For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

der repræsenterede det hvide afrikaans-talende samfund, især interesseret i, at afrikaans
skulle beholde sin offi cielle status ved siden af engelsk. Inkhata, der havde base
i KwaZulu Natal, støttede i teorien en bredere anvendelse af afrikanske sprog, men var
spagfærdig i praksis. Andre partier, som Pan-African Congress (PAC) og Azanian People’s
Organisation (AZAPO), gik stærkt ind for øget brug og udvikling af de afrikanske sprog.
De elleve sprogs politik var et forsøg på at tilfredsstille denne brede vifte af modstridende
interesser og at undgå mulige kommende konfl ikter i forbindelse med dette eventuelt
sprængfarlige problem. Det er derfor, at der i forfatningen blev medtaget en bestemmelse,
der advarede om, at:
“Regeringen og provinsforvaltningerne kan benytte et bestemt offi cielt sprog i ledelsesøjemed,
når der tages hensyn til, hvad det skal anvendes til, hvor praktisk det er, udgifterne,
de regionale forhold og ligevægten mellem behovene og præferencerne hos befolkningen
som helhed eller i den pågældende provins, men regeringen og hver enkelt provinsforvaltning
skal gøre brug af mindst to offi cielle sprog. Kommunerne skal tage hensyn til
sprogbrugen og præferencerne hos deres indbyggere.” (§ 6, stk. 3a)
Dybest set blev det bestemt, at alle sprog, som tidligere havde haft offi ciel status i en eller
anden del af landet, ville blive anerkendt på nationalt plan. Men i jagten på dette mål
blev formildende og skønsmæssige omstændigheder tydeligt skåret ud i pap. Man kan
hævde, at regeringen i sit forsøg på at tilfredsstille alle vælgere ikke formåede at afstikke
en ny vej frem, som principielt opfyldte de krav, som formuleredes af mange forskellige i
det afrikansktalende fl ertal.
I december 1995 meddelte minister Ngubane, der på det tidspunkt var minister
for kunst, kultur, videnskab og teknologi, at der ville blive nedsat en sprogplanlægningsgruppe,
Language Plan Task Group, der skulle gå under forkortelsen
LANGTAG. Gruppen blev udnævnt til at rådgive ministeren, som var ansvarlig
for sproganliggender, om, hvordan man hurtigt kunne udtænke en sammenhængende
national sprogplan for Sydafrika. Ministeren påpegede, at LANGTAG skulle
være en politisk rådgivningsgruppe for hans ministerium og på ingen måde måtte
forveksles med PANSALB. PANSALB skulle fortsat være et uafhængigt lovmæssigt
organ, der skulle udnævnes af Senatet i det nye år (1996) i henhold til The Pan
South African Language Board Act (Lov nr. 59 af 1995). Det forventes at føre kontrol
med, at forfatningens bestemmelser og principperne for anvendelse af sprog
overholdes, samt med indholdet og overholdelse af al eksisterende og ny lovgivning,
praksis og politik, der har at gøre med sproglige anliggender.
Den umiddelbare logiske begrundelse for dette organ var, at det i løbet af de foregående
164