For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

måneder, der fulgte lige efter apartheids afskaffelse, var blevet klart, at der, selv om fl ersprogenhed
virkelig var en sociolingvistisk realitet i Sydafrika, var en tydelig tendens hen
imod enkeltsprogethed i landet.
Flersprogetheden var usynlig i embedsværket, i de fl este offentlige taler og i
størstedelen af massemedierne. Det blev efterhånden erkendt, at regeringen ikke
havde sikret sproganliggender en væsentlig stilling i den nationale udviklingsplan.
Følgelig var der, på trods af at forfatningen indeholdt bestemmelser om, at
fl ersprogethed skulle opdyrkes, stadig et presserende behov for, at Ministeriet for
Kunst, Kultur, Videnskab og Teknologi udarbejdede en sammenhængende National
Sprogplan. Indholdet skulle ikke blot tage fat på disse problemer, men også
benytte strukturen i Reconstruction og Development Programme (RDP) og, i så vid
udstrækning som muligt, benytte sig af landets fl ersprogede menneskelige ressourcer.
Desuden var det ministeriets synspunkt, at der var et stort behov for en sådan
arbejdsgruppe i lyset af (a) den manglende tolerance af sprogforskellighed og den
udbredte ideologi om, at ”fl ersprogethed er et bekosteligt problem”, og (b) den
voksende kritik fra sprogfolk over tendensen til enkeltsprogethed i Sydafrika.
Minister Ngubane understregede, at en national sprogplan nødvendigvis skulle være en
konstatering af Sydafrikas sproglige behov og prioriteter, og at den derfor skulle have til
formål at opfylde i det mindste følgende mål: For det første bør alle sydafrikanere have
adgang til alle områder af det sydafrikanske samfund ved at udvikle og vedligeholde det
talte og skrevne sprog på et niveau, som er passende for en række sammenhænge i de(t)
offi cielle sprog, som de har valgt. For det andet bør alle borgere i landet have adgang til
at lære andre sprog end deres modersmål. For det tredje bør de afrikanske sprog, som
blev marginaliserede af fortidens politik, bevares og udvikles. For det fjerde bør der oprettes
rimelige og spredte tjenester til afhjælpning af sprogproblemer. I bagklogskabens
lys kan vi i dag ikke sige, at oprettelsen af dette organ har gjort ret megen forskel i positiv
retning for den situation, der blev så klart defi neret i løbet af et par måneder efter overgangen
til et post-apartheid Sydafrika. Det tiltrækkende ved, at alle sydafrikanere lærte et
afrikansk sprog, er ofte blevet luftet, men der er gjort meget ringe fremskridt i retning af
at få det gennemført.
Det nye Sydafrika havde arvet et skævt sprogligt scenarium og satte meget veltalende
kursen fremad gennem disse forfatningsbestemmelser og andre regeringsinitiativer til at
nedbryde den racistiske arvs struktur. Afrikanske sprog blev offi cielt forfremmet til nationale
sprog. I et årti eller mere efter apartheid-regimets afslutning, forbliver de ni afrikanske
sprogs lighed med engelsk og afrikaans mere skrevet tekst end realitet. Som professor
Sizwe Satyo fra University of Cape Town påpegede: “en plus en er lig med elleve”.
165