For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

De forhold, som er beskrevet ovenfor, har fremkaldt væsentlig modstand fra visse sider.
Det hvide afrikaans-talende samfund har især været lidenskabeligt og ofte højrøstet i sin
protest. Den “farvede” befolkning, som udgør størstedelen af de afrikaans-talende, viser
ikke megen offentlig bekymring over, at afrikaans’ sociale magt forringes. I realiteten er
mange af de “farvede”, navnlig fra de yngre aldersgrupper i byområderne, ved at fl yde
over i de engelsktalendes lejr. Et andet bemærkelsesværdigt faktum, der er værd at lægge
mærke til, er, at nogle intellektuelle og lingvist-afrikaanere i post-apartheid-perioden
er begyndt på helt åbenlyst at forene forsvaret for afrikaans med det generelle forsvar for
afrikanske sprog mod engelsks dominerende stilling.
Debatterne om engelsk, afrikaans’ og de afrikanske sprogs stilling i det sydafrikanske
samfund ses regelmæssigt i aviserne. I et brev, som blev bragt i april 2002 i The Star
(Johannesburg), foreslog forfatteren, Bob Broom, som en reaktion på et læserbrev af Dan
Roodts tidligere brev (8. april 2002), at:
“I stedet for at undertrykke afrikaans til fordel for engelsk har vor regering indset, at engelsk
er et universelt sprog, der tales og forstås af fl ertallet af vore handelspartnere, og er
det sprog, der vælges til undervisningen på de fl este læreanstalter. Denne regering som
med djævelens vold og magt vil fremme engelsk på bekostning af alle andre sprog gør det
på trods af, at det er til ulempe for mange af dets egne folk, da engelsk ikke er deres første
sprog. De kan dog også se det ubestrideligt fornuftige i det. Det er en skam, at afrikaanerne
ikke kunne/ikke ville indrømme det samme”.
Kampen mellem afrikaans og engelsk i Sydafrika fortsætter, hævet over interesserne hos
det fl ertal, som taler afrikanske sprog. I et skarpt svar til Roodt, påpegede Ettiene van Zyl i
et andet brev, at:
“Bortset fra de grove fordrejelser præsenterer Roodt os for det irriterende syn fra en, som
kræver sin ret til hævde sig, mens han begræder, at den selv samme ret anvendes af
fl ertallet af sydafrikanere. Hvad Roodt ikke kan se er, at brugen af retten til selvhævdelse
på det sprog, som fl ertallet af sydafrikanere selv vælger, nødvendigvis vil resultere i en
temmelig drastisk nedskæring af brugen af afrikaans på det offentlige område”.
Nogle vil måske hævde, at intet sprog bør skæres ned, men at alle sprog snarere bør
hæves til det samme niveau, ved at der fremskaffes nødvendige ressourcer til at gøre
dette muligt og tillade det.
Der er ikke nogen omfattende reaktion fra de afrikansktalende i Sydafrika på det engelske
sprogs stigende overmagt, men af og til hører og læser vi højrøstede stemmer, der taler
afrikanske sprog. Der er imidlertid langt imellem dem. I et skarpt formuleret cri de coeur
skrevet af en afrikansktalende læser, bragt i The Star, bemærkede skribenten krast, at:
167