For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

fart i den tid og kan resultere i dannelsen og udvidelsen af det demokratiske rum i de
afrikanske samfund.
ANC’s anden periode begyndte med et dristigt udenrigspolitisk initiativ i Congo, da
Nelson Mandela forsøgte at arrangere en relativt fredelig magtoverdragelse. Sydafrika
blev endnu dybere involveret, efter at Mobuto fl ygtede, og Laurent Kabila tog magten i
Kinshasa med opbakning fra Uganda og Rwanda. Det sydafrikanske diplomati forsøgte
først at begrænse ikke-afrikanske magters muligheder for at blande sig, ved at give congoleserne
og deres naboer en chance for at løse deres problemer. Resultatet blev noget
anderledes, end man havde håbet. Uganda og Rwanda var blevet inddraget i indsatsen
for at komme af med Mobuto for at gavne deres egne interesser. Da det ikke lod sig gøre
at sikre deres interesser med hjælp fra Laurent Kabila, som de havde hjulpet til magten,
søgte begge lande at bruge væbnede congolesiske fraktioner, der var tæt knyttet til dem,
til at vælte Kabilas regering. Dette fi k præsident Mugabe i Zimbabwe til at forsøge at få
det det Sydlige Afrikas Udviklingskonference, SADC, til at gribe ind, til fordel for Laurent
Kabilas betrængte regering. Men Sydafrika, Botswana, Mozambique og Malawi nægtede
at lade sig involvere, kun Namibia og Angola sendte tropper og udstyr. Fra første dag i
sin regeringsperiode prøvede Mbeki at fi nde en løsning på Congo-krisen. Efter tre års forhandlinger,
der blev afbrudt af frygtelige blodsudgydelser, indvilligede Congo-fraktionerne
i at danne en National Samlingsregering i december 2002. Sydafrika havde investeret
millioner af rand på at holde forhandlingerne i gang, men kunne til sidst ikke udelukke de
ikke-afrikanske magter. Da den skrøbelige fred i det østlige Congo truede med at smuldre
i 2003, var Sydafrika tvunget til at acceptere, at der blev indsat franske tropper for at
holde de stridende parter fra hinanden.
Som vicepræsident havde Mbeki fastholdt sit standpunkt om en afrikansk renæssance.
Da han overtog præsidentposten, forventedes det, at denne vision ville blive yderligere
udviklet. Årtusindskiftet, der fandt sted et halvt år efter, at han var blevet præsident, var
en gylden chance. I samarbejde med præsidenterne for Algeriet og Nigeria udviklede
han det, der til at begynde med blev kaldt the Millenium African Project (MAP). Det var
et ambitiøst projekt for den afrikanske økonomiske udvikling, som forudsatte god ledelse
og hurtig økonomisk vækst, der kunne drives frem af en massiv tilgang af udenlandske
investeringer. Efterfølgende blev præsidenterne for Egypten og Senegal også involveret,
og projekterne blev omlagt til at tage hensyn til deres bidrag. Det blev omdøbt til New
Partnership for African Development (NEPAD), med nogenlunde samme elementer.
Mbeki stillede sig i spidsen for arbejdet med at agitere for og bakke op om NEPAD blandt
de politiske ledere i den industrialiserede verden. Trods yderst sparsomme løfter fra G8topmøderne
i Canada og Frankrig er der stadig optimisme med hensyn til, at de udviklede
økonomier vil være med.
96