For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

Historien har ikke været mild mod Sydafrika. 1 Efter fl ere århundreder med kolonialisme
fulgte et af de grummeste systemer med racisme, verden nogen sinde har set. I næsten
50 år ødelagde apartheid livet for de sorte sydafrikanere, samtidig med at det sikrede
de hvide den muligvis højeste levestandard i noget udviklingsland. I begyndelsen af
1990erne var landet efter en lang kamp begyndt at gøre sig fri af sin skændige fortid. Det
så ud, som om landet kunne skabe sig en fremtid – hvis det ikke lige var, fordi det nu
stod ansigt til ansigt med en hastigt voksende aids-epidemi, som på få år skulle blive den
værste af sin slags i verden.
Da sydafrikanerne afgav deres stemmer i det første demokratiske valg i april 1994, var
der ikke mange, der tænkte på aids, og endnu færre havde nogen anelse om, hvad
epidemien havde i baghånden til dem og deres land. Blot fi re år tidligere anslog man,
at under 1 % af de voksne sydafrikanere var smittet med hiv, den virus, der er årsagen til
aids. En hårdnakket afvisning af kendsgerningerne fremmede en idé om, at Sydafrika på
en eller anden måde kunne undgå de alvorlige epidemier, som var på vej i andre dele
af det østlige og sydlige Afrika. Lederen af South African Communist Party (SACP) Chris
Kilde: Sundhedsministeriet i Sydafrika.
1 Denne artikel er baseret på Hein Marais’ bog Buckling: The impact of AIDS in South Africa, udgivet af The Centre
for the Study of AIDS at Pretoria University. En elektronisk udgave fi ndes på http://www.sarpn.org.za/documents/
d0001789/index.php
176