For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

I denne proces forsømte van der Berg og Merrifi eld desuden at måle statens udgiftsmønstre
på andre områder end det rent sociale; mange af midler blev f.eks. ledet ind
i ”virksomhedsvelfærd” f.eks. via opgivelse af skattegæld og gavmilde skattenedsættelser,
en ny generation af kostbare støtteordninger til eksportfremme, navnlig for
bilindustrien, og omfattende investeringer i meget store projekter, som f.eks. Coega og
The Lesotho Highlands Water Project, hvis fordele for de fattige ofte er mere negative
end positive (Bond, 2002). Faktisk steg kategorierne økonomisk infrastruktur (veje,
broer, dæmninger, elektricitet og vandforsyning) og tilsvarende udgifter fra 1995 til
2002 fra 61,3 % til 67,6 % af de samlede statslige anlægsudgifter (omtrent R16 mia. i
2002), mens den sociale infrastruktur (skoler, hospitaler og administrative tjenesteydelser)
faldt fra 38,7 % til 33,4 % (R8 mia.) (UNDP 2003, appendiks 12). I virkeligheden
var nogle af de største bidrag til den sociale udligning efter den nye beregningsmetode
investeringer i meget store infrastrukturprojekter.
Selv hvis man ser bort fra dataintegritet og skævheder i målingerne, opstår der et endnu
større metodologisk spørgsmål, hvis man fastholder at justere af indekset for indkomstulighed
med statens sociale ydelser, sådan som Cosatu-økonomen Neva Makgetla (2003)
har udtrykt det:
“Vi bliver nødt til at spørge os selv, om dette er en nyttig måde at forstå statens omfordelingsfunktion
på. Når alt kommer til alt, spiller regeringen i de fl este lande en væsentlig
rolle i omfordelingen, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den forbedrer
indkomstfordelingen i social forstand. For eksempel kan vi forestille os, at en husstands
månedlige indkomst er på R1.000 eller R12.000 om året. Hvis familien har fi re børn, der
går i skole, får de yderligere R12.000 fra staten som sociale ydelser og fordobler derved
deres indtægt. Men hjælper det os til at forstå de økonomiske vanskeligheder, de står over
for på kort sigt? Det vil trods alt ikke skaffe dem mad på bordet.”
Denne målemetodediskussion er ikke blot en semantisk spidsfi ndighed, for Gini-koeffi
cienten er en af kun to bredt godkendte sociale sammenligningsmål for lande og de
grundlæggende datas integritet bør være hævet over enhver tvivl.
Uanset om van der Berg/Merrifi eld-justeringen sammenholder æbler og appelsiner,
rejser der sig et andet dybtgående spørgsmål: Har statens sociale tilskud i tiden efter
apartheid haft den virkning, som var meningen, nemlig at løfte folk med lave indkomster
ud af fattigdommen? Ved at stille dette spørgsmål, kan en række andre problemer, der er
forbundet med The Ten-Year Review undersøges: Om de sociale tilskud er tilfredsstillende,
om modtagerne af statsydelserne i smug bliver afkrævet tilbagebetaling; om statens
formodede meget store evne til at skabe job udnyttes; om der virkelig bliver leveret boliger,
land og tjenesteydelser i det omfang, det hævdes; om kvinders status forbedres, og
54