For enden af Regnbuen? - Stolten's African Studies Resources

inge udsigt til at opnå videregående uddannelse er den skæbne, mange elever stadig
møder efter afgangseksamen.
Et af de uforudsete resultater af de skuffede forhåbninger og frustrationerne over manglen
på reelle uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder - kombineret med Sydafrikas
voldelige historiske arv - synes at have været en stigning i voldskriminaliteten (Legett,
2005). Fængselsreformer og mekanismer til håndtering af ungdomsforbrydere har ikke
resulteret i mindre kriminalitet. Fængslerne er faktisk notorisk overbelagte. Fængsling
skaber basis for unge forbryderes optagelse i bander, og, som Jonny Steinberg viser i sin
bog om bander inden for og uden for fængslerne i Western Cape, har bandenetværk og
-aktiviteter bredt sig indefra og ud af fængslerne (Steinberg, 2005). Dette er den barske
virkelighed i Sydafrika efter apartheid.
Barske realiteter
Der er ingen tvivl om, at de politiske ændringer i 1994 gav plads til nye visioner og store
forbedringer i indsatsen for at skabe lighed på uddannelsesområdets udbud og resultater
i Sydafrika. Grunden til de vedvarende problemer og uligheder på uddannelsesområdet
i Sydafrika skal søges dels i historiens lange skygger, dels i det nuværende samfunds
sociale dynamik. Nye politiske initiativer, der tog sigte på forandring, er blevet stækket
af virkelighedens ulighed og fattigdom i det sydafrikanske samfund. Mange uddannelsesinstitutioner
er således blevet forbedret, men ikke forbedret i retning af lighed. Trods
væsentlige ændringer tegner ulighed i klasse, race og køn stadig konturerne af uddannelsesinstitutionerne,
erfaringerne og chancerne i Sydafrika.
Fattigdom, arbejdsløshed, meningsfuld deltagelse i samfundet og uddannelse står stadig
som de vigtigste udfordringer for samfundet. Regeringens programmer, der skal åbne for
uddannelse og kvalifi cering, har haft blandede resultater. Børn og unge fra fattigere husstande,
især med kvindeligt overhoved, har haft sværere ved at få adgang til uddannelse,
og uddannelsesudbuddet og undervisningskvaliteten er ringere i fattige end i velstående
bysamfund. Højere uddannelse fi ndes, men fattigdom og dårlig skolegang gør ofte, at
sådanne muligheder er uden for rækkevidde. At vejen til og muligheden for meningsfuld
beskæftigelse og videreuddannelse kun eksisterer for et beskedent mindretal, betyder,
at Sydafrikas høje antal af arbejdsløse unge udgør en ’uforholdsmæssig stor andel af
lovovertrædere’.
Konklusion
Trods disse barske realiteter er der stærke vidnesbyrd om, at nærsamfund, mænd, kvinder,
unge og børn lægger uhyre meget vægt på uddannelse; historien om kampen for
155