For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

I november 1989 i Paris bekendtgjorde en intellektuel afrikaaner med forbindelse til
Broederbond, at De Klerk havde til hensigt at udfordre ANC politisk. Han antydede, at
en lovliggørelse af ANC ville skabe et miljø, hvor der kunne fi nde troværdige forhandlinger
sted, og De Klerks mulige samtalepartnere kunne få politisk råderum til at komme i
dialog med og få mandater fra deres valgkredse. De Klerks tale den 2. februar 1990 kom
derfor ikke som en fuldstændig overraskelse for ANC-ledelsen. Der var større bekymring
over, at de omtalte reformer var alt for begrænsede. Men bolden var nu klart på ANC’s
banehalvdel, og de måtte reagere.
På sit første topmøde efter lovliggørelsen bestemte ANC, at dets centrale strategiske mål
var at tage magten fra det hvide mindretals NP-regering så hurtigt som muligt. Følgelig
kom den strategiske debat i ANC snart til at dreje sig om tillidsskabende foranstaltninger
forud for forhandlingerne. Kort efter, at Mandela var vendt tilbage fra en rejse til USA, tog
ANC’s forretningsudvalg, National Executive Committee (NEC), den endelige beslutning
om at suspendere alle væbnede aktioner. Det kunne meget hurtigt have udviklet sig til
en diskussion om hjemsendelse af fl ygtninge og militært uddannede folk, hvis ikke sikkerhedspolitiet
havde arresteret Mac Maharaj, Operation Vulindlelas interne koordinator.
Kort efter meddelte De Klerk Mandela, at han havde planer om at arrestere Jacob Zuma
og tilbagekalde den retslige immunitet, som Chris Hani og Ronnie Kasrils havde fået. I
sine oplysninger til medierne forsøgte udenrigsminister ’Pik’ Botha at forklare De Klerks
handlinger som en reaktion på en kommunistisk sammensværgelse inden for ANC-alliancen,
som ikke var til sinds at forhandle, men gik efter en opstand.
ANC-ledelsen læste dette som et forsøg på at så splid mellem ANC og kommunistpartiet,
SACP. SACP, som nu igen var en lovlig organisation, gik videre med sine planer om sit
første massemøde i 40 år 1 . På SACP’s første massemøde den 29. juli 1990 blev det klart,
at Sydafrika havde indskrevet endnu en hændelse uden fortilfælde i kommunismens
annaler; mindst 50 % af Centralkomitéens medlemmer, som den havde valgt året før, var
trådt ud af partiet, da det blev lovligt. Da tre af dets ledere i realiteten var blevet erklæret
fredløse meget hurtigt efter, at de var vendt hjem, blev det klart, at den linje, ANC søgte
at holde, ikke ville blive nem at følge. Men efter denne snublende start så det i juni 1991
ud til, at alle hindringerne var ryddet af vejen, og at forhandlingerne for alvor kunne
begynde. Begge parter havde lært af lektien fra det første år. Det stod klart, at der var en
magtfuld opposition mod De Klerks kurs både blandt det hvide vælgere og indenfor sikkerhedstjenesterne.
1 I 1950, da The Communist Party of South Africa (CPSA) fi k forbud mod at deltage i møder m.m., blev det det første
kommunistiske parti nogensinde, der blev opløst, fordi det blev forbudt.
87