Georg Brandes' Holberg-bog: Biografier fra Holberg til ... - BA Forlag

hun baade viste Interesse for »de danske Komedianter« og for, at der kunde finde en tidssvarende Reform Sted
ved Universitetet; men paa andre Punkter var hendes Indflydelse næppe heldig; flere af de Mænd, hun virkede til
at drage frem, have ikke efterladt sig et godt Navn fra Karakterens Side, og der synes at have været noget
intrigant ved hende. Hvor ivrig Frederik IV var for at værne om hendes Ry, vidner blandt andet den saakaldte
hemmelige Kommission om, der blev nedsat i Jan. 1725. Skjønt denne nærmest gav sig af med Undersøgelser
om forskjellige Misligheder ved Embedsmænds Færd, blev deri indblandet Eftergranskninger om Pengeprellerier,
der skulde have fundet Sted i Dronningens Navn. Hun fulgte med ikke mindre Iver end Kongen denne uhyggelige
Kommissions Undersøgelser.
Det var Frederik IV's stærke Følelser for hende, hvoraf hendes timelige Lykke og Indflydelse afhang, det fik hun at
føle, da han døde. Intet var naturligere, end at de svære Krænkelser, som hendes Forhold til Kongen havde voldt
Dronning Louise, medens hun levede, havde naget Kronprins Christian [Christian VI] stærkt, og højst forstaaeligt
var det, at det krænkede ham dybt, naar han efter Moderens Død skulde vise Stifmoderen Hyldest som Dronning
og vel endog maatte søge at staa paa en god Fod med hende. Den Bitterhed, han følte ved sligt, blev end
yderligere ægget af hans alt andet end godmodige Gemalinde Sophie Magdalene. Den Kjendsgjerning, at A. S.
kun var en fornem Adelsmands Datter, ikke en Fyrstinde, gjorde aabenbart Forargelsen endnu større i deres
Øjne, hvor komisk det end nu kan forekomme os, at hendes Fødsel gjaldt for saa meget ringere end en
Prinsesses fra hvilket som helst tysk Duodezfyrstendømme. Lignende Følelser som Kronprinsen og
Kronprinsessen havde Kongens Søskende Prins Carl og hans lidenskabelige Søster Sophie Hedevig. Frederik IV
maatte sige sig selv, at ved hans Død ventede en Storm hans eget »Engelshjærte« eller »cher coeur«, som han
kaldte A. S. Han gjorde derfor alt, hvad der stod i hans Magt for at sikre hendes Stilling, naar han ikke mere var i
Live. Ved en Række testamentariske Bestemmelser, hvori han stævnede dem, der handlede derimod, til »at
aflægge Regnskab derfor paa Dommens Dag for hele Verdens Dommer«, fastslog han blandt andet en Ordning,
der kunde lade A. S. leve paa samme Vis som tidligere Enkedronninger. Kronprinsen maatte give ham et skriftligt
Tilsagn »om ikke blot som en lydig Søn selv at ville efterkomme det alt sammen, men ogsaa at ville holde alle
vedkommende til at rette sig derefter« (23, Febr. 1725). Umiddelbart før sin Død i Odense (12. Okt. 1730) søgte
Frederik IV at stemme den af Kronprins Christian meget yndede Carl Adolf Plessen forsonlig ved at hænge den
Elefantorden, han selv havde baaret, om hans Hals, og han besvor ham at arbejde for, at Kronprinsen opfyldte,
hvad han havde lovet med Hensyn til Dronning A. S. Et Øjenvidne har fortalt, at Plessen gav ham et edeligt
Tilsagn derom.
Men det gik med Frederik IV's Testamente, som det i Frankrig var gaaet med Ludvig XIII's og Ludvig XIV's. Med
Døden var Agtelsen for den enevældige Konges Vilje forbi. Vistnok kan man ikke sige, at A. S. blev haardt plaget.
Hun fik Godset Clausholm i Jylland, hvilket Frederik IV i sin Tid havde afkjøbt hendes Moder, som en Slags
Livgeding, desuden en Sum af 100.000 Rdl. én Gang for alle og en aarlig Apanage paa 25.000 Rdl. Ogsaa
bevarede hun Dronningetitelen uden dog at maatte kalde sig Dronning til Danmark og Norge. Men Livet paa
Clausholm var i Virkeligheden en Forvisning, Modsætningen imellem de Kaar, hun havde, og dem, der vare
lovede hende, var overordentlig stor, og hun maatte leve paa en jysk Gaard, stemplet med den kongelige
Unaades Mærke som den, der havde forført Frederik IV til det formastelige Skridt at gjøre hende til Dronning, som
den, der havde misbrugt sin Stilling og endog udsuget Landet. Det var Sigtelser, som, hvad der end i sædelig
Henseende kunde bebrejdes hende, vare umaadelig overdrevne. Men Christian VI holdt fast ved at se hende paa
denne Maade. Den ubehagelige Kjendsgjerning, at han havde givet et skriftligt Løfte om at behandle hende
ganske anderledes, end han i Virkeligheden gjorde, tyngede ikke paa hans Samvittighed. Da hans Skriftefader
Bluhme senere opfordrede ham til at tilgive hende og »lade hende vederfares nogle Tegn paa sin Naade«, fandt
han kun, at han »endnu havde gjort for lidt imod hende«.
Det kan forbavse at se den for sin Strænghed bekjendte Bluhme her række Synderinden Haanden; men den
Gang var A. S. en bodfærdig Kvinde. De Træk af stærk Religiøsitet, som tydelig mærkes hos Frederik IV i hans
sidste Aar, have maaske allerede den Gang ikke været uden Indflydelse paa Dronningen, og under det stille Liv
paa Clausholm, hvor hun syslede med sin Fortids stærkt betegnede og stærkt nagende Minder, var hun lige saa
oplagt som hendes kongelige Stifsøn og Avindsmand til at søge Trøst og Støtte i en pietistisk Religiøsitet. Hun
døde 7. Jan. 1743.
Til: Indholdsfortegnelsen
324/484