For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

for Poverty and Inequality fandt, at 61 % af alle afrikanere kunne anses for at leve
i fattigdom, mens det kun drejede sig om 1 % af de hvide. Der er mange klare beviser
på, hvordan køn er blevet vævet sammen med race og klasse, f.eks. hvordan
kvinder på landet skubbes helt ned i bunden af den økonomiske pyramide. Ud
over den kendsgerning, at hvide dominerer så at sige alle dele af det højere uddannelsessystem,
og især området for vidensproduktion, har strukturen med separate
uddannelsessystemer for forskellige apartheid-defi nerede racegrupper fastholdt
uligheder. Ved afslutningen af apartheidregimet var gennemsnitsudgiften til elever i
hvide skoler R5.400, mens den var ca. R1.000 for sorte elever.
Da den Sydafrikanske Menneskerettighedskommission, The South African Human Rights
Commission, offentliggjorde sin årlige rapport vedrørende økonomiske og sociale rettigheder
for perioden april 1999 til marts 2000, var et af rapportens mest deprimerende
resultater, at omkring 20 mio. mennesker, eller 50 % af befolkningen, lever under fattigdomsgrænsen
målt som en månedlig indkomst på R390 (ca. $40). Selv om alle pensionister,
børnefamilier og visse andre trængte grupper har en forfatningsmæssig ret til at modtage
sociale ydelser, er regeringsindsatsen, der hidtil er blevet varetaget af Department of
Social Development, kun nået ud til 3 mio. mennesker. Der er et utal af andre tegn på
raceuligheder: Det todelte arbejdsmarked og den nedarvede øremærkning af jobs, og
de fakta, at fl ere sorte er arbejdsløse end hvide; at sorte er langt mindre tilbøjelige til at
bruge Internettet end hvide; at sorte har kortere levetid end hvide; at fl ere sorte lever med
hiv/aids end hvide; at langt fl ere hvide end sorte har adgang til rent vand; at fl ere sorte
end hvide kommer i fængsel og så videre. Den største kløft ligger dog i adgangen til jord.
I modsætning til Tanzania, hvor hvide bosættere bemægtigede sig mindre end 1%
af jorden i hele landet; Malawi, hvor de tog 5 % og Namibia og Zimbabwe, hvor de
erhvervede sig henholdsvis 43 % og ca. 50 % af jorden, annekterede bosætterne
over 90 % af jorden Sydafrika. Virkningen af denne beslaglægning er en groft ulige
fordeling af adgangen til og ejerskab af jord mellem sorte og hvide. Det gennemsnitlige
areal som ejes pr. person, er en smule mere end 1 hektar for sorte, mens det er
1.570 hektar for hvide. Hvid fortrinsstilling affødt af kolonialistisk jordtyveri har vundet
hævd og er godkendt af den nye demokratiske forfatning. En fundamental omfordeling
af jord, som ville overføre en stor del af ejerskabet af jorden fra hvide til tidligere
tvangsfjernede sorte, er reelt umulig under de nuværende forfatningsmæssige rammer
som følge af de modstridende mål, der søger at sikre de nuværende jordbesidderes
rettigheder og at omfordele jord til sorte på samme tid.
Det er ikke overraskende, at den nye regerings jordreformpolitik har været en sørgelig
fi asko. The Reconstruction and Development Programme (RDP), lovede at omfordele 30
26