For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

Konklusion
ANC’s primære mål i de første fem år af Mandelas præsidentperiode var konsolideringen
af det demokratiske gennembrud samt at sikre, at fl ertallet af sydafrikanerne ville fatte
tillid til deres nyvundne demokrati. Valgene i 1999 bekræftede tilsyneladende, at det
mål blev opfyldt. Den 27. april 1994 forvandledes det sydafrikanske politiske landskab
totalt. Den afrikanske majoritet – omkring 77 % af den samlede befolkning ved den sidste
folketælling – er nu den afgørende faktor i valgpolitikken. Intet politisk parti kan håbe på
medgang uden at beskæftige sig med fl ertallets behov og ønsker. At reducere forskellen
mellem rig og fattig er stadig den højeste prioritet på den nationale dagsorden. Apartheid,
ikke ANC’s retorik, har bestemt, at denne forskel i stort omfang falder sammen med race.
I juni 1965 erklærede USA’s præsident Lyndon Johnson i en tale til et afgangshold på
Howard Universitetet i Washington DC:
”Men frihed er ikke nok. Man tager ikke bare en person, som i årevis har humpet af sted
i lænker, og befrier ham, fører ham frem til kapløbets startlinje og siger, det står dig frit
for at konkurrere med alle de andre, og tror, at man har været helt fair. Det er altså ikke
nok bare at åbne portene til alle mulighederne; alle vore borgere skal have evnen til at gå
gennem disse porte.”
ANC’s lederskab vil blive bedømt på, i hvilket omfang det lykkes at give de tidligere
underprivilegerede masser evnen til at gå gennem portene.
NOTER
*En tidligere version af denne artikel med titlen ”The African National Congress: From Illegality to the Corridors of Power”
(Den Afrikanske Nationalkongres: Fra ulovlighed til magtens korridorer), blev offentliggjort i Review of African Political Economy,
bind 31. nr. 100 (juni 2004).
97