For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

“Det er nedslående at se folk aktivt sky deres sprog. Afrikanske sprog forvises til andenpladsen
sammenlignet med engelsk på trods af, at forfatningen taler for lighed mellem
sprog. Endnu mere foruroligende er det, at afrikanere hjælper med til at marginalisere deres
modersmål. Landet er i øjeblikket i færd med at producere en afrikansk ungdom, som
dårligt nok kan læse, endsige skrive en tekst på deres modersmål. Disse unge kan ikke
engang udtale afrikanske navne korrekt, endsige stave til dem. I visse ekstreme tilfælde kan
nogle afrikanske børn knap nok sætte en sætning sammen på deres forældres modersmål.
De stakkels børn har mistet deres identitet, fordi de for eksempel formodes at være tswana
og alligevel ikke kender til tswana-kulturen og -sproget”.
”Disse børn ser ned på den afrikanske kultur, ligesom nogle hvide gør. De ringeagter afrikanske
religiøse skikke som værende tilbagestående overtro. De er ved at fremmedgøre
sig selv fra deres egne kulturer med hjælp fra deres forældre. Det er uheldigt, at de fl este
forældre stadig tror, at det at tale godt engelsk nødvendigvis betyder, at man er intelligent.
Bristen i denne iagttagelse er, at den antyder, at englænderne i England alle er intelligente,
fordi de taler engelsk. Det interessante er, at når forældre melder deres børn ind i townshipskoler,
insisterer de på, at deres børn skal gå i skoler, der underviser i deres modersmål.
Når disse børn fl ytter til skoler i byen, lægges kravet om modersmål på hylden til
fordel for engelsk og afrikaans. Ganske vist er det ikke sikkert, at skolen tilbyder afrikanske
sprog på det trin, selv om den overvejende har afrikanske elever. Afrikanske forældre giver
som oftest op over for status quo. Vore børn burde lære andre sprog end deres modersmål.
Tænk, hvis hvide, farvede og indiske børn skulle lære afrikanske sprog som andetsprog
i skolen; det ville sætte skub i opbygningen af nationen.” (K.C. Motshabi. 9.6.2006)
Skribentens opfattelse af problemerne i diskussionerne om undervisningssprog i Sydafrika
var lige så skarpsynede og ligefremme. Han går direkte til kernen af de undskyldninger,
som ofte fremsættes for at retfærdiggøre engelsk og i mindre grad afrikaans’ overmagt, og
gentager, at:
“Nogle hævder, at eftersom engelsk er et internationalt sprog, skal det have førsteret, og at
afrikanske sprog er begrænset til Afrika, og derfor opnår man ikke fl ere muligheder ved at
være fl ydende i sit modersmål. Andre hævder, at afrikanske sprog har begrænsede ordforråd,
og at der derfor ikke fi ndes tilstrækkeligt akademiske lærebøger, der er skrevet på
afrikanske sprog. Vi bør begynde med kraftigt at fremme undervisning i afrikanske sprog
og samtidig udarbejde undervisningsmateriale på afrikanske sprog. Bibelen er for eksempel
blevet oversat til alle afrikanske sprog, så de mindre engelskkyndige kan få adgang til
kristendommens lære. Det er vigtigt, at vi afkoloniserer vores tankegang og undgår at give
op over for status quo. For resten behøver man for eksempel ikke at være engelskkyndig
for at være elektriker eller mekaniker. Dette kan opnås, hvis vi udvikler materiale på afrikanske
sprog, som vore børn kan studere. Afrikaanerne, franskmændene og russerne, for
168