For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

klasse. Det sidste afsnit undersøger regeringens reguleringer vedrørende BEE som et ubehageligt
kompromis mellem brug af statsmagten til at forbedre forholdene for fl ertallet
og til at inkludere en sort kapitalistisk klasse i den nuværende økonomiske udelukkelse.
BEE og arven efter apartheid
Statens initiativer for at støtte sort økonomisk deltagelse var en reaktion på den langsommelighed,
der prægede bekæmpelsen af den økonomiske ulighed fra apartheid
trods eliminering af racelovene. På den ene side stod de fl este sorte sydafrikanere, trods
ekstraordinære sociale og politiske fremskridt efter 1994, over for faldende realløn og
relativ langsom vækst i udviklingen af grundlæggende serviceydelser, især i de tidligere
hjemlande. På den anden side var de førende virksomheder i den private sektor overvejende
hvidt ejet, og der var praktisk taget ingen ekspansion i sort ejerskab eller ledelse
uden for den offentlige sektor.
En række foranstaltninger under kolonistyret, og sidenhen under apartheid, havde
udtrykkeligt til hensigt at umyndiggøre afrikanere og tvinge dem til at acceptere lave
lønninger fra hvide arbejdsgivere. Disse foranstaltninger havde adskillige dimensioner:
Apartheid-staten begrænsede målbevidst afrikanske husstandes adgang til kapital
og velstand. Som det mest iøjnefaldende fortrængte en række love, der gik over et
århundrede tilbage folk fra deres jord. Men staten indskrænkede også de sortes
adgang til kapital, kommercielle og industrielle områder og kredit. Samtidig brugte
staten subsidieret kredit og andre tjenester og leverancer til at støtte hvide iværksættere.
Staten forsømte husstandsinfrastrukturen som f.eks. vand, el og transport i sorte
lokalsamfund og gjorde det derved så godt som umuligt for afrikanere at etablere
levedygtige små virksomheder.
Staten oprettede effektive hindringer for afrikansk deltagelse i uddannelse og formel
oplæring samt i visse typer arbejde, og de fl este lederposter - gennem job-reservation
for hvide.
I mange brancher, især inden for landbrug og husligt arbejde tillod arbejdsmarkedslovgivningen
arbejdsgiverne at fyre sorte arbejdere uden at angive grunden, samt at
undertrykke enhver organisering.
Staten indskrænkede afrikaneres adgang til institutioner og netværk, der var forudsætningen
for økonomisk aktivitet, som f.eks. til den fi nansielle sektor, marketingfi rmaer,
statsleverancer og så videre.
Dette kompleks af foranstaltninger – nogle lovbefalede, andre institutionaliserede,
men uformelle – forankrede afsavnene i de afrikanske samfund. På samme tid
sikrede man, at hvide ejede og ledede de fl este virksomheder, både i den offentlige
og den private sektor.
65