Georg Brandes' Holberg-bog: Biografier fra Holberg til ... - BA Forlag

udholdende Gjennemførelse.
Efter Udgivelsen af »Labyrinthen« og 2 Bind »Ungdomsarbejder«, blandt hvis nye Indhold Fragmentet
»Forfatterens Liv og Levned« især er at fremhæve, forlod B. i Foraaret 1793 paa ny Danmark med Hustru og
Barn, begge svagelige og trængende til et mildere Klima; atter ved denne Lejlighed var det Prinsen af
Augustenborg, der traadte hjælpende til ved at sikre Digteren en regelmæssig Indtægt som Honorar for de Studier
i — pædagogisk Øjemed, det med en Slags gjensidigt venskabeligt Bedrag aftaltes, at han skulde sysselsætte sig
med i Udlandet. Efter nogle Maaneders Omflakken i Tyskland naaede Familien Bern, hvor den forøgedes med
endnu en Søn (Karl Albrecht Reinhold); men kort efter havde B. den Sorg at miste sin førstefødte. Medens hans
Hustru søgte Hvile i sit Barndomshjem, rejste B. til Wien og Norditalien og vendte først tilbage i April 1794,
benyttede Sommertiden til en Alpevandring sammen med sin Hustru, Wielands Datter og en tredje Dame og
tilbragte Efteraaret ved Genfersøen [Genève-søen]. I Begyndelsen af 1795 tiltraadtes Hjemrejsen til Danmark, for
B.s Vedkommende afbrudt af en Maaneds Udflugt til Paris, hvor Jakobinerne vare paa Højdepunktet af deres
Magt; skjønt B. kom i nær Berøring med flere af de terroristiske Optrin, bevarede han sin Begejstring for
Revolutionen. I Juli naaede han med Hustru og Barn sin Beskytters gjæstfrie Herresæde Augustenborg paa Als,
hvor hans tredje Søn (August) kom til Verden. Vinteren tilbragtes i Kiel, og først i Sommeren 1796, efter mere end
3 Aars Fraværelse, opslog han atter sit Telt bag den danske Hovedstads Volde.
Heller ikke dette Ophold blev af Varighed. Ved Protektion havde B. faaet Pladsen som Viceprovst paa Regensen,
en Stilling, som kun lidet passede for hans Naturel; han klager i et Brev over, at han idelig tager fejl mellem de 35
Nøgler, som vare betroede ham, og over, at han paa én Gang er bleven gjort til »Provst,
Reparationsopsynsmand, Dørvogter, Husvært, Natvægter, Gaardskarl, Universitetsbud og, hvad véd jeg alt«. Han
kunde dog til andre Tider skjønne paa, at han havde »noget fast og en ordentlig, bestemt Stilling, Tid til overs for
mig selv, Lejlighed til at udsaa megen god Sæd og opelske mangen smuk Plante, saa megen Uafhængighed,
som kan forenes med et Embede, en taalelig Bolig og Udsigt til Forbedring af mine Omstændigheder«. Han
havde derfor, efter sit eget Sigende, aldrig været »sattere og virksommere« end da, han underviste i Dansk og
Æsthetik hos Christiani paa Vesterbro og tog Del i forskjelligt litterært Organisationsarbejde. Men i Hjemmet selv
laa Spiren til dets Splittelse: Sophie B.s Helbred blev mere og mere vaklende, og skulde en Katastrofe undgaas
eller endog blot forhales, maatte det syge Bryst aande en mildere Luft. Allerede i Marts 1797 maatte B. bryde op
paa ny. Maaneden efter er han i Kiel med Hustruen og de to Smaabørn, men kun faa Uger efter krævede Døden
sit Offer. Forpint, fortvivlet, legemlig og aandelig syg, stundum Afsindighed nær, bragte den unge Enkemand de
moderløse Drenge til Bedstemoderen i Bern, rejste med hende og dem fra Sted til Sted i Schweits [Schweiz],
besøgte alene Norditalien og gjæstede sin Hustrus rige Slægt i Milano. I Sept. 1798 begav han sig endelig med
Børn og Svigermoder paa Vejen hjemad, men lagde atter Routen over det tillokkende republikanske Paris. Her
gjorde han Bekjendtskab med den genfiske Ministerresident Reybaz, hvis smukke og talentfulde Datter Fanny
bragte den følsomme Digters Hjærte til at blusse i Luer, efter at det allerede forinden havde røbet sin
Fængelighed ved forskjellige erotiske Anfægtelser, som havde ført til mere eller mindre fremskredne Planer om
nyt Ægteskab. Han bejlede og fik Ja. For at ordne sine hjemlige Forhold begav han sig til Kjøbenhavn, hvor hans
Embedsstilling havde været holdt aaben for ham under den lange Fraværelse, og hvor han — efter at hans Opera
»Erik Ejegod«, med Musik af Kunzen, var bleven opført tidlig paa Aaret — end ydermere forefandt sin
Udnævnelse til Medlem af det kgl. Theaters Direktion. I Juni det følgende Aar, 1799, holdt han Bryllup i Paris og
hjemførte sin Hustru.
Ej heller dette Ægteskab skaffede B. huslig Hygge og rolige Livsvilkaar. Fanny, en kølig Natur, der havde ægtet
B., efter at en tidligere Forelskelse var glippet, brød sig ikke om at forstaa det Sprog, hvori hendes Mand digtede,
holdt sig fornemt borte fra hans Omgangskreds og betragtede med lidet dulgt Ringeagt et selskabeligt Liv, der
stod saa langt tilbage for de glimrende sociale Forhold, hvorunder hun tidligere havde levet. Sygelig og kuldskær
trivedes hun ej heller legemlig i vort Klima, og efter at hun i Maj 1800 havde bragt en Datter til Verden, maatte B.
paa ny tænke paa at forandre Domicil. Han fik Rejsetilladelse for et Par Aar med Bibeholdelse af sin Gage og ikke
uden Ønsker om, at han vilde blive borte med det samme, thi hans Mæcener begyndte nu at blive noget trætte af
ham. Samme Efteraar brød han med Familie op til Paris. Ved en Afskedsfest i Dreiers Klub blev der sunget en
Sang til hans Pris; dens Forfatter hed Adam Oehlenschläger, og den greb B. saa stærkt, at han omfavnede den
unge Digter og testamenterede ham »sin danske Lyra«, som han nu ikke havde i Sinde at slaa mere. Som for at
slutte af med sin danske Fortid begyndte B. paa Udgivelsen af sine »Samtlige Værker«, hvoraf dog kun ét Bind
udkom — en af de mange Begyndelser uden Afslutning, som betegne hans litterære Liv. Sin Overgang til en
anden Litteratur manifesterede B. ved Udgivelsen af sit idylliske Epos i Hexametre »Parthenai's oder die
Alpenreise« (1802) og de 2 Bind »Gedichte« (1803), der især ere mærkelige ved deres Railleri med Goethe. Men
samtidig var han optagen af nordisk-mythologiske Æmner og skriver i et af sine Rimbreve fra denne Periode, at
han »ingen Sinde var saa pæredansk som her, hvor alt er ganske fransk«, i det han »dansker, fynsker, jysker Dag
og Nat«. Et ganske kort Besøg i Kjøbenhavn Sommeren 1802 sikrede ham, ved Kronprinsens Anbefaling, en
Regeringspension paa 800 Rdl. aarlig, og med den samme Sum lovede hans Ven og Velynder Adam Moltke
[Adam Gottlob Ditlev Moltke [1765-1843]] at støtte ham i 3 Aar. Men dette forslog ikke til at holde
Næringssorgerne borte fra det franske Hjem, hvis Uhygge forøgedes ved Fannys idelige Migraine og hendes
Faders apoplektiske Hjælpeløshed, hvortil kom Sorgen over den lille Datters Død og B.s egne legemlige Lidelser.
36/484