For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

c) at øge mulighederne for samfundsgrupper, arbejdere, kooperativer og andre kollektive
virksomheder for at eje og lede eksisterende og nye virksomheder samt øge deres
adgang til økonomiske aktiviteter, infrastruktur og kvalifi kationstræning;
d) at øge mulighederne for sorte kvinder for at eje og lede eksisterende og nye virksomheder
og øge deres adgang til økonomiske aktiviteter, infrastruktur og efteruddannelse;
e) at fremme investeringsprogrammer, som fører til sortes velfunderede og meningsfulde
deltagelse i økonomien med henblik på at opnå en bæredygtig
udvikling og generel fremgang;
f) at give bemyndigelser til land- og lokale samfund ved at gøre det muligt at få adgang til
økonomiske aktiviteter, jord, infrastruktur, ejerskab og kvalifi kationer; og
g) at fremme adgangen til fi nansiering med henblik på sort økonomisk myndiggørelse.
NEDLAC (Institutionen for trepartsforhandlinger på arbejdsmarkedet) og Parlamentets
indfl ydelse gjorde, at loven lagde mere vægt end den oprindelige handels- og industripolitik
på overordnet økonomisk omstilling, velfunderet ejerskab og kvalifi kationsudvikling.
Yderligere forlangtes det, at BEE’s sektorplaner skulle omfatte alle interessenter
inklusive arbejdere og forbrugere.
Loven foreskrev, at alle ministerier ”såvidt det var praktisk muligt” skulle tage hensyn til
en virksomheds BEE-status ved udstedelse af bevillinger, forsyninger og andre opgaver.
Dette gav tydeligvis BEE-processen stor slagkraft. Det gav også en betydelig usikkerhed
i regeringsprocesserne, eftersom det virkede ganske uklart, hvor meget et ministerium
skulle tage hensyn til BEE.
På basis af Loven rundsendte Industriministeriet (DTI) i 2005 et udkast til Codes of Good
Practice, som præcist skulle defi nere, hvordan et selskabs BEE-status ville blive bedømt.
Denne kodeks blev forhandlet vidt og bredt med erhvervslivet og, gennem NEDLAC,
med repræsentanter for arbejdsmarkedet og samfundet. I denne sammenhæng kom
arbejdsmarkedets og det sorte erhvervslivs interesser ofte i åben konfl ikt.
Fire eksempler illustrerer stridspunkterne:
1. Den særlige kodeks for små virksomheder øgede effektivt betydningen af sort ejerskab
og begrænsede målene for lighed i ansættelse og kvalifi kationsudvikling for arbejdere
på lavere niveau. Men ifølge defi nitionen på små virksomheder arbejdede næsten
halvdelen af alle formelt beskæftigede i denne sektor.
2. Kodeksudkastet gav kun begrænsede bonuspoints for kollektivt ejerskab på trods
af den stærke støtte fra ANC’s bestemmelser og Loven selv. Derudover hævdede
Industriministeriets embedsmænd, at kollektivt ejerskab skulle stå på andenpladsen i
forhold til udviklingen af en iværksætterklasse.
81