For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

imeligt at fordømme post-apartheid-regeringen for at gøre den nedarvede overudbytning
endnu større.
Denne strukturelle overudnyttelse går hånd i hånd med en tydelig stigning i seksuelle
overgreb i hjemmene, der igen hænger sammen med den stigende arbejdsløshed blandt
mænd og feminiseringen af fattigdommen. Selv Mbeki er blevet citeret for kønsdiskriminerende
udtalelser fra et ANC-kampagnemøde af South African Press Association
den 22. marts 2004, lige efter menneskerettighedsdagen. Han sagde, at hvis hans søster
nogensinde kom hjem og fortalte ham, at hun var forelsket i Det Afrikanske Kristendemokratiske
Partis leder Kenneth Meshoe, ville han være nødt til at slå hende. Mbekis
talsmand sagde, at han kun “spøgte”. Ifølge SAPA “lo ANC’s tilhængere angiveligt hjerteligt
af vittigheden,” hvorimod der ikke fi ndes nogen opgørelse over, hvor mange der blev
ofre for vold i hjemmene den aften som følge af præsidentens ubekymrede holdning
(SAPA, 22. og 23. marts 2004).
Kvinderne er også de vigtigste plejere i hjemmet og det medfører, at de bærer den
tungeste byrde i forbindelse med svigtende helbred. Eftersom det offentlige sundhedsvæsen
forringes som følge af underfi nansiering og den stigende udbredelse af private
udbydere, trives smitsomme sygdomme som TB, kolera, malaria og AIDS alle i langt
højere grad end under apartheid. Diarré dræber 43.000 børn om året hovedsageligt
på grund af mangelen på rent drikkevand. Takket været Mbekis og hans sundhedsministers
”fornægtelsespolitik” har de fl este sydafrikanere med hiv kun ringe udsigt til at
få anti-retroviral medicin, der kan forlænge deres liv (en halv million har i øjeblikket
helt akut brug for medicin).
Generelt er det vanskeligt at fæste lid til Pretorias bombastiske påstande om forbedrede
offentlige serviceleverancer i betragtning af, hvor magre udgifterne til den sociale
sektor var i de første 10 år efter frigørelsen, nemlig lidt under halvdelen af statsudgifterne
med en nedgang fra 1998 og frem. Ifølge Hunter, May og Padayachee (2003, s.
19) steg procentdelen af statsbudgettet, der var øremærket til sociale udgifter i bred
forstand fra 46,7 % i 1995-1996 til 49,2 % i 1998-1999, inden den faldt til 47,7 % i
2001-2002, navnlig takket være et fald i udgifterne til uddannelse. Den vigtigste forandring
ifølge Review og især i van der Berg/Merrifi elds regeringsvenlige undersøgelse
er, at de sociale udgifter nu bliver omfordelt fra hvide, indere og farvede, der blev begunstiget
under apartheid, til sorte afrikanere. Men en sådan ikke-racistisk distribution
er det mindste, der kan forventes.
Hvad de ANC-venlige kommentatorer helt enkelt ikke forstår, er den uafhængige venstrefl
øjs overordnede kritik af den neoliberale socialpolitik. I stedet for at udvide statens
sociale sikkerhedsnet og at bekræfte de universelle rettigheder i praksis, sådan som der
59