For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

Tænk lige en gang over den interessante måde, hvorpå sorte sydafrikanere fejrede tiårsjubilæet
for deres frihed: demonstrationer mod regeringen i et omfang, der aldrig er set
før. Ifølge Minister for Sikkerhed Charles Nqakula blev der gennem 12 måneder i 2004-
05 demonstreret omtrent 5800 gange i Sydafrikas større og mindre byer (Madlala, 2005).
Af disse demonstrationer blev 13 % betragtet som ”ulovlige”. Der er ingen, der har en
klar fornemmelse af nøjagtigt, hvad det er, der driver sydafrikanerne indenfor meget
forskellige områder til at demonstrere gennemsnitligt 16 gange dagligt, men utilfredshed
med elendige levevilkår på grund af statens svigt på kommunalt, provins- og nationalt
plan er formodentlig en væsentlig del af årsagen.
Set fra Luthuli House (ANCs hovedkvarter) er sagen naturligvis en helt anden. Som en reaktion
på en usædvanlig stærk kritik fra det sydafrikanske kommunistparti hævdede ANC:
“Den demokratiske revolutions sejr har gjort det muligt for os radikalt at ændre de forhold,
der vedrører kapitalistisk kapitalakkumulation. Det er vitterligt ikke en sand påstand, at ’de
vigtigste træk i den bestående kapitalistiske struktur ... er videreført uændret fra det forrige
århundrede.’ Vigtige indgreb, såsom indførelsen af fulde fagforeningsrettigheder, forbedrede
sundheds- og arbejdssikkerhedslovgivning, mindsteløn, lige rettigheder ved ansættelse,
afskaffelsen af migrantarbejde, vedtagelsen af nye rettighedsdokumenter, trepartssamarbejdsprocessen
i The National Economic Development and Labour Council, (Nedlac),
ændringer i skattesystemet, osv., betyder, at dagens kapitalisme er ændret væsentligt.”
(ANC, 2006).
Virkeligheden ser imidlertid anderledes ud:
I realiteten var de ”fulde fagforeningsrettigheder” så spinkle i 2006, at den sydafrikanske
LO, COSATU, advarede om, at regeringspartiet, ANC, udviste ”diktatoriske”
tendenser, eftersom politiet regelmæssigt tævede arbejdere og aktivister og nægtede
dem retten til at demonstrere.
Sundheds- og sikkerhedsreglerne blev måske nok befæstet i teorien, men i praksis har
underbemanding og stærkt begrænsede handlemuligheder tømt kontrolorganerne for
betydning.
Mindstelønnen er så minimal, at den ligger langt under eksistensminimum.
Migrantarbejde, der tvinger folk til at arbejde langt hjemmefra, er ikke afskaffet, men
tværtimod virkeligheden for omkring en femtedel af arbejdsstyrken.
Skattelovgivningen er blevet meget mere kapitalvenlig end under apartheid, derved
at selskabsskatterne blev beskåret drastisk (fra 48 % i 1994 til 30 % i 1999, selv om
der dog blev indført en udbytteskat), og Pretoria tilbød også skatteindrømmelser til
nogle sydafrikanere med høje indkomster på R75 mia. i de første ti år efter frigørelsen
fra apartheid (dette opvejede mange gange den ny kapitalvindingsskat), mens den
regressive, omstridte moms – som var årsag til en omfattende strejke i 1991 – også
50