For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

udgør den forfatningsmæssige beskyttelse blot en lovlig sanktionering af kolonialistisk
jordtyveri.
Den nye forfatning hæger om alle demokratiers grundlæggende principper og rettigheder.
På mange måder er disse heller ikke bare papirrettigheder. Sydafrikanerne, som nu
alle er lige for loven, nyder godt af valgret, bevægelsesfrihed, forsamlingsfrihed, ytringsfrihed
og en række samfundsmæssige friheder. Dog fi ndes denne politiske og samfundsmæssige
lighed side om side med enorme uligheder i velstand og fattigdom. For at gøre
det hele værre falder opsplitningen mellem rig og fattig stadig i meget udstrakt grad
sammen med skellet mellem sort og hvid, og disse kløfter udgør fortsat brudlinjerne i det
sydafrikanske demokrati. De mangelfulde sociale løsninger afspejles tydeligt i TRCs politik
og praksis, som behandles senere i dette kapitel.
Ved åbningen af debatten om forsoning og opbygning af et nationalt fællesskab i 1998
holdt Thabo Mbeki, der på det tidspunkt var vicepræsident, en tale i det sydafrikanske
parlaments førstekammer. Heri blev skævhederne tydeligt trukket op:
”Sydafrika er et land med to nationer. Den ene af disse nationer er hvid, relativt velhavende
uanset køn og geografi sk spredning. Den har nem adgang til en veludviklet økonomisk,
fysisk, uddannelsesmæssig og kommunikationsmæssig infrastruktur. Den anden og
større nation i Sydafrika er sort og fattig, hvor de dårligst stillede er kvinderne i landområderne,
den sorte landbefolkning generelt og de handicappede. Denne nation lever under
forhold med grov underudvikling, hvad angår økonomisk, fysisk, uddannelsesmæssig,
kommunikationsmæssig og anden infrastruktur.” (se www.anc.org.za/ancdocs/history/
mbeki/1998/sp980529.html)
Vi bliver nødt til at sørge for, at racediskursen bruges til at belyse og ikke til at maskere
videreførelsen af klasseforskellene. Der er ingen tvivl om, at strukturel racediskrimination
under apartheid er en af de vigtigste årsager til sort fattigdom. Uanset om race
blot blev brugt som et bekvemt redskab i udbytningen af sorte, er konsekvenserne
af racistisk forskelsbehandling håndgribeligt iøjnefaldende på en række områder i
Sydafrika. Udover den vold, som apartheid i bred forstand rettede mod størstedel af
befolkningen, må ofrene for almindelig dagligdagsracisme stadig kæmpe med racistiske
fordomme og forudfattede meninger om sammenhængen mellem menneskeværd
og race. Sådanne hierarkier af overlegenhed og dominans reproduceres og forstærkes
i hverdagslivet gennem manerer, holdninger og talemåder. Alle verdslige og menneskelige
aktiviteter blev struktureret på en racebestemt måde af apartheid – at blive
født, passet, gå i skole, køre med bus eller tog, have sex, blive gift, spise og drikke,
blive klippet, gå til selskaber, hilse, dø, blive begravet og så videre. Statens planmæssige
ingeniørarbejde, den store apartheid, blev således videreformidlet til hverdagens
24