For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

lev bibeholdt i tiden efter apartheid, mens gentagne folkekrav om et differentieret
system, der kunne kompensere for denne afgift eller få den afskaffet på de vigtigste
livsfornødenheder, blev overhørt.
En mere omfattende kritik i samme retning blev for nylig publiceret med John Pilgers
analyse af Sydafrika efter apartheid i bogen Freedom Next Time (2006):
“At rejse i Sydafrika er ofte nærmest surrealistisk. Man kører ud af landet med de meget
fattige og kommer ind i landet med de meget rige. I Cape, ligesom i KwaZulu-Natal,
viger et ujævnt, råt landskab for en kæmpestor have, der er ejet af de hvide. Det er som
om, man er blevet tryllet bort til de frodige grønne marker i det sydlige England.
I september 2005 blev en omfattende undersøgelse forelagt det sydafrikanske Parlament,
som sammenlignede behandlingen af jordløse sorte bønder under apartheid og i dag. I
løbet af de sidste ti år af apartheid blev 737.000 mennesker fordrevet fra landbrugsområder,
der var ejet af hvide. I løbet af de første ti år af demokratiet blev 942.000 fordrevet.
99 % af fordrivelserne nåede aldrig frem til retssalene.
I det nye Sydafrika kan spekulanterne fortsat fejre tvivlsomme handler, mens de umådelige
menneskelige ressourcer blandt de fattige går til spilde i armod og elendig sanitet.
For at forstå den mærkværdige sociale identitet, som tegner landet efter apartheid, er det
nødvendigt nøje at afdække den handel, der blev indgået mellem ANC’s ledelse og det
fascistiske Broederbond, der gennem de mange år stod bag apartheidstyret. Hvad havde
Mandela og Mbeki og de andre landfl ygtige i Zambia egentligt tilbudt i forhandlingerne?
I denne sammenhæng er det også interessant at spørge til den rolle, som amerikanerne
og den internationale fi nanskapital spillede.
I 1985 blev apartheid udsat for to katastrofer: Børsen i Johannesburg krakkede og styret
måtte opgive at betale af på sin stigende internationale gæld. Den sydafrikanske kapitals
topchefer blev skræmt, og i september det år mødtes en gruppe anført af Gavin Relly,
formand for Anglo-American kapitalgruppen, med Oliver Tambo, ANC’s præsident,
og andre af modstandsbevægelsens topfolk i Zambia. Deres fælles budskab var, at en
overgang fra apartheid til et liberalt demokrati under sort styre var muligt, hvis ”orden
og stabilitet” blev garanteret. Den underforståede aftale var, at hvide ville bevare den
økonomiske kontrol til gengæld for sort fl ertalsstyre: Den ”politiske magts krone for den
sydafrikanske økonomis juvel”, som professor Ali Mazrui udtrykte det.
I løbet af 3 år blev der truffet et halvt dusin afgørende beslutninger af en lille gruppe
rundt om Thabo Mbeki (som rådgav Mandela), Manuel og Alec Erwin. Det drejede sig
bl.a. om følgende beslutninger: I 1992 blev nationaliseringer opgivet; det havde ellers
været et løfte fra ANC, som blev gentaget af den løsladte Mandela. I 1993 godkendte
ANC apartheid-styrets aftale om at tilslutte sig Den Almindelige Overenskomst om Told
51