For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

den britiske kolonimagts sprog, blev afrikaans systematisk udviklet til det andet offi cielle
sprog ved hjælp af særbehandling og enorme statslige ressourcer. Dets sociale rolle
dækkede samtlige de funktioner, som ethvert offi cielt sprog i et udviklet førsteverdenssamfund
har. Afrikaans var på halvtreds år blevet et sprog med et moderne præg.
Delvis offentlig brug af de oprindelige afrikanske sprog formelt og uformelt blev begrænset
til brugen i hjemlande. Afrikanske sprog blev således offi cielt tolereret i de godt 13
procent af landet, hvor sorte sydafrikanere, efter at være blevet nægtet statsborgerskab
inden for republikken, nu angiveligt fi k lov til at gøre brug af deres politiske rettigheder.
Imidlertid fungerede engelsk, og tit også afrikaans, ofte som offi cielle sprog i hjemlandene
sammen med det lokale afrikanske sprog. Afrikanere i resten af landet, det såkaldte
hvide Sydafrika, hvor afrikanerne udgjorde et klart fl ertal, blev behandlet som udlændinge.
I apartheidstatens sprogbrug var de “fastboende udlændinge”, som ud over deres
egne sprog skulle lære og uddannes ved hjælp af både engelsk og afrikaans.
Apartheidstaten skabte således ni sprog i hjemlandene. Med tiden udviklede eliten i
hjemlandene interesse for deres kulturelle og sproglige fremstillinger. Denne sproglige
adskillelse, terminologi og orden blev stort set videreført efter apartheids fald.
I årene efter apartheid fulgte den begrænsede, men principfaste nedlæggelse af den
administrative struktur i det apartheid-baserede uddannelsessystem og vedtagelsen af et
nyt uddannelsessystem, som bedre afspejler, i det mindste på papiret, de kulturelle og
sproglige interesser hos de afrikansktalende. Afrikaans’ dramatiske udvikling på halvtreds
år og den fremgang og oplysning, den har bragt afrikaanerne, burde vise os, hvor
relevant sprog er for samfundsforandringerne i Sydafrika. Det peger også implicit på,
at en fortsat og fremtidig omdannelse i landet nødvendigvis må koncentrere sig mere
helhjertet om sprogspørgsmålet. En demokratisk funderet sprogpolitik er altafgørende for
udviklingen af en demokratisk kultur. Uden en politik som myndiggør massesamfundet
på det kulturelle plan, vil udviklingen stagnere i det lange løb.
Sprog og den nye forfatning
I den nye forfatnings første hovedafsnit, Bill of Rights, der behandler borgernes rettigheder,
fastsættes det, at: “Alle har ret til at bruge et sprog og at deltage i det kulturelle liv,
som de selv vælger, men ingen, som gør brug af disse rettigheder, må gøre det på en
måde, der strider mod en bestemmelse i Bill of Rights.” (§ 30) Desuden understreges det,
at: “Personer, som tilhører et kulturelt, religiøst eller lingvistisk samfund, ikke må nægtes
retten til, sammen med andre medlemmer af det pågældende samfund ¬(a) at have
deres egen kultur, udøve deres religion og bruge deres sprog, og (b) at danne, tilslutte sig
og bevare kulturelle, religiøse og lingvistiske foreninger og andre af civilsamfundets or-
162