For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

ganer”. (§ 31) Det anføres endvidere, at disse rettigheder “ikke må udføres på en måde,
som strider mod en bestemmelse i Bill of Rights”. Disse defi nitioner på rettigheder havde
praktisk taget været i kraft fra slutningen af 1920erne for det hvide mindretal (både afrikaans-
og engelsktalende) men indtil 1994 været nægtet afrikanere.
I den nye forfatning blev de ni afrikanske sprog, som tidligere havde haft offi ciel status
i hjemlandene bevilget formel ligeberettigelse med afrikaans og engelsk på nationalt
plan. Allerede i forfatningens stiftende bestemmelser står der følgende: “Republikkens
offi cielle sprog er sepedi, sesotho, setswana, siSwati, tshivenda, xitsonga, afrikaans, engelsk,
isiNdebele, isiXhosa og isiZulu. Staten, der erkender vort folks oprindelige sprogs
historisk reducerede anvendelse og status, må nødvendigvis træffe praktiske og positive
foranstaltninger til at hæve disse sprogs status og fremme brugen af dem.” (§ 6) Essensen
af disse ord er, at alle sprog, som er arvet efter det gamle regime, er lige. Desuden er det
blevet staten påbudt at tage de nødvendige forbedrende skridt til at hæve de tidligere
undertrykte sprog til ligeberettigelse. Det er med dette sidstnævnte in mente, at andre
bestemmelser blev fastsat:
”Et pan-sydafrikansk sprognævn, Pan South African Language Board (PANSALB), der oprettes
ved hjælp af national lovgivning, skal fremme og skabe betingelser for udviklingen
og brugen af alle offi cielle sprog, khoe khoi- og san-sprog og sydafrikansk tegnsprog, og
fremme og sikre respekten for alle de sprog, der er almindeligt brugt af samfund i Sydafrika,
herunder tysk, græsk, gujarati, hindi, portugisisk, tamil, telegu og urdu og arabisk,
hebræisk, sanskrit og andre sprog, der bruges til religiøse formål i Sydafrika”. (§ 6, stk. 5)
Selvom dette organ blev oprettet har resultaterne på mange måder ikke levet op til forventningerne.
I praksis har de afrikanske sprog, som det hovedsageligt skulle beskæftige
sig med, ikke udviklet sig ret meget. Forfatningen forsømte ingen lejlighed til at registrere,
at det var ønskeligt hurtigt at få sproglig ligestilling i landet. Den stillede formanende
krav om, at:
“Regeringen og provinsforvaltningerne skal ved hjælp af lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger regulere og føre kontrol med deres egen anvendelse af offi cielle sprog. ….
Alle offi cielle sprog skal værdsættes lige højt og skal behandles retfærdigt.” (§ 6, stk. 4)
Alt i alt var disse forfatningsmæssige bestemmelser et kompromis mellem de modstridende
standpunkter og krav i de forskellige partier, som var involveret i forhandlingerne
om overgangen. African National Congress (ANC), der repræsenterede fl ertallet af de
sorte sydafrikanere, gik ind for en laissez faire-metode, som mange antydede i tidens løb
ville resultere i, at der opstod et nationalt sprog, som sandsynligvis ville være engelsk.
Democratic Party (DP), som stort set repræsenterede fl ertallet af de engelsktalende
hvide, foretrak engelsk som det eneste offi cielle sprog. Derimod var National Party (NP),
163