For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

på denne måde i løbet af de 30 år, bevægelsen var forbudt. Med den væbnede kamp
fulgte en militarisering, der også var den medvirkende årsag til, at bevægelsen gik mere
og mere bort fra den rådgivende praksis. Men selv inden for disse begrænsninger søgte
bevægelsen at holde liv i en tradition med intern debat og drøftelser, som fandt sit udtryk
i publikationer, konferencedokumenter og anden dokumentation. Feminismen blev f.eks.
ringeagtet og bespottet i ANC sidst i 1960erne, mens den er fast forankret i bevægelsen
i dag. Bøsse/lesbiske-forhold måtte der kæmpes for i ophedede debatter. Intet strategisk
skift kom som en overraskelse for ANC’s medlemmer og tilhængere, fordi synspunkterne
havde været drøftet vidt og bredt i forvejen. Fraværet af egentligt destabiliserende kriser,
som kunne have ført til opløsning, vidner om, hvor behændigt sådanne spørgsmål blev
styret. Mens enhed aldrig blev udmøntet i ensretning, var der også en fast modstand mod
en udkrystallisering af fraktioner.
Selv under optimale forhold er det en udfordring for en bevægelse at opnå den hårfi ne
balance, som gør det muligt at bevare kontinuiteten og samtidig forblive åben over for nye
initiativer og endog kætterske ideer. Stærke ledere fristes ofte til at tvinge deres egen vilje
igennem. Der var to situationer efter 1990erne, hvor selv Nelson Mandela ikke kunne
mønstre den nødvendige støtte i ANC’s ledelse til sine synspunkter. Der var fl ere andre,
mindre omtalte situationer, hvor han blev nedstemt af ledelsen. Thabo Mbeki fremlagde
til at begynde med de centrale ideer i Joe Slovos strategiske initiativ til accept af sunset
clauses. Mbeki tabte diskussionen ved den lejlighed. Trods Slovos prestige blev det initiativ,
han var ophavsmand til, kraftigt bestridt og radikalt ændret, før det blev vedtaget af ANC.
Efter at ANC og dets strategiske partnere, SACP og COSATU, blev lovliggjort, fremstod de
ofte som organisationer, der var præget af frådende interne stridigheder. Men måske er
evnen, og endog villigheden, til at indgå i en hård debat en egenskab, der bør hæges om
snarere end vrænges af. At ofre tid og ressourcer på interne debatter, skænderier og ideologisk
polemik er ofte noget roderi og måske også splittende, men efter at beslutningen er
taget, har de fl este medlemmer tillid til, at alle muligheder er blevet undersøgt, og de føler
også en slags ejerskab til de vedtagne politiske standpunkter. Da ANC kom i regering,
søgte det igen at bekræfte dette aspekt af sin organisationskultur. Det reformerede det
nationale parlaments funktioner ved at åbne alle plenarforsamlinger og udvalgsmøder for
offentligheden og medierne. Det lagde vægt på ansvarlighed og gennemsigtighed ved at
stå i spidsen for vedtagelsen af etiske kodekser for både parlamentarikere og ledelse. Men
der er også vægtige eksempler på, at regeringsmagten har forstærket de tendenser i bevægelsens
kultur, der graviterer mod magten og præsidentembedet. Forretningsudvalget,
NEC, mødes en gang hver anden måned, som regel efter et på forhånd fastlagt skema, så
medlemmerne selv kan planlægge deres fremmøde. Deltagelse i møderne er også blevet
udvidet til at omfatte ministre og viceministre, der ikke er valgt som medlemmer af NEC.
92