For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

Alle europæiske lande har minoriteter fra alle fi re verdenshjørner. Hvis vi tager Storbritannien
som eksempel er der tyrkere, folk fra Kosovo, kinesere, indere, pakistanere og
afrikanere osv. Disse minoriteter er i et hvilket som helst europæisk land faktisk næsten
lige så betragtelige som ikke-afrikanske minoriteter i Sydafrika. Men disse minoriteters
eksistens udsletter ikke disse landes kulturelle og nationale særpræg. De er alle europæiske
lande, hvor frem for alt den europæiske kultur holdes i hævd.
I Sydafrika er tanken om “regnbuestaten” med rette blevet hævet til skyerne som et ønskeligt
mål: en sydafrikansk verden, hvor alle dens forskellige kulturer og folk fi nder en
imødekommende kulturel plads og anerkendelse. Somme tider er tanken om “regnbuestaten”
dog også blevet tolket, som om det betød, at Sydafrika ikke har noget fremtrædende
nationalt særpræg, at dets nationale særpræg er udefi nerligt og ubestemmeligt,
at den nuværende situation er det fuldendte udslag af “regnbueri”. Dette argument
bestrider underforstået, at fl ertallenes kulturer og sprog i den nuværende situation undertrykkes
og bringes til tavshed til fordel for en dominerende eurocentrisk højkultur, som
alle af omstændighederne tvinges til at efterligne. Man tilraner sig således demokratisk
pluralisme til fordel for udemokratisk pluralisme.
Jeg har andetsteds fremført, at Sydafrikas teknologiske kultur bygger på det hvide mindretals
kulturer. Viden, dens produktion og genskabelse bringes i stand og opbygges på
dette kulturelle europæiske mindretals sprog og kulturer. En indfaldsvinkel i Sydafrika,
der koncentrerer sig om Afrika, forudsætter, at hvis der skal fi nde en udvikling sted, som
giver de sydafrikanske masser kulturel og sproglig adgang til processen, skal det gøres
ved hjælp af massernes kulturer og sprog, medmindre vi ønsker at antyde, at massernes
afrikanske sprog og kulturer ifølge deres natur er ringere og ikke kan danne grundlag for
social og kulturel fremgang.
Inden for uddannelse fi nder produktion og reproduktion af viden udelukkende sted, på
enten engelsk eller afrikaans. De afrikanske sprog fi gurerer slet ikke på dette område. I
det store og hele kan vi sige, at omdannelsesprocessen i Sydafrika på det kulturelle og
sproglige niveau peger på en jævn integration af de afrikanske eliter, som opstår i de
hvide minoriteters kulturer, hovedsageligt de engelske. Så længe denne tendens fortsætter,
er det vanskeligt at se, hvordan massesamfundets kulturer og de fl ertal, som taler
afrikanske sprog, kan fl ytte ind i de moderne tider med deres sproglige og kulturelle
ejendele. Den fremherskende tendens er at integrere fl ertallene i mindretallenes sprog
og kulturer.
Medens en afrocentrisk indfaldsvinkel således ville være malplaceret, hvis den blev
foreslået anvendt som et udviklingsparadigme for det moderne Storbritannien, Irland,
171