gamle og trætte« end at pensionere de unge gennem understøttelse.
Det var m.a.o. beskæftigelseshensynet, der slog igennem ledsaget af tanken om
en vis »omfordeling af arbejdet« mellem unge og ældre. Oppositionen mente
ikke, at der forelå sundhedsmæssige eller hygiejniske argumenter og frygtede, at
en nedsættelse permanent ville ændre normerne for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Man ville derfor foretrække en hensyntagen til beskæftigelsen
ved udvidede dispensationsmuligheder. Samtidig henviste oppositionen til befolkningsudviklingen
og forventede en vækst i forsørgelseskvoten. Regeringen
»vil, sagde oppositionen, lægge en ny stor byrde både på den nuværende og
fremtidige slægt … og de aldersklasser, som skal bære byrderne, bliver ikke så
talrige som de, der skal have ydelserne«. Ældrebyrden dengang som nu!
47

Det var, understregede de borgerlige partier, et brud på traditionen at betone
erhvervsmulighederne (beskæftigelsen) frem for – som hidtil – at lægge vægten
på erhvervsevnen.
Flere pegede på, at det kunne være hensigtsmæssigt at gøre nedsættelsen midlertidig,
fordi »det er lettere at gå nedad end opad«; men resultatet blev i 1937
en nedsættelse af tilgangsalderen til 60 år.
3.6 Og tilbage igen
I 1946 forelagde Venstre-regeringen forslag om genindførelse af en pensionsalder
på 65 år – dog 60 år for enlige kvinder – ledsaget af en genindførelse af
dispensationsmulighederne.
Man vendte tilbage til argumentationen fra 1922 og påpegede levealderens stigning,
ligesom det blev understreget, at arbejdsevnen blev bevaret længere, så
personer i alderen 60-65 ikke i almindelighed kunne siges at være erhvervsudygtige.
Igen blev hensynet til den demografiske udvikling – og dermed forskydningen
mellem aldersklassernes størrelse – fremhævet.
Socialdemokratiet erkendte levealderens vækst som vægtigt argument, men så
dog gerne en afklaring af beskæftigelsesmulighederne. Denne imødekommenhed
blev stærkt påskønnet af K.K. Steincke, som ikke anså det for rimeligt at
føre beskæftigelsespolitik gennem pensionslovgivningen. Hvis »forholdstallet
mellem gamle og unge forskydes i disfavør af sidstnævnte«, frygtede han, at
tanker om forsikring eller takstnedsættelse ville få vind i sejlene. Resultatet blev
genindførelse af en 65 års aldersgrænse med dispensationsmuligheder.
3.7 Folkepensionsloven
Umiddelbart efter nedsattes folkeforsikringskommissionen, der afgav betænkning
i 1955. Den opsummerede de argumenter, der har været nævnt ovenfor.
Kaj Bundvad understregede i en mindretalsudtalelse, at en begrænset udvidelse
af aldersrenteordningen ikke kunne begrunde en højere alder, mens en folkepensionsordning
kunne gøre det rimeligt, at tilgangsalderen efter en overgangstid
på otte år blev 62 år for enlige kvinder og ellers 67 år med fortsat dispensationsmulighed.
Også den radikale Svend Jørgensen opererede med denne skelnen,
idet han ville have en lavere tilgangsalder til aldersrente og en højere for
folkepensionen. I begge tilfælde var det udgiftshensyn, der spillede ind.
48

I et senere fælles forslag byggede Socialdemokratiet og Det radikale Venstre på
en gradvis stigende tilgangsalder for aldersrenten og en umiddelbar tilgangsalder
for folkepensionen på 62 år for enlige kvinder og 67 år for mænd ledsaget af
en dispensationsordning.
Man kan tale om en ret så principløs ændring, idet argumentationen nærmest
gik på, at når politikerne nu gjorde det godt for befolkningen, måtte befolkningen
også kunne acceptere en højere tilgangsalder. Det minder mest om Hjallerup
marked.
Socialdemokraterne vendte tilbage til det gamle argument om stigende levealder.
Da den gennemsnitlige levealder for en 60-årig var øget med 2 år over den
seneste menneskealder, var det naturligt at regulere pensionsalderen tilsvarende
opad. Det var dog i det mindste et forsøg på et argument.
Thorkil Kristensen var optaget af den forventede ændring i forsørgerkvoten og
ønskede forstærkede opsparingstilskyndelser, mens Viggo Kampmann pegede
på, at det ville være lettere at forsørge de flere ældre ved at stimulere lysten til
at bevare arbejdsevnen og arbejdsviljen gennem øget pensionsalder og lempelige
fradragsregler.
Folkepensionsloven knæsatte en aldersgrænse på 62 år for enlige kvinder og 67
for andre. I 1967 og i 1977 gennemførte man lempelser i dispensationsreglerne.
3.8 Socialreformkommissionen
Socialreformkommissionens 2. betænkning fra 1972 pegede på den forventede
stigende ældreandel i befolkningen, idet det heraf følgende (finansielle) problem
måtte løses gennem forudgående opsparing eller fremme af erhvervsaktiviteten
blandt de ældre. I lyset af den »fejlsortering«, jf. afsnit 3.13, der altid ledsager
en fast aldersgrænse, drøftede man mulighederne for en mere fleksibel
aldersgrænse.
3.9 Efterløn og delpension
»Og det sagde da sig selv: Begge de ovenud lyksalige ægtepar ser
nu allerede frem til at gå på efterløn! Det er hvad han nu har hørt
49

50
dem sige. De ser alle sammen frem til ganske uforstyrret at kunne
dandere den de næste tredive år!« 29
Det »sagde sig selv«, siger Smærup Sørensen. Ja, for de lovbestemte tilbagetrækningsaldre
sætter normer, så det »sagde sig selv« – også selvom forventningen
var, at »eksklusionen« skulle vare i tredive år, restlevetidens glade galop.
I 70erne kom idéer om efterløn og delpension på dagsordenen. I 1976 rapporterede
udvalget vedrørende den fleksible aldersgrænse, at en delpension næppe
kunne gennemføres uden et brud med grundlæggende danske pensionstraditioner.
Indførelsen af efterlønnen i 1979 fik den senere socialdemokratiske socialminister,
Bent Rold Andersen 30 til at skrive, at »ikke mindst med efterlønnens
indførelse har vi i realiteten indført en tilstand, hvor pensionsalderen generelt er
nedsat til 60 år … I løbet af en 10-15 år vil det kun være ganske få grupper, som
vil være udelukket fra efterløn, og vi kan herefter siges at have nedsat den generelle
pensionsalder stort set til 60 år«.
Bag efterlønnens indførelse lå det samme synspunkt om »omfordeling af arbejdet«
fra de ældre til de yngre, som vi tidligere har mødt. Det kan indenfor den
politiske korttidshorisont være forståeligt. I en situation med høj ledighed vil
man gøre det muligt for »de ældre« at trække sig tilbage og derfor rekonstruerer
man gruppen »de ældre« ved at bestemme en ny kronologisk alder; men samfundets
syn er svingende.
År senere var problemet at finde yderligere arbejdskraft, men så er det svært at
lave om – thi en fastsat kronologisk alder danner normer både blandt arbejdstagere
og arbejdsgivere – samfundets ældrebillede.
3.10 Ældrekommissionen
I 1980 offentliggjorde Ældrekommissionen sin første delbetænkning, der argumenterede
stærkt for en mere individuel tilrettelæggelse af overgangen fra erhvervsmæssig
beskæftigelse til pensionering. I en efterfølgende delrapport argumenterede
man for en delpensionsordning integreret med det almindelige
pensionssystem som erstatning for efterlønsordningen.
29 Jens Smærup Sørensen, Mærkedage, København, Gyldendal, 2007, p. 159-60.
30 Bent Rold Andersen, »Hvordan vil det offentlige pensionssystem udvikle sig fremover?«,
Økonomi og Politik, 55,4, 1981, 365-376.

En delpensionsordning blev – uden succes – gennemført i 1987 og efterfulgt af
en – ej heller særlig succesrig – delefterlønsordning i 1995.
3.11 Fra 67 til 65 – efterlønsforliget
Som led i »efterlønsforliget« i 1999 blev folkepensionsalderen nedsat til 65 år
primært for at afkorte den periode, hvor den dyrere efterløn kunne oppebæres.
Igen en ændring begrundet i finansielle hensyn.
3.12 Velfærdsforliget 2006
Velfærdsforliget, der blev indgået i 2006, betød en stigning i tilgangsalderen til
såvel efterløn som folkepension. Efterlønsalderen skal gradvis hæves med 2 år
over perioden 2019-22 og folkepensionsalderen tilsvarende over perioden 2024-
2028. (I 2028 sigter man m.a.o. på at være tilbage ved den folkepensionsalder
på 67 år, alle levede fint med indtil 1999!) Samtidig gennemførtes en »indekseringsmekanisme«,
så efterløns- og folkepensionsalder fra hhv. 2025 og 2030
justeres svarende til den i 2015 konstaterede ændring i restlevetiden for en 60årig.
Disse ændringer blev motiveret med hensynet til den finanspolitiske holdbarhed.
3.13 Det principielle ræsonnement
I en principiel overvejelse over begrundelsen for alder som tildelingskriterium
skrev professor Frederik Zeuthen 1948 i sin lærebog i socialpolitik:
»Hovedmotivet for at give hjælp fra en bestemt alder uden undersøgelse
af den enkeltes arbejdsevne og erhvervsmuligheder er, at
der gør sig en vis ensartethed gældende med hensyn til den alder,
hvor evnen til at forsørge sig ved eget arbejde bortfalder, og at der
her som på andre områder er en fordel ved så vidt muligt at lade
afgørelsen bero på forhold, som den understøttede ikke kan ændre«.
Han lagde således vægten på en høj statistisk sandsynlighed for erhvervsudygtigheds
indtræden fra en bestemt alder og på fordelen ved et fast og objektivt
kriterium. Indirekte peges herved på levealderens længde som bestemt af levevilkår,
hygiejniske og sundhedsmæssige forhold; men som det fremgår af ovenstående
gennemgang af hovedargumenter i den pensionspolitiske debat spiller
også andre forhold ind: provenuhensyn, beskæftigelseshensyn, påvirkning af
normer for tilbagetrækning, demografisk udvikling og i nyere tid individuel
51

selvbestemmelse og hensyn til finanspolitisk holdbarhed. Hertil kommer betydningen
af »berettigede forventninger«, der især spiller en rolle ved stigning i
tilgangsalderen. Ved nedsættelser af pensionsalderen har især beskæftigelsesmæssige
hensyn været afgørende. Ud af dette hensynenes miskmask konstrueres
begrebet alderdom.
Under alle omstændigheder er der – ud over de kulturelle effekter af en aldersgrænse
– et dilemma mellem på den ene side ønsket om et fast og objektivt
kriterium og på den anden side det meget tvivlsomme i påstanden om, at der gør
sig en vis ensartethed gældende med hensyn til den alder, hvor evnen til at forsørge
sig ved eget arbejde bortfalder. Dilemmaet spejles i begrebet »fejlsortering«,
der er illustreret i tabel 3.1.
Tabel 3.1 »Fejlsortering« ved anvendelse af et fast og objektivt tildelingskriterium
Behovs- eller ef-
Opfylder personen tildelingskriteriet?
fektmål ja nej
Har personen et Ja »korrekt« sortering personer med »be-
»behov«?
hov« ekskluderes
Nej »ressourcespild« »korrekt« sortering
Der kan naturligvis være uenighed om, hvordan man skal definere et »behov«,
men hvis det fx er tanken, at en pensionsydelse skal stå til rådighed i tilfælde,
hvor erhvervsevnen er reduceret, er det indlysende, at der ikke er en en-til-en
relation mellem dette ønske og anvendelsen af en fast aldersgrænse. Der vil
være dem, hvis erhvervsevne er reduceret, men som ikke har den fornødne alder.
Deres »behov« tilfredsstilles ikke. Og der vil være dem, som har den fornødne
alder, men som aldeles ikke har erhvervsevneproblemer. De påfører samfundet
et »spild«. Egentlig er det pudsigt, at man er så begejstret for faste og
objektive kriterier, når det drejer sig om kontante ydelser, mens man uden de
helt store problemer gennem visitationssystemer kan forvalte serviceydelsernes
fordeling – men her er der måske også ændringer på vej. Rettighedskulturen
kræver sit!
Hvorom alting er, har en statistisk forholden sig til alderstilknyttede fænomener
den uomgængelige sideeffekt, at man tænker i gennemsnitsmennesker og
glemmer, at gennemsnitsværdier dækker over et bredt spektrum af meget forskellige
værdier. Det statistiske perspektiv fører næsten uundgåeligt til, at man
opfatter ældre som mere ens end yngre. Det ved selvfølgelig statistikerne og
forskerne, men opfattelsen lever ikke desto mindre i bedste velgående i befolk-
52

ningen, i medierne og blandt politikerne – også selv om de mange gange besværger
det.
Det er ikke sådan lige til at gøre op med livshjulet og alderstrappen, fordi »nedturstanken«
er forankret i den enkeltes angst for sygdom og svækkelse og i den
enkeltes neurotiske dødsangst, som sammen kalder på stærke følelser og dermed
holdninger. Hertil kommer så den almindelige tendens til i politik og medier
at fremstille ældre som én kategori, og da det, man taler om, typisk vedrører
indsatsen til gavn for »de svage ældre«, bliver konsekvensen, at ældrekategorien
fastholdes som knyttet til sygdom, svækkelse og tab af funktionsevne og roller i
samfundet.
53

Kapitel 4. Lidt demografi
4.1 Middellevetiden
Drenge, der fødtes i den danske guldalder omkring 1840, havde en forventet
levetid på knap 43 år, mens den for pigerne var knap 45 år. Ved begyndelsen af
det 20. århundrede kunne en nyfødt dansk dreng se frem til at leve ca. 50 år og
en nyfødt pige ca. 53 år. Da vi passerede årtusindskiftet var middellevetiden for
drengen og pigen hhv. knap 75 og ca. 79 år. Middellevetiden steg således over
et århundrede med 25 år for mænd og 26 år for kvinder, dvs. med ca. 3 måneder
om året. Af væksten var ca. de 20 år allerede virkeliggjort i slutningen af
1950erne. Over de næste 45 år frem til 1994/95 voksede middellevetiden for
mænd kun med godt 2 år og for kvinder med 4 år, dvs. med ½ måned om året
for mænd og 1 måned om året for kvinder. Den stærke og stabile vækst frem til
midten af 50erne ses af figur 4.1. (For ikke at bryde teksten med de relativt
mange figurer, der er indeholdt i dette kapitel, er det valgt at placere figurerne
samlet bagest i kapitlet, se side 62 ff.)
Meget tyder på, at vi – efter at have haltet efter udviklingen i de fleste andre
lande – nu omsider er ved at »hale ind« på dem. Den danske middellevetid har
siden 1994/95 været i stærk vækst. Den er for mænd i det seneste tiår vokset
med 3 år, dvs. med knap fire måneder om året, mens væksten for kvindernes
vedkommende har været 2,4 år eller knap 3 måneder om året. Det strukturelle
skift omkring 1994/95 fremgår tydeligt af figur 4.2. Vi »haler ind« på efterslæbet
i forhold til andre lande.
55

Et meget vigtigt træk ved udviklingen op gennem det 20. århundrede er, at det
er blevet de fleste mennesker beskåret at leve længe efter arbejdets ophør – og
endda leve med et godt helbred i behold. Det er vigtigt, fordi det betyder meget,
om det er »gode« eller »dårlige« år, der føjes til livet. Hvordan vil vi som mennesker
leve det liv, der bliver længere og længere?
4.2 Restlevetiden for en 65-årig
Ser vi i stedet på en 65-årig har væksten i den forventede restlevetid været mindre
spektakulær. Over det 20. århundrede er den forventede restlevetid for 65årige
mænd øget med ca. 3 år, mens den for kvinderne er vokset med godt 5 år.
Ikke mindst perioden fra 30erne til 60ernes slutning var markant – især for
kvinderne. Udviklingen ses af figurerne 4.3 og 4.4. Det hænger sammen med, at
den øgede middellevetid er en følge af et fald i dødelighed, der især har gjort sig
gældende for de yngre – herunder ikke mindst dødelighed i de første år, som det
ses af figur 4.5
Figur 4.5 viser overlevelseskurverne i slutningen af det 19. århundrede, lige før
den 2. verdenskrig og i årene efter årtusindskiftet. Især to ting falder i øjnene.
For det første ser man den stærke reduktion i dødeligheden i det første femår, og
for det andet ser man tendensen mod den såkaldte »rektangularisering« af overlevelseskurven.
Mens sandsynligheden for at nå 65-års alderen i slutningen af
det 19. århundrede lå under 50 pct., er den i dag knap 90 pct. Malet med den
brede pensel og noget forenklet betyder »rektangulariseringen«, at vi har bevæget
os fra en tilstand, hvor døden ramte på alle alderstrin, til en situation, hvor
døden i alt overvejende grad rammer de ældste.
4.3 Fødselstallet
Middellevetiden er en vigtig størrelse, når man skal forstå bevægelsen med det
aldrende samfund; men også fødselstallet i fortiden spiller en stor rolle. Det er
illustreret i figur 4.6. Forud for 1. verdenskrig var der tale om en meget begrænset
stigning, der omkring krigsårene slog over i et lige så begrænset fald. Det
fulgtes af en kortvarig, men kraftig stigning i årene umiddelbart efter fredsslutningen.
Så bevæger vi os ind i en økonomisk trængselstid, der blev ledsaget af
et fald i fødselstallet, som pudsigt nok nåede sin bund i 1933 – året for Kanslergadeforliget
og Hitlers udnævnelse til rigskansler. Og så gik det opad – stærkt
endda – kulminerende med de store årgange i de sene besættelsesår og årene
umiddelbart efter krigen. Derefter fulgte et fald afbrudt af den stigning, som var
56

en »ekkoeffekt« af krigs- og efterkrigsårgangene, men et ekko er nu en gang
svagere end det, der har fremkaldt det. Derefter en lang nedgang, der varede til
1983 med en efterfølgende stigning og tendens til stabilisering.
Vi havde med andre ord en kulmination af fødselstallene i årene 1944-1947, just
de årgange som nu står foran tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, og vi nåede
bunden i 1983, hvor der fødtes 45.000 færre børn end i 1946. Det er de relativt
små årgange, som nu bevæger sig ind i arbejdsmarkedet. De årgange, som er på
vej til at trække sig tilbage, vil oven i hatten på deres størrelse også kunne forvente
en væsentlig længere restlevetid efter deres tilbagetrækning.
4.4 Det aldrende samfund
Begrebet »aldrende« er ikke bare sammenhængende med biologiske og psykologiske
aldersfænomener. Det hænger i mindst samme grad sammen med de
sociale ændringer, som finder sted med stigende alder. »Aldring« udspiller sig i
en social sammenhæng med et betydeligt samspil mellem biologiske, psykologiske
og sociologiske forhold knyttet til alderen. Hertil kommer den samfundsmæssige
brug af alderen som grænsemarkør, der betyder, at »ældre« og »ældrebefolkningen«
er sociale og kulturelle konstruktioner, hvor alderen tillægges
betydninger, som ikke altid er i overensstemmelse med nyere aldringsforskning
endsige med »virkeligheden«.
Et »aldrende samfund« afspejler en samfundsudvikling med længere levetid og
faldende eller vedvarende lav fødselshyppighed, der fører til en ændret befolkningssammensætning
med et stigende antal ældre i forhold til både antallet af
børn og unge og antallet af personer i den typisk erhvervsaktive periode. Helt
banalt betyder det, at mens ældre mennesker i det »gamle« samfund var om ikke
et særsyn, så dog ikke del af det almindelige hverdagsliv, som tilfældet er i dag.
Begrebet – det aldrende samfund – forudsætter, at alderen bruges som grænsemarkør
til opdeling af befolkningen efter alder. Når vi konstruerer »ældregruppen«
er dens størrelse og dens størrelse i forhold til andre kronologisk konstruerede
grupper bestemt af vores valg af grænsemarkøren. I Danmark udgrænses
ældrebefolkningen af flere variable, men de primære er tilgangsalderen til folkepension,
p.t. 65 år, og til efterløn, p.t. 60 år; men hvordan forholder vi os som
enkeltmennesker til en sådan afgrænsning? Hvornår føler den enkelte at høre til
i ældregruppen? I et stadigt mere individualiseret samfund vil de fleste »stritte
imod« på denne måde at blive indrulleret i den ene eller den anden gruppe. Vi
57

vil ikke acceptere at være ens, og da slet ikke ens med en anden bare fordi der
står det samme årstal på fødselsattesten.
Aldersfordelingen i Danmark i hhv. 2006 og 2050 er vist i figur 4.7. Figuren
viser et klart billede af et »aldrende samfund«, idet gruppen under 20 år forventes
at blive reduceret med knap 75.000, gruppen mellem 20 og 65 år med ca.
340.000, mens befolkningen over 65 år vokser med 610.000; men læg mærke til
at den statistiske beskrivelse forudsætter valg af en grænsemarkør, som i figur
4.7 er sat ved 65 år.
Tallene bygger på Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning fra 2006. Dødeligheden
antages fortsat faldende, så middellevetiden i 2050 vil være 83 år for
mænd og 86 år for kvinder. For personer med dansk oprindelse og efterkommere
påregnes en stigning i fødselshyppigheden til 1.9 i 2030, mens den for indvandrere
fra vestlige lande forudsættes stigende til 1.75 også i 2030. Derimod
anvendes en forudsætning om faldende fertilitet for indvandrere fra ikkevestlige
lande. Indvandringen antages svagt stigende, mens udvandringen modelleres
med udgangspunkt i udvandringshyppigheden for 2006 stigende med
0.5 pct. årligt frem til 2030. Der er tale om en fremskrivning, som kan ende i
andre resultater, men der er næppe nogen, som for alvor tror, at vi ikke er på vej
mod det aldrende samfund – helt uden hensyn til valgt grænsemarkør.
Figur 4.8 viser udviklingen i forskellige aldersgruppers størrelse målt ved et
indeks. Gruppen over 65 år kulminerer (i den betragtede periode) i 2045, hvor
den er 81 pct. (668.000 personer) større end i 2006. Opererer man med gruppen
i aldrene 25-64 som den erhvervsaktive aldersgruppe, vil den i samme periode
frem til 2045 blive reduceret med 14 pct. fra 2.98 mio. i dag til 2.57 mio.
Det betyder, hvis man tænker indenfor rammerne af »den uskrevne kontrakt
mellem generationerne«, at der, hvis vi ser på »ældrekvoten« som forholdet
mellem antallet af personer mellem 17 og 64 år hhv. antallet af personer over 65
år, vil ske en stigning fra 23.3 pct. i 2006 til 47.3 pct. i 2042, hvor kvoten når sit
foreløbige maksimum, jf. figur 4.10. I en tænkning, der lader de 17-64-årige
være »forsørgere« og de over 65-årige »forsørgede«, betyder det en drastisk
udvikling. Mens der i 2006 var 4.3 til at »løfte« forsørgelsen af den enkelte
ældre, vil der i 2042 kun være 2.1.
58

4.5 »Dobbeltaldringen«
Nu er »ældrekvoten« ud fra mange synspunkter et meget »groft« mål. I tænkning
over fremtidige udgifter til kontant- og serviceydelser må selvsagt også
»ældrebefolkningens« aldersmæssige sammensætning spille en rolle. Hyppigt
ser man i den forbindelse på væksten i de 65-79-årige på den ene side og de
over 80-årige på den anden. I 2006 var der godt 220.000, som var ældre end 80
år, mens der var ca. 600.000 i aldrene mellem 65 og 79 år. I 2050 vil der blandt
dem over 80 år være knap 600.000, mens der vil være knap 840.000 mellem 65
og 79 år, jf. figur 4.11. Flere gamle – flere meget gamle – dobbeltaldring.
Faldet i »ældredødeligheden« er af langt større betydning for den fremtidige
vækst i antallet af 80-, 90- og 100-årige end udviklingen i middellevetiden.
Gruppen over 80 år, der er den mest skrøbelige, mest syge og mest plejekrævende,
har været og er i stærk vækst, hvilket vil få betydning for den fremtidige
udbygning med ældreservice.
Reduktionen i dødelighed hænger først og fremmest sammen med en lavere
dødelighed i forbindelse med hjerte-kar-sygdomme. Det skyldes dels ændringer
i livsstilsfaktorer og dels en mere effektiv behandling i sundhedsvæsenet.
Derfor har de voksende ældregrupper en bedre funktionsevne i dag, end de tidligere
havde. Derfor indtræder funktionsevnens svækkelse også i en højere alder
end tidligere; men også andre forhold er af betydning. Nutidens ældre har over
livsløbet været udsat for færre infektionssygdomme og en mindre »nedslidning«
på arbejdsmarkedet.
Netop forhold, som følger af infektionssygdomme, forekomst af hjerte-karsygdomme,
konsekvenser af uhensigtsmæssig livsstil og virkningerne af et langt
og hårdt arbejdsliv, blev tidligere opfattet som »normal aldring«.
Et vigtigt spørgsmål er så, hvordan vækst i levetid fordeler sig på øget aktiv
levetid og forlænget svækkelsesperiode. Meget tyder på, at forlænget levetid
også øger antallet af aktive år uden reduceret funktionsevne; men en del af den
forlængede levetid vil være præget af sygdom, fordi sygdomme, man tidligere
døde af, nu behandles gennem flere år. Der vil være flere overlevende med kroniske
sygdomme.
59

Grundproblemet i diskussionerne om det aldrende samfund er fremdeles, at
»gamle« og »ældre« opfattes som én kategori – »dem over 60 eller 65 år« –
med fælles egenskaber. Man fokuserer på alderen og glemmer de markante
individuelle forskelle indenfor samme aldersgruppe.
Det er svært helt at slippe tanken om aldersgrænser, men man kan med fordel
ræsonnere indenfor en lidt anden kategorisering, som er vist i tabel 4.1. 31
Meget taler for, at der i det »aldrende samfund«, vi er på vej imod, ligger et
stort potentiale i gruppen af de 60-79-årige. Mange af dem vil på helt gængse
vilkår kunne arbejde. For andre skal der måske ske en vis tilpasning af arbejdsmarkedet
til deres erfaringer og evner, mens det for atter andre gælder, at de
med et mere »rummeligt« arbejdsmarked vil kunne finde plads. Både af hensyn
til finansieringen af velfærdssamfundet og af hensyn til aldersgruppen selv vil
mange kunne fortsætte deres arbejdsmarkedsaktivitet, hvis arbejdsmarkedet
gøres mere attraktivt, og hvis der mere målrettet satses – både individuelt og
kollektivt – på anvendelse af gruppens ressourcer og kompetencer.
60
Tabel 4.1 En mere nuanceret aldersgruppering
Under 60 år ¬ oftest aktive og raske
¬ typisk tilknyttet arbejdsmarkedet
¬ forebyggelse af sygdomme og udstødelse
¬ et arbejdsmiljø, der hindrer nedslidning
60-79 år ¬ god funktionsevne
¬ selvhjulpen
¬ potentielt tilknyttet arbejdsmarkedet
¬ forebyggelse og behandling af kronisk sygdom
Over 80 år ¬ relativt nedsat funktionsevne
¬ potentielt selvhjulpen
¬ forebyggelse af tab af funktionsevne
¬ behandling af multisygdomme
Gruppens forbrug af sundhedsydelser må forventes at falde, men samtidig kan
naturligvis nye behandlingstilbud, nye forebyggende indsatser og en mere ambitiøs
opfattelse af helbred skabe et pres i modgående retning. Gruppen vil i sti-
31 Se Bernard Jeune og Henning Kirk, »Det aldrende samfund. Begrebsafklaringer,
tendenser og perspektiver«, i Det aldrende samfund 2030 – Rapport fra styregruppen
for det strategiske fremsyn om det aldrende samfund 2030, udgivet af Det Strategiske
Forskningsråd, februar 2006, 3-17.

gende grad fremtræde som »sandwich generation« placeret mellem dens egne
over 80-årige forældre, dens børn og dens børnebørn, hvilket giver en ny placering
i de familiære netværk.
Gruppen over 80 år har været stærkt voksende og er i 50-årsperioden fra 1950
til 2000 godt firedoblet fra ca. 52.000 til knap 209.000. Som andel af den samlede
befolkning blev gruppen i disse 50 år øget fra ca. 1 til 4 pct. Væksten forventes
at fortsætte over de næste 40 år, så 80+ gruppen i 2050 vil være på knap
600.000 og udgøre 10.5 pct. af befolkningen. Man taler ofte om fænomenet
»dobbeltaldring«. Det henviser til, at den ældre del af befolkningen selv er blevet
ældre.
Et kig ind i fremtiden er vanskeligt, fordi modgående tendenser gør sig gældende.
På den ene side vil de ressourcestærke ældre med stor sandsynlighed vokse,
men på den anden side vil der være en mindre gruppe præget af øget overlevelse
med kroniske sygdomme og nedsat funktionsevne. Også denne polariserede
opsplitning af »de ældre« gør det problematisk overhovedet at operere med
denne gruppe som en »homogen kategori«.
Både på arbejdsmarkedet, i social- og sundhedssektoren, i den politiske diskussion,
i medierne og til dels i forskningen er vi stadig præget af en tænkning, der
ser »alder« som en i sig selv forklarende faktor i det menneskelige livsløb og i
de samfundsmæssige processer. Det er en tanke, der ikke holder.
Den vægt, der i den samfundsmæssige diskussion tillægges demografien, har en
måske utilsigtet sideeffekt. Hovedgenstanden for debatten bliver ikke »den
gamle« eller »de ældre«, men samfundet selv. Aldringen og bevægelsen mod
det aldrende samfund ses som en udfordring for eller trussel imod velfærdssamfundet,
som vi kender det – mens livsløbsperspektivet og de individuelle forskelle
mellem dem, vi vælger at kalde »ældre«, fortrænges.
Det betyder også, at de idéer, som får størst gennemslagskraft, er dem, der har et
demografisk-økonomisk udspring.
61

år
år
62
82
80
78
76
74
72
70
68
80
75
70
65
60
55
50
45
40
Figur 4.1 Middellevetiden for en 0-årig 1895/1900-
1966/70
kvinder
mænd
Figur 4.2 Middellevetiden for en 0-årig 1965/66-2004/05
1895/1900
1901/05
1906/10
1911/15
1916/20
1921/25
1926/30
1931/35
1936/40
1941/45
1946/50
1951/55
1956/60
65/66
1961/65
67/68
1966/70
69/70
71/72
73/74
75/76
77/78
79/80
81/82
83/84
85/86
87/88
89/90
91/92
93/94
95/96
97/98
99/00
2001/02
2003/04
kvinder
mænd

år
år
17
16
15
14
13
12
11
10
24
23
22
21
20
19
18
17
16
15
14
Figur 4.3 Forventet restlevetid for en 65-årig 1901/05-
1966/70
kvinder
mænd
1901/05 1906/10 1911/15 1916/20 1921/25 1926/30 1931/35 1936/40 1941/45 1946/50 1951/55 1956/60 1961/65 1966/70
Figur 4.4 Forventet restlevetid for en 65-årig 1965/66-
2004/05
kvinder
mænd
65/66
67/68
69/70
71/72
73/74
75/76
77/78
79/80
81/82
83/84
85/86
87/88
89/90
91/92
93/94
95/96
97/98
99/00
2001/02
2003/04
63

64
120000
100000
80000
60000
40000
20000
0
100000
90000
80000
70000
60000
50000
40000
Figur 4.5 Overlevelseskurver 1895/00, 1936/40 og
2002/03
2002/03
1936/40
1895/00
0 5 10 15 20 25 30 35 40 45 50 55 60 65 70 75 80 85 90 95
Figur 4.6 Antal levendefødte 1900-2006
1900
5
1910
15
1920
25
1930
35
1940
45
1950
55
1960
65
1970
75
1980
85
1990
95
2000
5

100000
90000
80000
70000
60000
50000
40000
30000
20000
10000
indeks, 2006 = 100
0
200
180
160
140
120
100
80
0 år
4 år
2006
2009
Figur 4.7 Aldersfordelingen i Danmark 2006 og 2050
20 år 65 år
- 74.790 - 340.412 + 612.517
2012
8 år
12 år
16 år
20 år
24 år
28 år
32 år
36 år
40 år
44 år
48 år
52 år
56 år
60 år
64 år
68 år
72 år
76 år
Figur 4.8 Indeks for udviklingen i forskellige
aldersgrupper, 2006-2050
2015
2018
2021
2024
2027
2030
2033
2036
2039
2042
2045
2006
2048
2050
80 år
84 år
88 år
92 år
96 år
100‐ år
0‐5 år
6‐16 år
17‐24 år
25‐64 år
65 + år
65

indeks, 2006 = 100.
procent
66
300
250
200
150
100
50
50
45
40
35
30
25
20
0
2006
2008
2006
2008
Figur 4.9 Indeks for udviklingen i antal personer hhv. i
aldersgruppen 65-79 og over 80 år
65‐79 år
2010
2012
2014
2016
2018
2020
2022
2024
2026
2028
over 80 år
Figur 4.10 "Ældrekvoten" (65+/17-64), 2006-2050
2030
2032
2034
2036
2038
2040
2042
2044
2046
2048
2050
2010
2012
2014
2016
2018
2020
2022
2024
2026
2028
2030
2032
2034
2036
2038
2040
2042
2044
2046
2048
2050

antal
700000
600000
500000
400000
300000
200000
100000
0
Figur 4.11 Udvikling i antal og andel af 80 + årige 1950-
2050
1950 1960 1970 1980 1990 2000 2010 2020 2030 2040 2050
12
10
8
6
4
2
0
procentdel af samlet befolkning
67

Kapitel 5. Samfundsforandringer I.
Familiestruktur og ældrepolitik
5.1 Familiestrukturer og roller
Begreberne »gammel« og »alderdom« er, som vi har set, samfundsmæssigt
konstruerede fænomener. Det gælder også forståelsen af »familien« eller måske
snarere »normalfamilien« som et ideal, der ikke nødvendigvis spejler den virkelighed,
vi lever i. Alligevel spiller »idealforestillingen« en rolle. Netop fordi den
kikser for mange, vil mange fastholde den.
Anne Leonora Blaakilde 32 konstaterer, at historien om familien som samfundsinstitution
og følelsesfællesskab peger på tre vigtige forhold. For det første er
familien ikke at ahistorisk fænomen. Den formes og forandres af mennesker og
idéer over tid. For det andet forklarer familiens historiske udvikling, hvor vores
forståelse af begrebet stammer fra. For det tredje kan forskellige generationer
opfatte, hvad en familie er eller bør være, forskelligt, fordi forståelsen er påvirket
af den periode, den enkelte generation er opvokset i.
»For 1960 var jo også det år da landsbyen måtte vige sin plads
som den vigtigste by i landet. Hvor landbruget for første gang i tusinder
år ikke længere var et større erhverv end alle de andre til-
32 Anne Leonora Blaakilde, »Familieroller i forandring«, i Gerontologi, Livet som gammel
– en tværfaglig lærebog i gerontologi, København, 2006: 74-82. Det følgende afsnit
bygger i høj grad på Blaakildes refleksioner.
69

70
sammen. Hvor Staun som et samfund og en verden i sig selv gik
under, for så småt og som alle andre landsbyer, at blive til en afsides
og forhutlet lille bebyggelse i den globale metropol«. 33
Som Jens Smærup Sørensen her fortæller, har erhvervsudviklingen ændret samfundet.
Landbruget har som dominerende erhverv måttet vige pladsen først for
industrien og så for servicesamfundet. Det har sat sit præg på by og land, og det
har ændret familiens rolle.
I det gamle landbrugssamfund var »familien« et produktionsfællesskab. Alle –
både familien og de ansatte – tog del i arbejdet. Så langt kræfterne rakte, tog
også »de gamle« del i gårdens drift. Jeg betoner her alene produktionsfællesskabet
uden dermed at antyde nogen længsel efter den storfamilie, som mange
nostalgisk ser som ramme om sikkerhed og tryghed. Tanken om familien som
produktionsfællesskab genfindes i mange af Venstres argumenter i tilknytning
til udviklingen af hjemmehjælpen. 34
Med urbanisering og en stærkere indflydelse fra tænkningen i byernes middelklasse
ændredes opfattelsen af familien i retning af den følelsesbaserede kernefamilie.
Den var koncentreret om far-mor-børn med centrum i sig selv, med
bånd bagud i slægten, og med et fortsat ansvar for familiens »gamle«. De »mindre
godt stillede« havde svært ved at bære dette ansvar – også selv om kernefamilien
gradvis fik sin mest markante placering i arbejderklassen – domineret af
den handlekraftige, udearbejdende moder med hendes netværk af veninder; men
som udgangspunkt var det en del af baggrunden for fremvæksten af alderdomshjem,
der med den sproglige betoning af hjem spejlede det borgerlige ideal, og
det spillede bestemt også en rolle for udviklingen af hjemmehjælpen.
Med velfærdsstatens begyndende fremvækst blev kernefamilien en bærende
enhed. Det fandt udtryk i 30ernes befolkningspolitik og en senere tids familiepolitik.
Idealforestillingen byggede oprindeligt på manden som familiens forsørger,
mens kvinden tog sig af hjemmet og børnenes opvækst og opdragelse: husmødre
og gode mødre. Det prægede også, som Anette Eklund Hansen og Klaus Pe-
33
Jens Smærup Sørensen, Mærkedage, København, Gyldendal, 2007, p. 217.
34
Jf. Jørn Henrik Petersen, Hjemmehjælpens historie. Idéer, holdninger, handlinger,
Syddansk Universitetsforlag, 2008.

tersen 35 har gjort opmærksom på, arbejderbevægelsens familieopfattelse, som
den fx fremgår af partiets valgplakater op gennem århundredet. »Familieidealet
var kernefamilien med faderen som lønarbejder og forsørger og moderen som
det hjemlige centrum, der passede børnene og hjemmet, og som glad ventede
på, at far vendte hjem fra arbejde«. Netop et familiebillede, der stod som ideal
på tværs af politiske holdninger, var af betydning, da hjemmehjælpen skulle
bæres igennem – selv om også andre betragtninger gjorde sig gældende.
Når vægten i stigende grad lå på kernefamilien, måtte andre »familiemedlemmer«
– herunder »de gamle« i stigende grad finde deres plads i periferien. Det
blev forstærket af det moderne samfunds stadig stærkere betoning af ny viden,
ny teknologi, tilpasning til ændrede vilkår, omstillingsparathed osv. Det trængte
den erfaringsmæssige viden, som »de gamle« sad inde med, i baggrunden. Derfor
trådte stereotypen »den gamle statsmand« da også tilbage i mediernes ældrebillede.
36 Samtidig var det dog (endnu) sådan, at kvinderne påtog sig en del
omsorgsopgaver – også for familiens ældre »medlemmer«.
Ikke mindst i 60erne og de tidlige 70ere begyndte kvindernes – især de yngre og
bedre uddannede – indtogsmarch på arbejdsmarkedet for alvor. Det svækkede
idealet om kvindens husmoderlige og omsorgsprægede tilværelse, mens der
endnu levede forestillinger om hjælpende, støttende (og selvudslettende) bedsteforældre,
der stod til rådighed for børn og børnebørn. Og det svækkede i det
hele taget familien som institution. Samtidig ændrede det, som Smærup Sørensen
i Mærkedage fortæller, holdninger og forståelsesrammer. De gennem fællesskabet
nedarvede normer gik gradvis i stykker. Den opløsning af de sociale
bånd, der først slog igennem i byerne, bredte sig til landet. Synet på mænds og
kvinder roller ændrede sig og i kølvandet på udviklingen fulgte et ændret syn på
ansvarsfordelingen mellem familien og »det offentlige«.
»Hverken hun eller nogen anden kom på den tanke at det måske
ville være bedst for dem at skilles. Næppe heller de selv, i al fald
ikke i tide, for de var begge oppe omkring de firs, da ’skilsmisse’ i
løbet af 1960’erne begyndte at tegne sig som en løsning, det også
var muligt for staunboer at tage i betragtning.
35
Anette Eklund Hansen og Klaus Petersen, »Mellem arbejde og familie. Arbejderbevægelsens
syn på forholdet mellem familie- og arbejdsliv ca. 1945-1980« i Arbejderhistorie,
2000:4.
36
Charlotte Wien, Ældrebilledet i medierne gennem 50 år, Syddansk Universitetsforlag,
2005.
71

72
Naturligvis havde man allerede længe været klar over at det forekom
i byerne. Det var da en af de mange sikre bevisligheder for at
disse byer var befolkede af en slags personager, der lod sig lede af
deres tilfældige lyster; der for en hvilken som helst grille var parat
til at ødelægge deres familier; der til enhver tid satte deres egen
behagelighed over børnenes tarv; der i det hele taget var gennemført
upålidelige og selvfølgelig heller ikke regnede deres eget ægteskabsløfte
for en lunken skid.
Kort sagt altså folk der med de kønneste undskyldninger på læben,
og vammel snak om deres følelser og deres lykke, opførte sig som
tølpere og skøger«. 37
Samtidig betyder den øgede middellevetid, at fire-generationsfamilien – oldeforældre,
bedsteforældre, forældre og børn – er ved at blive en fremtrædende
familietype. De store årgange fra de sene besættelsesår og de, der blev født i
efterkrigstiden, oplever allerede i dag – med et populært udtryk – status som
»sandwich-generation«. Deres forældre lever endnu – efter at de selv har trukket
sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Deres børn forventer deres støtte til børnebørnene,
og deres forældre håber på støtte i »den højere alder«.
Anne Leonora Blaakilde har illustreret generationernes indbyrdes positioner ved
et sæt af koncentriske cirkler, jf. figur 5.1. Kernen er børnene med forældrene
som centrale aktører. De skal sikre, at børnene får en sådan opvækst, at de kan
fortsætte slægten og gradvis »overtage« samfundet. Når børnene når skelsår og
–alder og selv stifter familie og sætter børn i verden, skubbes forældrene ud i
næste sfære som bedsteforældre, mens de hidtidige bedsteforældre må tage turen
ud i den yderste periferi. Det betyder, at voksende alder i sig selv indebærer,
at man skubbes længere ud i »betydningsfeltet«. Når alle forventes at interessere
sig (mest) for »midten«, er man mindre optaget af dem, der er henvist til en
periferitilværelse, hvor en ikke ringe del af »ansvaret« for »de gamle« er blevet
placeret i »den offentlige sektor«.
37 Jens Smærup Sørensen, Mærkedage, København, Gyldendal, 2007, p. 264-65.

Figur 5.1. Slægtens forskellige generationer og deres indbyrdes
forhold
oldeforældre
bedsteforældre
forældre
børn
Selv om familien fortsat ses som væsentlig for den enkelte, og selv om behandlingssystemet
og velfærdsstatens institutioner fremdeles forventer en supplerende
støtte i omsorgen for dem, der har problemer, ligger det i forestillingen, at
øget alder peger mod en mere tilbagetrukket og perifer familierolle.
Omvendt gælder det for de generationer, som i dag typisk har bedsteforældrestatus,
at de er bedre uddannet, for de flestes vedkommende har været i arbejdslivet,
er præget af modernitetens selvrefleksion, har været og er aktive i netværk.
Derfor ser de måske ikke i samme grad som tidligere generationer familien
som det eneste meningsfulde fællesskab, og de er måske heller ikke præget
af den samme vilje til »at ofre sig« hverken til fordel for børn og børnebørn
eller for forældre.
Og dog vil det nok – med idealet om »normalfamilien« in mente – stadig være
sådan, at familien ses som »det rigtige« fællesskab – det, man vender sig mod
og føler sig afhængig af – som børn, forældre, syge, svage, gamle eller som
døende. De fleste har svært ved at se sig selv som gamle uden børn og børnebørn
– ja, måske endda oldebørn, så (ideal)familien rummer løfter om omsorg,
støtte mellem generationer og en varig, urørlig og sikker forbindelse mellem én
selv og en række tæt forbundne mennesker.
73

5.2 Ældrepolitik. Agger Nielsen og
Goul Andersen om hjemmehjælpen
74
»Jeg hedder Yvonne, og jeg har været hjemmehjælper i 16 år. Jeg er glad
for mit arbejde, jeg nyder status og respekt hos de gamle og hos mine kol‐
leger. Vi er ikke så ringe stillet endda, heller ikke lønmæssigt, selv om det
er frækt at sige. Nej, det, vi savner, er medbestemmelse. Det savner de
gamle, det savner vi – og det savner vi her i dag«.
Yvonne Knudsen 38
Med kvindernes øgede indsats på arbejdsmarkedet, den øgede restlevetid, udviklingen
af fire-generations-familien osv. opstod et pres på velfærdsstaten for
at varetage dele af de opgaver, som traditionelt lå i familien. Det har først og
fremmest ytret sig i udviklingen af plejeinstitutioner og omsorgsforanstaltninger
i hjemmet – hjemmehjælpen. For at få et billede af udviklingen kan man se på
hjemmehjælpens omfang målt ved antallet af modtagere og antallet af tildelte/leverede
timer, udgiftsudviklingen og udviklingen i personaleforbruget.
Den offentliggjorte »hjemmehjælpsstatistik« er imidlertid ikke optimal til dette
formål. Den er vanskelig at bruge over tid, fordi der – ikke mindst efter 1987 –
er sket omlægninger i ældrepolitikken, fordi der er en gråzone i opgørelserne
mellem bistand i eget hjem og institutionspleje (»integreret omsorg«), fordi der
har været svingende indberetningskriterier og opgørelsesmetoder (konteringsproblemer),
fordi der er databrud osv. Ikke mindst er detaljerede analyser af år
til år ændringer problemfyldte, mens det nok – og det er det vigtigste her – er
muligt at danne sig et indtryk af de generelle udviklingstræk.
Jeppe Agger Nielsen og Jørgen Goul Andersen 39 har, så vidt det er gørligt, søgt
at belyse udviklingen. Mens de ikke er i tvivl om, at ældreplejen og hjemmehjælpen
er ekspanderet over tid, ser de det som mere usikkert, hvordan udviklingen
er forløbet over de seneste 10-15 år. Vi skal her følge dem i analysen af
langtidstendenserne.
38 Yvonne Knudsen er plejer og udtalte ovenstående ved en borgerhøring om ældrepleje
i København, her citeret efter Ina Kjøgx Pedersen, »Behandl kunden godt, og butikken
kører«, weekendavisen, 29. juni 2007.
39 Jeppe Agger Nielsen og Jørgen Goul Andersen, Hjemmehjælp. Mellem myter og virkelighed,
udgivet af Rockwool Fonden, Syddansk Universitetsforlag, 2006, især kapitel
4. For detaljerede diskussioner af opgørelsesproblemerne henvises til denne kilde.

Figur 5.2 viser en stigning i antallet af modtagere fra ca. 110.000 i 1977 til godt
203.000 i 2005. Væksten skyldes dels den demografiske udvikling og dels den
forstærkede overflytning af omsorgsopgaven fra familien til det offentlige. Den
stærkeste vækst ligger i perioden 1977-1991, hvorefter den fortsætter noget
afsvækket. De sidste år præges af stabilitet.
anatl modtagere
250000
200000
150000
100000
50000
0
Figur 5.2 Antal modtagere af hjemmehjælp 1977-2005 og
antal modtagere af varig hjemmehjælp 1982-2005
1977
1979
1981
1983
1985
1987
1989
1991
1993
1995
1997
antal modtagere 67‐69 år over 80 år
Kilde: Agger Nielsen og Goul Andersen, 2006, tabellerne 4.5 og 4.6. (der er foretaget
lineær interpolation i visse perioder).
Ser man på modtagerne af varig hjemmehjælp, der siden 1982 er opgjort på
alder, er antallet af modtagere over 80 år ca. fordoblet, mens modtagergruppen
mellem 67 og 79 år ikke har ændret sig væsentligt. Væksten i antallet af modtagere
er derfor primært fremkaldt af et øget antal over 80 år og en højere dækningsprocent
for denne gruppe. Mens dækningsgraden for de under 80-årige har
ligget ret uændret, er den for de over 80-årige øget fra knap 36 pct. i 1982 til
knap 50 pct. i 2005.
Efter gennemførelsen af loven om ældreboliger i 1987 har der kun i begrænset
omfang været bygget beskyttede boliger og plejehjem. Det har reduceret antallet
af institutionspladser væsentligt, mens indsatsen for ældre i eget hjem – herunder
ældreboliger – er vokset. Det har konsekvenser for vurderingen af hjemmehjælpens
struktur.
»Af-institutionaliseringen« er meget markant. Antallet af plejehjemsbeboere
faldt fra 1987 til 2004 fra ca. 46.500 til godt 20.500. Også antallet af beskyttede
boliger blev næsten halveret. Samlet betyder det, at mens et par og tyve procent
1999
2001
2003
2005
75

af de over 80-årige i 1970erne boede i plejehjem eller beskyttet bolig, er denne
andel i 2004 reduceret til 7.6. Antallet af over 80-årige i ældreboliger er omvendt
vokset fra ca. 1 pct. i 1980 til knap 13 pct. i 2004. Omlægningen mod
ældreboliger fremgår tydeligt af figur 5.3.
80000
70000
60000
50000
40000
30000
20000
10000
76
0
1972
1974
Figur 5.3 Antal beboere i plejehjemsboliger, beskyttede
boliger og ældreboliger 1972-2004
1976
1979
1981
1983
1985
1987
1989
1991
1993
1995
antal på plejehjem antal i beskyttede boliger antal i ældreboliger
Kilde: Agger Nielsen og Goul Andersen, 2006, tabel 4.7. (Der er i periodeintervaller
foretaget lineær interpolation).
Som Agger Nielsen og Goul Andersen gør opmærksom på, forvrider denne
omlægning af plejeindsatsen vurderingerne af hjemmehjælpen, fordi personer i
hjemmehjælpsstatistikken også optræder i statistikken over institutionel pleje.
For at sikre et mere »retvisende« – om end ikke endegyldigt – billede af hjemmehjælpsudviklingen
foretager de derfor en beregning, hvor antallet af beboere
i ældreboliger er fratrukket antallet af hjemmehjælpsmodtagere.
Justeret på denne måde viser tallene, at serviceniveauet på hjemmehjælps- og
ældreområdet ikke er så højt, som det hyppigt fremstilles, og at udbygningen af
ældreplejen siden midten af 80erne ikke er så omfattende, som det ofte anføres.
Agger Nielsen og Goul Andersen konkluderer, at den langsigtede udvikling
spejler en klar udvidelse af indsatsen, mens udvidelsen set fra den enkelte ældres
synsvinkel ikke har været markant.
Samtidig har prioriteringen formentlig gennemgået en ændring, så de, der får
meget, får relativt mere, mens dem – og de er mange, der kun modtager bistand
et begrænset antal timer, som tendens får mindre. Selv om der – som følge af
omlægninger i »intervalgrænserne« – er et databrud mellem 1998 og 1999, an-
1997
1999
2001
2003

tyder figurerne 5.4 og 5.5, at gruppen, der tildeles meget få timer, har været
voksende. De, der i 1985 modtog mindre end 4 timer per uge, udgjorde 46 pct.
af modtagerne, mens gruppen i 1998 svarede til 64 pct. De, som i 2006 modtog
mindre end 4 timer, modsvarede 68 pct., hvilket ikke er en stor ændring i forhold
til 1999. Til gengæld voksede andelen, der modtog hjælp i mindre end to
timer, fra 43 til 57 pct. Det hænger givetvis sammen med en opbremsning i
ydelse af praktisk bistand.
Man ser samtidig en stigning i den andel af modtagere, der tildeles/leveres relativt
mange timer. Således fik 13 pct. af modtagerne mere end 12 timers hjælp
pr. uge i 2005, mens kun 6 pct. fik mere end 13 timers hjælp i 1990. Denne
ændring hænger dels sammen med, at der er blevet flere »meget gamle«, og dels
med »af-institutionaliseringen«, som betyder, at flere svage ældre oppebærer
hjemmehjælp som alternativ til institutionel pleje.
100%
80%
60%
40%
20%
0%
Figur 5.4 Modtagere af varig hjemmehjælp fordelt efter
efter antal tildelte timer 1985-1998
1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1993 1994 1995 1996 1997 1998
< 4 timer 4‐6,9 timer 7‐12,9 timer >=13 timer
77

78
100%
80%
60%
40%
20%
0%
Figur 5.5 Modtagere af varig hjemmehjælp fordelt efter
antal tildelte/leverede timer 1999-2006
1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006
< 2 timer 2‐3,9 timer 4‐7,9 timer 8‐11,9 timer 12‐19,9 timer >=20 timer
Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken.
»Men der er noget galt, når man år efter år kan høre de samme triste
historier fra hjemmeplejen. Og man kan undre sig over, at vi er
så elendige til at sige, at nu er det nok! Jeg ved sgu ikke om vi nogensinde
får ordentlig kvalitet på det område. Ledelsen undlader
til at stille krav til medarbejderne, og man slipper for mange uprofessionelle
ind, fordi de er søde. Men man glemmer, at utroligt
mange borgere er afhængige af disse menneskers indsats. Og man
glemmer, at det er tarveligt overfor de dygtige kolleger, som skal
arbejde sammen med dem …. Det kan jo ikke være pengemangel,
funderer hun. Området er tilført en del ressourcer, selv om der er
kommet flere ældre, burde der faktisk være økonomisk råderum.
Men Yvonne Knudsen mener, at pengene går til nye styresystemer,
indkøringen af dem og siden udskiftningen. Det kan godt være, de
bruges på flere ansatte, men så er det folk fra vikarbureauerne,
som ikke har kontinuiteten. Man har brug for kontinuitet, når man
er gammel, det er det vigtigste i kvaliteten, siger hun. En velkendt
person, en velkendt rutine. Så holder folk bedre og længere«.
Yvonne Knudsen 40
40
Citeret efter Ina Kjøgx Pedersen, »Behandl kunden godt, og butikken kører«, weekendavisen,
27. juni 2007.

Bortset fra den hovedkonklusion, der peger på det statistiske materiales manglende
kvalitet, er de hovedpointer, som træder frem i Agger Nielsen og Goul
Andersens analyse, at
• Ældreplejen generelt og hjemmehjælpen i særdeleshed er langsigtet
vokset
o som følge af den demografiske udvikling
o og et øget antal modtagere sammenlignet med 1970erne
• Andelen af de over 80-årige i institution eller med hjemmehjælp – korrigeret
for »dobbelttælling« – er i 2004 på niveau med andelen i 1977
• Hjemmehjælpen er i stigende grad koncentreret om de over 80-årige,
der i 2005 modtog 61 pct. af de samlede hjemmehjælpstimer, mens de i
1988 kun fik 47 pct. af de tildelte timer. Det spejler
o nedlæggelsen af mange plejehjemspladser
o en mere stram visitationspraksis
o og/eller en bedre helbredstilstand blandt de »yngre ældre«
• Udbygningen af ældreplejen til at dække flere kulminerede i 90erne
• Andelen af de over 80-årige i institution eller med hjemmehjælp – korrigeret
for »dobbelttælling« – faldt fra 1998 til 2004 med ca. 10 procentpoints,
hvilket kan hænge sammen med
o en mere stram visitationspraksis
o og/eller en bedre helbredstilstand – parallelt med den stigende
restlevetid for de 60-årige
• Der er tale om en tydelig reduktion i andelen af den gruppe, der modtager
meget få hjemmehjælpstimer – i særdeleshed praktisk bistand.
5.3 Den demografiske udfordring til ældreplejen
Den demografiske udvikling forventes at medføre, at finansieringsgrundlaget
for den offentlige velfærdsservice i de kommende år ikke kan følge med væksten
i udgifterne. Det skyldes, at der vil være færre i den erhvervsaktive alder til
at betale for udgifterne samtidig med, at der bliver et større træk på de offentlige
serviceydelser, fordi andelen af ældre stiger. Forskellige dele af den offentlige
service påvirkes naturligvis forskelligt, fordi udgifterne primært er knyttet til
bestemte aldersgrupper. Udgifterne til ældrepleje, plejehjem, ældreboliger og
hjemmehjælp tager særligt fart omkring 75-års alderen og stiger derefter kraftigt.
Når man betænker den demografiske udvikling, som beskrevet i kapitel 4,
herunder især dobbeltaldringsfænomenet, vil det sætte markante spor i forventningerne
til udgifter i ældreplejen. Demografien har påvirket udgifterne i opad-
79

gående retning siden 1980, men – som det fremgår af figur 5.6 – må der frem
mod 2050 forventes en stigning på knap 60 pct.
indeks
80
180
160
140
120
100
80
60
40
1981
1984
Figur 5.6 Demografisk påvirkning af udgifter til
velfærdsservice, indeks 2003=100, 1981-2050
plejehjem og hjemmehjælp
1987
1990
1993
1996
1999
2002
2005
2008
2011
2014
2017
2020
2023
2026
2029
2032
2035
2038
sundhedsvæsen
uddannelse
daginstitutioner
2041
2044
2047
2050
Kilde: Velfærdskommissionen, Fremtidens velfærd – vores valg, januar 2006.
Til den rene demografiske effekt kommer så yderligere, hvilket især må forventes
at ville påvirke sundhedsudgifterne, en øget efterspørgsel og konsekvenserne
af indførelse af ny teknologi. Samlet udgør udviklingen vedrørende udgifter til
sundhedsvæsen og ældrepleje en ikke ubetydelig del af det såkaldte finanspolitiske
holdbarhedsproblem. Under alle omstændigheder står man overfor store
beslutninger, hvis finansieringsopgaven skal løftes. Det kan ske på mange måder,
der formentlig må kombineres for at fremtræde i en »spiselig form«:
• en øget beskæftigelse fx ved hjælp af senere tilbagetrækningsalder og
tidligere alder for entre på arbejdsmarkedet
• en overførsel af midler fra andre dele af den offentlige sektor til ældreplejen
• et effektivitetsløft i ældreplejen
• en reduktion af serviceniveauet
• en højere beskatning
• en delvis anvendelse af brugerbetaling og/eller forsikringsordninger
• kombinationer af forskellig art
Under alle omstændigheder vil det finansielle pres på ældreplejen blive markant.

Kapitel 6. Samfundsforandringer II.
Det forbrugende menneske
6.1 New Public Management
I et indlæg på en konference i Helsinki i august 2007 beskrev professor Marta
Szebehely 41 tre faser eller »modeller «i den nordiske hjemmehjælps udvikling.
Fra 1950erne kan man tale om en »traditionel model«. Antallet af hjemmehjælpere
var forholdsvis begrænset, og de virkede indenfor faste tidsrammer uden at
have opgaver, der var forud specificeret. Relationerne mellem de ældre med
omsorgsbehov og dem, der tog hånd om omsorgen, var af central betydning.
Denne »model« blev i 1970erne afløst af »samlebåndsmodellen«. Der var nu
væsentlig flere hjemmehjælpere, som var blevet udstyret med faste opgaver, der
primært handlede om »leverancer« af standardiserede, fragmenterede og hurtigt
leverede »omsorgsprodukter«. De sidste 15 års udvikling har været en »New
Public Management model«, der hviler på opsplitningen mellem »bestiller« og
»udfører«, voksende »afstand« mellem beslutninger og det direkte møde mellem
hjemmehjælper og ældre med omsorgsbehov, kontraktindgåelser, kontrol,
udlicitering, »forbrugervalg«, konkurrence, måling af effektivitet og kvalitet.
Det er, sagde hun, en »modernisering«, der er slået igennem i alle nordiske lande,
men mest markant i Danmark og Sverige.
41 Marta Szebehely, Stockholms Universitet, Institut for Socialt Arbejde: »Ageing, Care
and Gender: Dilemmas and Challenges in the Nordic Countries, Helsinki, August the
24 th 2007«.
81

Det er da også givet, 42 at kontraktindgåelse med (i forhold til kommunerne)
eksterne leverandører, de ældres eget valg af leverandør, de skærpede krav til
»afgørelsen«, indførelse af kvalitetsstandarder, betoning af adskillelsen mellem
myndigheds- og leverandøransvar, det udvidede myndighedstilsyn, understregningen
af den enkeltes retssikkerhed osv. spejler en bølge, som fra de tidlige
90ere har præget udviklingen i og af »den offentlige sektor«. Forsøget på at
udvikle »quasi-markeder« har ændret den traditionelle »omsorgsmodtager« til
en »serviceforbruger«.
Inspireret af organisations- og styreformer i »den private sektor« taler man om
New Public Management. Det er en tankeverden uden mur- og nagelfast teoretisk
grundlag, som kombinerer forbrugerens centrale rolle som vælgende (det
frie forbrugsvalg), udvikling af (quasi)markeder, fragmenter af principal-agentog
public choice teori m.v. i en bouillabaisse, der tilsigter effektiv ressourceforvaltning.
Den centrale antagelse er, at »offentlig service« ikke adskiller sig fra anden
serviceproduktion. Spidsvinklet adskiller pleje af og omsorg for ældre mennesker
sig ikke fra den service, autoværkstedet leverer, når det drejer sig om gamle
biler. Offentlige og private leverandører skal kunne optræde side om side i
indbyrdes konkurrence, hvis nærmere vilkår i høj grad er fastlagt af offentlige
myndigheder. Det forudsætter en konsekvent adskillelse mellem den offentlige
myndighed, der bestiller en ydelse, og den/de offentlige eller private leverandør(er).
Man går så ud fra, at forbrugeren – som i et perfekt varemarked – gennem
sine valg vil sikre, at vedkommende får, hvad han eller hun ønsker. Valget
understøttes af informationsmaterialer m.v. Ud over at tilfredsstille den enkeltes
ønsker skal de valg, som er udelukket i et monopolmarked, øge retssikkerheden
og effektiviteten hos leverandøren.
Den vægt, som i de senere år er tillagt udvikling af quasi-markeder, konkurrence,
valgfrihed og effektivitetshensyn, spejler samtidig, at den dominerende idéverden
har sit udspring blandt økonomer som autoritative stemmer. Indflydelsen
fra Finansministeriet har været stærk, og man har i tilknytning til Socialministeriet
har udviklet administrative enheder, hvis centrale opgave har været udvikling
af redskaber og værktøjer til realisering af det samlede tankesæt. New Pub-
42
Jørn Henrik Petersen, Hjemmehjælpens historie, Idéer, holdninger, handlinger, Syddansk
Universitetsforlag, 2008
82

lic Management fremtræder på en og samme tid som et ekspertdomineret og
mere eller mindre eksplicit »re-privatiserings« tankesæt.
Der er to underliggende »teoridannelser« nemlig principal-agent og public
choice teorierne, der begge kan ses som en reaktion mod Max Webers bureaukratiteori.
I den Weber’ske idealforestilling vil alle aktører i et hierarkisk system optræde
som »tjenere i en større sags interesse«. Alle vil gøre det, de måtte blive pålagt
af deres umiddelbare »ledere«. Ruller man den »hierarkiske beslutningskæde«
baglæns, er det i »sidste instans« folkevalgte politikere, som udstikker de »regler«,
»systemet« følger. Og bag de folkevalgte politikere står deres vælgere.
Som forbrugeren ideelt set er markedets »konge«, er det i »det politisk styrede«
beslutningssystem vælgeren, der indtager »kongens« rolle.
Økonomer havde længe vidst, at markedet ikke i alle tilfælde fungerede, som
»præsten prædiker«. Man talte om »markedsfejl«, som på næste trin blev argument
for at overføre givne aktiviteter som »offentlige ansvarsområder«. Så langt
så godt.
Gradvis vandt så den betragtning frem, at mennesker ikke er økonomiske aktører,
som i markedet forfølger deres egne interesser, mens de i »den offentlige
sektor« optræder som uselviske tjenere i den større sags interesse. Det ville
kræve, at offentligt ansatte alle led af personlighedsspaltning. I begge tilfælde –
i markedet og i »det offentlige« – sådan lød det nye argument, vil menneskenes
børn forfølge egeninteressen og uden blusel »sælge trepattede køer i Jesus’
navn«. Derfor må principalen »styre« agenten.
Og det så meget mere, fordi forholdet mellem principal og agent typisk er præget
af asymmetrisk information. Agentens større information vil give ham eller
hende et fortrin for principalen, der derfor står overfor et vanskeligt kontrolproblem
– både i henseende til hvad, hvordan, om og hvornår agenten gør det, der
forventes, hvis principalen da overhovedet ved, hvad han eller hun vil.
Bag New Public Management ligger dybest set et ønske om kontrol, selv om det
hylles i informationens, valgets, konkurrencens og incitamenternes mere attraktive
gevandter, som er købt i markedets genbrugsbutik; men samtidig stikker
kvalitetsstandarder, sammenligninger, kvalitetskontrol, tilsyn, bench-marking,
akkreditering, evalueringer osv. næsen frem, når det da ikke slår ud i noget, der
83

nærmer sig ren tidsmåling baseret på ind- og udstemplinger. Og just det, der på
denne måde »stikker næsen frem«, viser, at vi ikke befinder os i det perfekte
marked, selv om nogle er tilstrækkeligt naive til at tro, at det kan imiteres.
I den danske udmøntning af denne internationale »trend« er det ikke alene »forbrugeren«,
der er i centrum. Påvirket af en lang historisk tradition – og måske
også i erkendelse af, at mange ældre ikke overhovedet kan udøve et informeret
valg, at valgenes indhold er stærkt begrænset, og at der er tale om markant
»asymmetrisk information« – er den enkeltes valg suppleret med »brugerindflydelse«
i form af »ældreråd«, »klageråd« samt »beboer- og pårørenderåd« – en
slags »demokratisk« kontrol »fra neden«. Oven i hatten kommer så kommunalbestyrelsens
forpligtelse til at udøve tilsyn – en forpligtelse, som i stigende grad
er blevet regelfæstet og indholdsbeskrevet fra centralt hold – med efterfølgende
rapportafgivelse, »høringsrunder« og drøftelser i kommunalbestyrelsen, jf. kapitel
10.
6.2 Den traditionelle opfattelse af den
parlamentariske beslutningskæde
Figur 6.1 er en let tilpasset version af Balle Hansen og Vedungs 43 idealtypiske
beskrivelse af den parlamentariske beslutningskæde anvendt på ældreplejen.
Med afsæt i en national politisk-administrativ beslutningsproces, der har Folketinget
som den centrale aktør, udmøntes et sæt af love, bekendtgørelser, cirkulærer,
vejledninger osv., der danner den ydre ramme for de efterfølgende kommunale
implementeringsbeslutninger.
På næste trin er det kommunalbestyrelsen, som fastlægger sin politik vedrørende
ældreplejen i form af ydelseskataloger, kvalitetsstandarder, krav til leverandører
osv. Rammerne er sat af Folketinget. Indholdet udtrykker kommunalbestyrelsens
politik.
Til rammevilkårene hører, at kommunalbestyrelsen skal beslutte sig for udskillelse
af en selvstændig visitationsenhed, som varetager ældreplejens myndighedsfunktion.
43 Morten Balle Hansen og Evert Vedung, Fælles sprog i ældreplejens organisering.
Evaluering af et standardiseret kategorisystem, 2005, især kapitel 4: »Standardisering
og individualisering – et paradoks?«.
84

Figur 6.1 Processer og resultater i ældreplejens organisering – en
model
National politisk‐ad‐
ministrativ beslutning
Kommunal politisk‐ad‐
ministrativ beslutning
visitation
Organisering af æl‐
dreplejen
Udførelse af hjemme‐
hjælp
Nationalt beslutningsni‐
veau
Kommunalt beslutnings‐
og myndighedsniveau
udførerniveauet
Kontekstuel ramme
Beslutnings‐ og implementeringsprocesser Effekter af beslutningsprocesserne
Lovgivning om ældre‐
politik
Ydelseskataloger/kva‐
litetsstandarder
afgørelse
Arbejdsplan for
hjemmehjælp
Faktisk leveret
hjemmehjælp (output)
Tilsigtede effekter på kort og langt sigt outcome
Utilsigtede effekter på kort og lang sigt – positive eller negative
Det sker på det tredje trin, hvor visitator i samspil med den potentielle modtager
formulerer en skriftlig afgørelse, der på den ene side er justeret til modtagerens
individuelle behov, mens den på den anden side spejler de beslutninger, kommunalbestyrelsen
har truffet på andet trin.
Herefter glider vi over på udfører- eller leverandørniveauet, hvor der lægges
arbejdsplaner for, hvordan de enkelte hjemmehjælpere skal udføre deres funktion.
Resultatet er et sæt af leverede ydelser, som evt. kan justeres i forhold til
tredje trin ved anvendelse af reglerne for fleksibel hjemmehjælp – med de heraf
følgende spændinger. De enkelte plejeydelser, deres kombination og tidspunktet
for deres tilvejebringelse er ældreplejens output.
Det indgår som input i en produktion, hvor modtageren selv med sine egenskaber
også har karakter af input. Sammen frembringer de effekten, slutresultatet,
ældreplejens outcome.
I en klassisk tankegang handler alle aktører i kæden i overensstemmelse med de
beslutninger, der er truffet på det foregående trin. Især den nyere public choice
teori har gjort op med denne opfattelse og har peget på, at alle aktører er udstyret
med selvstændige interesser, der kan virke forvridende i forhold til de over-
plejetilsyn
?
85

ordnede beslutninger. Der er altså friktioner og risiko for sammenbrud i beslutningskæden,
som også kan skyldes andre forhold, der behandles i organisations-
og forvaltningslitteraturen.
Det er baggrunden for anvendelse af tilsynsmekanismer, som både tjener rene
kontrolformål og udviklings/læringsformål med henblik på fremadrettet at reducere
forvridningerne.
I Norge og Sverige tager tilsynet afsæt på det centrale niveau med nationale
myndigheder som aktører, mens tilsynet i Danmark er forankret hos kommunalbestyrelserne,
men som så sandelig også påkalder sig interesse blandt de nationale
beslutningstagere – ikke mindst når medierne afdækker sammenbrud i kæden.
Når »tilsynspilen«i figur 6.1 er todelt, er pointen, at tilsynet kan fokusere på, om
der faktisk leveres de ydelser, visitationen har stillet i udsigt, men det kan også
være et bredere tilsyn, der ser det som sin hovedopgave at vurdere såvel de kort-
som langsigtede, positive eller negative effekter – altså om tilsynet udøves som
output- eller outcometilsyn.
6.3 Kommunalbestyrelsens roller i beslutningskæden
Kommunalpolitikerens opgave er at sikre virkeliggørelsen af de overordnede
intentioner, der er udmøntet i love, bekendtgørelser m.v. udstedt af Folketinget
og de centrale, administrative myndigheder. Kommunalpolitikeren har derfor
flere forskellige roller. Han eller hun er ansvarlig for at virkeliggøre de overordnede
myndigheders ønsker. Samtidig varetager vedkommende en repræsentativ
ombudsmandsrolle på vegne af borgerne, fordi hun eller han er folkevalgt
og skal kunne tale sine vælgeres sag i forhold til det kommunalpolitiske system.
For det tredje er politikerne dem, der skal træffe de beslutninger, som derefter
skal iværksættes med kommunens øverste administrative ledelse som hovedaktør.
Politikerne er derfor spaltet i en underordnethedsrolle i forhold til de øvre samfundsorganer,
en repræsentationsrolle og en ledelsesrolle, jf. figur 6.2.
86

Figur 6.2 Kommunalbestyrelsens placering i styringskæden
Repræsentation og ombudsmandsrolle
Borgerne
Overordnede beslutningstagere
og deres intentioner
Kommunalbestyrelsen
Styrings‐ og ledelsesrollen
Kommunal administrativ
ledelse
visitationsniveau
udførerniveau
implementering
implementering
6.4 Det mudrede beslutningsfelt
Ældreplejen er et af de politik-områder, der nyder samme bevågenhed som fx
sundhedssektoren. Der er enighed om, at det er områder, som skal fungere. Det
er et udgiftsmæssigt tungt område, hvor udgiftspresset af demografiske årsager
vil vokse i de kommende år. Ældreplejen tonser tungt i de kommunale budgetter.
Opgaven er ikke let, fordi behovene er stærkt varierende over tid.
Det er også karakteristisk for området, at historier om »omsorgssvigt« har mediernes
store bevågenhed i deres jagt på »syndere«, som (igen) har bragt sagesløse
borgere i en offerrolle, jf. kapitel 7.
Området er decentraliseret for at sikre lydhørhed i forhold til lokale ønsker og
præferencer, men udfoldelsen sker indenfor nærmere udstukne centralt fastsatte
rammer. Beslutninger og prioriteringer sker i et samspil mellem politikere, embedsapparat
og (semi)professionelle, og det foregår i en tid med stadig større
vægt på effektivisering, brugerinddragelse, frit valg osv. Oven i hatten kommer
så den omstrukturering af den kommunale sektor, der aktuelt finder sted. Det er
ikke sært, at kommunalpolitikerne ind imellem kan føle sig en smule magtesløse;
men hvorom alting er: Kommunalpolitikerne har en udstrakt selvstændighed
87

til at træffe beslutninger, men det er på den anden side beslutninger, som er
underkastet mange påvirkninger, jf. figur 6.3.
88
Borgere
Behov for og ønsker til
ældreplejens ydelser
Figur 6.3 Det ældrepolitiske beslutningsfelt
Efterspørgsel
Folketing
Det nationale niveau
Medier
Pårørende
Faglige organi‐
sationer
Regering
Potentielle modtagere
Kontekstuelle faktorer
Socialmini‐
steriet
Decentralt politisk system
Kommunalpolitikere
Forvaltning
administratorer
Leverandører/udførere
overenskomster
beslutninger
I princippet har vi at gøre med et hierarkisk beslutningssystem, hvis øvre led
fastsætter målene for de nedre. Beslutningerne legitimeres af hierarkiet og i
sidste instans af repræsentativiteten, men autonomien i kæden er underkastet
begrænsninger.
Kommunalpolitikerne er, som beskrevet, underkastet formelle begrænsninger i
form af vedtagelser i Folketinget og deraf afledte regler, ligesom overenskomster
og kommuneaftaler pålægger bindinger. I virkelighedens verden er der
langt flere aktører på banen, og indflydelseskanalerne er langt mere mudrede,
end den parlamentariske styringskæde tilsiger. Selvsagt spiller borgerne en stor
rolle som efterspørgere, fordi det er dem, der gennem repræsentativiteten legitimerer
politikernes gøren og laden. Denne efterspørgsel er ikke uafhængig af
de voksende forventningers pres. Efterspørgslen betyder så meget mere, fordi
den også formidles via medierne og de pårørende, der optræder som en undergruppe
i borgergruppen.
I det kommunale hierarki er der ikke kun tale om en kommandovej, der virker
ovenfra og ned. Også leverandører/udførere og forvaltning/administratorer ytrer

ønsker i forhold til politikerne. Hertil kommer ønsker fra dem, der har den direkte
kontakt til borgerne – ansigt til ansigt, og de er organiseret i faglige organisationer,
som i en række kommuner kan have nok så tæt kontakt til den politiske
ledelse. Oveni kommer så mulige pressionsgruppers påvirkning, og udenom
ligger alle de kontekstuelle faktorer.
Der er langt mellem idealerne bag den parlamentariske styringskæde og virkelighedens
verden, men i en eller anden forstand ligger styringskæden alligevel
bag idéen om tilsynsmekanismen. Det er ikke nemt, men det er der heller ikke
nogen, der har sagt, det skal være.
6.5 Fra arbejdsetik til »forbrugets æstetik«
Selvom forbrugerens rolle i den danske sammenhæng er garneret med »brugerindflydelse«
i mange former, spejler den nye tilrettelæggelse af ældresektoren –
fra »omsorgslov« til »servicelov« – en mere generel samfundsændring, som
Zygmunt Bauman 44 har beskrevet som bevægelsen fra »arbejdsetik« til »forbrugets
æstetik« – overgangen fra »work« til »consumerism« som bærende samfundsværdier,
en bevægelse fra et »producentsamfund med fuld beskæftigelse«
til et »forbrugersamfund, hvor livsprojekterne bygges op omkring forbrugsvalg
snarere end arbejde, faglige færdigheder eller job«.
Det er en ændring, som også har »velfærdsstatslige« konsekvenser, fordi den
truer den fælles opfattelse af et kollektivt ansvar for de risici, der – med større
eller mindre sandsynlighed – rammer os alle (socialsikringsstaten) og antyder
bevægelse mod en anden bane, hvor ansvaret – som det var en gang – bæres
individuelt.
For Bauman var arbejdsetikken midlet til at løse de problemer, modernisering
og industrialisering stod over for, da man ikke i de nye industrielle virksomheder
kunne tilbyde mennesker de arbejdsvilkår, de tidligere havde kendt. De var i
håndværket vant til at gøre deres arbejde meningsfuldt, fordi de vidste, hvad de
arbejdede med, hvad målet var, og hvordan produktionsprocessen skulle forløbe.
De var »deres eget livs principal«.
I industrien skulle de løse opgaver, der var tilrettelagt og kontrolleret af andre
og i den forstand uden mening for dem, der skulle udføre opgaverne.
44 Zygmunt Bauman, Arbejde, forbrugerisme og de nye fattige, København 2002.
89

Arbejdsetikken skulle genskabe den oplevede forpligtelse til helhjertet og faglig
indsats, der faldt den naturligt, som selv kunne tilrettelægge og kontrollere sit
arbejde. Problemet er tydeligvis beslægtet med de problemer, man gennem New
Public Management søger at håndtere – men løsningen var en anden.
Arbejdsetikken foreskrev arbejde som menneskets normaltilstand, mens det var
unormalt »ikke at arbejde«. Arbejdet var kilden til indkomst og bestemte den
enkeltes sociale placering og selvopfattelse. Arbejdet var det vigtigste orienteringspunkt.
Det nuværende samfund derimod bygger på, at vi alle skal spille forbrugerens
rolle. Mens vi i »det gamle samfund« skulle lære rutinemæssig, monoton adfærd,
kalder det moderne forbrugersamfund på fleksibilitet, tilpasningsevne,
forandringsvillighed. Rutine erstattes af uophørlige valg, forudsætningen for
forbrugerens markante rolle. Ingen skal »engagere sig« - alle er vi »på vej«
(Hvorhen?). Markedspladsen giver gennem valget forbrugeren følelsen af magt
og indflydelse. Man kan sige ja, og man sige nej til allehånde tilbud – bortset fra
ét: det valg, der består i valget mellem tilbuddene. Forbrugerens livsform bygger
på en dybt følt kærlighed til valget.
Mens produktion og arbejde er en kollektiv aktivitet, der bygger på uddelegering,
samarbejde og koordinering, er forbrug en individuel og i sidste ende ensom
aktivitet. Forbrug som overordnet værdi placerer valgfriheden og dens
udøvelse i kernen af det, der bestemmer den sociale placering og den enkeltes
selvopfattelse.
I det Bauman’ske univers er velfærdsstaten de statslige og statsfinansierede
institutioners ansvar for den enkeltes værdige overlevelse. Selvsagt står den i et
tvetydigt forhold til arbejdsetikken, fordi den på den ene side sikrer arbejdskraftens
vedligeholdelse, mens den på den anden side svækker tilskyndelserne til at
arbejde. Det var, hvad den tyske sociolog, Claus Offe, 45 havde i tanken, da han
skrev, at »selv om kapitalismen ikke kan leve med, kan den heller ikke leve
uden velfærdsstaten«.
Og så er den dog alligevel – velfærdsstaten – truet. Flere og flere ser den forsikring,
man tegner individuelt, som mere fordelagtig end de ydelser, »det offentlige«
tilbyder. Det slår også igennem i politikken. I en dansk sammenhæng og i
45 Claus Offe, Contradictions of the Welfare State, London, 1984.
90

flæng kan nævnes: arbejdsmarkedspensionerne, individualiseringen af efterlønsbidragene,
den p.t. suspenderede særlige pensionsordning, de efterhånden
talrige supplerende sygeforsikringer, de begyndende overbygninger på arbejdsløshedsdagpengene,
fagforeningernes appel til, hvad de kan gøre »for dig« – alt
som udtryk for en individualiserende tendens og en opfattelse af, at »offentlige
ydelser« måske ikke er pengene værd.
På de felter, hvor man (endnu) ikke har ændret finansieringsformen, er forbrugerkulturen
trængt stærkt igennem: Valget er – som en værdi i sig selv – sat i
centrum – som en afspejling af konkurrencen – markedets livsblod. Den situation,
hvor man ikke kan vælge – hvor man må tage imod, fordi der ikke er alternativer,
og hvor man ikke har nogen indflydelse på udvælgelsen – er forbrugersamfundets
anti-værdi. Det, at noget er valgt frit, forlener den, der vælger, med
en betydning, som ikke eksisterer, hvis vedkommende bare er blevet noget »tildelt«.
Valget har forrang for rationering og tildeling. Sat på spidsen er en frit
tilvalgt ydelse af ringere kvalitet at foretrække for en bedre ydelse, man er blevet
tildelt. Derfor er der en spænding mellem velfærdsstaten, som vi har kendt
den, og forbrugersamfundet.
Og så kan det måske generaliseres endnu en tand som en spænding mellem
tidligere tiders pligtsamfund og modernitetens rettighedssamfund. Det skal vi se
på nedenfor.
6.6 New Public Management og »forbrugets æstetik«
Valg, »brugerindflydelse«, deltagelse, myndiggørelse, kontraktindgåelse, konkurrence,
markedsgørelse, adskillelse af bestiller- og leverandørfunktionen,
opgaveudbud osv. er kernebegreber i New Public Management. Men i deres
konsekvens erstatter de den ansvarlige »borger«, som var optaget af de fælles
offentlige anliggender, med en »velfærdsforbruger«, der kan agere indenfor
rammerne af en »forbrugsæstetik«, som – med Baumans ord – placerer valget
som meta-værdi. Kontraktmæssige relationer og gennemsigtige »kvalitetsstandarder«
skal gøre det muligt at formulere efterspørgsel og udøve valg for at
sikre forudsigelighed i leverancerne.
Hovedpointen i forbruger- og forbrugsperspektivet er at sikre en »magtbalance«
mellem producenter, leverandører og (for)brugere. Tankesættet udspringer af en
markedsmæssig kontekst, hvor producentinteresser disciplineres af forbruger-
91

indflydelse, mens det ikke i egentligste forstand er afledt af en analyse af offentlige
institutioners funktion.
Det abstraherer fra de grundlæggende egenskaber ved en offentlig sektor, hvis
ressourcer og deres fordeling udtrykker den finansierende tredjeparts politiske
vilje. 46 Der må altid være tale om en afbalancering mellem individuelle brugeres
interesser og de »samfundsmæssige hensyn«, hvilket man da også i nogen grad
forsøger at tage hensyn til i den praktiske udmøntning. 47
Forbrugerperspektivet tjener som »idealforestilling« til at forklare og retfærdiggøre
bestemte programaktiviteter og handlinger – et lingvistisk kontrolelement.
Betoningen af (for)brugeren giver tankeassociationer til individuel frihed, autonomi,
valg, der lader den enkelte træde frem som individ.
Det sker som led i en argumentation vendt mod det traditionelle velfærdssystems
oplevede bureaukrati og standardiserede ydelser, men det kan samtidig
være led i en reformstrategi, der betoner forbrugerens rolle i modsætning til
rigide bureaukrater og professionelle – selvom det måske snarere drejer sig om
»forbrugerfunktioner«, der udøves (af andre) på forbrugernes vegne. »Bestilleragenten«
køber på forbrugerens vegne – virker som »proxy« forbruger, mens
den egentlige forbruger kun er involveret i leverandørvalget. Forbrugeren vælger
hvem, men kun i yderst begrænset omfang hvad og hvordan. Det har ikke
meget med frit forbrugsvalg at gøre, men det var vel også derfor, en række opgaver
tidligere blev overflyttet fra markedet til den offentlige sektor?
6.7 Konstruktion og dekonstruktion
af frit valgs ordningen
Tine Rostgaard 48 har med udgangspunkt i den danske frit valgs ordning ræsonneret
over, hvordan man konstruerer en »omsorgsforbruger«. Vi vil slå følge
med hende på hendes vej.
Udgangspunktet ligger i slutfirsernes og de tidlige 90eres skepsis overfor velfærdsstaten,
som den havde udviklet sig især siden midten af 60erne. Dens på-
46
Se afsnittet »Consumer language as linguistic control device« i Mia Vabø, »Caring
for People or Caring for Proxy Consumers?« European Societies, 8, 2006: 403-422.
47
Jørn Henrik Petersen, Hjemmehjælpens historie, Idéer, holdninger, handlinger, Syddansk
Universitetsforlag, 2008.
48
Tine Rostgaard, »Constructing the Care Consumer: Free Choice of Home Care for the
Elderly in Denmark«, European Societies, 8, 2006: 443-463.
92

ståede »krisesymptomer« skabte et legitimeringsproblem. I England understregede
New Labour, at de offentlige serviceydelser burde reformeres og moderniseres
for at tilpasse dem til »den moderne verden«. 49 Storbritannien var blevet et
forbrugersamfund eller en forbrugerkultur. Stigende levestandard, et mere nuanceret
samfund og en stadig stærkere forbrugerkultur havde fremkaldt forventninger
om udvidede valgmuligheder, tilpasning til individuelle ønsker, adgang
og fleksibilitet. De offentlige ydelser fremtrådte som en anakronisme i den moderne
verdens forbrugerkultur. De danske initiativer på området indskriver sig
på samme måde som en spejling af »tidsånden«.
Velfærdsstaten havde i sin udvikling politiseret flere og flere problemer og
overtaget ansvaret for problemernes løsning. Politikernes »bekymringsområde«
havde været under stærk ekspansion. Det fremkaldte en gryende fornemmelse af
velfærdssystemets ineffektivitet og bureaukrati, dets manglende produktionseffektivitet,
dets manglende evne til at tilfredsstille brugernes efterspørgsel, dets
leverance af ensartede ydelser – folkeleverpostej og stanghabit – uden hensyn til
den enkeltes livssituation, dets manglende evne til fornyelse, dets iboende
spænding mellem et krav om lighed på den ene side og den forskellighed i serviceleverancer,
som er en følge af decentrale kommunale beslutninger på den
anden side, dets manglende evne til at indfri efterspørgslen, dets legitimering af
offentlig indgriben som en trussel mod det enkelte individ osv.
»Krisesemantikken« måtte imødegås med »reformretorik«. De borgerlige regeringer
udmøntede den i det såkaldte »moderniseringsprogram«, men gik forsigtigt
frem i 80erne. Først i begyndelsen af 90erne sang man mere rent ud. Det
skal ses i sammenhæng med, at »moderniseringstanken« i mellemtiden havde
fanget Socialdemokratiet. Rapporten Förnya den offentliga sektorn, der blev
udarbejdet i slutningen af 80erne og publiceret i 1990, satte ord på den nye socialdemokratiske
forståelse. Den udsprang af tænkningen i en arbejdsgruppe i
SAMAK – en samarbejdsorganisation mellem de nordiske socialdemokratiske
partier og faglige organisationer. Ordførende for arbejdsgruppen var Mogens
Lykketoft.
Gruppen konstaterede, at de »kvantitative mål« for velfærd i det store og hele
var opfyldt, og at opgaven nu var at håndtere den stadigt mere højrøstede og
berettigede kritik rettet mod offentlig virksomheds manglende effektivitet, ringe
49 John Clarke, »Consumers, Clients or Citizens? Politics, Policy and Practice in the
Reform of Social Care«, European Societies, 8, 2006: 423-442.
93

kvalitet og standardiserede leverancer. Det var et synspunkt, der også kunne
spores i den socialdemokratiske retorik i Folketinget. 50
Arbejdsgruppen valgte at se de aktuelle problemer som en sejr for den traditionelle
omfordelings- og velfærdspolitik:
94
»Vi må se ønsker om valgfrihed som noget positivt og som velfærdspolitikkens
sejr. Kravene afspejler netop, at opbygningen af
det stærke samfund har skabt den grundlæggende tryghed, som er
nødvendig, hvis den store del af befolkningen skal have en udvidet
personlig frihed. Og det var just, hvad opbygningen af en stærk offentlig
sektor havde som mål. Den stærke offentlige sektor skulle
gøre det muligt for flere mennesker at leve en tilværelse, der på en
og samme tid var både mere fri og mere tryg. Derfor skal vi se på
kravene om øget kvalitet og udvidet valgfrihed, der nu rettes mod
den offentlige sektor, som en sejr og en udfordring«.
Accepten af øget »valgfrihed« gik hånd i hånd med understregningen af nødvendigheden
af øget produktionseffektivitet. Om denne argumentation skal
opfattes som en »tilpasning til de faktiske forhold i jernindustrien«, eller om den
skal ses som udtryk for, at et sæt af nye idéer havde »besejret« de tidligere forestillinger,
er et åbent spørgsmål.
»Frit valgs tænkningen« blev kerne i en spændingsopløsende reformstrategi,
eller den repræsenterede en udfyldning af et ideologisk tomrum på et tidspunkt,
hvor den klassiske velfærdsstat – efter manges mening – havde nået sine grænser.
Frit valgs modellen er et regimeskift, der skal ændre relationerne mellem markedet,
staten, de professionelle, familierne og omsorgsmodtagerne.
Efter vage tilløb blev frit valg af leverandør af praktisk hjemmehjælp introduceret
for fuld udblæsning i 2002, men allerede året efter blev det frie valg udvidet
til også at omfatte personlig hjælp.
50
Jf. Jørn Henrik Petersen, Hjemmehjælpens historie, Idéer, holdninger, handlinger,
Syddansk Universitetsforlag, 2008.

Hermed var der givet et »længe ventet« svar på kritikken af velfærdsstatens
påståede spændinger. Tanken om »frit valg« havde vundet indpas i velfærdsretorikken,
thi hvem kan være imod mere frihed og udvidede valgmuligheder?
Der var retorisk givet et svar på livsstilenes individualisering, og forventningen
var, at det ville gøre borgeren mere tilfreds og sikre større autonomi. Tanken om
frit valg blev frembåret uden ideologiske fanfarer, men på grundlag af tekniske
og pragmatiske argumenter om større omkostningseffektivitet, øget kvalitet og
fleksibilitet. Det betød, at quasi-markedsgørelse, kontraktindgåelser og privatisering
blev afideologiseret og alene set som nødvendig forudsætning for det frie
valg, som – sådan lød det – vil sikre høj kvalitet, fordi markedet eliminerer
»dårlige« leverandører, øget effektivitet på grund af konkurrencen mellem flere
leverandører, øget selvbestemmelse, fordi den enkelte har adgang til at vælge
leverandør, og lighed i den forstand, at alle har samme ret til at vælge.
Man ser en tydelig sammenhæng mellem New Public Management og »forbrugets
æstetik«, fordi der er tale om en »forbrugsretorik«, der appellerer til valgfrihed
og den egenindflydelse, de fleste forbinder med forbrugsvalget. Frihed er
kun frihed i relation til valgets frihed – i relation til retten til forbrug.
Al retorik til trods er der imidlertid kun tale om en begrænset frihed – et leverandørvalg,
mens den ældre – hvis vedkommende kan udøve et valg – typisk vil
ønske at kunne påvirke omsorgens indhold, hvordan omsorgsbehovet tilfredsstilles,
men muligheden for fleksibel hjemmehjælp er underkastet stærke bindinger.
Den ældre vil også være optaget af friheden i sit forhold til den, der hjælper,
men det hæmmes af hjælpernes tidsrestriktion og skiftende hjælpere. Og
den ældre vil ønske frihed til at planlægge sin dag, men det vanskeliggøres af
hensynet til hjemmehjælpernes arbejdstilrettelæggelse, når fx skiftende behov
gør sig gældende.
Det er – igen retorikken til trods – en frihed på standardiseringens vilkår, fordi
det frie valg fordrer, at kommunerne – gennem kvalitetsstandarder og afgørelser
– nøje specificerer de ydelser og den kvalitet, som skal leveres, så alle kan byde
ind og konkurrere på samme service- og kvalitetsniveau, ligesom behovsvurderingen
er forankret hos visitatorer, der ved hjælp af et »skema« skal træffe en
»afgørelse«. Godt nok skal brugeren medinddrages, men der er langt til begrebet
»det frie forbrugsvalg«.
Spørgsmålet er så, om omsorg overhovedet kan håndteres som en serviceydelse.
Da hele konstruktionen bygger på, at forbrugeren har en exit-mulighed, må ef-
95

terspørgeren møde udbyderen med skepsis (mistillid) og løbende overveje alternative
leverandører.
Suveræne forbrugere kan ikke indgå i tillidsrelationer med leverandørerne, men
den centrale egenskab ved omsorg er netop den meget personlige, tætte, intime
relation mellem omsorgsgiver og omsorgstager, som bygger på den tillid, der
respekterer omsorgstagers sårbarhed og afhængighed. God omsorg handler ikke
kun om ønsker og præferencer, men kræver opmærksomhed på den afhængige
persons kapacitetsmangel og svækkede funktionsevne. Hertil kommer, at omsorgsbehovet
som oftest opstår »her og nu«. Der er ikke tid til at indhente alternative
tilbud fra flere leverandører, og der er ikke erfaringer med køb af lignende
»ydelser«. Da der kun er få leverandører i et quasi-marked, er exitmuligheden
en engangsforestilling.
Det betyder, at efterspørgsel og udbud af omsorg adskiller sig kvalitativt fra
bilreparation og en ny flisebelægning i indkørslen.
Frit valgs perspektivet sætter en ny dagsorden for velfærdsstaten og bidrager til
at svække den ideologiske modstand mod »markedsgørelse«. Velfærd bliver
»italesat« eller »framet« 51 som valgets livsstil. Det spejler den generelle samfundsmæssige
betoning af »forbrugets æstetik«, uden at forudsætningerne reelt
er til stede. Derfor disponeres der for udvikling af nye spændinger i »frit valgs
velfærdsstaten«.
Balle Hansen og Vedung 52 ytrer sig i lidt mere positive vendinger om bestræbelserne
på at øge antallet af tilbud til de ældre, styrke det offentliges lydhørhed
og udvikling af en mere individualiseret ældrepleje gennem exit-/voicemekanismer.
Loven om fleksibel hjemmehjælp, loven om frit valg af ældre- og
plejebolig, og loven om frit leverandørvalg er, siger de, eksempler på en lovfæstet
exit-mekanisme, som skal styrke modtageren på leverandørens bekostning.
De etablerede ældre- og klageråd – og senere beboer- og pårørenderåd – er
instrumenter i en voice-mekanisme, som lader modtagerne eller deres repræsentanter
komme til udtryk gennem kritik, indsigelse og argumentation.
51 Om »framing«, se Jørn Henrik Petersen, Hjemmehjælpens historie, Idéer, holdninger,
handlinger, Syddansk Universitetsforlag, 2008.
52 Morten Balle Hansen og Evert Vedung, Fælles sprog i ældreplejens organisering.
Evaluering af et standardiseret kategorisystem, Syddansk Universitetsforlag, 2005.
96

De mener, at de gennemførte exit-voice-mekanismer kan ses som et middel til
at virkeliggøre større effektivitet og dermed nedbringelse af udgifterne, fordi de
indebærer »markedsmekanismer i det offentlige«. Gennem modtagerens mulige
fravalg bringes leverandørerne i højere grad til at handle på markedsvilkår. Det
øger konkurrencen, og den skærper effektiviteten. Over for det står dog risikoen
for reducerede stordriftsfordele, hvorfor de finder de langsigtede økonomiske
resultater vanskelige at vurdere. Det kan jo være godt nok, men Balle Hansen
og Vedung synes at mangle blik for, at også andre mekanismer kan være på
spil.
Kan det udelukkes, at Jeg og Mig erstatter Vi og Os? Hvor det, vi interesserer os
for, (måske) tidligere havde i det mindste nationalstaten som sin grænse, indsnævrer
frit valgs tanken interessen til at vedrøre min skole, min daginstitution,
mine forældres hjemmehjælp eller plejehjem. Og når vi – de fleste af os – søger
at gøre vores indflydelse gældende, sker det i de små rum i form af bruger- og
pårørendeindflydelse indenfor et snævrere kollektiv, mens interessen for samfundet
som helhed nedtones. Vores demokrati har det såmænd svært nok i forvejen.
Er vi ved at underminere det yderligere?
6.8 Er de sociale ydelser anderledes? – en tilføjelse
Når omsorg sprogligt betegnes serviceydelser, lægges der op til, at disse ydelser
i princippet svarer til andre ydelser, hvor vi normalt hylder det frie forbrugsvalg
og forbrugerens suverænitet; men gør der sig trods alt ikke særlige forhold gældende,
når det drejer sig om »sociale ydelser«?
Hvis en sultende sinke frit anvender sin indkomst på køb af blå balloner i stedet
for at købe mad, må vi – hvis vi tror på det frie forbrugsvalgs velsignelser – i
princippet konkludere, at balloner er, hvad der giver ham den højeste velfærd.
Hvorfor da blande sig i sinkens dispositioner? I særdeleshed hvis han eller hun
selv har tjent sin indkomst; men hvis vedkommende ikke er i stand til at tjene
sin indkomst og derfor lever af det, andre yder ham, skal disse andres forbrugsvalg
da ikke respekteres? Ønsker disse andre – tredjeparten, skatteyderne, at
sinken får den fornødne omsorg, skal tredjepartens ønsker da ikke spille en rolle?
Når en aktivitet overføres til offentlig varetagelse, er det andre end den, som
umiddelbart nyder godt af aktiviteten, der betaler, og de betaler måske netop,
fordi de ønsker, at modtageren skal have et bestemt forbrug eller bringes i en
97

anden og bedre tilstand – en såkaldt tilstandseksternalitet. Betalerne vil se et
resultat af det, »der gøres«.
Hvem vurderer da bedst, hvordan ressourcerne skal anvendes? Og er forbrugersuverænitet
på forhånd anbefalelsesværdig?
I et uddannelsessystem er det lærere, bygninger og materialer, som sammen
med eleverne (og deres indsats og egenskaber) frembringer et højere kompetenceniveau.
I sundhedssektoren er det læger, sygeplejersker, bygninger og udstyr,
som sammen med patienterne (og deres egenskaber) skaber raske mennesker. I
omsorgssektoren er det visitatorer, hjemmehjælpere og hjælpemidler, som
sammen med den funktionssvækkede måske har held til at udvikle øget mobilitet
og mindre afhængighed – eller i det mindste at modvirke en fortsat funktionsreduktion.
I alle tre tilfælde er det, som samfundet efterspørger, en ændring
af en tilstand (den uuddannedes, den syges, den funktionshæmmedes) til en
bedre tilstand, og det er denne tilstandsændring, man er villig til at betale for.
Derfor er der forskel på at forbruge private goder, som er til gavn og glæde alene
for den enkelte selv, og at indgå i en proces, der skal ændre den tilstand, den
enkelte befinder sig i:
98
• Det, der gør, at en ydelse kaldes en social ydelse, er, at dens anvendelse
forventes at ændre modtagerens tilstand;
• Relationen mellem det, der gøres, og resultatet er en teknisk relation,
der fordrer en professionel vurdering, hvis indsatsen skal sættes ind på
det rigtige tidspunkt og stilles til rådighed i den korrekte mængde for at
opnå det ønskede resultat;
• Der skal derfor stilles resultatfremmende aktiviteter (en teknisk vurdering)
til rådighed for dem, hvis egenskaber samfundet ønsker at fastholde
eller forbedre (en værdimæssig vurdering);
• Det, der stilles til den enkeltes rådighed, må derfor bestemmes på
grundlag af en professionel vurdering, mens beslutningen om den
mængde ressourcer, som samlet skal være disponible, må afhænge af en
kollektiv beslutning, der afvejer de involverede omkostninger mod det
resultat, som fremkommer.
Der er således hensyn, der lægger begrænsninger på, hvor langt tanken om forbrugerens
frie valg kan bære. Æbler og bilreparationer er kategorialt forskellige
fra sundheds-, uddannelses- og omsorgssektorens »ydelser«. Det er præcis der-

for, man har valgt at stille dem til rådighed som »offentlige ydelser«. Var der
ikke sådanne særlige argumenter, ville det naturlige være at indskrænke sig til at
overføre indkomst, at tilvejebringe den ønskede indkomstfordeling og at lade
den enkelte handle på egen hånd.
Refleksionen over, hvis præferencer der skal være udslaggivende bag det »frie
forbrugsvalg«, spejler det dybt principielle problem, om det er den enkelte, som
er i centrum, eller om den enkeltes vurderinger skal ses i lyset af, afvejes imod
eller måske endog underkastes »den fælles, samfundsmæssige interesse«. Det er
utvivlsomt en afvejning, der i forskellige perioder har resulteret i forskellige
konklusioner, og det er også en afvejning, som med tyngde indgår i den samfundsmæssige
refleksion over forholdet mellem »den enkelte«, det offentlige og
civilsamfundet, når det drejer sig om fordelingen af rettigheder og forpligtelser
– ansvarsfordelingen. Afvejningen har selvsagt også betydning for det ældrebillede,
der præger medierne, politikernes ældrebillede og »samfundets« ældrebillede.
6.9 Formålsbestemte kontanttilskud?
På trods af disse argumenter er der rundt om gennemført ordninger, der bygger
på formålsbestemte kontanttilskud som grundlag for den enkeltes »køb« af omsorgsydelser:
»direct payments« i England, »prestation specifique dependance«
i Frankrig, »Pflegegeld« i Østrig og Tyskland, »Persoonsgebonden budget« i
Holland, og der er svage tilløb (forsøgsordninger) i Danmark. Argumenterne
kan sammenfattes som vist i tabel 6.1.
Monique Kremer 53 skelner mellem den informerede model for beslutningstagen
og Parsons model. Den første bygger på, at den hjælpsøgende ikke alene har en
moralsk ret til men også de kognitive forudsætninger for at foretage »omsorgsvalg«,
mens den anden overlader modtageren i hænderne på en professionel
ekspertise. Demokratisering, myndiggørelse og autonomi kalder på den enkeltes
status som både borger og forbruger, idet den første rolle sikrer indflydelse via
voice, mens den anden bygger på exit.
53 Monique Kremer, »Consumers in charge of Care: The Dutch Personal Budget and its
Impact on the Market, Professionals and the Family«, European Societies, 8, 2006: 385-
401..
99

Tabel 6.1 Hvorfor gennemføre formålsbestemte kontantydelser?
Positive argumenter for formålsbestemte
kontantydelser:
• Styrket forbrugsvalg
o Individuel autonomi
o Styrket placering i forhold
til de professionelle
o Selvdefinition af »god
omsorg«
o Myndiggørelse
o Demokratisering
• Øget konkurrence
o Øget effektivitet
o Forbedret kvalitet
o Større omkostningskontrol
100
Negative argumenter for formålsbestemte
kontant-ydelser:
• Omsorgsydelsernes
o bureaukratiske
o upersonlige natur
o udbudsprægede
o manglende gennemsigtighed
o skiftende hjælpere
o manglende fleksibilitet
o manglende tid
• De professionelles dominans
(disciplinerende magt)
I Kremers diskussion af de hollandske erfaringer er den første observation, at
antallet af leverandører er forblevet lille, dvs. der er i realiteten ikke udviklet et
marked. Tværtimod har flere mindre leverandører sluttet sig sammen i større og
mere organiserede enheder.
Hertil kommer en politisk tvetydig holdning, som på den ene side går ind for
den informerede beslutningsmodel, men som på den anden side lægger vægt på
risikoen for plejemodtageres misbrug af systemet og deres manglende forudsætninger
for at udøve et rationelt valg. I et forsøg på at reducere disse risici er
der sket en vis bureaukratisering af »omsorgssystemet«, som bl.a. ytrer sig i, at
der er udviklet en ny stab af professionelle omsorgskonsulenter, som skal vejlede
forbrugsvalget. Herved er forbrugersuveræniteten delvis flyttet til en ny kategori
af professionelle.
Den anden observation er, at de omsorgsmodtagere, der har gjort brug af det
personlige budget, nok har fået en fornemmelse af en større indflydelse. I den
forstand er de »vindere«. Spørgsmålet er så, hvad det har betydet for omsorgsgiverne.
Kremer tager sit udgangspunkt i Freidsons overvejelser om forholdet
mellem markedets logik, bureaukratiets logik og den professionelle logik.
Spørgsmålet er, om den sidste undermineres af de to første.
Den professionelle logik bygger på tanken om et sekulariseret kald, hvor der
ikke bare arbejdes for at erhverve indkomst, men hvor »den professionelle«

ønsker at gøre omsorgsmodtageren godt – baseret på egne visioner, standarder
og uddannelsesmæssig baggrund.
Den professionelle ser sig selv som forskellig fra ledere, bureaukrater og lægmænd,
fordi omsorgsudøvelsen hviler på en specialiseret viden, træning, professionsregulering
og tilskyndelse til vedvarende vidensudvikling. Friheden til at
vurdere og udøve skøn i arbejdet sætter den professionelle logik under pres fra
såvel forbrugervalgets, markedets og den bureaukratiske logik med risiko for, at
professionens institutionelle etik, som også tjener en afbalancering mellem omsorgmodtagerens
behov og det samfundsmæssigt vedtagne, eroderer.
Freidson har nok primært læger, jurister og andet godtfolk i tanken, når han
taler om professionelle logikker. Med hjemmehjælpen og hjemmehjælperne
stiller det sig måske noget anderledes, bl.a. fordi omsorgsarbejde traditionelt
anses for kvinders job, idet omsorg ses som en naturlig kvalitet knyttet til kønnet.
Derfor er uddannelsesniveauet beskedent. Skal der udvikles en egentlig
professionalisering fordrer det uddannelse, udvikling af gensidige læringsprocesser
og en kontrol, der udøves indenfor og af professionen.
Netop i forhold til hjemmehjælpen kan det personlige budget svække en professionsbestræbelse,
som (måske) er under udvikling, fordi hjemmehjælp ikke er
en beskyttet profession, fordi det svækker den inter-professionelle regulering,
og fordi omsorgsmodtageren tillægges en afgørende indflydelse på vurderingen
af kvaliteten – enkeltforbrugere vil ikke betale for (efter)uddannelse og professionel
innovation.
Problemet forstærkes, hvis der åbnes mulighed for betaling af uformel omsorg,
så omsorgsmodtageren via et personligt budget kan finansiere familiemedlemmers
udøvelse af omsorgsfunktionen. Det tjener netop til at fastholde den traditionelle
opfattelse af, at omsorg er noget, enhver kan udøve. I den sammenhæng
spiller også en kønsdimension en rolle. Mænd har generelt en mere positiv
holdning til uformel omsorg udøvet fx af familiemedlemmer. Kvinder, der har
levet livet som uformelle omsorgsgivere er mere opmærksomme på de problemer,
der knytter sig til den uformelle omsorg. Da beslutningstagerkredsen typisk
er mandsdomineret, giver det en skævhed i beslutningsprocessen, som kan
hæmme den i øvrigt ønskede professionalisering af hjemmehjælpen.
Samlet konkluderer Kremer,
101

102
• at et egentligt marked ikke er udviklet,
• at myndiggørelsen af forbrugeren kan underminere professionslogikken,
• at tvetydigheden i implementeringen af tanken om regulært frit valg
medfører en bureaukratisering, så markeds-, forbruger- og bureaukratilogik
tenderer at udhule professionslogikken,
• at betaling af uformelle omsorgsudøvere svækker hjemmehjælpens begyndende
professionalisering.
Hendes konstateringer er vel en eftertanke værd.
6.10 En norsk historie
»Men så mødte vi en dame på vej ned ad trappen med sin hund i
favnen. Elevatoren var gået i stykker, og hunden turde ikke gå på
trapper. Den skulle ned og luftes, og derfor forsøgte hun at bære
den ned. Hvad der var fuldstændigt umuligt. Damen var alt for
svag til det, og hunden var i øvrigt tung. Den bar jeg så ned og fik
luftet, selv om der jo ikke står i nogen planer, at det er noget, en
hjemmehjælper skal tage sig af. Det kan en hjemmehjælp bare være
nødt til at gøre, fordi der ikke er andre til det.
… men forløbet rører alligevel ved spørgsmålet om, hvor grænsen
går for, hvad hjemmehjælpen kan og skal gøre. Og hvad borgerne
forventer, den skal gøre«. 54
»Der er ingen, der kan gå ind til en bruger og tage tøjet af, sige
pænt goddag, trække en støttestrømpe på, tage tøj på og sige pænt
farvel på 8 minutter«.
»Ingen minutter sat på til hver ydelse! Stol på vores evne til at styre
det selv«.
»Mere tid til pleje og omsorg, så den ældre kan bevare sin værdighed,
og ikke føle sig som en klods om benet på en travl hjælper
54 Henrik Hoffmann-Hansen, »Det offentlige kan ikke klare alt«, Kristeligt Dagblad,
den 11. juli 2007. Et referat af Elsebeth Gerner Nielsens oplevelser, da hun »gik ud«
med en hjemmehjælper.

(mere respekt også for folks selv-bestemmelse). Afskaffe stregkoder
og andre tidtagere«.
»Humanare bistånd. Jag menar herregud 3.06 minut att byta blöja«.
»I dessa tider då allting styrs av budget och människan glöms bort,
är det lätt att tappa sugen. Rätt att man älskar sitt arbete känns det
som man jobbar i motvind. Man ska ütföra samma arbete på mindre
tid. Det ligger alltid indragningar i luften. Jeg tror att dette
skrämmer nya friska krafter. Och vi »gamla« orkar inte hålla stälningarna.
I såna lägen längtar många av oss bort ifrån vården«. 55
Mia Vabø foretog i 1995 en undersøgelse af den norske hjemmehjælp, som på
daværende tidspunkt var præget af begyndende ressourceknaphed. Det var derfor
vigtigt, at de knappe ressourcer blev fordelt, så de mest presserende behov
blev tilgodeset. Nye brugere blev mødt af den stedlige »hjemmehjælpsgruppes«
leder, der traf den »første afgørelse« – vel vidende at behovene var tvetydige og
variable. Behovsvurdering og levering af omsorgsydelser var overlappende
processer, og alle vidste, at alle måtte have ører og øje åbne med henblik på
løbende justering af den hjælp, der blev ydet.
For at afbalancere »konkurrerende behov« var omsorgspersonalet permanent
engageret i »forhandlinger« og »small talk« med brugerne – et interaktionsarbejde
præget af »lytten, orientering og forklaring« ledsaget af tillidsopbygning
og grænsesætning vedrørende omfanget af omsorgen. Som det lød i et interview:
»Vores brugere har stor forståelse for vores arbejdsvilkår, fordi vi
hele tiden forklarer dem, hvorfor vi kommer for sent, og hvorfor vi
ikke kan blive længere. De fleste af dem forstår, at der kan være
andre, der er svagere end dem selv, og som kræver vores tid. De
forstår også, at hvis de selv en dag skulle have et større behov, vil
det blive tilfredsstillet.«
55 De anførte citater fra danske og svenske hjemmehjælpere er gengivet fra Marta Szebehely’s
indlæg i Helsinki den 24. august 2007, »Ageing, Care and Gender: Dilemmas
and Challenges in the Nordic Countries«.
103

Omsorgsmodtagerne tilpassede deres forventninger til de vilkår, de fik beskrevet,
og de ytrede stor forståelse for hjælpernes arbejdsvilkår. De gjorde deres
yderste for selv at virke med i omsorgsarbejdet. Interaktion, tillid og demarkation
virkede – selv om der selvfølgelig var dem, der pukkede på deres rettigheder.
Den type ville være bedre tjent med rettigheder, afgørelser, kvalitetsstandarder
og kontraktrelationer.
Den treleddede fremgangsmåde tjente også til at overvinde en række ældres
tendens til at underspille deres behov. En kvinde beskrev sin svage og lettere
demente mors situation således:
104
»Hun har hele sit liv været en stærk, sporty og kultiveret kvinde.
Nu føler hun sig som en fremmed i sin egen krop. Hun skjuler sin
svaghed i en strøm af ord. Når jeg følger hende til lægen, imponerer
hun ham med sætninger på latin. Bagefter bryder hun sammen.
Hun siger ting, der er uden mening, men øjeblikket efter har hun
glemt dem. De professionelle hjælpere skal være opmærksomme
på, at hun ofte glemmer, hvad der er blevet sagt, og hvad hun selv
har sagt«.
Netop i sådanne tilfælde er den skrøbelige og langvarige opbygning af tillid af
stor betydning. I de tilfælde kaldes der ikke på kontrakter, men på menneskelig
ansvarlighed og dømmekraft. Situationen med knappe ressourcer kunne kun
håndteres i kraft af interaktion, tillid og demarkation – som olie i maskineriet.
I slutningen af 90erne skyllede New Public Management bølgen ind over de
norske kommuner. Hjemmehjælpsenheder blev serviceleverandører, som løste
vel definerede opgaver i overensstemmelse med specificerede standarder og
klare aftaler. Forbrugeren var kommet i højsædet – efterspørgende, vidende om
behov og ønsker og klar til valg og handling – et mentalt billede uden hensyn til
dem, der har vanskeligt ved at se egen svaghed, tvetydigheden og variabiliteten
i behovene og modviljen mod at erkende egen svaghed.
Da Mia Vabø igen i 1999/2000 kastede sit blik på hjemmehjælpen, var det i en
verden af reformplaner og styringsredskaber: kvalitetsstyring, garanterede servicestandarder,
kontraktrelationer, brugerundersøgelser, bestiller-leverandør
opdeling, specialiserede bestiller-enheder, visitatorer, der håndterede behovsvurderingen,
ydede information, specificerede kontrakter, bestilte ydelser og

kontrollerede resultaterne – mens hjælperteams leverede svarende til de trufne
afgørelser og specifikationer.
Bestiller-leverandøropdelingen sigtede på opgaveudbud af omsorgen, som såvel
private som kommunale leverandører kunne byde ind på, mens det var op til den
kommunale myndighedsenhed at afgive bestilling. Summa summarum: En bevægelse
mod den institutionelle (for)brugermodel.
Den bureaukratiske atmosfære med dens skriftlige dokumentationskrav gjorde
det vanskeligt at opbygge tillidsrelationer, hvilket igen gjorde det svært at identificere
dem med behov, som havde svært ved selv at erkende, at de var i en
afhængighedssituation. Mens den skrevne information, skriftlige afgørelser m.v.
havde til hensigt at sikre modtagerne og give dem retsbeskyttelse, gav det
blandt de ældste og svageste brugere anledning til ængstelse, fordi de ikke kunne
læse, forstå og respondere på de skriftlige tilkendegivelser. Det viste sig vanskeligt
at reagere hurtigt på ændrede behov, fordi de i princippet betingede en
re-visitation. Ikke mindst ved tvivl om ændret behov, var der tøven blandt hjælperne,
når de skulle bede om re-visitation. Selve afgørelsesrutinerne, der forudsatte
gennemsigtighed, gjorde det vanskeligt at håndtere mere »følsomme« behov,
som der kun i tillid »lukkes op for«.
I en række tilfælde håndterede man de antydede problemer ved en »opblødning«
af de formaliserede rutiner, men blandt de myndighedsudøvende var man
mere tilbageholdende og fastholdt en ledelsesdiskurs, hvor forbrugeren var den
dominerende metafor og bestiller-udfører-modellen det uanfægtelige princip og
udgangspunkt for forventninger til ledelsens gøren og laden. Det var en fast tro,
at udvikling af bestillerkompetencer, bedre uddannelse af og mere sofistikerede
instrumenter til visitatorerne ville gøre den finansielle kontrol lettere og tydeliggøre
grundlaget for brugernes forventninger. Blødgørende strategier afløstes
hurtigt af stramninger i procedurerne.
Selvom det er øjebliksbilleder, og selvom det er en norsk historie, var den måske
en enkelt overvejelse værd – eller to.
105

6.11 Fra pligt til ret
Der er ikke så langt – og så alligevel – mellem Baumans analyse af »forbrugets
æstetik« og historikeren Henrik Jensens to store mentalitetshistoriske fremstillinger
af det 20. århundrede. 56
For tidens dominerende socialkarakter 57 , den andenstyrede, er hedonisme trådt i
stedet for den indrestyredes puritanske arbejdsetik – i stedet for at arbejde for at
leve, lever den andenstyrede for at forbruge, siger Henrik Jensen – helt svarende
til Baumans beskrivelse af forbruget og valget som »det nye samfunds« metaværdi.
Den personlige ansvarlighed er afløst af offerrollen, rettighedssamfundet
har erstattet pligtsamfundet.
Den indrestyrede socialkarakter er afløseren af den traditionsstyrede og hører
historisk hjemme i perioden fra renæssancen til det 20. århundrede. Den indrestyrede
overtager gennem socialiseringen almene værdier og mål, som bevares
uændret gennem livet, og som et gyroskop holder den enkelte på den rette kurs.
Den indrestyrede er båret af stærke grundværdier, tilegnet som barn og fastholdt
gennem livet – styret af en moral, hvis grundplan er overtaget fra forældrene.
Ved overgangen til det moderne massesamfund – præget af urbanisering, en
mindre del af arbejdsstyrken i landbrug og industri, hvor produktion viger for
forbrug, arbejdstid for fritid, knaphed for overflod – optræder den andenstyrede
socialkarakter, som ikke er indfældet i en fællesskabstradition, og som ikke
tilegner sig værdier eller mål gennem socialiseringen, men som »styres« af samtidige
»peer groups«.
Denne socialkarakter er refleksiv – løbende planlæggende, iværksættende og
reviderende sin egen fortælling uden traditionelle bindinger eller faste moralske
værdier.
Hvor den indrestyrede idealtypisk er autoritær, religiøs, pligtbaseret, rodfæstet i
personligt ansvar, styret af objektive regler, selvkontrolleret, asketisk, skyldsbevidst,
angrende, hierarkisk, straffende og bagudrettet, er den andenstyrede tera-
56
Henrik Jensen, Ofrets århundrede, København, 1998 og Henrik Jensen, Det faderløse
samfund, København, 2006.
57
Henrik Jensen refererer her til den amerikanske sociolog David Riesmans begrebsapparat,
hvor karakter betegner den psyke, hvormed den enkelte møder verden og menneskene,
mens den sociale karakter er den delmængde, som er fælles for større sociale
grupper, ja for hele nationer.
106

peutisk, sekulariseret, rettighedsbaseret, funderet i sociale årsager, emotiv, selvcentreret,
hedonistisk, skyldsfornægtende, victimiseret, lighedsorienteret, eftergivende
og fremadrettet.
Selvsagt gælder det om begge »socialkarakterer«, at de er idealtyper i den Weber’ske
forstand. Vi bærer alle på dele af begge typer.
Derfor pågår der, hvad Henrik Jensen kalder, en »karaktereologisk kamp« mellem
de to komplekser – pligttænkning versus rettighedstænkning – en grundlæggende
spænding ikke mindst for velfærdsstaten.
Den rolle som offer, der har opnået en privilegeret status i samfund og medier er
identitetsgivende, og pointen er hver gang, at den ikke skyldes en selv – men de
andre. Ansvarsforflygtigende manøvrer tages i offentligheden for givet, og forventningen
om, at en person viser vilje og evne til at påtage sig ansvaret for sig
selv og sine handlinger, har de fleste en tilskyndelse til at smyge sig udenom.
Ansvaret og skylden hører de andre til. Individet ses som et offer for sine omgivelser
og sin baggrund, for sig selv og sine modsatrettede drifter og tilskyndelser
– et menneske, der ikke længere kan drages til ansvar for sine egne handlinger.
Det er en rolle og en opførsel, der er ny. Tidligere var individets forhold til fællesskabet
anderledes. At distancere sig fra det personlige ansvar betød skam og
tab af social status.
Her er jeg, her bor jeg og kom så an, lyder et tidens mantra; men velfærdsstaten
vil noget andet, fordi den hviler på en kollektiv forestilling om, at de stærkere
hjælper de svage, en generøsitet som yder og en vis tilbageholdenhed som nyder.
Samtidig har velfærdsstaten medvirket til at udhule den enkeltes sociale
motivation til fordel for en utvetydig individualisme, der ikke længere afbalanceres
af virkningsfulde kollektive værdier og normer.
Med statens voksende ansvarsovertagelse blev en række traditionelle fællesskaber
funktionstømt og mistede betydning og indhold. Hvis både far og mor skal
passe mindst to job for at opretholde et statusgivende forbrug, må den samfundsmæssige
reproduktion – sygdomsomsorg, børnepasning, almen socialisering
og ældreomsorg – uddifferentieres fra familierne. Når fællesskaber på den
måde udhules, sker der på den ene side nok en frisættelse af den enkelte fra
107

tidligere snærende bånd, men med rodløshed, uklare grænser, ansvarsløshed og
meningsløshed som erstatning.
I processen mister borgerne bevidstheden om, at vi hver for sig har opgaver,
forpligtelser og ansvar overfor helheden. Møder vi problemer, er reaktionen, at
her må »nogen« gøre noget, og »nogen« er kun sjældent os selv. Borgerne reducerer
sig selv til statens klienter i deres egne samfund.
Hvor verden før var en verden af pligter, er den nu en verden af rettigheder –
spændingen mellem pligt- og rettighedskulturen, der står overfor hinanden som
normative komplekser med hver sine værdier og normer. I vores verden, siger
Henrik Jensen, er rettighederne det dominerende princip i forholdet mellem
individ og samfund. Pligten og skylden eksisterer kun som fortrængning. Selvom
det måske føles som en frihed, kan en sådan verden ende som en atomiseret
masseverden af individer i evig konkurrence. En verden af skuffede rettighedsbærere.
En verden af ofre, som henfører enhver succes til sig selv, enhver fiasko
til andre, og som i stigende grad har svært ved at se rimelighed i »konkurrenternes«
behov. Ansvar og pligt er fremmedlegemer.
Vores verden er en horisontal rettighedskultur, hvor den enkelte ser sig knyttet
til omverdenen gennem et sæt af rettigheder. Det handler ikke om, hvad jeg
skylder omgivelserne, men om, hvad omgivelserne skylder mig – og dermed er
jeg placeret i en intens konkurrence med de øvrige rettighedsbærere. Henrik
Jensen bruger den vidunderlige formulering, at den enkelte borger oplever at
have en »mest begunstiget« klausul med velfærdsstaten.
Ikke uden sammenhæng med udviklingen af forbrugersamfundet og forbrugerens
begyndende kolonisering af omsorgssektoren består staten ikke længere af
borgere, der føler sig forpligtet til et vist ansvar for helheden, men af kunder og
klienter der ser sig selv som rettighedshavere.
Velfærdsstaten har udviklet sig som arketypen på, hvad den store franske sociolog
Emile Durkheim kaldte, »de voksende forventningers revolution«, hvilket
medvirker til at skabe den intense konkurrence rettighedsbærerne imellem om
goder, der per definition må være begrænsede i omfang.
Det er muligt at frit valgs ordningen er tænkt at skulle have en funktion i sammenhængen,
men den er, som det er antydet, næppe i stand til at repræsentere
en egentlig ny form for selvbegrænsning og selvansvarlighed med direkte
108

adresse til den enkelte. Som Henrik Jensen skriver: »Nutidens velbjergede borger
tøver ikke med som en moderne Kain at afmelde sine forpligtelser over for
næsten, retorisk og hen over en lunken skulder, for derpå at dirigere de »værdigt
trængende” i sin egen familie videre mod de statslige institutioner«.
109

110

Kapitel 7. Mediernes ældrebillede
og de ældre i mediestormene
»Når man er bevidst om, hvad der ligger i ordvalget, kommunikationen
og medierne, så bliver man hver dag slået tilbage af alle de her elendighedskategoriseringer.
Det er jo skrækscenarier, som hverken hjælper de
stærke eller de svage. Det gør billedet af de stærke ældre mere grumset,
og det slører synet på, hvilke problemer de svage grupper har. Historien
er, at det er en 90-årig dame og ikke en dansker med hjerterytmeforstyrrelser
og grå stær.«
Henning Kirk 58
»Denne kvinde (76 år) beskriver i øvrigt dagens ældrebillede som karakteriseret
ved en dobbelthed, nemlig de elendige, som det er synd for, og
de ældre, som klarer sig glimrende. Selv om hun således ser samfundet og
journalisterne som værende i besiddelse af en slags skizofren attitude til
ældre, mener hun alligevel, at tiderne ændrer sig, og at der er en udvikling
i gang, hvor: Vi er ved at blive synlige igen, som hun påpeger«. 59
58 Citeret efter Marie Konge Nielsen, Et godt liv som gammel, 2006, p.15.
59 Marie Konge Nielsen, Et godt liv som gammel, 2006, p. 85.
111

112
»Der bliver hele tiden tegnet et billede af sådan en lille gammel dame, en
meget skrøbelig gammel dame med rollator på vej ned efter BT og kaffefløde,
som sidder helt ensom i sin lille, ret dårlige lejlighed et eller andet
sted«
Margrethe Vestager 60
»Vi må gøre op med det billede, som fortsat lever i bedste velgående, at
når man når en bestemt alder, er der kun en vej, og det er ”ned ad bakke”«.
Sandy Brink 61
»Vi er ikke længere udødelige, de første skavanker har meldt sig – og vi
ved rigtig meget om, hvor galt det kan gå. Synet af et liv med ble, hagesmæk,
kørestol, rollator, sammensunkne rygge og forvirrede sind, slår os
ud. Det er skismaet. Måske er det også grunden til, at dette særlige område
omfattes med enten skåltaler eller skandale-retorik – sjældent med
samme pragmatiske blik som på mange andre offentlige omsorgsopgaver«.
Ina Kjøgx Pedersen 62
»Kanhænde journalisterne ikke har deres stereotyper fra fremmede?
Kanhænde det afstumpede ældrebillede, der fremviser gamle mennesker
som ofre og omvandrende mangelsituationer, egentlig nærmest har karakter
af ufrivillige karikaturer af et vidt udbredt menneske- og samfundssyn
af betydelig ælde? Måske ville det være nyttigt at se på disse karikaturer
som symptomer på, at grundlæggende samfundsdebat er blevet forsømt?«
Gitte Meyer 63
7.1 Indledning
Mediernes »ældrebillede« består af redaktionelt stof, der handler om ældre,
beskriver ældre og skønnes af særlig interesse for ældre. »Ældre« er dem, der på
grund af alder ikke er aktive i arbejdsmarkedet, eller dem, som af sig selv eller
andre knyttes sammen med begrebet »ældre«.
60
Marie Konge Nielsen, Et godt liv som gammel, 2006, p. 152.
61
Marie Konge Nielsen, Et godt liv som gammel, 2006, p.155.
62
Ina Kjøgx Pedersen, » Behandl kunden godt, og butikken kører «, weekendavisen, 29.
juni 2007.
63
Gitte Meyer, »Gamle billeder og nye spørgsmål«, i Ældrebilledet i medierne, Ældreforum,
2003.

Mediernes ældrebillede er interessant, fordi det påvirker befolkningens syn på
de ældre og de ældres opfattelse af sig selv. Hermed får det virkninger for den
samfundsmæssige opfattelse af de ældre – samfundets ældrebillede – samtidig
med at det, som Gitte Meyer så præcist siger det, spejler det generelle syn på
ældre. Hvis medierne overvejende beskriver de ældre som svage, er det, med
Sandy Brinks 64 ord, »politisk meget svært at gå ud og stille krav til en gruppe,
som i offentligheden er kendt som meget svag«. Og det så meget mere fordi alle
er involveret i et »rettighedsspil«, der har »ofre« og »skurke« i hovedrollerne.
Tilsvarende siger Margrethe Vestager 65 om forholdet mellem billedet af de ældre
som svage og det politiske liv i praksis:
»Jeg oplever i meget vid udstrækning, at det er en forestilling, som bliver
brugt til et politisk projekt, som ændrer det politiske fra at være en dialog
mellem beslutningstagere og borgere til sådan et slags avanceret godgørenhedsprojekt.
Det hænger sammen med, at de kommunalfolk, jeg kender
spredt over hele landet, de har en meget nøgtern opfattelse af ældreområdet,
og det hænger sammen med, at de meget tit føler sig fanget, og
det er netop en følelse, mellem deres budgetter og deres egen forestilling
af, hvad man skal stille til rådighed og så et kolossalt forventningspres.
Ikke nødvendigvis fra dem, som har brug for støtte eller praktisk hjælp eller
personlig hjælp, men lige så meget fra pårørende til dem, der har brug
for, eller dem, der forestiller sig, at de engang får brug for hjælp«.
Selv om de fleste ældre økonomisk, fysisk, psykisk, boligmæssigt osv. har det
godt, og selv om deres livsbetingelser er væsentligt forbedret gennem de sidste
50-60 år, synes mange ældre, at mediebilledet er negativt, og at de afbildes som
stakler, ensomme og syge med behov for omsorg. Om det er rigtigt, vender vi
tilbage til, men oplevelsen spejler nok, at de ældre selv fokuserer på den ene
side af et polariseret billede, som i det andet yderpunkt beskriver stærke, glade,
livskraftige og livsduelige gamle.
Spørgsmålet er, om billedet varierer fra periode til periode, og hvis ja, hvad der
betinger, om billedet tegnes overvejende positivt eller negativt.
64 Citeret efter Marie Konge Nielsen, Et godt liv som gammel, 2006, p. 155.
65 Citeret efter Marie Konge Nielsen, Et godt liv som gammel, 2006, p. 155.
113

7.2 Ældrestereotyper
Selv om vi alle er mennesker hver på vores måde, er der både medie- og samfundsmæssigt
en tendens til at slå os sammen i grupper: de unge, de erhvervsaktive,
de ældre, kvinderne, mændene, danskerne, dem med anden etnisk oprindelse,
bz’ere osv. Når individer på den måde placeres i kategorier, ligger det
nær at beskrive den enkelte kategori som homogen – på trods af forskelle. Der
bruges m.a.o. stereotyper, som ofte spejler eksisterende fordomme.
Når en bestemt opfattelse er blevet en indgroet del af hverdagen, sættes der ikke
længere spørgsmålstegn ved den. Den tilhører verden, som, vi i almindelighed
forestiller os, den ser ud. Ikke mindst medierne er kolportører af stereotyper,
som de både skaber og genskaber. Det er bekymrende, fordi medlemmer af de
enkelte grupper ikke har samme mulighed som mediernes medarbejdere for at
tegne billedet af sig selv – et muligt modbillede og korrektiv til de eksisterende
fordomme.
Det er ikke mindst vigtigt, fordi det billede, der tegnes af den enkelte gruppe,
meget let bliver både selvforstærkende og i mange tilfælde også selvbekræftende,
og fordi der er god grund til at mene, at stereotyper kan ændres, hvis de, der
ellers tales om får mulighed for dels at tale selv og dels at gøre sig mere synlige.
Stereotyper er altså ikke fastlåste billeder. De kan ændres ved modgående information
og viden.
Charlotte Wien 66 har i sit delprojekt fokuseret på en række stereotyper: den
isolerede og svage gamle, den stærke, sunde og aktive gamle, bedstemoderen,
hejren, den gamle »statsmand«, seniorborgeren 67 , den barnlige ældre, Duracellældre,
plejehjemsbedste, glamourbedstemoderen og »woofies« 68 . Tydeligvis
ikke som aktører i ét billede, men som rollehavere i mange billeder.
Mediebilledet er interessant, fordi det spejler samfundets »ældrebillede«, fordi
det typisk forstærker et eksisterende billede, og fordi det, hvis det afviger, kan
virke tilbage på eksisterende fordomme eller tjene til at ændre dem.
66 Charlotte Wien, Ældrebilledet i medierne gennem 50 år, En undersøgelse af ældrestereotyper
i dagbladene fra 1953 til 2003, 2005.
67 »the senior citizen« - hentet fra amerikansk litteratur om stereotyper.
68 »Woofies« = »well-off-older folk«.
114

7.3 Ældrebillede og nyhedskriterier
Man kan overveje, om der er en sammenhæng mellem de kriterier, som typisk
»styrer« journalistikken – de såkaldte nyhedskriterier, og det ældrebillede, der
tegnes.
Selvsagt betyder interessen for det usædvanlige og uventede – sat på spidsen:
sensationen, at der er større interesse for »omsorgssvigt« end for omsorgsmodtageres
helt almindelige dagligdag. Det polariserer, fordi det uventede prioriteres
på det »normales« bekostning.
Den politiske journalistik bæres i høj grad af det andet nyhedskriterium – konflikten.
Politisk er der mange, der gerne vil gøre noget for »de svage« – især når
man er i opposition eller optræder som støtteparti for en regering. Derfor kan
debatten og konflikten let komme til at fokusere på de ældre som medlemmer af
en svag gruppe – og når det handler om at tilbyde fordele til de ældre støttes
polariseringen af velfærdskoalitionen: de ældre selv, eller de af dem, der ytrer
sig – ofte som ofre i en mediedramaturgi – de som frygter selv en dag at høre til
i den svage gruppe, de pårørende og de ansatte i plejesektoren. Når konflikten
buldrer, spørger kun få, om den handler om noget generelt eller om noget særligt.
I konflikten er det som oftest andre, der taler om de ældre, mens de ældre i
bedste fald kommer til orde som konfliktens ofre.
Et tredje nyhedskriterium er identifikationen, og den vil i mange tilfælde blive
fremkaldt ved appel til medfølelse, medlidenhed og forargelse. Selvsagt er det
lettest, når det handler om »de svage« - mange gange om »ofret«.
Så er der kravet om aktualitet. Det mobiliseres ofte, når det handler om »omsorgssvigt«.
Sker det, blæser mediestormen op, og når den har lagt sig, lever den eller de
begivenhed(er), som fremkaldte den, videre i den kollektive erindring. Derfor er
omsorgssvigt et evigt aktuelt tema, og det er det selvfølgelig også ud fra et væsentlighedskriterium,
fordi det nu en gang er mere end væsentligt, at omsorgssvigt ikke
finder sted. Og når det sker, er det netop »de svage«, det går ud over.
Derfor ligger det i journalistikkens væsen, at den hellere befatter sig med alt
muligt andet end den ganske almindelige dagligdag, som er den, de fleste kan
nikke genkendende til. Derfor er der risiko for, at medierne forstærker bestemte
stereotypier, mens andre synsvinkler er mindre fremtrædende. Og det så meget
mere fordi »de ældre« – hvem det så end er – sjældent kommer til orde som
kilder til mediernes historier.
115

7.4 Mediernes ældrebillede i 50 år – en kvantitativ
undersøgelse 69
Hvad viser tallenes tale? Har »de ældre« ret i, at aviserne overvejende beskriver
dem som svage?
116
• Målt i spaltemillimeter indeholder aviserne mere redaktionelt stof, der
beskriver de ældre som »stærke« – de ældre har altså ikke ret;
• Fordelingen på redaktionelt stof, hvor de ældre optræder som henholdsvis
»stærke« og »svage«, varierer over tid. Andelen af spaltemillimeter,
der beskriver de ældre som »svage« er større i 1963, 1973 og 2003,
mens andelen, der beskriver dem som »stærke« er relativt større i 1953,
1983 og 1993. Billedet varierer:
o i 1953 optrådte de ældre endnu ikke som en egentlig selvstændig
gruppe i medierne 70 , og når gruppen alligevel trådte frem,
var det i »det stærke billede«. De var heller ikke udskilt som
særlig gruppe i overvejelserne om husmoderafløs-
o
ning/hjemmehjælp, men de optrådte (uden for den analyserede
periode) med en vis tyngde i valgkampen, der lagde op til den
tre år senere gennemførte folkepension,
i 1963 og 1973 var velfærdsstaten under opbygning med stærk
udbygning af overførselsindkomster og serviceydelser til de
ældre (omsorgsloven 1964, universelt grundbeløb og fuldt pensionstillæg
1970, stærk vækst i serviceydelserne), og det forudsatte
et billede af »svage ældre« – måske under påvirkning fra
politikerne,
o i 1983 og 1993 var politikken under omlægning, idet Ældrekommissionen
i 80ernes begyndelse argumenterede stærkt for
tanken om selvbestemmelse og myndiggørelse, og i 1987 ændredes
boliglovene, hvilket i praksis betød en udvikling af ældreboliger
og en opbremsning i plejehjemsbyggeriet. Det forudsatte
et billede af »stærke ældre« – måske igen under påvirkning
fra politikerne,
69 Datagrundlaget stammer fra Politiken (landsdækkende dagblad), Kristeligt Dagblad
(nicheavis), BT (tabloidavis), Fyens Stiftstidende (regional avis) og Næstved Tidende
(lokalavis). Materialet vedrører dagbladenes dækning af ældrestoffet i uge 46 i årene
1953, 1963, 1973, 1983, 1993 og 2003.
70 Det kan undre i betragtning af den vægt, der i valgkampen 1953 blev lagt på folkepensionen
– ikke mindst fra Socialdemokratiets side.

o i 2003 var der ikke en egentlig »politisk motiveret interesse«
for at påvirke billedet i hverken den ene eller den anden retning,
men i årene forud havde der været stærk diskussion om flere
eksempler på »omsorgssvigt« med efterfølgende opstramninger
i tilsynsreglerne. Begge forhold disponerer for et billede af
»svage ældre«, der derfor spiller en relativt større rolle. Det kan
på den anden side undre, fordi 2003 også var året, hvor man
indførte »frit valgs ordningen«, som kunne have kaldt på et billede
af »stærke ældre«.
• Variationen over tid viser, at de generelle stereotyper ikke er fastlåste,
og at der er en stærk påvirkning fra det »politiske ældrebillede« på det
billede, medierne tegner.
• Mens Politiken, Fyens Stiftstidende og Kristeligt Dagblad stort set følger
det generelle billede, er vægtningen på »stærke ældre« relativt større
i Næstved Tidende, mens de »svage ældre« spiller en større rolle i
BT. Det kan skyldes forskellige journalistiske vinklinger
o når det er sådan, at de fleste ældre i næsten alle henseender klarer
sig godt, kan det for en lokalavis (Næstved Tidende) – af
hensyn til identifikationen – være vanskeligt at tegne et billede
af de ældre som »svage«,
o tabloidavisen (BT) kan være påvirket af afstand til læserne og
en større vægtlægning på sensation og dermed på en identifikation
via medfølelse, medlidenhed og forargelse, hvilket disponerer
for et billede som »svage«.
• En vurdering af prioriteringen af ældre som stofområde (artiklernes omfang,
billedudstyr, placering) viser en vigende prioritering over tid med
1983 (muligvis Ældrekommissionens indflydelse) og 2003 (en række
særlige tematiske artikler i uge 46) som undtagelse. Forklaringen kan
måske ligge i den generelle ungdomsfiksering, og i annoncørernes fokus
på yngre som forbrugsmålgruppe.
• Genremæssigt koncentreres forekomst af »svage ældre« i debatstof og
nyheder. Det første kan være sammenhængende med, at det ofte er politikere,
pårørende og plejepersonale, der ytrer sig, dvs. der tales om de
ældre, mens de ældre selv er forholdsvis tavse. Koncentrationen i genren
nyhed kan være udtryk for en kildeafsmitning fra de tre nævnte
grupper.
• De ældres opfattelse af, at de som oftest beskrives som »svage«, kan
skyldes, at de i den vurdering primært ledes af nyhedsstoffet – og så fik
de alligevel ret, de ældre, sådan da.
117

118
• Når de ældre optræder i portrætter og reportager samt ikke mindst, når
de (ikke så hyppigt) anvendes som kilder, tegnes der typisk et billede af
»stærke« ældre (primært som enkeltindivider). Det understreger igen
forskellen mellem situationer, hvor de ældre taler selv, og situationer,
hvor der tales om de ældre. Og det peger på forskellen i stofområder
med enkeltpersoner i fokus og stofområder, der i højere grad behandler
en konstrueret gruppe under et.
• Ser man endelig på emneområder, er det tydeligt, at billedet af de ældre
som »svage« træder frem, når emnet er bolig, retsvæsen, sociale forhold
og sundhed, mens den relative hyppighed er lille, når andre emner er på
dagsordenen.
7.5 Ældrebilledet i 1953
Charlotte Wien afdækker elementer af ældrebilledet ved at kigge på mediernes
behandling af de ældres daglige liv og ved at følge diskussionen af de ældres
forsørgelse. Det første er ikke mindst vigtigt, fordi dagligdagshistorierne afdækker
de roller, vi gerne vil tildele – i dette tilfælde – de ældre.
Selv om det er et spinkelt materiale, selv om man kun i begrænset omfang har
udskilt »de ældre« som gruppe, og selv om der generelt tegnes »et stærkt billede«,
finder man dog tilløb til det, som senere bliver udpræget, nemlig en beskrivelse
af de ældre som »svage«, idet politikere, pårørende og plejepersonalet ved
at gøre de ældre til »svage ofre« fremmer deres egen sag ved at legitimere den
»bekymringszone«, der begrunder deres respektive handlinger.
Ligestillingskampen har endnu ikke for alvor fundet sted. Derfor må man i
hverdagsbilledet behandle kvinder og mænd hver for sig. Kvindebilledet blev
båret af to stereotyper: For det første den gamle bedstemor på landet. Sammen
med de velkendte luftfotos af den fædrene gård, der hang over mange byboers
sofa – længslen efter »en anden tid« er konstant – personificerede hun den drøm
om livet på landet, som prægede mange af dem, der var vandret til byen. Hun
var også den, der holdt sammen på familien og stod som garant for de værdier,
som i stigende grad fremstod som »verden af i går«. Endnu havde kvinderne
ikke opført deres indtogsmarch på arbejdsmarkedet. Endnu var familien gearet
til børnenes og de ældres aktive medvirken i familielivet. Og var der tale om, at
både mor og far drog af sted til arbejdet, var der altid bedstemor at falde tilbage
på. Dette mediebillede modsvarer den samtidige opfattelse af hjemmehjælpen
som en kønsafhængig aktivitet.

Så var der for det andet hejren. Det var den typisk enlige kvinde, der for at forsørge
sig selv var i arbejdsmarkedet og optrådte i det offentlige rum, hvor kvinder
dybest set ikke havde deres plads. Hun var – især hvis hun på nogen måde
stak næsen frem – genstand for nedladende behandling, en marginaliseret. Hejren
var typisk den ældre, enlige kvinde med et kontorjob, mens der var andre
boller på suppen, når den vellønnede, veluddannede akademikerkvinde lod sin
røst høre. Derfor er hejren også et tidsbillede på den sociale stratifikation.
Det gjaldt ikke for mændene. De skulle jo netop optræde i det offentlige rum.
Sådan var rolleforventningerne. Og når de som gamle fandt vej til mediernes
spalter var det med respektfuld og rosende omtale. De repræsenterede erfaring
og viden, to forhold der – dengang – voksede med alderen og var genstand for
respekt. Stereotypt optrådte de som gamle statsmænd – »elderly statesmen«.
Hvis nogen tror, at diskussionen om »ældrebyrden« er ny, kan de godt tro om
igen. Det hed bare noget andet: »Gamle-problemet«. Om det er en mere lyrisk
betegnelse, overlader jeg til læseren at vurdere; men »gamle-problemet« pressede
på og indgik i den begyndende debat om den måske kommende folkepension.
Ikke mindst i valgkampen bejledes der heftigt til de ældre og deres organisationer,
og dengang – som nu – var der en tendens til at se »de gamle« som politiske
kastebolde eller stemmekvæg – en indsigts- og viljeløs masse, der lod sig
trække rundt i manegen. Hvem sagde »ældrecheck«? De ældre var ikke selv til
stede i diskussionen. Det var andre, der talte om dem – og til dem og til en vis
grad brugte dem med egne formål for øje.
7.6 Ældrebilledet i 1963
Fra 60ernes begyndelse tog udbygningen af velfærdsstaten fart. Den gamle socialsikringsstat
havde primært forankret ansvaret for livets tilskikkelser hos den
enkelte selv. Kun i særlige situationer (jf. synet på hjemmehjælpen) og på visse
vilkår kunne man påkalde sig samfundets bistand.
Nu blev det anderledes. Ansvaret blev forskudt fra den enkelte til samfundet og
forklaringer på det, der tidligere blev opfattet som skæbnebestemte ulykker,
blev nu samfundsmæssige og henført til ydre faktorer. Nye forskningsinstitutioner
var skudt frem. De levede af at afdække »problemer«, og problemer er en
god ting, fordi de giver foretagsomme politikere en arena, hvor de kan optræde.
Derfor kappedes politikerne da også om at finde løsninger på de ældres problemer
og at flytte ansvaret for pasning og pleje fra familien til samfundet. Det var
119

selvfølgelig sammenhængende med den frembrusende højkonjunktur, der kaldte
på den kvindelige arbejdskraft. Funktionstømningen af familien tog sin start.
I 1958 var hjemmehjælpen gjort til en varig ydelse. De hjemmeboende ældre
var udskilt som en særlig gruppe med særlige behov. Nu tog man fat på de ældres
boligproblemer. Mange boede i gamle og dårlige lejligheder uden moderne
bekvemmeligheder. Og kunne de ikke klare sig der, måtte de på alderdomshjemmet
– hvis de ikke havde råd til at betale for plads på et privat plejehjem.
Derfor havde kommunerne sat gang i plejehjemsbyggeriet.
Ikke overraskende førte det til et mediebillede af de ældre som en »»svag«
gruppe med behov for hjælp – passiv og plejekrævende. De ældre selv talte ikke
– der taltes om, og der taltes til. Ingen søgte at skelne mellem den (lille) gruppe
med plejehjemsbehov og den store gruppe, der fint klarede sig uden. Alderdom,
sygdom og ensomhed var samhørende størrelser; men det er ikke kun en funktion
af den politiske argumentation for plejehjemsbyggeri. Det er også en funktion
af den biomedikalisering, vi talte om i kapitel 2.
I den sammenhæng pegede vi også på gerontologiseringen, der krævede, at de
ældre skulle være aktive. Ingen måtte sidde passiv hen. Den tanke spejles også i
mediebilledet i 1963, hvor man talte om at aktivere de ældre, så de næsten blev
beskrevet som børnehavebørn, der skulle beskæftiges: De ældres infantilisering
og umyndiggørelse. Det er stereotypen de barnlige ældre, der her dukker op.
Men samtidig fandt en anden stereotyp vej ind i ældrebilledet. Den Charlotte
Wien kalder Duracell-ældre – en betegnelse for den usædvanlige (og derfor
medieinteressante) ældre, der havde evne og vilje til at gennemføre egne projekter.
Bedstemoderen og den gamle statsmand levede endnu – men i fortyndede udgaver.
Der var kommet skub i tingene, og tilpasningen til nye omstændigheder,
omstillingsparatheden blev tillagt større vægt, mens statsmandens erfaring og
viden gradvis skulle falde i miskredit. Det han kunne og vidste – statsmanden –
hørte fortiden til. Den, der tidligere var »the elderly statesman«, begyndte at
ligne en, der under påberåbelse af tidligere tiders storhed var begyndt sit
(for)fald.
Den livskraftige bedstemor antog mere og mere karakter af »plejehjemsbedste«,
og hun kunne tage bedstefar i hånden. Samfundet – politikerne – havde brug for
120

et billede af de »svage« og »syge« ældre for at legitimere deres byggeprojekter;
men også plejehjemsbedste fik sit modstykke i »glamourbedstemoderen«, der
senere skulle få en større rolle.
Hende, der i sin pensionisttilværelse ville realisere sig selv – til irritation for
børnene, hvis børn glamourbedste ikke havde tid til at tage sig af – hun skulle
tage sig af sig selv, en irriterende størrelse, også fordi hun var med til at nedbryde
indgroede stereotype forestillinger.
Og så var der de ældre, medierne fortalte om, der bare dampede af til Mallorca.
De amerikanske »woofies« på vej ind i det danske ældrebillede. Et svagt begyndende
ældreoprør? Bare 5 år før 68-revolutionen brød ud og ungdomsoprøret
blomstrede.
7.7 Ældrebilledet i 1973
De ældre fyldte ikke meget i mediebilledet i 1973. Ungdomsoprøret havde sat
sine spor. Det var ungdomskulturen, medierne var optaget af. At være ung var i
sig selv en kvalitet og signalerede vilje og evne til den forandring, alle råbte på.
Det spinkle materiale til trods kan man godt se billedet af de »svage« ældre,
mens materialet ikke åbner mulighed for at følge de specifikke stereotyper. De
»svage« ældre trådte imidlertid frem på en sær bagvendt måde. For det var samtidig
et tidspunkt, hvor de ældre var begyndt at stille krav, men det skete mange
gange på en for ældrebilledet – set i de ældres perspektiv – »tumpet« facon.
Uge 46 ligger umiddelbart forud for jordskredsvalget i december, men selv om
der skulle være valg, var politikerne år forinden – i kølvandet på perspektivplanredegørelserne
– begyndt at snakke besparelser, og det måtte folk, der følte
at have erhvervet sig rettigheder protestere imod. Og rettigheder følte de ældre
at have. Det er i 1973, man første gang møder det mantra, der senere skulle
blive gentaget mange gange: »Vi har betalt skat i mange år, så skatten må være
en slags opsparing, som vi siden har ret til at få udbetalt«. Folkepensionsbidraget
trak sine spor.
Samtidig var plejesektoren, der var opbygget i det foregående tiår, begyndt en
professionalisering og øvede sin indflydelse. Ikke noget tilfælde, at professor
Jørgen Dich just i 1973 udgav sin bog Den herskende klasse – og det var de
offentligt ansatte. Offentlighedens humanisme kaldte på den sociale sektor, dens
121

foragt for det legemlige arbejde og dens ønske om at børnene skulle nå, hvad
den ikke selv nåede, kaldte på uddannelsessektoren og dens frygt for døden på
sundhedssektoren. De tre sektorer voksede uhæmmet, sagde perspektivplanerne
– og Jørgen Dich.
Derfor ville politikerne bremse op, men de mødtes af velfærdskoalitionen: behandlerne,
plejerne, terapeuterne og de pårørende, der hver ville deres – og de
ældre sluttede, når de bidrog til mediernes ældrebillede, op og lod sig indrullere
i den klassiske »offerjournalistik«, og når de selv – om end sjældent – tog til
orde var det med afsæt i en »det er synd for os«-retorik. Dermed lod de sig villigt
indrullere i velfærdskoalitionens billede af de »svage« ældre, som overtages
og forstærkes af medierne. Derfor var, hvis målet er en korrekt beskrivelse,
deres gøren og laden »tumpet«. De (re)præsenterede ikke modbilledet og forstærkede
dermed stereotypen.
7.8 Ældrebilledet i 1983
I 1979 nedsattes Ældrekommissionen – med den mediemæssigt aktive professor
Bent Rold Andersen som formand. Den afgav rapporter i hvert af de tre år forud
for 1983. Det satte spor, fordi det gav et mere autoritativt billede, som gjorde op
med mange fordomme. Der skulle skabes mulighed for gradvis tilbagetrækning
og forbliven på arbejdsmarkedet, de ældre skulle forblive længst muligt i eget
hjem, de skulle have selvbestemmelse, og der skulle skabes kontinuitet i livet –
ikke just mål for »svage« ældre forstået som gruppe; men selvsagt var der dem
med særlige behov – man ser differentieringen og opgøret med alderskronologitænkningen
– og for dem skulle hjemmehjælpen udbygges, så de alligevel kunne
blive i eget hjem. Plejehjemmene skulle være undtagelsen og ældreboliger
reglen. Det lagde op til den senere boliglovgivning i 1987 og generelt til »afinstitutionaliseringen«
af ældrepolitikken.
Godt nok var det andre end de ældre selv, der her talte, men der blev talt med en
autoritet, som påvirkede ældrebilledet. Samtidig begyndte de ældre »at tale
selv«. Aktive Pensionisters Organisation så dagens lys, der blev dannet flere
pensionistforeninger, og de ældre begyndte at tage del i den generelle samfundsdebat.
Begyndende organisering, påvirkning af mediebilledet og den politiske
dagsorden. Selvbevidsthed og viljestyrke groede frem.
Når politikere og embedsmænd udtalte sig i medierne, var det med erklæret
vilje til at ville tage de ældres ønsker alvorligt og at overlade ansvaret fx for en
mere aktiv tilværelse til dem selv; men man finder nu også eksempler, der hol-
122

der fast på de ældre som en anonym, grå masse med ensartede behov, som »nogen«
måtte tage sig af.
Ikke mindst i behandlingen af ældre på plejehjem spores stadig stereotypen om
de barnlige ældre, og journalisters forsøg på at afdække »omsorgssvigt« så dagens
lys.
Samtidig er 1983 det første »nedslagsår«, hvor ældre selv blandede sig – også i
den generelle samfundsdebat. Flere steder lød kravet om respekt for deres livserfaring.
De ældre trådte ud af den konstruerede ældregruppe og ind i samfundet,
og det ændrede ældrebilledet – i hvert fald i nogen grad.
1983 er interessant, fordi det viser, at ældrebilledet ikke er en konstant. Modbilleder,
faktuel viden og først og fremmest de ældres egen tale skaber ændringer;
men plejesektorens personale og de pårørende har selvsagt også deres interesser
at hytte.
7.9 Ældrebilledet i 1993
De ældres organisering fortsatte. »C-holdet« og »de grå pantere« havde set dagens
lys, og ÆldreSagen havde været i stærk vækst. I mange kommuner var der
– endnu inden det blev obligatorisk – oprettet ældreråd. Den brugerindflydelse,
som få år senere vandt frem med lov om social service, var i støbeskeen.
Den økonomiske vækst var også kommet mange ældre til gode. Med arbejdsmarkedspensionernes
gennemførelse i 1989 og 1991 blev medierne mere opmærksomme
på pensionskassernes kapital, der ofte blev tolket som kimen til et
fremtidigt økonomisk »boom« for de ældre. Ikke sært at stereotypen »woofies«
begyndte at vinde indpas – økonomisk stærke, velhavende og magtfulde ældre,
som ikke sådan lige gav afkald på deres status og indflydelse; men der var også
dem, der klagede sig og henledte opmærksomheden på, at de hele deres liv havde
betalt til deres folkepension. To modsat rettede stereotyper levede i den folkelige
visdom uden problemer side om side.
I en valgkamp var det fremdeles fristende for politikere – velmenende eller manipulerende
– at spille på de ældre som en »svag« gruppe og at bruge plejehjemmet
som et skræmmebillede, hvis man i øvrigt havde andet i godteposen –
og de pårørende sluttede op – støttet af plejesektorens personale.
123

De ældre som »svage ofre« trådte også frem i kriminalreportagen. Men generelt
tegnes der et »stærkt« billede, fordi mange ældre markerede sig som ressourcefulde
med tro på sig selv, og så begynder andre at dele troen.
7.10 Ældrebilledet i 2003
Ældrebilledet i 2003 var en mudret affære. Så mudret, at Charlotte Wien snarere
vil tale om fem ældrebilleder – et for hver avis. Og det kan faktisk godt undre,
når vi husker, hvordan politisk tænkning, autoritative stemmer og de ældre selv
i 1983 og 1993 faktisk ændrede ældrebilledet ikke så helt lidt. Når det kan undre
skyldes det, at samfundet gennem adskillige lovinitiativer i slutningen af
1990erne og i årene efter årtusindskiftet søgte at tegne et billede af de ældre –
svarende til den generelle samfundsudvikling – som (for)brugere med frit valg
på alle hylder – og frit valg er ikke for de »svage«. Samtidig havde man gennemført
efterlønsforliget i 1998/99, der jo netop ville understrege, at ældre kunne
– og skulle – forblive længere på arbejdsmarkedet – og det er heller ikke for
de »svage«. Og det lå i kortene, at man skulle videre ad den vej. Der var ikke
langt til Velfærdskommissionen, og der var seriøse forventninger om en højere
pensionsalder i kølvandet på en hastigt voksende restlevetid – det antyder ikke
et billede af »svaghed«. Man skulle altså egentlig have forventet et »stærkt«
billede – også selv om der i årene umiddelbart forud havde været ikke helt få
mediehistorier om »omsorgssvigt«, og selv om de havde givet anledning til
forstærkede krav om tilsyn med plejehjemmene til gavn just for de »svage«;
men uge 46 spejlede altså et mudret billede.
I Politiken genfandt man »den ældre statsmand«, men kun i portrætgenren. De
ældre optrådte ikke som selvstændig gruppe og blev, når de fandt vej til spalterne,
nøgternt beskrevet; men man fandt også de klassiske billeder af de »svage«
ældre.
Som for Politiken er materialet også spinkelt for BT og med stærke indslag fra
kriminalreportagen med ældre som ofre. Flere gange understreges de ældres
skrøbelighed, men når det var enkeltindivider, der blev portrætteret, trådte de
stærke frem. Mudder.
Stereotypen om Duracell-ældre finder man især i Næstved Tidende som lokal
avis, men også plejehjemsbedste træffer vi på. Mudder eller polarisering.
124

Samme billede finder man i Kristeligt Dagblad, der i nyheds- og temastoffet har
fokus på de »svage«, mens navne- og portrætstof præsenterer de »stærke«.
Polariseringen i medierne har altså meget at gøre med den forskellige behandling
af en stor gruppe, hvor det kan være svært for læseren at se sammenhængen
mellem billede og virkelighed, og hvor billedet af gruppen som »svag« ikke
nødvendigvis bryder identifikationen, mens den omvendt betinger gennemgående
stærke billeder, når det er enkeltstående – og kendte – personer, der portrætteres.
Fyens Stiftstidende præsenterer det samme polariserede billede, men
skiller sig ud ved en reportage fra en ældrehøring – altså et af de få eksempler i
2003, hvor det var de ældre selv, som førte ordet.
Charlotte Wien sammenfatter reportagen – og det nærmer sig næsten at være en
hovedkonklusion på undersøgelsen: » … de ældre er lige så uenige som alle
mulige andre, når de selv lukker munden op. Når de ældre taler om sig selv, ser
de sig ikke som en særlig gruppe, hvilket gør det meningsløst at tale om samlende
gruppebetegnelser og dermed stereotyper. Når de ældre selv ytrer sig,
bliver det samlede ældrebillede i medierne således nuanceret«.
7.11 Mediestormen
Ældrebilledet i medierne handlede, som vi har set, om det, man kalder rutinejournalistik:
de mange banale historier, der får et par omtaler eller tre, og så er
de glemt – men de er alligevel med til at tegne et billede af samfundets daglige
trummerum – vores helt almindelige gøren og laden. Over for den står fokusjournalistikken,
som handler om mere spektakulære enkeltsager. Hvis en sådan
enkeltsag påkalder sig andre mediers interesse, så der pludselig er flere medier,
som i længere tid dækker den samme historie ud fra forskellige vinkler og med
forskellige aktører, kan man tale om en mediestorm.
Man kan diskutere, om billedet er rigtigt, fordi en storm opstår af naturlige årsager
uden menneskelig medvirken. Derfor foreslog daværende socialminister
Eva Kjer Hansen i sin tale ved offentliggørelsen af den del af projektet, der
handler om mediestorme 71 , at man talte om mediebål, fordi et bål, der blusser i
lang tid, fordrer, at mennesker – hvem de så end måtte være – bærer ved til bålet.
Det var et godt forslag til et mere rammende billede.
71 Christian Elmelund-Præsterkær og Charlotte Wien, Mediestormens magt. Om mediestorme
på ældreområdet og deres indflydelse på ældrepolitikken, Odense, 2007.
125

Mange mener, at en »sag« først for alvor kommer på den offentlige dagsorden,
når medierne tager fat på den, og at det er det, der i mange tilfælde får politikerne
til at reagere. Denne tro på »mediernes magt« deles af mange – ikke mindst
medierne selv.
Derfor satte Christian Elmelund-Præstekær og Charlotte Wien sig for at finde
de mediestorme på ældreområdet, der blæste i perioden 2000-2005, at se på de
ældrestereotyper, der dukkede op i sådanne storme, og at undersøge om stormene
fremkaldte handlinger hos de nationale og/eller lokale politikere.
Når ældrestereotyperne, der tidligere er omtalt, dukker op igen, skyldes det en
forventning om, at brugen i den intensive dækning, som præger mediestormen,
kan være med til at fastholde eksisterende stereotyper.
126
Figur 8.1 Aktørernes samspil, når det handler om de ældre
plejepersonale
Omsorgssvigt
Følelsesmæssigt engagerede
pårørende
De ældre som tavs
anonym masse
Uforsvarlige nedskæringer,
dårlige normeringer,
for stort arbejdspres,
for ringe uddannelse.
For få ressourcer
politikere
Politikernes inter‐
ne diskussion om
skyld og ansvar
I rutinejournalistikken så vi – ud over ældrebilledets ændringer over tid – en
tendens til en polariseret billede, men sådan at »de stærke« ældre som oftest
trådte frem som enkeltindivider i portrætter og features, mens man ofte tegnede
»det svage billede«, når de ældre i nyheder og debatstof – og ikke mindst i mediestorme
– behandles som gruppe. I de tilfælde er det aldrig (eller kun sjældent)
de ældre, der selv kommer til orde. De er genstand for et spil mellem pårørende,
plejepersonale og politikere, hvis indhold er antydet i figur 8.1 – et

spil, hvor Sorteper oftest ender hos politikerne. Det er ikke underligt, at det i
den sammenhæng er billedet af de ældre som en »svag« gruppe, der træder
frem, fordi det giver bestemte interesser og bestemte politiske foranstaltninger
gode arbejdsbetingelser.
Ældrebilledet i medierne er – som samfundets ældrebillede – en konstruktion,
og konstruktionen er et resultat af kamp mellem forskellige interesser. Kun de
historier, hvor interesser kan mobiliseres, eller dem, hvor det er interesser af den
ene eller den anden art, der sætter stormen i gang, bliver til mediestorme.
Mediestormens dramaturgi fordrer, at der kan mobiliseres mange kilder, mange
interesser, mange aktører – ellers flader blæsten ud, endnu inden den har nået
stormstyrke. En mediestorm forudsætter bred appel til mange, og den er stærkt
afhængig af, at mange kan engagere sig følelsesmæssigt i »sagen«.
Samtidig skal der være en udløsende begivenhed, der kan udkrystallisere et
komplekst problem inden for rammerne af et enkelt – men stærkt – billede, der
giver alle interessenterne en tilskyndelse til at engagere sig i at bringe sagen på
dagsordenen. Netop det sociale område i almindelighed og ældreområdet i særdeleshed
har egenskaber, der disponerer for mediestorme, fordi de er fyldt af
konflikter og grupper med skarpe interesser, og fordi de let mobiliserer stærke
følelser.
En mediestorm forudsætter derfor en udløsende begivenhed, der er en så »god
historie«, at den kan bære en fortsættelse i det medie, der først bringer den, og
bære, at andre medier engagerer sig i den. Oftest følges den udløsende begivenhed
af en stærk vækst i mediedækningen, hvorefter stormen blæser i ca. 3 uger.
Gennem den journalistiske vinkling søger medierne at sætte en dagsorden, der
kalder på en politisk reaktion. Om den så kommer, er ikke givet – selv om det er
det, de fleste tror. Godt nok kan medierne gennem mediestormen påvirke, hvad
politikerne taler om – i hvert fald et stykke tid. Noget andet er, om der reelt sker
noget.
I det projekt Elmelund-Præstekær og Wien har gennemført analyseres de umiddelbare
og direkte virkninger – om nogen, men der er selvfølgelig også mere
vanskeligt sporbare virkninger, som hænger sammen med, at en mediestorm
sætter sig i den politiske erindring og tankegang. Den kan derfor have en langtidsvirkning,
analysen ikke opfanger. Det vender vi tilbage til.
127

Analysen begynder med udskillelse af periodens mediestorme, som de har blæst
i Berlingske Tidende, Ekstrabladet, Jyllands-Posten, Politiken og BT. 72 De fem
storme, der blev identificeret og analyseret, fremgår af tabel 8.1. For den detaljerede
gennemgang af de enkelte sager henvises til Elmelund-Præstekærs og
Wiens monografi.
Tabel 8.1 De analyserede mediestorme i perioden 2000-2005
mediestorm starttidspunkt sluttidspunkt antal
Kærbosagen
Hjemmeplejen i København
Ældrechecken
Variabel tilbagetrækningsalder
og efterløn
Stregkodesagen
128
10.januar 2000
4.august 2001
1.november 2002
11.maj 2003
20.januar 2005
27.januar 2000
1.september 2001
19.november 2002
4.juni 2003
8.februar 2005
artikler
96
204
31
114
7.12 Kærbosagen
Denne storm blev iværksat af Jyllands-Posten i forbindelse med et stykke kampagnejournalistik
under betegnelsen Gamle Danmark og talte om »omsorgssvigt
på flere plejehjem«: Birkebo, Bakkegården, Lillevang og Nordborg og så
selvfølgelig Kærbo, som er analysens genstand.
Medierne konkurrerede med hinanden om at anlægge forskellige strategier
(vinklinger) for at bevare deres status som selvstændige medier. Hvor Jyllands-
Postens udgangspunkt var, at sagen spejlede »dårlig ledelse«, blev diagnosen på
problemet hurtigt uklar – dels fordi dagbladene søgte forskellige tilgange og
dels, fordi politikernes og befolkningens deltagelse i debatten ikke gjorde billedet
mere tydeligt.
Selvsagt blev der tegnet et billede af de ældre som en »svag« gruppe, der var
ude af stand til at klare sig selv, endsige forstå hvad der overgik den. I det store
og hele optrådte de ældre som et anonymt kollektiv – med en enkelt undtagelse:
en skarp og velformuleret kvinde. De politikere, der ønskede at bruge sagen til
profilering af sig selv, havde naturligvis også et ønske om at fastholde de ældre
som »svage« og »hjælpeløse«. Udsagn fra såvel pårørende som behandlere pegede
på politikerne som miserens ophavsmænd – og hvad gjorde de så, de ansvarlige
politikere?
72 Disse dagblade er alle indarbejdet i databasen InfoMedia i hele perioden.
112

Sundhedsborgmesteren bad om en redegørelse om normeringer og arbejdsopgaver,
som ikke synes at have sat sig spor. Og det var i hvert fald ikke Kærbosagen
isoleret set, der førte til, at Københavns kommune etablerede en »mediestrategi«.
Den direkte effekt på kommunalt plan var beskeden.
KL reagerede via sin formand med et ønske om flere penge (fra regeringen) til
»svage« ældre, mens man nøjedes med at sende en embedsmand i marken med
den tanke, at de pårørende burde inddrages langt mere i ældreplejen. Den idé
blev hurtigt skudt ned.
Heller ikke på Christiansborg kan man tale om direkte og umiddelbare effekter.
73 Måske spillede Kærbosagen – sammen med andre sager – dog ind på et
senere forløb; men sagen blev aktuelt brugt af politikerne til at fremme initiativer
og tanker, der allerede forud var kendt. Regeringen var i gang med udarbejdelse
af et nyt regeringsgrundlag, som placerede ældreområdet som et blandt
fire kerneområder 74 . Der kan argumenteres for, at statsministeren faktisk brugte
den intensive debat til at fremme en plan, der i nogen tid havde været i støbeskeen,
og også oppositionen red en af sine kæpheste, nemlig etablering af et af
kommunen uvildigt tilsyn med plejehjemmene.
Det kan omvendt ikke udelukkes, at der er en sammenhæng i »timingen« mellem
mediestormen og de politiske initiativer. Der er næppe heller tvivl om, at
der går en indirekte sammenhæng mellem den samlede diskussion i januar 2000
omfattende de fem plejehjem og de tanker, politikerne gjorde sig i forbindelse
med tanken om kvalitetsstandarder og skærpet tilsynsforpligtelse. 75
7.13 Den københavnske hjemmepleje
Den udløsende artikel blev offentliggjort i Berlingske Tidende den 4. august
2001, men den var et sammenkog af forskellige ingredienser, nemlig den i foråret
gennemførte omlægning af hjemmehjælpen i København, nye oplysninger
om antallet af aflysninger og forskellige historier om ældre, der fik en ringe
pleje. Det var en cocktail, der satte stormen i gang. Og den var også på en anden
73 Der var dog et samråd med Socialministeren og i januar og marts fremsattes to beslutningsforslag
– uden at der kan etableres en direkte og umiddelbar sammenkædning
med Kærbosagen. Asbjørn Sonne Nørgaard, Didde Cramer Jensen og Maud Rosendahl,
Plejehjemstilsyn – politik på pressens præmisser, Syddansk Universitetsforlag, 2008, er
dog tilbøjelige til at se en klarere sammenhæng.
74 Se Aktuelt den 12. januar 2000.
75 Se Asbjørn Sonne Nørgaard, Didde Cramer Jensen og Maud Rosendahl, Plejehjemstilsyn
– politik på pressens præmisser, Syddansk Universitetsforlag, 2008.
129

måde saftig, fordi den betød konflikt mellem Rådhus- og Christiansborgpolitikere,
mellem forskellige partier og internt i Socialdemokratiet. Den gav
rum for mange vinkler, og det er forudsætning for en rigtig storm.
Selv om den Berlingske Avis hyppigt understregede, at sagens fokus var nogle
af samfundets »svageste« borgere, var målet tydeligt: et elendigt socialdemokratisk
styre i København i almindelighed og sundhedsborgmesteren i særdeleshed.
Samtidig frembar bladet borgerlige ønsker om retskrav på hjemmehjælp og
mere udlicitering, en tanke der gik igen i Jyllands-Postens dækning. Mere uddannelse
og voksenelevløn – Socialdemokratiets og fagbevægelsens ønsker – fik
stærkere betoning i Politiken. Ekstrabladet talte »den lille mands sag« og kritiserede
ikke mindst visitationssystemet som skadeligt for både de ældre og for
hjemmehjælpernes frihed til at arbejde selvstændigt. Samme »sag« kan bruges
med mange formål for øje!
Både i kravet om større valgfrihed og ønsket om mere fleksibilitet skinnede
billedet af »stærke« ældre igennem, men det var dog alligevel beskrivelsen af de
ældre som »svage«, der var mest udpræget. Når billedet af de »stærke« ældre
optrådte, hang det sammen med, at det ikke – som i Kærbosagen – var et gruppeportræt,
der blev tegnet. Det drejede sig om en langt mere heterogen gruppe,
som alene havde det fællestræk, at de modtog hjemmehjælp, men som gjorde
det i meget forskelligt omfang og til meget forskellige opgaver. Det gav plads
for en mere individualiseret beskrivelse.
Midt under stormen meddelte sundhedsborgmesteren, at han ikke ville søge
genvalg. Det var måske nok tidsmæssigt fremkaldt af mediestormen, men mediestormen
var ikke årsag. For det første måtte Socialdemokratiet under alle
omstændigheder forvente en borgmester mindre efter det kommende valg, og
for det andet var den siddende borgmester i forvejen kun blevet placeret som nr.
12 på den socialdemokratiske borgerrepræsentationsliste. Derimod havde mediestormen
nok en vis effekt på de stedfindende budgetforhandlinger, som endte
med en ekstra bevilling til ældreområdet.
På Christiansborg blev der afholdt samråd, genfremsat et lovforslag om »ordentlig
hjemmehjælp«, annonceret en forespørgselsdebat, præsenteret fornyede
ønsker om uvildigt tilsyn med hjemmeplejen m.v. Efter valget, der medførte et
regeringsskifte, blev flere af de borgerlige synspunkter skrevet ind i det nye
regeringsgrundlag, og det varede kun kort tid, før der blev kanaliseret yderligere
midler til ældresektoren og gennemført en udvidet »frit valgs ordning«; men
130

igen lå rødderne længere tilbage i tid, så initiativerne var ikke i den forstand
fremkaldt af mediestormen; men at den gav anledning til at lufte allerede planlagte
initiativer og til kritik af den under stormen siddende socialdemokratiske
regering, er der ikke tvivl om.
Nævnes skal det også, at KL var på banen med en understregning af, at det
handlede om specifikke københavnske forhold. Derved ville KL imødegå ønsker
om mere generelle lovgivningsinitiativer, som kunne svække det kommunale
selvstyre.
7.14 Ældrechecken
Mediestormen om ældrechecken falder lidt ved siden af projektets fokus, fordi
den handlede om en kontant ydelse, og den falder – sammen med historien om
variabel tilbagetrækningsalder og efterløn – også lidt ved siden af, fordi den var
fremkaldt af politikere. Mediestorme er altså ikke nødvendigvis noget, medierne
skaber. De kan også opstå på politisk initiativ.
I det diskuterede tilfælde var det Dansk Folkeparti, der trak medierne rundt ved
næsen og havde evnen til at promovere sig selv i et stykke symbolpolitik, hvis
indhold dybest set var gammelkendt stof. Partiet blev godt hjulpet af konteksten,
fordi drøftelserne af et ekstra beløb til pensionister med lav indkomst denne
gang optrådte i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, hvilket tvang
både medier og de andre politiske partier til at ytre sig i sagen.
Selv om sagen så langt fra levede op til alle traditionelle nyhedskriterier, havde
den i hvert fald i kraft af finanslovsforhandlingerne både aktualitet og betydeligt
konfliktpotentiale.
Denne mediestorm er interessant, bl.a. fordi ældrechecken i sagens natur ville
gøre forskel mellem pensionisterne, der derfor netop ikke kunne behandles som
gruppe. Det ytrede sig i en understregning af, at de ældre er en sammensat
gruppe med vidt forskellige behov og økonomiske muligheder, og i en fremhævelse
af, at »de velstående« ældre i højere grad burde klare sig selv.
Ikke mindst en række yngre folketingsmedlemmer pegede på, at aldersbetingede
ydelser måske hørte en anden tid til, og at man burde gå over til en behovsvurdering
– netop i erkendelse af at ældregruppen er meget heterogen. På den anden
side lå der i selve begrebet ældrechecken en sproglig fastholdelse af den
»gammeldags« opfattelse.
131

Det var i denne sag ikke medierne, der søgte at påvirke politikken, men politikerne,
som prægede mediernes indhold. Forslaget var gammelkendt og blev
ikke fremsat på grund af en mediestorm, men Dansk Folkeparti arbejdede bevidst
på gennem medieomtalen at profilere sig som beskytter af de dårligst stillede
ældre. Succes’en med denne mediestrategi blev forfulgt gennem flere år,
indtil det særlige tilskud blev optaget som led i det generelle pensionssystem.
7.15 Variabel tilbagetrækningsalder og efterløn
I journalisten Thomas Larsens bog fra 2003 om Anders Fogh Rasmussen sendte
statsministeren en prøveballon op, idet han spurgte, om det i et dynamisk samfund
var fornuftigt at have en fast pensionsalder. Ville det ikke være klogere at
lade pensionsalderen variere med restlevetiden? Bogen udkom den 22. maj, men
Berlingske Tidende kunne allerede den 11. maj referere denne tanke – utvivlsomt
med statsministerens samtykke.
Det blev en mediestorm, som statsministeren havde fremkaldt. Årsagen var, at
de partier, der var gået ind for dansk medlemskab af Den Økonomiske og Monetære
Union, som led i et »meget muntert« forløb, hvor folkepensionen pludselig
blev centrum, havde vedtaget en såkaldt »pensionsgaranti«. Den betød, at
der ikke kunne foretages principielle ændringer i pensionspolitikken uden partiernes
godkendelse. Derfor kom debatten i høj grad til at dreje sig om denne
aftales overholdelse – mens en egentlig debat om tanken om en variabel pensionsalder
fortonede sig.
Med den mulige overtrædelse af aftalen om pensionsgaranti i centrum emmede
»sagen« af konflikt og mange interessenter, så scenen var sat for en mediestorm.
Berlingske Tidende skrev utvivlsomt det mest præcise, da bladet fremhævede,
at statsministeren havde ønsket at gøde jorden for fremtidige reformer. Der går
en lige linje fra dette forsigtige udspil til nedsættelsen af Velfærdskommissionen
og vedtagelsen af velfærdsforliget i 2006. Når man leder efter effekter af
mediestorme er det, som Elmelund-Præstekær og Wien selv gør opmærksom
på, ikke udelukket, at der kan være tale om indirekte langtidssammenhænge, og
det er just en sådan, vi her har fat i. Og igen er det politikerne, her konkret
statsministeren, som spænder medierne for deres vogn og lader dem levere spalteplads
til politikernes gødskning af jorden.
Med tanken om en stigende folkepensionsalder blev der selvsagt sat spørgsmålstegn
ved status for dem, der vælger at trække sig tilbage fra arbejdsmarke-
132

det, endnu før pensionen indtræder, dvs. dem der vælger efterlønnen. Mediestormen
medvirkede derfor i en vis forstand til et opgør med tanken om, at alderdom
er noget, der indtræder, fordi man passerer en bestemt alder.
Samtidig markerede flere formuleringer en »normalisering« af alderdommen
forstået på den måde, at ældre menneskers gøren og laden blev forstået og analyseret
på helt samme måde som alle andre gruppers. De behandles pludselig på
lige fod med andre, men det kan ikke afvises, at skyldes, at netop de, der befinder
sig i efterlønsgruppen, ikke opfattes som ældre. Grænsemarkøren for alderdommen
identificeres m.a.o. med folkepensionsalderen. Folk på efterløn blev
både beskrevet som nedslidte, dvs. et »svagt billede«, og som Duracell ældre –
tangerende tanken om »woofies«. Med denne stærkt polariserede fremstilling
blev billedet af de ældre nuanceret.
Der var ingen direkte effekter. Det er ej heller mærkeligt, fordi stormen var
initieret af statsministeren selv- med stor sandsynlighed som en bevidst begyndende
»framing« indenfor kontraktpolitikkens rammer – der peger direkte frem
mod velfærdsforliget i 2006.
7.16 Stregkoder i hjemmeplejen
Under valgkampen i 2005 erindrede Kristeligt Dagblad om, at stregkoder og
minutmålinger stadig hørte til dagens orden, selv om de fleste politikere under
den foregående valgkamp havde taget afstand fra et visitationssystem, hvor alle
ydelser skulle beskrives og tidsbestemmes. Faktisk var systemet blevet skærpet
som forudsætning for at gennemføre »frit valgs modellen«.
Så var en ny mediestorm på vej, som kom til at løbe i to faser, fordi hjemmehjælperne
i Aabenraa Kommune senere nedlagde arbejdet i protest. Selvom
årsagen til konflikten nok lå et andet sted, blev planer i Aabenraa – og det endda
daværende socialminister Eva Kjer Hansens hjemkommune – om indførelse af
stregkoder den dråbe, der fik et bæger til at flyde over. Og det var let at koble de
to »sager«.
Kristeligt Dagblad, der – som led i en artikelserie om forholdene i ældreplejen –
skrev den udløsende artikel, placerede sig uden for kampen mellem forskellige
ideologiske og politisk strategiske interesser og fremførte i stedet en etisk metakritik
af den managementprægede »tidsånd«, som drænede, skrev bladet, velfærdsstaten
for medmenneskelighed.
133

Ikke mindst tidligere socialminister, professor Bent Rold Andersen søgte – i
overensstemmelse med hans kritiske holdning til udviklingen i ældreplejen 76 –
at løfte debatten op på et principielt plan: »De eksempler på minuttyranni, vi
præsenteres for i medierne, er naturligvis helt absurde. Men problemet er, at
valgkampens debat om stregkoder kun lige kradser i overfladen. Minuttyranniet
er blot et symptom på, at hjemmehjælpen er styret af en alt for stram regelbinding.
Og det er en kurs, som både borgerlige, SF og Socialdemokratiet har det
politiske ansvar for«.
Stormen var ikke præget af mange ældrebilleder, men man kan dog udskille to,
der peger i hver sin retning. På den ene side et billede af sengeliggende, pacificerede
og ukampdygtige ældre, men på den anden side også et så udpræget
stykke procesjournalistik, der behandlede problemstillingen på helt lige fod med
alle andre politiske disputer. Det betød, at de ældre egentlig blev behandlet på
samme måde som andre grupper, der var udsat for et problem.
Politisk førte stormen og strejken til en lokal (Aabenraa) udsættelse af planerne
om at indføre stregkoder, men mere vigtigt for hjemmehjælperne blev der
iværksat en forhandling, som skulle håndtere det egentlige problem, nemlig
utilfredshed med arbejdsforholdene i en lang række andre henseender. Nationalt
skete der ikke alverden. Der rejste sig selvfølgelig røster til fordel for afskaffelse
af stregkoderne, men socialministeren hævdede naturligvis ikke at ville blande
sig i det kommunale selvstyre. En mere fundamental diskussion om mål og
midler i ældreplejen kom ikke på tale. Omvendt er der utvivlsomt en sammenhæng
til Socialdemokratiets senere forsøg på at distancere sig til den frit valgs
tanke, partiet i første omgang havde støttet.
7.17 Hvad viste analyserne af mediestormene?
Storme kan, som vi har set, både blive igangsat af medierne og af politikere. Det
er altså ikke kun medierne, der søger at påvirke politikken, men også politikerne
bruger medierne til at fremme specielle formål. En forudsætning, for at storme
kan blæse op og blive vedligeholdt, er, at der er mange aktører på banen. Det
var da også typisk for de analyserede mediestorme, at de på forskellige tidspunkter
inddrog borgere, pårørende, plejepersonale, politikere og eksperter, men
i en sekvens der først og fremmest var orkestreret af medierne, så de kunne lade
76 se Asbjørn Sonne Nørgaard, Didde Cramer Jensen og Maud Rosendahl, Plejehjemstilsyn
– politik på pressens præmisser, Syddansk Universitetsforlag, 2008.
134

en én gang iværksat storm fortsætte. Det betød bl.a., at de eksperter, som i flere
tilfælde måske kunne have afdramatiseret en storm, som oftest blev inddraget
meget sent i forløbet.
Udover mange aktører forudsætter en mediestorm et betydeligt konfliktpotentiale.
Det betyder, at både medier og politikere kan tie en storm ihjel eller give den
større styrke, hvis de hver for sig er enige om det. Uden procespolitik (i mange
tilfælde med ringe substantielt indhold) kan der ikke drives procesjournalistik.
Det er ikke nødvendigvis, som mange analyser af mediestorme hævder, sådan,
at storme udspringer af »uløste sociale problemer«. De skyldes i mange tilfælde
uafgjorte politiske kampe. De er m.a.o. en manifestation af modstridende interesser
hos en række samfundsaktører – og dermed en reportage fra den politiske
arena. Da mange stridigheder ikke finder en egentlig løsning, men har en mere
permanent karakter, vil mediestorme i mange tilfælde opstå i tilknytning til de
samme problemstillinger, som i en vis forstand måske er uløselige og derfor
altid vil være med os – de brydsomme problemer.
Mediestorme optræder hyppigt i bølger, hvilket har sammenhæng dels med
mediernes forsøg på at orkestrere stormen ved inddragelse af nye aktører og
dels med disse og de hidtidige aktørers villighed til at lade sig trække af stald.
Mens rutinejournalistikken gav rig lejlighed til afdækning af stereotyper, var der
væsentligt færre på spil i analysen af mediestormene. Det hænger sammen med,
at de ofte spejler politiske interessekonflikter og ikke handler om de ældre som
individuelle personer. Netop den procesjournalistiske form lader ofte ældreområdet
alene tjene som bagtæppe for et politisk spil. Heri ligger på den anden side
en behandling af de ældre og de ældres problemer på lige fod med andre samfundsgrupper
og deres vanskeligheder. Omvendt ligger der alligevel implicit et
billede af de ældre som en »svag« gruppe i mediestormene, hvilket – da stormene
kan være ret spektakulære og hyppigt vil stå tilbage i erindringen – kan
medvirke til en fastholdelse af svaghedsbilledet også i rutinejournalistikken.
Selv om man ikke kan afvise indirekte og langsigtede effekter af mediestorme,
bl.a. fordi de – også selv om de kan være politikerfremkaldt – er med til at påvirke
politikernes tænkning, hvilket ses af de referencer, som gang på gang
dukker op i folketingsdebatter, er det på det kortere sigt mere retvisende at se
mediestormene som anledning til, at politikerne kan lufte allerede planlagte
initiativer og generelle holdninger.
135

136

Kapitel 8. Holdninger til at være
og til at blive gammel –
Forestillinger og tanker om
»det gode liv som gammel«
8.1 Indledning
I Marie Konge Nielsens analyse 77 er det befolkningen, som kommer til orde.
Det er et udvalg af danskere, der tager ordet på egne forudsætninger, og som
sætter ord på deres egne forventninger.
Hvordan ser danskerne på det »gode liv« som gammel? Hvordan ser de, der
allerede tilhører »ældregruppen«, sig selv? Hvordan opfatter de »det gode liv«?
Hvad forventer kommende generationer af ældre fra samfundet? Hvordan ser de
yngre på de ældre? Hvad er de unges forventninger til deres egen alderdom?
Spejler borgernes dagligdag de idealer, værdier og holdninger, forskere og politikere
taler om? Ligger der et særligt menneskesyn bag holdninger til aldring,
og hvad indeholder det?
I svarene på disse spørgsmål ligger konturerne af »samfundets eller borgernes
ældrebillede«, som efterfølgende kan sammenholdes med mediernes og politikernes
ældrebillede.
77 Marie Konge Nielsen, Et godt liv som gammel, Syddansk Universitetsforlag, 2006.
137

Studiet søger svar på en række spørgsmål:
138
• Hvad er de unges, de midaldrendes og de ældres ønsker og drømme til
en ideel tilværelse som ældre?
• Hvordan virker de generelle holdninger i samfundet til ældre og alderen
i sig selv ind på den enkeltes forventninger?
• Hvilken rolle spiller tilhørsforholdet til forskellige generationer?
• Hvordan er koblingen mellem »samfundets« opfattelse og den enkeltes
individuelle vurderinger?
• Hvad betyder større information og bedre uddannelse for de valg, der
træffes gennem livsløbet?
• Har det konsekvenser for den enkeltes oplevelse af ansvar, når vedkommende
vælger?
• Hvordan ser befolkningen på mulige krav, som samfundet stiller til den
enkelte, og hvad betyder de for opfattelsen af en god alderdom?
• Vil større forpligtelser gå hånd i hånd med et større oplevet ansvar?
• Hvordan ser befolkningen på forholdet mellem individets, familiens og
fællesskabets ansvar?
• Er der et fælles værdigrundlag blandt politikere og i befolkningen, og er
de i harmoni med hinanden?
• Er der overensstemmelse mellem befolkningens holdninger og »ældrepolitikken«?
8.2 Tanken bag undersøgelsen
»Sådan sad de da i en krog af det store, flade vinkelrum og var sammen et
andet sted. Dér levede de et nyt liv, men genoplevede samtidig det gamle,
og sig selv som de havde været …«. 78
»Den har sin egen gang, tiden. Den vil over lange stræk holde skjult for
alle, hvad der bliver åbenbart for enhver, i det samme den omsider skifter
kurs. Og den går så videre, rokker sig af sted i sin pyramidalske skikkelse,
og lyset og mørket bliver anderledes fordelt på Jorden, og andre end før
kan med deres væsen rette sig op og vokse fuldt ud, og nogle som længe
og i al selvfølgelighed har blomstret, må nu visne. Og det kan virke så
78 Jens Smærup Sørensen, Mærkedage, København, Gyldendal, p. 212

ganske vilkårligt hvem det bliver, og hvornår det sker, og som tilfældigheder
vil lade nogen, og ikke andre, se og forstå.
Den går jo bare sine veje; og aner en enkelt alligevel noget dér forude,
forstår han en stump af hvad der gemmer sig bag tidens slagskygge,
så hjælper den ham aldrig med at lade andre begribe den utidige indsigt,
og den bøjer på ingen måde deres uvilje mod at høre på ham. Den lader
dem villigt forbyde ham at tale. Blot ved at gå som den gør og fortsætte
ad egne uforudsigelige veje. For det er alt hvad den vil og kan i al sin
magt, tiden, fortsætte sin gang, skifte kurs her og der og så fortsætte og
fortsætte, med alle mennesker i sin lomme, og den har intet for med dem,
og den lader dem gerne krybe op af foret hvis de kan. Lader dem uden at
blinke springe ud i evigheden som en tot uld.
….. Men tiden forklarede sig nu tålmodigt over for de vantro. Næsten
som om den havde været rede til at standse op for en stund, stille sig
midt i byen og udpege alle meningsløsheder i den for et øjeblik siden forsvundne
mening«. 79
Ingen periode i livet kan forstås isoleret fra de perioder, der gik forud, og forventningerne
til dem, som følger efter. Det er kernen i livsløbsperspektivet, og
derfor er det i en vis forstand også misvisende at tale om et »godt liv i alderdommen«.
Alderdommen er ikke – hverken på den ene eller den anden måde –
et »afvigelsens livsafsnit«. Det handler om et »godt liv i livet«, og derfor spiller
tiden en stor rolle. Det handler så meget mere om »et godt liv i livet«, fordi de
fleste i virkeligheden lever et stærkt ritualiseret liv i en gentagen daglig trummerum
uden nærmere refleksion, hvilket netop giver glæden og livsfylden.
Derfor er en af studiets centrale pointer, at ingen af dem, Marie Konge Nielsen
har interviewet, ser sig selv løsrevet fra det liv, de lever. Deres drømme er rodfæstede
i det levede liv og i den kultur, de er en del af. Derfor er det måske også
mere relevant at tale om »forventninger« til det gode liv end at tale om drømme,
endsige om utopier.
Hvis den enkelte føler sig glad og tilfreds med sit liv her og nu, ønsker hun eller
han ikke meget mere, end at dette gode liv kan fortsætte. Livet flyder stille og
umærkeligt, og vore forestillinger om tiden, der skal komme, præges og bæres
af kontinuitet.
Omgivelserne (konteksten) – økonomisk, socialt, kulturelt osv. – ændrer sig
hele tiden, og den enkelte ændrer sig med sin alder og med omgivelsernes æn-
79 Jens Smærup Sørensen, Mærkedage, København, Gyldendal, p. 271-72.
139

dring; men samtidig eksisterer der i et givet samfund til et givet tidspunkt et
bestemt sæt af forestillinger om »normale« livsforløb.
Kulturen og de sociale institutioner sætter en ramme – en skabelon – for, hvornår
man uddanner sig og begynder at arbejde, hvornår man stifter familie, hvornår
man føder sit første barn, hvordan man i det hele taget opfører sig i bestemte
aldersfaser. Der er kulturelt bestemte forestillinger om, hvad der hører hver
enkelt livsfase til – og »normaliteten« ligger i, at det i hver fase forventes, at
den enkelte opfører sig »i overensstemmelse« med sin alder.
Det er på den anden side måske en tanke, der er i opbrud, fordi alder og identitet
kredser om stabilitet vs. omskiftelighed.
Traditionelt har vægten ligget på den stabilitet, der lader identiteten være fastlåst
og uforanderlig, og derfor vil der vedvarende være fokus på, hvad det betyder
at blive gammel; men stabilitet har ikke længere den samfundsmæssige
status, den måske havde før. Evnen til omskiftelighed og tilpasning vægtes stadigt
mere. Dermed bliver identiteten foranderlig og savner rodfæstethed. Stabilitet
erstattes af en eksperimenterende holdning, der åbner for forskellige roller i
forskellige aldersfaser. Alle muligheder skal holdes åbne, og fastlåsninger skal
undgås. Tanken om livscyklus erstattes af tanken om livsforløb.
Livsløbsperspektivet har den væsentlige pointe, at vi alle befinder os på en rejse,
men rejsen er begyndt på forskellige tidspunkter og har haft forskellig varighed.
Det betyder igen, at jo ældre, den enkelte er, jo flere oplevelser har han eller hun
haft, og kun de, der har levet længe, er i stand til at udtale sig om, hvordan det
opleves at blive ældre. Og det er ikke sikkert, at de, der om fyrre år, har levet
længe, vil have den samme oplevelse – fordi konteksten i forskellige faser har
været forskellig. Den enkeltes oplevelse af alderdommen – hvordan den nu end
defineres – er afhængig af de muligheder, begrænsninger og valg, han eller hun
har været stillet overfor i sin »fortid«. Hvilken historisk tid har den enkelte gennemlevet
i hans eller hendes mest »modtagelige« år?
8.3 Samfundsfortællingen om et godt liv som gammel
Selv om vi lever år ind og år ud uden at tænke nærmere over, at vi bliver ældre,
selv om nu’et spiller en stor rolle, mens refleksioner over fremtiden har en mere
beskeden plads – eller måske skulle man snarere end »selv om« skrive »fordi« –
140

er de fleste interviewede bevidst om indholdet af samfundsfortællingen – den
fælles, almene forståelse.
Den enkelte lever m.a.o. sin alder på en ikke-problematiserende måde, men
alligevel dukker der elementer op, som antyder dele af samfundsfortællingen:
»Det er godt at være ungdommelig i forhold til sin fysiske alder«; »Det er et
problem at passere en rund fødselsdag«; »Alder kædes sammen med sygdom«.
De tre antydninger spejler en fortælling om alderdommen, der overvejende er
negativ. Anne Leonora Blaakilde 80 har udtrykt det meget klart: »Det mest positive,
vi i dag kan sige om alderdommen, er, at vi accepterer den, hvis den følges
med ungdommelig adfærd. Det betyder, at vi ikke kan sige noget positivt om
alderdom i sig selv«; men selv om der ikke kan siges noget positivt om alderdom
i sig selv, kan der af interviewene udskilles et mønster i den fælles fortælling
om »Det gode liv som gammel«, der afspejler kulturelt indlejrede værdier –
eller dagens normative ideologi.
Den første dimension er aktivitet: »at være aktiv«; »at være i gang«; »at være i
bevægelse«. Modbilledet er stilstand – det stille liv, der er gået i stå. Mod- eller
skræmmebilledet spejler biomedikaliseringen, hvor alderdom er identisk med
sygdom, og den deraf følgende sociologiske afvigelsestilstand præget af svækkelse
og sociale problemer. Betoningen af aktiviteten markerer derfor en afstandtagen
fra tanken om svaghed og sygelighed og en fastholdelse af den kulturelle
arv, der ligger i arbejdsetikken.
Godt nok betyder passagen af pensionsalderen, at det i en vis forstand bliver
legitimt ikke at arbejde, fordi pensionsalderen hævdes at spejle den alder, hvor
man typisk bliver uarbejdsdygtig – men som en protest netop imod denne eksklusion
af det gode selskab fastholder man foretagsomhed, aktivitet og handling
også i livet efter arbejdslivet. Det er jo, jf. kapitel 2, aktiviteten – det at man
yder til samfundet, der giver status og værdi. For at undslippe biomedikaliseringen
falder man måske i gerontologiseringens anden grøft; men hvorom alting
er, er aktivitet en værdi, der er positivt indlejret i den danske kultur, fordi den er
modstykke til forfaldstanken, som i sidste instans også har at gøre med den fælles
kulturelle fortrængning af døden.
80 Anne Leonora Blaakilde, Den store fortælling om alderdommen, 1999, p.35.
141

Den anden dimension i fortællingen om det gode liv som gammel er uafhængighed,
hvilket generelt betyder, at man ikke behøver at bede andre om hjælp.
Dét i alle henseender at være selvhjulpen har en positiv valeur i modsætning til
afhængigheden af andre som modbillede. Denne værdi betones så langt, at det
endog anses for et angreb på uafhængigheden, hvis ens ægtefælle skulle lægge
restriktioner på de frie udfoldelsesmuligheder.
Denne uafhængighed er beslægtet med det tredje centrale element, nemlig autonomi
– myndighed, medindflydelse og ret til at bestemme selv. Autonomi fremtræder
så absolut som en selvstændig værdi, der i en vis forstand spejler et opgør
med tanken om alderdom som udtryk for forfald og afhængighed – de »svage«
og »de stærke ældre«, jf. kapitel 7. I det hele taget kan ældrepolitikkens
»lange linje« ses som en vedvarende pendulering mellem betoning af afhængighed
eller autonomi – også selv om autonomi i mange tilfælde kan være vanskelig
at forene med fx en virkelighed, der for enkelte præges af demens. Det viser
igen, at tale om »de ældre« er en tvivlsom affære.
Det fjerde element er dobbelt og dækker værdighed og respekt. Det spejler frygten
for at blive gjort til en genstand, som andre handler med, eller på hvis vegne
andre handler. Når medierne således taler om og taler til ældre er det et (ubevidst?)
brud på værdierne værdighed og respekt, der fordrer, at den enkelte taler
selv.
Ønsket om tætte bånd i familien er fortællingens femte element. Det betyder
ikke, at familiemedlemmer skal overtage det offentliges rolle, men man vil gerne
bo tæt på andre familiemedlemmer og være i hyppig kontakt. Betoningen af
familien spejler en idealforestilling, der modsvarer den almene tendens til at se
familien som udtryk for kærlighed, varme, nærvær, omsorg og støtte i trygge,
stabile, hjemlige rammer. Netop derfor indgår de tætte bånd som et spontant
følelsesmæssigt ønske på længere sigt – men nok med den tilføjelse, at det endelige
ansvar for ens forældres personlige og praktiske pleje i sidste instans
ligger hos det offentlige – det har vi jo betalt over beskatningen!
Den sjette og sidste dimension i den almene fortælling om det »gode liv« som
gammel er frihed til selv at bestemme, hvad det er, man vil. Den enkelte har
erhvervet den fulde dispositionsret over sin egen tid; men det betyder ikke et
ønske om lediggang, fordi friheden skal ses i sammenhæng med ønsket om
aktivitet.
142

Samtidig er der, som antydet, en virksom modfortælling – der udtrykker det
gode livs negation. Det er billedet af en alderdom som byrde for samfundet,
afhængighed af andre, passivitet, kropsligt forfald, sygdoms indtræden, ensomhed,
mangel på respekt, umyndiggørelse, tab af identitet, døden.
Bl.a. derfor og i sammenhæng med de mange mediefortællinger om »omsorgssvigt«
fremstår plejehjemmet som arketypen på det »dårlige liv« som gammel,
fordi en plejehjemsindlæggelse ses som det sidste trin før den død, de fleste
ønsker at fortrænge.
Det er ikke en selvstændig værdi at blive gammel. Dimensionerne i fortællingen
om det »gode liv« som gammel tjener en vedvarende opbygning af vore egne
liv. Man ser fremad og ønsker ikke at blive mindet om, at livet ikke varer evigt.
Høj alder knyttes indirekte sammen med tab af status, værdi som menneske,
indflydelse og manglende social kontakt.
8.4 Ønsker og alder
På spørgsmålet: »Hvornår er man egentlig gammel for dig?« svarede en af de
interviewede, at svaret kom an på, hvor man selv står i livet, mens en anden
konstaterede, at ældre mennesker i dag jo ikke er, hvad ældre var for bare 20 år
siden.
Vi kan m.a.o. kun begribe vores egen alder, hvis den sammenlignes med andre
aldre i livsløbet, det være sig ens egen eller andres. Denne »alderens relativitet«
udtrykker et dobbelt perspektiv. For det første ændres synet på andres alder sig,
jo ældre man selv bliver. Synet på alder går m.a.o. hånd i hånd med ens egen
alder. For det andet knyttes fortællingerne om ens egen oplevede alder sammen
med de væsentligste ændringer i det historiske forløb og de samfundsmæssige
og kulturelle holdninger til identitet og alder. Alder er således i befolkningen et
meget flydende begreb.
Man kan næsten tale om et opløst aldersbegreb, hvilket harmonerer dårligt med
den udbredte brug af faste aldersgrænser.
Parallelt hertil kan man spørge, hvad den enkeltes alder betyder for hans eller
hendes ønsker til det »gode liv« som gammel. For de unge – under 30 år – er
det svært at forholde sig til en tænkt alderdom. For dem handler det om »det
gode liv i livet« – nu og her. De har svært ved at se sig selv som gamle og har
endnu ikke samlet så mange livserfaringer, at de kan gøre dem til genstand for
refleksion.
143

I det omfang de unge ser fremad, forholder de sig til de kommende »livsfaser«
på en så skabelonagtig måde, at det næsten giver mindelser om alderstrappen.
Det er samtidig karakteristisk, at de sjældent går længere end til 50-60 års alderen
– og at de fleste svar er ganske ureflekterede.
Godt nok har de fleste deres bedsteforældre, men de har svært ved at spejle sig i
deres tilværelse – og for de unge begynder »forfaldshistorien« omkring 50årsalderen.
Der er dog en betydelig variation i henseende til relationen strækkende
sig fra den unge, der nærmest ser sig selv som tilskuer til en uafvendelig
svækkelsesproces, til den, som ser sin mormor som et »forbillede«. Generelt
gælder det om de unge, at de ikke har mange forestillinger om livet som gammel,
og at de er blottet for forestillinger om et »godt liv« som gammel.
De midaldrende og de ældre ser ikke hverken deres tidligere, deres nuværende
eller deres fremtidige liv på den samme skabelonagtige facon, der præger de
unge. De står et andet sted i livsløbet og er (i varierende grad) begyndt at medtænke
alderdommen. Især fra 40-årsalderen begynder en mere bevidst refleksion
om alderdommen at gøre sig gældende.
De ældste finder det »gode liv« i et forsøg på at forlige sig med, at alderdommen
i flere henseender er forbundet med tab – ægtefælle, venner, helbred osv.
De fokuserer på en fortsættelse af det, de hidtil har været glade for, mens de – så
langt muligt – nedtoner deres fysiske problemer.
Aldersgrupperne ser forskelligt på omskiftelighed og mobilitet. Selvsagt har
man typisk været bosat i længere tid det samme sted, jo ældre man er. Det betyder
for de fleste en stabilitet og tilknytning, der er så rodfæstet, at den bliver en
del af identiteten. »De ældre« ønsker ikke at flytte, fordi det også betyder opbrud
fra venner, muligvis familie og under alle omstændigheder nødvendigheden
af at skille sig af med ejendele, der dels bærer på erindringer og dels knæsætter
identiteten. Det »gode liv« leves bedst i kendte og trygge rammer.
For de unge er det anderledes. Mange drømmer om at studere og evt. arbejde i
udlandet. Drømmen er ikke et nomadeliv, fordi familierelationer trods alt spiller
en rolle, mens den »geografiske placering« ikke er så afgørende.
For gruppen mellem 30 og 70 år er mønstret, at jo yngre, man er, jo mere positivt
ser man på mobilitet. Først fra sidst i 40-årsalderen og i begyndelsen af
50erne fokuseres der mere systematisk på livet som gammel, fordi man nærmer
144

sig den konstruerede grænsemarkør på 60 år. For dem begynder tanken om frihed
at spille en rolle: Hvad skal tiden efter de 60 bruges til?
Som ung indgår frihed ikke som værdi af betydning, men allerede for de 30-40årige
begynder den at have positiv valeur. Derefter deler opfattelsen sig i to
spor, idet de, der tænker i tilbagetrækningsbaner, begynder at tænke på alt det,
der vil blive tid til, mens andre ser identiteten stærkt knyttet til et fortsat arbejdsliv.
For alle gælder, at højere alder opleves som større frihed, fordi man
ikke længere har en ansvarlighed i forhold til børnene, men mere kan tænke på
sig selv. Den form for frihed er allerede værdsat, og mange ser frem til at få
mere af den. For den enkelte betyder alderen en gradvis frisættelse i forhold til
forpligtelserne. Krav på arbejdsmarkedet, i hjemmet, fra børn, fra forældre og
svigerforældre, fra partneren osv. gør, at den midaldrende kun sjældent kan se
sig selv som et autonomt individ.
Generelt viser undersøgelsen, at ældre mennesker ikke opfattes som gamle eller
ældre. De fleste opfattes og ser sig selv som ungdommelige ældre.
Nu er alder én ting, men der er også grund til at anlægge et generationsperspektiv.
»Nu har vi en generation af ældre, som er knaldgod og har arbejdet
hårdt. De har stillet krav til sig selv. Vores generation er vokset op med,
at man får ting forærende, og vi bliver smaddersure, når vi bliver gamle.
Vi kommer ikke til at have lige så mange ressourcer som de nuværende
gamle, fordi vi har levet for godt«.
Yvonne Knudsen 81
8.5 Ønsker i et generationsperspektiv
Historiske perioder er faser, som alle mennesker, der er samtidigt levende, har
oplevet samtidigt uanset tilhørsforhold til en aldersgruppe eller en kohorte. Det
kan være perioder som fx 1. og 2. verdenskrig, de små krisers årti i 20erne, den
store depression i 30erne, velfærdsstatens etablering i 60erne, fattigfirserne osv.,
men de påvirker den enkeltes liv afhængigt af alder og fase i livsløbet. Ikke
mindst vil den, der oplever en bestemt historisk periode i sine »modtagelige år«,
blive stærkt påvirket. De spor, der sætter sig, afhænger også af køn, familietil-
81
Citeret efter Ina Kjøgx Pedersen, »Behandl kunden godt, og butikken kører«, weekendavisen
27. juni 2007.
145

hørsforhold, klasse, lokalitet m.v. En historisk generation er da dem, som sammen
gennemlever en bestemt historisk periode.
146
»For de mente nok på forhånd at de havde fjernet sig så enormt langt fra
at det, de for en evighed siden – ja, for snart ti år siden – var fuldkommen
fælles om. De havde ikke rigtig kunnet forudse at den afstand nu kunne
blive det der – i nogle timer her – bandt dem sammen. Det der sært nok
kunne skabe dette bordfællesskab, om ikke at være bundet, mere end lige
et øjeblik ad gangen, til nogen eller noget. Til byen her jo slet ikke mere,
heller ikke engang til deres fødegårde, og langtfra – allerede – til forældrenes
måde at leve og tænke på; og endnu ikke rigtig til nogen helt anderledes
fremtid, knap nok til noget andet erhverv, endnu ikke for alvor til
nogen anden holdning eller tro. Intet ligger fast. Det vilkår deler de, og
alting er så muligt. Andet kan ingen af dem efterhånden blot forestille
sig«. 82
Uden at det kan knyttes til bestemte historiske perioder, har der op gennem det
20. århundrede fundet en glidende bevægelse sted – tidsånden er ændret. Der
kan peges på mange træk bl.a. øget refleksivitet, der indebærer større vægtlægning
på selviscenesættelse samtidig med en vis distance til selvet. Et andet træk
er idéen om, at alle muligheder på alle livsområder er åbne, at alt lader sig forme
– herunder at den enkelte er sit eget livs arkitekt, og et tredje er individualiseringen
– frigørelsen fra traditionsbetingede tolkningsmønstre.
Hvor man i det traditionelle samfund fødtes ind i et bestemt fællesskab og gennem
opdragelsen overtog dette fællesskabs værdier og normer, har tendensen i
det 20. århundrede været frisættelsens, hvor den enkelte selv skaber sit liv. Det
disponerer selvsagt for, at de, der har levet deres mest modtagelige år på forskellige
tidspunkter gennem det århundrede, som har været præget af denne
tendens, vil have forskellige syn på mangt og meget for ikke at sige på det meste
– herunder ønsker og forventninger til et »godt liv« som gammel.
Marie Konge Nielsen analyserer i denne sammenhæng, om den enkelte føler sig
knyttet til en bestemt generation, og om der er forskelle generationerne imellem
i henseende til værdier bag et »godt liv« i almindelighed og et »godt ældreliv« i
særdeleshed. Er der forskelle på værdier, synspunkter, smag, sprog og stil i de
forskellige generationer?
82
Jens Smærup Sørensen, Mærkedage, København, Gyldendal, 2007, p.81. Beskrivelsen
vedrører en situation i 1967.

De ældre ældres ønsker til et »godt liv« som gammel er præget af, at de vil
undgå afhængighed af andre. At kunne klare sig selv så lang tid som muligt er
ærefuldt. Og det kan man bl.a., hvis man har sparet op og ikke har gældsat sig –
en spartansk og mådeholden livsstil. Man skal lægge til side, for man kender
ikke morgendagen – og kan man ikke lægge til side, skal man i det mindste ikke
bruge mere, end man tjener. Samtidig er det vigtigt, at man har røgtet sit ansvar
overfor dem, man har haft forpligtelser i forhold til.
Derfor ligger der også i denne generation en modvilje mod det, der opfattes,
som de yngres »krævementalitet«. Det er ikke rimeligt at trække sig tilbage på
efterløn som 60-årig, og skal man have noget, må man yde noget til gengæld.
Værdierne handler om flid, arbejdsomhed, viljen til at bestille noget, udholdenhed,
selvdisciplin, trofasthed, selvstændighed, viljen til »det lange seje træk« –
forståelse af, at man høster, som man har sået. Havner man i en afhængighed,
hvor nogen (samfundet) gør noget for en, er man taknemlig. Man kan tale om en
taknemlighedsgeneration.
Det er ikke selvudvikling eller selvrealisering, der har båret denne ældste generation
gennem livet. Det er en generation, der har indordnet sig og taget livet,
som det kom. Og man klarede sig – svære tider til trods. Det er den generation,
der som børn har oplevet de små kriser i 20erne, som var unge under verdensdepressionen,
som stiftede familie i besættelsestiden og som endelig var med til
at sætte velfærdsstaten på skinner. Først i en fremskreden alder oplevede de det
økonomiske opsving, der for yngre generationer mere eller mindre har været en
selvfølge, og de har vedvarende set det som noget, der hurtigt kunne gå den
anden vej. Og i perioder ind imellem har de da så sandelig også fået ret i, at
udviklingen ikke altid bærer lutter lagkage i sit skød. De har lært, at en autoritet
er en autoritet, og at det kulturelt legitime har været at »kende sin plads«.
Så er der de yngre ældre. Uden at identificere dem med bestemte aldersgrupper
er det vel bl.a. mig, der skriver disse linjer – født i 1944, barn af velfærdsstaten,
første generations akademiker, opvokset under privilegerede former. De (vi)
tænker ikke ganske som forældregenerationen.
Generationen ser ikke sig selv hverken som ældre eller unge ældre og opfatter
overhovedet ikke generationerne som skarpt adskilte. Fordi man kronologisk
bliver ældre, bliver man ikke hverken gammel eller ung ældre, men man identificerer
sig alligevel med en generation: den, der har fået næste alting foræret,
den, der ikke har behøvet at spare op, den, der har levet i mere eller mindre
147

permanente opgangstider, den, der fik arbejde næsten som en selvfølge, den, der
har været utrolig heldig.
En generation, der ser sig selv som i alle henseender privilegeret, og som er vant
til at få det, som den vil. Det er velfærdsstatens børn. Det er den generation,
hvor kvinderne gjorde deres indtog på arbejdsmarkedet, hvor de offentlige ydelser
– herunder bl.a. uddannelsen – ekspanderede, hvor familien blev funktionstømt,
hvor skattetrykket bevægede sig fra at ligge under OECD’s gennemsnit til
at være blandt de højeste, hvor man så skattebetalingen som betaling for rettigheder
osv. En heldig, men også krævende generation.
En generation præget af geografisk og social mobilitet og stærkt optaget af den
fremadskridende individualisering. Den pligt, tilbageholdenhed og vilje til tilpasning
til de givne livsomstændigheder, som præger de ældste ældre, er ikke
værdier for deres børn. Det er en generation, der ser den gode fremtid som mulighed
for i endnu højere grad at gøre, hvad den enkelte har været optaget af og
interesseret i. Det er en selvrealiseringsgeneration, der søger sin egen tilfredsstillelse.
Den er samtidig splittet, fordi nogle medlemmer af generationen værdsætter
selvrealiseringen så højt, at de ej heller ser noget ansvar i forhold til børnebørn
og endnu levende forældre, mens andre – selv om de ser sammenhængen mellem
deres skattebetaling og samfundets ansvar for børn og gamle – dog alligevel
beskriver sig som »sandwich-generation« udspændt mellem hensyn til børnebørn
og forældre – og også i høj grad splittet i henseende til ønsker om fortsat
arbejdsliv versus tidlig tilbagetrækning.
Den deler i høj grad værdigrundlag med den midaldrende generation, der netop
ser det som det offentliges ansvar at tage sig af samfundets ældre og af børnene.
Den opererer ikke i sin livsplanlægning med noget specielt ansvar for at tage sig
af dens forældregeneration. Det er en generation med stor vægtlægning på autonomi
og ønsket om at blive behandlet som individer, hvilket vil disponere for et
pres på den offentlige sektor, fordi det er en generation, som ikke stiller sig
tilfreds med »standardydelser«. En 46-årig kvinde ser sin fremtid som lystbetonet
frihed: »Det er noget rent personligt, egoistisk noget, som jeg skal, noget,
som jeg bare har lyst til«.
Den yngre generation ser sig som mere åben over for »det nye« – både nye
grupper, der kommer til landet, og nye strømninger. En stærkt individualiseret
148

generation, der ikke ser sig selv som særlig skikket til at kunne »løfte i flok«.
Det er i arbejdet, den ser sin tilfredsstillelse og sine udfordringer. Et spændende
og udfordrende job er vigtig for den individuelle identitet. Selvrealisering og
identitetsdannelse sker i vid udstrækning gennem arbejdet. En selvcentreret
livsanskuelse er typisk.
På den anden side er der også de medlemmer af generationen, som begynder at
stille spørgsmålstegn ved, om det i virkeligheden er en efterstræbelsesværdig
livsførelse. »Hvad giver tilværelsen igen, når ens eget bidrag alene består i selvrealisering?«,
spørger de. Er det lykken vedvarende at skulle vælge på en bred
palet af livsstile, uddannelse og selvkonstruktion? Kan det ikke være et uønsket
pres, at der er så mange valg, og at man hele tiden skal vælge »det rigtige«?;
men spørgsmålene til trods er det generelt en generation, der værdsætter at være
noget i sig selv som individer.
Bevægelse, omskiftelighed og selvudvikling er idealer, mens kontinuitet og
forudsigelighed er idealernes modpol. Det er kulmination på bevægelsen mod
forbrugersamfundet, og generationen ser sig som en »køb og smid væk« eller en
»udskiftningsgeneration«.
Den svenske sociolog Hans Zetterberg har for Sveriges vedkommende fundet et
tilsvarende billede, om end han kun opererer med to generationer. Den ældste
lever efter devisen: »Kend din plads. Tro ikke, at du er nogen eller noget. Lev
som andre og tænk som andre«. Den elsker tryghed, sikkerhed, kontinuitet og
stabilitet. Dens medlemmer er loyale, punktlige og samvittighedsfulde i arbejdet,
stemmer på Socialdemokratiet og besynger ligheden. De holder traditionen
i hævd.
Den unge svensker stiller spørgsmålstegn ved, om det pressede arbejde er det
værd, han eller hun får for det. Han ønsker kun to børn, og selv om hans gamle
mor bor indenfor kort køreafstand, besøger han hende kun en gang om måneden.
Hans skattebetaling fritager ham fra ansvaret. Han er ikke tilknyttet et politisk
parti og interesserer sig faktisk ikke meget for politik. Hans verden er en
lille, ret selvisk cirkel. Han ønsker ikke at ændre på samfundet, men er mere
optaget af at eksperimentere med sig selv. Det er ikke lighed, men frihed der er
kerneværdi.
Også i Danmark kan man finde et tidsbillede, som i nogen grad modsvarer Marie
Konge Nielsens resultater.
149

Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen 83 fortæller om forfatterinden Eva
Hemmer Hansens »tregenerationsmodel«. De allerældste – dem fra omkring
århundredskiftet eller årene forinden – magtede endnu at vise forundring over
det, der skete og kunne endda finde på at ytre glæde og taknemmelighed over
det nye. Selv havde de levet i en fattig verden og kendt de skarpe skel mellem
dem, der havde, og dem, der måtte nøjes. Det, der lå ud over de nøgne, basale
livets forventninger var for dem en velstand, som tidligere kun havde været en
lille gruppe til del.
Mellemgenerationen – dem, der er født under 1. verdenskrig i årene umiddelbart
efter – min families oldeforældre, mine forældre – var i de boomende 60ere
præget af usikkerhed. De havde oplevet genopbygningen, de små og de store
kriser, besættelsen, den fornyede genopbygning, arbejdsløshed og knaphed.
Holder det? spurgte de, og tog derved del i den ældste generations undren. De
vidste, at »udviklingen« let kommer ud af kontrol og tager en uventet vej. Det
var også en forskrækket generation. Den havde – i medlemmernes mest modtagelige
år – gjort sine samfundsmæssige erfaringer med høj arbejdsløshed som
bagtæppe. Med ængstelse så den på den forcerede teknologiske udvikling: Vil
den ikke gøre os arbejdsløse? Mentalt var man indstillet på – igen – at skulle
tilpasse sig ugunstige vilkår – en bekymringsgeneration, der også bekymrede
sig på vegne af egne børn. Har de det egentlig ikke for godt? Kan de tåle det?
Skønner de på det? Og dog gjorde mellemgenerationen alt, hvad den kunne, for
at sikre, at dens børn skulle nå alt det, den ikke selv havde nået.
De skulle have den uddannelse, forældrene ikke selv havde fået. De skulle have
forudsætningerne for at svinge sig i livets trapez i deres opstigen gennem det
samfundsmæssige hierarki. Fra 1952 til 1974 blev den andel af nationalindkomsten,
der brugtes på uddannelsesformål mere end tredoblet. Det nød vi godt af –
vi bedsteforældre, mig og min kone. Vi fik uddannelse, og da jeg i 1968 stod
som helt nyuddannet økonom, kunne jeg hver morgen ved brevkassen opsamle
dagens jobtilbud. Der kunne vælges og vrages. Giftet os havde vi allerede i
1965, mens vi studerede, og vi flyttede ind i en hypermoderne lejlighed. Jo,
velstandsbølgen rullede, mens forældrene – mellemgenerationen, oldeforældrene
– med bekymring fulgte vores sorgløse gøren og laden. Dagen efter min eksamen
købte vi det parcelhus, oldeforældrene først havde erhvervet, da de aldersmæssigt
var først i fyrrerne og havde spinket og sparet, mens vi købte ind –
83
Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen, Velfærdsstaten 1940-78, Dansk social historie
7, 1980.
150

uden en krone på lommen. Lånegenerationen havde det let, fordi inflationen og
rentefradraget gjorde det mere end meget fordelagtigt at være låntager. Ikke
sært, at de, hvis erfaringsår lå i knaphedens lys, så på os med bekymring.
Vi – krigs- og efterkrigstidens store årgange – blev modtaget med åbne arme i et
arbejdsmarked, der sukkede efter – ikke mindst højt kvalificeret – arbejdskraft.
Vores bedsteforældres knaphed og vore forældres usikkerhed og utryghed var
deres – den hørte ikke vores virkelighed til. Vi ville, mente vi, få vore behov
dækket og vore ønsker indfriet. Vi havde retten til livet – det gode liv, og den
kunne ikke tages fra os – i hvert fald ikke af økonomiske og sociale kriser for
dem kunne man, vidste vi, styre sig udenom. Velfærdsstatens og den regulerende
finanspolitiks børn – en ubekymret generation.
8.6 Ønsker i fortællingens perspektiv
Den enkeltes egen fortælling har selvfølgelig også betydning for, hvordan han
eller hun ser på livet som gammel. Og netop de mange individuelle historier
viser, at livet skal ses i en sammenhæng. Alderdommen er en spejling af de
muligheder og begrænsninger, den enkelte har mødt gennem sit liv, og af de
valg vedkommende har været stillet overfor og har forholdt sig til. Det »gode
liv« som gammel hænger uløseligt sammen med livet, som det har været levet.
Det, vi bliver som gamle gamle, yngre gamle, midaldrende – og hvordan vi
ellers kan finde på at rubricere – er en konsekvens af det, der er gået forud.
De drømme, den enkelte har, er rodfæstet i det forudgående liv og den kultur,
det er indfældet i. Derfor er »selvet« ikke, som en postmoderne opfattelse vil
hævde, blevet opløst. Vi lever (stadigt) som enkeltindivider, hvis individuelle
historier er sammenvævet med den store historie. Når vi funderer over det »gode
liv« som gammel, er det en overvejelse over, hvad vi ønsker at bringe med os
eller ikke at bringe med os videre i livet. Det har Marie Konge Nielsen vist ved
at se på forskellige enkeltberetninger.
Den selvstændige ser sig som en del af den generation, der ikke har fået en uddannelse.
Hans skoling har været livsbaseret, og altid har han været på vej mod
at virkeliggøre et mål – men værdien lå i processen på vejen mod målet, den,
der for omverdenen og ham selv viste, at han kunne realisere det, han havde sat
sig for. Arbejdet er derfor en indgroet del af hans liv, og han kan ikke forestille
sig et liv uden arbejde. For ham har arbejdstid, fritid og ferietid i livet været
uden grænser, og sådan ser han også gerne det fremtidige liv. Et liv uden arbejde
er et liv uden kvalitet. Det er egenskaber, han deler med kunstnere, forskere
151

og andre med meget selvstændige liv. De er ikke del af en lønmodtagerkultur,
men ser deres daglige dont som en del – en væsentlig del, den væsentligste del –
af deres liv.
Så er der ham med anden etnisk baggrund, som har vanskeligt ved at komme til
rette med den livsskabelon, der i Danmark er bestemt af den kronologiske alder.
Hans største ønske til livet – det umiddelbart kommende og livet som gammel –
er et liv, hvor han kan nyde andre menneskers respekt, og hvor han ikke skal
føle sig vedvarende marginaliseret. Derfor kan han leve sig ind i de ældres (og
andres) traumatiske oplevelse, hvis sygdom og svækkelse fører til, at de bliver
gjort til genstande, som andre handler med, hvor respekten og værdigheden er
gået tabt. Også han lægger – som den selvstændige – vægt på det skabende arbejde
og den respekt, det trods alt bærer med sig.
En 58-årig kvinde gør i sine forestillinger op med den aktuelle kulturs ungdomsdyrkelse.
Det er klart, at også mænds oplevelse af de kropslige ændringer
er i kollision med ungdomskulturen, men de sætter ikke i samme grad ord på.
Hun beklager, at alle rollemodeller er indfældet i en ung krop, og det er med til
at skabe et skævt billede af de ældre i samfundet. Hendes drøm er et samfund,
hvor alle livets aldre værdsættes på lige fod.
Den handicappede tager ikke livet for givet og reflekterer ikke meget over det
gode liv som gammel eller det fremtidige liv overhovedet. Livet, det er her og
nu. Liv er liv i usikkerhed, og lykkes det at blive gammel, ville ulykken være at
se tilbage på et liv, hvor han ikke havde nået at prøve det, han gerne ville –
drømmen. Planlægning er en by i Rusland, fordi den som oftest afbrydes af ny
sygdom. Derfor kan han kun se kort ud i fremtiden og altid med fokus på det
nærværende – endog så strabadserende aktiviteter som jagtture til udlandet med
behørig støtte. Ganske som ham med anden etnisk baggrund ser han sig som
marginaliseret, fordi han er handicappet og henvist på en overførselsindkomst.
Et »godt liv« er et godt liv nu.
Mellem kosmopolitten og den almindelige dansker er der stor forskel. Den første
er fokuseret på muligheder og ønsker. Han vil først og fremmest undgå alle
begrænsninger og bindinger i sit liv. Han ser ikke forpligtelser i forhold til sine
forældre, og han forventer ikke, at hans børn skal føle sig forpligtet overfor
ham. Centrum er det lette liv som privilegeret, uden ansvar. Hans jævnaldrende,
med hvem han deler generation, beskriver sig selv som en »almindelig dansker«,
gift, tre børn, ufaglært i fiskeindustrien – men alligevel med et ønske om
152

at kunne fortsætte sit arbejde – i hvert fald frem til pensionsalderen, men gerne
længere. Hendes drøm er en sundhedstilstand, så hun sammen med familien kan
tage på campingtur i Danmark – også i de ældre år, at hun kan bo tæt på sin
familie, og at hun kan påregne en støtte fra børn og børnebørn, om det måtte
blive nødvendigt. For hende er de sociale bånd stadig intakte. Kontrasten viser,
at selv de, der tilhører samme generation, kan drømme meget forskelligt om
fremtiden.
Der er selvfølgelig en sammenhæng mellem alder og uddannelse. De yngre
generationer er væsentligt bedre uddannet end de ældre. Den meget unge, højt
uddannede deler den egenskab med alle andre unge, at han eller hun overhovedet
har svært ved at danne sig et billede af en fremtidig alderdom. De lidt ældre
er ikke på grund af uddannelsen udstyret med en højere grad af ansvarlighed
overfor samfundet, men har fokus på deres personlige udbytte af et »godt liv«
som gammel, de spejler markant den generelle samfundstrend mod individualisering,
der ser den enkelte selv som ansvarlig for at lykkes og ansvarlig for at
træffe de rigtige valg. Nogle oplever, at uddannelsen fordrer et levet liv i et højt
tempo, man må ikke gå i stå i sit liv – stagnation er skræmmebilledet, og det er
et skræmmebillede, der føres over i synet på alderdommen, som også skal bæres
af høj aktivitet. Derfor vil, siger de, kommende ældre stille andre krav (til samfundet)
og agere som aktive, engagerede og motiverede ældre borgere – og til
det kan godt høre et engagement i frivillig bistand til de ældre, der er svækkede,
og denne gruppe ser også en ønskelig livskontinuitet i en fastholdelse af familiebåndene.
Gruppen ser m.a.o. sig selv som kommende »stærke« ældre.
8.7 Ældrepolitik og et godt liv som gammel
Under denne overskrift analyseres det, om der (blandt politikerne) 84 er et fælles
værdigrundlag bag ældrepolitikken, om der er visioner bag ældrepolitikken, og
om de værdier og idéer, velfærdsstaten orienterer sig efter, modsvarer borgernes
forståelse af verden. Stemmer politikernes ældrebillede og vision med de interviewede
danskeres billede?
Bør man overhovedet operere med en ældrepolitik, eller er tanken bare med til
at fastholde de ældre i en kategori for sig selv, selv om de i alle henseender er
lige så forskellige som medlemmerne af andre (alders)grupper?
84
Afsnittet bygger på interviews med de politiske partiers socialpolitiske ordførere og
ledelsen af KL.
153

Det er bemærkelsesværdigt, at alle de politiske ordførere understreger, at de vil
gøre op med forestillingen om de ældre som en homogen gruppe, så alder ikke i
sig selv bør være udslaggivende for, hvordan den enkelte behandles. Meget
markant udtrykker Kristendemokraternes ordfører, at ældre mennesker er lige så
forskellige som unge – de er bare blevet ældre.
Mange giver udtryk for, at ikke alder men behov bør være udslaggivende. Ikke
mindst ordføreren for Det radikale Venstre udtrykker tanken prægnant:
154
»… sådan at man i højere grad sørger for, at de, der virkelig har
behov, får det, og dem, der ikke har behov, de lever så at sige et
almindeligt liv«.
Tove Videbæk (KrF) ser aldersgrænserne som utidssvarende, hvorfor de bør
afskaffes. Ikke desto mindre lever aldersgrænser i bedste velgående, og det viser,
at der kan være målkonflikter. Alder som kriterium for det ene eller det
andet har den skønhed, at det er en objektiv – men måske mindre meningsfuld –
størrelse, mens behov kun giver mening i sammenhæng med tanken om individualisering
og skøn – og det betyder for en politiker noget, der nærmer sig en
uacceptabel almissetanke.
Generelt finder de politiske ordførere, at ældrepolitikken hviler på et fælles
værdigrundlag; men det vigtigt at notere, at de i den vurdering lægger vægten
på den brede opbakning i Folketinget til den danske velfærdsmodel, som ingen
sætter spørgsmålstegn ved. Line Barfod (EL) stiller dog det spørgsmål, om arbejdsmarkedspensionerne
kan være en udfordring til den kollektive tankegang,
fordi den med sin individuelle udformning er en trussel mod velfærdsmodellens
kollektive tilgang.
Det kan diskuteres, om de politiske ordførere i virkeligheden forholder sig til
»ældrepolitikkens værdigrundlag« - eller om de i virkeligheden snarere taler
»velfærdsstat« – sådan på et mere overordnet niveau. Tove Videbæk kommer
nok nærmere på, når hun stiller spørgsmålstegn ved, om
»systemet bør tage sig af det hele. Så er der ligesom ikke noget ansvar
tilbage til mennesket, familien har ligesom ikke ansvaret længere,
nu skal vi som system, nu skal vi som land, nu skal vi nok tage
ansvaret og tage os af alt det der«.

Selvsagt er også det et principielt spørgsmål vedrørende velfærdstatens grænser
og den samfundsmæssige ansvarsfordeling, men det er under alle omstændigheder
et spørgsmål, som med rette kan rejses vedrørende netop ældrepolitikken.
Og det så meget mere, fordi flere politikere, iflg. Marie Konge Nielsen, har
vanskeligt ved at forstå, at borgerne ikke i højere grad føler et ansvar over for
familiemedlemmer, som kommer i situationer, hvor de har behov for støtte –
men som udgangspunkt tænker, at det er det offentliges ansvar.
Også Eva Kjer Hansen (og andre borgerlige partiers ordførere) rejser principielle
problemer, når de advokerer for »frit valgs modellen«, retten til at vælge,
konkurrencen, effektiviteten osv. Godt nok kan man kalde det elementer af
middel-karakter, men de berører så sandelig også spørgsmålet om det/de mål,
man forfølger.
I de gennemførte interviews siger ordførerne meget om fremtidens ældrepolitik,
men det kan være mere vanskeligt at øjne konturerne, når man ser på den politiske
dagligdag. For det første ser de den stærke vækst i antallet af ældre på den
ene side som en opgave, mens de på den anden side betoner de mange ældre
som en ressource for samfundet. For det andet betoner de, at en række af problemerne
kan klares med de bånd mellem mennesker, der hører et veludviklet
civilsamfund til. For det tredje vil de – i bevidsthed om, at forebyggelse kan
modvirke funktionstab – gøre op med »forfaldstanken«. For det fjerde taler de
meget om generationernes mulige berigelse af hinanden, om familiernes funktion
i den sammenhæng og om integreret byggeri af børne- og ældreinstitutioner.
Holdning er imidlertid et – handling noget andet. Det finder klart udtryk hos
ordføreren for Det radikale Venstre:
»… og derfor tror jeg måske, vi har talt for lidt om, hvad kombinationen
er mellem familiens forpligtelser og det offentliges forpligtelser
…. Men vi tør ligesom ikke skære igennem det moderne samfund
og sige, at det, der mangler, er altså ikke det offentliges forpligtelser,
men familiens forpligtelser«.
Flere af ordførerne forudså en kommende diskussion om efterløn og pensionsalder.
Når flere og flere vil passere deres 90-års fødselsdag, er vi tæt på et livsløb,
hvor man uddanner sig, til man er 30, arbejder til man er 60 og er på pension
i 30 år. Det giver en periode på 30 år, hvor man bidrager til samfundet, hvil-
155

ket flere finder »alt for kort«. Det må ikke blive den fremtidige hovedmodel –
eller livsløbsskabelon. I stedet betones fleksibilitet som i princippet markerer et
begyndende oprør mod alderskronologien. I nogen grad har man efterfølgende
taget et forsigtigt skridt i denne retning med velfærdsaftalen fra juni 2006, der
knyttede aldersgrænserne sammen med restlevetiden for de 60-årige – uden dog
for alvor at bryde med tanken om aldersgrænser.
Spørger man ordførerne om deres vision for et »godt liv« (som gammel) peger
de på aktivitet, afsøgning af livets muligheder, fravær af sygdom og svækkelse,
værdighed, respekt, autonomi og frihed – altså en fortælling, der ikke ligger
milevidt fra den, som kunne udkrystalliseres af de mange interviews; men, blev
det tilføjet, et »godt liv« som gammel er også et liv, hvor erfaring tillægges
værdi.
På den anden side må man konstatere, at der er langt mellem de mange offentlige
ordningers anvendelse af faste aldersgrænser og befolkningens opfattelse af
alder som en flydende størrelse, når det gælder opfattelsen af alderdom, ungdom,
manddom osv. Der er i den folkelige opfattelse ikke sådanne hverken »naturligt«
eller »kulturelt bestemte« grænser – der er kun politikernes vedtagelser,
og det er noget andet.
Formand og næstformand i KL peger med megen ret på, at det er kommunerne,
der direkte oplever det forventningspres, som udgår fra borgerne – og som derfor
også i en række tilfælde må tage de konflikter, der flyder i kølvandet, når
forventninger og virkelighed kolliderer, mens landspolitikerne på distancen kan
forholde sig mere retorisk til problemerne. De siger – mere eksplicit end landspolitikerne
– at vi er havnet i en situation præget af følgende mantra: »Jeg har
krav på, jeg har ret til, jeg har betalt skat – jeg skal ha’«, og de noterer, at det er
alt for mange ydelser, der udløses af alder eller andre bestemte begivenheders
indtræden i stedet for at blive udløst af et foreliggende behov. Det, at man har
betalt sin skat, kan ikke legitimere, at man skal modtage, hvis man ikke har et
reelt behov, siger næstformanden, Anker Boye.
8.8 Om velfærdsstat og holdninger
Opbygningen af velfærdssamfundet – begyndende i de sene 50ere og især intensiveret
i 60erne og 70erne – har spillet en stor rolle for menneskers forståelse af
sig selv, for deres holdningsdannelse, fordi den udspiller sig i samspil mellem
alderens udvikling og den samfundsmæssige kontekst. Det, de ældre ældre så
som deres ansvar og forpligtelse, er blandt de yngre noget, samfundet må tage
156

sig af. Hvor velfærdsstaten så dagens lys i et forsøg på at skabe tryghed og beskyttelse
af samfundets svage, har den gradvis udviklet sig til noget andet og
mere, og det har påvirket mentalitet, tankegang og adfærd. Når sociale institutioner
etableres og udvikles, ændrer de samfundstænkning og forståelse. Aftraditionalisering,
sekularisering, velfærdsstatsopbygning har ført til en ny opfattelse,
der primært ser den enkelte som rettighedshaver og ind imellem som offer
for ydre omstændigheder, jf. kapitel 6, mens det umiddelbare og personlige
ansvar for »den anden« fortoner sig. Den formaliserede systemhumanitet går
hånd i hånd med den spontane humanitets fravær. Vores rolle i de umiddelbare
menneskelige relationer ændres. Rettigheder og krav legitimeres, synes de fleste,
af en høj skattebetaling. Måske står velfærdsstaten i en tilstand, hvor den
har undermineret sig selv, fordi den har fostret sådanne forventninger, den ikke
– hverken økonomisk, socialt eller kulturelt – er i stand til at indfri.
Hvordan kan vi udvikle et samfund med større vægt på vore indbyrdes forpligtelser
og ansvar for hinanden? Hvordan kommer vi til rette med spændingen
mellem individualisme, autonomi og samhørighed? Hvordan ophæver vi vores
oplevede anonymitet og fremmedhed i forhold til »den anden«? Hvordan kan vi
bevidst arbejde med udbygning af de sociale bånd mennesker imellem? Hvordan
kan vi udvikle støtte mennesker imellem på tværs af generationer? Kan vi
tænke os sådanne samfundsmæssige forhold, at familien for en mulig renæssance
som ansvarsbærende enhed? Vil vi overhovedet det fællesskab, som implicit
ligger i velfærdssamfundets bagage, eller skal velfærdssamfundet være en historisk
parentes? Hvordan kan vi bryde livsskabelonerne ned, så der udvikles nye,
fleksible og mulighedsskabende forløb? Skal vi overhovedet tale ældrepolitik?
Hvordan skaber vi det aldersintegrerede samfund? Hvordan kan vi tænke mening
ind i udsagnet om større vægtlægning på de ældres erfaringer? Hvordan
kan vi tænke et samfund, hvor visdom og erfaring giver status? Hvordan videregiver
vi visdom, erfaring og indsigt? Hvordan sikrer vi et arbejdsmarked og et
uddannelsessystem, hvor man kan gå til og fra – uden hensyn til alder? Hvordan
udvikler vi civilsamfundet? Hvordan bevæger vi os fra holdninger til handlinger?
Det er bare nogle af de spørgsmål, der rejser sig, når man læser Marie
Konge Nielsens bog.
157

158

Kapitel 9. Idéer og værdier bag
hjemmehjælpens udvikling 1949-2007
9.1 Indledning
Idéer og værdier kan spille en selvstændig rolle som faktorer bag den historiske
udvikling. 85 Social læring og/eller ændringer i de ydre vilkår kan skabe kritiske
øjeblikke, hvor der stilles spørgsmålstegn ved de eksisterende institutioner. 86 Så
må man beslutte sig for at fortsætte i det spor, man er slået ind på, eller man må
ændre retning. Det eksisterende paradigme – forståelsesrammen – udfordres
således af indhøstede erfaringer eller strukturelle ændringer, som kan betyde, at
man bevæger sig ind på en ny vej.
Det er i de kritiske øjeblikke, idéer kan spille en rolle, fordi de kan ændre aktørernes
opfattelser. På den anden side udelukker det ikke, at strukturelle forhold,
interesser og materielle vilkår også kan spille ind, men deres indflydelse indgår
i et samspil med det perspektiv eller den idéverden, som ligger bag politikernes
beslutninger. Der vil typisk være tale om et samspil, så idéer eksempelvis kan
indgå i en politisk proces, som i øvrigt er påvirket af interesser og magtressourcer.
85
Jørn Henrik Petersen, Hjemmehjælpens historie, Idéer, holdninger og handlinger,
Syddansk Universitetsforlag, 2008.
86
Ved institutioner forstås formelle og uformelle regler og procedurer, der definerer en
bestemt adfærd som ønskelig, og som i mange tilfælde indebærer sanktioner, hvis der
indtræder brud på den ønskede opførsel.
159

Alternativt kan der i kølvandet på social læring og/eller ændringer i de ydre
rammevilkår indtræde en gradvis, glidende ændringsproces, som over en periode
forandrer den institutionelle struktur.
9.2 Begrebet idéer
Analysen følger Campbells 87 idébegreb, som bygger på to sondringer. Idéerne
kan for det første blive »taget for givet« som en slags fælles accepteret baggrund
bag de politiske beslutninger, eller de kan være til »løbende diskussion« i
den politiske debat. Tages de for givet kaldes de »baggrundsidéer«, og er de til
debat kaldes de »forgrundsidéer«. Der stilles ikke umiddelbart spørgsmål ved
»baggrundsidéerne«, mens »forgrundsidéerne« løbende udfordres af andre
idéer i de politiske drøftelser.
Idéerne kan være kognitive eller normative. Kognitive idéer er beskrivelser eller
elementer i en sammenhængende teoridannelse eller forståelsesramme, mens
normative idéer er værdier.
Tabel 9.1. krydser de to dimensioner
Tabel 9.1 Idétyper og deres effekter på politisk beslutningstagen
»Forgrundsidéer« i den poli- »Baggrundsidéer« i den
tiske debat
politiske debat
Programmer
Paradigmer
Idéer som forskrifter, der Idéer som begrænser de
Det kognitive niveau hjælper beslutningstagerne til kognitivt foreliggende
klare og specificerede politi- handlemuligheder, politiske
handlinger
kerne står over for
»Frames«
Den offentlige mening
Idéer som symboler og be- Idéer, der definerer den
greber, der hjælper beslut- offentlige mening, som
Det normative niveau ningstagerne til at legitimere begrænser de normativt
deres beslutninger i forhold foreliggende handlemulig-
til offentligheden
heder, politikerne står over
for
Programmatiske idéer udtrykker aktørernes konkrete løsninger på konkrete
problemer og anviser typisk handlinger. Paradigmer er brede, kognitive begrænsninger
på de mulige løsninger, men selvsagt kan et givet paradigme blive
udfordret af et andet, hvis den sociale læring antyder problemer. De optræder
87 J.L. Campbell, »Institutional analysis and the role of ideas in political economy«,
Theory and Society, 27, 1998: 377-409.
160

som et bagtæppe, der viser, hvordan verden er skruet sammen og skal forstås.
Programmatiske idéer, som stemmer overens med et dominerende paradigme
har en lettere gang på jorden end dem, der anfægter paradigmet.
Idéer, der definerer den offentlige mening, begrænser de løsningsmuligheder,
der – ud fra en normativ synsvinkel – er politisk acceptable, fordi de nyder legitimitet.
Idéer kan endelig være råstoffet i en »framing«, der danner en ramme
omkring en beslutning, så den opfattes som legitim af offentligheden. Der vil
derfor ofte i »framing« blive gjort brug af elementer, der også optræder i den
offentlige mening. Beslutningstagerne er derfor ikke blot begrænset af den offentlige
mening, men kan gennem »framing« påvirke den og mobilisere den til
egen fordel.
Programmatiske idéer trænger lettere igennem, hvis de giver klare og simple
løsninger på givne problemer, kan indpasses i det dominerende paradigme, er i
overensstemmelse med den offentlige mening og præsenteres i en ramme, der er
samfundsmæssig acceptabel.
9.3 Idéer, holdninger og handling 1947-1955
Hjemmehjælpens rod er loven om husmoderafløsning fra 1949, som erstattede
en privat, filantropisk foretagsomhed, der i de tidlige besættelsesår hvilede på
tilskud via loven om iværksættelse af offentlige arbejder og beskæftigelse af
arbejdsløse. Private initiativer og beskæftigelsesfremme gik hånd i hånd.
Programmet gik ud på, at det private engagement og det ekstraordinære hensyn
til beskæftigelsen skulle afløses af husmoderafløsningen som led i den sociale
forsorg med stabilt finansielt grundlag.
Lovens forarbejder, 1949-loven og den reviderede lov fra 1952 spejlede en forsigtig
bevægelse i ansvarsplaceringen for støtten til familier og hjem. Den burde
kun ydes i særlige tilfælde, fordi der var en naturlig forventning om bistand
fra »slægt, venner og naboer« – en civilsamfundsdiskurs. Man gik på kattepoter,
fordi idéen om et offentligt engagement pillede ved bestående paradigmer og
den offentlige mening. På den anden side var mulighederne for at »yde hinanden
støtte« ikke længere, hvad de havde været. »Framingen« tog derfor udgangspunkt
i familien og hjemmet som kerneværdier. Kun hvis hjemmet var
truet, kunne samfundet gribe ind for at fastholde familien som samfundets fortsatte
grundpille.
161

Tabel 9.2 Hovedpunkter vedrørende perioden 1949-1955
Idé/formål Offentlig husmoderafløsning som erstatning for privat
ordning
Problem Begyndende offentlig indgriben i civilsamfundet, an-
svarsfordelingen
Holdninger vækst i offentlige udgifter
misbrug
nedtoning af trangsmoment
socialt udvalg
162
overladt komm.bestyrelser
mulig uddelegering
læge ell. jordemoderrekvisition
statslig refusion
alle dækket, men betaling
for bedrestillede
subsidiaritet
uddannelse ved kortere
kurser
besparelsesmuligheder
universalisme
kønsdiskurs
selvstændigt udvalg
uddannelsesdiskurs
Værdier familierne, hjemmene kvinders beskæftigelse
Handlinger frivillig ordning
flere havde foretrukket
obligatorisk
selvstændigt udvalg
misbrugsproblemet
universalisme
ansvarsproblematikken
fra 1952 blev uddannelsesspørgsmålet
overladt kommunerne
Udmøntning Betænkning fra udvalget om husmoderafløsning (1947);
Lov om husmoderafløsning (1949);
Revisionen af lov om husmoderafløsning (1952)
Der var advarende moddiskurser. Venstre så loven som et »hul i statskassen«,
frygtede »misbrug« og frarådede, at »trangsmomentet« blev nedtonet – en styrings-
og udgiftsdiskurs og en indvarsling af en senere »velfærdsstatslig diskurs«.
Andre påpegede, at der ville være gevinster i form af undgåede hospitalsindlæggelser
og anbringelser af børn udenfor hjemmet – en samfundsøkonomisk
diskurs.
Det blev en forsigtig ansvarsforskydning. På trods af sympati for en obligatorisk
ordning blev kommunerne ikke forpligtet men kun berettiget til at indføre husmoderafløsning.
Det var også en forudsætning for hjælp, at ingen familiemedlemmer
var i stand til at varetage det arbejde, hvortil man søgte husmoderafløsning.
Kun, hvis familien ikke kunne løfte opgaven, trådte det offentlige til. Det
spejlede en hensyntagen til paradigmer og offentlig mening.
For at undgå den »stigmatisering«, som i den offentlige mening (endnu) var
knyttet til de sociale ydelser, ønskede nogle ordningen administreret af et selv-

stændigt husmoderafløsningsudvalg. De kommunale myndigheder ønskede
under henvisning til det knæsatte paradigme om lokalt selvstyre en tilknytning
til de sociale udvalg.
Men der var overvejende enighed om, at »noget« måtte gøres. Forskellige idéer
og synspunkter måtte – under de restriktioner, der blev sat af eksisterende paradigmer
og den offentlige mening – bøjes mod hinanden. Løsningen var pragmatisk.
Statsrefusionen blev øget. Ministeren appellerede til kommunerne om at
tage godt imod ordningen. Det blev henlagt til kommunalbestyrelsen at beslutte,
om ansvaret skulle henlægges til socialudvalget eller til et selvstændigt udvalg.
Tilsynsforpligtelsen blev forankret i kommunalbestyrelsen. Det var kommunalbestyrelsen,
der skulle tage stilling til, om kommunen selv skulle organisere
hjemmehjælpen eller uddelegere den til en anden organisation – en opdeling i et
myndigheds- og et leverandøransvar. »Misbrugsfrygten« blev imødegået ved et
krav om læge eller jordemoderrekvisition, og der blev – om end ikke i loven –
fastsat en varighedsgrænse for husmoderafløsning på ca. 14 dage.
Ordningen sigtede først og fremmest på indkomstmæssigt svage børnefamilier,
men der var stærke ønsker om at udvide personkredsen, så alle blev omfattet,
men med en fortrinsret for ubemidlede og en betalingsordning for de bedre stillede.
Der var tale om to krydsende diskurser, hvor den ene betonede, at alle
burde være med, mens den anden lagde vægten på fordelingshensynet. De krydsende
diskurser blev forenet ved fastholdelse af en indtægtsgrænse for betalingen,
men ikke for adgangen.
»De gamle« blev kun indirekte diskuteret. Som i mediebilledet i 1953, jf. afsnit
7.5, var »de gamle« knapt udskilt som gruppe, men man sporer – som i mediebilledet
– dog et billede af alderdommen som forfald. Begrebet hjemmehjælp
var endnu ikke opfundet.
Husmoderafløseren trådte i husmoderens sted i en midlertidig nødsituation, når
hjemmet var kommet i »forfald« – en begyndende omsorgsmæssig diskurs. Det
krævede arbejdslyst, praktisk håndelag, erfaring og omtanke, så husmoderafløseren
med forståelse og takt kunne vejlede og styrke husmoderen; men også her
stod to stridende diskurser over for hinanden.
På den ene side den, der betonede både de faglige og de personlige egenskaber,
som skulle sikres gennem uddannelse – om end af kortvarig karakter. Det var en
diskurs med vægt på kvalifikationer erhvervet gennem uddannelse med sigte på
163

faglighed. På den anden side var der dem, som kun så et behov for at finde
»flinke husmødre med et hjælpsomt og omgængeligt sind« til varetagelse af »en
hverdagsgerning, som de fleste af os (kvinder) er født til at kunne bestride« – en
kønsafhængig kompetence.
Ved lovrevisionen i 1952 blev det overladt til kommunerne at afgøre, hvad de
ville forlange i uddannelsesmæssig henseende. Folketinget erkendte åbenbart, at
man i 1949 var trådt det kommunale selvstyre for nær.
Diskussionen var tvetydig. Nogle fokuserede på »betydningen for hjemmene«,
mens andre understregede »betydningen for de kvinder, der gik ind i det krævende
arbejde«. Hensynet til »hjemmene« og »den gode familie« stod over for
hensynet til kvinder uden egentlige erhvervsmæssige forudsætninger, der ad
denne vej kunne finde arbejde. Enkelte red på begge heste og pendulerede mellem
de to hensyn. Sameksistens mellem et rudimentært omsorgshensyn, der
henviste til en »praktisk« omsorg, og et beskæftigelseshensyn, som havde såvel
en social som en samfundsøkonomisk dimension.
Der var enighed om, at noget måtte gøres, men man gik på kattepoter, fordi der
var tale om en begyndende indgriben i civilsamfundets og familiens funktion.
Holdningerne var forskellige, og der var tvetydighed på værdispørgsmålet. Ikke
desto mindre kunne der handles, og resultatet blev en pragmatisk løsning. Forskelligartede
holdninger og lidt uklarhed på værdierne hindrede ikke, at noget
blev gjort.
9.4 Idéer, holdninger og handling 1956-1972
Fra midten af 1950erne blev der fokuseret mere på alderens indflydelse på den
enkeltes stilling i samfundet – en begyndende udskillelse af »de gamle« til særbehandling.
De ældre aldersklassers andel af befolkningen og middellevetiden
voksede. Det gav pres på alderdomshjem, plejehjem, sygehuse, folkepensionistboliger,
og det forlængede unødigt liggetiden på hospitalerne. En demografisk
diskurs dukkede op. I mediebilledet mødte man »gamle-problemet« som forløber
for »ældrebyrden«.
I 50erne skød en række nye såkaldte hjemmehjælpsordninger op rundt om i
kommunerne. Formålet var varig bistand og en særlig opmærksomhed på
hjemmeboende gamle. Tidligere havde man overvejende interesseret sig for
dem, der var på alderdomshjem.
164

Tabel 9.3 Hovedpunkter vedrørende perioden 1956-1972
Idé/Formål Udvikling af generel hjemmehjælpsordning til afløsning
af kommunale forsøgsordninger
Problem Intervention i det kommunale selvstyre
Holdninger Demografi
Uddannelse
Enkle tjenesteydelser,
kvindebeskæftigelse
Udgiftspolitisk styring
Besparelser
Universalisme
Fordelingshensyn
Værdier Forblive længst muligt i eget hjem (1958);
Imødekommelse af individuelle behov (1963/64);
Forebyggelse, revalidering, trivsel, tryghed (1964).
Handlinger/Udmøntning I 50ernes første halvdel etablerer en række større købstadskommuner
hjemmehjælpsordninger;
Indstilling fra Det socialpolitiske Udvalg om personlig
bistand til hjemmeboende ældre (1958);
Ændring i folkeforsikringsloven: Øremærkede rådighedsbeløb
(1958);
Pligt til etablering af husmoderafløsning fra 1968 (1963);
Incitamenter til uddannelse (1963);
Ny lov om husmoderafløsning: Generel refusion som
folkepensionsudgift (1964);
Loven om omsorg for invalide- og folkepensionister:
Pligt til etablering af hjemmehjælp (1964);
Revision af omsorgsloven og loven om husmoderafløsning:
Generel vejledningsforpligtelse (1967); Husmoderafløsning
og hjemmehjælp samles i en lov (1967);
Revision af omsorgsloven og loven om husmoderafløsning
(1967);
Betænkning om uddannelse til omsorg (1970, 1973).
Da Det socialpolitiske Udvalg rapporterede i 1958 fastholdt man nedtoningen af
det uddannelsesmæssige aspekt. Udvalget argumenterede, at det drejede sig om
enkle tjenesteydelser, som ikke krævede særlige forudsætninger. Den programmatiske
idé var at stimulere kommunerne til at handle i kølvandet på foregangskommunerne.
Man ville finde veje, der kunne stimulere udvikling af en organiseret
hjemmehjælp af fornøden kvalitet og sikre at tilførsel af nye økonomiske
midler ville gå til det »rigtige« formål – hensynet til udgiftspolitisk styring.
»Framingen« understregede, at den enkelte med den fornødne bistand skulle
have mulighed for at forblive så længe som muligt i sit eget hjem, fordi det var
menneskeligt ønskeligt. Idéen om »længst muligt i eget hjem« er således ikke af
165

nyere dato. Samtidigt ville en heldig gennemførelse reducere presset på alderdomshjem,
plejehjem, sygehuse, pensionistboliger og gøre det muligt at afkorte
liggetider ved sygehusindlæggelser, dvs. en samfundsøkonomisk diskurs.
Tanken om »længst muligt i eget hjem« så således dagens lys samtidig med den
nye brug af begrebet hjemmehjælp. Uden at tillægge den voldsom vægt betonede
udvalget fortsat beskæftigelsesdiskursen – specielt rettet mod enlige kvinder,
der ellers skulle forsørges. Herved gik den samfundsøkonomiske diskurs hånd i
hånd med den beskæftigelsesmæssige. Man slog tre fluer med et smæk. De
gamle skulle forblive i vante folder så længe som muligt, hvilket ville spare
ressourcer og muliggøre bedre beskæftigelse for enlige kvinder. Man kan næsten
tale om en deprofessionaliseret diskurs og en nedtoning af kønsdiskursen.
Vi genfinder ikke tanken om »den flinke husmoder med et omgængeligt sind«.
Det af de fleste accepterede program gjorde brug af nye øremærkede (udgiftsstyringsdiskursen)
rådighedsbeløb i folkeforsikringsloven. Der indførtes et nyt
rådighedsbeløb med henblik på dem, der modtog indtægtsbestemt folkepension,
og et andet (mindre) nyt rådighedsbeløb med sigte på dem, som kun oppebar
mindstebeløbet. Ved at kombinere disse tilskud, der ikke kunne bruges til andet
formål, med kommunalt fastsatte betalingsregler ønskede man en generel adgang
– universalismediskursen, fordi de besparelser, der var kerne i den samfundsøkonomiske
dimension, ville blive realiseret uanset pensionistens økonomiske
forhold. Der var dog stadig elementer af en fordelingsmæssig diskurs i
understregningen af, at midlerne primært skulle komme de vanskeligst stillede
pensionister til gode.
Idéen om »længst muligt i eget hjem« spejlede, at hjemmet i den offentlige mening
blev set som koncentratet af den enkeltes liv og minder. Kombinationen af
et menneskeligt, et samfundsøkonomisk og et (nedtonet) beskæftigelsesmæssigt
hensyn kombineret med bistandens brud på ensomhed og isolation blev indskrevet
i en fornufts- eller rationalitetsdiskurs. Der var ikke nogen nærmere
diskussion af uddannelse – det kommunalt bestemte paradigme satte øjensynligt
sine spor – og kønsdimensionen var væsentligt nedtonet.
Fem år senere (1963) pålagde Folketinget kommunerne pligt til inden 5 år at
etablere husmoderafløsningsordninger – altså et brud med det kommunale paradigme,
men på et tidspunkt hvor det først og fremmest handlede om at få de
fodslæbende med. Uddannelsen af husmoderafløsere var gået langsomt, men
man prøvede nu at give stimulans til uddannelse ved at gøre den gratis, ved at
166

indføre lønkompensation under uddannelsen og ved at afkorte den. Hjemmehjælpere
kunne deltage på lige fod med husmoderafløsere. Nok stillede Folketinget
ikke krav, men man henledte markant opmærksomheden på, at hvis idéen
om »længst muligt i eget hjem« skulle krones med succes, var uddannelse en
forudsætning. Det var dog ikke en entydig diskurs, idet Venstre og Konservative
– i lidt forsigtigere vendinger end tidligere – argumenterede, at det næppe var
nødvendigt at give kvinder uddannelse i husførelse, fordi det var noget, de i
forvejen kunne, altså en reminiscens af kønsdiskursen. I denne fase var den
samfundsøkonomiske dimension nedtonet, og der var også kun mindre opmærksomhed
på beskæftigelseshensynet. Enkelte pegede dog på enker og fraskilte
som egnede rekrutteringskandidater.
Samtidig gennemførtes loven om social omsorg. Den programmatiske kerne var
stadig »længst muligt i eget hjem« men nu i højere grad »framet« ved en understregning
af den enkeltes behov og deraf flydende individuelle bistand og ved
en ændring af lovens titel fra »social forsorg« til »social omsorg«. Det signalerede,
at det offentliges forpligtelser ud over pensionen var mere omfattende og
mere individualiseret end tidligere. På samme måde som forsikringstanken havde
appelleret til den offentlige mening på bekostning af idéen om finansiering
gennem skatterne, havde omsorgsbegrebet utvivlsomt også større appel end
forsorgsbetegnelsen.
Betoningen af den enkeltes behov og den individuelle bistand var formentlig
også led i en reformulering af konstruktionen af begrebet alderdom, så ældregruppen
i højere grad trådte frem som en heterogen gruppe på samme vis som
den øvrige befolkning. Fremdeles optrådte den samfundsøkonomiske diskurs
med understregningen af, at substitution mellem sygehus og plejehjem indebar
besparelser. De kommunale tilskyndelser til at udbygge hjemmehjælpen blev
styrket, fordi man opgav tanken om særskilte rådighedsbeløb, som blev erstattet
af en generel anmeldelse af udgifterne til hjemmehjælp som folkepensionsudgift.
Begrundelsen havde en fordelingspolitisk dimension, fordi baggrunden lå i
den konstatering, at hjemmehjælpsudgifterne var blevet så store, at de gnavede
sig ind på det generelle rådighedsbeløb, som i princippet skulle stå til rådighed
for de økonomisk svagest stillede pensionister.
Hjemmehjælpsordningen var indtil videre frivillig for kommunerne, men som
det gjaldt for husmoderafløsningen, skulle hjemmehjælpsordninger også være
på plads inden 1968. Hverken beskæftigelses- eller uddannelsesdiskursen spillede
en markant ind.
167

I 1967 blev såvel omsorgsloven som loven om husmoderafløsning revideret.
Det nye var gennemførelsen af en generel vejledningsforpligtelse, der udsprang
af ønsket om at bygge på enkeltpersonens behov og en »helhedsbedømmelse«
af hans eller hendes situation med henblik på at sikre det rigtige mix af hjemmehjælp,
støtte til boligindretning og tildeling af hjælpemidler. Begge tanker lå
i forlængelse af socialreformkommissionens programmatiske udgangspunkt.
Under hensyn til, at hjemmehjælpere og husmoderafløsere i mange kommuner
fungerede som »fælles korps« blev hjemmehjælpsbestemmelserne – bortset fra
kommunalbestyrelsens pligt til at sikre en ordning – samlet i loven om husmoderafløsning.
Flere ytrede sig stærkt positivt om uddannelse som middel til at
bedre rekrutteringen, og så uddannelse som instrument til at placere faget på
niveau med andre, gøre det mere attraktivt og dermed også blive lønmæssigt
bedre placeret, mens andre var mere skeptiske. Sluttresserne og 70erne præges i
højere grad af bekymring for den fremtidige rekruttering, mens den tidligere tids
beskæftigelsesdiskurs gled i baggrunden – naturligvis i kølvandet på den almindelige
beskæftigelsesudvikling i Danmark.
Uddannelsesdiskursen kom for alvor på dagsordenen i kølvandet på en delrapport
(1970) og på hovedrapporten (1973) fra den af socialministeriet nedsatte
kommission om de sociale uddannelser, som i god overensstemmelse med
tænkningen i socialreformkommissionen understregede, at de nyere socialpolitiske
mål om forebyggelse, revalidering, tryghed og trivsel stillede krav om et
bedre uddannet personale. Selv om det for hjemmehjælpernes vedkommende
fremdeles drejede sig om kortvarige uddannelser, var der dog tale om en begyndende
professionaliseringsdiskurs. Samtidig så man langt mere end tidligere de
sociale uddannelser i en rekrutteringskonkurrence med andre uddannelser.
Kønsdiskursen var drejet, idet kommissionen betonede ønskeligheden af, at
både kvinder og mænd søgte de sociale erhvervsuddannelser.
Den samfundsøkonomiske og styringspolitiske diskurs optrådte stor set ikke i
denne udviklingsfase. Det var en velfærdsstat i vækst, der kaldte på ekspansion.
Derfor kappedes politikerne om at finde løsninger på de ældres problemer og at
flytte ansvaret for pasning og pleje fra familien til samfundet. Det var sammenhængende
med den frembrusende højkonjunktur, der kaldte på den kvindelige
arbejdskraft. Funktionstømningen af familien tog sin start.
I medierne var alderdom, sygdom og ensomhed samhørende størrelser. Det gik
hånd i hånd med den politiske argumentation for plejehjemsbyggeri og var del-
168

vis en funktion af den biomedikalisering, vi talte om i kapitel 2. Samtidig spejlede
omsorgsloven elementer af gerontologiseringen, der krævede, at de ældre
skulle være aktive. Ingen måtte sidde passiv hen. I mediebilledet i 1963 talte
man derfor meget om at aktivere de ældre, så de næsten blev beskrevet som
børnehavebørn, der skulle beskæftiges: De ældres infantilisering og umyndiggørelse.
Det var stereotypen de barnlige ældre, der dukkede op. Samfundet – politikerne
– havde brug for et billede af de »svage« og »syge« ældre for at legitimere
deres velfærdsstatslige foretagsomhed. Mediernes og politikernes ældrebillede
gik i vid udstrækning hånd i hånd.
9.5 Idéer, holdninger og handling 1974-1986
Den store opgave i denne periode var at omsætte Socialreformkommissionens
tanker til konkret politik. Bistandsloven skulle sammenfatte flere af de store,
spredte lovkomplekser, herunder loven om social omsorg og loven om husmoderafløsning
og hjemmehjælp, i én sammenhængende lov, der spejlede de »nye-
« socialpolitiske mål.
Udgangspunktet – »forgrundsidéen på det programmatiske plan« – var, at de
instanser, som ydede bistand, skulle være stillet så frit som overhovedet muligt i
deres valg af indsats, så den kunne hvile på en helhedsvurdering af det enkelte
menneskes behov. Reglerne skulle bringes på en form, så der kunne ydes praktisk
bistand i hjemmet i alle de tilfælde, hvor der efter en konkret vurdering var
et behov, og bistanden skulle stå til rådighed på alle døgnets tidspunkter, på alle
ugens dage og i alle årets uger. Bistandsloven var et barn af den velfærdsstatslige
vækstperiode, som først i kølvandet på 70ernes oliekriser blev et problem.
Det, der hidtil havde været betegnet hjemmehjælp, blev en integreret bestanddel
af det sæt af ydelser, som vedrørte »praktisk bistand i hjemmet«. Det betød
ophævelse af sondringen mellem husmoderafløsning og hjemmehjælp. Den blev
afløst af en skelnen mellem midlertidig og varig hjælp, idet den sidste ikke længere
skulle være reserveret pensionister men stå til rådighed for alle med et
behov. Uddannelsen af personalet skulle være obligatorisk, og hjemmehjælpere,
der ikke havde fulgt det godkendte kursus, blev forpligtet til at søge optagelse
på grundkursus senest i 1978. Betalingsordningen blev hængt op på folkepensionsniveauet,
der blev afgørende for, om hjælpen blev stillet vederlagsfrit til
rådighed eller mod betaling. Dog kunne der maksimalt kun opkræves betaling
for 6 timer om ugen. Der var stadig mulighed for at yde kontant tilskud til dem,
der selv havde skaffet sig bistand, hvis kommunen var ude af stand til at leverede
det fornødne.
169

Tabel 9.4 Hovedpunkter vedrørende perioden 1974-1986
Idé/Formål Integrere hjemmehjælpen som del af et samlet sæt af ydelser
til imødekommelse af den enkeltes behov
Problem Oliekriserne slår intentionerne i stykker;
Opbremsning i de offentlige udgifters vækst;
Det øgede antal ældre
Holdninger Velfærdsstatslig diskurs:
Fællesskabsansvar
Socialsikringsstat/ subsidiaritet
Ekspansionsbekymring
Større vægt på civilsamfundet
Civilsamfundsbetoning
170
(1978, 1982)
»Fastere linjer« versus
»skøn«;
Beskæftigelseshensynet
(1977);
Bekymring for »privatiseringstendenser«
(1982)
Værdier Helhedsvurdering af den enkeltes behov (1974);
Forebyggelse, revalidering, trivsel og tryghed (1974);
Beskæftigelse (1977)
Kontinuitet, sammenhæng, selvbestemmelse, udnyttelse af
egne ressourcer (1980)
Handlinger/Udmøntning Socialreformkommissionens 2. betænkning (1972);
Bistandsloven (1974); Hjemmehjælp integreret i ydelser
vedrørende praktisk hjælp i hjemmet (1974); Obligatorisk
uddannelse (1974);
Beskæftigelsesfremme ved gunstig refusion (1977);
Forespørgsel om ældrepolitik (1978);
Lov om socialindkomst (1980);
Ældrekommissionens tre rapporter (1980,1981, 1982);
Redegørelse om ældrepolitik (1982);
Begyndende afinstitutionalisering (1983)
Det var et stort og omfattende program, der stod foran sin gennemførelse, og
debatterne berørte derfor kun i mindre grad delelementer i forslaget, herunder
den praktiske bistand.
Velfærdsstatslige diskurser kom – i varierende udformninger – til at spille en
stor rolle, fordi debatterne i tilknytning til Socialreformkommissionens arbejde
og opfølgningen af det kaldte på en klargøring af det paradigmatiske grundlag.
Kommissionen havde normativt udmøntet sin tænkning i begreberne forebyggelse,
revalidering, tryghed og trivsel som overordnede mål og værdier bag den
moderne velfærdsstat og havde betonet nødvendigheden af godt uddannede
medarbejdere, hvis det skulle realiseres.

En velfærdsstatslig diskurs tolkede trygheden som udtryk for en bevidsthed om,
at fællesskabet trådte til, hvis der hos den enkelte indtrådte problemer eller tilbageslag.
Det forudsatte, lød diskursen, at befolkningen var informeret om dens
muligheder og rettigheder.
En anden diskurs accepterede som princip den sociale velfærdsstat, men betonede,
at enhver fortsat var forpligtet til at forsørge sig selv, sin ægtefælle og
børn under 18 år. De »stærke« måtte klare sig selv, hvis der skulle være rum for
støtten til dem, der havde problemer.
I en tredje diskurs blev det understreget, at skattetrykket havde nået en højde,
der gjorde fortsat ekspansion betænkelig, hvis man ville undgå folkelige reaktioner,
ligesom den pegede på perspektivplanredegørelsernes understregning af,
at der var grænser for, hvad samfundet kunne yde. Begge forhold var af så meget
større betydning, fordi de styringsmuligheder, der var indeholdt i bistandsloven,
var begrænsede.
Denne diskurs genfindes i mediernes ældrebillede. Politikerne – eller i alle tilfælde
nogle af dem – ville – inspireret af perspektivplanredegørelserne – bremse
op, men de mødtes af velfærdskoalitionen: behandlerne, plejerne, terapeuterne
og de pårørende, der hver ville deres – og de ældre sluttede, når de overhovedet
bidrog til mediernes ældrebillede, op og lod sig indrullere i den klassiske »offerjournalistik«.
Når de selv – om end sjældent – tog til orde var det med afsæt i en
»det er synd for os«-retorik. Dermed lod de sig villigt indrullere i velfærdskoalitionens
billede af de »svage« ældre, som blev overtaget og forstærket af medierne.
De ældre (re)præsenterede ikke modbilledet og forstærkede dermed stereotypen.
En fjerde diskurs accepterede nok et offentligt ansvar, men understregede – som
den anden – at der hvilede et ansvar på den enkelte, og at det var vigtigt at styrke
familierne for at minimere det, der skulle overlades til institutionerne.
Instrumentelt var der hos nogle en vis frygt for det store råderum, der blev tillagt
skønnet, og diskursen handlede derfor om styringsmuligheder. Kunne man
ikke lægge fastere linjer for, hvordan principperne skulle udmøntes, blev det
spurgt – og med det spørgsmål blev det kommunale selvstyreparadigme anfægtet.
Socialministeren fastholdt det traditionelle grundsynspunkt og afviste generelle
minimums- og maksimumsstandarder som en »forkert måde til styring af
kommunerne«.
171

Den samfundsøkonomiske, den beskæftigelsesmæssige og den kønsbetingede
diskurs trådte i denne fase ikke frem med megen tyngde. Dog pegede det cirkulære,
der fulgte bistandsloven, på, at man ved overvejelsen af hjælpens omfang
skulle afveje omkostningerne ved ophold i eget hjem med tilhørende ydelser
mod udgifterne ved en plejehjemsplacering. Alle lagde overordentlig vægt på
uddannelsesdimensionen, men Fremskridtspartiet fastholdt dog det klassiske
kønsbetingede synspunkt, at kvalifikationerne var dem, der var indlært i egen
husholdning og egen familie – hvad enhver husmoder beherskede.
Med den stærkt voksende arbejdsløshed i kølvandet på den første oliekrise trådte
beskæftigelsesdiskursen frem med stor styrke. Det fandt udtryk i en idé om, at
der til personale i tilknytning til praktisk bistand i hjemmet, tidsmæssigt begrænset
kunne ydes en særlig gunstig refusion for at gøre beskæftigelsesekspansion
mere attraktiv for kommunerne. Det blev ledsaget af den tanke, at man
kunne udvide de for den praktiske bistand pligtige arbejdsopgaver. Argumentationen
gik i nogen grad hånd i hånd med en samfundsøkonomisk diskurs, fordi
man så en udvidet bistand i form af praktisk hjælp i hjemmene som en kilde til
aflastning af plejehjemmene.
Under en ældrepolitisk debat i 1978 kom holdningerne bag handlingerne til at
spille en stor rolle, og hermed var anslået et tema, der vedvarende over den følgende
periode prægede den politiske dagsorden. Det drejede sig både om samfundets
– læs: politikernes – officielle holdninger, om strømningerne i befolkningen,
dvs. befolkningens eller den offentlige menings ældrebillede, og om
holdningerne bag mediebilledet. Ikke mindst socialminister Erling Jensen fremhævede,
at de formelle regler var sekundære i forhold til de holdninger, som
gjorde sig gældende – også selv om der naturligvis mellem de to størrelser var
et tæt samspil. Han tegnede en position, der afveg noget fra den, senere socialdemokratiske
talsmænd gav udtryk for. Hans pointe var, at det offentlige ikke
kunne sikre de ældre et meningsfuldt og aktivt liv, her måtte den enkelte føle sig
personligt forpligtet. Offentlige tilbud var nu en gang en mager erstatning, sagde
han, for den indsats familie, venner og bekendte kunne yde.
Han var bestemt ikke fremmed for den civilsamfundsdiskurs, som kort tid efter
blev taget op især af »borgerlige« politikere. Han ville nedsætte en Ældrekommission,
som skulle kigge på den overordnede målsætning i en situation, der på
mange måder tegnede sig anderledes end den traditionelt kendte.
172

Ældrekommissionen kritiserede det traditionelle synspunkt, der i en alt for høj
grad så aldring som en fremadskridende forfaldsproces. Aldring var et plastisk
forløb. Det kunne påvirkes og var ikke uafhængigt af de holdninger, der i samfundet
i bredeste forstand gjorde sig gældende.
Alfa og omega var at sikre forløb, der gav kontinuitet og sammenhæng og byggede
på den enkelte ældres egne ressourcer. Boligpolitikken burde udformes, så
den enkelte fik mulighed for at blive boende i de vante omgivelser eller fik mulighed
for på et hensigtsmæssigt tidspunkt at flytte til en mere velegnet bolig.
De ydelser, der kunne stilles til rådighed, måtte i begge tilfælde organiseres så
fleksibelt, at de løbende kunne tilpasses de ændrede behov.
Ældrekommissionens arbejde dannede grundlag for en ældrepolitisk redegørelse
i Folketinget, hvor socialministeren som kerneelementer fremhævede større
selvbestemmelse, bedre rammer for brug af egne kræfter og muligheder og
rammebetingelser, der minimerede risikoen for stærke brud i den enkeltes aldringsforløb.
Det var en paradigmatisk betragtning, som skulle overføres til det
programmatiske niveau under håndtering af det spændingsfelt, der blev udspændt
af ønsket om at bremse væksten i det offentlige forbrug, væksten i antallet
af ældre og nødvendigheden af forbedringer for de ældre på udvalgte områder.
Det kaldte både på ændringer i arbejdsmarkedet, i rammerne om de ældres
økonomi og ikke mindst på boligpolitiske initiativer, der kunne sikre et varierende
udbud af boligformer ledsaget af smidige og tilpassede tilbud om ydelser.
Også på dette tidspunkt gled man ind i konkurrerende diskurser til afklaring af
det grundlæggende paradigme. I den ene diskurs – civilsamfundsdiskursen, som
primært blev formuleret af socialministeren og den »borgerlige« del af det politiske
spektrum, appellerede man til den offentlige mening gennem ønsket om en
debat i medierne og andre steder med sigte på at udvikle en mindre formynderisk
holdning til de ældre og ved inddragelse af de ældre og deres organisationer.
Det var også en appel til de ældre om i højere grad at tage ansvar for sig
selv (en selvansvarlighedsdiskurs), til de ældres og andre frivillige organisationer
om at indgå i et nærmere samspil med det offentlige. Det gjaldt om, at den
enkelte – uanset alder – skulle være et menneske, der både kunne give og modtage,
yde og nyde, og som blev inddraget i samfundet for at undgå, at det fremtrådte
som »systemet«. Mennesker skulle være noget for hinanden, generationerne
skulle nære omsorg for hinanden, »behandlersamfundet« skulle svækkes,
så der blev plads til civilsamfundet.
173

Moddiskursen betonede, at de opgaver, som det offentlige havde ansvaret for,
ikke måtte overlades til private organisationer med risiko for, at deres anvendelse
af privat og frivillig arbejdskraft ville fortrænge den offentlige indsats, altså
et beskæftigelsessynspunkt.
Et hovedsynspunkt var, at plejen skulle flyttes til de ældre, og at de ældre ikke
skulle flyttes efter plejen.
Det første skrift mod tilsikringen af de ønskede differentierede boligformer og
den første antydning af en afinstitutionaliseringsdiskurs blev udmøntet i 1983
for at henlede kommunernes opmærksomhed på, at de »stive institutionsformer«
skulle blødes op, og at der burde holdes igen med etablering af yderligere
plejehjemspladser.
I medierne var det godt nok andre end de ældre selv, der talte, men der blev talt
med en autoritet, som påvirkede ældrebilledet. De nye idéer, som Ældrekommissionen
havde udmøntet, kaldte på et ældrebillede, som tillagde »de stærke«
større vægt. Samtidig begyndte de ældre »at tale selv«. Aktive Pensionisters
Organisation så dagens lys, der blev dannet flere pensionistforeninger, og de
ældre begyndte at tage del i den generelle samfundsdebat. Begyndende organisering,
påvirkning af mediebilledet og den politiske dagsorden. Selvbevidsthed
og viljestyrke groede frem.
1983 var det første »nedslagsår« i medieanalysen, hvor de ældre selv blandede
sig – også i den generelle samfundsdebat. Flere steder lød kravet om respekt for
deres livserfaring. De ældre trådte ud af den konstruerede ældregruppe og ind i
samfundet, og det ændrede ældrebilledet – i hvert fald i nogen grad. Det viser,
at ældrebilledet ikke er en konstant. Modbilleder, faktuel viden og først og
fremmest de ældres egen tale skaber ændringer; men plejesektorens personale
og de pårørende har selvsagt også deres interesser at hytte.
9.6 Idéer, holdninger og handling 1986-1997
I kølvandet på Ældrekommissionens arbejde indvarslede den i 1983 udsendte
»opbremsningsvejledning« en paradigmatisk ændring. Den enkelte skulle kunne
forblive i eget hjem, og kommunerne skulle opbløde de »stive institutionsformer«
og være tilbageholdende med at udvikle nye plejehjemspladser. Der
hengik dog nogle år, inden denne paradigmeændring fandt programmatisk udtryk.
174

Tabel 9.5 Hovedpunkter vedrørende perioden 1986-1997.
Idé/Formål Afinstitutionalisering (1987);
Løsning af »samspilsproblemet« (1987 og årene efter);
Moderniseringsdiskursen (med stadig øget vægt fra
1986).
Problem Velfærdsstatens krise- og legitimitetsproblemer
Holdninger Pres på kommunerne
Centralisering
Kommuneaftaler
Besparelser
Uddannelse
Decentralisering
Virkeliggørelse af mål
Virkeliggørelse af mål
Beskæftigelse
Værdier Undgå brud i livsløbet (1986/87);
Begyndelse anlæggelse af livsløbsperspektiv (1986);
Individualiseret service (1986);
Beskæftigelse (1992)
Retssikkerhed (1995)
Handlinger/Udmøntning Redegørelse om ældrepolitikken (1986);
Lov om boliger for ældre og handicappede personer
(1987);
Gratis hjemmehjælp (1988);
Socialpolitisk redegørelse (1988);
Afskaffelse af socialindkomsten (1988);
Moderniseringsredegørelserne (1990, 1991, 1992);
Forespørgsel om plejehjemspladser og ældreboliger
(1991);
Betalingsregler indføres og afskaffes (1992);
Aktiveringsaftalen (1992);
Redegørelse om friere valg af offentlig service (1992);
Ældreråd, klageråd (1995);
Forebyggende hjemmebesøg (1995).
Bevægelsen fra »baggrunds-« til »forgrundsidé« blev markeret med den ældrepolitiske
redegørelse i samlingen 1986/87, som tjente den »framing«, der skulle
legitimere »ældrepakkens« programmatiske idé.
Redegørelsen byggede i høj grad på tankegods fra Ældrekommissionen. De
ældre kunne og ville for manges vedkommende leve tilværelsen på egne præmisser
(»de stærke ældre«), men samtidig ville et voksende antal meget gamle –
en »dobbeltaldringsdiskurs« – have brug for støtte og pleje i varierende grad
(»de svage ældre«). En markant udmøntning af »de ældres« forskellighed. Tilsvarende
blev det understreget, at man skulle tilstræbe at undgå livsløbsbrud.
Derfor skulle de positive ressourcer, som typisk prægede den »tidlige alderdom«,
udnyttes for at udskyde de mere »negative forhold«, som senere kunne
optræde i aldringsforløbet. Der var tilløb til en klar afstandtagen fra en tanke om
aldringsprocessen som en biomedikaliseret forfaldsfase. Den skulle erstattes af
175

et livsløbsperspektiv, som så de senere livsfaser i naturlig forlængelse af de
forudgående, og som fokuserede på, at den tidligere »alderdom« kunne frisætte
iboende kræfter.
Vedrørende de økonomiske rammer var hovedproblemet knyttet til »samspilsfænomenet«
mellem indkomstbeskatning, aftrapning af kontante ydelser og
betalingsordninger for service. Dette hensyn skulle senere få en lettere bizar
håndtering i Folketingets arbejde med betalingsregler for hjemmehjælp, hvor
det blev krydset af andre diskurser.
I henseende til de sociale rammer betonede redegørelsen den individualiserede
service i egen bolig og betydningen af, at den enkelte kunne leve sin tilværelse
udenfor et institutionaliseret miljø. Skulle forholdene gøre det nødvendigt, måtte
også et liv på institution gøres mere lig det tidligere liv fx ved at udbetale
pensioner fuldt og helt, hvorefter plejehjemsbeboeren selv kunne vælge ydelser
til og fra mod betaling. »Vi plejer«-tænkningen skulle nedbrydes, så »den gode
plejehjemsbeboer« ikke blev identisk med den, der havde mistet sin identitet og
underkastet sig en umyndiggørelse. Man skulle derfor i højere grad end at betone
tanken om »længst muligt i eget hjem« understrege, at det sted, hvor den
ældre de facto boede, var hans eller hendes hjem. Godt nok hed det plejehjem,
men nu skulle denne term gives et indhold, så hjemmet blev opprioriteret på
institutionstrækkenes bekostning. Den enkeltes behov som person med individuelle
ønsker og interesser skulle være centrum. Det forudsatte ændringer i de
fysiske rammer.
Derfor bebudede redegørelsen, at der ville blive fremsat lovforslag om boliger
for de ældre og personer med handicap, så kommunerne selv kunne tage stilling
til, hvor mange ældreboliger, der skulle opføres, og hvordan de skulle indrettes.
Ældrevenlige boliger, der i indretning kunne strække sig fra det helt gængse til
det næsten plejehjemslignende. Hovedpointen var, at de skulle bygges som
selvstændige boliger, mens det egentlige plejehjemsbyggeri i den traditionelle
forstand skulle nedtones. Samtidig ville det – af hensyn til det med alderen varierende
plejebehov – være hensigtsmæssigt, at de opførtes omkring eller i tilknytning
til et center, der kunne være kerne i levering af de fornødne ydelser.
Sidegevinsten ved en sådan »boligpolitik« ville være, at det blev lettere at sikre
adgang til plejehjemspladser udenfor kommunen, at undgå adskillelse af ægtefæller
og at undgå lange sygehusindlæggelser.
176

Programmatisk blev tankerne i redegørelsen bl.a. udmøntet i boligministerens
forslag til lov om boliger for ældre og personer med handicap. Hovedformålet
var at sikre de ældre et liv i en selvstændig bolig og at undgå institutionsophold.
Den hidtidige opsplitning i forskellige boligformer for ældre skulle erstattes af
et enkelt boligbegreb. Samtidig skulle adgangen til at etablere plejehjem og
beskyttede boliger i overensstemmelse med bistandslovens regler ophæves.
Der var i Folketinget bred tilslutning til at anvende et forenklet boligbegreb,
men der var også en vis bekymring for, om der ville blive bygget et »tilstrækkeligt«
antal boliger, ligesom det blev understreget, at kommunerne måtte udsættes
for et pres for at sikre, at der reelt var en døgnplejeordning til rådighed. Med
redegørelsen og boligloven var den bebudede afinstitutionaliseringspolitik slået
igennem.
Den »nye« politik var ikke uden problemer. Kernen i problematikken lå – nu
som før – i de manglende styringsmuligheder i forhold til kommunerne, dvs. i
spændingen mellem centralisering og decentralisering. På den ene side fastsatte
Folketinget overordnede rammer og udstak principielle mål for ældrepolitikken,
men på den anden side var det kommunerne, der havde ansvaret for, at målene
blev ført ud i livet. Spændingerne blev ikke mindre, fordi de aftaler mellem
kommunerne og regeringen, der var blevet fast bestanddel af den »makroøkonomiske«
politik, ofte kom på tværs af de gode viljer. Derfor optrådte med hyppige
mellemrum påstande i Folketinget – som oftest udtrykt af oppositionspartierne,
hvem de så på et givet tidspunkt måtte være – om, at der i kølvandet på
aftalte begrænsninger på den kommunale økonomi blev gennemført generelle
reduktioner i ydelserne, som vanskeliggjorde virkeliggørelsen af de ældrepolitiske
mål. Regeringerne – hvem det så på et givet tidspunkt måtte være – understregede
i de fleste debatter om sådanne påstande, at hvis man ville selvbestemmelse,
individualitet og tryghed, forudsatte det, at udmøntningen hvilede
på decentrale løsninger, der var tilpasset den enkeltes situation og indeholdt den
»rigtige« kombination af ydelsesformer.
I kølvandet på en forespørgselsdebat i 1991 vedtog Folketinget i enighed en
dagsorden, der bekræftede, at den ældre længst muligt skulle kunne forblive i sit
eget hjem med reelle valgmuligheder, at kommunerne havde pligt til at leve op
til lovens krav og intentioner, at de havde pligt til at tilbyde de nødvendige boliger
og en fuldt udbygget døgnservice, at sikre plejehjemspladser til »de svage«,
og at overveje egentlige ankemuligheder også når det gjaldt hjemmehjælpen. Et
flot »normativt fyrtårn«. Viljen var redebon, men kødet – i form af kommuneaf-
177

talerne – skrøbeligt, thi ofte skulle de efterfølgende år bevidne tilsvarende diskussioner,
også selv om dagsordenen afslutningsvis fastslog, at de nævnte hensyn
skulle indgå i kommende kommuneaftaler.
Spændingen mellem appellen til »de stærke« og hensynet til »de svage« spejlede
sig i mediernes tvetydelige ældrebillede. På den ene side begyndte stereotypen
»woofies« at vinde indpas – økonomisk stærke, velhavende og magtfulde
ældre, som ikke sådan lige gav afkald på deres status og indflydelse; men der
var samtidig dem, der klagede sig og henledte opmærksomheden på, at de hele
deres liv havde betalt til deres folkepension. To modsat rettede stereotyper levede
i den folkelige visdom uden problemer side om side – og det gjorde de såmænd
også blandt politikerne.
Perioden blev præget af et forløb vedrørende betalingsordningerne, som ingen
havde grund til at være stolt over. Samspilsproblemet var præciseret som kerne,
når det drejede sig om ændringer i de økonomiske rammevilkår. Derfor foreslog
regeringen, at den skala, der knyttede betalingen til indkomsten, skulle erstattes
af betaling af et fast beløb pr. time dog med maksimal betaling for 6 timer pr.
uge. For ikke at bringe denne »samspilsdiskurs« i konflikt med en »fordelingsdiskurs«
blev det foreslået, at indkomstmæssigt dårligt stillede pensionister
kunne få hjælpen betalt via folkepensionslovens personlige tillæg – en noget
spøjs løsning, der da heller ikke vandt gehør.
Man enedes derfor om, at varig hjemmehjælp fra den 1. januar 1989 skulle stilles
til rådighed uden betaling. Det var en tanke, som også blev støttet stærkt af
Kommunernes Landsforening, der så den som et middel til at fremme arbejdet
på tværs af faggrænser og dermed sikre den i øvrigt ønskede fleksibilitet i ydelsesudbuddet.
Så langt, så godt. Det var et væsentligt bidrag til at løse samspilsproblemet
og styrke fleksibiliteten i udbuddet.
Endnu inden ordningen var trådt i kraft blev vedtagelsen imidlertid krydset af en
besparelsesdiskurs, der tog afsæt i behovet for at nedsætte de offentlige udgifter,
og som desuden fulgte en ny anbefaling fra KL, som nu – i modsætning til
tidligere – argumenterede for, at »gratisprincippet« ville blive ledsaget af et
kapacitetspres, fordi efterspørgslen ville vokse. I første omgang endte det i en
principløs udsættelse af iværksættelsen af vederlagsfri hjemmehjælp med ½ år.
Næste skridt var et forslag om at dæmpe efterspørgslen og reducere de offentlige
udgifter ved en betalingsordning, der alene sigtede på den praktiske hjemme-
178

hjælp, men friholdt den personlige bistand. Det oprindelige forslag blev drejet
180 0 , så betalingen skulle være indtægtsbestemt og uafhængig af antallet af
modtagne timer. Samspilsargumentet var væk og erstattet af hensynet til kapacitetspres
og offentlige udgifter, men det var der flertal imod i Folketinget. Flertallet
fastholdt, at det drejede sig om en visiteret ydelse, hvilket betød, at der
ikke nødvendigvis ville opstå et kapacitetspres. Presset på kapaciteten var snarere
en følge af, at der blev flere meget gamle, at patienter blev hurtigere udskrevet
fra sygehusene, at man havde nedlagt plejehjempladser, og at arbejdstiden
var nedsat. En betalingsordning, der betød forskelle i betaling for modtagelse af
det samme antal timer, ville ingen kunne forstå.
Og så blev den alligevel indført, fordi partierne ekskl. Fremskridtspartiet indgik
et »aktiveringsforlig«. »Beskæftigelsesdiskursen« udkonkurrerede en hensyntagen
til den offentlige mening som en normativ begrænsning på handlemulighederne.
Så går det galt, og det gjorde det. »Framingen« slog fejl og allerede ved
det efterfølgende finanslovsforlig blev den vedtagne betalingsordning ophævet.
Både »beskæftigelsesdiskursen« og (implicit) »uddannelsesdiskursen« kom på
dagsordenen i forbindelse med diskussionen om det postulerede kapacitetspres i
»gratisprincippets« kølvand. Man kunne, lød det, bare sætte arbejdsløse i sving,
uddannelse til hjemmehjælper var noget, man kunne tage på »fantastisk kort
tid«, og der var mange kvindelige arbejdsløse. Den velkendte nedvurdering af
uddannelseskravet og den traditionelle »kønsdiskurs« med deres deprofessionalingskonsekvenser
lurede stadig lige under overfladen. Det var da også karakteristisk,
at der ikke i forbindelse med aktiveringsforliget blev stillet uddannelsesmæssige
krav.
I 1988 førte Folketinget i forbindelse med en socialpolitisk redegørelse en velfærdsstatslig
diskussion. Socialminister Mimi Jacobsen betonede den større
medbestemmelse og den øgede valgfrihed som en del af vejen til at gøre op med
»myterne« om, at høje sociale ydelser havde en selvstændig værdi, og at »det
offentlige« kunne løse alle problemer ved at tilføre flere bevillinger og mere
personale. Det var vigtigt med en fornyet overvejelse, fordi »systemerne« var
blevet uoverskuelige, uforståelige og umyndiggørende. Man fornemmer tydeligt
en begyndende reaktion på den omfattende 80er-litteratur om velfærdsstatens
krise og legitimitetsproblem, der spejlede både en venstre- og en højrefløjsdiskurs
– om end med noget forskellig vægtlægning; men hun rejste betydelig
debat, fordi hun som overskrift for sin velfærdsstatslige diskurs satte det synspunkt,
at ansvaret for tryghed og velfærd måtte hvile på den enkelte. Denne
179

ansvarlighedsdiskurs blev yderligere – primært fra borgerligt hold – udbygget
med det synspunkt, at behandlersamfundet havde svækket ansvars- og selvfølelsen.
Værdigheden, selvrespekten og medansvarligheden lå i den enkeltes
forståelse af egen tarv. Man kan næppe tale om en egentlig moddiskurs, fordi
venstrefløjen jo selv havde medvirket til at udfolde legitimitetsproblematikken
og skepsissen over for »systemerne«. Derfor lød det fra den side, at en myndiggørelse,
styrkelse og udvikling af den enkelte var i orden, men det skulle ske
indenfor en ramme, der lod det offentlige bære ansvar for tryghed, trivsel, forebyggelse
og revalidering – socialreformkommissionens nøgleord.
Socialdemokratiet stod for en tredje diskurs, der ville påbegynde »anden runde
af velfærdssamfundet«, hvor mennesker skulle pålægges ansvar for deres egen
tilværelse og bygge på tilbud kombineret med krav til modtageren – en pligt og
ret-diskurs, en noget for noget tanke – hvor krav og ansvar gik hånd i hånd.
Pudsigt nok lå det ikke langt fra Fremskridtspartiets betoning af, at der blev
fokuseret for meget på den enkeltes ret og krav og for lidt på den enkeltes pligter
og modydelser.
Til legitimitetskrisen hørte det overordnede spørgsmål, som hævdedes at spille
en stor rolle i den offentlige mening: »Får jeg valuta for mine mange skattekroner?«
Svaret var, med varierende accentueringer, ret så fælles på tværs af det politiske
spektrum en moderniseringsdiskurs. Kodeordene blev modernisering og afbureaukratisering.
Til højre lød det programmatisk, at instrumenterne var brugerbetaling,
selvforvaltning og privatisering, mens man fra venstre side betonede
decentralisering, konkurrence i den offentlige sektor og selvforvaltning. Tanken
om New Public Management var ikke hverken højre eller venstre side fjern,
men fik dog forskellig udformning, når den blev konkretiseret, som det skete
ved drøftelsen af redegørelsen om et friere valg.
Fra regeringen tog argumentet afsæt i øget markedsorientering, friere valg mellem
private og offentlige leverandører, anvendelse af »ydelsesbeviser« (»vouchers«)
og øget konkurrence som vejen mod større forbrugertilfredshed og billigere
ydelser – konkurrencens konsekvens for produktivitet og effektivitet. Socialistisk
Folkeparti balancerede på knivens æg, fordi tanken om bekæmpe umyndiggørelse,
skrankepaveri og firkantede løsninger trak, men privatiseringselementet
havde for SF og Socialdemokratiet ingen attraktionsværdi. Brugerbetaling
og privatisering skulle ikke smugles ind ad en bagdør.
180

Perioden så sin afslutning med en sammenskrevet bistandslov, som i ikke ringe
grad spejlede en retssikkerheds- og gennemsigtighedsdiskurs, der kom til at
spille en betydelig rolle i den efterfølgende udvikling. Ældreråd og klageråd –
om end kun som hhv. høringsberettigede og henstillende instanser – så dagens
lys, og der blev til fremme af den enkeltes medansvar og medindflydelse introduceret
skriftlige afgørelser om tildeling af hjælp, der i skematisk form skulle
beskrive hjælpens omfang, formål og varighed. Uddannelseshensynet lå fremdeles
primært hos kommunerne.
Som endnu en nydannelse – med sigte på at forstærke forebyggelse, sundhedsfremme,
udnyttelse af egne ressourcer, råd og vejledning – alt med henblik på at
fastholde den enkeltes funktionsevne – indførtes forebyggende hjemmebesøg.
9.7 Idéer, holdninger og handling 1997-2002
Bistandsloven havde siden sin ikrafttræden i 1976 undergået mange ændringer,
og der var også sket betydelige omlægninger i en række »tilstødende« lovområder.
Det kaldte på en samordning, som blev gennemført i 1997 ved lovgivning
om aktiv socialpolitik, retssikkerhed og administration samt social service.
Ændringerne spejlede ikke ændringer i de grundlæggende mål. Det var fortsat
forebyggelse, hensyntagen til svage grupper, øget brugerindflydelse, respekt for
modtagerne, selvbestemmelse, styrkelse af egne ressourcer, indsats for at styrke
funktionsevnen, frit boligvalg og en – i hvert fald på det principielle plan – fastholdelse
af ældregruppens forskellighed, der stod i centrum.
I kølvandet på slutfirsernes oplevelse af en velfærdsstatslig legitimitetskrise
spejlede drøftelserne den for 90erne så karakteristiske stærkere betoning af
princippet om »noget for noget«. I forbindelse med serviceloven fremhævede
man styrkelsen af den enkeltes ansvar og muligheder og understregede, at alle –
også de gamle – måtte påtage sig ansvar og yde deres til fællesskabet. Overordnet
og i sammenhæng med den »uskrevne sociale kontrakt«, der lader børnene
og de unge forlade ungdomsperioden med en »gæld« til forældregenerationen,
som indfries i den erhvervsaktive periode parallelt med en opbygning af en fordring
på børnegenerationen til indfrielse en periode senere, fremhævede man
»kontraktens« gensidighed eller reciprocitet. Statsministeren anførte i sin åbningstale,
at de ældre ikke måtte ses som en belastning, fordi de forud havde
ydet deres til opbygning af velfærdssamfundet – »noget for noget«. Tilsvarende
sagde den konservative ordfører under en af forespørgselsdebatterne, at man
netop – med større eller mindre begejstring – betalte sine skatter til fællesskabet
181

i forventning om at blive »støttet«, hvis der opstod et behov – »noget for noget«.
Tabel 9.6 Hovedpunkter vedrørende perioden 1997-2002
Idé/Formål Styrkelse af den enkeltes ansvar, herunder »yde sit til
fællesskabet«, kodifikation af spredte bestemmelser
Problem Mange ændringer i bistandsloven havde skabt behov for
fornyet »sammenskrivning«; velfærdsstatsligt legitimitetsproblem;
mediekritik af kommuner; øget vægt på
retssikkerhed
Værdier Ingen grundlæggende ændringer: forebyggelse, hensyn
til de »svage«, øget brugerindflydelse, respekt for mod-
Holdninger Minimumsstandarder
Centralisering
Retsgarantier
182
tagere, selvbestemmelse, frit boligvalg, retssikkerhed
Lokalt selvstyre
Decentralisering
Pres for frit valg
Handlinger Lov om social service (1997);
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område (1997);
Forespørgsel om ældreforsorgen (1997);
Kvalitetsstandarder (1998);
Forespørgsel om de ældres situation (1999);
Fleksibel hjemmehjælp (2000).
I forlængelse af den tidligere borgerlige regerings redegørelse om friere valg af
offentlig service, pressede Venstre og Det konservative Folkeparti vedvarende
på for at få gennemført en mulighed for at vælge private leverandører men inden
for en ramme, som hvilede på fastholdelse af den kommunale ansvarlighed.
Det var fælles gods at betone det behov for information, åbenhed og sammenlignelighed,
der skulle blive en del af det »framings«-mantra, som kom til at
præge den efterfølgende borgerlige regerings moderniseringsprogram.
Bag denne tanke lå ønsket om, at borgerne skulle have et relevant grundlag for
deres forventningsdannelse, at åbenhed og sammenlignelighed var forudsætning
for ansvarlig medindflydelse, at borgerne skulle kende deres rettigheder, og at
forventningerne mellem modtager og »udfører« kunne afstemmes.
Periodens drøftelser på det parlamentariske niveau var præget af det noget miserable
billede af ældreomsorgen, der blev tegnet af medierne, og som netop i
kraft af den intense mediedækning formentlig prægede den offentlige mening.
Derfor kom forholdet mellem det centrale og det decentrale niveau, kritikken af
den kommunale indsats, ønskerne om egentlige retlige garantier for tildeling af
ydelser og udvidet klageadgang til at dominere Folketingets debatter.

Fra flere sider lød der røster, der ønskede en mere detaljeret styring fra Folketingets
side. Det kunne være i form af fastsættelse af minimumsydelser eller
garantier, som kunne lægge en fast grund under de kommunale dispositioner.
Det var et typisk oppositionssynspunkt, mens regeringspartier altid havde tendens
til at fastholde det kommunale selvstyre som paradigmatisk forudsætning.
Respekten for det kommunale selvstyre slog som oftest ud i argumenter, der
betonede, at individuel bistand måtte forudsætte lokal beslutningskompetence,
eller at minimumsnormer netop ville sætte minima igennem på bekostning af de
svage. På den anden side lagde den stærke mediekritik og den dermed sammenhængende
offentlige mening utvivlsomt et pres på Folketinget, fordi det ofte var
de »centrale« politikere, der måtte tage smækkene, selv om det var lokalpolitikerne,
der stod for udmøntningen af beslutningerne til praksis.
Det var utvivlsomt dette pres, som fremkaldte periodens mest interessante nydannelse:
idéen om kvalitetsstandarder. Den blev »framet« såvel med en hensyntagen
til den offentlige mening som under hensyntagen til det kommunale
selvstyre som knæsat paradigme. I forhold til borgerne betonede man styrkelsen
af den enkeltes retsstilling, det forventede kvalitetsløft, synliggørelse, ensartethed
i fordelingen af ydelser indenfor den enkelte kommune osv. I forhold til
kommunerne understregede man standarderne som egnet kommunalt styringsinstrument,
der skulle gøre det enklere at opnå en afstemning mellem det af kommunalbestyrelsen
fastsatte serviceniveau, de visiterede ydelser, den faktiske
ydelseslevering og de forventninger, som prægede borgerne. Det blev også
fremhævet, at det ville være et hensigtsmæssigt instrument i afgrænsningen
mellem myndigheds- og opgaveudførelsen. Hovedsigtet var et håb om, at kvalitetsstandarder
kunne tjene til at svække spændingen mellem centralt fastsatte
mål og rammer på den ene side og den lokale udmøntning på den anden.
Idéen om fleksibel hjemmehjælp var en imødekommelse af idéen om udvidet
valgfrihed for den enkelte. »Byttemulighederne« skulle dog udspille sig indenfor
den fastlagte tidsramme og under skyldig hensyntagen til, at de »nødvendige
ydelser« blev leveret. Venstrefløjen trådte en dans på knivens æg, fordi man på
den ene side gerne ville udstyre den enkelte med rettigheder, mens man på den
anden side for at undgå umyndiggørelse gerne så, at den enkelte kunne have
medindflydelse.
9.8 Idéer, holdninger og handling 2002-2007
I oktober 1992 afgav daværende finansminister Henning Dyremose en redegørelse
til Folketinget om friere valg af offentlig service. I januar 1993 blev rege-
183

ingen afløst af den første Nyrup Rasmussen regering bestående af Socialdemokratiet,
Det radikale Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti. Hermed gled frit
valgs tanken i baggrunden. Da den første Fogh Rasmussen-regering trådte til i
november 2001 varede det ikke længe, før frit valgs idéen atter blev bragt på
dagsordenen.
Tabel 9.7 Hovedpunkter vedrørende perioden 2002-2007
Idé/Formål Indføre en »markedslignende« hjemmehjælpsordning;
»Systemtænkning« skal erstattes af individuel hensyntagen
Problem Den »traditionelle« velfærdsstats svagheder og manglende
legitimitet
Værdier Den individuelle, den samfundsøkonomiske og den velfærdsstatslige
diskurs’ indhold
Valget som metaværdi
Holdninger Socialdemokratiet støtter i
2002 de tre diskurser
184
Regeringen:
Behov for nye ledelses- og
styringsværktøjer
Er der tilstrækkelig tid?
Lokalt selvstyre?
Venstrefløj: ideologisk
program
Socialdemokratiet efter
2003/04:
»stopurstyranni«;
»stregkoderegimente«;
Frit valg over kommunegrænser;
Tilkøbsydelser;
Ældrepakke er blevet bureaukratipakke;
Sæt kommunerne fri
Handlinger Der indføres frit valg af leverandør og udvidet fleksibilitet
i hjemmehjælpen ved servicelovens revision (2002);
Justeringer i frit valgs modellen (2004);
Socialdemokratiets beslutningsforslag (2004);
Justeringer vedrørende forebyggende hjemmebesøg
(2005);
Stramning af tilsynsreglerne (2007);
Kvalitetsreformen (2007).
Den nye tanke blev introduceret med indbringelsen af et forslag til ændring af
lov om social service allerede i februar 2002, og endnu inden forhandlingerne
om dette forslag var bragt til ende, offentliggjorde regeringen de første publikationer,
som indvarslede dens såkaldte moderniseringsprogram.
Begge havde frit valg og konkurrence som nøglebegreber. Anvendt på hjemmehjælpsområdet
betød det, at der skulle være valgfrihed i henseende til hvem
modtageren ønskede som leverandør – den kommunale hjemmehjælp eller en

privat leverandør, i henseende til hvad modtageren ønskede sig – inddragelse
ved afgørelsen, og hvordan hjælpen skulle ydes – udvidet fleksibel hjemmehjælp,
så også den personlige pleje kunne gøres til genstand for »bytte«, dog
med den begrænsning der lå i, at en faglig vurdering skulle tilsikre, at den nødvendige
pleje blev varetaget. Paradigmatisk udspringer tænkningen af en »analogi
til markedet«, der fremtræder så meget stærkere, når den ses i sammenhæng
med »framingen«, jf. nedenfor. Forbrugerens præferencer skal være styrende,
og forbrugerne vil gennem deres valg mellem konkurrerende udbydere fremkalde
den efficiens, som ligger til grund for økonomers anprisning af markedet i
dets ideelle form.
Mens en tidligere »velfærdsnaivisme« lod konstateringen af »markedsfejl« være
en nødvendig og tilstrækkelig betingelse for at overføre en given aktivitet til
den kollektive beslutningsproces, spejler de nye idéer – New Public Management
– en tilsvarende »naivisme«, idet »fejl« i den offentlige sektors funktionsmåde
tages som nødvendig og tilstrækkelig betingelse om ikke for indførelse
af genuine markeder så for quasi-markeder. Det finder netop udtryk i »framingens«
treleddede diskurs, som inddrager såvel individuelle, samfundsøkonomiske
som velfærdsstatslige hensyn. Paradigmatisk er pointen jo netop, at
svaret på den monopoliserede offentlige sektors manglende lydhørhed, dens
leverance af standardiserede ydelser og tvivlen om, hvorvidt der fås tilstrækkeligt
for skattekronerne, skal findes i anvendelse af »markedslignende styringsprincipper«.
»Framingen« af moderniseringsprogrammet i almindelighed og det frie valg
efter serviceloven var treleddet og byggede på en individuel velfærdsdiskurs, en
samfundsøkonomisk diskurs og en velfærdsstatslig diskurs. Den individuelle
velfærdsdiskurs betonede især det frie valg som vejen til at give den enkelte
ældre indflydelse på vedkommendes eget liv, at øge retssikkerheden, at sikre
den tildelte bistands faktiske levering, at give frit boligvalg, at fremme selvbestemmelse,
kontinuitet, selvstændighed, værdighed og respekt, at modvirke
oplevelsen af umyndiggørelse og at inddrage de individuelle ønsker i forbindelse
med afgørelsen. Den samfundsøkonomiske diskurs lagde tyngden på konkurrencen,
der skulle sikre bedre kvalitet, mere velfærd for pengene, innovation,
effektivitet, mangfoldighed, en mere lydhør offentlig sektor, fleksibilitet, monopolbrud
og synliggøre omkostningerne. Den enkelte blev indenfor denne
diskurs set som »kunde« eller »forbruger« i en quasi-markedslignende kontekst.
Endelig understregede den velfærdsstatslige diskurs, at de »nye« ordninger
skulle udspille sig indenfor en fællesskabsramme, som fastholdt den samfunds-
185

mæssige ansvarlighed og betydningen af »de stærkes« forpligtelser i forhold til
»de svage«, som tog hensyn til nødvendigheden af en offentlig udgifts- og kapacitetsstyring,
som synliggjorde myndighedsansvaret, som skabte større åbenhed
om de kommunale, politiske beslutninger og dermed også åbenhed om borgernes
rettigheder. »Systemtænkning« skulle erstattes af individuel hensyntagen.
Alt i alt en »framing«, der var tænkt som svar på den legitimitetsproblematik,
der udsprang af den offentlige mening, og som knyttede sig til monopolleverancer,
en fornemmet manglende effektivitet og et spørgsmål om, hvorvidt
man fik værdi for sine skattekroner.
Netop denne treleddede diskurs lader moderniseringsprogrammet fremstå med
en række iboende spændinger. For bl.a. at øge retssikkerheden for den enkelte
betones det, at modtagerne faktisk skal modtage de ydelser, der med visitationsafgørelsen
– afledt af servicestandarden – er stillet i udsigt. For bl.a. at øge valgfriheden
skal den samme enkelte indenfor visse grænser kunne »bytte« ydelser
(fleksibel hjemmehjælp). »Bytteret« og »faktisk indfrielse af afgørelsen« står i
et indre spændingsforhold, der i det konkrete møde mellem omsorgsgiver og
omsorgsmodtager lader giveren stå i en uklar situation – i princippet klemt mellem
to »opdragsgivere«. På den ene side skal visitators afgørelse tilsikre, at
modtageren faktisk får de ydelser, der er visiteret til. På den anden side skal
modtageren kunne øve indflydelse på, hvordan hjælpen konkret ydes. Denne
spænding mellem to »principaler«, mellem autonomi og kontrol i det konkrete
møde, kan i bedste fald kun delvis opløses ved den diskurs, der foreskriver, at
modtagerens individuelle ønsker skal inddrages i forbindelse med afgørelsen. På
den ene side skal der skabes sammenhæng mellem afgørelse og levering, mens
der på den anden side skal være tale om fleksibilitet i den ydede omsorg.
Spændingen fremgår med al tydelighed af den pjece Socialministeriet og Ældresagen
i 2004 udgav om frit valg og fleksibel hjemmehjælp. 88 I indledningen slås
det fast, at der »med fleksibel hjemmehjælp er skabt mulighed for, at du og
hjemmehjælperen sammen kan lave mere frie aftaler om, hvilke opgaver du
ønsker hjemmehjælperen skal løse«. »Sammen« antyder en gensidighed, medens
»mere frie« rejser spørgsmålet »mere i forhold til hvad«? Af specifikationerne
fremgår begrænsningerne tydeligt. Det er afgørelsen, der er grundlag for
hjemmehjælpen, men den enkelte kan være med til at tilrettelægge det daglige
arbejde, hvis og når han eller hunn en gang imellem ønsker at »bytte ydelser«.
88
Socialministeriet og Ældresagen, Frit valg og Fleksibel hjemmehjælp, København,
2004.
186

Hvis hjemmehjælperen skønner, at fravalget er socialfagligt uforsvarligt, er det
den visiterede hjælp, der skal ydes. Og hvis der mere vedvarende sker fravalg
af en ydelse, kan det give anledning til en revisitation med deraf følgende ændret
afgørelse. Så kan spændingsforholdet næppe udtrykkes tydeligere.
En anden spænding flyder af det forhold, at paradigmet bag serviceloven – de
overordnede ældrepolitiske mål – forudsætter, at den enkelte, så langt kræfter
og funktionsevner rækker, skal inddrages i hjemmets daglige aktiviteter netop
med fastholdelse og udvikling af funktionsevnen som mål. Omvendt tilsiger
den vægt, der lægges på omsorgen som ydelsesleverance, at det drejer sig om en
kompenserende form for hjælp. Det skaber en spænding for omsorgsmodtageren,
fordi bistanden har en dobbelt funktion, og det skaber en spænding for omsorgsgiveren,
fordi omsorgen skal udmøntes indenfor en udgifts- og kapacitetsstyring,
som betinger en tidsrestriktion. Spændingen bliver ikke mindre, når det
medtænkes, at en omsorgsgiver, der er knyttet til en ikke kommunal leverandør,
på den ene side »styres« af hensynet til den indgåede kontrakt mellem bestiller
og leverandør, mens han eller hun på den anden side skal respektere den visitationsafgørelse,
som i princippet er en »kontrakt« mellem myndighedsudøveren
og omsorgsmodtageren.
En tredje spænding udspringer af den velfærdsstatslige diskurs, der tilsiger en
særlig hensyntagen til »de svage«, men de har næppe indenfor en fleksibel
ramme samme dagsordenssættende kapacitet som »de stærke« og næppe overhovedet
samme mulighed for at udøve det valg, der efter paradigmet er den
drivende motor, som skal sikre selvbestemmelsen og selvstændigheden. »De
stærke« kan i højere grad nyttiggøre det frie valg både i henseende til valg af
leverandør og i henseende til udnyttelsen af den fleksible hjemmehjælp.
En fjerde spænding ligger i, at moderniseringsprogrammet som udgangspunkt
antager, at den enkelte både kan og skal afgøre, hvad der er bedst for vedkommende.
Over for det står den velfærdsstatslige diskurs’ påstand om, at omsorgsydelser
tilvejebragt i en fællesskabsramme netop er begrundet i, at den bestemmelse
af »den rigtige« omsorg afhænger af en professionel vurdering. Økonomer
taler i den sammenhæng om en »tilstandseksternalitet«. Det, der efterspørges,
er en »ændret tilstand«, in casu en ændret funktionsevne eller »undgåelse«
af en forringet funktionsevne. Tilstandsændringen fremkaldes i et samspil mellem
forskellige ydelser og modtagerens karakteristika, der sammen indgår som
»inputs i en produktionsfunktion«. Netop en sådan produktionsfunktions egenskaber
er et professionelt anliggende. Lægger man vægten på, at den enkelte
187

kan og skal afgøre, hvad der er bedst, er det modtageren, der sætter dagsordenen,
mens en betoning af, at det drejer sig om en »tilstandseksternalitet« giver
den professionelle »the final say«. I begge tilfælde er der tale om en asymmetrisk
relation, der bryder med gensidigheden mellem »modtager« og »giver«.
En dermed sammenhængende femte spænding ligger i den på den ene side principielle
påstand om omsorgsmodtagerens evne til at være forbrugsvalgets konge
og dermed også ansvarlig for valgets konsekvenser og på den anden side fastholdelsen
af den samfundsmæssige ansvarlighed.
Socialdemokratiet, der, i den periode fra 1993 til 2001, da partiet var ledende
kraft i skiftende regeringer, havde alene havde åbnet for en begyndende fleksibel
hjemmehjælp, men derudover ikke havde fremmet frit valg, reagerede positivt
på forslaget. Partiet støttede det tankekompleks, der var indeholdt i regeringens
»framing« udfoldet i de tre diskurser. Komplekset var dermed på vej til at
udvikle sig mod et nyt paradigme. Socialdemokratiet havde kun enkelte reservationer.
Partiet understregede, at en forudsætning for reel fleksibilitet var, at der
var tilstrækkelig tid til rådighed, udtrykte en vis bekymring for den pligt, der
blev pålagt kommunerne, og markerede en tilsvarende bekymring for, at antallet
af leverandører blev for stort, da det kunne true en helhedsorienteret indsats;
men ellers blev tankesættet bakket op.
Ikke mindst pålægget til kommunerne gjorde både på det tidlige tidspunkt og
senere i udviklingsforløbet Det radikale Venstre skeptisk, fordi partiet i den
grad betonede den kommunale selvstyrediskurs som bærende for det hidtil gældende
paradigme.
Venstrefløjen var kritisk og så det som en ideologisk diskurs med privatisering
som mål (nyliberale handelshøjskoleteorier). Man advarede mod bureaukratisering
og opfattede tankegangen som »forbrugerisme ført ud i dens yderste konsekvens«.
Det ville have været bedre at anvende midler på bedre service, bedre
ansættelsesforhold og bedre uddannelse.
Formentlig fremkaldt af stærk mediekritik mod udviklingen i hjemmehjælpen i
sammenhæng med en deraf flydende påvirkning af den offentlige mening havde
standpunkterne ændret sig ret meget, da loven i hhv. 2004 og 2005 skulle revideres.
Ikke mindst Socialdemokratiets ændrede holdning, der næppe var uden
sammenhæng med en række mediestorme, fremgik i forbindelse med behandlingen
af et forslag til folketingsbeslutning.
188

Socialdemokratiet så nu loven som en fiasko præget af »stopurstyranni« og
»stregkoder«, der havde givet mindre tid til den egentlige pleje og skabt et stort
tidsforbrug til administration. Man ønskede loven grundlæggende revideret;
men det var ikke indlysende klart, hvad partiet ville sætte i stedet. Forespurgt
om argumentationen betød, at man ville ophæve det frie valg, lød svaret, at Socialdemokratiet
støttede retten til at vælge mellem »flere forskellige ting«, retten
til frit valg over kommunegrænserne og retten til tilkøb af ydelser. Partiet
var ikke, lød det, imod frit valg, men ville gøre det reelt. Regeringen havde alene
tilbudt en privat leverandør og »ældrepakken« fra 2002 havde vist sig at
være en »bureaukratipakke«. Hjemmehjælpen var blevet maskinel og for lidt
omsorgsorienteret, kontrol og standardisering, der var nødvendiggjort af den
kravet om lige konkurrence mellem leverandører, havde vundet overhånd over
fleksibilitet og omsorg. Brugeren var blevet kunde, der skulle leveres en standardvare
– og ikke en borger med krav på støtte til et godt og værdigt liv. Alternativet
var en dialogorienteret omsorg og en tillid til, at modtageren og hjælperen
selv kunne finde ud af, hvad det var ønskeligt at gøre. Det var i mødet mellem
borgeren og personalet, de konkrete ydelser måtte defineres, hvilket betød
at visitationens afgørelse skulle kunne redefineres i det konkrete møde. Livskvaliteten
lå ikke i valget, men i svaret på, hvordan den skulle »strikkes sammen«.
Derfor burde der satses på den direkte omsorg og ikke på bureaukratiske
systemer, og det kunne bedst ske ved at stille den enkelte kommune frit i henseende
til at finde den rigtige løsning. Socialdemokratiet talte direkte om »en
kovending«, så man ikke fortsat styrede efter stive systemer, men efter de mennesker
man havde umiddelbar kontakt med.
Socialministeren erkendte, at der var »indkøringsproblemer«, men henførte dem
i første omgang til dårlig planlægning og ledelse i kommunerne, som skulle
overvindes ned nye ledelses- og styringsværktøjer. Senere påpegede hun, at der
var forkert at se en modsætning mellem omsorg og styring, men sagde dog samtidig,
at planlægningsredskaber skulle bruges med fornuft, så man ikke fjernede
menneskeligheden i omsorgen. Mangt og meget i den socialdemokratiske argumentation
var udtryk for værdier, der allerede var indlejret i loven, men som
alene kunne udmøntes i den lokale kultur med udgangspunkt i de holdninger og
værdier, der prægede den lokale hjemmehjælpsledelse og det konkrete møde
mellem hjemmehjælperen og modtageren af hjemmehjælp.
Implicit spejlede periodens debat – som en indrømmelse til mediedebatten og
den offentlige mening – en vis fornemmelse af, at der – vedrørende stive regler,
189

stopure, kontrolsystemer, minuttyranni – var »noget om snakken«. Uenigheden
drejede sig om, hvorvidt det kunne føres tilbage til frit valgs modellen.
Hvis det er rigtigt, at det programmatiske tilløb, ældrepakken fra 2002 repræsenterede,
på vedtagelsestidspunktet var på vej til at vinde status som accepteret
paradigme, spejlede det efterfølgende forløb om ikke konkurrerende paradigmer
så dog en bevægelse »back to basics« som alternativ til tankesættet bag moderniseringsprogrammet.
Det fandt markant udtryk ved to beslutningsforslag, der
blev drøftet i 2005. Forslaget til folketingsbeslutning fra Socialdemokratiet,
Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten nævnte ikke med et
ord det frie valg, mens det andet beslutningsforslag fra de Konservative, Dansk
Folkeparti og Venstre anpriste frit valgs ordningerne og de udviklingsprojekter,
der var iværksat for at følge dem op. Alternativet til regeringens politik stod dog
sært uformidlet, fordi Socialdemokratiet som hovedtalsmand balancerede mellem
en støtte til de ældres valgmuligheder og en fordring om, at der skulle være
mere tid til rådighed, hvis valgmulighederne skulle være reelle. Måske man med
forsigtighed kan aflæse en støtte til den fleksible hjemmehjælp, men en voksende
skepsis over for det frie leverandørvalg.
190

Kapitel 10. Plejehjemstilsyn –
politik på pressens præmisser
10.1 Indledning
Da loven om retssikkerhed og administration så dagens lys, fortalte den lakonisk,
at det var kommunalbestyrelsens pligt at føre tilsyn med løsningen af de
kommunale opgaver. Allerede inden retssikkerhedslovens og servicelovens
ikrafttræden kom der imidlertid nye boller på suppen. Socialministeren blev
bemyndiget til at pålægge kommunerne at udarbejde kvalitetsstandarder. Det
var et skridt mod en adskillelse af myndighedsfunktionen og det, man endnu
kaldte, opgaveudførelsen, og som vi senere møder som leverandørfunktionen. 89
Fremkaldt af en række mediestormes fokus på omsorgssvigt blev det tre år senere
fulgt op af en lovregulering af det kommunale tilsyn med indsatsen over for
de ældre. Skellet mellem de kommunale roller blev præciseret. Det samme
gjaldt kravene til omfang og form for det kommunale tilsyn. Nye bruger- og
pårørenderåd med medinflydelse på tilrettelæggelsen af den daglige pleje- og
omsorgsindsats så dagens lys, og det blev påbudt, at der skulle udarbejdes individuelle
plejeplaner for ældre i plejeboliger. Formålet var at sikre, at opgaverne
blev udført i overensstemmelse med de afgørelser, myndigheden havde truffet.
De skulle igen modsvare de politisk fastsatte kvalitetsstandarder.
89 Dette kapitel bygger på Asbjørn Sonne Nørgaard, Didde Cramer Jensen og Maud
Rosborg Rosendahl, Plejehjemstilsyn – politik på pressens præmisser, Syddansk Universitetsforlag,
2008.
191

År senere blev det konstateret, at »forsommerens debat i 2006 om forholdene på
landets plejehjem og plejeboliger gav anledning til tvivl om, hvorvidt det særlige
kommunale tilsyn med plejehjem m.v. altid fungerer efter hensigten«. Tvivlen
blev fulgt op af en undersøgelse, og resultatet blev en ny opstramning af
tilsynsforpligtelsen. Politikere skulle som princip ikke længere medvirke i tilsynene,
og tilsynene skulle »strømlines«, så fokus blev rettet mod forud definerede
temaer og forhold. Over en kort periode er der gennemført en tiltagende central
regulering af det kommunale tilsyn – uden at det for alvor synes at have løst
problemerne.
10.2 Kvalitetsstandarder
Kommunalbestyrelserne har altid fastlagt det kommunale serviceniveau, men
det har for så vidt kun været borgeren bekendt gennem de konkrete kommunale
afgørelser. Den enkelte fik en vis indsigt gennem det skema, der lå til grund for
de kommunale afgørelser, og som borgeren i princippet selv var med til at udfylde;
men kommunen havde ikke en generel pligt til at fortælle, hvad borgerne
kunne forvente. Det blev ændret, da serviceniveauet skulle præciseres i form af
(operationelle) kvalitetsstandarder. Bistandens indhold, omfang og udførelse
skulle beskrives. Formålet var at sikre ensartede afgørelser, når der indenfor
kommunen var tale om samme behov; at sikre overensstemmelse mellem politisk
fastsatte mål og leverede ydelser; og at sikre borgernes kendskab til deres
»rettigheder«. Samtidig tjente standarderne som styringsværktøj, fordi de skulle
være kerne i en årlig evaluering, der skulle drøftes med klagerådet.
Det lå i »spillereglerne«, at kommunerne skulle deklarere den service, der kunne
forventes, adskille myndighedsudøvelse fra opgaveløsning og evaluere, om
målene blev opfyldt.
Kvalitetsstandarderne sigtede primært på hjemmehjælpen, men de var faktisk
også gældende for plejehjemmene, selv om der var nogen usikkerhed i så henseende.
Da standarderne blev indført, var viljen måske nok redebon, men kødet
var skrøbeligt. De efterfølgende år bevidnede således problemer med at omsætte
tanken til virkelighed.
10.3 Tilsyn med plejehjem
I december 1999 blæste stormen op om plejehjemmene Birkebo i Odder og
Bakkegården i Århus. Det gav umiddelbart anledning til et § 20-spørgsmål om
192

skærpet tilsyn. Måneden efter var den gal på Nordborg Plejehjem, Kærbo Plejehjem
(København) og plejehjemmet Lillevang (Farum). Socialministeren var
positiv, men lidt tøvende i sin reaktion. Derfor fremkom ikke færre end seks
forslag til folketingsbeslutning, som ønskede skærpet tilsyn og kontrol.
Mediestormene satte debatten i gang og placerede tilsynsspørgsmålet på den
politiske dagsorden. Der var mindre uenigheder om, hvordan et skærpet tilsyn
skulle udmøntes, men der var bred politisk enighed om en stramning af den
centrale regulering. Især partierne uden for regeringen havde stærk tiltro til mere
uvildig kontrol. Der kom dog til at hengå det meste af et år, før enigheden
gav anledning til et lovinitiativ.
Lovforslaget byggede på
• Individuelle planer for den samlede pleje- og omsorgsindsats for personer,
der bor i plejehjem og lignende boliger;
• Etablering af bruger- og pårørenderåd på plejehjem og lignende boliger;
• Forbedring af myndighedernes tilsyn med udførernes indsats:
o Præcisering af at tilsynet skal kontrollere, at opgaverne løses »i
henhold til kommunens vedtagne kvalitetsstandarder«;
o Minimum to uanmeldte, og et anmeldt tilsyn om året;
o Individuel rapport efter alle tilsyn samt en årlig redegørelse;
o Tilsynsrapporter skal i høring hos brugerrådet og det kommunale
ældreråd;
o Læge(r) tilknyttes kommunen som sundhedsfaglig(e) rådgiver(e)
og skal én gang årligt »gennemgå« plejehjemmene (ikke
selvstændigt tilsyn). Rapport sendes til kommunen samt til embedslægen.
Idéen var m.a.o. at præcisere, at kvalitetsstandarderne var gældende, og at de for
plejehjemsbeboere skulle suppleres med individuelle planer, som kunne inddrage
den enkeltes særlige forhold.
Selv om regeringen betonede kontrollen sideordnet med kvalitet og udvikling,
var Folketingets fokus på tilsyn og kontrol. Flertallet ønskede et uvildigt tilsyn.
Der blev gennemført flere ændringer af forslaget under Folketingets behandling.
Brugerrådets beføjelser blev udvidet. Adskillelsen mellem tilsyn og myndighedsansvar
på den ene side og leverandørerne på den anden side blev mere
193

markant. 90 Tilsynet skulle omfatte opgaveløsning såvel under hensyn til kvalitetsstandarder
som under hensyn til de individuelle plejeplaner. Sundhedsfagligt
tilsyn skulle varetages af embedslægen ved mindst et årligt uanmeldt besøg med
efterfølgende rapport til kommunalbestyrelse og plejehjem. Der var pligt til at
følge op på misforhold mellem legitime krav og faktisk leverede ydelser. Tilsynene
skulle sammenfattes i en årlig rapport til Sundhedsstyrelsen. Der var hermed
– i forhold til den generelle tilsynsforpligtelse – etableret et mere vidtgående
tilsyn med plejehjemmene. 91
I kølvandet på endnu en mediestorm – Fælledgårdssagen (2006) – »gentog«
Folketinget en »stramningsproces«. Efter DR’s »afsløringer« blev der stillet
adskillige § 20- og samrådsspørgsmål til socialminister Eva Kjer Hansen, der
ganske som den tidligere socialminister iværksatte en undersøgelse og erklærede
sig positiv over for en evt. opstramning af tilsynet. Denne gang var der dog
større vilje til ikke bare at betone kontrollen men også til at se problemet i
sammenhæng med uddannelse, ressourcer, personaleforhold, ledelse og meget
andet.
Undersøgelsen, der kom til at danne grundlag for Eva Kjer Hansens lovinitiativ
i 2007, blev udført af Rambøll Management. 92 Rapportens beskrivende konklusioner
var velunderbyggede. De mere ukontroversielle anbefalinger 93 var plausible,
mens der kan stilles spørgsmålstegn ved to af de anbefalinger, der kom til
at danne grundlag for lovændringen.
Grundlaget for anbefalingen om, at politikerne ikke må deltage i tilsynet, er ikke
indlysende klar. Det bygger dels på en påstand om, at politikerdeltagelse betyder,
at man »kontrollerer sig selv«, og dels på påstanden om, at politikerne »per
definition ikke har den faglige indsigt i plejesektoren«.
90 Det blev i 2004 præciseret – uden at det betød en realitetsændring – at myndighedsfunktionen
selvsagt ikke kunne udliciteres, mens udførelsen af selve tilsynsopgaven
godt kunne overlades til andre.
91 Kort efter foreslog de Konservative et uvildigt tilsyn med den hjælp, der udføres i
ældres eget hjem, men det er ikke blevet vedtaget.
92 Rambøll Management A/S, Undersøgelse af tilsynene på plejecentre m.v. og af bruger-
og pårørenderåd, Socialministeriet, december 2006.
93 Styrkelse af læringselementet ved møder og samtaler plejehjemsledere imellem; klar
udmelding af tilsynets formål; læselige og forståelige tilsynsrapporter; ens og konsistente
vurderingskriterier på tværs af plejehjem i den enkelte kommune.
194

På de fleste andre områder er der ingen vanskeligheder ved anvendelse af klassiske,
hierarkiske styringsinstrumenter. Hvad er det præcis, der skiller plejesektoren
ud? 94 Det synes ej heller overbevisende godtgjort, at der er behov for mere
kontrol, endsige at der er de store problemer med det eksisterende tilsyn. På de
dimensioner, hvor der måske kan påpeges vanskeligheder, kan de meget vel
skyldes de lidet operative kvalitetsstandarder, visitationen og de individuelle
plejeplaner. Man kan i bedste fald tale om, at der er en begrænset dokumentation
for behovet for at styrke kontrolelementet – og rapporten anfører selv, at det
ikke er særligt sandsynligt, at et styrket tilsyn kan hindre nye eksempler på
»omsorgssvigt«.
Det er så meget mere problematisk, fordi rapporten bygger på en såkaldt »forandringsteori«,
som mildest talt ikke har fast teoretisk grund under fødderne.
Der kan stilles adskillige spørgsmålstegn ved den anvendte »teori«, og det betyder,
at anbefalingerne hviler på udokumenterede gisninger. Ikke desto mindre
hvilede lovforslaget fra januar 2007 på mange henvisninger til den gennemførte
analyse, der havde vist behovet for »at styrke og stramme op på kvaliteten af de
kommunale tilsyn på plejehjem og i plejeboliger«. Resultatet af drøftelserne
blev en bemyndigelse til socialministeren, der kunne fastsætte nærmere regler
om tilsyn, herunder beslutte at kommunalbestyrelsesmedlemmer ikke kan deltage
i den faktiske udførelse af tilsynet. 2007-loven lå i forlængelse af beslutningerne
om kvalitetsstandarder fra 1997 og tilsynsbestemmelserne fra 2001. Det
har betydet, at der i dag er en ganske omfattende regulering af det kommunale
tilsyn med forholdene på plejehjemmene. Den i juni 2007 udstedte bekendtgørelse
fremgår af boks 10.1.
Boks 10.1. Regulering af kommunernes tilsyn med plejecentre mv.: Tilsynets
indhold
Bekendtgørelse om tilsyn på plejehjem og i plejeboliger m.v.
Formål
§ 1. Kommunalbestyrelsen skal sikre sig, at der i forbindelse med tilsynet efter § 151 i
lov om social service er fokus på de kommunale opgaver efter lovens §§ 83 og 86. Tilsynene
skal desuden skabe mulighed for læring og fremadrettet udvikling.
Tilsynets indhold
§ 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at tilsynsbesøget afdækker de relevante og aktuelle
forhold på plejehjemmet og i plejeboligerne m.v.
94 Anbefalingerne er i pæn overensstemmelse med den styringsoptimisme og det rationale,
der både politisk og ministerielt kan udlæses af tidligere drøftelser.
195

Stk. 2. Tilsynsbesøget skal som minimum belyse beboernes oplevelse af:
1) Boligforhold.
2) De fysiske rammer for hverdagen.
3) Hjælpen efter lovens §§ 83 og 86.
4) Deres sociale trivsel.
5) Forplejningen.
6) Kultur og socialt miljø, herunder dialog med
personalet m.v.
7) Aktiviteter.
Stk. 3. Hvis beboeren giver udtryk for utilfredshed eller ønske om at klage, skal den
tilsynsførende endvidere sikre sig, at beboeren har kendskab til klageadgangen.
Stk. 4. Tilsynsbesøget skal i forhold til plejepersonalet som minimum belyse:
1) Om der er instrukser for ansvars-, kompetence- og opgavefordeling, herunder om
instrukserne er skriftlige, kendte og tilgængelige.
2) Om der foretages oplæring af nyt personale, herunder afløsere og vikarer.
3) Hvordan forholdene er for grupper med særlige behov, herunder personer med demens,
handicap m.v.
4) Om der er instruktion i reglerne om magtanvendelse.
5) Hvordan er dialogen med henholdsvis beboere og ledelse.
6) Hvordan hjælpen efter lovens §§ 83 og 86 opleves.
7) Om der er mulighed for efteruddannelse.
Stk. 5. Tilsynsbesøget skal i forhold til ledelsen som minimum belyse:
1) Om der siden sidste tilsynsbesøg er sket væsentlige ændringer i forhold til beboersammensætning
og personalesituation m.v.
2) Hvordan ledelsen har fulgt op på eventuelle kritikpunkter i forhold til tidligere besøg
3) Om der er udarbejdet et værdigrundlag.
4) Om der instrukser for ansvars-, kompetence og opgavefordeling, herunder om instrukserne
er skriftlige og hvorledes det sikres, at instrukserne løbende opdateres og er
kendte og følges af plejepersonalet.
5) Om der foretages oplæring af nyt personale, herunder afløsere og vikarer.
6) Hvordan forholdene er for grupper med særlige behov, herunder personer med demens,
handicap m.v.
7) Hvordan det sikres, at reglerne om magtanvendelse overholdes, herunder registrering
og indberetning af magtanvendelse.
8) Hvordan dialogen er med henholdsvis plejepersonale og beboere.
9) Hvordan hjælpen efter lovens §§ 83 og 86 opleves.
10) Om der er mulighed for efteruddannelse – både i relation til ledelse og medarbejdere.
11) Hvorvidt personalets kompetencer afspejler beboernes behov.
12) Omfanget af sygefraværet.
13) Om der er forefindes procedurer for håndteringen af fravær af plejepersonale, herunder
procedurer for tilkaldelse af vikarer mv.
Stk. 6. I forhold til pårørende kan der tages udgangspunkt i spørgsmålene til beboerne.
§ 3. Tilsynsbesøgene skal omfatte en rundvisning på fællesarealer samt samtaler med
beboere, plejepersonale, ledelse og øvrige relevante parter, herunder pårørende. Tilsynsbesøgene
skal desuden omfatte boligdelen, såfremt der kan opnås samtykke fra de
196

pågældende beboere.
Stk. 2. De anmeldte tilsynsbesøg skal sikre et godt grundlag for dialogen og at relevante
parter har mulighed for at forberede sig og være til stede.
Stk. 3. De uanmeldte tilsynsbesøg skal sikre, at det pågældende plejehjem ikke kan nå at
forberede tilsynsbesøget på en sådan måde, at tilsynet ikke bliver opmærksomt på relevante
problemstillinger.
Tilsynsrapporter og opfølgning
§ 4. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at tilsynsrapporterne giver et oplyst og fyldestgørende
grundlag for opfølgning.
Stk. 2. Det skal fremgå af tilsynsrapporterne, hvad tilsynsbesøget har afdækket i forhold
til emnerne i §§ 2-3. Tilsynsrapporterne skal desuden indeholde den tilsynsførendes
faglige vurdering og anbefaling i forhold til opfølgning.
§ 5. Kommunalbestyrelsens medlemmer må ikke deltage i tilsynsbesøgene.
Ikrafttrædelse
§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 11. juli 2007.
De relevante spørgsmål er, om tilsynet har den forventede virkning; hvordan
politikere, embedsmænd og plejehjemsledere opfatter og anvender tilsynet;
hvad man i virkeligheden har grund til at forvente; og hvad organiseringen af
tilsynet betyder for dets brugbarhed. Undersøgelsen ser først på, om man på et
teoretisk grundlag kan formulere svar på disse spørgsmål.
10.4 Hvad siger teorien?
Tilsynet er et instrument til brug for dem, som er ansvarlige for ældrepolitikken,
så de kan »styre« den politik, de er og holdes ansvarlige for. Selvom ældreplejen
er kommunernes ansvar, sikrer mediestormene, at landspolitikerne hyppigt
får smæk, når noget ikke fungerer, som det burde. Tilsyn har derfor en figenbladsfunktion:
Sandelig, sandelig, vi har gjort noget. Der er strammet op på
kontrollen. Det var nok klogere at spørge, om tilsyn virker efter hensigten, og
hvordan tilsynet påvirker kommunal politik og praksis på området.
Der er næppe grundlag for at mene, at tilsynet spiller den rolle, mange håber og
tror, men der er god grund til at vente, at den konkrete organisering og udførelse
er af betydning. Tilsynet skal systematisk samle information om plejens kvalitet
(hvad det så end er?) og tilstand (kontrolfunktionen), og informationen skal
bruges til at skabe forbedringer i plejen (udviklingsopgaven). Hverken det ene
197

eller det andet formål kan tages for givet, og nok så megen systematiseret information
er ingen garanti for forbedring og udvikling.
10.5 Tillid er godt, kontrol er bedre – eller er den?
Spørger man Sundhedsstyrelsen, Dansk Sygeplejeråd, FOA, De Samvirkende
Invalideorganisationer, Dansk Handicapforbund, Ældresagen, Ældremobiliseringen
eller KL om indholdet af »den gode ældrepleje«, og hvad dertil hører,
finder man stor uenighed om, hvad der er god ældrepleje, hvad der er kvalitet og
om indretningen af et tilsynssystem, som skal øge kvaliteten. Der er mange
meninger om mål og midler og om tilsyn. Bag den enkelte mening står som
oftest en bestemt interessent. Det har ældreplejen fælles med de fleste andre
tunge velfærdsområder. Hvis vi ikke ved, hvordan et givet mål virkeliggøres, og
hvis vi er uenige om målene, hvordan skal vi da kontrollere indsatsen og forbedre
resultaterne? Hvis institutionens omgivelser er komplekse og konfliktfyldte,
hvordan skal vi så kontrollere, om den gør »det rigtige«?
Plejesektoren griber dybt ind i folks liv, og betingelserne for opgaveløsningen
er under permanent ændring. Derfor varierer behovet for bistand meget, og det
gør det svært at regulere ved klare regler, forskrifter og procedurer. Det udelukker
en traditionel hierarkisk organisering. Når sektoren samtidig er præget af
uklarhed om sammenhængen mellem mål og midler, er en gængs professionel
organisering næppe heller sagen. Det fornuftige vil da være at bygge på autonomi
og fleksibilitet i opgaveløsningen, og det forudsætter først og fremmest
tillid til den institution, der er ansvarlig for plejen, og det forudsætter løbende
læring, udvikling og tilpasning. Det kan så understøttes ved en demokratisk
kontrol »nedefra« fx gennem bruger- og pårørenderåd, mens der vil være grænser
for det frie valgs effektivitet, når det drejer sig om ret svage ældre. Man skal
være meget optimistisk for at tro, at tilsyn i sig selv sikrer kvalitet i pleje og
omsorg.
Omvendt må man stole på, at medarbejderne loyalt udfører deres arbejde og har
de fornødne kompetencer. Sådan er det ikke nødvendigvis, og det kalder selvsagt
på kontrol og/eller viden og information for at sikre læring og udvikling.
Det er altid et problem for »det overordnede niveau« at sikre sig, at »det underordnede«
ter sig, som »chefen« ønsker. De, der udfører opgaven, kan i et vist
omfang forfølge deres egne mål, hvad enten det nu er at gøre noget andet, end
»bossen« ønsker eller det blot er spørgsmålet om at slappe af, tage den med ro
198

og forlænge pauserne. Mellem det »overordnede« og det »underordnede« niveau
er der stor forskel på den information, man råder over. I teorien taler man
om informationsasymmetri. Det kan meget vel kalde på den overordnedes ønske
om mere kontrol, men kontrol har sin pris. Kontrolomkostninger må nødvendigvis
afvejes mod udbyttet af kontrollen.
Informationsasymmetri og kontrolomkostninger er kendsgerninger. »Styring«
fungerer derfor bedst, hvor de to niveauer har de samme mål. Det kan et stykke
ad vejen fremmes ved anvendelse af gennemtænkte tilskyndelsesformer, men
det afgørende er tillid og troværdighed – og det gælder begge veje. Der er derfor
altid en spænding mellem på den ene side kontrol, tilskyndelser og styring og på
den anden side udvikling af gensidig tillid og loyalitet.
Hertil kommer, at tilsyn med plejesektoren kun er en blandt mange faktorer, der
påvirker kommuners og plejehjems praksis – og det er ikke nødvendigvis den
afgørende faktor.
10.6 Regel- og budgetstyring
Både kommuner og plejehjem står over for rammebetingelser, der kan påvirke
deres adfærd.
Der er derfor en vedvarende spænding mellem central styring og decentralt
ansvar. Ofte vil kommunerne opfatte de centrale styringsbestræbelser som snærende,
administrativt tunge, for detaljerede, for ressourcekrævende, for bindende
og til tider unødvendige. Nok er kommunerne driftsherrer for plejehjemmene,
men de er langt fra enerådende. Derfor har man stået og derfor står man i en
vedvarende spænding mellem begrænsninger på det lokale selvstyre og det oplevede
behov for et »strammere« tilsyn.
Fra centralt hold ønsker man ofte at regelfæste de ældres rettigheder og muligheder
gennem deklarationer, specifikationer, standarder, planer og diverse råd,
men det er fortsat kommunerne, der sætter de lokale standarder. Samtidig er
ældreplejen budgetstyret. Det er budgettet, som tildeler ressourcer til et givet
område og en given institution, som fastsætter regler for hvordan og af hvem,
der må disponeres, som definerer aktivitetskrav eller normeringer, der også
påvirkes af overenskomsterne. Der kan meget vel være spændinger mellem
budgetter og kvalitetsstandarder, og det kan »udhule« rettighederne. I praksis
påvirker budgettet (og evt. mangel på personale) aktiviteten, uanset at standar-
199

der, visitation og plejeplaner i princippet normerer behovene. Andre regler kan
derfor være mere afgørende for opgavernes løsning end tilsynsreglerne.
10.7 Hvad siger teorien om tilsynets
tilrettelæggelse?
Uanset hvordan man end vender og drejer det, gælder det for offentlig service,
at de politiske intentioner løbende tolkes gennem kæden af over- og underordnethedsforhold,
indtil de i sidste ende omsættes i det direkte møde ansigt-tilansigt
mellem »markarbejderen« og borgeren. Derfor er det langt fra givet, at
resultatet modsvarer hverken de centrale eller de kommunale politikeres ønsker.
200
Figur 10.1 Fra politisk hensigt til politik med konsekvens for
borgeren
Nationale politikere
Nationale embedsmænd
Kommunalbestyrelsen
Kommunalforvaltningen
Plejecentrets ledelse
Plejecentrets ansatte
Love
Bekendtgørelser, cirkulærer,
vejledninger
Kvalitetsstandarder, tilsynstype
og organisering, budgetter
Kontrakter, instrukser m.v.
Mål for plejecentrets drift
Adfærdsændringer, ændrede
rutiner
Tilsynsmyndighed
100
90
81
73
66
59
Informationstab ved 10
pct. reduktion på hvert
niveau
Figur 10.1 viser, at kæden er lang fra de nationale politikeres intentioner udtrykt
i form af lovgivning til adfærdsændringer og ændrede rutiner blandt plejecentrets
ansatte. Det betyder naturligvis, at det er en meget vanskelig opgave at udforme
et tilsyn, der får de konsekvenser, politikerne på centralt og lokalt niveau
måtte have ønsket. Leger man med den tanke, at der på hvert niveau – ganske
uden ond vilje – sker et informationstab på 10 pct., vil de nationale politikeres
intentioner kun slå igennem med knap 60 pct. i det udførende led.
Der er ikke i litteraturen egentlige analyser af »tilsyn«, men man kan med god
mening se tilsynet parallelt til andre »reguleringsmyndigheders« virke. Regulering
kan både bygge på »anvisninger«, »forbud« og tilskyndelser med henblik

på at ændre den eller de »reguleredes« gøren og laden – eller som mindstemål
symbolsk dokumentere, at man »gør noget«. Reglerne om tilsyn er i den forstand
en regulering af kommunerne, der skal føre tilsyn, og af de institutioner,
som er genstand for tilsynet.
Regler, rammer og reguleringsmyndigheders faktiske handlemåde bestemmer
den konkrete reguleringsadfærd og –stil. Rammer og regler vil – uanset hvor
specifikke de er – altid levne reguleringsmyndigheden og tilsynsmedarbejderne
et større eller mindre spillerum. Regler og rammer kan derfor ikke i sig selv
bestemme reguleringstilen. Efter lovvedtagelsen i 2007 er tilsynet, jf. boks 10.1,
ret detaljeret regelreguleret. De lokale frihedsgrader er reduceret, og uvildigheden
er udmøntet i, at politikere ikke må deltage i tilsynene. Det er dog fortsat op
til kommunerne at afgøre, hvem der skal foretage tilsyn, og den reguleringsstil,
der ønskes anvendt – også selv om bekendtgørelsen kan have en effekt på tilsynets
form.
Reguleringslitteraturen skelner mellem en formel og kontrolorienteret reguleringsstil
på den ene side og på den anden en uformel og dialogorienteret reguleringsstil.
Selvsagt kan der være mellemformer. Der er i litteraturen ret stor enighed
om nogle af de sandsynlige effekter, mens der er større uenighed om andre.
Tabel 10.1 sammenfatter forventede konsekvenser af de to former for regulering.
95
Begge former for reguleringsstil har deres fordele og ulemper. De bygger på
forskellige forestillinger om, hvad der skal til for at ændre adfærden hos dem,
der bliver reguleret. De appellerer derfor på forskellig måde til forskellige »brugere«
af tilsynet. Kommunalbestyrelsen og forvaltningen skal bruge tilsynsrapporterne
til at vurdere den generelle ældrepolitik, mens plejecentrene har fokus
på den lokale praksis. Det første taler for brug af generel, systematisk, sammenlignelig
information – gerne præget af kvantitative mål og summarisk statistik,
mens plejecentrenes »behov« snarere bliver tilfredsstillet ved et mere fleksibelt,
tillidsfuldt og lydhørt tilsyn.
95 For henvisninger til litteraturen må man læse Asbjørn Sonne Nørgaard, Didde Cramer
Jensen og Maud Rosborg Rosendahl, Plejehjemstilsyn – politik på pressens præmisser,
Syddansk Universitetsforlag, 2008.
201

Tabel 10.1. Konsekvenser af forskellige reguleringsstile
Reguleringsstil
Formel, kontrolorienteret Uformel, dialogorienteret
Positive konsekvenser(sammenlignet
med
alternativ reguleringsstil)
202
Mere innovation blandt regulerede;
Lige så mål-effektiv som dialogorienteret
stil;
Bedre i stand til at ændre adfærd
blandt eliter via tvang;
Større præcision/entydighed i
krav og efterlevelse af krav;
Mere ensartet regulering;
Mindre risiko for at den regulerede
sætter dagsordenen, klientpolitik;
Større effekt på kort sigt.
De konsekvenser, der er størst enighed om er markeret med kursiv.
10.8 Hvem skal udøve tilsyn?
Hurtigere politik udvikling;
Mere omkostningseffektiv;
Mere eller lige så god mål-effektivitet
som formel, kontrolorienteret
stil;
Mindre konfliktfyldt;
Større lydhørhed over for regulerede
øger reguleredes motivation;
Øger reguleringens legitimitet,
Mindre mistillid over for regulator;
Mere fleksibel, mindre kompleksitet;
Større effekt på langt sigt; ændrer
reguleredes holdninger.
Det kommunale tilsyn befinder sig i en gråzone mellem en klassisk (ikkehierarkisk)
reguleringsmyndighed og et almindeligt hierarkisk styringsforhold.
Undersøgelsens hypotese er, at det nok så meget er spørgsmålet om, hvordan
tilsynet foretages (reguleringsstilen), der er afgørende for effekten, mens
spørgsmålet om, hvem der varetager tilsynet, spiller en mindre rolle.
Udliciteres en tilsynsopgave, betyder det, at hierarki erstattes af kontrakt. Kontrakten
udfylder så at sige et brud i autoritetskæden. Også i et hierarki er der
selvfølgelig et »forhandlingselement« mellem over- og underordnede, men
principielt er det lettere – end i en kontraktmæssig relation – løbende at ændre
instrukserne til de underordnede.
Fordelen ved udlicitering har ikke noget at gøre med konkurrence og besparelsesmuligheder,
fordi forudsætningerne for et »tilsynsmarked« ikke er til stede.
Selv i et udbud vil det afgørende være de kvalitative forskelle i de tilbudte tilsyn.
Tilsynsomkostningerne er små i forhold til ældreplejens budget, og det er

vanskeligt for udbyderen at præcisere, hvad der ønskes. Udbyderen er henvist til
at se på, hvad der bliver tilbudt. Relationen mellem den kommunale myndighed
og en ekstern aktør har derfor mere karakter af et partnerskab. Fordelene ved en
ekstern udøver af tilsyn kan i kommunalpolitikernes perspektiv dels ligge i det
styringsmæssige og dels i det indholdsmæssige.
En ekstern aktør kan formentlig sikre et mere stringent tilsyn, og politikerne
signalerer ved kontraktindgåelsen, at de ikke kan og vil blande sig i det konkrete
tilsyn. Dermed tilkendegiver de at acceptere et »armslængde« tilsyn. Spørgsmålet
er så, om det virker efter hensigten.
Som udgangspunkt må man forestille sig, at et eksternt tilsyn vil være mere
lydhørt over for politikerne og mindre over for medarbejderne. Politikerne vil i
sammenhængen lægge vægt på deres ansvar for en »god ældrepleje« uden risiko
for omsorgssvigt. Det taler for anvendelig information, der sikrer, at politikerne
»i tide« og om nødvendigt kan »gribe ind«. På den anden side er de næppe interesseret
i afdækning af små og trivielle problemer – og da slet ikke i skriftlig
form, fordi de i så fald løber risiko for at blive involveret i rene driftsspørgsmål.
I så henseende deler de interesse med plejeinstitutionernes ledelser og personale.
Ingen er interesseret i at blive delagtige i et spil om skyld og ansvar. Det kan
på den anden side indebære den risiko, at personalet ikke vil se problemer, lederne
ikke tale om problemer og forvaltningschefer og politikere ikke høre om
problemer – med mindre det drejer sig om »en sag« under opsejling. Også de
eksterne tilsynsførende kan selvfølgelig have »blandede motiver«. Samlet er der
næppe styringsmæssigt de store fordele ved at lade en ekstern aktør varetage
tilsynet, og det kan have den ulempe, at ansvaret bliver mere diffust, fordi der
deltager en ekstra aktør i »tilsynsspillet«. Hvem er ansvarlig, hvis der er noget,
som ikke bliver afdækket i tide? Omvendt kan det også have sine fordele, fordi
den eksterne aktør skal beskytte sin troværdighed. Det begrænser risikoen for
»følgagtighed« og styrker argumentationen for et eksternt tilsyn, og det kan i sig
selv styrke politikeres, forvaltningslederes og institutionslederes tilskyndelse til
at reagere på en tilsynsrapport. Det kan tale for et eksternt tilsyn, der muligvis
også vil kunne optræde med større faglig indsigt.
Antallet af tilsyn er i mange kommuner forholdsvis beskedent, og det kan derfor
være vanskeligt at opbygge en kompetence i henseende til selve tilsynet, men
også når det drejer sig om anvisninger og bistand til forbedringer. Hvis den
eksterne aktør er involveret i tilsyn i flere kommuner, har vedkommende et
betydeligt potentiale for organisatorisk læring, udvikling og overførelse af
203

»bedste praksis«. Det betyder, at en specialiseret ekstern aktør kan øge tilsynets
kvalitet og brugen med henblik på at forbedre ældreplejen. Andre – især store –
kommuner vil selv kunne oparbejde lignende kompetencer, men har ikke den
samme mulighed for at inddrage det, der kan læres i kraft af andre kommuners
praksis. Omvendt har en »intern aktør« betydeligt kendskab til den lokale organisationskultur,
hvilket kan betyde et mere tillidsfuldt forhold til forvaltningen
og plejeinstitutionerne. Faren ligger selvsagt i, at »forståelsen« bliver for stor.
Der er altså argumenter, som trækker i forskellige retninger.
10.9 Hvad skal tilsynet?
I analysen fokuseres på »organisatorisk effektivitet« dvs. evnen til at anvende
tilsynet til at skabe forbedringer. Kvaliteten vurderes således på baggrund af,
om tilsynet bruges, og hvordan det bruges.
Analysen bygger på tilsynets udformning i hhv. Århus Kommune, Københavns
Kommune og Ålborg Kommune. De er udvalgt på grundlag af en umiddelbar
vurdering af deres respektive tilsynskoncepter 96 , som de kan aflæses af »de
formelle regelsæt«:
Tabel 10.2 Tilsynsformer på grundlag af »formelle regelsæt«
Organisation
Kommunal Privat
»Tilsynsstil« Formel/kontrollerende Århus Kommune Københavns
Kommune
Uformel/dialogpræget Aalborg Kommune
Udover de interviews og dokumentanalyser, der ligger til grund for casestudierne,
bygger undersøgelsen på telefoninterviews med ca. halvdelen af plejehjemslederne
i de tre kommuner.
10.10 Tilsynet i Århus Kommune
Tilsynet er placeret som ansvarsområde i Magistratsafdelingen for Sundhed og
Omsorg, der politisk ledes af rådmanden og administrativt af direktøren. Til
direktøren er knyttet et sekretariat under ledelse af en sekretariatschef, som har
96 Analyserne viste, at virkeligheden ikke nødvendigvis modsvarer, hvad der kan udlæses
af de formelle regelsæt, jf. senere.
204

det overordnede ansvar for tilsynet. Tilsynsmyndigheden er placeret under sekretariatet.
Der føres tilsyn med 47 plejeboligenheder, der er organiseret i 13
samdrevne lokalcentre fordelt på to regioner. Hver samdriftsenhed ledes af en
lokalcenterchef, der refererer til en regionschef. De to regionschefer har ansvaret
for driften af regionens plejehjem og refererer direkte til direktøren.
Tilsynet, der ledes af en tilsynschef, er en uafhængig enhed, der er adskilt fra
visitationsopgaven, som er placeret under Magistratsafdelingens økonomi- og
myndighedsafdeling. Tilsynsfunktionen blev administrativt forankret under
sekretariatet i 2006 for at »bringe« den tæt på det politiske niveau og fjerne den
fra »det driftsmæssige«.
Det har været diskuteret at gøre brug af en »privat« tilsynsenhed, men man har,
understreger ledelsen, – af hensyn til kvalitetsudvikling og læring – ønsket at
fastholde et internt tilsyn. Argumenterne er, at tilsynschefen har indsigt i de
initiativer, der er iværksat og ved, hvem der i påkommende tilfælde kan henvises
til, at man har bedre muligheder for at igangsætte initiativer og ændre tilsynskonceptet,
at det fremmer en individuel og situationsbetinget »sparring«
med plejehjemmene, og at det fremmer trygheden og empatien i samspillet mellem
tilsyn og plejeenhed. På den anden side spores blandt plejehjemslederne en
vis tvivl om tilsynets uvildighed, mens ledelsen for sin del mener, at netop et
internt tilsyn skærper opmærksomheden om uvildigheden og troværdighed.
Uanmeldte plejetilsyn gennemføres med udgangspunkt i en række standardiserede
målepunkter, der skal sikre en vis objektivitet og ensartethed på tværs af
tilsynene. De »parametre«, der vurderes, er »pointsat« efter deres væsentlighed.
De opsummeres sluttelig i en »karakter«, der spejler enten ingen bemærkninger,
enkelte bemærkninger, betydende mangler eller kritisable forhold. Det sker,
siger topledelsen, for at gøre det »simpelt og skarpt« og for at give en nem og
entydig ledelsesinformation. Plejehjemslederne er knapt så optaget af karakteren,
men tillægger konkrete bemærkninger og løsningsforslag større vægt. Regionscheferne
ser det som »et hurtigt og enkelt billede« – men med risiko for, at
det bliver et misvisende billede. De forskellige vurderinger spejler spændingen
mellem kontrol- og læringshensynet.
De værktøjer, der anvendes, er illustreret i figur 10.2. Ved konstaterede mindre
afvigelser fra plejeplanen, drøftes de faglige begrundelser herfor med henblik på
at fremme faglig refleksion blandt medarbejderne.
205

Et tilsyn omfatter fire dele: 1) forberedelse og planlægning, 2) udførelse, 3)
umiddelbar mundtlig afrapportering til plejehjemslederen og 4) udarbejdelse af
tilsynsrapport eller notat, som sendes til lokalcenterchefen til gennemlæsning
for faktuelle fejl.
I forberedelsen tages udgangspunkt i tidligere anmærkninger og anbefalinger,
registrering af sygefravær, beboersammensætning m.v.
Ved et uanmeldt tilsyn – der i Århus går forud for et anmeldt – søger man at
kontrollere, om beboerne får den hjælp og pleje, de er berettiget til, om den
gives på forsvarlig måde, og om plejehjemmet lever op til de relevante lovkrav.
Tilsynet gennemføres på skiftende tidspunkter af døgnet. Det indledes med en
formel orientering, som følges op af en samtale med plejehjemslederen. Det
aftales, hvornår der kan gennemføres interviews med de ønskede medarbejdere.
Derpå foretages en rundvisning, der følges op af tilsynets egen rundgang, hvor
man besøger og samtaler med beboere.
206
Figur 10.2 Metoderne bag tilsynet
Plejehjemsbeboere og pårørende
plejehjemsmedarbejdere plejehjemsleder
Interviews på grundlag
af interviewguide
Dokumentation Observation
Dialog
Anmeldte besøg følger op på tidligere uanmeldte besøg og ligger forud for afholdelse
af de såkaldte kvalitets- og udviklingsmøder. De sigter på dialog, videns-
og erfaringsdeling mellem tilsyn og lokalområdets interessenter. Delta-

gerne er udover tilsynet regionschefen, lokalområdets ledelse, personalerepræsentanter,
repræsentanter for brugerråd og for beboer- og pårørenderåd. Tilsynets
repræsentant er kun til stede i den første del af mødet, hvorpå de øvrige
deltagere frit kan drøfte løsning på opgaver, der er påpeget af tilsynet.
Både ved anmeldte og uanmeldte besøg finder den mundtlige afrapportering
sted umiddelbart efter tilsynet. Her orienteres plejehjemslederen om resultatet af
tilsynet og får mulighed for selv at kommentere tilsynets forløb. Det sigter –
sammen med påpegning af de positive observationer, tilsynet har gjort – på at
opbygge en positiv relation mellem kontrollen og den kontrollerede. Begge dele
synes at fremme ledernes imødekommenhed over for tilsynets anbefalinger, selv
om det fra tilsynets side understreges, at man ikke indtager en konsulentrolle, da
det ville føre for langt ind i driftsmæssige spørgsmål. Der er fra forvaltningsledelsens
side fuld accept af, at tilsynet fremsætter forslag – uden dermed at involvere
sig i driftsbeslutninger.
Den skriftlige afrapportering sker ved uanmeldte besøg i en tilsynsrapport og
ved anmeldte besøg i form af et notat. Begge dele offentliggøres på kommunens
hjemmeside. Desuden afgiver tilsynschefen halvårlige rapporteringer til byrådet.
Tilsynsrapporterne udarbejdes skematisk for at undgå, at de får et subjektivt
præg. De anførte oplysninger må ikke være af en art, der giver anledning til
efterfølgende diskussion.
Plejehjemsledelserne har i sagens natur stor respekt for offentliggørelserne, der
påkalder sig pressens interesse, mens de – selvom sekretariatsledelsen ser rapporterne
som et væsentligt arbejdsredskab for plejehjemslederne – lægger større
vægt på den mundtlige orientering som informationskilde. Det afdækker selvsagt,
at der er forskelle på informationsbehovet på magistratsafdelingens forskellige
niveauer.
Århus Kommune har fra februar 2006 til december 2007 ændret tilsynsrapporternes
form: Fra verbale beskrivelser over vægt på procentvise fordelinger tilbage
til tekstorienterede rapporter.
At tilsynsrapporten er uden anmærkninger udelukker ikke, at den indeholder
anbefalinger, og i så fald skal plejehjemslederen inden for en frist på 4 uger
udarbejde en tids- og handleplan, hvilket ses som en sikkerhed for, at der sker
207

læring på grundlag af tilsynet. Tids- og handleplanen skal indeholde: a) indsatsområde,
b) kommentarer, c) mål, d) handlinger, e) ansvarlig og f) evaluering.
Planen fremsendes til regionsledelsen, som vurderer, om der er behov for bistand
ved en konsulent. Slutevalueringen påhviler plejehemslederen, der fremsender
resultatet til regionskonsulenten, som vurderer, om resultatet er tilfredsstillende.
For en beskrivelse af den mere detaljerede procedure og de involverede
parter henvises til hovedrapporten Plejehjemstilsyn – politik på pressens
præmisser. Når det drejer sig om en rapport uden anmærkninger, er det primært
på regionsniveau, der handles på grundlag af rapporten.
Plejehjemslederen har ansvaret for tids- og handleplanen, for information af
personalet, brugerrådet samt beboer- og pårørenderådet om rapportens konklusioner,
hvilket typisk sker ved et møde, hvor det også berettes, hvordan plejehjemmet
påtænker at arbejde videre med rapporten.
Hvis tilsynsrapporten indeholder anmærkninger følges den samme procedure
med den forskel, at processen intensiveres, forvaltningen udbeder sig yderligere
information, og der iværksættes opfølgende tilsyn. Der er kortere tid til at udarbejde
tids- og handleplan, som sendes til såvel tilsynschef som regionskonsulent,
ligesom regionschefen orienterer direktøren. Der indhentes supplerende
information, så det øvre niveau er tilstrækkeligt informeret til at møde pressen.
Sekretariatschefen, direktøren og rådmanden modtager ekstrakt af tilsynsrapporten
før dens offentliggørelse. Der etableres i forlængelse af den fælles procedure
»anmeldt opfølgende tilsyn«, »uanmeldt opfølgende tilsyn« og »fuldt fornyet
uanmeldt tilsyn«. Det første er et valgfrit tilbud til plejehjemmet. Det andet er
byrådsbestemt og obligatorisk, mens det tredje er forvaltningsfastlagt og obligatorisk.
De to sidstnævnte ledsages af rapporteringer og offentliggørelse som i
standardproceduren.
Ændringsprocesser er primært et lokalt anliggende, men læring og udvikling
synes at være en »top-down« proces. Det følger af de standardiserede »målepunkter«,
af placeringen af de uanmeldte tilsyn forud for de anmeldte, af kravet
om tids- og handleplaner, og af regionernes inddragelse i og mulighed for at
knytte en konsulent til processen. Det tilsigter en høj grad af sikkerhed for, at
der faktisk sker en opfølgning og udvikling på plejehjemmene – en øget »lydhørhed«
for ikke at sige »lydighed« på det udførende niveau. Selv om plejehjemslederne
har udbredt forståelse for tilsynskonceptet, finder man samtidig en
skepsis over for den skærpede kontrol med opfølgningsdelen. Også på regionsniveau
konstateres en vis bekymring for »overdreven dokumentation« begrun-
208

det i »presseangst«. I stedet peges på tillid og kompetent læring. Autonomi og
kontrol går ikke nødvendigvis hånd i hånd. Derfor anvendes tilsynsrapporterne
også forskelligt på forskellige hierarkiske niveauer, som det ses af tabel 10.3.
Tabel 10.3. Brugen af tilsynsrapporter på forskellige hierarkiske niveauer
Forvaltning og rådmand Administration og drift Plejehjemslederne
Kvalitetsudvikling på Konsulenter skal sikre, at Tilsynet kan synliggøre
grundlag af de hel- og tilsyn medfører lokal læ- uhensigtsmæssige rutiner;
halvårlige afrapporteringer ring;
Tilfredshed med at kende
til byrådet (iværksættelse Vurdere ønskelige initiati- »målepunkter« (giver
af nye overordnede initiaver på det enkelte pleje- bedre forberedelse af det
tiver);hjem,
i lokalområdet eller næste besøg og mulighed
Sikre at plejehjemmene hele kommunen;
for at instruere medarbej-
lever op til lovgivningens Udarbejdelse af fælles derne);
krav;
standarder;
Stort tidsforbrug;
Sikre en service, borgerne Tilsyn sikrer statusrapport, En vis skepsis over for
kan være tilfredse med; der giver mulighed for at tids- og handleplaner;
Synliggørelse af proble- stille spørgsmål til praksis. En række anbefalinger
mer;
med efterfølgende tids- og
Grundlag for rådmandens
handleplaner er vanskelige
møder med det politiske
at evaluere (måle);
udvalg.
Undertiden må egne initiativer
nedtones til fordel for
håndtering af anbefalinger.
10.11 Tilsynet i Aalborg Kommune
I modsætning til Århus er tilsynet i Aalborg Kommune udliciteret til en privat
leverandør. Den leverandør, som to gange er valgt efter udbud, fører tilsyn i 20
kommuner og er bemandet med sygeplejersker, terapeuter, socialpædagoger,
ligesom den har et formaliseret samarbejde med specialister inden for psykiatri-
og demensområdet. Tilsynet er knyttet til ældre- og handicapforvaltningen, som
ud over en handicapafdeling har en ældre- og en myndighedsafdeling. Tilsynet
refererer til myndighedsafdelingen, hvis chef er ansvarlig for udførelsen af tilsynet.
Til afdelingen er knyttet et antal konsulenter, der også fungerer som sparringpartnere
for plejehjemslederne, når der gennem handlingsplaner skal følges
op på tilsynsrapporten. Der føres tilsyn med 48 plejehjem organiseret i 13 lokalområder.
Man begrunder det eksterne tilsyn med, at kommunen ikke fører tilsyn med sig
selv, at egenkontrol er mindre effektiv, at kommunen kan henvise til en uvildig
instans, og at effekten på dem, der kontrolleres – læringen – vil være bedre, når
ansvaret for og udførelsen af tilsynet hviler på adskilte parter.
209

Tilsynet er dialogbaseret og orienteret mod læring og udvikling. Der arbejdes
med udgangspunkt i otte »punkter« fleksibelt inden for relativt brede rammer,
idet tilsynet udfolder sig indenfor en toårig turnusmodel, så man indenfor 3-4
besøg når rundt om alle relevante dimensioner mindst én gang. Samtidig er
tilsynet temaorienteret, hvilket dels muliggør bredde og dels sikrer, at man
kommer i dybden. Der sker løbende koordination mellem udføreren og kommunen
om tilsynets tilrettelæggelse, udvikling og afrapportering, så den dialog- og
forhandlingsorienterede stil virker både i forhold til institutionerne og til forvaltningen.
Metodisk gør man brug af samme elementer, som er vist i figur 10.2. Selv om
tilsynets praksis hviler på et gennemarbejdet, skriftligt materiale bygger det ikke
på skemaudfyldelse o.l.
Dialogen sigter på at stille spørgsmål til praksis, dvs. samtaler med personalet
om, hvad man gør for den enkelte borger. Sigtet er læring, og det betyder, at
man ved konstaterede kritisable forhold eller praksismønstre stiller spørgsmål til
leder og personale om, hvorfor man har den pågældende praksis. Det skaber
mulighed for dialog om, hvordan tingene ellers kunne gribes an, så der ikke
blokeres for læring. Idéen er, at en positiv præsentation af en ellers uheldig
praksis sikrer en positiv modtagelse af budskabet og derved åbner for en læringsproces.
I samtalerne med beboerne om, hvorvidt de får den hjælp, de efter visitationsafgørelsen
er berettiget til, lægges vægten på beboerens oplevelse. Det sker i samspil
med subjektive observationer og vurderinger af »kropssprog, atmosfære,
omgangstone, samværsformer m.v.« som indikatorer på kvaliteten af kerneopgavernes
håndtering. Også fra kommunal side lægger man vægt på »periferiydelser«
som kvalitetsindikatorer.
Et tilsyn omfatter: 1) generel forberedelse og planlægning (temafastlæggelse),
2) konkret forberedelse (gennemgang af relevante dokumenter), 3) udførelse, 4)
umiddelbar mundtlig afrapportering til plejehjemslederen og 5) udarbejdelse af
tilsynsrapport til myndighedsafdeling og plejehjemsleder.
Ved anmeldte besøg orienteres forud om formål, tema og fokuspunkter, om
tilsynets udførelse, om metoderne, om læring og udvikling som formål og om
afrapporteringen. Uanmeldte besøg varsles selvsagt ikke.
210

Det er temaet, der afgør, hvem man vil tale med og hvilket materiale, som indgår
i forberedelsen, ligesom der lægges vægt på, at tilsynet har en klar fornemmelse
af den type beboere, der bor på pågældende plejehjem.
Anmeldte besøg annonceres i god tid for at sikre, at pårørende kan være til stede.
Tilsynsbesøget indledes med en samtale med plejehjemslederen. Så vidt
muligt hilser tilsynet på alle medarbejdere under et og orienterer om formålet
med besøget. De to tilsynsførende går på egen hånd rundt på plejehjemmet. Ved
anmeldte besøg har man i forvejen aftalt hvilke beboere, man skal tale med,
mens man ved uanmeldte besøg lader personalet spørge den enkelte beboer,
tilsynet ønsker samtale med, om et besøg er i oden.
Lederne oplever tilsynet som en behagelig begivenhed, og selv om de erkender,
at det drejer sig om kontrol, opleves det ikke som en ubehagelig kontrol.
Tilsynet rapporteres umiddelbart til plejehjemslederen. Er lederen ikke til stede
foregår tilbagerapporteringen hurtigst muligt. Tilsynet forklarer, hvad man har
observeret, og eventuelle faktuelle fejl eller misforståelser korrigeres. Dialogen
opfattes af begge parter som meget væsentlig. Den drejer sig om konkrete tilbagemeldinger,
observationer, der vil optræde i rapporten, henvisninger til praksis
på andre plejehjem, diskussioner om metoder og overvejelser, som er vanskelige
at afrapportere. Den gensidige tillid fremmes, fordi der søges overensstemmelse
mellem den mundtlige afrapportering og tilsynsrapportens indhold. I
begge afrapporteringer lægges der vægt på, at ønskede ændringer fremtræder
som udviklingsmuligheder frem for kritik, og at fremstillingen holdes i et let
tilgængeligt sprog og formuleres konkret og vedkommende. Hovedsigtet er, at
rapporteringen skal være et arbejdsredskab for ledelsen og anvendelig i bruger-
og pårørenderådet og blandt andre interessenter.
Myndighedsafdelingen er i dialog med tilsynet om formulering af kritik, om de
informationer, kommunen skal bruge osv. Hvis konsulenterne i myndighedsafdelingen
er i tvivl om, hvorvidt en konstatering er så kritisk, at den fordrer en
handleplan, optager de kontakt med tilsynet. Der er tydeligvis en spænding mellem
tilsynets principielle ønske om at fremme læringen og myndighedsafdelingens
behov for direkte og faktuel information. På driftsniveauet (ældreafdelingen)
og blandt plejehjemslederne finder man, at rapporterne giver et klart billede,
og ingen er i tvivl om, at en anbefaling af, at der arbejdes videre med dette
eller hint, spejler en kritik. Selvsagt viser det, at der er forskel på informationsbehovet
på forskellige organisationsniveauer.
211

En sammenligning af tilsynsrapporterne fra 2006 og 2007 viser en bevægelse
mod større overskuelighed og standardisering. I 2006 rapporteringen var der
større vægt på anbefalinger til praksisændring, mens der i 2007 fokuseres mere
på beskrivelse og underbygning af konstateringer med oplysninger om datagrundlag.
Rapporterne viser ikke klart, hvordan anvendelsen af fokusområder
og temaer fungerer i virkeligheden – udover som styrende for valg af tilsynstidspunkt.
Rapporterne skrives i prosaform uden brug af »karakterer« eller »pointsystemer«.
Til gengæld anvendes der tydeligt sproglige gradueringer: »god
opmærksomhed på«, »opmærksomhed på«, »stigende opmærksomhed på«,
»nødvendig og stigende grad af opmærksomhed på«, »bør fortsat være opmærksom
på« er et eksempel på en sådan sproglig graduering.
Tilsynet udarbejder en gang om året en samlet redegørelse for tilsynene til brug
for det politiske udvalg, Ældrerådet, Klagerådet, Lokalrådet, Handicaprådet
samt beboer- og pårørenderådene.
Er der tale om en konkret tilsynsrapport uden anmærkninger, fremsendes den til
en kontaktperson i myndighedsafdelingen, som gennemlæser den, udfærdiger et
følgebrev og sender den til ældrechefen, områdelederen og plejehjemslederen.
Myndighedsafdelingen sender den videre til Ældrerådet, mens plejehjemslederen
videresender til beboer- og pårørende råd. Begge har en høringsret. Det er
naturligvis også plejehjemslederen, som orienterer personalet.
Er der omvendt anmærkninger i tilsynsrapporten, som fordrer en handleplan 97 ,
vil myndighedsafdelingen i sit følgebrev udpege de punkter, der skal udfærdiges
handleplaner om. 98 I disse tilfælde tilgår rapporten også rådmanden og direktøren.
Plejehjemslederen skal senest 14 dage efter rapportens modtagelse udfærdige
den ønskede handleplan, 99 som skal godkendes af områdechefen og myndighedsafdelingen,
ligesom den til orientering tilsendes myndighedschef, rådmand,
direktør og tilsyn. Ved efterfølgende tilsyn følges der op på, om praksis
er ændret i overensstemmelse med handleplanen. Plejehjemslederne fremhæver,
97 Ældrechefen, som er ansvarlig for at iværksætte handlinger, understreger, at der handles
øjeblikkeligt, og at intet i princippet er »for småt« til at blive genstand for en handleplan.
98 Skønnes der et øjeblikkeligt behov for handling vil myndighedschef, rådmand og
direktør umiddelbart blive orienteret.
99 Tidligere brugte man til dels tilsynet som »konsulent« ved udformning af handleplan,
men forvaltningen har indstillet, at det ikke sker, fordi det svækker uvildigheden. Det
udelukker dog ikke, at tilsynet kan henvise en plejehjemsleder til at søge vejledning ved
andre plejehjem – udnyttelse af »best practice«.
212

at anmærkninger kan gøre det lettere at gennemføre en praksisændring. Modvilje
mod forandring synes ikke at være større, fordi tilsynet er eksternt.
Orientering af rådmand og direktør i »anmærkningsrapporter« hænger sammen
med mediernes interesse for indholdet. Derfor er det vigtigt, at topledelsen er
informationsmæssigt klædt på, så mulige diskussioner ikke alene skal ske på
pressens præmisser. Samtidig understreger direktøren, at orienteringen af topledelsen
også har den vigtige symbolfunktion, at det spejler, at det er hele organisationen
magtpåliggende, at det enkelte plejehjem fungerer godt.
Selv om områdechef og myndighedsafdeling skal godkende handleplanerne, er
der ikke – bortset tilsynets funktion – en eksplicit opfølgning, hvilket formentlig
afspejler, at der næres tillid til, at plejehjemslederne faktisk handler – eller at
man har tillid til, at tilsynet har en passende effekt.
Tabel 10.4 viser, hvordan tilsynsrapporterne anvendes på forskellige niveauer i
organisationen.
Tabel 10.4. Brugen af tilsynsrapporter på forskellige hierarkiske niveauer
Forvaltning og rådmand Administration og drift Plejehjemslederne
Kvalitetssikring på grund- Ansvar for handling på Ønsker større brug af raplag
af de hel- og halvårlige grundlag af anmærkninger; porterne på ugemøder
afrapporteringer i forbin- Udvikling og læring på blandt plejehjemsledere og
delse med brugerundersø- tværs af institutioner; lokalchef;
gelser og anden ledelsesin-
Vægt på sparring i forbinformation;delse
med besøgene og den
Ønske om større standardi-
mundtlige rapportering;
sering;
Ønske om flere »udvik-
Udvikling af den ønskede
lingspunkter«;
organisationskultur og de
Generelt glade for tilsynet:
grundlæggende værdier;
»De kommer ikke for at
Er det »menneskeligt« at
dunke os i hovedet, men
være på plejehjemmene?
for at hjælpe«;
Mener at de selv i dagligdagen
gør deres bedste,
men tilsynet kan se det,
man ikke selv ser.
213

10.12 Tilsynet i Københavns Kommune
Ældreplejen i Københavns Kommune har flere gange været genstand for en
mediestorm. 100 Tidligere diskussioner om valg af en uafhængig, ekstern tilsynsmyndighed
havde ikke resulteret i en positiv beslutning, men Fælledgårdssagen
i 2006 blev anledningen til beslutning om udlicitering til en privat leverandør
fra årsskiftet 2006/07. Den leverandør, der vandt udbudsrunden, er bemandet
med 6 sygeplejersker med erfaring fra ældreplejen og har desuden tilknyttet
en række medarbejdere med specialkompetencer. Udliciteringen skete
på et tidspunkt, hvor kommunen var i færd med overvejelser om et nyt tilsynskoncept,
og det var derfor en betingelse, at leverandøren sammen med kommunen
ville sikre konceptets færdigudvikling og i øvrigt være »leveringsdygtig«.
Tilsynet er knyttet til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, hvor borgmesteren
og den administrerende direktør er øverste ansvarlige for området. Den administrerende
direktør indtager aktuelt en dobbelt rolle, idet hun på grund af vakance
også virker som direktør for ældreområdets udførende led. Der er i kommunen
54 plejehjem, som er organiseret i 7 lokalområder med hver sit ældrekontor.
Mens det overordnede ansvar for tilsynet ligger i direktionen (den administrerende
direktør), er det daglige operative ansvar forankret hos en dokumentationschef,
der er knyttet til Centralforvaltningen.
I det reviderede tilsynskoncept skulle fokus være på plejedelen: Får de ældre
reelt den pleje, de har brug for, og de ydelser, de er visiteret til? Der fokuseres
således på kontrol, som af borgmesteren dels begrundes med, at det får medarbejderne
til at yde deres bedste, dels at det sikrer, at der ikke sker noget »dårligt«.
Man ønskede et tilsyn, der var mere stringent, gennemskueligt, ens for
alle, så alle ved, hvad de måles på og hvordan, og så der sikres en valid og gennemsigtig
ledelsesinformation.
For at sikre det har man arbejdet med at nedbryde kvalitetsstandarder og afgørelser
til konkrete målepunkter for eller indikatorer på den faktiske pleje. Det
mundede ud i udformning af en række konkrete målepunkter. Om end kontrolaspektet
indgik med stor tyngde, betones det dog samtidigt, at læringsaspektet
skal være en indlejret præmis i konceptet. Mens det uanmeldte tilsyn primært
tilgodeser kontroldimensionen, er de anmeldte tilsyn mere læringsorienterede.
Fejlfinding er erstattet med, »hvordan man scorer på det, der betyder noget«.
100 Se Christian Elmelund-Præstekær & Charlotte Wien, Mediestormens magt. Om mediestorme
på ældreområdet og deres indflydelse på ældrepolitikken, Syddansk Universitetsforlag,
2007.
214

Tilsynets leder siger samstemmende, at det ikke gælder om at finde fejl, men
om at beskrive forholdene, som de er, for at kunne give anvisninger på, hvordan
de kan forbedres. Læringen synes dog primært at være knyttet til den selvrefleksion,
som tilsynet måtte give anledning til.
Tilsynet resulterer i en beskrivelse af plejehjemmet som godkendt, præget af
mangler eller karakteriseret ved alvorlige fejl og mangler. Der er fire typer af
tilsynsbesøg: anmeldt, ordinært uanmeldt, udvidet ordinært uanmeldt og opfølgende
uanmeldt tilsyn. For hver type opereres med en udførlig drejebog, der
beskriver processens dele og opererer med skabeloner. Mens borgmesteren ikke
mener, at det kan give anledning til »forvridninger«, siger en plejehjemsleder, at
der selvsagt er en påvirkning ikke mindst i umiddelbar tilknytning til tilsynets
gennemførelse. Det kan sætte spørgsmålstegn ved tilsynsrapporternes validitet.
Personlig pleje Psykisk pleje og
omsorg
Magtanvendelsesregler
og rapportering
Værgemål
Københavns kommunes
kvalitetsstandarder
Figur 10.3 Tilsynsmetodikken
Administrativ
praksis/ledelse
Den konkrete
pleje
80
målepunkter
Dokumentation
Observation
Beboerinterviews
Medarbejderinterviews
Hverdagen på
plejehjemmet
Fælles liv på
plejehjemmet
Praktisk hjælp
Aktivitet
Måltider
Omgangstone
Rengøringstilstand
Vurderingsinstrumenter
Tilsynet er trestrenget: konkret pleje, administrativ praksis, fælles liv. Hver
streng er underopdelt, fx er der i vurderingen af konkret pleje 4 udvalgte områder,
som igen ved hjælp af kvalitetsstandarderne er opdelt i 14 delmål. De fleste
»målepunkter« underkastes dokumentation, observation, interviews med hhv.
beboere og medarbejdere. Alt i alt opereres der med ca. 80 »målepunkter«.
Vurderingsinstrumenterne er systematiserede fx ved observationsskemaer og
interviewguides – ofte med dikotome svarmuligheder. Der lægges vægt på, at
de tilsynsførende er grundigt trænede i såvel interview- som observationsteknik,
215

herunder i »anerkendende interviewteknik« med vægt på, hvordan den enkelte
institutions styrkefelter kan overføres fra et område til et andet.
Ved anmeldt tilsyn præsenteres tidspunkt, fremgangsmåder, metoder m.v. tidligt,
og lederen udvælger dem, der skal deltage i fokusinterviews, ligesom ledelsen
indkalder bruger- og pårørenderådet. Ved uanmeldte besøg er det tilsynet,
der fastlægger hvilke beboere, der skal interviewes. Anmeldt tilsyn går forud for
uanmeldt.
Ved anmeldte tilsyn hilser tilsynet på lederen, der derpå – sammen med medlemmer
af bruger- og pårørenderådet – forestår en rundvisning. Den tilsynsførende
observerer herunder fællesarealer. Det følges op af fokusgruppeinterviews
med beboere og medlemmer af bruger- og pårørenderådet for sig og medarbejderrepræsentanter
for sig. Ledelsen orienteres kortfattet umiddelbart efter tilsynet.
Ved uanmeldte besøg kontaktes og orienteres ledelsen, der samtidig anmodes
om at finde de relevante papirer frem. De beboere, tilsynet ønsker at tale med,
spørges af enten deres kontaktperson eller lederen, om de er villige til at lade sig
interviewe. Interviews og observationer med udgangspunkt i skabelonen foregår
i beboerens egen bolig med efterfølgende interviewing af kontaktperson eller de
medarbejdere, som er ansvarlige for dagens pleje. Afslutningsvis kontaktes
ledelsen, der præsenteres for den foreløbige vurdering.
Hvert fjerde år gennemføres udvidet uanmeldt tilsyn, der strækker sig over »to
vagter« og opererer med et antal ekstra »målepunkter«.
Som nævnt afrapporteres tilsynet mundtligt umiddelbart efter besøget. I den
forbindelse virker tilsynet som »konsulent«, der giver anbefalinger og rådgiver
om, hvordan man kan komme videre i processen. Tilsynet tilkendegiver, hvordan
rapporten vil komme til at se ud, og hvordan bedømmelsen vil være. I den
sidste del af 2007 har der været relativ lang ventetid på den skriftlige rapport,
idet man har arbejdet med at udvikle en form, der mere entydigt præciserede,
hvad der blev vurderet hhv. positivt og negativt. Det understreges, at der er en
nøje sammenhæng mellem »scoren« på de enkelte målepunkter og den samlede
vurdering i en af de tre kategorier, men det er dog alligevel i sidste ende en vurderingssag,
om bedømmelsen falder ud på den ene eller den anden måde.
216

Tilsynet gør sig umage med at skrive let tilgængeligt og med konkrete anbefalinger.
I alle tilsynsrapporter – også for plejehjem, der er »godkendt« – indgår anbefalinger,
men for dem er det frivilligt, om de vil arbejde videre med anbefalingerne.
Ældrechefen orienteres om godkendelsen, men ellers er der ikke særlige
procedurer virksomme.
Hvis tilsynsrapporten beskriver situationen som behæftet med mangler eller
med alvorlige fejl og mangler, orienteres ledelsen øjeblikkeligt. Udviklingskosulenten
og den sundhedsfaglige konsulent gennemgår tilsynsrapporter to år
tilbage og undersøger, om der er »fejl«, der går igen. På det grundlag holder de
møde med plejehjemslederen og drøfter mulige initiativer. Plejehjemmet skal
herefter og inden tre uger udarbejde en handleplan, der på ældrekontoret gennemgås
af de to konsulenter med henblik på dens indhold og tidsplan. Herefter
sendes planen til Center for Faglig Udvikling under Centralforvaltningen. Det
udløser et efterfølgende opfølgende, uanmeldt tilsyn, der udføres, som om det
var et ordinært tilsyn.
Hvert kvartal udarbejder de to konsulenter ved det enkelte ældrekontor en rapport
til centralforvaltningen om omsætningen af handleplanerne til virkelighed.
Om denne opfølgende del af tilsynet er der – da procedurerne er forholdsvis nye
– endnu en vis uklarhed blandt konsulenterne, der afventer mere eksplicitte
procedurer fra centralforvaltningen.
Direktionen, der har det overordnede ansvar, betoner, at informationsbehovet
for så vidt er det samme på alle niveauer, men at man på direktionsniveau selvsagt
er mest optaget af tilfælde, hvor »det røde lys« blinker. Samtidigt understreges
det, at tilsynet kun er et blandt flere instrumenter. Brugertilfredshedsundersøgelser,
budgetoverholdelse, sygefravær, kompetenceudvikling er andre
vigtige informationskilder. Direktionen lægger stor vægt på at være »tæt på
området«, fordi det typisk er på dette område, enkeltsager i medierne tager deres
begyndelse. Blinker det »rødt« er det vigtigt, at borgmesteren og det politiske
udvalg straks udstyres med den fornødne information.
Borgmesteren ser tilsynet og tilsynsrapporterne som et led i en »intern konkurrence«
og som et muligt afsæt for en mere systematisk »benchmarking«, men så
langt er man endnu ikke kommet.
217

Tabel 10.5 viser, hvordan tilsynsrapporterne anvendes på forskellige organisatoriske
niveauer.
Tabel 10.5 Brugen af tilsynsrapporter på forskellige hierarkiske niveauer
Forvaltning og rådmand Administration og drift Plejehjemslederne
Dokumentation af og forsikring
om, at forholdene
er i orden;
Ledelsesinformation er
mere omfattende end blot
tilsynsrapporterne;
»Blinkende røde lys«;
»Damage control« i forhold
til medierne;
Varetagelse af den enkelte
beboers retssikkerhed;
Kvalitetskontrol.
218
Konsulentarbejdet må ikke
opfattes som kontrol, men
som hjælp;
Plejehjemmene er selv de
bedste problemløsere;
Møder med plejehjemsledere
i lokalområdet sikrer
tværgående information
og mulighed for at hente
råd og vejledning hos
hinanden.
10.13 Undersøgelsens konklusioner
Tilfredse med den anerkendende
vinkling;
Tilsynets feed-back opfattes
væsentlig og brugbar;
glade for muligheden for
konsulentbistand.
I Aalborg Kommune er tilsynet privat, uformelt og dialogorienteret. 101 I Århus
Kommune er det kommunalt, relativt formaliseret og kontrolorienteret. Københavns
Kommune er nyligt overgået til privat tilsyn, der – som i Århus – synes
relativt kontrolorienteret og formaliseret. Praksis viser dog, at begreberne skal
tages med et gran salt; men vurderes de i forhold til hinanden på grundlag af de
nedfældede »regelsæt« og praksis, som den afdækkes gennem case-studiernes
interviews, fremstår tilsynet i Århus Kommune som det mest »stringente og
kontrolorienterede« med Aalborg Kommune placeret som det mest »uformelle
og dialogorienterede«. Baseret på tilsynskonceptet er tilsynet i København mere
kontrolorienteret, end tilfældet er i Aalborg Kommune, men lægges plejehjemsledernes
vurderinger til grund, opleves tilsynet nogenlunde lige fleksibelt i Aalborg
og København. Sammenligningen er m.a.o. ikke helt så »ren«, som tabel
10.2 lod antyde.
Der er ikke meget, som antyder, at lydhørheden over for kommunens politiske
og administrative ledelse er afhængig af, om tilsynets er organiseret på den ene
eller den anden måde. Udlicitering tjener primært som et signal om, at tilsynet
er uvildigt og uafhængigt. Ønsker man at bevare tilsynet som en kommunal
101 Det kan være sammenhængende med, at man ikke i Aalborg Kommune har været
udsat for mediestorme med udgangspunkt i påståede omsorgssvigt, som tilfældet er i
Århus og København.

opgave, vil det typisk disponere et mere stringent og kontrolorienteret tilsynskoncept,
fordi det da bliver konceptet, der signalerer uvildigheden.
Det viser sig også – i overensstemmelse med den teoretiske forventning, at aktørernes
vurdering og brug af tilsynet ikke er væsentligt påvirket af, om tilsynet
er hierarkisk eller kontraktligt styret. Såvel eksterne som interne tilsyn er lydhøre
over for den, der har tildelt dem opgaven med at udføre tilsyn. Både eksterne
og interne tilsyn lader sig forene med forskellige former for administrativ praksis.
Alt efter kommunens ønske kan tilsynet være mere eller mindre formelt og
kontrolorienteret samt mere eller mindre uformelt og dialogorienteret.
Tilsynet i de tre kommuner arbejder med at forlige målsætningerne om hhv.
kontrol og læring, men udmøntningen er forskellig. Det fremgår tydeligt af en
analyse af plejehjemsledernes vurdering af en række aspekter ved tilsynsstilen.
Sammenfatter man deres vurderinger i et »fleksibilitetsindeks«, viser det sig, at
plejehjemslederne i Aalborg og København oplever tilsynet væsentligt mere
fleksibelt end deres kolleger i Århus, mens vurderingen af fleksibiliteten stort
set er ens i København og Aalborg til trods for de forskelle i tilsynsstil, tilsynskoncepterne
lægger op til.
I det århusianske tilsyn lægges vægt på ensartethed, stringens og dokumentation.
Utvivlsomt er der de fordele knyttet til et stringent og kontrolorienteret tilsyn,
at det sikrer gennemsigtighed og ensartethed. Det kan også frembringe
summarisk ledelsesinformation, der kan understøtte den udvikling og læring,
som det centrale niveau tilsigter. Samtidig bidrager det til at øge styringskapaciteten.
Omvendt er der betydelige dokumentationsomkostninger på alle niveauer
og en klar risiko for, at tilsynet opfattes som værende for pedantisk. Det kan
virke demotiverende på institutionsniveau, og samtidig kan kendskabet til »målepunkterne«
dels påvirke adfærden dels skabe fokus på indikatorerne på bekostning
af koncentration om de centrale kvalitetsforhold.
Uden faste »kategorier« og udmeldte indikatorer bliver ensartetheden og systematikken
mindre, men til gengæld undgår man, at plejehjemmene søger at tilpasse
deres adfærd til tilsynet. Det er ganske interessant, at plejehjemslederne i
Aalborg Kommune er mindre optaget af »målepunkter« o.l., hvilket måske netop
afspejler, at tilsynet fungerer mere uformelt og dialogorienteret.
Analysen antyder, at fordelene ved at mere fleksibelt og dialogpræget tilsyn er,
at plejehjemmene i højere grad ser samspillet som positivt og lærende, ligesom
219

informationerne i tilsynsrapporterne opfattes relevant og nyttig. Lydhørhed i
forhold også til indvendinger fra plejehjemmene skaber tillid og øger medarbejdernes
engagement. Omvendt har et sådant tilsyn måske ikke samme gennemsigtighed
og giver ikke helt den samme ledelsesinformation. Det kan svække
den administrative og politiske ledelses styringskapacitet og mulighed for at
skabe fælles udvikling og læring.
Analysen bekræfter den teoretiske forventning om, at forskellige brugere har
forskellige informationsbehov og krav til tilsynet. Spørgsmålet er så, hvor langt
man kan gå for at tilgodese alle interessenters ønsker. Er øget kontrol og mere
intensiv dialog, mere stringens og større fleksibilitet på en og samme tid mulig
– eller er detr et uundgåeligt »trade-off«? Det er ikke så lige til at svare på, hvilket
fx bevidnes af, at samspillet mellem tilsynet og brugerne i Københavns
Kommune i praksis synes at adskille sig ganske meget fra det, der kan aflæses
af de »formelle spilleregler«.
Ledelsesinformationen af betydning for ældresektorens funktion er langt mere
omfattende end den information, der stammer fra tilsynet; men der er ledelsesmæssigt
en opfattelse af, at tilsynsrapporterne bidrager til at kvalitetssikre ældreplejen
og dokumentere, at retssikkerheden er i orden. Det sidstnævnte er en
uklar forventning, som i bedste fald spejler, at tilsynet dokumenterer, at dokumentationen
er i orden; men selvsagt kan tilsynet bidrage til at »slå alarm«, hvis
»noget er under opsejling«. Heri ligger, at kommunerne – ganske uanset tilsynsstil
– anvender tilsynet som relevant styringsinformation og dokumentation for,
at retssikkerheden er i orden. Tilsynet tjener m.a.o. som et signalsystem, der
skal sætte ledelsen i stand til at udøve »damage control«, inden en potentiel
mediestorm bryder løs.
Tilsynet har den dobbelte funktion at udøve kontrol og at sikre udvikling og
læring, hvilket skaber en vedvarende spænding, fordi man ønsker at skille den
kommunale myndighedsrolle fra leverandørrollen. Mens myndighedsrollen
kalder på kontrol og styring, må leverandørrollen fokusere på udvikling og læring.
Noget kunne antyde, at man måske ikke er så langt fra at finde en balance
mellem de to hensyn.
Det er da også bemærkelsesværdigt, at plejehjemsledernes syn på tilsynet i
mange henseender er ganske ens – uanset det formelle tilsynskoncept. I de tre
kommuner mener mellem 2/3 og 3/4 af plejehjemslederne, at tilsynsrapporterne
primært retter sig til plejehjemslederne og mindre til politikere og forvaltning,
220

ligesom den overvejende gruppe ser tilsynet som velegnet til at komme med
idéer og hjælp til – om nødvendigt – »at rette op« på tingene. Samtidig ser de
den mundtlige afrapportering som mere væsentlig end den skriftlige.
Ensartetheden er mindre markant, når det drejer sig om vurderingen af, hvad
tilsynet »mest handler om«. Flere i Aalborg og Århus ser kontrollen som hovedsigtet,
end tilfældet er i København. Det kan skyldes, at tilsynet i København
har været under omlægning, og at det i den forbindelse er understreget, at man
ønsker at bevæge sig væk fra en »fejlfindingskultur«. På kort form kan man
måske konstatere, at tilsynets adfærd ikke er væsensforskellig – uanset organisation
og »tilsynsstil«, hvilket kan forklare, at plejehjemsledernes generelt positive
vurderinger ikke adskiller sig væsentligt. Plejehjemslederne i de tre kommuner
mener, at tilsynet i alt væsentligt »fanger problemerne« og giver en rimeligt
dækkende beskrivelse af de virkelige forhold på hjemmene.
Trods forskelle i formel tilsynsstil synes tilsynenes adfærd ikke væsensforskellig,
fordi tilsynsmødet som samspil mellem mennesker kræver sådan omtrent
den samme adfærd fra dem, der fører tilsyn, hvis det skal lykkes. Den mundtlige
afrapportering er for plejehjemslederne den vigtigste, fordi tilsynet i den sammenhæng
mere fungerer som rådgivende og vejledende.
Det er ganske interessant at konstatere, at plejehjemslederne – svarende til de
teoretiske forventninger – ser forhold som budgetter og personale som afgørende
for plejens kvalitet. Samtidig er der en snæver sammenhæng mellem plejehjemsledernes
oplevelse af tilsynets funktion og tilsynets betydning for det daglige
arbejde på plejehjemmet. De, der ser tilsynet som en primær kontrolfunktion,
der ikke giver råd og vejledning, opfatter tilsynet som uden stor betydning
for det daglige arbejde, mens omvendt de, som ser tilsynets hovedfunktion som
udviklende og lærende, opfatter det som vigtigt for den konkrete kvalitetsudvikling.
Plejehjemsledernes vurdering af »de formelle tilsynsstile« er uden betydning for
deres bedømmelse af tilsynets kvalitet og dets konsekvens for kvalitetssikringen.
»Tilsynsstilene« synes således at være lige »mål-effektive«, mens dialogprægede
og fleksible tilsyn formentlig er nok så omkostningseffektive. Om
plejehjemslederne bruger tilsynet som egentligt redskab for kvalitetsudvikling
afhænger af, om tilsynet også er leveringsdygtigt i råd, vejledning, idéer til forbedringer
osv. – altså om tilsynet samtidig varetager en »konsulentrolle«. Vurderet
på denne dimension er der ikke meget at vinde ved et »strammere« tilsyn.
221

Uanset formel tilsynsstil er dialog og vejledning af afgørende betydning for
plejehjemsledernes anvendelse af tilsynet til kvalitetsudvikling.
Heraf følger, at en skarp adskillelse mellem kontrol og myndighed på den ene
side og »sparring«/læring på den anden side er uhensigtsmæssig, hvis målet er
at sikre kvaliteten på landets plejehjem.
Et uvildigt og nok så stringent plejehjemstilsyn kan ikke hindre, at der opstår
eksempler på omsorgs- og plejesvigt, men det kan beskytte politikerne og forberede
dem på det, der måtte komme. Der er ikke grund til at anfægte mediernes
rolle som »magtens og systemets kontrollant«, men der kan måske nok være
grund til at understrege, at hvis målet er læring og kvalitetsforbedring, er det
farligt, når kritik og forsimplede problemstillinger fører til »snuptagsløsninger«
og forhastede politiske udmeldinger. Forestillingen om, at mere og mere stringent
tilsyn kan løse opgaven, hviler på simple antagelser om årsagerne til og
løsningerne på problemerne. Undersøgelsen antyder, at mere omfattende og
»strammere« kontrol ikke giver et bedre billede af forholdene på plejehjemmene
end et mindre omfattende og mere fleksibelt tilsyn. Gode råd, vejledning og
idéer er vigtigere end rigid kontrol, hvis målet er kvalitetsudvikling og kvalitetsforbedring.
222

Kapitel 11. Fællesskab og ansvar
II.1 Undersøgelsens tankegang
Denne delundersøgelse 102 af det samlede projekt handler generelt om fællesskab
og ansvar. Med alderdomsforsørgelsen som eksempel (case) er der foretaget en
række kvalitative interviews, der skal afdække danskernes opfattelse af, hvordan
ansvaret, rettighederne og pligterne bør fordeles mellem det enkelte individ
og kollektivet eller fællesskabet.
I historien om forholdet mellem den enkelte og fællesskabet afdækkes samspillet
mellem de etiske forestillinger, herunder forestillinger om retfærdighed, der
ligger bag velfærdsstaten, og som lidt firkantet kan udtrykkes i forskellige »ideologier«.
De indeholder hver for sig et menneskesyn og en samfundsopfattelse,
som på næste trin definerer statens eller fællesskabets rolle.
Velfærdsstaten ses som et risikofællesskab, der »forsikrer« mod de risici, den
enkelte møder på livets vej. »Forsikringsmodellen« kan antage forskellige former
afhængigt af den bagved liggende samfundsopfattelse. Den udmøntes derfor
i forskellige samfund på forskellig måde i forskelligartede institutioner (et
velfærdsregime), der fordeler rettigheder, pligter og ansvar på forskellig vis med
forskelligartede konsekvenser for holdningerne i samfundet. Det svarer til at
102 Lis Holm Petersen, Fællesskab og ansvar. En kvalitativ undersøgelse af danskernes
opfattelse af ansvar og pligt i forhold til alderdomsforsørgelse, Syddansk Universitetsforlag,
2008.
223

fortælle historien »fra venstre mod højre« i forhold til figur 11.1; men historien
kan også læses »fra højre mod venstre«. I så fald tager man afsæt i de opfattelser
eller holdninger til ansvarsfordelingen, man finder i befolkningen, og der
ræsonneres baglæns i et forsøg på at afdække, hvad der er velfærdsstatens normative
grundlag.
224
Figur 11.1 Forholdet mellem ret og pligt og dets baggrund
Risiko Retfærdighed »Forsikringsmodel«
Filosofi og ontologi
Etik
Samfundstype
Institutioner
velfærdsregime
Begrundelseslogik
Ret og pligt
ansvar
Individuel adfærd,
holdninger og ansvar
Undersøgelsens to grundlæggende spørgsmål er, hvad den enkelte mener om
fordelingen af ansvaret for det enkelte individs velfærd mellem individet selv og
staten/fællesskabet, når det drejer sig om alderdomsforsørgelsen, og hvad der
påvirker holdningen til dette spørgsmål, dvs. hvordan respondenterne begrunder
deres holdninger.
Tanken er, som vist i figur 11.2, at velfærdsstaterne kan opdeles i forskellige
typer, når de anskues på nationalt niveau. Ofte opererer man med en typologi,
der opdeler i residuelle, korporative og universelle velfærdsregimer. Noget forenklet
kan man sige, at en residuel velfærdsstat på en og samme tid spejler og
skaber holdninger, der tillægger det enkelte individ et stort ansvar for sin egen
velfærd, mens universelle systemer omvendt skaber og spejler en ansvarsforankring
med tyngde i fællesskabet, dvs. »den offentlige sektor«. Den korporative
model er en »mellemform«, der i høj grad lader den enkeltes velfærd i alderdommen
bestemme af hans eller hendes forudgående tilknytning til arbejdsmar-

kedet. De tre regimer frigør eller binder i varierende grad den enkeltes afhængighed
fra/til hhv. arbejdsmarkedet og familien.
Regimetypologien repræsenterer et sæt af analytiske distinktioner mellem forskellige
landes fremgangsmåder til håndtering af social risiko.
Figur 11.2 Undersøgelsens problemfelt
Ældreforsørgelsen
Individuelt ansvar Fællesskabsansvar
Hvad mener den enkelte om ansvarets placering?
Hvad bestemmer den enkeltes holdning?
Pensionsprofil gruppe 3 gruppe 2 gruppe 1
Pensionsregime søjle 3 søjle 2 søjle 1
private livrenter, arbejdsmarkedspen- folkepension
rateforsikringer, sioner, ATP særlig pension
kapital m.v.
Velfærdsregime residuelt korporativt universelt
nationalt niveau
Der er ikke i den videnskabelige litteratur en entydig påvisning af, at der er en
samvariation mellem holdninger til forskellige velfærdsrelevante dimensioner
og de anførte regimetyper. Det kan hænge sammen med, at det er vanskeligt for
den enkelte at knytte en tråd mellem en forholdsvis abstrakt typologi og vedkommendes
egne holdninger. Derfor kan der være en pointe i ikke at fokusere
på karakteristikker af meget overordnet karakter, dvs. velfærdsregimer, og holdninger,
men i stedet at kigge på sammenhængen mellem et socialpolitisk delområde
og holdningerne. Man kan meget vel forestille sig, at der er forskelle på de
grundlæggende principper, der er i spil i de enkelte ordninger, hvilket slet ikke
fanges op, når man befatter sig med det meget overordnede niveau.
Ved at fokusere på det danske alderdomsforsørgelsessystem opstår der en mulighed
for på indirekte vis at sige noget om sammenhængen mellem holdninger
og velfærdsregimer. Det er det virkeligt innovative i Lis Holm Petersens analy-
225

se. Hendes første pointe er, at det danske pensionssystem med sin tre-søjlestruktur
på og samme tid spejler tre forskellige principper, der kan eksemplificeres
ved den alle omfattende folkepension (søjle 1), de til beskæftigelsesforholdet
knyttede arbejdsmarkedspensioner (søjle 2) og de privat initierede og finansierede
opsparingsordninger af forskellig art (søjle 3). Hendes anden pointe er,
at der er en tæt relation mellem det residuelle velfærdsregime og principperne
bag de sikringsordninger, som er indeholdt i søjle 3, en snæver sammenhæng
mellem arbejdsmarkedspensionerne i søjle 2 og den korporative model, mens
endelig folkepensionen i søjle 1 spejler det universelle velfærdsregimes grundlæggende
egenskaber. Der kan altså i et og samme land etableres en sammenhæng
mellem de tre velfærdsregimer og pensionsregimerne i de tre søjler.
Sammenhængene er vist i figur 11.3.
226
Figur 11.3 Sammenhængen mellem ansvar, risiko-deling og
velfærdsregimer i de tre ”søjler”
Fælles
Ansvar
Individuelt
Det residuelle
velfærdsregime
Det korporative
velfærdsregime
Individuelle søjle 3 ordninger
Det
universelle
velfærdsregi
me
Opsparings- og
arbejdsmarkedsbaserede ordninger
Lav Risikoomfordeling Høj
Universelle, offentligt
administrerede
ordninger
Lis Holm Petersens tredje pointe er, at der svarende til velfærds- og pensionsregimerne
kan udskilles tre »rene« pensions- eller respondentprofiler, dvs. grupper
i befolkningen der har eller forventer at få hovedparten af deres indkomst i
alderdommen enten fra individuel opsparing, fra arbejdsmarkedspensioner eller
fra folkepensionen. Det er netop eksistens af disse tre »rene« respondentprofiler,
hun gør brug af i sin udvikling af hypoteser om, hvad den enkelte mener om
ansvarets placering, og hvad der forklarer eller begrunder denne mening.

II.2 Holdningshypoteser
Hypoteserne om borgernes holdninger afledes dels af magtressource- og rational
choice teorien og dels af de teorier, som lægger vægten på kulturen, normerne
og værdierne. Magtressourceteorien fokuserer på klassernes langsigtede
interesser, herunder især arbejderklassens muligheder for at indgå alliancer
med andre klasser. Arbejderklassens succes eller mangel på samme er udslaggivende
for det velfærdsregime, der udvikles. En heldigt gennemført alliance med
middelklassen disponerer for et universelt velfærdsregime, der kan antage to
former, hvor især det altomfattende (»comprehensive«) system sikrer systemstabilitet.
Uden alliancer og med arbejderklassen i en minoritetsposition er der
disponeret for et residuelt system, mens en svagere alliance tilsiger et korporativt
regime. Tages der udgangspunkt i en rational choice tilgang, er den kortsigtede
egeninteresse i fokus. Afhængigt af om den kortsigtede egeninteresse som
handlingsmotiv frembringer en stærk, medium eller svag »velfærdskoalition« er
scenen sat for udvikling af enten et universelt, et korporativt eller et residuelt
velfærdsregime. I begge tilgange er holdningerne til velfærdsydelser bestemt af
egeninteressen. Den første hypotese bygger på egeninteressen. Den analyseres
ved at sammenholde respondenternes reaktioner på »vignetterne«, jf. nedenfor,
med det, der formodes at følge af deres egeninteresse.
Langsigtet
egeninteresse
Figur 11.4 Velfærdsregimeteori og holdninger
Magtressourceteori
Arbejderklassens
alliancemuligheder
Velfærdsregimeteori
Basalt tryghedssystem
Universelt korporativt residuelt
regime
Altomfattende
tryghedssystem
bestemt af
regimet
Kultur, normer, værdier
bestemmende for
regimet
Homo Homo familius Homo
socialdemocraticus
liberalismus
Differentiel holdning til folkepensionen
Rational choice teori
Kortsigtet egeninteresse
Velfærdskoalitionen
Respondenterne støtter makrosociologisk
regimet dvs. tresøjlesystemet
som helhed
Velfærdsregimeteorien kan også knyttes til tanken om normer og værdier som
indlejrede i kulturen gennem socialiseringsprocessernes udvikling af holdnin-
227

ger. Enten ser man velfærdsregimet som bestemt af normer og værdier, eller
man ser normerne og værdierne som bestemt af velfærdsregimet.
I det første perspektiv er kulturen i sig selv den drivende kraft bag udvikling af
regimet. Det betinger den anden hypotese, der hævder, at respondenterne vil
støtte det samlede velfærdsregime – in casu bakke op om tre-søjle-systemet i
dets helhed. En »bekræftelse« af hypotesen forudsætter, at respondenterne reagerer
ensartet på de forelagte »vignetter«.
I det andet perspektiv er det regimetypen (hvor den så end kommer fra), der
virker ind på holdningsdannelsen. Esping-Andersen har navngivet de grupper,
hvis holdninger modsvarer hhv. det universelle, det korporative og det residuelle
regime som Homo Socialdemocraticus, Homo Familius og Homo Liberalismus.
Det liberale menneske bygger på egeninteressen, det familiære ser familien
som centrum og bakker derfor op om subsidiaritetstanken, mens det socialdemokratiske
er fællesskabsorienteret. Det fører selvsagt til den tredje hypotese
om, at de tre pensions- eller respondentprofiler vil have en forskellig holdning
til folkepensionen som led i forsørgelsesordningen. Hypotesen »bekræftes«,
hvis respondenternes reaktioner på »vignetterne« modsvarer deres tilhørsforhold
til en bestemt pensions- eller respondentprofil.
Undersøgelsen vender sig dernæst til dens hovedtanke, at den enkelte i sine
holdninger kan være styret af normative argumenter eller retfærdighedsopfattelser.
Med denne tilgang til problemet kan man i højere grad belyse, hvad den
enkelte ser som »ret og rimeligt«, hvordan hun eller han begrunder sin holdning
til eget og andre borgeres ansvar – ret og pligt i forhold til fællesskabet. Kernebegrebet
er reciprocitet og gensidig forpligtelse. Homo Reciprocan er et menneske,
der selvstændigt kan vurdere velfærdsprogrammers moralske formål med
udgangspunkt i en bedømmelse af de forhold mennesker imellem, der udspringer
af, at vi har en gensidig relation til hinanden, og at der af denne relation
flyder hhv. ansvar/pligt og ret/fordring på hinanden.
Analysen bygger på tre grundlæggende normative argumenter, jf. figur 11.5:
behov, fortjeneste og ret.
Med velfærdsstaten som »social forsikringsinstitution« kunne man forestille sig,
at et foreliggende behov – hvordan det så end blev defineret – burde udløse
støtte fra samfundet, mens fraværet af behov måtte betyde, at der ikke skulle
stilles ydelser til rådighed. Gensidigheden betinger omvendt, at den, der ikke
228

har »behov« ikke derved frigøres fra sin forpligtelse til at bidrage til indfrielsen
af andres behov. Behovsargumentet er tydeligvis beslægtet med tanken bag det
residuelle velfærdsregime. Den fjerde hypotese antager behovsargumentet for
holdningsbestemmende. Den »testes« ved respondenternes reaktion på »vignetter«,
der beskriver cases, hvor den enkelte har sikret sig en god indkomst i alderdommen
eller det omvendte.
Behov:
hvis ja: bistand
hvis nej: ikke bistand
Er man i stand til at
klare sig selv, frigør
det ikke fra forpligtelsen
Yde uden tanke på
gengæld
Figur 11.5 De normative argumenter
Moralske argumenter med afsæt i
Fortjeneste:
»noget for noget«
Hvis man ikke kan
gengælde aktuelt
eller fremtidigt?
Kontrolaspektet/personlig
ansvarlighed
Rettighed:
bygger på medlemsskab
i nationalt fællesskab
og dermed
adgang til en »samfundsmæssigsolidaritetskontrakt«
Residuelt Korporativt Universelt
velfærdsregime
Fortjeneste eller »deservingness« er at andet hyppigt anvendt normativt argument.
Det bygger på, at den enkelte skal have gjort »noget« for at erhverve sig
adgang til en ydelse – »noget for noget«. Som sådan er det egentligt tømt for
moralske vurderinger. De indtræder først, når der fokuseres på situationer, hvor
den potentielle modtager ikke i fortiden har eller i fremtiden vil kunne yde noget
til gengæld. I så fald ligger det i argumentet, at kontrolmuligheden er afgørende.
Har den enkelte kunnet – men ikke villet? Kan den enkelte holdes ansvarlig?
Som ved behovsargumentet lægger også fortjenestesynspunktet tyngden
på den enkelte. Tanken om »noget for noget« er beslægtet med det korporative
velfærdsregime. Den femte hypotese drejer sig derfor om, hvorvidt den
potentielle modtager bør have ydet en forudgående indsats eller ikke kunne
holdes ansvarlig. Den undersøges ved respondenternes reaktioner på »vignetter«,
der beskriver situationer, hvor vedkommende har kunnet, men ikke villet
229

yde indsatsen og en anden, hvor den fiktive person ikke forudgående har kunnet
»gengælde«.
Det tredje normative argument er et rettighedssynspunkt løsrevet fra behov og
fortjeneste. Den enkelte tillægges en ret qua hans eller tilhørsforhold til det nationale
fællesskab. Det er en generaliseret form for reciprocitet, hvor forbindelse
mellem ydelse og nydelse er sløret, fordi koblingen alene ligger i den samfundsmæssige
solidaritetskontrakt. Hvor ansvaret i behovs- og fortjenesteargumentet
er henlagt til den enkelte, betyder rettighedsargumentet en ansvarsplacering
primært hos fællesskabet. Den sjette holdningshypotese er derfor, at respondenterne
i deres reaktion på »vignetterne« i intet tilfælde fraskriver de respektive
vignetters fiktive personer retten til folkepension helt uden hensyn til
de fiktive personers gøren og laden i fortid, nutid og fremtid. Det drejer sig om
en ret, der alene er betinget af medborgerskabet.
II.3 Kort om metoden
Metodisk hviler undersøgelsen på kvalitative interviews for derved at bidrage til
en afdækning af respondenternes begrundelser for deres holdninger. Grundspørgsmålene
er dels, hvad den enkelte mener om fordeling af ansvar mellem
individ og kollektiv, dels hvad der påvirker vedkommendes holdninger.
Interviewene tager afsæt i, at respondenten via små »vignetter« præsenteres for
en række fiktive, men realistiske cases, der skal tjene som »trigger« for respondentens
formulering af sine holdninger med mulighed for efterfølgende uddybning
og begrundelse. Det er gennem det efterfølgende interview – eller snarere
samtale – tanken at »komme bag om holdningsdannelsen«. Det giver et »spadestiks«
dybere forståelse af holdninger, end den fornemmelse en survey-undersøgelse
kan give anledning til.
»Vignetterne« spejler de tre regimetyper og et fjerde tilfælde, hvor den enkelte
har været »ude af kontrol« og derfor ikke har kunnet »gøre noget« selv. Når de
præsenteres for respondenter, der tilhører forskellige pensions- eller respondentprofiler,
stilles den enkelte overfor at skulle forholde sig både til »sin egen«
og andres pensionsprofiler. Den innovative pointe er, at de for den enkelte abstrakte
velfærdsregimer gennem de afledte pensionsregimer spejles i borgernes
konkrete virkelighed. Derfor er respondenterne udvalgt, så de danner »grupper«,
der »lever« i hver sit pensionsregime – den privatbaserede pensionsprofil,
den arbejdsmarkedsbaserede pensionsprofil og den fællesskabsbaserede pensi-
230

onsprofil. Undersøgelsens metodiske kernepunkt er netop, at udvælgelsen af
respondenter og udformningen af vignetter skaber mulighed for at undersøge
sammenhængen mellem regime og holdning.
II.4 Undersøgelsens resultater
Behovsargumentet
Behovsargumentet tilsiger, at kun personer med påviseligt behov og uden andre
muligheder skal have støtte. Argumentet blev testet ved at præsentere respondenterne
for to vignetter. Den ene præsenterede en selvstændig erhvervsdrivende,
der havde gjort det godt, så vedkommende havde kunnet investere i fast
ejendom og oprette en privat pensionsopsparing. Derfor var hans alderdom i alle
henseender sikret. Den anden introducerede en højtlønnet offentlig ansat, der
var dækket af en arbejdsmarkedspension, som gav ham eller hende et godt udkomme
i alderdommen. De, der normativt støtter behovsargumentet, må forventes
at afvise, at der tildeles de to skitserede personer folkepension. Tabel 11.1
opsummerer de 15 respondenters reaktioner og stikord til deres holdninger.
I en såvel empirisk som metodisk eksplorativ analyse giver det ikke mening at
hæfte sig ved det kvantitative. Det kan alene konstateres, at holdningerne divergerer.
Der er dem, som støtter behovsargumentet. De anlægger ikke det synspunkt, at
der er en kobling mellem skattebetaling og pensionsmodtagelse, men argumenterer
snarere for en højere grad af »målretning« af ydelserne mod dem, der har
de »største« behov, hvilket modsvarer det normative grundlag bag en residuel
velfærdsstat. Herved abstraherer de fra det argument, at den sum, der samlet er
til rådighed, måske ikke er den samme i en situation med »målrettede« ydelser
som i tilfældet med generelle (universelle ydelser).
Den anden gruppe forkaster behovsargumentet, idet respondenterne her implicit
synes at argumentere for en »betinget solidaritet«. Det betyder, at modtagelse
uden foreliggende behov er i orden, fordi de præsenterede fiktive personer har
ydet en indsats og derved gjort sig fortjent til en ydelse. Indsatsen opfattes forskelligt:
lidt afsavn undervejs, har »bidraget«, har »betalt skat«. Disse respondenter
opererer m.a.o. med en koblingsmekanisme mellem indsats i fortid og ret
i nutid, mens man ikke finder en argumentation, der bygger på retten til pension
qua medlemskab af fællesskabet – ej heller blandt de respondenter, der i overve-
231

jende grad har en fællesskabsbaseret pensionsprofil. Argumentationen knytter
sig til »fortjeneste« eller »deservingness« – »noget for noget«. Som den umiddelbart
fremstår, korresponderer holdningerne mere med et korporativt velfærdsregime
end med et universelt. I en vis forstand spejler det en »symbolsk
eller folkelig forståelse« løsrevet fra den institutionelle folkepensionsstruktur.
Som forkastelse af behovsargumentet er synspunktet for så vidt uden moralsk
indhold, fordi det moralske perspektiv først optræder i situationer, hvor der må
tages stilling til forholdene for en person, som ikke har været i stand til selv at
yde en forudgående indsats. Det vender vi tilbage til i behandlingen af synspunkterne
på det egentlige fortjenesteargument.
Tabel 11.1 Respondenternes syn på og argumenter for eller imod behovsargumentet
Respondenttype Vil ikke tildele Argumenter
for ikke at
tildele (og
derved også
fravælge egen
Overvejende
privat baseret
pensionsprofil
Overvejende
arbejdsmarkedsbaseretpensionsprofil
Overvejende
fællesskabsbaseretpensionsprofil
232
folkepension)
1 Har fået så
meget »andet«
for min skat;
3 Ikke behov;
Give til dem
med større
behov (lighed);
(1) 1 (1) En »tvivlende
og usikker«respondent.
I Danmark
uddeles sociale
ydelser til
personer uden
behov
Vil tildele Argumenter
for at tildele
4 Har lidt »afsavn«undervejs,
og det
skal belønnes;
Anerkendelse
fra samfundet;
Hensyn til
opsparingsincitamentet;
Lige ret;
Har betalt
meget i skat;
2 Har »betalt
ind« til det;
Støtter gradueret
pension
med et mini-
mum;
3 Har sparet op
og udskudt
forbrug (fortjeneste);
Ret, når man
har »bidraget«;

II.5 Fortjenesteargumentet
Fortjenesteargumentet tilsiger, at den, der har kunnet sikre sin alderdom, men
som ikke har gjort det, står med et selvskabt problem, mens det stiller sig anderledes
for den, der måske nok har haft viljen men været hæmmet af ydre omstændigheder.
Det er netop de to situationer, de næste vignetter fanger op. Undersøgelsen
spørger da, om de to personer skal have adgang til alderdomsunderstøttelsens
supplerende ydelser, idet det tages for givet, at fællesskabet under
alle omstændigheder vil varetage grundsikringsopgaven.
Når det drejer sig om den, der har kunnet men ikke villet, er den umiddelbare
reaktion fra respondenterne – uanset pensionsprofil – at det er vedkommendes
egen skyld. Han ligger, som han har redt, fordi han ikke har løftet sit individuelle
ansvar. Og så peges der alligevel på begrundelser for, at denne »døgenigt«
bør have adgang til supplerende ydelser. Han har jo »bidraget til samfundet
gennem sit arbejde«, og han har måske haft svært ved at forudse de problemer,
han senere ville blive stillet overfor. Flere giver udtryk for at »blive bløde i
knæene«, når man bevæger sig fra den umiddelbare reaktion til den mulige konkrete
handling. Det er måske nok en »kultur- eller regimeforklaring«, der her
stikker næsen frem. I den gamle strid om forsikring versus forsørgelse 103 sejrede
»forsørgelsessynspunktet«, og det blev – ikke mindst af Ove Rode (og til dels
Th. Stauning) – fremhævet, »at lige som arbejdet kræver en løn, fordrer det
tilendebragte arbejde en efterløn. Har man gjort sit arbejde, har man ydet sit og
har derfor en fordring på en efterløn«. »Du har arbejdet for samfundet, du har
betalt til samfundet. Din arbejdsdag er endt, her er din efterløn«. Denne klassiske
argumentation har måske fundet en sådan indlejring i danskerens verdensforståelse,
at den er tilstrækkelig stærk til at veje de umiddelbare tilskyndelser
til at anvende fortjenesteargumentet op.
En isoleret stillingtagen til den, som måske har villet men ikke kunnet, fører
igen til samme umiddelbare reaktioner på tværs af respondentgrupper. Hun
mødes af en umiddelbar forståelse og vilje til – med en enkelt respondent som
undtagelse – at yde hende bistand.
De umiddelbare reaktioner betinger således, at der skal gøres forskel på de to
situationer, hvilket taler til fordel for fortjenesteargumentet som normativt krite-
103 Se Jørn Henrik Petersen, Den danske lovgivning om alderdomsforsørgelse II – 1891-
1933. Fra skøn til ret, Syddansk Universitetsforlag, 2006.
233

ium; men når respondenterne konfronteres med forholdene in concreto viger
mange tilbage fra at drage konklusionen, at der skal være forskel, jf. tabel 11.2.
Tabel 11.2 Respondenternes holdning til fortjenesteargumentet
Respondentgruppe Der skal gøres forskel, dvs.
støtte til fortjenesteargumentet.
Overvejende privat baseret
pensionsprofil
Overvejende arbejdsmar-
kedsbaseret pensionsprofil
Overvejende fællesskabsbaseret
pensionsprofil
234
Der skal ikke gøres forskel,
dvs. afvisning af
fortjenesteargumentet
3 2
1 4
1 4
Man kan sige, at de fem respondenter i kolonne 2 konsekvent gennemfører fortjenesteargumentet
og vil gøre forskel, fordi den ene bør »ligge, som han har
redt«, mens de ti i kolonne 3 måske mere præges af en i kulturen indlejret velfærdsstatslig
argumentation – muligvis af universalismetypen. Det er så til gengæld
pudsigt – og ikke forudset i tilrettelæggelsen af undersøgelsen – at de, der
ikke vil gøre forskel, falder i to grupper. Den ene vil give supplerende ydelser til
begge, mens den anden vil behandle de to tilfælde ens ved ikke at yde supplerende
ydelser. De, som vil sikre ligestilling ved ikke at yde supplerende i noget
tilfælde, argumenterer principielt, at fortiden ikke overhovedet bør spille en
rolle, ligesom de lægger vægt på, at samfundet under alle omstændigheder tilsikrer
eksistensen på et vist minimumsniveau, og der er jo ingen, »som skal
forgyldes«. Man afviser m.a.o. fortjenesteargumentet og tilslutter sig, at samfundet
sikrer alle på et vidt minimumsniveau. Der er ikke langt fra denne argumentation
til et synspunkt, der modsvarer den residuelle velfærdsstat som regimetype;
men denne forståelse bærer alligevel ikke igennem, fordi der også er
respondenter i gruppen med arbejdsmarkedsbaseret pensionsprofil, der argumenterer
således, mens de måtte forventes i højere grad at tage til orde for en
korporativ regimetype.
Blandt dem, der vil åbne for supplerende ydelser til begge, finder vi et synspunkt
udmøntet af en respondent i den fællesskabsbaserede pensionsprofil,
nemlig at den »uansvarlige ligner mig«. Det spejler måske et egeninteressesynspunkt,
men også en anden og mere generel pointe. Den hænger sammen
med det synspunkt, at »den menneskelige svaghed« nok burde have været imødegået
ved statslig tvang, dvs. en argumentation for et statsligt ansvar, så det
offentlige »forebygger« snarere end at agere »redningsnet«. Det er m.a.o. et
argument for statslig »tvang« til forebyggelse af »gratistadfærd«. Om det så

kalder på den ene eller den anden form for velfærdsstatsligt- eller pensionspolitisk
regime svæver i vinden.
II.6 Rettighedsargumentet
Rettighedsargumentet tilsiger, at ydelser tilflyder den enkelte i kraft af vedkommendes
»medborgerskab« – uden hensyn til behov, uden hensyn til egen
indsats eller fortjeneste. Foreholdt de fire vignetter skal respondenter, som hylder
rettighedsargumentet, tildele ydelser uafhængigt af behov og fortjeneste.
Tabel 11.3 viser forskelligartede opgørelser af respondenternes reaktioner.
Tabel 11.3 Respondenternes holdning til rettighedsargumentet opgjort på forskellig vis.
Respondentgruppe Ubetinget tilslutning
til ydelse af
grundbeløb og supplerende
ydelser
(uanset behov og
fortjeneste)
Overvejende privat
baseret pensions-
profil
Overvejende arbejdsmarkedsbase-
ret pensionsprofil
Overvejende fællesskabsbaseret
pensionsprofil
1
1
1
Behandler i praksis
den, der kunne men
ikke ville, på samme
måde som den,
der måske ville
men ikke kunne
ens ved kun at give
dem grundydelsen
(formelt retligt lighedsargument)
2
2
Giver ret til grundbeløb
uanset behov
(modsvarer kolonne
3 i tabel 11.1)
Det rendyrkede rettighedsargument kommer kun til udtryk hos tre respondenter
og synes således ikke at have meget for sig. Rettighedsbegrebet kan – udover
medborgerskab – naturligvis også være knyttet til en mere proceduremæssig
retfærdighed, som fordrer lige (ens) behandling. Det er det, man finder blandt
de respondenter, som nok forkaster fortjenesten som argument, men ønsker
ligestilling på »laveste« niveau. Endelig kan man naturligvis mene, at de 9, som
distancerer sig fra behovsargumentet, jf. afsnit III.4 (tabel 11.1), implicit anvender
et rettighedssynspunkt. I begge tilfælde (ens behandling/forkastelse af behovsargumentet)
må man imidlertid hæfte sig ved, at »retten« synes afledt af
forudgående skattebetaling eller forudgående arbejdsindsats. Mens tanken om
en »medborgerbegrundet rettighed« spiller en stor rolle i den akademiske littera-
2
4
2
3
235

tur, er der ikke meget, der antyder, at det har et »folkeligt« modsvar. Grundlæggende
synes retten – i det omfang, den gør sig gældende – knyttet til en argumentation
i stil med Ove Rodes, dvs. et oprindeligt politisk formuleret standpunkt,
der er gledet ind som bestanddel i en mere eller mindre »overlappende
konsensus«, når befolkningen vurderer konkrete problemstillinger. »Fortjenesteargumentet«
slår igennem – om ikke på det individuelle plan – så som en
overordnet præmis.
II.7 Normer og egeninteressens rolle?
Om borgerne er styret af deres egeninteresse, eller om de er normstyrede, aflæses
ved systematikken i reaktionerne på de fire vignetter – men fremdeles med
den reservation, at det drejer sig om et eksplorativt studium med et begrænset
antal respondenter.
Ifølge regime-teorien på makroniveau skal det eksisterende velfærdsregime i sig
selv bestemme holdninger, så respondenterne må forventes at reagere på de
forelagte cases på en sådan måde, at de derved tilkendegiver opbakning til det
eksisterende pensionssystem. Undersøgelsens resultat er tvetydigt. Vurderet på
grundlag af det samlede materiale står hypotesen ikke stærkt, mens den finder
noget større støtte, hvis man alene ser på behovsargumentet.
På mikroniveau forventes det, at holdningerne varierer med respondenternes
pensions- eller arbejdsmarkedsprofil – det oplevede regime. Den privat baserede
pensionsprofil må forventes at disponere for accept af behovsargumentet (et
residuelt regime), den abejdsmarkedsbaserede profil for accept af fortjenesteargumentet
(korporativt regime) og den fællesskabsbaserede pensionsprofil for
accept af rettighedsargumentet (det universelle regime). Det turde være klart, at
denne hypotese kun finder svag, om nogen støtte overhovedet.
Tanken om egeninteressen som udslaggivende forudsætter, at den enkelte responderer
på de fire vignetter under varetagelse af sin egen konkrete og principielle
ret til at modtage ydelser. Vurderet på behovsargumentet er der en gruppe,
som af principielle årsager fravælger folkepension (for nogles vedkommende
også for sig selv). De sidstnævnte responderer i hvert fald ikke med egeninteressen
som styrende. For de ni, der tilsidesætter behovssynspunktet, gælder, at
de supplerende henviser til fortjeneste- eller rettighedsargumentet, hvilket for
respondentgrupperne med privat og arbejdsmarkedsbaseret pensionsprofil kan
tolkes som en støtte til egeninteressesynspunktet, mens det næppe kan anføres
236

for dem, der har en fællesskabsbaseret pensionsprofil. Igen er resultatet noget
mudret og med tvetydige konsekvenser.
II.8 Hovedpointen
Undersøgelsens mest markante resultat er den rolle, respondenterne tillægger
fortjenesteargumentet; men tilslutningen er lidt uklar i den forstand, at der er
stor forskel på understregningen af det personlige ansvar på det principielle plan
parallelt med et samfundets ansvar på den konkrete plan. Den, der i princippet
havde kunnet, men ikke (af den ene eller anden årsag) villet, blev nok mødt med
misbilligelse, men uden at respondenterne heraf drog konkrete konsekvenser.
Omvendt blev fortjenesteargumentet overhovedet tilsidesat, når det drejede sig
om den, der måske havde villet men ikke kunnet. I det tilfælde var en samfundsmæssig
ansvarsplacering på sin plads – uden at det egentlig gav anledning
til særlige principielle ræsonnementer.
Ikke mindst i lyset af den vægt den akademiske litteratur tillægger rettighedsargumentet,
er det overraskende, at det i princippet alene optræder i sammenhæng
med fortjenesteargumentet. Det er ikke blandt respondenterne »medborgerskabet«,
der er rettens grundlag.
Begrebet »fortjeneste« synes blandt respondenterne at have to betydninger. På
den ene side har det en individuel dimension, der betyder, at man ikke anser det
for rimeligt, at den, der har sparet op og »lidt afsavn«, skal have sin pension
reduceret eller slet ikke have pension. På den anden side en mere samfundsmæssig
dimension, hvor det forhold, at man har været virksom på arbejdsmarkedet
– eller har vist sin vilje til at være det – og at man har betalt skat, er kernen
i retten til pension. Det antyder en indlejret opfattelse i kulturen af de synspunkter
ikke mindst Socialdemokratiet og Det radikale Venstre udmøntede i den
periode, hvor debatten om forsikring versus skatte-overførselsindkomstmodellen
verserede, in concreto Ove Rodes argumentation. Det spejler måske,
at arbejdet har status som en fundamental værdi, når der ræsonneres over velfærdsstaten.
237

238

Kapitel 12. Hvad har vi lært?
12.1 Indledning
Kernen i det samlede projekt er »samfundets ældrebillede«, som både bestemmer
og er bestemt af de øvrige elementer. Samfundets ældrebillede spiller sammen
med mediernes ældrebillede, med holdningsdannelsen i befolkningen, med
opfattelsen af ansvarets, rettighedernes og pligternes fordeling, med lovgivernes
idealer og værdier og med den lovgivning, der udmøntes i hjemmehjælp, plejehjem
(og plejehjemstilsyn) og pensionsordninger. Også mellem de enkelte elementer
er der et samspil, så der er tale om et gensidigt afhængigt system, hvor
»alt afhænger af alt«. Samtidig udspiller det hele sig indenfor en ramme, der
sætter den politisk-økonomiske kontekst. Den spejler den »tidsånd«, der selv er
bestemt af og bestemmende for bevægelsen fra et arbejds- og produktionssamfund
imod et forbrugssamfund og for ændringen af en pligt- til en rettighedskultur.
I tilgift spiller – sammen med mange andre forhold – demografiske vilkår
og kronologisk tænkning en stor rolle; men »det hele« samles på en eller anden
måde op i samfundets ældrebillede som det prisme, hvor strålerne samles og
brydes. Ældrebilledet samler forståelsen af, hvad det vil sige at være gammel, af
de gamles behov, af samfundets og familiernes forpligtelser i forhold til de
gamle, af behandlingen af de gamle osv. Det betyder samtidigt, at et ændret
ældrebillede skaber en ny forståelse.
239

240
Det alderskonstruerede samfund
Lovgivningen og dens
idealer og værdier
Figur 12.1 Projektets elementer
Den demografiske udvikling
Hjemmehjælpen
Plejehjem og plejehjemstilsyn
Samfundets
ældrebillede
Mediernes ældrebillede Befolkningens holdninger
til at blive gammel
Fra arbejds- og produktionssamfund til forbrugersamfund
Pensions- og velfærdsstatsregimer
Ansvarets, rettigheders
og pligters fordeling
»ideologier«/retfærdighed/menneskesyn
12.2 Alderdom og alder – om ældrebilledet
I det traditionelle – men endnu eksisterende – ældrebillede er alderdommen en
skæbnebestemt nedtur. Fra livets middagshøjde går det bare nedad – en programmatisk,
mekanisk, uforanderlig og fremadskridende proces præget af tab,
forfald og defekt: tab af funktionsevne, svaghed, pasnings- og plejebehov. Alderdom
er identisk med sygdom og afvigelse, en negativ livsfase med kulturel
devaluering og aldersdiskrimination.
Det bliver så meget mere markant – og bekymrende – fordi vi i praksis konstruerer
alderdom ved hjælp af kronologisk alder. Det fører til, at de ældre bliver
opfattet som en identisk og homogen gruppe, selvom det eneste, der holder
gruppen sammen, er alderen; men alder i sig selv siger intet. Det er ikke alderen,
der bestemmer, hvornår »alderdommen« indtræder. Aldring er en både plastisk
og såre individuel proces, som ikke følger den kronologiske alder. Den er snarere
en følge af den forudgående opvækst og de tidligere levevilkår. Derfor spiller
det individuelle livsløb en langt større rolle. Det ser livet ikke som en løbende
passage af bestemte aldre men som en sum af øjeblikke, begivenheder i det
levede liv. Aldring er en del af den enkeltes levede liv, hans eller hendes liv,
hendes eller hans tidsregning. I det perspektiv træder forskellene frem, og den
homogene gruppe opløses.
Fra pligt- til rettighedskultur

Når alderen som statistisk størrelse lægges til grund som grænsemarkør, betyder
lovgivningens fastsættelse af en pensionsalder samtidig eksklusion fra det
»normale« samfundsliv, og den betyder en fornemmet opdeling i »skaffedyr«
og dem, der bare er en »ældrebyrde«. Retten til hvad som helst bliver betinget af
arbejdet og skattebetalingen, og kronologien betinger, hvad den enkelte må og
ikke må.
Boks 1.
Hvad lærer vi af det?
• Vi skal bryde med opfattelsen af alder som en skæbnebestemt
»nedtur«;
• Vi skal bryde med kronologisk alder som grænsemarkør;
• Vi skal bryde med opfattelsen af »de gamle« som en homogen
gruppe;
• Vi skal værdsætte mulighederne for flere aktive leveår;
• Vi skal se aldring som en individuel proces;
• Vi skal se aldring som en del af den enkeltes levede liv;
• Vi skal sætte livsløbsperspektivet i centrum;
• Vi skal udvikle det »aldersintegrerede samfund«, hvor alder ikke
i sig selv er en begrænsning;
• Vi skal gøre op med fordommene om, at alder spiller en rolle for,
hvad den enkelte må og ikke må;
• Vi skal sætte mennesket frit – uden hensyn til alder.
12.3 Alderdom og alder – alderen
som grænsemarkør
Begrebet en grænsemarkør henviser til samfundets behov for at sætte skel, at
definere forskelle og at uddifferentiere grupper. Den kronologiske alder er i den
sammenhæng kommet til at spille en større og større rolle.
Forud for den første alderdomsforsørgelseslov fra 1891 blev der ikke gjort brug
af alder som kriterium. Fattigloven forudsatte, at den, der skulle modtage hjælp,
var fattig og uarbejdsdygtig. Man ville imidlertid godt give »de gamle« en mere
privilegeret stilling, men det forudsatte, at de kunne skilles ud fra andre fattige
og uarbejdsdygtige. Alderen begyndte derfor i 1860erne at dukke op som kriterium.
Det er ikke uden grund, at Henning Kirk kaldte sin disputats Da alderen
blev en diagnose. Behovet for en udskillelse og den nye medicinske synsvinkel
gik hånd i hånd; men det stod også tidligt lysende klart, at det drejede sig om en
241

konstruktion, og at der ikke var en bestemt alder, som meningsfyldt kunne bringes
i spil som tidspunktet for alderdommens begyndelse. De mange forslag i
perioden anvendte da også forskelligartede aldre, som hver for sig var begrundet
i de særlige hensyn, der lå til grund for den enkelte ordning. Det viser netop
afgrænsningen som en konstruktion, og det viser, at svaghed og alder ikke på
nogen entydig måde kan knyttes sammen.
Først med alderdomsforsørgelsesloven fra 1891 blev alder et egentligt kriterium,
men det stod ikke alene. Først med den langt senere vedtagelse af folkepensionens
mindstebeløb i 1956 fik alderen en selvstændig status.
Fra 1891 til i dag har mange forskellige argumenter været ført i marken for at
ændre pensionsalderen i op- eller nedadgående retning: provenuhensyn, beskæftigelseshensyn,
påvirkning af normer for tilbagetrækning, demografisk udvikling,
individuel selvbestemmelse, hensynet til finanspolitisk holdbarhed, »berettigede
forventninger« og beskæftigelsesmæssige hensyn. Ud af dette hensynenes
miskmask har man konstrueret begrebet alderdom.
Bag de mange hensyn har dog nok ligget den grundopfattelse, at alderdommen
var en svækkelsesperiode, og man har ledt efter en statistisk indikator for svækkelse
eller nedsat arbejdsevne. Alder har således været en substitut for en erhvervsevnebestemmelse.
Boks 2.
Hvad lærer vi af det?
• Alder er en dårlig indikator på reduceret erhvervsevne og svækkelse;
• Anvendelse af alder som grundlag for en udskillelse af »de gamle«
eller bestemmelse af alderdommens begyndelse spejler en forældet
opfattelse;
• De mange argumenter, der har været ført i marken viser, at der er
tale om en ren konstruktion;
• Alderdom er blevet konstrueret ud fra hensyn, der ikke nødvendigvis
har noget at gøre med en hensyntagen til »de gamle«, hvem de
så end er;
• Enhver grænsedragning er udtryk for en inklusion og en eksklusion;
• En fast pensionsalder fører til beskæftigelsesproblemer for dem, der
aldersmæssigt befinder sig 3-4 år forud for alderen;
242

• En fast pensionsalder er i modsætning til ønsket om at udvikle det
aldersintegrerede samfund, hvor arbejde, uddannelse, deltagelse i
samfundsliv osv. står til rådighed for alle – uden hensyn til vedkommendes
alder;
• En fast pensionsalder fører til »fejlsortering«, så der er dem med
»behov«, der ikke kan få, og dem uden »behov«, som får;
• Vi skal derfor finde veje til at bryde med tanken om en fast pensionsalder
og overhovedet med aldersgrænser som begrænsninger på
menneskers udfoldelse;
• Vi skal udvikle mulighederne for individuel tilrettelæggelse af tilbagetrækningen,
som også Ældrekommissionen argumenterede for.
12.4 Alderdom og demografi
Middellevetiden i det 20. århundrede var stærkt stigende ikke mindst i århundredets
første halvdel. Derefter indtraf en periode med forholdsvis svag vækst,
hvor Danmark »sakkede bagud« i forhold til andre lande; men fra 1994 har der
været tale om en betydelig vækst, så vi nu »haler ind på de andre«. Der er også
kommet gang i væksten i den forventede restlevetid for 65-årige.
Det betyder, at vi med en fastlagt pensionsalder lever længere og længere efter
arbejdets ophør og mange år i god helbredstilstand. Der er en betydelig vækst i
antallet af år uden reduceret funktionsevne, men for en dels vedkommende vil
der også være tale om et antal år med sygelighed, herunder kronisk sygdom.
Givet at vi lever længere og længere, er det grundlæggende spørgsmål, hvordan
vi ønsker at leve dette længere liv. Skal det være et liv som pensionister i traditionel
forstand, eller skal vi erkende, at det for rigtig mange 60-79-årige vil
være et liv, hvor mange vil kunne være virksomme i arbejdsmarkedet på helt
gængse vilkår, mens andre måske vil kunne virke med i et mere rummeligt arbejdsmarked?
Skal vi ikke tænke uddannelsesmuligheder ind også for denne
aldersgruppe?
Sammen med udviklingen i fertiliteten betyder væksten i middel- og restlevetider,
at vi bevæger os ind i et »aldrende samfund«, hvor antallet af ældre – uanset
hvilken grænsemarkør der anvendes – vil vokse relativt til andre befolkningsgrupper.
Samtidig vil det være et samfund med stærk vækst i gruppen af
»meget gamle«. Det betyder, at vi står med en såkaldt »dobbeltaldring«, hvilket
vil medføre et pres på udgifterne til pleje og omsorg.
243

Boks 3.
Hvad lærer vi af det?
• Vi må fortsat diskutere, om det er fornuftigt at fastholde en efterlønsordning
for alle med en tilgangsalder, der ligger 5 år forud for
folkepensionens;
• Vi må diskutere, om der er alternativer til overhovedet at anvende
sådanne faste aldersgrænser, når det afgørende for samfundsindretningen
burde være funktionsevnen;
• Vi må bevidst udvikle samfundet i retning af det aldersintegrerede
samfund, hvis udgangspunkt er funktionsevne og livsløb;
• Vi må arbejde med betydningen af den ændrede familiestruktur (firegenerationsfamilien)
og dens samfundsmæssige betydning;
• Vi må mere bevidst satse på en revitalisering af civilsamfundet, så
de ældre i højere grad kan inddrages som omsorgsgivere;
• Vi må satse på sund aldring med god funktionsevne, så risikoen for
funktionstab begrænses mest muligt;
• Vi må udvikle plejen og omsorgen, så man udnytter mulighederne
for at kompensere den enkelte for funktionstab på en sådan måde,
at vedkommendes personlige integritet og autonomi sikres;
• Vi må sikre mulighederne for fleksibel forbliven i arbejdslivet, så
aldringens negative virkninger på arbejdsstyrkens udvikling modvirkes,
og så risikoen for udelukkelse af det normale samfundsliv
imødegås;
• Vi skal sikre et arbejdsmarked, hvis tilrettelæggelse er betinget af
livsløbsperspektivet. Man kan tænke sig et arbejdsliv med flere jobfaser,
flere uddannelsesforløb, børnepauser og deltidspauser.
Ser vi på det »aldrende samfund« alene ud fra de forskydninger, der bestemmes
af den kronologiske alder, vil udviklingen – ud fra eksisterende traditioner,
normer og ældrebilleder – give anledning til mange bekymringer om mangel på
arbejdskraft, voksende »forsørgelsesbyrde«, øgede sociale og sundhedsmæssige
udgifter osv. Den sociale konstruktion af alderdommen med afsæt i kronologisk
alder, begrænser muligheder for at se de positive muligheder, at aldrende samfund
åbner. Derfor er det afgørende, at ændre samfundet i retning af et aldersintegreret
samfund, hvor det ikke er alderen men funktionsevnen, der lægges til
grund for samfundets indretning. Aldersgrænserne skal nedbrydes, og der skal i
uddannelse, arbejdsliv, fritid, familieliv osv. være muligheder for alle uanset
kronologisk alder.
244

12.5 Familiestruktur og ældrepolitik
Med kvindernes øgede indsats på arbejdsmarkedet, den øgede restlevetid, udviklingen
af fire-generations-familien osv. opstod et pres på velfærdsstaten for
at varetage dele af de opgaver, som traditionelt lå i familien. Det har kaldt på
den udvikling af hjemmehjælpsordningerne, der er beskrevet i kapitel 5.
Udviklingen i middel- og restlevetiden har placeret »de unge ældre« som sandwich-generation
udspændt mellem børnenes og børnebørnenes forventninger på
den ene side og de »gamle forældre« på den anden.
Samtidig med disse ændringer har det moderne samfund i stadig stærkere grad
betonet ny viden, ny teknologi, tilpasning til ændrede vilkår, omstillingsparathed
osv. Det har trængt den erfaringsmæssige viden, som »de gamle« sad inde
med, i baggrunden.
Boks 4.
Hvad har vi lært af det?
• Vi må gentænke familiens rolle i konsekvens af fire-generationsfamiliens
betydning i det aldrende samfund;
• Denne gentænkning må ske på modernitetens og ikke mindst mobilitetens
vilkår;
• Vi må overveje »sandwich«-generationens funktioner i det moderne
samfund;
• Vi må genoverveje uddannelsens funktion i det aldersintegrerede
samfund. Ikke kun uddannelsen gennem det formelle uddannelsessystem
– men den viden, der indgår som integreret del i aldringsprocessens
dynamik.
• Begrebet viden skal gentænkes, så den ikke blot identificeres med
evne til at håndtere de nyeste tekniske fremskridt, men så den finder
sin klassiske form omfattende både teoretisk indsigt, praktiskproduktiv
kyndighed (den tavse kropslige viden) og den etiske
klogskab eller dømmekraft, som udfoldes i konkrete praksissituationer.
12.6 De store samfundsændringer
Man kan altid diskutere, hvad der kvalificerer som »store samfundsændringer«.
I kapitel 6 har jeg valgt at fokusere dels på den polskfødte filosof Zygmunt
Baumans tanker om, at der er sket en overgang fra det arbejds- og produktionsdominerede
samfund til forbrugersamfundet, og dels på historikeren Henrik
Jensens mentalitetshistoriske arbejder om overgang fra pligt- til rettighedssam-
245

fund. Valget af disse to store ændringer hænger sammen med, at de danner bagtæppe
for forståelsen af det, professor Marta Szebehely havde i tanken, da hun
beskrev hjemmehjælpens udvikling i tre faser: Fra den traditionelle, over den
samlebåndsprægede til den New Public Management inspirerede hjemmehjælpsmodel.
Der er megen grund til at søge et spadestik dybere ned i forsøget
på at forstå, hvor denne tredje model har sin rod. Frit valgs tanken er slået igennem
i kraft af mange års retorisk påvirkning, men uden at den er blevet diskuteret
i sine grundlæggende forudsætninger. Hvor kommer den fra? Vil den ændre
»vores« velfærdssamfund? Vil vi det? Er den fast forankret, eller står den på
lerfødder?
New Public Management tanken har sin baggrund i en voksende skepsis over
for den bureaukratiteori, der tilskrives Max Weber. Figur 12.2 søger at samle en
række hovedtræk, som har ført os til denne nye model.
246
Alle aktører handler, som den
overordnede ønsker
Komunalbestyrelsen handler
som Folketinget vil
Underordnetheds rolle
Repræsentationsrolle
Ledelsesrolle
Mediernes påvirkning
Borgernes påvirkning
Pårørendes påvirkning
Faglige organisationers og forvaltningers
påvirkning
Pressionsgruppers påvirkning
Figur 12.2 Den klemte kommunalbestyrelse
Max Webers bureaukratimodel
Den parlamentariske
beslutningskæde
Kommunalbestyrelsens tredelte
rolle
Det mudrede beslutningsfelt
Kæden »bryder sammen«.
Folketingets intentioner
realiseres ikke. Folketinget
holdes ansvarligt og reagerer
som principal
New Public Management
Udgangspunktet er Webers teori om bureaukratiet, hvor alle på ethvert niveau
handler i overensstemmelse med de ønsker, som er udsprunget et niveau højere
oppe i organisationen. Alle agerer som tjenere i en højere sags interesse.

Denne tanke er så overført i den såkaldte parlamentariske styringskæde, der
bygger på, at Folketinget udstikker de overordnede mål og rammer, mens kommunalbestyrelsen
forventes at omsætte dem til virkelighed svarende til Folketingets
intentioner. Det er i den forstand, at kommunalbestyrelsesmedlemmernes
ene rolle er en underordnethedsrolle. Den står i et vist spændingsforhold til repræsentationsrollen,
og kommunalbestyrelsen kan selvsagt også have andre mål
at forfølge. Hertil kommer, at kommunalbestyrelsens beslutninger ikke nødvendigvis
omsættes friktionsfrit i forvaltningsleddet. Og så bliver det hele beslutningsfelt
mere end meget mudret, når der tages hensyn til, at kommunalbestyrelsen
samtidig er udsat for påvirkninger fra medier, borgere, pårørende, faglige
organisationer, pressionsgrupper osv. Der er altså rig mulighed for sammenbrud
i styringskæden.
I en række situationer vil det betyde, at Folketinget – ikke mindst via medierne
– vil blive holdt ansvarlig for beslutninger, man ikke føler korresponderer med
de ædle intentioner. Derfor er der, som fremstillet i kapitlerne 9 og 10, et permanent
spændingsforhold mellem centralisering og decentralisering, som mange
gange giver Folketinget tilskyndelser til at gennemføre stærkere styringsinstrumenter
i forhold til kommunerne. Bag New Public Management tankerne
ligger der tydeligvis en markant styringsintention. NMP-idéerne er drøftet både
i kapitel 5 og i kapitel 9, mens figur 12.3 giver en oversigt over ingredienserne i
tankesættet.
Tankerne bag New Public Management udspringer af elementær økonomisk
teori om konsumentvalgets betydning, af principal-agent teori og af public choice
teori, jf. kapitel 5. Kernen i frit valgs modellen er forbrugervalget, konkurrencen
mellem leverandørerne med deraf forventet øget effektivitet, kvalitet og
tilpasning til forbrugerpræferencerne.
Introduktionen hænger til en vis grad sammen med en begyndende skepsis overfor
den traditionelle velfærdsstatslige model, der, mente mange, i 80erne løb ind
i legitimeringsproblemer. Det politiske svar var en moderniseringsbestræbelse,
som gennem forbrugsvalgsretorikken udfyldte et ideologisk tomrum.
På den ene side betonedes den individuelle frihed, autonomien, valget og individet,
mens man på den anden side distancerede sig fra bureaukrati, standardisering,
umyndiggørelse, systemtænkning, ekspertstyre og ineffektivitet, som implicit
blev anført som karakteregenskaber ved det, der skulle moderniseres, dvs.
den traditionelle velfærdsstat. En stribe plus- versus en stribe minusord. Reto-
247

ikken virkede så meget stærkere, fordi der taltes ind i et samfund, som Bauman
beskriver som et forbrugersamfund. Valget antager karakter af en meta-værdi
og tillægges en værdi i sig selv, og resultaterne af valget vil i retorikken til enhver
tid have forrang for rationering og tildeling – også selv om valget repræsenterer
et valg på standardiseringens vilkår. Det skyldes, at valget først kan
udøves, når den enkelte er visiteret til en bestemt »pakke« af ydelser, som udspringer
af den fastsatte kvalitetsstandard. Og på det grundlag kan der alene
vælges leverandør og indenfor restriktioner udøves fleksibel hjemmehjælp.
Udover de heraf flydende indre spændinger i frit valgs modellen, som jeg vender
tilbage til, er der en række langt mere grundlæggende spørgsmål, som bør
stilles – og som i bedste fald har været genstand for en overfladisk politisk diskussion.
248
Figur 12.3 Hjemmehjælpen som New Public Management model
Bestiller-udfører modellen
Udlicitering
Kvalitetsstandarder
Konkurrence, quasi-markeder
Kontraktsindgåelser
Hjemmehjælp i New
Public Management
versionen
Frit forbrugsvalg
Voksende afstand mellem »beslutninger«og
direkte »ansigttil-ansigt«-relationer
Skærpet kontrol og tilsyn
Retssikkerhed
Måling af effektivitet og kvalitet
Om end indenfor en kollektiv ramme sker der en ansvarsforskydning i retning af
det enkelte individ. Hvilke konsekvenser har det for velfærdssamfundets indretning?
Sammenhængende hermed træder den enkelte i princippet delvis ud af sin
rolle som ansvarlig og myndig borger med indflydelse på de fælles anliggender
og antager velfærdsforbrugerens karakter. Hvilke konsekvenser har det for velfærdssamfundets
indretning?

Er der ikke, når borgeren ændrer karakter og bliver velfærdsforbruger, risiko
for, at radius i »solidaritetscirklen« afkortes? I særdeleshed, når frit valg suppleres
med brugerindflydelse, vil interessen let blive forskudt fra fx den danske
skole og det danske plejehjem til »min skole« og »mine forældres plejehjem«. I
sidste instans kan radius blive et punkt, hvor kun lille jeg står og iagttager mig
selv. Er det det, vi vil, med »vores« velfærdssamfund?
Er det overhovedet meningsfyldt at håndtere »omsorg« på lige fod med andre
tjenesteydelser? Idéen i valg mellem flere leverandører er, at forbrugeren møder
den enkelte leverandør med skepsis og potentielt vil undersøge, om andre leverandører
har »noget bedre« at byde på. Forbrugsvalget og de dermed forventede
positive effekter bygger i ikke ringe grad på, at leverandøren mødes med mistillid;
men den betragtning kan næppe overføres på »omsorgsydelser«. Netop
fordi ydelse af omsorg bygger på personlige, tætte og intime relationer, der går
langt på den anden side af det enkelte menneskes »urørlighedszone«, må der
mellem omsorgsgiver og omsorgsmodtager – den sidste ofte i en ekstremt sårbar
og afhængig situation – være en høj grad af tillid. Herved er relationen helt
anderledes, end når det drejer sig om pleje af automobilen.
Også i anden henseende adskiller sig situationen sig fundamentalt. Netop på det
frie forbrugsvalgs egne principper kan man med mening spørge, hvis forbrugsvalg
der skal være udslaggivende. Med en offentligt finansieret hjemmehjælp er
det en tredje part – skatteyderen, der finansierer de tildelte ydelser. Skal tredjepartens
præferencer bare negligeres? Eller er det sådan, at tredjeparten er villig
til at finansiere – eller at støtte politikere, der gennemfører en kollektiv finansiering
– omsorgsydelser, fordi de kan være med til at ændre en tilstand til det
bedre eller at hindre, at en eksisterende tilstand forværres?
Hvis tredjepartens ønsker og »forbrugsvalg« ikke skal respekteres, kan man lige
så godt tage skridtet fuldt ud og alene anvende øremærkede kontanttilskud. Det
vil være (næsten) ren »markedsgørelse«, og det vil være en risiko for enhver
tanke om egentlig professionalisering af hjemmehjælperne. Den professionelle
logik vil blive udsat for et pres fra både forbrugervalgets, bureaukratiets og
markedets logik. Er det det, vi vil?
249

Boks 5.
Hvad har vi lært af det?
• Vi har måske ikke i egentligste forstand lært så meget, men vi har
fået grundlag for at stille en række spørgsmål:
• Ønsker vi virkelig en New Public Management-hjemmehjælpsmodel,
og hvad betyder den for velfærdssamfundets funktion?
• Er alternativet til »fejl« i den parlamentariske beslutningskæde alene
indførelse af New Public Management i den ene eller den anden
form?
• Drejer det sig i bund og grund bare om at beskytte landspolitikerne
mod kritik ved at øge kontrol og styring?
• Er valget virkelig en meta-værdi?
• Forskydes ansvaret fra kollektivet til individet, og er det det, vi vil?
• Hvad er konsekvensen, hvis borgeren ændres til velfærdsforbruger?
• Betyder frit valg og brugerindflydelse indskrænket »solidaritet«, så
det fælles ansvar for de fælles anliggender reduceres til mit ansvar
for min institution? Hvis ja, er det det, vi vil?
• Er det meningsfuldt at behandle omsorgsydelser analogt til andre
serviceydelser?
• Bliver tillid erstattet af mistillid? Hvad betyder det i så fald for velfærdssamfundet?
• Skal den finansierende gruppes (tredjepartens) præferencer og dermed
forbrugsvalg negligeres?
• Er der en modsætning mellem den professionelle logik på den ene
side og forbrugsvalgets, markedets og bureaukratiets logik på den
anden side?
Og så endelig kan vi på det allerdybeste niveau, der hvor økonomisk tænkning
kun sjældent når ned, spørge om et frit forbrugsvalg er svaret på den etiske fordring,
der pålægger os at tage ansvar for hinanden. Netop den etiske fordring er
ikke enslydende med »den andens« udtalte ønsker. Et er den andens tolkning af,
hvad han eller hun fordrer, men i fordringen ligger jo netop, at den kan være en
udfordring til mig om at gå imod, hvad den anden ønsker. Udfordringen går ud
fra, at jeg bedre end den anden selv ved, hvad der er til bedste for ham. Skulle
jeg blot imødekomme den andens ønsker, ville vort liv sammen i al enkelhed gå
ud på, at jeg – ansvarsløst – gjorde mig til den andens redskab. Tilværelsen ville
være reduceret til en tom leflen for hinanden, men den etiske fordring er ikke en
fordring om eftergivenhed. Omsorg er en relation i afhængighed og umiddelbar
magt, og just heraf udspringer fordringen om at tage vare på det af de andres liv,
der er afhængigt af en selv, og som man har i sin magt – og den fordring indfries
ikke ved at give den anden frit valg. Måske økonomer skulle have et grundkursus
i etik.
250

12.7 Mediernes ældrebillede
Figur 12.4 Det polariserede mediebillede og stereotyperne
Der tales om de
ældre
Stakler
Ensomme
Syge
De ældre som
gruppe
Pendulering over tid
Det polariserede mediebillede
Selvforstærkende selvbekræftende
Den isolerede og syge gamle
Den stærke og aktive gamle
Bedstemoderen
Hejren
Den gamle statsmand
Seniorborgeren
Den barnlige ældre
Duracell- ældre
Plejehjemsbedste
Glamourbedste
»woofies«
stereotyperne
De ældre taler
selv
Stærke
Glade
Livskraftige
De ældre som
individer
Mediernes dækning af »ældre« har ofte karakter af et »rettighedsspil« med »ofre«
og »skurke« i hovedrollerne, og det tenderer at ændre politik fra at være en
dialog mellem valgte politikere og myndige borgere, som sammen er optaget af
at udøve deres dømmekraft på de fælles anliggender, til et avanceret »godgørenhedsprojekt«
med hyppig uddeling af »hold-kæft-bolsjer«; men ellers er det
typiske en penduleren over tid mellem et billede med vægt på snart »de svage«
og snart »de stærke« ældre. Det første billede møder man især, når der tales om
de ældre som gruppe, mens man træffer det andet, når de ældre taler selv, eller
der tales om de ældre som individer. I gruppebilledet bygges der typisk på en
kategoriopdeling, og det betyder, at kategorien eller gruppen fremstilles som en
homogen størrelse på trods af dens forskellighed. Det giver anledning til brug af
stereotyper, der fremkommer i forskellig form i forskellige perioder.
I sammenhængen er det vigtigt med Charlotte Wien at konstatere, at
» … de ældre er lige så uenige som alle mulige andre, når de selv
lukker munden op. Når de ældre taler om sig selv, ser de sig ikke
som en særlig gruppe, hvilket gør det meningsløst at tale om sam-
251

Boks 6.
252
lende gruppebetegnelser og dermed stereotyper. Når de ældre selv
ytrer sig, bliver det samlede ældrebillede i medierne således nuanceret«.
Hvad har vi lært af det?
• Stereotyperne kan ændres ved modgående information og viden;
• Faktuel viden ændrer ældrebilledet;
• Autoritative stemmer kan påvirke ældrebilledet;
• Billedet er forskelligt, når de ældre taler selv, og når der tales om de
ældre;
• Når de ældre tror på sig selv og giver det udtryk, begnder andre at
dele troen;
• De ældre må derfor træde ud af den konstruerede gruppe og ind i
samfundet;
• Politikere skal være varsomme med at spænde »svage« eller »stærke«
ældre for deres egen vogn, fordi det langtidspåvirker ældrebilledet:
• Mediernes ældrebillede er stærkt påvirket af politikernes ældrebillede;
• Medierne bør arbejde på at svække polariseringen i ældrebilledet;
• Når der tegnes et billede, bør journalisten overveje, om der er et
modbillede;
• Medierne bør være mere opmærksomme på at skelne mellem det,
der er generelt gældende, og det, som specifikt og konkret er tilfældet;
• Medierne skal være varsomme med at lade sig spænde for velfærdskoalitionens
(eller politikernes) vogn;
• Medierne bør i højere grad lade de ældre tale selv – og ikke kun når
de har status som ofre i en konflikt;
• Medierne bør holde medfølelsen, medlidenheden og forargelsen i
tømme.
12.8 Det gode liv som gammel
Ingen periode i livet kan forstås uafhængigt dem, der gik forud, og forventningerne
til dem, som følger efter. Hovedpointen er derfor at »leve det gode liv i
livet« – alderdommen er ikke i den forstand et afvigende livsafsnit. Derfor er
den enkeltes oplevelse af alderdommen bestemt af de muligheder, begrænsninger
og valg, han eller hun har været stillet overfor i fortiden, herunder ikke
mindst de forhold, der prægede tiden, da vedkommende var i de mest »modtagelige
år«. Denne livsløbsbetragtning betyder, at der udover befolkningens for-

nemmelse af samfundsfortællingen er to andre fortællinger, nemlig den, der ser
det gode liv i et generationsperspektiv, og den, som beretter om ønskerne i et
mere individuelt perspektiv; men de er begge vævet sammen med den store
fortælling.
Befolkningens fornemmelse af samfundsfortællingen spejler, at biomedikaliseringen,
jf. kapitel 2, stikker dybt. Det er godt at være ungdommelig i forhold til
sin alder. Det er et problem at passere en rund fødselsdag. Alder og sygdom
hører sammen. Høj alder betyder statustab, tab i menneskelig værdi, tab af indflydelse,
reduceret social kontakt osv. På vej imod eller placeret midt i en social
deroute.
Samtidig er der en normativ ideologi, der formuleres både positivt og negativt.
Det vises i tabel 12.1.
Tabel 12.1 Befolkningens normative syn på alderdommen
Den positive variant Den negative variant
¬ Aktivitet
¬ Passivitet, stilstand
¬ Uafhængighed
¬ Afhængighed
¬ Autonomi
• Myndighed
• Medindflydelse
• Selvbestemmende
¬ Værdighed og respekt
¬ Tætte bånd i familien
¬ Frihed
¬ Heteronomi
• Umyndiggørelse
• Underkastelse
• Indflydelsesløs
¬ Genstandsgørelse
¬ Ensomhed og isolation
¬ Tvang
De unge har svært ved at forestille sig endsige reflektere over livet som gammel.
Det er en refleksion, der først mødes fra omkring 40-årsalderen. Midaldrende
fokuserer på den forventede frihed forstået som en frisættelse fra forpligtelserne,
mens de ældre og de ældste forliger sig med de tab, som uvægerligt
indtræder, mens de fokuserer på det, de hidtil har været glade for.
I generationsperspektivet går hovedskellet mellem dem, der er gamle nok til at
have oplevet, at fælles værdier overføres fra generation til generation, og dem,
som er vokset op i selvrefleksionens og selviscenesættelsens periode; men ellers
varierer værdier, smag, sprog, stil osv. over generationerne. De ældre ældre er
en taknemlighedsgeneration. Medlemmerne »kender deres plads« og indfrier
deres ansvar. De yngre ældre er velfærdsstatens børn. Medlemmerne ser sig selv
253

udstyret med retten til det gode liv. De midaldrende er en krævende generation,
hvis medlemmer forventer, at »det offentlige løser problemerne«. De unge kan
– selvom der også er en modgående strømning – beskrives som selvcentrerede,
der lever i deres egen cirkel. Det dækker i alle tilfælde over mere udspecificerede
holdninger, der er drøftet i kapitel 8.
Boks 7.
Hvad har vi lært af det?
• Befolkningens tidsopfattelse modsvarer livsløbsbetragtningen;
• Alderdommen ses ikke som en afvigende livsfase;
• Alder er et flydende begreb, der stiller spørgsmålstegn ved de faste
aldersgrænser;
• Kontinuitet er det bærende for det gode liv;
• Samfundsfortællingen spejler forfaldstanken;
• Synet på andres alder varierer med ens egen alder;
• De ældre ser det gode liv som knyttet til kendte og trygge rammer;
• Holdninger varierer med generationstilhørsforholdet;
• Det gode liv er et liv, hvor vi bringer det bedste hidtil oplevede med
os ind i fremtiden;
• Tendens mod en »individualisering«, der ser den enkelte som ansvarlig
for at lykkes og for at træffe de rigtige valg, men det sker i
en velfærdsstatslig tryghedsramme;
• Forventning om fremtidigt mange »stærke« ældre.
De interviewede politikere forholder sig knap så eksplicit til alderdommen, men
udmønter i højere grad deres holdninger til velfærdsstaten. For så vidt anerkender
de befolkningens opfattelse af alder som et flydende begreb, og flere taler
om, at kronologisk alder burde erstattes af behov, men uden at de for alvor bider
til bolle. Et andet gennemgående tema er ansvarets placering, hvor de kommunale
politikere, der repræsenterer KL, er mere eksplicitte i deres distanceren sig
fra »rettighedstænkningen«.
I henseende til deres normative opfattelser af det gode liv som gammel ligger
politikerne tæt på befolkningens opfattelse, som den er gengivet i tabel 12.1.
Marie Konge Nielsens analyse giver ud over de ovenfor anførte konstateringer
anledning til mange spørgsmål.
254

Boks 8.
Hvad må vi spørge om?
• Hvordan kan vi udvikle et samfund med større vægt på vore
indbyrdes forpligtelser og ansvar for hinanden?
• Hvordan kommer vi til rette med spændingen mellem individualisme,
autonomi og samhørighed?
• Hvordan ophæver vi vores oplevede anonymitet og fremmedhed
i forhold til »den anden«?
• Hvordan kan vi bevidst arbejde med udbygning af de sociale
bånd mennesker imellem?
• Hvordan kan vi udvikle støtte mennesker imellem på tværs af
generationer?
• Kan vi tænke os sådanne samfundsmæssige forhold, at familien
får en mulig renæssance som ansvarsbærende enhed?
• Vil vi overhovedet det fællesskab, som implicit ligger i velfærdssamfundets
bagage, eller skal velfærdssamfundet være en
historisk parentes?
• Hvordan kan vi bryde livsskabelonerne ned, så der udvikles
nye, fleksible og mulighedsskabende forløb?
• Skal vi overhovedet tale ældrepolitik?
• Hvordan skaber vi det aldersintegrerede samfund?
• Hvordan kan vi tænke et samfund, hvor visdom og erfaring giver
status?
• Hvordan videregiver vi visdom, erfaring og indsigt?
• Hvordan sikrer vi et arbejdsmarked og et uddannelsessystem,
hvor man kan gå til og fra – uden hensyn til alder?
• Hvordan udvikler vi civilsamfundet?
• Hvordan bevæger vi os fra holdninger til handlinger?
12.9 Hjemmehjælpens historie
Uden at benægte at socialstrukturelle faktorer (den materielle kontekst) spiller
en rolle er vægten i analysen af hjemmehjælpens historie lagt på idéernes rolle,
fordi hovedtemaet er bevægelsen fra værdi (normativ idé) over holdning til
handling. Som vist i figur 12.5 fastlægges den institutionelle struktur i en udgangssituation
af et samspil mellem idéer og rammevilkår. Efterfølgende social
læring og ændring i rammevilkår kan føre til nye beslutningssituationer som
enten, hvilket ofte er tilfældet, fastlåser den én gang besluttede struktur – såkaldt
stiafhængighed, giver anledning til en glidende og gradvis ændringsproces
eller fremkalder et kritisk øjeblik, som kan udfordre den tidligere beslutning og
evt. ændre den institutionelle struktur.
255

256
Idéer og socialstrukturelkontekst
t
Figur 12.5 Ændringer eller stiafhængighed?
Beslutninger på
tidspunkt t
Institutionel
struktur
Social læring og ændret
kontekst
Idéer og socialstrukturelkontekst
t+1
Begyndende
gradvis/glidende
ændring
Stiafhængighed
(fastholde institutionelstruktur)
Kritiske øjeblikke,
udfordring af
paradigmet
Denne proces foregår i et samspil mellem idéernes forskellige funktioner. Handlinger
udspringer af programmatiske idéer, der netop er handlingsanvisende og
genstand for løbende politisk debat. De programmatiske idéer er begrænset af
det på et givet tidspunkt dominerende paradigme, der sætter en kognitiv forståelsesramme,
og af den offentlige mening, som er udtryk for sættet af indlejrede
normative forestiller om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Omvendt
kan den offentlige mening påvirkes gennem framing, dvs. den særlige måde
hvorpå politikerne vælger at præsentere deres programmatiske vinkel. Med en
»heldig« framing kan politikerne påvirke den offentlige mening med legitimering
af deres politiske ønsker for øje. I nogle tilfælde vil det ske ved en her og
nu beslutning i det kritiske øjeblik, mens der i andre tilfælde er tale om en mere
langstrakt og gradvis påvirkning med sigte på i en glidende proces at vinde accept
af et nyt paradigmatisk synspunkt. Dette samspil mellem de kognitive og
normative hhv. de forgrunds- og baggrundsprægede idéer er anskueliggjort i
figur 12.6
Først i 1958 så en egentlig hjemmehjælpsordning dagens lys. Forud var gået en
husmoderafløsningsordning, der blev gennemført i 1949 som opfølgning på et
privat, filantropisk arbejde – støttet af det offentlige af beskæftigelsesårsager.

Løbende debat Politiske handlinger
Kognitivt niveau
Normativ niveau
Programmatiske
forgrundsidéer
Framing som forsøg på
normativ påvirkning af den
offentlige mening eller ændring
af kognitivt paradigme
Figur 12.6 Samspil mellem idéer
Paradigme som kognitivt
bagtæppe
Den offentlige mening (de
indlejrede forestillinger)
som normativ begrænsning
Forgrund Baggrund
Husmoderafløsningen fokuserede ikke specielt på de gamle. Derfor iværksatte
en række kommuner i 50ernes første halvdel frivillige forsøg med varig hjemmehjælp.
Sammen betød disse to »forsøgsordninger« en påvirkning af paradigmets
indhold og spejlede en »praktisk framing«. Herved slog tanken om, at det
offentlige havde et ansvar – også for forhold som i den herskende opfattelse var
placeret i civilsamfundet – forholdsvis let igennem. Det banede vejen for gennemførelsen
af en egentlig hjemmehjælpsordning (1958), der hvilede på særlige
rådighedsbeløb efter folkeforsikringsloven. Det er værd at notere, at det var på
dette tidlige tidspunkt tanken om »længst muligt i eget hjem« blev fastslået. De
hjemmeboende gamle var nu udskilt som en særlig gruppe.
Fra begyndelsen af 1960erne kom der for alvor vækst i velfærdsstaten – ikke
mindst i dens ansvar for omsorgsforanstaltninger, som ytrede sig i stærk vækst i
serviceydelserne. Derfor sker der meget for de gamle i 1964 – samme år, hvor
Socialreformkommissionen blev nedsat.
Figur 12.7 sammenfatter en række hovedpunkter om udviklingen fra 1947 til
midten af 60erne. Man kan tale om forskellige holdninger, men en begyndende
udvikling mod et vist fælles værdisystem. De varierende holdninger og de undertiden
lidt uklart formulerede værdier hindrede ikke, at det, når man i øvrigt
Begrænsninger/restriktioner
257

var enige om, at »noget skulle gøres«, at politikerne fandt hinanden i pragmatiske
løsninger. De blev ofte båret igennem, fordi man enedes om, at den lov,
man »nu« vedtog, skulle revideres indenfor en kortere periode. Tanken om social
læring har altid spillet en stor rolle i dansk socialpolitisk beslutningstagen.
258
Hjemmehjælpens udgangspunkt
Husmoderafløsning med rod i privat
filantropi og beskæftigelsesfremme
Eksisterende forsøgsordninger
baner vejen for begyndende brud
med legitim ansvarfordeling
Velfærdsstatens begyndende ekspansion
Figur 12.7 Hjemmehjælpens udvikling I
Lov om husmoderafløsning (1949),
revideret i 1952
Kommunale forsøg med varig hjemmehjælp
(1952-1957)
Særlige rådighedsbeløb til finansiering af
varige ordninger (1958)
Etableringspligt fra 1968 (1964);
generel udgiftsrefusion (1964);
ændring fra »forsorg« til »omsorg« (1964);
helhedsbedømmelse, forebyggelse, revalidering,
tryghed, trivsel (1964)
Perioden fra 1972 blev stærkt præget af Socialreformkommissionens 2. betænkning,
der lagde op til »afslutningen« på socialreformen. Den skulle krones med
gennemførelsen af bistandsloven, som samlede en lang række spredte bestemmelser,
der var opstået, siden man sidst havde kodificeret den sociale lovgivning.
Grundtanken var at samle de mange spredte ydelser med delvis fælles
formål, så de kunne bringes i spil indenfor rammerne af et helhedsprincip med
sigte på de nye socialpolitiske mål om forebyggelse, revalidering, tryghed og
trivsel. Netop med det formål for øje var der stor opmærksomhed på uddannelsesaspektet,
så uddannelse af hjemmehjælpere for første gang blev obligatorisk.
De gode intentioner blev delvis krydset af det økonomiske tilbageslag, der fulgte
med den første og den anden oliekrise. Det kaldte på en tilbageholdenhed
med de offentlige udgifter, mens bistandsloven både efter sin ånd og sin bogstav
disponerede for vækst. Der var også en i forhold til tidligere skærpet spænding
mellem centralisering og decentralisering, fordi helhedsprincippet indebar, at
der i vid udstrækning skulle gøres brug af skønsbaserede tildelingskriterier, som
mange frygtede ville føre til forskelsbehandling modtagere i forskellige kom-
Frivillighed, 1949-1968

muner imellem, ligesom mange, når opbremsning og besparelser stod på dagsordenen
var bekymret for skønsmæssige kriterier. Endelig kan man tale om en
spænding mellem på den ene side beskæftigelseshensynet, der i kølvandet på
stigende ledighed blev tillagt større betydning, og på den anden side andre mål
som fx uddannelse og løsning på det efterhånden plagsomme »samordningsproblem«.
Bistandsloven integrerer hjemmehjælp i
det samlede ydelsessystem (forebyggelse,
revalide-ring, tryghed, trivsel,
helhedsprincip), 1974
Figur 12.8 Hjemmehjælpens udvikling II
Kontinuitet, sammenhæng, selvbestemmelse,
udnyttelse af egne ressourcer (1980-82)
Begyndende afinstitutionalisering (1983)
Beskæftigelseshensyn (1977, 1992)
Moderniseringsprogram Livsløbsbetragtning,
undgå brug på livsløb
Afinstitutionalisering (1987)
Retssikkerhed, gennemsigtighed Beskæftigelseshensyn
Revideret bistandslov (1995)
skriftlige afgørelser, forebyggelse, klageråd,
ældreråd
Hjemmehjælpen blev integreret med andre ydelser, der sigtede på praktisk bistand
i hjemmet.
Mens den første del af perioden fra 1972 til 1997 var præget af Socialreformkommissionens
arbejde, satte Ældrekommissionens arbejde sit fingeraftryk på
den anden halvdel. Det sidste gik hånd i hånd med den begyndende framing af
det såkaldte moderniseringsprogram, som i første omgang kulminerede med
redegørelsen om et friere valg. Denne framing af en varslet ændring af en række
grundtræk ved velfærdsstaten gik hånd i hånd med afinstitutionaliseringen, som
i høj grad udsprang af målene om kontinuitet og sammenhæng, dvs. en begyndende
anerkendelse af at ældrepolitikken – i hvert fald når det gjaldt serviceydelserne
– i højere grad skulle anskues indenfor et livsløbsperspektiv. Med den
socialdemokratiske regeringsovertagelse i 1993 blev moderniseringstanken
udmøntet på en lidt anden måde og tanken om frit valg blev nedtonet. Til gengæld
blev retssikkerhedshensynet tillagt en øget vægt.
259

Beskæftigelseshensynet stod i hele perioden højt på den politiske dagsorden.
Det førte i 1977 til en (tidsafgrænset) gunstigere refusion af hjemmehjælp, så to
mål gik hånd i hånd. Derimod blev de tidlige 90eres bizarre forløb om betalingsordningerne
for hjemmehjælp et markant sammenstød mellem to mål, idet
beskæftigelsesmålet nød en sådan fremme gennem aktiveringsaftalen, at »samordningsproblemet«
ganske gled i baggrunden – indtil den offentlige mening og
mediernes kritik kaldte politikerne til orden, så de i hast ophævede en ikke særlig
gennemtænkt betalingsordning.
Perioden prægedes endelig af en vedvarende diskussion om velfærdsstaten som
sådan, hvor flere synspunkter stod overfor hinanden. Fra midten af 80ernes
fremtrådte denne drøftelse ikke længere eksplicit som en velfærdsstatsdebat,
men drejede sig mod en tolkning af indholdet i begrebet modernisering.
260
Fællesskabets ansvar,
samfundsprojekt
Ekspansionsbekymring
Figur 12.9 Diskussionen om velfærdsstaten
Moderniseringsprogrammet
som ændringsprogram
Velfærdssamfund
Socialsikringsstat bygget på
subsidiaritet
Understregning af civilsamfundets
betydning
Begyndende selvansvarlighedsargumentation
Perioden fra 1997 til 2007 falder i to dele. Indtil 2001 havde Socialdemokratiet
regeringsmagten. Det betød, at frit valgs tankerne ikke havde så stor vægt som
antydet fx i redegørelsen om et friere valg, der blev givet i Folketinget i 1992 –
kort før Schlüter-regeringen valgte at træde tilbage i 1993 som følge af Tamilsagen.
Da Fogh Rasmussen dannede regering i 2001 blev moderniseringsprogrammet
fokuseret på frit valgs problematikken.

Socialdemokratiet var optaget af at dæmpe spændingerne mellem tendensen
mod centralisering og tendensen mod decentralisering. Det fandt især udtryk i
gennemførelsen af kvalitetsstandarder (1998), mens man gik mere forsigtigt
frem, når det drejede sig om frit valg. Som en vis imødekommelse overfor ønsket
om friere valg og i overensstemmelse med partiets forsigtige tilnærmelse til
moderniseringstankerne gennemførtes i 2000 tanken om fleksibel hjemmehjælp.
Figur 12.10 Hjemmehjælpens udvikling III
Revideret bistandslov (1995)
Lov om social service (1997) Lov om retssikkerhed (1997)
Kvalitetsstandarder (1997)
Fleksibel hjemmehjælp (2000)
Lovgivning om kommunalt tilsyn (2001)
Frit leverandørvalg (2002)
Udvidet fleksibilitet (2002)
Skærpet tilsyn (2007)
svække spænding mellem
centralisering og decentralisering
pres for friere valg
mediestorme
Fogh Rasmussens revitalisering af
moderniseringsprogrammet
»Forsommerens hede debat«, Fælledgården,
Rambøll-rapporten
Presset af en række mediestorme blev der i 2001 lovgivet om kommunalt tilsyn,
og denne lovgivning blev i 2007 skærpet – atter i kølvandet på mediernes kritik
af omsorgssvigt.
Kvalitetsstandarderne havde til formål at svække spændingerne mellem Folketingsoppositionens
krav om indførelse af minimumsstandarder og ønsket om at
fastholde det lokale selvstyre, men der er ikke tvivl om, at der i Folketinget var
et stærkere ønske om at kunne »styre« kommunerne – i et lidt naivt håb om ad
denne vej at eliminere den stadigt mere vedvarende kritik af ældreplejen.
I framingen balancerede man mellem på den ene side at fremhæve, at kvalitetsstandarder
for den enkelte ville sikre ensartethed, synliggørelse, stærkere retsstilling
og dermed et kvalitetsløft – hvad det så end måtte betyde, mens man på
den anden side understregede standardernes betydning som kommunalt styringsinstrument,
der dels kunne gøre det lettere at arbejde med skellet mellem
261

myndigheds- og udførerfunktioner, og dels være et virksomt instrument i afstemningen
mellem borgernes forventninger og de kommunale handlemuligheder.
262
Kvalitetsløft
Synliggørelse
Figur 12.11 Kvalitetsstandardernes formål
Svække spænding mellem
centralisering og decentralisering
Kvalitets
standarder
Ensartethed Stærkere retsstilling
Forventningsafstemning
Klart skel mellem myndighed
og udfører
Kommunalt styringsinstrument
Hensynet til borgerne Hensynet til kommunerne
Argumentationen for frit valgs ordningen blev framet i en treleddet frit valgs
diskurs, der modsvarede beskrivelsen af den »traditionelle velfærdsstat« versus
den »nye« velfærdsstat:
Tabel 12.2 Frit valgs diskursens beskrivelse af den »traditionelle« versus den
»nye« velfærdsstat
Beskrivelse af den »traditionelle« velfærdsstat
Beskrivelse af den »nye« velfærdsstat
Monopol, »system«, »behandlersamfund« Konkurrence, markedsgørelse
Standardiserede ydelser
Forbrugervalgte ydelser
Uoverskueligt, uforståeligt
Klart kendskab til rettigheder
Tildeling
Valg
Umyndiggørende
Forbrugerbestemt, selvforvaltende
Svækket ansvarsfølelse
Større egenansvarlighed
Ineffektivitet
Produktivitet og effektivitet
Skrankepaveri
Afbureaukratisering
Figur 12.13 illustrerer framingen af frit valgs ordningen.

Figur 12.13 Framingen af fritvalgsordningen
Større indflydelse Større retssikkerhed Sikre leveringer Selvbestemmelse Kontinuitet
Værdighed Individuel velfærdsdiskurs
Respekt
Mangfoldighed
Lydhørhed
Fleksibilitet
Monopolbrud
»Kundestatus«
Boks 9.
Samfundsøkonomisk
velfærdsdiskurs
Konkurrence Innovation Effektivitet
Frit valgs diskurs
Velfærdsstatslig diskurs
Udgifts- og kapacitetsstyring
Synligt myndighedsansvar
Åbenhed
Fællesskabsramme samfundsmæssigt ansvar
Hvad har vi lært af det?
• Paradigmet om lokalt selvstyre giver anledning til en vedvarende
spænding, hvor man pendulerer mellem centraliseringsønsker og
decentraliseringsbestræbelser;
• Tendensen går mod decentralisering i en stadig mere intensiv styringsmodel;
• »Forsøgsordninger« (privat husmoderafløsning, frivillige kommunale
hjemmehjælpsordninger) fører til permanente arrangementer;
• Forskelligartede holdninger og uklare værdier hindrer ikke gennemførelse
af »løsninger«, hvis der i øvrigt er enighed om, at
»noget må gøres«;
• Forskellige holdninger og uklare værdier bringes sammen i
pragmatiske løsninger, der hviler på revisionsbestemmelser, som
åbner for perioder med social læring;
• Tanken om »længst muligt i eget hjem« stammer fra 1958, hvor
de hjemmeboende ældre for første gang udskilles som selvstændig
gruppe;
• Diskussionen om hjemmehjælp fører ofte til drøftelse af velfærdsstaten;
• Øget vægt på individuelle behov fra midten af 60erne;
• Uddannelsesspørgsmålet har vedvarende været diskuteret i en
spænding mellem professionaliseringsønsker og kønsprægede diskurser;
263

12.10 Kvalitetsreformen
Tankerne bag kvalitetsreformen blev udmøntet i fem overskrifter: »Frit valg,
brugerindflydelse og personligt ansvar«; »Sammenhængende service – med
respekt for borgerne«; »Klare mål og ansvar for resultater«; »Nytænkning og
konkurrence« og »Ledelse, medarbejderinddragelse og motivation«. En række
delelementer fremgår af figur 12.14.
264
• Besparelses- og beskæftigelseshensyn indgår med varierende styrke;
• Mange hensyn og holdninger ændres med ændringer i de ydre vilkår;
• Kommissionen kan have en betydelig gennemslagskraft og påvirke
ældrebilledet;
• Beskæftigelseshensynet indgår med stor styrke ved høj ledighed og
kan tilsidesætte andre hensyn;
• Hertil kommer de spørgsmål, der er formuleret i boks 5.
Frit valg og brugerindflydelse
Kvalitetsindikatorer
Brugertilfredshedsundersøgelser
Frit valg
»Servicebeviser«
System til indberetning af fejl og mangler
Pårørendeaftaler
Figur 12.14 Kvalitetsreformen I
Klare mål og resultatansvarlighed
Kommunalbestyrelsen fastsætter flerårige mål
Kvantificering Effektmåling Dokumentation
Flerårige aftaler mellem regeringen og kommunerne
Ekstern evalueringsenhed og certificering
Ledelse og medarbejderindflydelse
Udvikling af attraktive arbejdspladser
Udvikling af medarbejderkompetencer
Professionel ledelse
Målrettet rekruttering og fastholdelse
Nytænkning og konkurrence
Innovation
Spredning af »bedste praksis«
Bedre arbejdstilrettelæggelse
Konkurrence
It
Sammenhængende service
Sammenhængende og
overskuelig bistand
Fast kontaktperson
Godt nok handler reformoplægget overskriftsmæssigt om »kvaliteten i den offentlige
sektor«, men hovedformålet er at udvikle en »spiselig økonomisk styringsstrategi«,
der kan medvirke til at hindre, at gabet mellem befolkningens
forventninger om service og mulighederne for at tilvejebringe denne service

liver for stort. Kernen i programmet er en videreførelse og styrkelse af mål-,
ramme- og resultatstyringen.
Indkomst teknologi demografi
forventninger
Økonomisk råderum
Finanspolitisk holdbarhed
Figur 12.15 Kvalitetsreformen II
Kommunalt selvstyre Dokumentation
spænding Mål-, ramme- og resultatstyring
Borgerinddragelse Ledelsesprofessionalisering
Reformen er, mens disse linjer skrives, under forhandling, og det er ikke klart,
hvad slutresultatet bliver.
Boks 10. Hvad kan vi lære af det?
• Mål-, ramme- og resultatstyringen er under fortsat udvikling i et
forsøg på at afbalancere relationerne mellem det centrale og det
decentrale niveau, som vedvarende har været omdiskuteret;
• Den finanspolitiske holdbarhed optræder som central begrænsning
på beslutningstagen;
• Der er tale om en videre udvikling af moderniseringsprogrammet;
• Der er ikke en umiddelbar sammenhæng mellem de enkelte elementer
i forslaget og kvalitetsbegrebet;
• Kvalitetsbegrebet er overhovedet vanskeligt håndterligt og har en
flydende karakter;
• Kvalitet er ikke det samme som målrealisering;
• Kvalitetsmåling risikerer at måle noget, der ikke nødvendigvis
har med kvalitet at gøre. Sker det, kan det betyde, at der tilskyndes
til en adfærd, som ikke i sig selv er ønskelig;
• Kvalitet har mange dimensioner, og der kan meget vel være
spændinger mellem de enkelte elementer i begrebet, ligesom der
kan være spænding mellem en regel- og en omsorgskultur.
265

12.11 Tilsyn med plejehjem
266
Figur 12.16 Hovedpunkter i udviklingen af tilsynet med indsatsen
overfor ældre
Lov om retssikkerhed og administration
Lov om social service
Indførelse af kvalitetsstandarder i
lov om social service
Indførelse af tilsyn med indsatsen
overfor ældre i serviceloven
1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008
Pressedebat om omsorgssvigt
§ 20 spørgsmål, forslag til folketingsbeslutning
KL’s notater for at undgå lovregulering
Præcisering af reglerne om tilsyn
med indsatsen overfor ældre
Undersøgelse af kommunernes
praksis
Pressedebat om omsorgssvigt
§ 20- og samrådsspørgsmål
Skærpede tilsynsregler
Ny undersøgelse af tilsynets
funktion
Figur 12.16 viser hovedpunkterne i udviklingen af tilsynet med indsatsen overfor
ældre. Endnu inden lov om social service og lov omretssikkerhed og administration
var trådt i kraft, blev der indsat en bestemmelse om kvalitetsstandarder.
Fremkaldt af mediedebat om omsorgssvigt i 1999/2000 påkaldte ældreplejen
sig stor opmærksomhed i Folketinget, og det resulterede i, at der i 2001 blev
indført et specielt tilsyn med indsatsen overfor ældre. I 2004 gennemførtes en
mere teknisk præcisering af tilsynsbeføjelsen. Igen foranlediget af pressedebat
om omsorgssvigt iværksatte socialministeren en undersøgelse af tilsynets funktion.
Selv om der kan stilles spørgsmålstegn ved et par af undersøgelsens anbefalinger,
blev den lagt til grund for en »opstramning« af tilsynsreglerne. Kommunalpolitikere
blev udelukket fra at deltage i tilsynsbesøg, og der blev udstedt
en bekendtgørelse, der regulerer tilsynets opgaver. Over en kort periode er den
centrale regulering af det kommunale tilsyn blevet skærpet – uden at det nødvendigvis
har løst problemerne.
I diskussionen om tilsynet med indsatsen overfor de ældre har man vedvarende
penduleret mellem kontrol- og tilsynsaspektet på den ene side og tilsynets funktion
som led i en kvalitets- og udviklingsproces på den anden side.
Spørgsmålet er, om tilsynet virker efter hensigten, og hvordan tilsynsreglerne
påvirker kommunal politik og praksis på området.

Der er næppe grund til at mene, at tilsynet spiller den rolle, mange håber og tror,
men der er gode grunde til at vente, at den konkrete organisering og udførelse
kan have betydning. Der er flere forhold, der begrunder disse to konstateringer.
Det ene er, at ældreplejen griber dybt ind i folks liv i situationer, hvor vilkårene
for opgavernes løsning er under stadig ændring. Det gør det svært at regulere
ved klare regler, forskrifter og procedurer, som man let kan øve tilsyn med. Det
andet er, at kommunerne ikke blot er underkastet regulering i form af tilsyn,
men samtidig er stillet overfor en lang række andre rammebetingelser, herunder
budgetstyringen, som måske i højere grad påvirker deres adfærd. For det tredje
ligger det i sagens natur, at der sker et stort informationstab med deraf følgende
forvridninger i forhold til lovgivers intentioner, når implementeringen sker gennem
en beslutningskæde med mange led.
Skal man vurdere, hvordan intentioner omsættes til virkelighed, og skal man
forstå tilsynsfunktionens rolle i den sammenhæng, er det nyttigt at søge til den
viden, som er indhøstet i teorierne om regulering med deres betoning af reguleringsadfærd
og reguleringsstil.
Om end der kan være mellemformer, er der grund til at skelne mellem en formel
og kontrolorienteret reguleringsstil på den ene side og en uformel og dialogorienteret
reguleringsstil på den anden side. Begge har de deres fordele og ulemper
og appellerer derfor i varierende grad til forskellige involverede grupper.
Den undersøgelse af tilsynet, der indgår som delprojekt i Velfærd for ældre –
holdning og handling, har som udgangspunkt, at det er mere væsentligt, hvordan
tilsynet udøves – dvs. reguleringsstilen – end hvem, der udøver det, uden at
det hermed udelukkes, at det sidste kan spille en rolle. Undersøgelsen er baseret
på en gennemgang af dokumenter og interviews, herunder telefoninterviews
med omkring halvdelen af plejehjemlederne i hhv. Århus, København og Aalborg
– tre kommuner, der adskiller sig med hensyn til organisering og »ledelsesstil«.
Undersøgelsen viste – svarende til de teoretiske forventninger – at det i højere
grad er ledelsesstilen end organiseringen, der spiller en rolle, og at tilsynet –
uanset organisering – er lydhør over for kommunens ønsker. Det er heller ikke
sådan, at et eksternt tilsyn er mere omhyggeligt og mindre tilbøjeligt til at udvikle
et samarbejde med plejehjemslederne. Ej heller er det sådan, at et internt
tilsyn har større indlevelse i den lokale kultur og plejehjemsledernes situation,
end tilfældet er, når tilsynet udøves eksternt. Derimod er det sandsynligt, at et
267

eksternt tilsyn bedre er i stand til at inddrage erfaringer fra andre kommuner i
deres dialog med plejehjemslederne.
Undersøgelsen konstaterede, at man ikke umiddelbart kan fastlægge ledelsesstilen
på grundlag af de formelle dokumenter, der definerer ledelseskonceptet.
Virkeligheden er mere nuanceret end som så.
Det er i alle kommuner en dans på knivens æg at finde frem til en fornuftig balance
mellem kontrolhensynet og ønsket om at sikre udvikling og læring. Balancen
er ikke nemmere, fordi institutionerne, forvaltningernes ledelser og politikerne
har forskellige informationsbehov og tillægger tilsynets to dimensioner
forskellig vægt. Selv om der er forskelle i tilsynsstil kommunerne imellem, er
det interessant at konstatere, at langt størsteparten af plejehjemslederne – forskelle
i tilsynsstil til trods – oplever tilsynet som en samtale, der er mere præget
af »sparring« end af kontrol. Men der er et uundgåeligt dilemma, fordi det tilsyn,
der disponerer for læring og udvikling på institutionsniveau, ikke nødvendigvis
er det tilsyn, som giver de bedste muligheder for styrkelse af den centrale
styringskapacitet og de politisk kontrollerede udviklingsprocesser.
Meget tyder på, at tilsynet i praksis er ret ensartet, og at plejehjemsledernes
vurderinger og behov er ens på tværs af kommuner med forskellig tilsynsstil.
Den ensartede praksis hænger utvivlsomt sammen med, at tilsyn er nødt til at
agere på en bestemt måde, hvis der skal komme noget fornuftigt ud af samspillet
mellem tilsyn og plejehjemsleder.
Undersøgelsen bekræfter i høj grad, at tilsynet kun er et blandt flere forhold,
som tilvejebringer information om og grundlag for beslutninger. Det gælder
både på forvaltnings- og institutionsniveau. På trods af en generel positiv vurdering
af tilsynets funktion fremhæver plejehjemslederne, at budget- og personalemæssige
forhold er af større betydning for plejekvaliteten. Når tilsynet indgår
som en vigtig del af plejehjemslederens arbejde, er det afgørende, at tilsynet
engagerer sig i en rådgivningsfunktion.
Analysen giver ikke grundlag for at mene, at effekten af tilsynet er en funktion
af ressourceforbruget. På det givne materiale er det mest ædrueligt at konkludere,
at de tre tilsynsformer formentlig er lige mål-effektive, men næppe lige omkostningseffektive.
268

Boks 11.
Hvad kan vi lære af det?
• Man kan ikke udlede »ledelsesstil« af de formelle dokumenter,
der beskriver tilsynskonceptet;
• Trods forskelle i »ledelsesstil« er praksis ret ens;
• Udlicitering af tilsyn er et signal om, at man ønsker et uvildigt
og troværdigt tilsyn;
• Ønsker man af andre grunde at fastholde et internt tilsyn,
trækker det i retning af en mere stringent og kontrolorienteret
udformning for derved at vise uvildighed og troværdighed;
• Om tilsynet er internt eller eksternt spiller ikke en stor rolle
for aktørernes vurdering og brug af tilsynet;
• Lydhørheden i forhold til opdragsgiveren er den samme,
hvad enten tilsynet er internt eller eksternt;
• Bestemt af kommunens ønsker kan tilsynet være mere eller
mindre formelt/kontrolorienteret eller mere eller mindre
uformelt/dialogorienteret;
• Fordelene ved det stringente og kontrolorienterede tilsyn er
gennemsigtighed og ensartethed, som kan styrke den politiske
og administrative ledelses styringskapacitet;
• Ulemperne ligger i dokumentationsomkostningerne og risiko
for at tilsynet fremtræder for »pedantisk«, ligesom »objektive
målepunkter« kan påvirke adfærd på plejehjemmene;
• Fordelene ved det fleksible og dialogprægede tilsyn er, at
plejehjemmene oplever tilsyn positivt og lærerigt og informationen
som nyttig og relevant. Lydhørhed fremmer tillid
og øger medarbejdernes engagement;
• Ulemperne er den manglende gennemsigtighed og den knap
så stærke anvendelighed i den politisk/administrative styring;
• Der er en uundgåelig spænding mellem kontrol- og læringshensynet;
• Uanset ledelsesstil anvendes tilsynet politisk/administrativt
som relevant styringsinformation, dokumentation for retssikkerheden
og som »alarmsystem;«
269

12.12 Ansvar, ret og pligt
Undersøgelsens analyse af fællesskab og ansvar, ret og pligt, belyser dels, hvad
den enkelte mener om ansvarsfordelingen mellem individet og fællesskabet,
dels hvad der påvirker holdningerne. Godt nok fokuserer analysen på holdningerne
til alderdomsforsørgelsens indretning, men herfra kan der i princippet
»deduceres baglæns« til, hvordan den enkelte ser på universelle, korporative og
residuelle velfærdsregimer. Det skyldes, at den enkelte søjle i det danske pensionssystems
»tre-søjle« struktur for så vidt spejler det grundlæggende i de tre
velfærdsregimer. Tabel 12.3 opsummerer ræsonnementerne i kapitel 11.
På trods af et nydannende forskningsdesign viser undersøgelsen, når alt kommer
til alt, et mudret billede. I holdningen til behovsargumentet afviser flerheden af
respondenterne, at behovet for en ydelse skal være udslaggivende. Det kunne
for så vidt tages som udtryk for en opbakning til et universelt princip, som betingede,
at alle skulle oppebære ydelsen. Denne tolkning karambolerer imidlertid
med respondenternes argumentation, som i ikke ringe grad bygger på, at man
ikke bør afskære dem fra en ydelse, der har »lidt afsavn«, at man ikke bør
svække opsparingsincitamentet, at der er en »ret« til ydelser, når den enkelte har
betalt skat osv. Afvisningen bygger derfor i højere grad på et fortjenesteargument,
jf. nedenfor, som i princippet er mere i familie med en korporativ model
end med en universel. Der er ingen, som afviser behovsargumentet med henvisninger
til en »ret« afledt af »medborgerskabet«, som akademiske ræsonnementer
ville have forventet.
270
• For plejehjemslederne er den mundtlige afrapportering mere væsentlig
end den skriftlige;
• De formelle tilsynsstile spiller ingen rolle for plejehjemsledernes
vurdering af tilsynets kvalitet og dets betydning for det daglige kvalitetssikringsarbejde;
• De to tilsynsformer er formentlig lige mål-effektive, mens fleksible
og dialogorienterede tilsyn er mere omkostningseffektive;
• Plejehjemslederne kan primært bruge tilsyn, der virker som »konsulent«
i arbejdet med kvalitetssikring;
• Et nok så uvildigt og stringent tilsyn kan næppe hindre eksempler
på »omsorgs- og plejesvigt«;

Tabel 12.3 Sammenhængene mellem teorigrundlag, holdning og velfærdsregime
Teorigrundlag Holdning Velfærdsregime
I a. Magtressourceteori
I. b. Rational choice teori
Langsigtet egeninteresse
Kortsigtet egeninteresse
Beror på allianceindgåelse
mellem arbejderklasse og
II.a Kulturen i sig selv Generel opbakning til
andre klasser
Bekræftelse af eksisteren-
som drivende kraft bestående velfærdsregime de velfærdsregime
Velfærdsregime Holdning
II.b Den valgte velfærds- Universelt
Fællesskabsorienteret
regimetype som drivende
Homo Socialdemocraticus
kraft
Korporativt
Subsidiaritetsorienteret
Homo Familius
Residuelt
Egeninteresseorienteret
Homo Liberalismus
Holdning Velfærdsregime
III. Normative retfærdighedsargumenter
Homo reciprocans
III.a Behovsargumentet Yde ensidigt uden tanke
på gengæld
Residuelt
III.b Fortjenesteargumen- Retten afledt af forudgå- Korporativt
tetende
indsats
III.c Rettighedsargumentet Retten afledt af tilhørsforholdet
til fællesskabet,
»medborgerskabet«
Universelt
Videre er det bemærkelsesværdigt, at de respondenter, der har en overvejende
privat baseret pensionsprofil for flerhedens vedkommende afviser behovsargumentet,
selv om det modsvarer det residuelle regime, som måtte formodes at
ligge denne respondentgruppe nærmest. Flere i de respondentgrupper, hvis pensionsprofil
enten er privat eller arbejdsmarkedsbaseret tilslutter sig behovsargumentet,
selv om det betyder, at de selv ville miste deres folkepension. Analysen
af behovsargumentet antyder således ikke nogen voldsom støtte til hypoteserne
om en drivende egeninteresse, velfærdsregimetypen som drivende kraft
eller behovsargumentet som normativt retfærdighedsargument. Snarere ligger
der en symbolsk-folkelig forståelse løsrevet fra strukturerne i sig selv bag som
begrundelse. Hvis det er tilfældet, er der måske i højere grad tale om en i kulturen
indlejret drivende kraft, som er på spil, jf. nedenfor.
I de to vignetter, der ligger til grund for analysen af behovsargumentet, drejer
det sig om to »velbjergede« borgere med solid alderdomssikring. Der ligger
derfor ikke i reaktionerne nogen moralsk dimension, som først træder frem, hvis
det drejer sig om en »dårligere« stillet pensionist.
271

En sådan møder vi i de vignetter, som er knyttet til fortjenesteargumentet. Det
drejer sig dels om en mand, der har haft forudsætningerne for selv at sikre sin
alderdom, men ikke har gjort det, dels om en kvinde, som ikke har haft sådanne
forudsætninger. De umiddelbare reaktioner fra respondenterne er forskellige,
når der spørges om de to personers adgang til supplerende alderdomsydelser.
(Det er taget for givet, at samfundet under alle omstændigheder sikrer en vis
minimumsydelse). Den, der har kunnet, men ikke villet mødes umiddelbart med
skepsis. Han må ligge, som han har redt – bære sit ansvar for egen forsømmelighed,
siger respondenterne sådan umiddelbart. Uden megen argumentation
mener de derimod, at hun, der ikke har kunnet, bør kunne påregne samfundets
støtte i rigeligt mål. I begge tilfælde udfoldes en moralsk vurdering. »Døgenigten«
må tage skade for hjemgæld, mens den, der ikke har kunnet sikre sig selv,
er berettiget til samfundets bistand. De umiddelbare reaktioner taler således for
fortjeneste som normativt kriterium, men opbakningen forsvinder, når der spørges
konkret. Flerheden af respondenterne vil nemlig ikke i virkelighedens verden
forskelsbehandle de to personer. Det begrunder man så med et mere indirekte
fortjenesteargument med afsæt i det synspunkt, at selv han, der ikke har
sikret sig, selv om han har haft forudsætningerne, dog har ydet sit til samfundet
gennem sin erhvervsaktivitet, sit arbejde. Det modsvarer en klassisk Socialdemokratisk/Radikal
argumentation fra den tid, da man afviste forsikringssystemet
som egnet alderdomsforsørgelse. Ove Rodes argumentation er omtalt ovenfor s.
229, men det er værd at tilføje, at under behandlingen af aldersrenteloven af
1922 argumenterede Venstres indenrigsminister Oluf Krag ad de samme linjer:
»Det, som er det afgørende, er dette, om man skal forbeholde retten til samfundspension
for dem [dvs. tjenestemændene], som har stået direkte i samfundets
tjeneste, og om samfundet ikke er lige så berettiget til at yde en vederlagsfri
pension til den, som direkte gennem sin virksomhed [dvs. gennem sit arbejde]
har været med til at bygge samfundet op«. Tilsvarende udfoldede Ove Rode sin
tidligere argumentation: »Både ved det arbejde, den enkelte havde ydet, og ved
de skatter, vedkommende havde betalt, var præmierne til andelsselskabet Danmark
betalt, og modstykket hertil var aldersrenten«.
I den konkrete forholden sig til, hvordan samfundet bør agere, synes de fleste
respondenter således båret af en argumentation, der må ses som indlejret i kulturen,
uden at det nødvendigvis etablerer en sammenhæng mellem fortjenesteargumentet
og et korporativt velfærdsregime. På den anden side svækkes dette
argument, når det konstateres, at der i den flerhed vil sikre ensartet behandling
er tale om to grupper, hvoraf den ene vil sikre ligestillingen på et »beskedent«
niveau – en vis blanding af et residuelt og et universelt princip.
272

Boks 12.
Hvad kan vi lære af det?
• Flerheden af respondenterne afviser behovsargumentet som
grundlag for retten til en (kontant) ydelse;
• Medborgerskabet træder ikke frem som væsentligt som grundlag
for retten til en (kontant) ydelse;
• Flerheden anvender ikke fortjenesteargumentet med konsistens,
idet der er forskel på de umiddelbare reaktioner og dem, der gør
sig gældende, når tanken skal omsættes til praksis;
• Velfærdsregimeteorien som »forklaring« på holdningsdan-nelsen
slår ikke markant igennem;
• Det er vanskeligt at spore egeninteressen som grundlag for holdningsdannelsen;
• Derimod er der elementer, som peger på den indlejrede kultur
som »forklaring«. I reaktionerne på behovs- og rettighedsargumentet
inddrages et »indirekte« fortjenesteargu-ment. Ikke i den
forstand, at man forudsætter, at den enkelte som adgang til pensionsydelser
skal have betalt et »bidrag« i forsikringens betydning,
men i den forstand at den enkelte »skal have ydet sit til
samfundet«, det være sig i form af tidligere erhvervsaktivitet,
skattebetaling eller lignende. Det er derfor ikke en Bismarckinspireret
pensionsmodel, der argumenteres for, snarere en dansk
alderspensionsmodel hvis generationsprægede »noget-fornoget«-tanke
søges udlagt også på det individuelle niveau;
• Den moralske dimension træder primært frem i relation til den
vignet, der skildrer en person, som måske har villet, men ikke
har kunnet. Hun anses – stort se uden argumenter – for umiddelbart
berettiget;
• Analysen vil med fordel kunne udvides, så de normative argumenter
bringes i spil i sammenhæng med serviceydelser;
• Selv om analysen ved sin anvendelse af »det oplevede pensionsregime«
er »raffineret« i forhold til andre komparative analyser
deler den deres »mudrede« resultater, hvilket formentlig er
sammenhængende med et sæt af grundlæggende metodiske problemer,
jf. nedenfor.
273

Det er kun få respondenter, som ubetinget og begrundet i en rettighedsargumentation
vil afvise behovs- og fortjenesteargumentet. Yderligere nogle stykker
knytter dog an til et formelt retligt lighedsargument, men »retten« er fortsat
primært forankret i forudgående arbejde eller forudgående skattebetaling – med
den, der måske har villet, men ikke kunnet som en undtagelse, der ikke argumenteres
nærmere for – måske fordi »retten« i hendes tilfælde forekommer
respondenterne indlysende. Der skal tages hånd om »de svage«. Retten som
begrundet i medborgerskabet i den Marshall’ske forstand – hyldet i mange akademiske
arbejder – synes ikke at ligge de mere pragmatisk tænkende respondenter
på sinde.
Hverken regimeteorien eller egeninteressen finder synderlig opbakning i materialet.
Lis Holm Petersen gør i sin undersøgelse opmærksom på, at den store akademiske
interesse for regimetypologier har givet anledning til et utal af komparative
holdningsundersøgelser med det sigte at etablere en sammenhæng mellem velfærdsregimer
og befolkningens holdninger, men, siger hun, det har ikke været
muligt at finde et entydigt mønster, der spejler en samvariation. Med sin mere
raffinerede tilgang lykkes det ej heller for hende.
Forklaringen kan måske være, at den akademiske verdens kategoridannelser og
dens forsøg på at etablere sammenhænge mellem velfærdsregimer og holdningskomplekser
lader noget tilbage at ønske. Min kære søn, der forsker i religionsvidenskab,
har undertiden anvendt et billede hentet fra barnets verden. 104
Det lille barn leger med sin »put-i-hul-kasse«, dvs. en trækassekonstruktion som
i »låget« har cirkelformede, cylindriske, kvadratiske og andre huller. Barnets
opgave er at finde de »klodser«, som formmæssigt passer i kassens huller. Hvis
barnet leder efter klodser med den fælles egenskab, at de er røde, og tror, at de
derfor passer i samme hul, går det fejl, fordi det forveksler farve og form. Hvis
det fælles i den folkelige-symbolske forståelsesverden er, at det, der konstituerer
en ret til et eller andet, er noget, som er sket i fortiden fx i form af tidligere arbejdsindsats,
tidligere skattebetaling (måske endog kun af indirekte skatter),
tidligere dokumentation af »den gode vilje«, eller hvad det nu måtte være, er det
104 Se fx Anders Klostergaard Petersen, »’Gnostisk kristendom’ som kristendom« i
Jesper Hyldahl, Einar Thomassen og Anders Klostergaard Petersen, (red.), Mellem
venner og fjender. En folkebog om Judasevangeliet, tidlig kristendom og gnosis, København,
2008.
274

meget tænkeligt, at »hullerne« er konstrueret forkert, så de ikke er tilpasset
»klodserne«. De er nemlig bygget op på grundlag af velfærdsregimerne.
Sagt lidt mere principielt. Man inddeler verden i kategorier for at opnå en klarere
og bedre forståelse. Først når man gennem brug af kategorier etablerer forskelligheder,
bliver verden overskuelig. Der er tale om en slags avanceret »puti-hul-kasse«,
hvor man gennem begrebsdefinitioner skaber en struktur i et ellers
strukturløst materiale; men det er ikke så lige en sag, fordi en begrebsinddeling
altid involverer mindst tre størrelser. Forudsætningen for at placere to elementer
sammen er, at de deler visse fællestræk, hvorved de adskiller sig fra andre elementer,
som ikke rummer disse træk: Lad fx A og B have det fælles træk, at de
begge har den samme pensionsprofil. Herved adskiller de sig fra C, som har en
anden pensionsprofil; men det kan jo være, at A, B og C har det fælles træk, at
de er opvokset i Danmark under velfærdsstatens udvikling og dermed har erhvervet
de samme kulturelle forudsætninger. De er i den forstand identiske.
Hvis »hullerne« i »put-i-hul-kassen« er formgivet, så de modsvarer varierende
pensionsprofiler, mens det afgørende for holdningsdannelsen er den fælles kulturelle
baggrund, får barnet ikke held til at løse sin opgave. Måske det er i den
sammenhæng, samfundsvidenskaberne har et problem.
Der er måske også et andet problem, som er knyttet til begrebet »holdning«.
Også det har været behandlet som led i religionsvidenskabelig analyse. 105 Kernebegrebet
er den franske filosof Paul Veynes tale om »flerrumstænkning« eller
»mental balkanisering«, som implicerer, at den enkelte borger er i stand til at
bevæge sig mellem flere forskellige rum med hver deres virkelighedsforståelse
eller virkelighedstolkning. Den enkelte er ikke bare det socialdemokratiske, det
familieorienterede, det liberale eller det reciprocerende menneske. Han eller hun
kan have elementer fra de forskellige forståelsesrum, som mere eller mindre
aktiveres i bestemte kontekster. Der er endog tale om en simultan proces med
ofte indbyrdes modstridende fortolkninger, der kan aktiveres på samme tid. Den
enkelte er ikke kun egeninteressestyret eller har den indlejrede kultur i sig som
styrende kraft. Hun eller han er begge dele på samme tid, og det ene eller det
andet mentale rum med de deraf afledte implikationer aktiveres i forskellige
situationer. Derfor er der ikke grund til at forvente en konsistent respons på
forskellige trigger-begivenheder. Derfor kan man udmærket have situationer,
hvor respondenterne umiddelbart reagerer på en bestemt måde for i en konkret
105 Anders Klostergaard Petersen, »Religiøs modenhed eller Sancho Pancha til hest«, i
Psyke & Logos, 26, 2005, p. 543-558.
275

situation at respondere anderledes. Hvis det enkelte menneskes holdninger udspringer
af refleksioner i forskellige rum med forskellige dominerende virkelighedsforståelser,
vil disse forståelser eller tolkninger af virkeligheden vedvarende
være i et spændingsforhold. Hvis mennesker – som de er flest – magter at
bevæger sig uhindret mellem forskellige rum med hver sin specielle virkelighedsrepræsentation,
vil det på det nærmeste være utænkeligt, at samfundsvidenskaben
kan håndtere samspillet mellem velfærdsregimer og holdningsdannelser
så simpelt som den hidtidige »put-i-hul-kasse«-metodologi foreskriver. Der er
behov for at besinde sig på den mentale balkaniserings vilkår.
Et tredje og delvist sammenhængende problem er, at det nok er de færreste
mennesker, der er udstyret med et enkelt, sammenhængende sæt af holdninger
og anskuelser. Den analytiske genstand bør måske derfor ikke være »holdninger«,
men måske snarere de kulturelle ressourcer – traditioner, ritualer, symboler,
populærkultur osv. – den enkelte trækker på, når han eller hun forholder sig
til spørgsmål om rettigheder og pligter.
Et fjerde problem, der ligger udenfor Lis Holm Petersens afhandling, er, at der i
situationer, hvor folk agerer med afsæt i etablerede tanke- og handlingsstrategier,
kun er en »løs kobling« mellem kulturen, tænkningen og handlingerne. Der
gives udtryk for idealer, som ikke nødvendigvis er retningsgivende for handling,
der tales i fraser, som den enkelte ikke nødvendigvis opfatter som betydning
eller mening, og der udtrykkes kynisme i forhold til konventionelle idéer –
alt i sikker forvisning om, at verden går uændret videre.
Ved at have introduceret tanken om »det oplevede regime« som et begreb, der
muligvis kan etablere en samvariation med holdningsdannelsen – og i et videre
arbejde dens relation til tanken om balkanisering – har Lis Holm Petersen taget
et vigtigt skridt, men der er endnu en lang vej at gå.
276