For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

Gennem deltagelsen i fl ere parlamentsvalg og et stort antal lokalvalg har ANC introduceret
mange nye begreber i sydafrikanske valgkampe. I 1994 var ANC tvunget til meget
hurtigt at lære moderne valgteknik, og man lærte at benytte sig af meningsmålinger og
fokusgrupper. ANC trak på tidligere erfaringer, især dem fra kampagnen for Folkets Kongres,
Congress of the People, i 1955 og introducerede People’s Forum under sin valgkampagne
i 1994. Et sådant forum bestod i en åben forsamling, hvor den brede offentlighed
fi k chancen for at stille spørgsmål til ANCs ledere om alle aspekter af valgprogrammet.
Det viste sig at være en enorm succes og mindskede afstanden mellem politikere og
borgere. Den gensidige påvirkning ved disse møder øgede fornemmelsen af at kunne
identifi cere sig med et parti, som var rede til at lytte og ikke hele tiden insisterede på at
tale til vælgerkorpset. Folkets Forum er nu blevet en del af ANC’s valgrepertoire og er
også blevet taget op af præsidenten, som omtaler regeringens møder som imbizo.
Hvor medlemskab af en forbudt frihedsbevægelse kan føre fængsel og død med sig leder
medlemskab af ANC i dag til karrieremuligheder. ANC-bevægelsen tiltrækker mange
mennesker, som er på jagt efter en karriere i politik, ud over de aktivister, som dukkede
op i 1990 og nu åbent sluttede sig til ANC. Mange gamle militantes appetit på de gode
ting i livet er også blevet skærpet efter årtier med afsavn. Omfanget af dette problem
afspejles i gentagne påstande om lokale rådsmedlemmer og regeringsembedsmænds
misbrug af offentlige midler. Nødvendigheden af at besætte poster i embedsværket med
personale, der er loyalt over for ANC’s visioner, har uvægerligt gjort mange dygtige græsrodsaktivister
til bureaukrater. Det berøver bevægelsen en medlemskreds af den kaliber,
som tidligere var den drivende kraft i dens lokale strukturer.
ANC’s beskaffenhed blev tydeligt ændret, efter at det kom til magten. Mens ANC’s
netværk tidligere satte en i kontakt med nøglepersoner og ildsjæle i de organisationer,
der repræsenterede de underprivilegerede, de fattige og de ressourcesvage, kan det i dag
også skaffe adgang til erhvervslivets top, regeringens ledende embedsmænd og medlemmer
af den politiske elite. Dette afspejledes i ANCs egen omformulering af sin strategi
og taktik på den nationalkonference i 1997, som markerede videregivelse af stafetten fra
Mandela til Mbeki. Ved den lejlighed blev de sorte mellemlag, som havde fået ringe opmærksomhed
i tidligere strategi- og taktikdokumenter, løftet op til en status som en af de
drivende kræfter i den nationalt-demokratiske revolution. Et temmelig vagt projekt, Black
Economic Empowerment (BEE), var ligeledes et af konferencens fl agskibe.
Udmøntning af BEE projektet har siden 1997 givet anledning til frygt hos mange for, at
ANC har optaget etableringen af et sort borgerskab som en af sine primære målsætninger
på mellemlangt sigt.
93