For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

mens de farvede og inderne udgjorde andre 18 %. Efter 1975 var der en stigende klassedifferentiering
og ulighed inden for de enkelte racegrupper, efterhånden som antallet
af afskedigelser steg, og der ikke skabtes nye job blandt sorte ufaglærte. Det afrikanske
arbejdsløshedstal blev uoffi cielt anslået til at være 11,8 % i 1970 og 20,8 % i 1980,
hvor det primært var de ufaglærte afrikanske arbejdere inden for fremstillingsindustri
og byggeri, som mistede deres arbejde.
Den voksende middelklasse i byernes liberale erhverv organiserede sig politisk og
socialt gennem håndværksråd, handelsstandsforeninger samt medie- og kultursammenslutninger.
Samtidig voksede en magtfuld fagforeningsbevægelse frem. Bevægelsen organiserede
sorte specialarbejdere og ufaglærte både på arbejdspladsen og i township-områderne
i et samarbejde med borgersammenslutninger og kvinde- og studentergrupper.
Den landfl ygtige nationalistbevægelse, ANC, arbejdede under jorden som en del af den
interne politiske opposition, mens den også iværksatte begrænsede væbnede angreb og
stod i spidsen for det internationale boykot-pres. Efterhånden som 1980erne skred frem,
erkendte både sorte organisationer og hvide magthavere uden for staten i højere og højere
grad deres fælles interesse i at få etableret et ikke-racistisk demokrati. I 1989 deltog
sorte fagforeninger og den hvide storkapital for første gang sammen i en kampagne mod
statens undertrykkelse af det faglige miljø, hvilket var et meget stort skridt ikke blot mod
et ikke-racistisk demokrati, men også mod en overgang via forhandlinger.
Overgangens form afspejlede klassernes indbyrdes magtbalance på det tidspunkt og
afgrænsede mulighederne og det forhandlede resultat. Med starten på de formelle
politiske forhandlinger fi k en allerede livlig debat om den økonomiske politik efter
apartheid et ordentligt skub, gennem en mængde konferencer, seminarer og møder.
Den økonomiske debat var ikke en tabula rasa, som der kunne komme et hvilket som
helst resultat ud af gennem åben politisk kappestrid mellem de stridende parter. Faktisk
var alle parter nødt til at tage højde for en række strukturelle nødvendigheder, som var
affødt af den økonomiske sammenhæng, i hvilken overgangen fandt sted. Den vigtigste
nødvendighed var et opsving i væksten, hvilket krævede stigninger i både tilstrømningen
af udenlandsk kapital og faste indenlandske investeringer.
Kort tid efter, at de sorte oppositionsledere var blevet løsladt fra fængslet, erkendte de,
at Sydafrika stod over for et stort problem med vækst og investeringer, og de tog skridt
til at berolige indenlandske og udenlandske investorer. Samtidig insisterede de på,
at der var behov for at tage fat på apartheids fordelingspolitiske arv af hensyn til den
kommende regerings sociale og politiske legitimitet. Den udligning, som ANC tidligt
gav udtryk for skulle prioriteres højt, omfattede en ”af-racialisering” af ejerskab og
ledelse af den eksisterende sektor af store virksomheder, selvom dette kunne påvirke
36