For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

den private ejendomsrets ukrænkelighed (Mandela, 1990). ANC var dog samtidig i stigende
grad opmærksom på den trussel, som ”makroøkonomisk populisme” udgjorde
mod bæredygtigheden i organisationens eget langsigtede projekt. Man var f.eks.
opmærksom på de store problemer, som havde udviklet sig for progressive eksperimenter
i Chile og Nicaragua.
Selve debatprocessen var også afgørende for den måde, hvorpå specifi kke reformer blev
indført. Gennem den lange overgangsperiode fra apartheid til demokrati 1990-94 var
den politisk-økonomiske debat decentraliseret, ukoordineret og uoffi ciel. Der var ikke
nogen centraliseret politisk eller teknisk koordination og derfor tilstrækkelig med plads
til, at politiske initiativer hurtigt kunne brede sig fremhjulpet af små interessegrupper.
ANC opførte sig i stigende grad som skyggeregering, mens den eksisterende stat blev
mere og mere usammenhængende og dårligt organiseret.
En anden vigtig faktor var det store nedarvede kapitalapparat. Sydafrikas overgang var
forskellig fra de tilfælde, hvor kapitalaktiver og deres ejere enten var blevet fysisk tilintetgjort
af krig, eller politisk forkastet af revolution, eller hvor ejerne havde tømt økonomien
under afkoloniseringen. Det eksisterende produktionsapparat var veludbygget men
forældet med en fremstillingsindustri, som var domineret af kapitalkrævende, naturressourceafhængig
materialeforarbejdning (grundmetaller, kemikalier, papirmasse og papir)
og det ville være disse sektorer, der fi k mest ud af en omlægning i retning af vækst via
øget eksport. En overvældende del af den private kapital var fortsat ejet af hvide forretningsfolk,
en gruppe, som således sad inde med en væsentlig magt. Som følge heraf var
der en grænse for, hvor meget og hvor hurtigt produktion og teknologi kunne omlægges
til mere arbejdskraftkrævende arbejdsgange og samtidig omskabe ejerskabet af kapitalaktiverne,
så det hvide monopol kunne brydes.
En politik med fokus på grundlæggende fornødenheder med bred støtte fra ANCs
rækker og fra dens fagforeningsallierede var indeholdt i RDP, ANCs valgmanifest fra
1994 (ANC, 1994). På trods af, at denne indfaldsvinkel var yderst tillokkende, eftersom
den i princippet tog sigte på at tage fat på ulighedsproblemet, kunne den ikke
realiseres under det nye demokratis grundlæggende økonomiske og politiske præmisser.
Politikken koncentreredes om små og mellemstore producenter, navnlig nye sorte
iværksættere, der solgte basale arbejdskraftkrævende forbrugsvarer på det indenlandske
lavindkomstmarked. Men den mængde teknologi, arbejdskraft og output i
produktionen, som dette involverede, kunne ikke tilvejebringes fra den ene dag til den
anden og den positive særbehandling på kapitalmarkedet ville kun få indvirkning på
den racemæssige fordeling af aktiver på meget langt sigt. Desuden var det sandsynligt,
at et fokus på grundlæggende fornødenheder ville medføre en betydelig makroøkono-
37