For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

I virkeligheden er ANC’s langvarige svigt med hensyn til i større grad at give sig i kast
med offentlige anlægsarbejder med større jobmuligheder simpelthen en følge af en ideologi,
som Trevor Manuel selv har beskrevet som følger:
“Jeg vil gerne høre nogen fortælle mig, hvordan regeringen skulle bære sig ad med at
skabe arbejdspladser. Det er en ubehagelig indrømmelse at måtte gøre, men regeringer
her i verden er magtesløse, når det drejer sig om at skabe job.” (Sunday Independent, 9.
januar 2000).
Boligforhold og jordrefromer
The Ten-Year Review fremfører også andre påstande, der handler om boliger og jord:
“Siden 1994 er der blevet overført aktiver for omkring R50 mia. til fattige husstande. Næsten
2 millioner bevillinger af boligstøtte er blevet godkendt i løbet af denne periode, hvor
over 6 millioner sydafrikanere har fået bolig som følge deraf. Lige under halvdelen af alle
de bevilgede tilskud blev givet til kvinder. Siden 1994 er 1.8 millioner hektar land blevet
overført til næsten 140.000 husstande i henhold til jordomfordelingsordningen.”
Det, der først bør bemærkes om boligsituationen, er, at påstanden om, at der er givet to
millioner støttebevillinger, aldrig er blevet endegyldigt bekræftet og heller ikke ordentligt
evalueret. Det er yderst tvivlsomt, om de tilskud, som blev givet til ”boligstart”, nu også
faktisk resulterede i to millioner færdige boliger. Mange entreprenører afgav licitationstilbud,
men leverede faktisk ikke det færdige produkt. Hovedårsagen til det er, at tilskudsniveauet
i det meste af perioden, siden ANC vedtog en markedsorienteret boligpolitik i
november 1994 – et engangsbeløb på R16.000 i ”kapitaltilskud” – har været alt for lille
til at betale for mere end en dårligt beliggende grund og en mangelfuld bygning. Det
problem stammede til gengæld ikke blot fra den ideologisk motiverede beslutning om at
indføre en boligpolitik, der var målrettet mod entreprenørernes og bankernes interesser.
Det afspejlede også den nationale økonomiske stramning: I stedet for en udgift på 5 % af
det årlige statsbudget til boliger, som RDP og The Housing White Paper lovede, lå tallet
på langt under 2 % i de ti år, der fulgte efter befrielsen.
I hvert fald var de nye post-apartheid huse typisk kun halvt så store som de forhadte
tændstikæskehuse fra apartheid-tiden og bygget af meget dårligere materialer end
under apartheid, placeret endnu længere fra arbejdspladserne og samfundets faciliteter,
præget af hyppige afbrydelser i vand- og elektricitetsforsyningerne, med dårligere
serviceydelser fra staten, herunder sjældnere afhentning af affald, umenneskelige
sanitære installationer, jordveje og utilstrækkelige systemer til dræning efter uvejr.
Mens mange hundredtusinder burde have modtaget ”oprundingsfi nansiering” fra
bankerne, så der kunne bygges ordentlige huse, fi nansierede bankerne i realiteten kun
en meget lille del, nemlig under 100.000, hvilket var langt færre gældsbeviser, end de
56