For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

forfatningsdomstol. I 1994 var der med held blevet gennemført en magtoverdragelse, og
rammerne for en demokratisk orden var nu på plads.
ANC ved magten
I over 90 år har ANC som politisk bevægelse vist sin evne til at tilpasse sig og blive ved
med at være en relevant aktør trods de omfattende ændringer, som har fundet sted både i
Afrika og i den øvrige verden. Fra i 1921 at være en organisation af respektable og meget
respektfulde sorte undersåtter, som betragtede organisationen som en loyal opposition,
der skulle ’... give udtryk for repræsentative meninger... og bistå regeringen... med at
formulere en standardpolitik vedrørende indfødtes anliggender...’, havde ANC i 1980erne
udviklet sig til en revolutionær national bevægelse, hvis primære formål var at tage den
politiske magt. I 1990erne krævedes det af ANC, at den igen blev omdannet og denne
gang til et regeringsparti, der kunne administrere Afrikas rigeste økonomi, men også et
af dets mest forskelligartede samfund. For at komme så vidt gennemgik ANC gentagne
ændringer og en dybtgående forvandling.
ANC var blevet præget af Sydafrikas 20. århundredes historie i samme omfang, som
det selv havde været med til at præge historien. Det var opstået som en reaktion på
den sydafrikanske unions racistiske forfatning, der udelukkede afrikanere, farvede og
indere fra landets politiske institutioner, og ANC betragtede i begyndelsen sig selv som
en bevægelse for det afrikanske folk, som forfulgte afrikanske mål. I løbet af kampen for
demokratiet blev behovet for alliancer og pagter indlysende, hvilket fi k ANC til at søge allierede
og knytte bånd til ligesindede organisationer blandt de hvide, farvede og inderne.
Ud over de specifi kt afrikanske ambitioner markerede ANC sig som en bevægelse, der
stræbte efter demokrati og en afslutning på den hvide racemæssige dominans. I 1990 var
ANC blevet en ikke-racebaseret bevægelse for alle sydafrikanske demokrater, der havde
sydafrikanere af alle racer i sin ledelse og i sin medlemsskare.
Efter udgivelsen i 1960 af Nimrod Mkeles bog; The Emergent African Middle Class, om
den fremvoksende afrikanske middelklasse, blev det almindeligt anerkendt, at den fælles
nationale undertrykkelse trods forskelle i livsstil, muligheder og indkomster ville anspore
det afrikanske småborgerskab og fl ertallet af de afrikanske arbejdere til at gøre fælles sag.
Man antog, at det samme gjorde sig gældende blandt farvede og indere samt mellem
afrikanere og de to sorte minoritetsgrupper. Disse formodninger var hjørnestenene i
befrielsesbevægelsens strategi og hovedpunktet i Joe Slovos tese fra 1977, som hævdede,
at en tilpasningspolitik var usandsynlig, eftersom de hindringer, der lå i vejen for den sorte
elite, ville tvinge denne elite til at søge radikale løsninger. Da ANC fi k den politiske magt
i maj 1994, havde forhandlingsprocessen allerede modbevist den ene del af Slovos tese. I
1992 havde Slovo selv foreslået en midterkurs, de såkaldte sunset clauses, som forudsatte,
89