For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

Meningsmålinger i 1998 og 2003 tyder på, at den forbedrede kommunikation ses som en
af ANC-regeringens mest bemærkelsesværdige landvindinger.
Efter to år som en del af den nationale samlingsregering og kort efter vedtagelsen af den
nye forfatning besluttede NP i juni 1996 at trække sig ud. NPs beslutning signalerede et
ønske om at markere sig i en position til højre for den ANC-ledede regering og et håb om
at drage nytte af de hvides bekymringer for demokratiets konsekvenser. På mindre end to
måneder i 1996, udskiftede NP både sin leder og sit navn, da Marthinus van Schalkwyk
blev valgt til leder af det Nye Nationale Parti.
ANC bliver et regeringsparti
Den tyske fi losof Hegel skrev engang, at et politisk parti først bliver virkeligt, når de delte
meninger brydes. Denne dybt dialektiske udtalelse vil nok forekomme mange mærkværdig.
Men dens dybde ligger netop i det paradoksale. Forudsat at en politisk bevægelse
ikke er hjernedød, begynder de indre modsigelser uvægerligt at folde sig ud, efterhånden
som bevægelsen vokser. Men derved beriges også bevægelsen og dens ideer, og
dens politiske og intellektuelle liv bliver mere livskraftigt. Medlemmer af ANC bør fi nde
trøst i Hegels synspunkt, idet det i den grad ligner deres egen politiske erfaring. I ANC
erindrer mange veteraner, at en anderledes tankegang ofte er blevet til den nye rette tro.
Afvigerens stemme, den nyskabende energi og de kritiske ideer har vundet diskussionen
i bevægelsen ved adskillige lejligheder. Mens dette ikke kan være nogen stor trøst for
de konservative, ville det være en ubesindig radikal, der prøvede at anvende det for at
retfærdiggøre en hensynsløs adfærd.
Enhver seriøs politisk bevægelse kræver, at dens tilhængere handler kollektivt i afgørende
spørgsmål. Indpiskeren i et parlamentarisk parti har netop den rolle. Bevægelser, der har
været tvunget til at operere illegalt, lægger større vægt på disciplin, fordi et brud kan resultere
i arrestationer og endog undertrykkelse af bevægelsen som sådan. En sådan disciplin
rækker i teorien ikke ind i bevægelsens indre politiske liv, men der har været talløse
eksempler på, at disciplinens krav er blevet misbrugt til undertrykkelse af debat og kritisk
tænkning. Før marts 1960, da ANC blev forbudt, var det bevægelsens praksis at opfordre
til optimal debat inden for dets struktur, indtil man var nået frem til en kollektiv beslutning,
hvilket også de stribevis af papirer, der blev brugt på interne ANC-debatter, vidner
om. Derefter forventedes mindretallet at bøje sig for fl ertallet. Meget højrøstede afvigende
mindretal som ’afrikanisterne’ i 1950erne, overlevede i årevis som aktionsgrupper inden
for ANC, før de udvandrede i frustration. Kommunisterne skabte udtrykket ’demokratisk
centralisme’ til at beskrive denne praksis, som erkendte, at divergerende synspunkter var
uundgåelige, mens de også insisterede på, at de ikke skulle stå i vejen for bevægelsens
evne til fælles handling. Sikkerhedshensyn, afstanden mellem centre og spredningen
af medlemsskaren over hele verden undergravede i høj grad ANCs evne til at operere
91