For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

Forberedelserne til regeringsmagten
De veje, som ledelsen af det reformorienterede National Party (NP) og The African
National Congress (ANC) fulgte, krydsede hinanden på et ubelejligt historisk tidspunkt.
I januar 1990 stod ANC i spidsen for en enorm massebevægelse, som også
trak prominente offentlige personligheder med i sit kølvand. Igennem 1980erne
var ANC, selv om bevægelsen stadig var forbudt, inspirationskilde for et betydningsfuldt
netværk af grupper inden for civilsamfundet, en front af demokratiske
organisationer og aktivister, som accepterede dens lederskab. Efter 1976 lykkedes
det ANC at sætte sig i spidsen for en organiseret, radikal opposition i landet. ANC
havde opnået international legitimitet, samtidig med, at det isolerede apartheid-regimet
politisk fra dets faktiske og mulige støtte fra det internationale samfund. Det
lykkedes ANC at skærpe de økonomiske sanktioner mod Sydafrika, og i slutningen
af 1989 nægtede de internationale pengeinstitutter at give apartheid-Sydafrika
yderligere kredit.
ANC’s program, Frihedserklæringen, havde vundet udbredt tilslutning fra sorte (og nogle
hvide) sydafrikanere og var blevet vedtaget af både United Democratic Front (UDF), og
Congress of South African Trade Unions (COSATU). En konstant oprørsk atmosfære i landet
i 1980erne inspirerede ANC-ledelsen til en strategi, der på det tidspunkt blev lanceret
som Operation Vulindlela.
Når F.W. De Klerk forklarede sine talløse tilhørere om grundlaget for regeringens
beslutning om at legalisere ANC, Pan African Congress (PAC), South African
Communist Party (SACP), og de andre politiske bevægelser og partier, som NP
havde forbudt i løbet af de foregående fyrre år, holdt han fast på, at han havde det
godt med det, fordi kommunismens sammenbrud i Østeuropa indebar, at Sydafrika
ikke ville blive rendt over ende af kommunistiske stater. De Klerk og den kreds af
hvide vælgere og meningsdannere, han repræsenterede, følte sig ganske sikkert
trygge ved det. Men det er klart, at den sydafrikanske politiske elite fl ere år før
december 1989 havde indset, at der var behov for en reform.
I en tale til et publikum af apartheid-styrets strateger i begyndelsen af 1980ere kritiserede
Samuel Huntington fra Harvard University, at der manglede en ’Lenin-reform’,
som ville fokusere lige så intenst på reformstrategi og -taktik som den, ’Lenin
brugte på sin revolutionsstrategi og –taktik’. Huntington fastslog over for sit publikum,
at reformer i Sydafrika ville være det mest effektive middel til at forhindre en
revolution. Det direkte formål med reformerne skulle være kontrarevolutionært, og
hvis de blev administreret ordentligt, ville de give den hvide minoritet medbestemmelse
om Sydafrikas fremtid sammen med dens formodede revolutionære fjender.
86