For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

om året i faste priser (korrigeret for infl ation) og dette års budget sørger for en
vækst på 9,7 %. De største stigninger er sket inden for social sikring og velfærd,
boliger, sundhed og uddannelse. Disse udgiftsstigninger er blevet gjort mulige
af en øget økonomisk vækst og den støt faldende gældsbyrde.”
Punkterne ovenfor fremsættes ofte for at bevise regeringens loyalitet overfor frihedskampens
idealer, f.eks. meget udførligt i regeringens dokument Towards a Ten-Year Review,
der blev udarbejdet kort før valget i 2004.
Her følger imidlertid et par håndgribelige modbeviser:
Indkomstfordeling og fattigdom
For det første blev en af verdens værste placeringer med hensyn til forskel i indkomst
faktisk værre efter 1994, hvilket Statistics SA også indrømmer. Ifølge en rapport fra oktober
2002 faldt den gennemsnitlige sorte afrikanske husstandsindkomst 19 % i faste priser
fra 1995 til 2000 (til et købekraftsparitetsniveau på USD 3.714 pr. år), mens den hvide
husstandsindkomst steg med 15 % (til USD 22.600 pr. år). For hele perioden 1994-2004
var nedgangen i den afrikanske indkomst uden tvivl mere end 19 % og hvide havde
uden tvivl en indkomststigning på langt mere end de 15 % i løbet af alle de ti år. Ikke
blot den relative, men også den absolutte fattigdom blev forøget, eftersom antallet af
husstande med realindkomster på mindre end 90 USD steg fra 20 % af befolkningen i
1995 til 28 % i 2000. På tværs af racekløften tjente den fattigste halvdel af alle sydafrikanere
kun 9,7 % af nationalindkomsten i 2000, hvilket var et fald fra 11,4 % i 1995. De
rigeste 20 % tjente 65 % af al indkomst. (Statistics South Africa, 2002).
I slutningen af 2003 besluttede Pretoria at gøre noget ved den kritik, der gik ud på, at
ANC-regeringen skabte fattigdom med sin makroøkonomiske politik. En af regeringens
ideologer, Joel Netshitenzhe, og den politiske analytiker, Andrew Merrifi eld, søgte støtte
hos professor Servaas van der Berg fra Stellenbosch University, der også fungerede som
rådgiver for Verdensbanken. Van der Berg ændrede den målemetode, som fastlagde
Gini-koeffi cienten (den vigtigste måleenhed for ulighed) ved at medinddrage og udmåle
angivelige virkninger af statens udgifter i form af ”social løn” som en faktor i beregningen
af uligheden. Inden denne øvelse var Gini-koeffi cienten ifølge UNDP steget fra 0,59
til 0,64 med registrerede niveauer for Eastern Cape og Free State på over 0,65 (UNDP,
2003). Derimod fastslog Van der Berg, at de sociale udgifter steg mellem 1993 og 1997
for de fattigste 60 % af husstandene, især de allerfattigste 20 % og de fattige på landet,
samtidig med at de offentlige ydelser faldt for de 40 %, som var mest velhavende, hvilket
angiveligt førte til en forbedring af Gini-koeffi cienten på en tredjedel. Merrifi eld lånte
denne metodologi og ”forbedrede” den yderligere, hvorved han kom til en forbedring
på 41 % i Gini fra basisåret 1994.
53