For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

Kvinders status
På det mere generelle plan skete der begrænsede fremskridt i kvindernes status. Der
skete forbedringer med hensyn til rettighederne i forbindelse med forældreskab, om
end der fortsat er visse begrænsninger i adgangen til abort. Kvinder har ganske vist fået
rettigheder via forfatningen og gennem love som f.eks. The Employment Equity Act
samt institutioner som The Gender Management System, The Offi ce of the Status of
Women, The Commission on Gender Equality og The Women’s Budget Initiative. Men
hvis ligestillingen skal gøres mere end blot formel, kræver det en mere overbevisende
mobilisering af kvindekampen, når man tager den enorme kløft mellem statens retorik
og virkeligheden i betragtning.
I realiteten kan et af de mest slående tilbageskridt - på trods af fremskridt i retorikken
– fi ndes i kvindernes lønninger. Kvinderne, som knap nok øgede deres andel af det samlede
antal job gennem den sidste del af 1990erne, oplevede en forholdsmæssig nedgang
i løn fra 78 % af mændenes lønninger i 1995 til bare 66 % i 1999 (Statistics South
Africa 2002, s. 147). Selv om senere data om ligestilling ikke er entydige, giver UNDP’s
Human Development Report foruroligende oplysninger om vedvarende fattigdom i husstande
med enlige forsørgere (6,7 millioner fattige) og forældrepar (8,5 millioner fattige):
”I forhold til antallet af fattige i hver kønskategori, er forholdet mellem fattige mænd og
fattige kvinder, som bor som par med børn, næsten det samme, men en betydeligt større
andel af fattige kvinder lever i fattige familier med enlige forældre (35,3 %) sammenlignet
med mænd i den samme kategori (24,9 %)” (UNDP, 2003, s. 42).
Arbejdsløsheden blandt kvinder var stadig omfattende i 2001 med 46 % (inklusive dem,
som havde opgivet at søge arbejde, men eksklusive dem i de tidligere homelands, som
blev betragtet som ”økonomisk inaktive”) og langt værre end mændenes 35 %.
Måske er det allervigtigste set med strukturøkonomiske øjne, at Sydafrika i dag bibeholder
apartheids patriarkalske metoder til merværdiudbytning af arbejdskraften, takket
være både tilbageværende kønsdiskrimination og migrantarbejdet, som understøttes
af de kvinder, der sidder fast i de forhenværende hjemlande. Bortset fra sparsomme
aldersrenter til de ældre, bliver disse kvinder stadig ikke betalt for den rolle, de spiller
i den sociale reproduktion, som på et normalt arbejdsmarked ville blive varetaget af
statens skoler, sygeforsikring og pensioner. Penge, der sendes hjem af dem, som arbejder
i byerne, og pensioner udgør det vigtigste indkomstgrundlag i landområderne sammen
med en forbedret børnetilskudsordning, og kvinderne her ligger langt under det niveau,
der er nødvendigt for at få et værdigt liv. I betragtning af opretholdelsen af migrantarbejdersystemet
og den generelt fejlslagne udvikling af landområderne forekommer det helt
58